(Koranen 25:11 - 27:52)
Af
Kilde: Jihad Watch, 23. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 19. februar 2017
Sura 25. Sondringen - Al-Furqan (fortsat)
Så i 25:11-34 advarer Allah mod den frygtelige Dommedag, hvor de vantro vil klage: "Havde jeg dog blot slået følge med Udsendingen!" (v. 27), og vil indse den frygtelige fejl, de begik ved at opfatte Koranen som "noget, der skulle undgås" (v. 30). I mellemtiden, mens den grufulde Dag udfolder sig, vil de troende hvile i Haven (v. 24). I versene 35-42 minder Allah kort om Moses og Noah, og bemærker, at de folk, som de og andre profeter blev sendt til, også tog imod dem med foragt, og blev fuldstændigt tilintetgjort (v. 36, 39). Alligevel fortsætter de med at håne Muhammeds påstand om at være profet, og vil snart modtage deres straf (v. 40-41).
I versene 43-77 fortæller Allah mere detaljeret om dele af sin magt til at styre jordens naturlige orden - men de vantro er "ikke anderledes end kvæg" (v. 44), der er blinde overfor alt dette bevis. Allah kunne have sendt en profet til hver en by (v. 51) - men selvfølgelig har vi allerede set, at han har sendt Muhammed til alle mennesker (v. 1). Allah siger til Muhammed: "bekæmp" de vantro "af al magt" (v. 52) - efter arabisk: "Jihad imod dem en stor jihad" (جاهدهم به جهادا كبيرا). Ifølge Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas bør dette ske "ved hjælp af Koranen" og "ved sværdet".
Allah har skabt mennesket af vand (v. 54), men afguderne er magtesløse (v. 55). Muhammed er blevet sendt for at bringe gode nyheder og en advarsel (v. 56) - "hvilket betyder", siger Ibn Kathir, "en overbringer af gode nyheder til de troende, en advarer til de vantro; der bringer gode nyheder om Paradis til dem, der adlyder Allah, og bringer advarsler om en forfærdelig straf for dem, der går imod Allahs befalinger." Allah skabte alt på seks dage (v. 59), selvom det ser ud til at tage otte dage i versene 41:9-12. De vantro nægter at adlyde Muhammeds befalinger - de vil ikke kaste sig ned for Al-Rahman, Den Barmhjertige (v. 60).
Ibn Kathir forklarer, at dette kommer fra tiden med Hudaibiyya-traktaten mellem Muhammed og de hedenske arabere i Mekka. Da Muhammed beordrede, at traktaten skulle begynde med "I den nådige (Ar-Rahman) og barmhjertige (Ar-Rahim) Allahs navn" svarede de: "Vi kender ikke Ar-Rahman eller Ar-Rahim. Skriv hvad du plejede at skrive: ‘Bismika Allahumma (I dit navn, O Allah).'" Dette, sammen med vers 3, er endnu en indikation af, at Allah var en af de guder, der blev tilbedt af hedningene før islams komme. Vers 60 er også et af knæfaldsversene: Den troende skal kaste sig ned, når verset reciteres.
De, "som ikke ved siden af Allah påkalder nogen anden gud; ikke med urette dræber noget menneske, som Allah har gjort det forbudt at dræbe; ikke bedriver utugt" (v. 68), vil slippe for straf, men de, der gør disse ting, vil modtage dobbelt straf på Dommedag (v. 69). Allah vil ombytte det onde - begået af dem, der omvender sig, tror og gør gode gerninger - med det gode (v. 70). Allah bliver ikke forstyrret af de vantros afvisning af at acceptere islam; men fordi de har afvist ham, er straf uundgåelig (v. 77).
Sura 26. Digterne - Al-Shuara
Sura 26 er en Mekka-sura; dens navn kommer fra 26:224, hvor Allah fortæller os, at kun de, der er på afveje, følger digtere. Betydningen af dette er naturligvis, at Muhammed ikke er en digter, og at Koranen ikke blot er et poetisk værk, men en guddommelig åbenbaring, selvom hedningene i Mekka vedholdende nægter at acceptere dette.
Og denne nægtelse piner Muhammed konstant (26:2-9). Allah er bekymret for, at Muhammed vil ærgre sig til døde over deres vantro (26:3) og forsikrer ham, at hvis han ville, kunne han nedsende et tegn, der ville få dem alle til at tro (26:4). Men næppe er der kommet et nyt budskab fra Allah, før de afviser det (26:5) - snart vil de dog opdage, at det virkelig er sandt (v. 6). Har de ikke set de mange tegn på jorden, der viser Allahs magt (26:7-8)?
Allah vender derefter igen tilbage til historien om Moses, som vi allerede har mødt i suraerne 2, 7, 10, 17 og 20 (v. 10-68). Sammenligningerne med Muhammeds egen historie er hyppige og umiskendelige. Da Allah siger, at han skal drage ud for at prædike for "Faraos folk" (v. 11), siger Moses til Allah: "Jeg er bange for, at de skal beskylde mig for at lyve" (v.12), på samme måde som de senere beskyldte Muhammed (25:4). Moses er bange for, at de vantro vil dræbe ham (v. 14), ligesom de plottede at dræbe Muhammed (8:30). Efter at Moses har prædiket for ham, siger Farao at Moses er "besat" (v. 27), det samme som de hedenske arabere sagde om Muhammed (15:6).
Så følger historien om Moses' mirakler og Faraos troldmænds forsøg på at kopiere dem. Efter at Moses har vundet over Faraos troldmænd og de bekender tro på Allah (v. 47-48), advarer Farao dem om, at han vil straffe dem ved at hugge deres hænder og fødder af i modsat side eller korsfæste dem (v. 49) - den samme straf, som Allah befaler for dem, der "fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet" (5:33). Men troldmændene står fast og håber, at Allah vil tilgive dem for deres tidligere synder (v. 50-51). Moses deler havet (v. 63), og Israels Børn går over til sikkerheden.
Efter dette vender Allah tilbage til historien om Abraham (også fortalt i suraerne 15, 19 og 21), og viser ham igen i konfrontation med sit folk i deres tilbedelse af afguder (v. 69-104). Afgudsdyrkerne fortæller uden videre Abraham, at deres afguder er ubrugelige, og at de kun tilbeder dem, fordi deres fædre gjorde det (v. 74). "De vidste, at deres afguder ikke kunne udrette noget," siger Ibn Kathir, "men de havde set deres fædre gør dette, så de skyndte sig at følge i deres fodspor." Dette minder om Ibn Ishaqs beretning om en delegation af kristne, der kom fra den yemenitiske by Najran for at se Muhammed. En af lederne af denne delegation var en biskop, Abu Haritha ibn Alqama, der fik penge, tjenere og andre fordele fra "de kristne konger i Byzans." Abu Haritha vidste, siger Ibn Ishaq, at Muhammed var en profet, og fortalte de øvrige medlemmer af delegationen, at han var det, men nægtede at acceptere ham af frygt for at miste de goder, som byzantinerne ødslede på ham.
Med andre ord: Hvad enten det er ud af kulturel inerti eller kærlighed til penge, er de vantro i ond tro. Den mulighed bliver ikke overvejet, at mennesker kan afvise islam simpelthen fordi de ikke mener, den er sand. Alle ved den er sand, men nogle finder det af forskellige grunde ubelejligt at indrømme det. Som Maududi siger: "De vantros mentalitet har været den samme igennem alle tider; deres argumenter og deres indvendinger, og deres undskyldninger og kneb for ikke at tro, har været ens, og i sidste ende har de skæbner, de mødte, også været de samme."
Allah følger alt dette op med fortællingen om Noah (versene 105-122; også i suraerne 10, 11 og 23). Noah fortæller de vantro, at han kun er en "tydelig advarer" (v. 115) - nøjagtig som Muhammed (7:184). Noah appellerer så til Allah om at dømme mellem ham og hans folk, og folket bliver druknet, mens han selv bliver frelst i arken (v. 119). Dette er et tegn, men de fleste holder fast ved vantro (v. 121). Allah går dernæst i versene 123-140 over til endnu en beretning om profeten Hud, som vi har mødt i suraerne 7 og 11. Også han advarer sit folk, men de afviser ham, og Allah ødelægger dem (v. 139). På samme måde i versene 141-159, hvor de vantro afviser budskabet fra profeten Salih (som også optræder i suraerne 7 og 11), og også bliver ødelagt (v. 158). Her fortælles igen historien om en "hunkamel", et mirakuløst dyr, der frembringes af Salih som svar på folkets krav om et tegn (v. 154-155). Som Ibn Kathir siger: "En flok af dem samledes og forlangte, at han fra klippen øjeblikkeligt frembragte en hunkamel, der var gravid 10. måned, og de pegede på en bestemt klippe i deres midte. Allahs profet Salih fik dem til at love, at de - hvis han gjorde som de bad om - ville tro på ham og følge ham. Så det gik de med til. Allahs profet Salih, fred være med ham, stod og bad, så bad han til Allah om at give dem, hvad de ønskede. Så åbnedes klippen, de havde peget på, og viste en hunkamel, der var gravid i 10. måned, nøjagtig som de havde bedt om. Så nogle af dem troede, men de fleste af dem troede ikke." Ja, nogle af dem angreb kamelen og skar haserne over på den (v. 157), for hvilket de blev behørigt straffet.
Mønsteret fortsætter. Allah fortæller derefter historien om Lot (versene 160-175; også i suraerne 7 og 15). Lot kritiserer de vantro for deres homoseksualitet (v. 165-166) hvorefter Allah tilintetgør dem alle (v. 172) og redder Lot og hans familie - alle med undtagelse af en gammel kvinde (v. 171), et levn fra Lots hustru i Første Mosebog 19:26. I versene 176-191 vender Allah tilbage til profeten Shuayb (som også optræder i suraerne 7 og 11). De vantro beskylder ham for at være forhekset (v. 185), hvilket de også siger om Muhammed (17:47), samt et dødeligt menneske, ligesom dem selv, og en løgner (v. 186) - igen, ligesom Muhammed (17:93, 25:4).
Allah afslutter denne sura med at gøre følgende punkt klart: Denne er en åbenbaring fra Allah (v. 192) på tydeligt arabisk (v. 195), som blev profeteret om i de tidligere skrifter (v. 196). Er det ikke et tegn, at Israels børn anerkendte den som sådan (v. 197)? Det vil sige, siger Ibn Kathir, "er det ikke tilstrækkeligt vidnesbyrd om sandheden for dem, at de lærde blandt Israels børn fandt denne Koran nævnt i Skriften, som de studerer?" Han hævder, at "de retsindige blandt dem indrømmede, at træk ved Muhammed og hans mission og hans umma blev nævnt i deres Bøger. Det blev anført af dem iblandt dem, som troede, såsom Abdullah bin Salam, Salman Al-Farisi og andre, der mødte Profeten."
De vantro ville ikke have troet en ikke-arabisk budbringer (v. 198-199), og de vil end ikke tro, før de smager Helvede (v. 201). Ødelæggelsen vil komme pludseligt, men Allah ødelægger aldrig en befolkning uden først at advare den (v. 208). Så tro på Allah alene (v. 213), ikke på de forbandede digtere (v. 224).
Sura 27. Myrerne - Al-Naml
Ifølge Ibn Abbas og Jabir bin Zaid, blev suraerne 26, 27 og 28 åbenbaret for Muhammed i Mekka i nævnte rækkefølge, selv om emnet for de forskellige suraer stadig ikke følger nogen kronologisk orden.
En kort præambel til sura 27 (27:1-6) hævder, at Koranen er "et tydeligt skrifts tegn" (v. 1). De, der beder regelmæssigt og giver almisse, er sikre på Paradis (v. 3). Men Allah har fået de onde gerninger af dem, der ikke tror på efterlivet, til at virke gode for dem (v. 4). Tafsir al-Jalalayn forklarer: "De, der ikke tror på det hinsidige, deres modbydelige handlinger lader vi fremstå i et smukt lys for dem, ved at få disse [handlinger] til at virke sanselige så de derefter anser dem for sunde, og så de strejfer forvildede omkring, ude af stand til at forstå, hvorfor Vi anser disse [handlinger] for at være modbydelige." [Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.] De vil blive behørigt straffet i det næste liv (v. 5).
Så vender Allah endnu en gang tilbage til historien om Moses, som vi allerede har været inde på i suraerne 2, 7, 10, 17, 20 og 26 (v. 27:7-14). Denne gang får vi en version af historien om den brændende tornebusk fra Anden Mosebog 3:2ff (v. 7-9), men ingen åbenbaring af Guds Navn (2 Mos 3:14). I stedet går Koranens beretning hastigt videre til Anden Mosebog 4:2-6, hvor Moses på Guds bud kaster sin stav og ser den blive til en slange (Koranen 27:10) og stikker sin hånd ind på brystet, hvorefter den bliver spedalsk og derefter helbredt - skønt den i Koranen blot bliver hvid, uden sygdom (v. 12). Men Farao og hans hof afviste disse tegn "i uret og hovmod, selvom de inderst inde var overbevist" (v. 14) - her er igen en antydning af, at mennesker, der afviser islam, kun gør det, fordi de er korrupte, selvom de ved, at den er sand.
Allah vender sig derefter til historien om Salomon, og fokuserer primært på hans møde med dronningen af Saba (v. 15-44). Allah gav Salomon gaven at forstå fuglenes tale (v. 16). Han kan også forstå myrerne, og overhører når én myre advarer de andre om at komme væk, før de bliver trampet ned af Salomon og dem, der er med ham, for alle jinner, mennesker og fugle er ført til ham (v. 17-19). Salomon bliver irriteret, da han opdager, at hærfuglen ikke er blandt fuglene (v. 20), og sværger at straffe den (v. 21). Men hærfuglen ankommer senere med nyheder om dronningen af Saba, der har et storslået rige (v. 23) - men hun og hendes folk bliver bedraget af Satan og tilbeder solen (v. 24). Hærfuglen selv er en from muslim (v. 26). Salomon sender hærfuglen med et brev til dronningen (v. 28), lige så meget for at teste hærfuglens sandfærdighed som for noget andet (v. 27). Brevet begynder med den islamiske standard-påkaldelse: Bismillah ar-Rahman ar-Rahim (v. 30) - I den nådige og barmhjertige Allahs navn - og kalder dronningen og hendes folk til islam (v. 31). Dronningen rådfører sig med sine øverste (v. 32) og beslutter at sende Salomon en gave (v. 35). Ibn Kathir forklarer, at denne passage "betyder: 'Jeg vil sende ham en gave, der er passende for én af hans status, og vil vente og se, hvad hans svar bliver. Måske vil han acceptere den, og lade os være, eller han vil indføre en skat, som vi kan betale ham hvert år, så han ikke vil bekæmpe os og føre krig mod os.'"
Denne idé synes inspireret af jizya, en skat, der er foreskrevet dhimmier (9:29). Hun synes parat til at betale en skat som symbol på hendes underkastelse under Salomons autoritet. Qatadah, en af Muhammeds følgesvende, undrede sig: "Må Allah have barmhjertighed med hende og være tilfreds med hende - hvor klog hun var som en muslim og (før det) som en afgudsdyrker! Hun forstod, hvordan gaver har en god virkning på mennesker."
Men Salomon afviste gaverne (v. 36-37), og ville i stedet konvertere dronningen til islam. Ibn Kathir omskriver hans reaktion på gaverne: "Forsøger du at smigre mig med rigdom, så jeg vil lade dig alene med din shirk [tilbedelse af andre foruden Allah] og dit rige?" Han er ikke villig til at lade dem være, ligesom muslimer aldrig har været villige til at lade vantro riger være i fred, når de havde midlerne til at konfrontere dem. Salomon beder en af sine mænd om at bringe sig hendes trone (v. 38) og en frivillig melder sig (v. 39). Da tronen er modtaget (v. 40), beordrer Solomon den ændret en smule, for at teste dronningens evne til genkendelse (v. 41). Hun genkender den (v. 42), hvilket, ifølge Ibn Kathir, viser "det ypperste i intelligens og beslutsomhed." Hun opgiver sine andre tilbedelsesobjekter og tilbeder Allah alene (v. 43). Salomon udtænkte den yderligere test, der fortælles om i vers 44, ifølge Tafsir al-Jalalayn for at få et kig på dronningens ben:
"Man sagde til hende: 'Træd ind i paladset!' - dette havde et gennemsigtigt glasgulv, hvorunder der flød ferskvand indeholdende fisk. Salomon fik det lavet, da han blev oplyst om, at hendes ben og fødder lignede skankerne på et muldyr. Da hun så det, troede hun, at det var dybt vand og blottede sine ben for at vade igennem det. Imens sad Salomon på sin trone i den forreste del af paladset, og han så, at hendes ben og fødder [faktisk] var smukke. Han sagde til hende: 'Det er et palads, der er belagt med krystal' og opfordrede hende derefter til at overgive sig [til Allah]. Hun sagde: 'Herre, jeg har handlet uret mod mig selv, ved at tilbede andre end Dig, jeg overgiver mig ligesom Salomon til Allah, alverdens Herre.'" [Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]
Salomon, siger Tafsir al-Jalalayn, "ønskede at gifte sig med hende, men kunne ikke lide hårene på hendes ben. Så lavede djævlene en [hårfjernende] kalkblanding (nura), og med den fjernede hun dem. Han giftede sig med hende og elskede hende [meget]."
Efter dette fortæller Allah i versene 45-53 historien om Salih (også i suraerne 7, 11 og 26), profet for folket i Thamud, som Allah tilintetgør for deres vantro (v. 51-52).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo