(Koranen 27:53 - 29:45)
Af
Kilde: Jihad Watch, 24. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 24. februar 2017
Sura 27. Myrerne - Al-Naml (fortsat)
Lot frelses sammen med sin familie (bortset fra sin kone), mens byen bliver ødelagt (27:57-58).
Efter dette omtaler Allah nogle af tegnene på sin magt i den naturlige verden (27:59-65). Men i versene 66-74 er de vantro stadig fordærvede, og gør indsigelse mod muligheden for de dødes opstandelse (v. 67) ved igen at sige, at disse blot er "sagn fra gamle dage" (v. 68) og spørge, hvornår opstandelsen vil ske (v. 71). Allah fortæller Muhammed, at han skal sige til de vantro, at de skal rejse rundt på jorden for at se, hvad der blev af dem, der syndede (v. 69), og ikke sørge over deres vantro (v. 70).
Så lovpriser Allah Koranen, for den forklarer for Israels børn de ting, de strides om (v. 76), og er en vejledning for de troende (v. 77). Allah vil konfrontere de vantro på Dommens Dag (v. 84), og de vil ikke kunne svare (v. 85). De, der gør godt, vil blive frelst (v. 89), mens de, der gør ondt, vil blive kastet i Ilden (v. 90).
Sura 28. Historien - Al-Qasas
Det er ofte blevet bemærket, at mens Bibelen (blandt mange andre ting) er en række historiske fortællinger, er Koranen en række prædikener. Dette er ingen steder tydeligere end i den ofte gentagne historie om Moses. Mens Bibelens første fem bøger indeholder historien om Moses i, hvad der i hovedsagen er en kontinuerlig fortælling, fortæller Koranen dele af denne historie i suraerne 2, 7, 10, 17, 20, 26, 27 og 28 (og andre steder også).
Der er en hel del gentagelse og overlap, men der er også unikke træk i næsten hver eneste genfortælling. Hver af dem har sin egen opbyggelige pointe: Detaljer i Moses' liv bruges til at advare de vantro eller formane de troende til større fromhed. Ibn Abbas og Jabir bin Zaid siger, at suraerne 26, 27 og 28 blev åbenbaret i nævnte rækkefølge. Maududi siger, at "de forskellige dele af profeten Moses' historie, som fortalt i disse suraer, tilsammen udgør en komplet historie." Men alligevel - hvis nogen skulle forsøge at rekonstruere kronologien i Moses' liv ved hjælp af Koranen alene, ville det blive meget vanskeligt.
Den tilbagevendende optagethed af Moses, styrker hans status som islamisk profet, og fremhæver samtidig jødernes fordærvethed ved ikke at anerkende overensstemmelsen mellem Muhammeds og Moses' budskaber, og dernæst blive muslimer. Maududi understreger - her igen - at meningen med disse genfortællinger af Moses' historie ikke er at sige noget om Moses, men at sige noget om Muhammed: "Det vigtigste tema" i denne sura, siger han, "er at fjerne den tvivl og de indsigelser, der blev rejst mod profetskabet af Den Hellige Profet Muhammed (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og at afkræfte de undskyldninger, der blev brugt til ikke at tro på ham. Til dette formål er først historien om profeten Moses blevet fortalt som en analogi med åbenbaringsperioden."
Allah begynder (v. 2-43) med at fortælle Moses' historie, og ekkoer mange elementer i den bibelske beretning, selvom Haman er importeret fra en anden tid og sted (hans historie findes i Esters Bog) til at være Faraos assistent (v. 8). Allah siger til Moses' mor, at hun skal kaste ham i floden, "hvis du er bange for hans skyld" (v. 7). Det gør hun; "Faraos slægt" redder ham (v. 8), og hans mor, hvis identitet var ukendt for egypterne, bliver hans barnepige (v. 13). Moses erklærer, at han aldrig vil hjælpe dem, der synder (v. 17) - en erklæring, som moderne salafister (strenge, "rene" muslimer) forbinder med en udtalelse af Muhammed i Mishkat al-Masabih om, at en person, der bevidst hjælper en tyran, ikke længere er en muslim. Dette er deres begrundelse for at modsætte sig autoritære herskere i muslimske lande, der ikke gennemfører den fulde sharia-lov (som f.eks. Mubarak og Musharraf).
Moses dræber en egypter og Allah tilgiver ham (v. 15-16), men hans gerning bliver kendt (v. 19) og Moses flygter til Midjan (v. 22). Dér går han ind på at arbejde for den unavngivne Jethro til gengæld for at blive gift med hans datter (v. 27). Han ser den brændende tornebusk (v. 29), møder Allah (v. 30) og bliver givet stavens (v. 31) og sin hvide hånds (v. 32) mirakler at vise Farao. Farao afviser hans prædiken som "trolddom" (v. 36); det samme som de vantro vil sige om Muhammed (11:7, 15:15). Og efter at Allah har kastet Farao og hans styrker i havet (v. 40), når vi frem til pointen i historien.
Denne pointe kommer frem i versene 44-55: Det faktum, at Muhammed kender disse detaljer i Moses' liv, når han ikke var til stede som vidne til dem, er bevis på, at Muhammed er en profet. Ibn Kathir forklarer: "Allah påpeger beviset på Muhammeds profetskab: at han kunne fortælle andre om fortidige forhold, og tale om dem, som om han hørte og så dem selv. Men han var en analfabet, der ikke kunne læse bøger, og han voksede op i et folk, der ikke kendte noget til sådanne ting." Vi ser altså Allah minde Muhammed om, at han ikke var til stede under forskellige begivenheder i Moses' liv (v. 44-46). Alligevel kræver de hedenske arabere, at Muhammed udfører mirakler som Moses gjorde, selvom de heller ikke tror på Moses (v. 48); "de (...) følger (kun) deres egne lyster" (v. 50). Bogens Folk ved, at Koranen er sand - "dette blev åbenbaret," siger Tafsir al-Jalalayn, "om visse jøder, der blev muslimer, såsom Abd Allah b. Salam og andre, og [visse] kristne, der var kommet fra Abessinien og Syrien [som også blev muslimer]."
Allah hudfletter så de vantros fordærvethed, fordi de ignorerer og benægter Allahs klare tegn (v. 56-75). Allah retleder hvem han vil; Muhammed vil ikke være i stand til at bringe sandheden til alle dem, han elsker (v. 56) - men et andet vers indikerer, at tro og vantro er helt i Allahs hånd. Dette vers blev åbenbaret," forklarer Ibn Kathir, "om Abu Talib, Allahs sendebuds onkel" - og far til Ali, shia-muslimernes store helt. Abu Talib "plejede at beskytte Profeten, støtte ham og stå ved hans side. Han elskede Profeten inderligt, men denne kærlighed var en naturlig kærlighed, dvs. født af slægtskab, ikke en kærlighed, der var født af, at han var Allahs Sendebud. Da han lå på sit dødsleje, kaldte Allahs Sendebud ham til Tro og til at træde ind i islam, men svækkelse overmandede ham, og han forblev en tilhænger af vantro, og Allahs er den fuldkomne visdom."
Allah vil håne de vantro på Dommens Dag og spørge dem, hvor deres partnere er (v. 62, 74-75). Efter dette fortæller han historien om Kora (fra Fjerde Mosebog 16:1-17:15), der gjorde oprør mod Moses (v. 76-88). Kora stoler på sin store rigdom i stedet for at tilbede Allah (v. 78). Ifølge en hadith mindedes Abu Hurayra, en af Muhammeds følgesvende, Muhammed sige, at kun tre ting faktisk tilhører den mand, der er stolt af sin rigdom: Den føde, han spiser, det tøj, han slider op, og de penge, han bruger på Allahs sag. "Alt andet," sagde Muhammed, "vil han efterlade til sine arvinger." Ingen tvivl om det.
De mennesker, "hvis hu stod til det jordiske liv" (v. 79), misundte ham, men de retfærdige vidste bedre (v. 80), og ganske rigtigt: Da tiden var inde, lod Allah "ham og hans hus synke i jorden" (v. 81). Muhammed bør ikke "stå (...) de vantro bi" (v. 86) - "snarere," siger Ibn Kathir, "fjern dig fra dem, udtryk din fjendtlighed overfor dem og gå imod dem." For i sidste ende vil alt forsvinde, "kun ikke Hans åsyn" (v. 88) - det vil sige alt undtagen Allah. Dette kan synes at modsige tanken om Paradisets og Helvedets evighed, men Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas bortforklarer det på denne måde: "Alle værker, der gøres for andet end Allahs åsyn, vil ikke blive accepteret, bortset fra det, der er ment for Hans åsyns skyld."
Sura 29. Edderkoppen - Al-Ankabut
Navnet på sura 29, "Edderkoppen", kommer fra vers 29:41, der sammenligner dem, der stoler på nogen eller noget foruden Allah, med edderkopper, som slider med at bygge et væv, der er "det skrøbeligste hus." Maududi siger, at sura 29 blev åbenbaret i "perioden med ekstrem forfølgelse af muslimer" i Mekka, selvom han overvejer og derefter afviser muligheden af, at den første del - da den raser mod hyklerne, der i den grad plagede Muhammed i Medina - blev åbenbaret senere, i Medina-perioden. Åbenbart har hyklerne altid været i nærheden.
Allah har fra starten fokus på dem (29:1-13) og siger, at det ikke er nok at bekende tro på islam, men at de troende skal testes (v. 2-3). Hyklerne i dette tilfælde er faktisk svæklinge, der forveksler menneskelig undertrykkelse med Allahs vrede (v. 10). Allah spørger: "Eller regner de, der begår onde handlinger, med, at de kan løbe fra Os? Hvor slet de dog dømmer" (v. 4). Selv hvis en troendes egne forældre opfordrer én til at tilbede noget eller nogen foruden Allah, bør han ikke adlyde dem (v. 8). Ibn Kathir belyser dette: "Hvis de er afgudsdyrkere, og de forsøger at få dig til at følge dem i deres religion, så pas på dem, og adlyd dem ikke i dette." De vantro fortæller de troende, at hvis de forlader islam og følger dem, så vil de vantro bære straffen for de troendes synder, men de lyver selvfølgelig (v. 12).
Så i vers 14-39 trækker Allah igen de forskellige profeter frem: Noah (v. 14-15); Abraham (v. 16-27); Lot (v. 28-35); Shuayb (v. 36-38); og Moses (v. 39). Som Maududi siger: "Fortællingerne nævnt i denne sura har for det meste også den samme pointe, som ville de sige: 'Se på fortidens profeter: de blev udsat for store prøvelser og blev behandlet grusomt i lange perioder. Så til sidst blev de hjulpet af Allah. Så derfor, fat mod: Allahs undsætning vil helt sikkert komme. Men en periode med prøvelse og modgang skal først gennemgås.' Udover at give denne lektion til muslimerne, er de vantro også blevet advaret, som for at sige: 'At du ikke straks er blevet taget af Allah, bør ikke give dig det forkerte indtryk, at du aldrig vil blive taget. Tegnene fra fortidens dødsdømte nationer ligger foran dig. Bare se, hvordan de mødte deres undergang, og hvordan Allah bistod profeterne.'" Advarslen til dem, der har hørt og afvist Muhammed, er klar.
Undervejs anslås mange velkendte strenge: Allahs sandhed fremgår tydeligt af skabelsen (v 20); Allah skænker nåde til hvem han vil, og straffer dem, han ønsker at straffe (v. 21). Som Ibn Kathir siger: "Han er Herskeren, der har magten, der gør, hvad Han ønsker, og dømmer, som Han vil, og der er ingen, der kan annullere Hans dom. Ingen kan spørge Ham om, hvad Han gør; det er snarere dem, der vil blive udspurgt, for Hans er magten til at skabe og at befale, og hvad Han beslutter er rimeligt og retfærdigt, for Han er den suveræne, der ikke kan være det mindste uretfærdig." De, der afviser hans tegn (ayat eller vers i Koranen), vil blive straffet hårdt (v. 23).
I vers 40-57 siger Allah til Muhammed, at han skal fortsætte med at prædike, men kun dem med viden vil forstå hans budskab (v. 43). Derfor bemærkede en tidlig muslim, Amr bin Murrah: "Jeg stødte aldrig på en ayah [vers] i Allahs Bog, som jeg ikke kendte, men de bedrøvede mig" - fordi hans manglende forståelse viste, at han ikke havde den nødvendige viden. Dette vers kan være grunden til, at det i dag er så almindeligt blandt muslimer at påstå, at ikke-muslimer, der taler om islamisk jihad-ideologi og islamisk overherredømme, ikke forstår de islamiske tekster og lærdomme; hvis de forstod dem, ville de blive muslimer.
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo