(Koranen 33:28 - 36:29)
Af
Kilde: Jihad Watch, 26. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 12. marts 2017
Sura 33. Forbundsfællerne - Al-Ahzab (fortsat)
For et par år siden sagde Khaleel Mohammed, professor ved San Diego State University og en populær "moderat muslim", følgende om mig: "Han fejlciterer Koranens vers, tager tingene ud af kontekst og lyver skamløst." Da jeg hverken fejlciterer vers fra Koranen, tager tingene ud af kontekst eller lyver skamløst, kontaktede jeg ham og bad ham om enten dokumentation for sine beskyldninger eller en dementi. Han svarede: "Hvad angår skamløse løgne, står jeg ved min påstand, især efter at have modtaget materiale, hvori du hævder, at Muhammed giftede sig med sin svigerdatter etc."
For flere år siden på FreedomFest, debatterede jeg med professor Daniel C. Peterson, forfatter til bogen, Muhammad: Prophet of God. Dr. Peterson er en god mand og en omhyggelig forsker, og i et eksemplar af hans bog bemærkede jeg, at han på siderne 167-168 fortæller historien om Muhammed og hans svigerdatter Zaynab på meget den samme måde, som jeg har fortalt den både her og i min bog, The Truth About Muhammad: Muhammed "var forelsket i" Zaynab; hans adoptivsøn Zayd tilbød "at overgive sin kone til Profeten, hvis det var, hvad Profeten ønskede," men Muhammed afviste det; derefter modtog Muhammed en guddommelig åbenbaring og annoncerede: "Hvem vil gå til Zaynab og bringe hende den gode nyhed, at Allah har givet hende til mig i ægteskab?"; og nu "skulle Zayd ikke længere, trods Muhammeds formelle adoption af ham, betragtes som Muhammeds søn."
Så tilsyneladende er professor Peterson sammen med mig sunket ned på niveau med ”skamløse løgne".
Forfatteren af forordet til professor Petersons bog siger, at han "er gået til opgaven som den fuldendte akademiker." Han siger, at bogen i sig selv er "beundringsværdig" og er en "velkommen tilføjelse til området for religiøse og islamiske studier," og konkluderer: "Jeg anbefaler dette værk på det varmeste."
Forfatteren til disse ord? Khaleel Mohammed.
Faktisk er den berygtede hændelse med Muhammeds ægteskab med sin tidligere svigerdatter Zaynab langt fra at være en "skamløs løgn"; den er en velkendt og meget debatteret del af islamisk tradition.
Allah synes undertiden ivrig efter at opfylde sin profets inderligste ønsker. I 33:28-35 sender Allah en besked til Muhammeds koner, hvori han påbyder dem beskedenhed og fromhed; derefter er der i versene 36-37 en uklar henvisning til en af de mest berygtede hændelser i Muhammeds profetiske karriere: Zaynab bint Jahsh havde været gift med Muhammeds adoptivsøn Zayd bin Haritha. Ifølge Tafsir al-Jalalayn, havde Muhammed selv bedt om Zaynabs hånd på Zayds vegne; Zaynab og hendes bror "var lede ved" at sige ja, "for de havde troet, at Profeten selv ønskede at gifte sig med hende." Men til sidst var de gået med til det, på grund af formaningen: "Når Allah og Hans udsending har truffet beslutning om en sag, tilkommer det ingen troende mand eller kvinde at vælge frit i deres sag. Den, der trodser Allah og Hans udsending, befinder sig i åbenlys vildfarelse" (v. 36).
Tafsir al-Jalalayn siger, at Muhammed "fik øje på" Zaynab "og blev forelsket i hende," mens Zayd "mistede sin kærlighed til hende", og sagde til Muhammed: "Jeg ønsker at skilles fra hende." Men Muhammed sagde til ham: "Behold din hustru, og frygt Allah!" (v. 37). Aisha bemærkede senere: "Hvis Allahs Apostel skulle have ønsket at skjule noget (af Koranen), ville han have skjult dette vers" - fordi det viser ham uvillig til at acceptere Allahs vilje, som var, at han giftede sig med Zaynab. Så en dag - ifølge Tabari, en anset, hvis ikke den mest ansete, historiker og fortolker af Koranen - gik Muhammed hen til Zayds hus og fandt hende iført intet andet end en chemise. Muhammed skyndte sig væk mumlende: "Ære være Allah den Almægtige! Ære være Allah, som får hjerter til at slå!"
Kort efter, ifølge Tabari, mens Muhammed talte med Aisha, "overvandt en besvimelse ham." Derefter smilede han og spurgte: "Hvem vil gå til Zaynab og bringe hende den gode nyhed, at Allah har givet hende til mig i ægteskab?" Så reciterede han den åbenbaring, som Allah netop havde givet ham, der skælder ham ud for at bekymre sig for, hvad folk måtte mene, og derved afvise at gifte sig med Zaynab (v. 37). Tafsir al-Jalalayn forklarer, hvad Allah fortæller Muhammed her: "(Du) holdt skjult hos dig selv, hvad Allah ville vise åbent - dvs. [hvad] Han ville manifestere af din kærlighed til hende og af [det faktum], at hvis Zayd skilte sig fra hende, kunne du gifte dig med hende - idet du frygtede (at) folk ville sige: 'Han har giftet sig med sin søns kone!', skønt du snarere burde havde frygtet Allah" i alle ting, så gift dig med hende og tag dig ikke af, hvad folk siger." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]
Ifølge Tabari sagde Aisha: "Jeg blev meget urolig på grund af det vi hørte om hendes skønhed og en anden ting, den største og mest ophøjede af sager - hvad Allah havde gjort for hende ved at give hende i ægteskab. Jeg sagde, at hun ville prale af det over for os." Det gjorde Zaynab og sagde til Muhammeds andre koner: "I blev givet i ægteskab af jeres familier, mens jeg blev gift (med Profeten) af Allah fra over de syv Himle."
Allah fortsætter med at forsvare Muhammed i versene 38-48. Muhammed kan ikke kritiseres for at gøre, hvad Allah har pålagt ham som en pligt (v. 38). Muhammed er profeternes segl (v. 40); som han selv forklarede: "Tjenesten som Sendebud og Profet er forbi, og der vil ikke komme flere Sendebud eller Profeter." Muhammed er et vidne, en forkynder af gode nyheder, og en advarer (v. 45), og bør ikke adlyde de vantro (v. 48) - som f.eks. dem, der siger, han handlede uret ved at gifte sig med Zaynab.
Allah følger dette op, i vers 49-52, med regler om ægteskab. En mand kan skille sig fra en kvinde, før han fuldbyrder ægteskabet (v. 49). Muhammed kan gifte sig med kvinder, der giver sig til ham; andre troende deler ikke dette privilegium (v. 50). Ikrimah forklarede: "Det betyder, at det ikke er tilladt for nogen anden at gifte sig med en kvinde, der giver sig til ham; hvis en kvinde giver sig til en mand, er det ikke tilladt for ham (at gifte sig med hende), medmindre han giver hende noget." Muhammed kan gå til sine koner i den rækkefølge, han vælger, og kan udsætte turen for enhver af dem, hvis han ønsker det (v. 51). Da dette vers blev åbenbaret, sagde Aisha skarpt til Muhammed: "Jeg føler, at din Herre iler med at opfylde dine ønsker og begær."
Dernæst styrker Allah Muhammeds ophøjede position (v. 53-59). Allah fortæller de troende, at de skal være forsigtige med at brase ind i Muhammeds hus eller blive der for længe efter maden, for en sådan adfærd "krænker Profeten"; de bør også kun tale med hans koner gennem et forhæng (v. 53). Allah og hans engle velsigner Muhammed, og det bør de troende også gøre (v. 56), mens de, der krænker ham, er forbandede i denne verden og den næste (v. 57). Det er også en alvorlig synd at krænke de troende (v. 58). Muhammeds hustruer og døtre skal tildække sig, når færdes offentligt (v. 59).
Efter dette, vender Allah tilbage til velkendte temaer (v. 60-73). Allah har forbandet hyklerne (v. 61) og de vantro (v. 64). Mennesker spørger hånligt, hvornår Dommens Dag vil komme (v. 63); i Helvede vil de fortryde, at de ikke adlød Muhammed (v. 66), og vil bede Allah om at give deres ledere en dobbelt straf (v. 68). De troende skal ikke være som dem, der sårede Moses (v. 69). Ibn Kathir forklarer, at Moses "var en genert og beskeden mand, der aldrig viste noget af sin hud på grund af sin generthed", hvilket fik nogle jøder til at påstå: "Han holder kun sig selv dækket på grund af nogle fejl ved hans hud, enten spedalskhed eller pungbrok eller en anden defekt." Allah, der ønskede at rense Moses, gjorde derefter følgende: En dag, da Moses "var alene, tog han sin klædedragt af og lagde den på en klippe; så tog han sig et bad. Da han var færdig, vendte han tilbage for at hente sin klædedragt, men klippen flyttede sig og tog klædedragten med sig." Moses jagtede klippen "indtil han nåede en gruppe af Israels børn, der så ham nøgen og fandt, at han var den bedste af dem, Allah havde skabt. Således blev han renset for det, de havde sagt om ham."
Allah tilbød al-amanah, de skabte tings lydighed, til himlen og jorden og bjergene, men de afviste den. Mennesket tog imod den, men udførte den dårligt - så nu må Allah straffe hyklerne og de vantro (v. 72-73).
Sura 34. Saba - Saba
Sura 34 stammer fra den mekkanske periode, fra en tid, hvor, ifølge Maududi, "den islamiske bevægelse blev undertrykt (...) ved hjælp af hån og latterliggørelse, rygtespredning, falske beskyldninger og tilskyndelse af folk til ondt." Det er bemærkelsesværdigt, hvor højt sådanne hændelser rager op i islamisk hellig historie; de kaster lys over visse nutidige muslimers rasende reaktion på mild latterliggørelse i form af karikaturtegninger. Under alle omstændigheder bliver indvendinger mod Muhammeds budskab her gentaget i Koranen, hver indledt med udtrykket: "De, der er vantro, siger," i versene 3, 7, 29, 31 og 43, og Allah besvarer hver af dem.
Allah begynder med at advare de vantro om hans alvidenhed og den kommende Dom (v. 1-9). Da Allah ifølge den universelle islamiske lære er den eneste talende gennem hele Koranen, kan det skurre noget i ørerne, når Allah i vers 1 siger: "Lovet være Allah." Sådan en sætning ville være meget mere naturlig i munden på Muhammed - men at have Muhammed til at tale ville være uforenelig med ideen om, at Koranen er Allahs fuldkomne ord, der har eksisteret evigt sammen med ham. Men lige meget: dette aldrig udgjort noget problem for islamiske fortolkere. Ibn Kathir er typisk ved at ignorere vanskeligheden og dreje betydningen til: "Allah fortæller os, at al lovprisning tilkommer Ham alene i denne verden og i det hinsidige."
Under alle omstændigheder - på trods af Allahs viden om alt (v. 2) - benægter de vantro, at Dommens Time nogensinde vil komme (v. 3). Allah fortæller Muhammed, at han skal sværge "ved min Herre", at den faktisk vil komme - hvilket han også gør to andre steder: 10:53 og 64:7. De, der arbejder imod Allahs tegn (ayat, det ord, der også bruges om Koranens vers), vil blive smertefuldt straffet (v. 5).
Disse vantro latterliggør ideen om en fysisk genopstandelse (v. 7) og spørger, om Muhammed opfinder løgne om Allah (v. 8). Allah reagerer ved at sige, at de, der ikke tror på efterlivet, er dem, der tager fejl (v. 8), og at den omstændighed, at han kan ødelægge jorden, er et tegn fra Allah til de troende (v. 9).
Derefter påkalder Allah David (v. 10-11), Salomon (v. 12-14) og befolkningen i Saba (v. 15-21). Allah beordrer bjergene og fuglene til sammen med David at synge Allahs pris (v. 10): Ibn Kathir siger, at Allah havde velsignet David "med en mægtig stemme, så når han lovpriste Allah, sluttede de faste, solide, høje bjerge sig til ham i forherligelsen af Allah, og de frit strejfende fugle, der tager af sted om morgenen og kommer tilbage om aftenen, stoppede for ham, og han var i stand til at tale alle sprog." Derefter følger en liste over Allahs velsignelser til Salomon (v. 12-14). Befolkningen i Saba blev også velsignet med to frodige haver (v. 15), men da de afviste Allah, gjorde han havernes frugt bitter (v. 16). Allah gør aldrig sådanne ting, undtagen mod de utaknemmelige (v. 17) - et vers, der kraftigt støtter den gængse idé i den islamiske verden om, at fromhed i islam vil være lig med jordisk succes og at afvise Allah vil bringe katastrofe i denne verden såvel som i den næste. Som Mujahid sagde: "Han straffer ikke nogen undtagen de vantro."
I versene 22-31 fortæller Allah Muhammed forskellige ting, han skal sige til de vantro: Deres afguder er magtesløse (v. 22); ingen vil gå i forbøn for dem på Dommedag (v. 23). I vers 25 bliver Muhammed, ifølge Ibn Kathir, instrueret om at fornægte de vantro, og "sige: 'I hører ikke til os, og vi hører ikke til jer, fordi vi kalder folk til Allah, til at tro, at Han er den eneste gud og til at tilbede Ham alene. Hvis I svarer positivt, så vil I høre til os og vi til jer, men hvis I afviser vort kald, så har vi intet at gøre med jer, og I har intet at gøre med os.'" Allah vil i sidste ende dømme mellem de troende og vantro (v. 26). Muhammed er en universel budbringer (v. 28); den indiske koran-kommentator Maulana Bulandshahri nævner en hadith, hvori Muhammed siger: "Ved Allah! Den person, han være sig en jøde eller en kristen, som ikke tror på mig efter at have hørt om mig, skal være blandt beboerne i Helvede."
Allah viderefører disse temaer i versene 32-54: De arrogante afviser Muhammeds budskab, men de vil tro, når de smager Allahs straf (v. 33); rigdom holder folk tilbage fra at følge Allah (v. 34-37); men Allah afgør, hvem der er rig og hvem der ikke er (v. 39); englene vil nægte at vedkende sig dem, der tilbad dem (v. 40-41); Muhammed søger ingen belønning fra mennesker, men kun fra Allah (v. 47).
Sura 35. Skaberen - Al-Fatir
Sura 35 er også mekkansk, og gentager mange kendte temaer. Som Maududi siger: "Diskursen har til hensigt at advare og irettesætte folk i Makkah [Mekka] og deres ledere for deres fjendtlige holdning, som de dengang havde indtaget mod Den hellige Profets budskab om Tauhid [Allahs enhed]." Også denne sura begynder med det mærkelige, "Lovet være Allah" (v. 1). I den bekræfter Allah sin almagt (v. 1-3) og fortæller Muhammed, at hvis han bliver afvist, så blev de tidligere profeter det også (v. 4). Mennesker bør ikke lade sig narre af dette nuværende liv (v. 5) eller af Satan (v. 6); de vantro vil lide en frygtelig straf (v. 7); de troende og ikke-troende er ikke lige, for "Allah vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil", så Muhammed bør ikke spilde sin tid med at sørge over de vantro (v. 8).
Allah fortæller så mere udførligt om sin magt, som den åbenbares i den naturlige verden, i modsætning til afgudernes magtesløshed (v. 9-17, 27-28). I vers 18-22 understreger han den skarpe kontrast mellem troende og ikke-troende. Ingen kan bære en andens byrder; alle vil komme til Allah individuelt (v. 18). Så henvender Allah sig til Muhammed og minder ham om, at han kun skal advare folk om Allahs straf (v. 23); hvis de afviser ham, så afviste de også de tidligere profeter (v. 25). Allah lover dernæst rigelige belønninger til de retskafne (v. 29-35), og vender så atter tilbage til Helvedes pinsler, hvor de fordømte vil råbe til Allah om hjælp, og han vil minde dem om, at han sendte dem en budbringer for at advare dem (v. 37).
Allah afslutter suraen med flere advarsler (v. 38-45). Muslimerne er "efterfølgere på jorden", så de, der afviser Allah, bedrager blot sig selv (v. 39). De, som folk tilbeder foruden Allah, er magtesløse, og har ikke engang en bog (som Muhammed har) (v. 40). Den arrogante skulle rejse omkring på jorden og se, hvordan de, der afviste Allah i tidligere generationer, blev tilintetgjort (v. 44). Men alligevel straffer Allah ikke mennesker efter fortjeneste (v. 45).
Sura 36. Ya Sin - Ya Sin
Sura 36, "Ya Sin", er en mekkansk sura, der tager sit navn fra de to arabiske bogstaver, der indleder den (v. 1) - og som for alle de kapitler, der begynder med sådanne bogstaver, gælder også her ordene fra Tafsir al-Jalalayn: "Allah ved bedst, hvad han mener med dem." Muhammed sagde: "Den, der reciterer Ya Sin om natten søgende Allahs Ansigt, vil blive tilgivet," og "sura Ya Sin er hjertet af Koranen." Maududi forklarer, at det er fordi, den "præsenterer Koranens budskab på en meget insisterende måde, som nedbryder træghed og opildner menneskeånden til handling."
Muhammed sagde også, at "den, der reciterer Ya-Sin i begyndelsen af dagen, gør resten af dagen let for sig, indtil natten kommer. Og den, der reciterer den ved nattens komme, gør resten af natten let, indtil den næste dag." Han instruerede sine tilhængere om at "recitere sura Ya Sin for de døende iblandt jer." Dette bør gøres, siger Maududi, "ikke kun for at genoplive og genopfriske hele den islamiske trosbekendelse for den døende, men også især for at give ham et komplet billede af det hinsides, så han kan vide, hvilke trin han skal igennem, når han har forladt trinnet med dette jordiske liv." Og ja, denne sura kan bestemt "genoplive og genopfriske hele den islamiske trosbekendelse", da den bringer en betragtelig del af de samme temaer, som vi har set i mange andre suraer.
Allah sværger ved Koranen (v. 2) - hvilket ifølge Tafsir al-Jalalayn vil sige den "Definitive Koran, gjort definitiv ved sin vidunderlige orden og sine unikke betydninger." Guddommen henvender sig til Muhammed i versene 2-12 og forsikrer ham om, at han bestemt er en af profeterne (v. 3), sendt for at advare et folk, der ikke var blevet advaret før (v. 6) - dette folk, siger Ibn Kathir, er "araberne, for ingen advarer var kommet til dem, før ham." Men, tilføjer han, "det faktum, at de alene er nævnt, betyder ikke, at andre er udelukket," og "Profetens mission er universel."
Og idet han endnu engang benægter, at mennesket har fri vilje, selv når det drejer sig om tro eller vantro eller om at undgå Helvedes ild, siger Allah, at han har sat barrierer omkring de vantro, så de "ikke kan se" (v. 9); Tafsir al-Jalalayn siger, at dette skildrer "måden, hvorpå troens veje er lukket for dem." Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas er enig og siger, at dette vers betyder, at Allah har "dækket deres hjerters indsigt, (så de ikke ser) sandheden og vejledningen." Abdur-Rahman bin Zayd bin Aslam er også enig: "Allah satte denne barriere mellem dem og islam og iman [tro], så de aldrig vil nå den." Ibn Kathir omskriver denne passage som: "Vi [dvs. Allah] har blindet deres øjne for sandheden." Så uanset om Muhammed advarer dem eller ej, vil de fortsætte i vantro (v. 10) - som Ibn Kathir siger: "Allah har bestemt, at de skal være vildledte, så at advare dem vil ikke hjælpe dem og vil ikke have nogen effekt på dem." Således vil kun troende have fordel af Muhammeds advarsel (v. 11).
Så opsummerer Allah i vers 13-29 - i form af en lignelse - den historie, der i Koranen er blevet fortalt mange gange før i forbindelse med de forskellige profeter: Budbringere kommer til en by (som mange muslimske kommentatorer har identificeret som Antiokia), men folkene afviser dem og siger, at de er kun "mennesker som os" (v. 15) - ligesom de, der afviste Noah, sagde om ham (11:27; 23:24). Og selvfølgelig: Muhammed er også kun et almindeligt menneske (18:110). De svarer med at sige: "Det påhviler os kun at bringe det tydelige budskab" (v. 17) - ligesom Muhammed svarer (5:92; 5:99). En anden mand dukker så op for at advare folk, og bliver belønnet med Paradis, hvorefter denne budbringer - i Paradiset - ønsker, at folk vidste, hvad han ved (v. 26).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo