Læsning af Koranen i ramadanen 23: Juz Wa-ma-liya
(Koranen 36:30 - 39:29)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 23: Juz Wa-ma-liya
Kilde: Jihad Watch, 27. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 22. marts 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 36. Ya Sin (fortsat)

Efter dette gentager Allah sine advarsler til de vantro (36:30-46). Menneskeheden afviser og håner Allahs sendebud (36:30); ser de ikke, hvor mange mennesker Allah har tilintetgjort (36:31)? Alle vil møde dommen (v. 32); de ser ikke tegnene på Allahs magt i den naturlige verden (v. 33-42). Ét af disse tegn er, at solen følger sin faste bane dagligt, for dette er "Den Mægtiges og Den Videndes bestemmelse" (v. 38). Om dette forklarede Muhammed, at solen, ved solnedgang, "går (dvs. rejser) indtil den falder på knæ under Tronen og beder om tilladelse til at stige op igen, og det bliver tilladt, og så (efter en bestemt tid) vil den til at falde på knæ igen, men dens knæfald vil ikke blive accepteret, og den vil bede om tilladelse til at fortsætte sin bane, men det vil ikke blive tilladt, men den vil blive befalet at vende tilbage til hvorfra den kom, og så vil den stige op i vest. Og dette er fortolkningen af Allahs erklæring: 'og solen løber til et hvilested, den har. Dette er Den Mægtiges og Den Videndes bestemmelse' [v. 38]."

Allah kunne drukne de vantro, og ingen ville være i stand til at hjælpe dem (v. 43). I versene 47-54 gentager han nogle af de hånlige bemærkninger om de vantro: de behøver ikke at brødføde de fattige [mener de vantro, o.a.], fordi Allah ville have givet dem mad, hvis dette var hans ønske (v. 47), og de spørger Muhammed, hvornår Dommedag vil komme (v. 48). Men når den kommer over dem, vil de råbe i smerte (v. 52). Men de troende - i versene 55-58 - vil nyde Paradiset, liggende på sofaer med deres koner (v. 56) - de berømte jomfruer dukker op i næste sura.

I versene 59-64 henvender Allah sig til de vantro på Dommens Dag og fortæller dem, at de skal holde afstand til ham (v. 59), og minder dem om, at han advarede dem om ikke at tilbede Satan (v. 60); men nu har Satan ført dem på afveje (v. 62), og de skal i Helvede (v. 63-64). I versene 65-68, tager Allah de vantro under behandling: på Den frygtelige Dag, vil de være ude af stand til at tale (v. 65), og han kunne have udslettet deres øjne (v. 66). Ibn Abbas omskriver dette som: "Hvis Vi havde villet, kunne Vi have ført dem alle væk fra sand vejledning, så hvordan kunne de blive vejledt" - hvilket Allah naturligvis siger, at han gør [altså vildleder, o.a.] mange steder i Koranen (herunder, men ikke kun i 7:179; 10:99-100; 16:37; 32:13).

I versene 69-83 understreger Allah Koranens mirakuløse natur (v. 69-70), tegnene i den naturlige verden (v. 71-73; 77-81) og afgudernes magtesløshed (v. 74-75). Han fortæller Muhammed, at han ikke skal lade de vantro gøre sig nedtrykt (v.76), hvilket han også gør i 3:176; 15:88; 26:3 og 31:23. For Allah har magt over alle ting (v. 82-83).


Sura 37. De, der står på række - Al-Saffat

"Allahs Sendebud," sagde Abdullah bin Umar, "plejede at befale os at gøre vore bønner korte, og han plejede at recitere Al-Saffat ["De, der står på række", dvs. sura 37], når han ledte os i bøn." Denne mekkanske sura begynder (37:1-11) med en himmelsk vision: Englene "står på række og geled" (37:1), driver ondt tilbage (37:2) og dermed forkynder Allahs budskab (37:3). Dette budskab er selvfølgelig, at Allah er én (37:4) og er Herre over alt (37:5).

Englene er tilsyneladende opstillet i rækker for at afholde de oprørske dæmoner fra at lytte til det højeste råd (v. 7-8) - det vil sige, siger Ibn Kathir, "at de ikke kan nå den højere gruppe - som henviser til himlene og englene i dem - når de taler om, hvad der er blevet åbenbaret af Allah af Hans love og dekreter." Nogle djævle formår dog at lytte med og snuppe lidt af Allahs åbenbaring (v. 10); Ibn Abbas forklarer, at "da de hørte åbenbaringen, kom de ned på jorden, og til hvert ord tilføjede de ni af deres egne." Dette kan være den kosmiske afledning af de skriftmæssige forvanskninger, som jøderne (5:13) og de kristne (5:14) er engageret i.

Allah vender i versene 12-39 tilbage til de meget velkendte temaer om de vantros foragt for Muhammeds budskab, som de igen afviser som "åbenlys trolddom" (v. 15), mens de afviser budbringeren selv som en "digter, som er besat" (v. 36). De benægter igen de dødes opstandelse (v. 16-17). De vil beskylde hinanden for at lede dem alle på afveje, når de indser, at Allahs ord var sandt (v. 28-32). For Muhammeds budskab er sandt og bekræfter de tidligere profeters budskaber (v. 37) - en udtalelse, der, som vi har set, forudsætter den idé, at de tidligere profeter, som er angivet i Koranen, herunder bibelske figurer som Abraham, Moses, Jesus osv., lærte islam - før deres budskaber blev forvanskede af deres korrupte tilhængere.

Allah går dernæst i versene 40-49 over til de salige i Paradiset. De vil drikke fra "et bæger med kildevand" (v. 45), [The Noble Quran har: "a cup of pure wine", "et bæger med ren vin", o.a.] der vil, siger Tafsir al-Jalalayn, blive fyldt med "vin, der flyder langs jorden som strømme af vand, hvid, hvidere end mælk, liflig for dem, der drikker den, i modsætning til vinen af denne verden, som er modbydelig at drikke." Ibn Kathir tilføjer, at "Zayd bin Aslam sagde: 'Hvid strømmende vin,' dvs. med en lys, skinnende farve, i modsætning til vinen af denne jord med dens grimme, frastødende farver i rød, sort, gul og uklare nuancer, og andre egenskaber, der er frastødende for enhver af sund natur." Denne vin vil ikke engang gøre dem berusede (v. 47). De vil også nyde selskabet af kyske, smukke kvinder (v. 48), der er som "skjulte æg" (v. 49) - hvilket ifølge Tafsir al-Jalalayn hentyder "til [styrken af deres hvide] farve, skjulte æg, som det hvide hos strudse, der er beskyttet mod støv af deres fjer; denne særlige hvidhed med en antydning af bleghed, som er den smukkeste af kvindelige hudfarver." Disse er de sagnomspundne paradisjomfruer, for hvis skyld muslimer gennem historien har kæmpet mod de vantro og søgt døden i bevidstheden om, at Paradis er garanteret dem, der "dræbe(r) og selv blive(r) dræbt" for Allahs sag (9:111).

I versene 50-59 vil en af de salige henvende sig til en anden i Paradis, og begynde at fortælle ham om sin ven, der spottede islam (v. 51-53). Så vil en stemme få ham til at kigge ned og se sin gamle ven lidende i Helvedes ild, hvorefter han vil revse ham for, at han næsten fik ham selv sendt i Helvede også (v. 54-59). Vers 60-73 dvæler ved de fordømtes pinsler. I hjertet af Helvede vil de finde Zaqqum-træet med dets frugter som sataners hoveder (v. 65), og de skal drikke kogende vand (v. 67). Allah sendte budbringere til folkene, der til sidst blev forbandede (v. 72), for de lyttede ikke (v. 73).

Så hylder Allah sine troende tjenere: Noah (v. 75-82); Abraham (v. 83-111.); Isak (v. 112-113); Moses og Aron (v. 114-122); Elias (v. 123-132); Lot (v. 133-138); Jonas (v. 139-148).

Abraham ser i en drøm, at han skal ofre sin søn (v. 102), men Allah stopper ham lige før han skal til at gøre det (v. 104-105); det hele var en test (v. 106). Sønnen er ikke navngivet i Koranens tekst, men Isaks fødsel omtales lige efter (v. 112), hvilket kraftigt antyder, at det var Ismael. Ibn Kathir udtrykker opfattelsen hos stort set alle islamiske lærde: Sønnen, der skulle ofres, var Ismael, men jøderne og de kristne forvanskede teksten i deres Skrift for at kunne hævde, at det var Isak:

”Ifølge deres bog, gav Allah befaling til Ibrahim [Abraham] om at ofre hans eneste søn, og i en anden tekst står der hans førstefødte søn. Men her indsatte de usandt navnet Ishaq [Isak]. Dette er ikke rigtigt, fordi det går imod, hvad deres egen Skrift siger. De indsatte navnet Ishaq, fordi han er deres stamfader, mens Ismail [Ismael] er stamfader til araberne. De var jaloux på dem, så de tilføjede denne idé og ændrede betydningen af udtrykket "eneste søn" til at betyde "den eneste søn, der er hos dig," fordi Ismail var taget med sin mor til Makkah [Mekka]. Men dette er et tilfælde af forfalskning og forvrængning, fordi ordene "eneste søn" ikke kan siges, undtagen i tilfældet af én, der ikke har nogen anden søn. Desuden har den førstefødte søn en særlig status, der ikke deles af efterfølgende børn; derfor er befalingen om at ofre ham, en mere udsøgt test.”

Som i Bibelen, bliver Jonas slugt af den store fisk (v. 142). Han bliver spyttet op på en kyst (v. 145), prædiker for hundrede tusinde mennesker (v. 147) og de tror, hvorefter Allah "lod dem nyde livet for en tid" (v. 148). I Bibelen, "omvendte" de sig, men her "troede" de - hvilket er den altoverskyggende handling i Koranen, dette at acceptere budskabet.

Historien om Jonas glider derefter pænt over i en polemik mod de hedenske arabere, der tilbad "Allahs døtre" (v. 149-182). Allah instruerer sin profet om at spørge dem, om de virkelig mener, at Allah har døtre, mens de selv har sønner (v. 149) - for enhver ved jo, at sønner er bedre end døtre; at mene dette ville derfor være at tillægge Allah et mindreværd. De, der siger, at Allah har avlet børn er løgnere (v. 152). De, der hævder andet, bør producere deres bevis fra Skriften (v. 157). De [afguder], som folk tilbeder foruden Allah, er i virkeligheden magtesløse (v. 161-163). Men de, der står på række (hvis genbrug [fra starten af suraen, o.a.] er et pænt stykke poetisk afrunding) erklærer Allahs herlighed (v. 164-166). Allahs styrker vil sejre (v. 173) - som Tafsir al-Jalalayn forklarer: "Visselig Vor hær, nemlig de troende, vil bestemt få sejr over de vantro ved [at de er blevet givet] de endelige beviser og bistanden mod dem i denne verden. Og hvis nogle af disse [troende] ikke sejrer over dem i denne verden, så [vil de gøre det] med sikkerhed i det Hinsidige." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]


Sura 38. Sad

Sura 38, der er mekkansk, tager sit navn efter det arabiske bogstav sad, som den begynder med. Som altid står de bogstaver, der indleder mange suraer, tilbage uforklarede, og kommentatorerne siger, at Allah alene ved, hvad han mener med disse bogstaver. Så i vers 1-16, hudfletter Allah igen de vantro for deres hån og afvisning af Muhammeds budskab. Allah citerer de vantros indsigelser; de spørger: "Gør han" - det vil sige Muhammed - "guderne til én?" (v. 5). Spørgsmålet afspejler deres forvirring over Muhammeds påstand om, at de præ-islamiske hedenske guder, såsom Al-Rahman ("Den Barmhjertige"), i virkeligheden kun var egenskaber ved den ene sande Gud. Nogle historikere mener, at Muhammed faktisk påbød tilbedelse af Al-Rahman i et stykke tid, hvorefter han senere erstattede dette navn med navnet "Allah" - "Guden" - og kaldte al-Rahman for én af Allahs karakteristiske egenskaber.

Spotterne klager også over, at de aldrig har hørt sådan noget som Muhammeds lære "inden for den sidste trosretning" (v. 7) - eller ifølge Ibn Abbas: "Vi har ikke hørt om dette inden for den sidste trosretning (hvilket vil sige kristendommen); hvis denne Koran var sand, ville de kristne have fortalt os om det." Men de har endnu ikke smagt Allahs straf (v. 8), og de vil i sidste ende blive slået på flugt (v. 11). Alt i alt, som Maududi udtrykker det: "Allah siger, at den egentlige grund til disse menneskers benægtelse ikke er nogen fejl ved islams budskab, men deres egen arrogance, jalousi og insisteren på at følge blinde." Dette er til denne dag en meget almindelig holdning til ikke-troende blandt seriøse muslimer: Den tanke, at man kan afvise islam i god tro, er svær for dem at acceptere, da den så afgjort er afvist i Koranen. De, der afviste de tidligere profeter, blev alle straffet (v. 14) - og det samme vil ske for dem, der afviser Muhammed.

Allah vender sig derefter mod David (v. 17-29), og genfortæller den lignelse, som profeten Natan fortæller kongen i Anden Samuelsbog 12:1-9. I Bibelen er formålet med historien om den rige mand med mange får, der tager den fattige mands eneste får, at få David til at forstå den uhyrlige forbrydelse, han begik, da han fik hittitten Urias dræbt, så han kunne tage Urias hustru Batseba. Men i Koranen er der intet af dette, undtagen fortællingen om den rige mand, der tog den fattige mands får, efterfulgt af Davids erkendelse af, at Allah havde prøvet ham (v. 24). Fortællingen afhænger klart af den bibelske fortælling om Batseba - Ibn Kathir siger: "I diskussionen af denne passage, nævner de lærde i tafsir [koran-kommentar] en fortælling, som for det meste er baseret på israiliyat [israelitiske] fortællinger. Intet om dette er blevet refereret fra den ufejlbarlige Profet, som vi kan acceptere som sandt."

Tafsir al-Jalalayn afslører afhængigheden ved at skrive: "David tænkte, han blev med andre ord sikker på, at Vi havde sat ham på prøve, at vi havde fået ham til at falde i prøvelse, dvs. en test, gennem hans kærlighed til denne kvinde. Så han faldt på knæ og bad sin Herre om tilgivelse. Han angrede." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]

Derefter følger, i vers 30-40, en beretning om Davids søn Salomon. I forbindelse med Salomons heste (v. 31), fortæller Ibn Kathir om en episode, hvor Muhammed støder på et stykke legetøj tilhørende hans barnebrud, Aisha: En hest med vinger af klæde. Han spurgte hende: "Har du ikke hørt, at Sulayman, fred være med ham, havde en hest, der havde vinger?" - og så, siger Aisha, "smilede Allahs Sendebud så bredt, at jeg kunne se hans kindtænder." Forlegne over deres konsekvenser, afviser islamiske apologeter i Vesten ofte de islamiske traditioner, der nøjere angiver, at Aisha var 9 år gammel, da Muhammed (den mand, de fremhæver som det ypperste eksempel på menneskelig adfærd) fuldbyrdede sit ægteskab med hende. De siger, at Aisha faktisk var 19, da hun blev gift med Muhammed - men de forklarer ikke, hvorfor en ung kvinde i tyverne stadig legede med legetøj, som i historien om hendes bevingede hest.

Allah siger, at han anbragte en "skikkelse" (v. 34) på Salomons trone; Tafsir al-Jalalayn forklarer, at denne var en "jinn, forklædt som Salomon", og at hændelsen var en del af Allahs straf af Salomon "fordi han havde giftet sig med en kvinde [udelukkende] af begær efter hende." Jinnen efterlignede Solomon og narrede fuglene og andre, som Salomon plejere at snakke med, hvilket frustrerende ham. Men efter at Salomon havde bedt om Allahs tilgivelse (v. 35), stillede Allah tilmed vindene under hans magt (v. 36).

I versene 41-48 gennemgår Allah igen listen med profeter: Job (v. 41-44); Abraham, Isak og Jakob (v. 45-47); og Ismael, Elisa og Dhu l-Kifl, der undertiden identificeres med Ezekiel (v. 48). Allah fortæller Job, at han skal slå sin kone med en håndfuld græs (v. 44) [The Noble Quran har: "And take in your hand a bundle of thin grass and strike therewith (your wife), an break not your oath." Dansk: "Tag et bundt tyndt græs i din hånd og slå (din kone) dermed, og bryd ikke din ed." NB: Parentesen er en forklarende tilføjelse, som ikke findes i den oprindelige korantekst, o.a.]; ifølge al-Qurtubi skyldtes dette, at Satan - mens Job var hjemsøgt - fortalte hans kone "et ord af vantro", som hun derefter gav videre til Job. Job blev vred og svor at give hende hundrede piskeslag; Allah befalede ham at opfylde sin ed ved at slå hende med dette bundt græs.

Så i versene 49-54 beskriver Allah igen Paradisets glæder, efterfulgt i versene 55-64 af Helvedes pinsler. Paradisets ærbare kvinder med "nedslagne blikke" vil være "jævnaldrende" (v. 52), hvilket ifølge Tafsir al-Jalalayn betyder, at de vil være "piger, på 33 år." I mellemtiden vil de fordømte blive tvunget til at drikke både "Hedt vand (og) materiefyldt væske" (v. 57). De, der fulgte "vildlederne" ind i Helvede, vil bebrejde dem (v. 60) og lederne og tilhængere vil være optaget af gensidige beskyldninger (v. 64).

Allah fortæller Muhammed, hvad han skal sige til de vantro (versene 65-70): Han er bare en advarer og Allah er den eneste gud (v. 65, 70), og han har ingen viden om, hvad de "øverste i det høje" siger (v. 69) - hvilket synes at være en henvisning til Allah og hans engles højeste råd (37:7-8).

Så vender Allah tilbage til fortællingen om menneskets skabelse og Satans afvisning af at bøje sig for Adam, som vi har set før i 2:30-39; 7:11-25 og 15:28-42 (v. 71-85). Det er selvfølgelig et levn fra den bibelske idé, at mennesket er skabt i Guds billede. Men Satan vil ikke bøje sig for Adam, for, som han siger til Allah: "Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, men ham skabte Du af ler" (v. 76). Derefter forbander Allah ham (v. 77-78), men så beder Satan om og modtager udsættelse, indtil Dommedag (v. 79-81), og sværger at føre hele menneskeheden på afveje undtagen Allahs slaver, der er "rene af hjertet" (v. 83). Allah sværger derefter at fylde Helvede med Satans tilhængere (v. 85).

Suraen slutter med at Allah fortæller Muhammed, at han skal påminde de vantro, og at de alle vil se sandheden af hans budskab "om en tid" (v. 88).


Sura 39. Flokkene - Al-Zumar

Ifølge Muhammeds yndlingskone, Aisha: "Allahs Sendebud plejede at faste indtil vi sagde: 'Han vil ikke bryde fasten,' og han ville undlade at faste indtil vi sagde: 'Han vil ikke faste.' Og han plejede at recitere Bani Isra'il [Al-Isra] og Al-Zumar hver nat" - det vil sige suraerne 17 og 39.

Sura 39 understreger atter det onde ved at tilbede andre ved siden af Allah, og revser de vantro for at gøre det. Den tager sin titel fra versene 71 og 73 - de pågældende "flokke" er de vantro, der mases ind i Helvede, og de troende, der mases ind i Paradis. Det gennemgående tema i denne sura er, at de, som de vantro tilbeder, er værdiløse - de kan ikke hjælpe dem, der beder til dem, og i sidste ende vil de, der stolede på dem, fortryde det.

Denne er en mekkansk sura, der blev åbenbaret ret tidligt i Muhammeds karriere. Ifølge korankommentaren Ruhul Maani, blev den åbenbaret omkring det tidspunkt, da en gruppe muslimer forlod Arabien og søgte tilflugt i Abessinien, for at undslippe den hedenske Quraysh-stammes forfølgelser.

Allah begynder med endnu en gang at gentage mange velkendte temaer (v. 1-29). Han gentager, at han åbenbarede Koranen (v. 1-2). Derefter afviser han den centrale antagelse, der er involveret i de helliges forbøn - at de bringer én tættere på Allah (v. 3) - med større præcision og nøjagtighed end han demonstrerede i sin afvisning af ideen om Treenigheden (5:116). Hvis Allah ønskede en søn, kunne han have valgt en blandt dem, han skabte, men det er han hævet over (v. 4). Den fysiske verdens gang viser hans tilstedeværelse og magt (v. 5-6, 21). Allah har ikke brug for mennesker, og han kan ikke lide utaknemmelighed (v. 7). Når mennesker er i knibe, beder de, men i gode tider glemmer de ham og tilbeder andre sammen med ham - sådanne mennesker er på vej til Helvede (v. 8).

De troende og de vantro er ikke ligestillede (v. 9, 22, 24). Denne ofte gentagne tanke har mange konsekvenser; hovedvægten i denne sura ligger på det forhold, at de ikke vil få samme behandling på Dommens Dag. Men samtidig er den absolutte måde, hvorpå erklæringen gives, en understregning af ideen om, at muslimerne er "det bedste fællesskab" (3:110), og de vantro er "de værste af skabningen" (98:6). Der er ingen forenelighed mellem dette og ideen om ligeværdighed af alle mennesker, som skabt af den samme gud. I stedet er der en skarp tvedelt modsætning mellem troende og vantro, der løber hele vejen igennem al islam - herunder dens love for styring af stater.

I lyset af dette, bør det ikke komme som en overraskelse for nogen, at der ikke findes en eneste stat med muslimsk flertal i verden i dag - selv om næsten ingen af dem håndhæver islamisk lov fuldt ud - hvor ikke-muslimer nyder fuld juridisk ligestilling med muslimer. Selv i det verdslige Tyrkiet er der restriktioner på konvertering fra islam til en anden religion, og enorme mængder bureaukrati at overvinde, hvis man vil have officiel tilladelse til at bygge en kirke. Dette er ikke tilfældigt: Det er et kulturelt levn efter den dybt indgroede traditionelle idé om, at ikke-muslimer i en stat, som muslimer styrer, skal "føle sig kuet" (9:29) [The Noble Quran har i 9:29: "... and feel themselves subdued", o.a.], i overensstemmelse med det udsagn, at de ikke er ligestillede med de troende, og på enhver mulig måde bør mindes om deres fordærvelse ved at have afvist islam.

Allah fortæller Muhammed en række ting, han skal sige til de vantro og understrege, at han blot er Allahs budbringer og vil blive udsat for hans vrede, hvis han ikke adlyder ham (v. 13). Allah fortæller Muhammed, at han skal sige: "Jeg er blevet befalet at være den første, der overgiver sig til Allah [dvs. bliver muslim, o.a.]" (v. 12) - hvilket synes at modsige Koranens (kronologisk) senere påstand om, at Abraham var muslim (3:67), ligesom også de andre profeter. Men islamiske fortolkere udglatter modsætningen ved at sige, at dette henviser specifikt til Muhammeds eget samfund, ikke til de tidligere samfund af troende. "Den Hellige Profets umma [samfund]," forklarer Maulana Bulandshahri, "er den sidste umma, der skal komme på jorden. Den første troende i denne umma var ingen anden end Den Hellige Profet selv."

Så sammenligner Allah skæbnerne for de troende (Paradis) og de vantro (Helvede) (v. 16-20). Han siger, at Koranen er "det smukkeste budskab (...), et skrift med læreeksempler, der ligner hinanden" (v. 23). Mujahid forklarede: "Det betyder, at alle Koranens dele ligner hinanden og gentages ofte" - og selvfølgelig: mere sande ord er aldrig blevet sagt. Koranen indeholder talrige lignelser, i form af advarsler (v. 27). Den er på arabisk, uden skævheder (v. 28) - hvilket ifølge Tafsir al-Jalalayn vil sige, uden "modsigelse eller varians."




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo