(Koranen 29:46 - 33:27)
Af
Kilde: Jihad Watch, 25. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 8. marts 2017
Sura 29. Edderkoppen - Al-Ankabut (fortsat)
Allah fortæller Muhammed, at han "kun (skal) strides på den pæneste måde" med jøderne og de kristne - undtagen med dem af dem, der handler uret - og fortælle dem, at muslimer, jøder og kristne alle tilbeder den samme guddom (29:46). Tafsir al-Jalalayn siger, at det betyder, at muslimer ikke bør diskutere med jøder og kristne på anden måde end ved "at kalde [dem] til Allah ved [at henvise til] Hans tegn og påpege Hans beviser; undtagen med dem af dem, der handler uret ved at føre krig og nægte at acceptere [at betale] jizya-skat." Muslimer bør "strides med disse ved at bruge sværdet, indtil de underkaster sig [bliver muslimer, o.a.] eller betaler jizya-skat," og så minde dem om, at vi alle tilbeder den samme Gud.
En anden tidlig muslim, Ibn Abbas, fortalte muslimerne, at det var unødvendigt at stille jøderne og de kristne religiøse spørgsmål, når muslimerne havde Koranen: "Hvorfor spørger I Skriftens Folk om noget, når jeres Bog (Koranen), som er blevet åbenbaret til Allahs Apostel, er nyere og den seneste? I læser den ren, uforfalsket og uændret, og Allah har fortalt jer, at Skriftens Folk (jøder og kristne) ændrede deres skrift og forvrængede den, og skrev Skriften med deres egne hænder og sagde: 'Den er fra Allah,' for at sælge den til en ussel pris. Vil ikke den viden, der er kommet til jer, forhindre jer i at spørge dem om noget?"
Allah minder Muhammed om, at han aldrig læste eller reciterede noget skrift før Koranen (29:48) - hvilket betyder, siger Ibn Kathir, at "du levede midt i dit folk i lang tid, før du bragte denne Koran. I denne tid, læste du aldrig nogen bog eller skrev noget. Dit folk, såvel som andre, ved, at du er en ulærd mand, der ikke læser eller skriver." Dette er selvfølgelig indholdet af det mirakel, der hævdes af Koranen selv, nemlig, at denne sublime poesi kom til en analfabetisk mand. Koranens mening er tydelig i de troendes hjerter (29:49): Tafsir al-Jalalayn forklarer, at den er tydelig "i hjertet på dem, der har viden, nemlig de troende, der bevarer den [i deres hjerter]. Kun de, der handler uret, afviser vore tegn, nemlig jøderne - de afviste dem, efter at de blev åbenbaret for dem." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.] De vantro forlanger mirakler, men Muhammeds opgave er kun at advare dem om Allahs dom (v. 50), og dertil er Koranen tilstrækkelig (v. 51). De vantro vil blive straffet, mens Allah håner dem: "Smag nu, hvad I har gjort" (v. 55).
Allah lover så Paradis (v. 58) til dem, der holder ud i tålmodig tro (v. 59). Denne verden er bare "en adspredelse og tidsfordriv" (v. 64) - det virkelige liv er i den næste verden. Men de fleste mennesker forstår ikke, selv om de ved, at Allah skabte og opretholder alle ting (v. 63, 65). Allah vil vejlede de mennesker til sandheden, der stræber (jahadoo, en form af "jihad") for hans sag (v. 69) - og således lader formode, at den, der har svært ved at tro, bør kæmpe for islam, og vil derved komme til at forstå den bedre. Som Ibn Abbas forklarer: "enhver, der handler på basis af, hvad han ved," vil Allah "give held til at lære, hvad han ikke ved."
Sura 30. Byzantinerne - Al-Rum
Efter mange passager, i hvilke de vantro beder Muhammed om et tegn på, at han er en ægte profet, men afvises (6:37, 10:20, 13:7; 13:27), giver han i sura 30 en virkelig profeti - selvom denne mekkanske sura sandsynligvis er tidligere end de fleste, hvis ikke alle, registrerede krav om et tegn. Profetien angår skæbnen for Det Byzantinske Rige. Titlen på denne sura er Al-Rum (الروم), som bogstaveligt betyder "Romerne", og henviser til styrkerne i det østromerske rige, der i dag almindeligvis kendes som Det Byzantinske Rige. Jeg har derfor her [i lighed med Ellen Wulff, o.a.] givet den titlen: "Byzantinerne."
Allah siger, at byzantinerne er blevet besejret (v. 2), men vil sejre indenfor få år (v. 4). Perserne besejrede dem i 615 e.Kr. og indtog Jerusalem. Ifølge Tafsir al-Jalalayn brugte de hedenske arabere denne nyhed til at håne muslimerne: "De mekkanske vantro jublede over dette [nederlag til byzantinerne] og sagde til muslimerne: 'Vi vil besejre jer, som perserne besejrede byzantinerne.'" Men Muhammed havde ret: I 622 besejrede byzantinerne perserne og fik snart drevet dem ud af Lilleasien. I 630 generobrede de Jerusalem.
Abdullah Yusuf Ali påpeger, at ordet, der i vers 4 er oversat med "om nogle år" (بضع), betyder "en periode på tre til ni år”, selvom det ikke er klart, hvorfor Allah ikke skulle ønske at være mere præcis, når nu han ved alt (6:59). Om de byzantinske sejre opfylder profetien afhænger af, om man i dem ønsker at se en bekræftelse eller afkræftelse af, at Muhammed var en profet. Maududi erklærer: "Forudsigelsen givet i de første vers af denne sura er et af de mest fremragende beviser på, at Koranen er Allahs ord og at Den hellige Profet Muhammed er et ægte Allahs Sendebud." På den anden side er der ingen uafhængig dokumentation for, at "profetien" ikke blev skrevet mange år efter de begivenheder, den angiveligt forudsiger.
Koranen fortsætter under alle omstændigheder med at sige, at resultatet var Allahs vilje (v. 5). Hans løfter er troværdige, selvom de fleste mennesker ikke forstår (v. 6); de indser ikke, at de, der afviste Allahs tidligere budbringere, blev tilintetgjort (v. 9). De onde mennesker, der afviser og latterliggør Allahs tegn (ayat, der kan opfattes som både vers i Koranen og tegn i naturen), vil selv blive udsat for ekstrem ondskab (v. 10).
Allah gentager derefter sine advarsler om Dommedag: De, der satte partnere ved Allahs side, vil ikke finde nogen hjælp fra disse partnere (v. 13); de retfærdige vil nyde stor glæde, mens de, der afviste Allahs tegn, vil blive straffet (v. 16). Så i versene 17-29 synger Allah sin egen pris og udpeger forskellige træk ved den naturlige verden, der er tegn på hans tilstedeværelse og magt, herunder skabelsen af kvinder som ledsagere for mænd, og harmonien mellem de to (v. 21). Ibn Kathir forklarer: "Hvis Allah havde gjort hele Adams afkom mandligt, og skabt kvinderne ud af en anden art, såsom fra jinner eller dyr, så ville der aldrig være blevet harmoni mellem dem og deres ægtefæller. Der ville have været afsky, hvis ægtefællerne havde været af forskellig slags. Ud af Allahs fuldkomne barmhjertighed formede Han deres hustruer ud af deres egen slags, og skabte kærlighed og venlighed mellem dem."
Andre tegn er skabelsen af himlen og jorden, og variationerne i sprog og farver (v. 22); søvn (v. 23); og lyn og regn (v. 24). Men de vantro følger blot deres egne lyster i stedet for at være opmærksomme - og ingen kan vejlede dem, som Allah leder vild (v. 29). (Her igen er der en tilkendegivelse af, at tro og vantro er op til Allah, der, trods alt, har skabt nogle mennesker blot for at torturere dem i Helvede - se 7:179).
I versene 30-45 fortsætter Allah med at hudflette de vantro for deres mangel på tro. De retfærdige skal ikke splitte deres religion op i sekter (v. 32). Ibn Kathir siger, at dette henviser til "jøder, kristne, zoroastrianere, afgudsdyrkere og alle tilhængere af falske religioner, foruden tilhængerne af islam." Muhammed selv sagde: "Jøderne blev delt op i 71 eller 72 sekter; og de kristne blev delt op i 71 eller 72 sekter; og mit samfund vil blive delt op i 73 sekter." Men én sekt vil have sandheden. Ibn Kathir fortsætter: "Tilhængerne af religionerne før os havde meningsforskelle og delte sig op i falske sekter, hvor hver gruppe hævdede at følge sandheden. Denne umma er også opdelt i sekter, der alle er vildledte bortset fra én, som er Ahlus-Sunnah Wal-Jama'ah [Folket af Profetens Vej og Fællesskab], dem, der holder sig til Allahs Bog og Allahs Sendebuds sunna og til, hvad der blev fulgt af de første generationer, følgesvendene, deres tilhængere og imamerne for de tidligere og senere tiders muslimer."
Mennesker råber til Allah, når de er i vanskeligheder (v. 33), men er ellers utaknemmelige (v. 34). Allah har givet mennesket alt - hvilke af hans "partnere" kan gøre disse ting (v. 40)? Mennesker bør overgive sig til den sande religion, før det er for sent (v. 43).
Derefter vender Allah tilbage til tegnene på sin tilstedeværelse og magt i naturen - særligt vindene (v. 46, 48), men de vantro fortsætter med at være utaknemmelige (v. 51). Koranen indeholder enhver form for lignelse, men de vantro afviser dem som bedrag (v. 58). Allah har forseglet deres hjerter (v. 59).
Sura 31. Luqman - Luqman
Som endnu en mekkansk sura, er sura 31 opkaldt efter Luqman den Vise. Abdur-Rahman bin Harmalah fortalte denne historie: "En sort mand kom til Said bin Al-Musayyib for at stille ham et spørgsmål, og Said bin Al-Musayyib sagde til ham: 'Du skal ikke være ked af, at du er sort, for blandt de bedste mennesker var der tre, der var sorte,'" heriblandt "Luqman den Vise, der var en sort nubier med tykke læber."
I versene 1-5 lovpriser Allah Koranen, som er en "retledning og barmhjertighed" for de retfærdige (v. 3). Men versene 6-11 retter igen fokus på de vantro, der latterliggør islam (v. 6) og vender sig bort i arrogance, når Koranen bliver reciteret (v. 7).
Luqman, derimod, fortæller sin søn, at han ikke skal give Allah partnere, for at "sætte nogen ved Allahs side er en vældig uret." En vældig uret: Som nyhedsbrevet "Invitation to Islam" forklarede det i 1997: "Mord, voldtægt, børnemishandling og folkemord. Disse er alle nogle af de forfærdelige forbrydelser, der sker i vores verden i dag. Mange vil mene, at disse er de værst tænkelige forbrydelser, der kan begås. Men der er noget, som overgår alle disse forbrydelser tilsammen: Det er forbrydelsen shirk" - dvs. at sætte partnere ved Allahs side. En mand skal være god mod sine forældre (v. 14), medmindre de forsøger at få ham til at tilbede andre guder (v. 15) - hvilket nogle hedenske mekkanere tilsyneladende forsøgte at gøre med deres muslimske konvertit-børn.
I versene 20-34 vender Allah tilbage til de vantros fordærvethed, fordi de ikke agter de mange tegn på hans eksistens. Han fortæller Muhammed, at han ikke skal at sørge over de vantro (v. 23), for de vil snart blive udsat for en ubønhørlig straf (v. 24); for de ved, at Allah skabte alt, men forstår ikke, at de skal adlyde ham (v. 25). Hans ord er uudtømmelige (v. 27), og mennesker bør ikke lade sige narre af dette jordiske liv til at ignorere dem (v. 33).
Sura 32. Tilbedelse - Al-Sadjda
Sura 32, "Tilbedelse", stammer fra midten af den mekkanske periode, og gentager mange velkendte temaer, som vi har set i andre af Koranens kapitler. Maududi siger, at "det vigtigste tema i denne sura er at fjerne folkets tvivl om Tawhid [Allahs absolutte enhed], det Hinsidige og Profetskabet, og kalde dem til alle disse tre realiteter."
Den opmærksomme læser af denne serie, især i de sidste par uger, har måske bemærket, at disse temaer - fjernelse menneskers tvivl om Allahs enhed, Dommedag og Muhammeds status som profet - er noget, Koranen er optaget af i mange, mange andre passager udenfor dette kapitel. Så sura 32 fremstår i det væsentlige som en slags opsummering og gennemgang af mange af de ting, vi hidtil har set. Gentagelse er selvfølgeliget et vigtigt pædagogisk redskab, især i en mundtlig kultur. Hvis alle gentagne passager i Koranen blev fjernet, ville bogen være meget, meget kortere.
Og således hører vi igen Koranen fortælle, at Koranen uomtvisteligt er sand, og at Muhammed ikke selv har fundet på den (v. 1-2); og at Allah skabte alt på seks dage, og ingen vil beskytte eller gå i forbøn for nogen anden på Dommens Dag (v. 4); og at Allah ved alt (v. 6); og at mennesket blev skabt af ler (v. 7); og at de vantro benægter de dødes opstandelse (v. 10); og at Allah vil håne de vantro for deres onde gerninger på Dommens Dag og sige: "Smag evighedens straf," når han kaster dem ind i Helvede (v. 14, 20); og at de, der tror, beder og giver almisse (v. 15-16) vil modtage en belønning (v. 17). (I øvrigt: når muslimer hører vers 15's henvisning til tilbedelse eller knæfald, og andre vers i Koranen, der henviser til knæfald, så er det meningen, at de selv skal falde på knæ. Nogle udgaver af Koranen har et tegn i marginen ved hvert knæfaldsvers, så læseren kan være forberedt på, hvad der kommer.)
I forbindelse med alt dette spurgte en tidlig muslim, Muadh bin Jabal, engang Muhammed: "O Allahs Profet, fortæl mig om en gerning, der vil give mig adgang til Paradis og holde mig væk fra Helvede."
Muhammed svarede: "Du har spurgt om noget stort, og det er let for den, som Allah gør det let for. Tilbed Allah og forbind ikke noget med Ham, bed regelmæssigt, betal zakat, fast i ramadanen og tag på pilgrimsfærd til Huset." Så spurgte han Muadh: "Skal jeg ikke fortælle dig om den største af alle ting og dens søjler og højdepunkt?" Da Muadh svarede bekræftende, sagde Muhammed: "Den største af alle ting er islam, dens søjler er bønnerne og dens højdepunkt er jihad for Allahs sag." Og han fortalte Muadh, at alt dette afhænger af at tøjle ens tunge.
De vantro er ikke lige med de troende (v. 18) - for de troende er "det bedste fællesskab" (3:110), mens de vantro er "de værste af skabningen" (98:6).
Vi ser noget nyt i erklæringen om, at alt, hvad Allah skabte, er godt (v. 7). Dette synes at modsige den idé, at Allah skabte mange jinner og mennesker til Helvede (7:179 og vers 13 i denne sura). Men imam Malik siger, at dette kun betyder, at "han skabte alle ting vel og på en prægtig måde", ikke at alt, hvad han skabte, er godt i sig selv. I vers 13 gentages også påstanden om, at Allah ville have vejledt alle mennesker til sandheden, hvis han havde ønsket det - hvilket her igen indikerer, at Allah ikke, i modsætning til Bibelens Gud, ønsker, "at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden." (1 Tim 2:4).
De vantro vil blive straffet i dette liv såvel som i det næste (v. 21). Dette er en idé, der har konsekvenser for islams politiske aspekt, derved at dhimmierne - dvs. Bogens Folk (primært jøder og kristne) i den islamiske stat - villigt skal underkaste sig muslimerne og "føle sig underkuede" (efter 9:29). Det bliver den islamiske stats ansvar at sikre, at dette sker, så de smager straffen for deres vantro, ikke bare i det næste liv, men også i dette. Ibn Abbas og mange andre har forklaret ideen i vers 21 på denne måde: "Den nærmere pine [The Noble Quran har "near torment", o.a.] betyder sygdomme og problemer i denne verden, og de ting, der sker for deres folk, er en prøve fra Allah af Sine tjenere, så de vil omvende sig til Ham." Disse prøver skal til dels etableres af den islamiske stat, der pålægger dhimmierne andenrangs status og institutionaliseret diskrimination, for at få dem til at angre og konvertere. For der er ingen værre synder end den, der ignorerer Allahs tegn (v. 22) - der, som vi har set, indbefatter Koranens vers.
Mere velkendte temaer følger: Allah minder Muhammed om, at han gav en bog til Moses (v. 23), selv om vi her bliver skånet for endnu en gengivelse af hele historien om Moses eller nogen større del af den. Men som tilfældet var i tidligere genfortællinger af hændelser i Moses' karriere (som vi har set ved mere end én lejlighed), så siger Maududi, at det her handler om Muhammed igen: "Så bliver det sagt: 'Dette er ikke den første og nyeste gang, at en Bog er blevet sendt ned til et menneske fra Allah. Før denne gang, er Bogen også blevet sendt ned til Moses, som I alle ved. Der er intet mærkeligt i dette, som I bør undre jer over. Vær forvissede om, at denne bog er kommet ned fra Allah, og læg vel mærke til, at det samme vil ske nu, som allerede skete på Moses' tid. Lederskab vil nu kun blive skænket dem, der vil acceptere denne Guddommelige Bog. De, der afviser den, vil være dømt til nederlag.'"
Pickthall oversætter den næste del af sætningen i v. 23 som “so be not ye in doubt of his receiving it” ["så vær ikke i tvivl om, at han modtog den"], mens Tafsir al-Jalalayn og andre udlægger det som “do not be in doubt concerning the encounter with him” [som svarer godt til Ellen Wulffs: "tvivl derfor ikke på mødet med Ham!"], og opfatter den som en henvisning til Muhammeds Natterejse til Paradis, under hvilken han mødte Moses og andre profeter. Allah udnævnte ledere for Israels børn (v. 24), og vil på Dommens Dag dømme mellem deres mundhuggende fraktioner (v. 25). Har de ikke lært lektien fra de folk, som Allah tidligere har tilintetgjort (v. 26)? Ser de ikke tegnene i naturens ting (v. 27)? Men de håner og spørger, hvornår Dagen vil komme (v. 28). Allah siger til Muhammed, at han skal fortælle dem, at de ikke vil få nogen gavn af at blive troende på dén Dag (v. 29).
Sura 33. Forbundsfællerne - Al-Ahzab
Sura 33, fra Medina, giver et vigtigt grundlag for den centrale rolle, som Muhammed, og dermed hadith (traditioner om hans ord og gerninger), spiller i formuleringen af islamisk lov. Den indeholder også et dramatisk eksempel på Allahs omsorg for sin profet, hvilket yderligere befæster hans centrale rolle.
I versene 1-8 fortæller Allah Muhammed, at han ikke skal lytte til de vantro og hyklerne (v. 1), men snarere følge guddommelig inspiration (v. 2). Vi får en antydning af, hvad dette handler om, når Allah siger, at ingen mand har to hjerter, at en mand ikke kan gøre sin kone til sin mor, og at en mand ikke kan gøre en adopteret søn til en virkelig søn (v. 4). I de dage kunne mænd skille sig fra deres koner ved at sige til dem: "Du er for mig som min moders ryg." Koranen siger, at dette ikke frembringer nogen virkelig ændring eller faktisk gør dem til deres mødre, men det drejer sig her ikke om skilsmisse. Passagen skal snarere gøre en ende på adoptionspraksissen, startende med Muhammeds egen familie.
Ibn Kathir forklarer: "Dette blev åbenbaret angående Zayd bin Harithah - Profetens frigivne slave. Profeten havde adopteret ham før han blev profet, og han var kendt som Zayd bin Muhammed. Allah ønskede at sætte en stopper for denne navngivning og tillagte egenskab." En adopteret søn skulle kendes på navnet af hans biologiske far: Han kan aldrig for alvor komme ind i sin adoptiv-husstand (v. 5).
Hvorfor var Allah så opsat på at afslutte adoptionspraksissen? Fordi Muhammed ønskede at gifte sig med Zayds ekskone, Zaynab bint Jahsh - og som et resultat af hans flirt med sin tidligere svigerdatter, siger Maududi, "ville hyklerne og jøderne og mushrikun [de, som sætter andre ved Allahs side], der på forhånd havde ondt i sinde, få en frisk undskyldning for at starte en propagandakampagne mod islam." Allah understreger altså her, at en adopteret søn ikke kan være en ægte søn, og at Zaynab således i virkeligheden aldrig var Muhammeds svigerdatter overhovedet, og at der derfor ikke er grund til forargelse.
Denne sura vender tilbage til dette emne senere, men her på dette sted, i versene 9-27, går Allah over til en diskussion af Slaget ved Graven. I forventning om et angreb af de hedenske arabere, havde Muhammed fået lavet en skyttegrav omkring Medina. Muhammeds tidligste levnedsskildrer, Ibn Ishaq, skriver, at engang, da Muhammed hjalp folkene med at grave skyttegraven, svingede han sin hakke mod en stor sten, og hver gang han ramte stenen, skød der lynglimt ud fra hakken. En af muslimerne spurgte Muhammed: "O du, der er os kærere end vores far eller mor [jf. v. 6], hvad er meningen med dette lys under din hakke, når du hakker?"
Muhammed svarede: "Det første betyder, at Allah har åbnet Yemen op for mig; det andet Syrien og Vesten; og det tredje Østen."
Da Quraysh, sammen med en anden stamme, Ghatafan (i islamisk tradition samlet kendt som "forbundsfællerne" som i v. 20), belejrede Medina, forhindrede graven angriberne i at komme ind i byen. Omvendt var muslimerne heller ikke i stand til at tvinge dem til at afslutte belejringen. Dernæst, for at gøre tingene endnu værre, brød en jødisk stamme i Medina, Banu Qurayza - ifølge islamisk tradition - deres pagt med Muhammed (måske fordi de havde set, hvordan Muhammed havde fordrevet to andre jødiske stammer, Banu Qaynuqa og Banu Nadir), og begyndte at samarbejde med Quraysh.
Som belejringen trak ud - ifølge Ibn Ishaq - bemærkede en muslim bittert om Muhammeds planer mod Chosroes' persiske imperium og Cæsars byzantinske imperium: "Muhammed plejede at love os, at vi skulle komme til at spise af Chosroes' og Cæsars skatte, og i dag kan ikke én af os føle sig tryg, når han skal på lokum!" Allah reagerede med at sige, at de, der klager og siger: "Allah og Hans udsending har kun givet os falske løfter", har syge hjerter (v. 12). Allah anklagede disse hyklere for at demoralisere muslimerne og at rotte sig sammen med islams fjender (v. 13-14). Allah fortalte også Muhammed at han skulle sige til folk, at desertering ville være nytteløs (v. 16).
Qurayza lovede at angribe muslimerne fra den ene side, mens Quraysh belejrede dem fra den anden. Men så kom en ny konvertit til islam, Nuaym bin Masud, hen til Muhammed og tilbød at narre forbundsfællerne, da hans eget folk, Ghatafan, ikke vidste, at han var blevet muslim. Ifølge Ibn Ishaq svarede Muhammed: "Du er kun én mand iblandt os, så gå og væk mistillid hos fjenden for at trække dem væk fra os, hvis du kan, for krig er bedrag." Nuayms bedrag vendte forbundsfællerne mod hinanden og mod deres jødiske allierede; snart efter ophævede de belejringen. Nuayms bedrag havde reddet islam.
Ifølge Aisha: "Da Allahs Apostel vendte tilbage på dagen (for slaget) ved Al-Khandaq (dvs. Graven), lagde han sine våben fra sig og tog et bad. Så kom Gabriel, hvis hoved var dækket af støv, hen til ham og sagde: 'Du har nedlagt dine våben! Ved Allah, jeg har ikke nedlagt mine våben endnu.' Allahs Apostel sagde: 'Hvor (skal vi tage hen nu)?' Gabriel sagde: 'Denne vej,' og pegede mod stammen Banu Qurayza. Så drog Allahs Apostel ud mod dem."
Ibn Ishaq fortæller, at Muhammed tiltalte Qurayza-jøderne med foragt: "I brødre af aber, har Gud vanæret jer og bragt sin hævn over jer?" (Koranen siger tre gange - 2:62-65, 5:59-60 og 7:166 - at Allah forvandlede de ulydige jøder til svin og aber). Muslimerne belejrede Qurayza-stammens fæstninger indtil, siger Ibn Ishaq, jøderne "var hårdt presset" og Allah "vakte rædsel i deres hjerter." Muhammed overlod stammens skæbne til den muslimske kriger Saad bin Muadh, som dekreterede: "Jeg fælder den dom, at deres krigere skal dræbes, og deres børn og kvinder skal tages som fanger"
Muhammed udbrød: "O Saad! Du har dømt blandt dem med samme dom som kongen, Allah." Ifølge Ibn Ishaq: "Så gik apostlen ud på markedspladsen i Medina (som stadig er dens markedsplads i dag) og gravede grave i den. Dernæst sendte han bud efter dem [mændene fra Qurayza] og huggede hovederne af dem i disse grave, efterhånden som de blev bragt ud til ham i grupper." Ibn Ishaq sætter antallet af massakrerede til "600 eller 700 i alt, selvom nogle sætter tallet så højt som 800 eller 900." Ibn Saad siger, at "de var mellem 600 og 700 i antal."
En hadith opsummerer Muhammeds behandling af [to af] de tre jødiske stammer i Medina: "Banu An-Nadir og Banu Qurayza kæmpede (mod Profeten og krænkede deres fredstraktat); så Profeten forviste Banu An-Nadir og tillod Banu Qurayza at blive på deres steder (i Medina) uden at tage noget fra dem, indtil de kæmpede mod Profeten igen). Han dræbte deres mænd og fordelte deres kvinder, børn og ejendom blandt muslimerne, men nogle af dem kom til Profeten, og han gav dem sikkerhed, og de antog islam. Han forviste alle jøder fra Medina."
Koranen henviser indirekte til massakren, når den siger, at Allah satte "en skræk i livet" på Bogens Folk, der støttede hedningene, "idet I dræbte en del og tog en del til fange" (v. 26 ). Sejren kom fra Allah alene (v. 9-11).
Under Slaget ved Graven - når tingene så sorte ud for muslimerne - kom Muhammeds tillid til Allah ham til stor hjælp. Allah fortæller muslimerne, at de skal efterligne ham, for i ham er "et smukt eksempel" på adfærd (33:21). Dette er grundlaget for Muhammeds enestående position i islam som ypperste eksempel på adfærd. Muqtedar Khan fra Center for Studiet af Islam og Demokrati forklarer:
"Ingen anden religiøs leder har så stor indflydelse på sine tilhængere som Muhammed (fred være med ham), den sidste Profet fra islam (...). Og Muhammed, som Allahs sidste sendebud, nyder forrang, når det drejer sig om åbenbaring - Koranen - og overleveringer. I så høj grad, at Muhammeds ord, gerninger og tavshed (det, som han så og ikke forbød) blev en uafhængig kilde til islamisk lov. Muslimer, som en del af deres religiøse overholdelse, ikke alene adlyder, men forsøger også at efterligne deres Profet i alle aspekter af livet. Muhammed er således både medium for og kilde til det guddommelige lov."
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo