Læsning af Koranen i ramadanen 18: Juz Qad aflaha
(Koranen 23:1 - 25:10)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 18: Juz Qad aflaha
Kilde: Jihad Watch, 22. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 8. februar 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 23. De troende - Al-Muminun

Sura 23 stammer fra midten af Muhammeds mekkanske periode, i en tid med hungersnød i Mekka, hvilket nævnes indirekte i 23:75-76. Umar, muslimernes anden kalif efter Muhammed, fortalte: "Denne sura blev åbenbaret i min tilstedeværelse, og jeg iagttog selv Den Hellige Profets tilstand under dens åbenbaring. Da åbenbaringen sluttede, bemærkede Den Hellige Profet: 'Ved denne lejlighed er ti vers blevet sendt ned til mig af en karat, så den, der står mål med dem, helt sikkert vil komme i Paradis.' Så reciterede han de første vers af suraen."

Disse Paradis-adgangsgivende vers (1-11) lover succes til de troende (v. 1) - og minder om muezzinens kald til bøn fra minareten, hvor han bl.a. synger: "Kom til bøn, kom til succes." Allah opregner egenskaberne hos dem, der vil komme i Paradis: De beder ydmygt (v. 2) og trofast (v. 9); de skyr forfængelig snak (v. 3); de er godgørende mod de fattige (v. 4); de holder deres ord og deres pagter (v. 8); og de er kyske (v. 5) - undtagen over for deres hustruer og slavinder (v. 6) - et vers, som Islamisk Stat tydeligvist kender ganske godt.

Men Islamisk Stat er ikke den eneste islamiske størrelse, der opfatter dette og andre vers som nogle, der giver mulighed for seksuel slavebinding af ikke-muslimske kvinder. Tafsir al-Jalalayn forklarer: "... undtagen over for deres hustruer, dvs. deres ægtefæller, og slavinder, dvs. konkubiner, for da kan man ikke bebrejde dem noget, hvis de har samleje med dem." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]. Voldtægt af fangne kvinder er også sanktioneret i islamisk tradition:

Abu Sirma sagde til Abu Said al Khadri (Allah være tilfreds med ham): O Abu Said, har du hørt Allahs Sendebud (fred være med ham) nævne al-azl? Han sagde: Ja, og tilføjede: Vi drog ud med Allahs Sendebud (fred være med ham) på ekspeditionen til Bi'l-Mustaliq og tilfangetog nogle fremragende arabiske kvinder; og vi begærede dem, for vi led under fraværet af vores koner, (men samtidig) ønskede vi også løsepenge for dem. Så vi besluttede at have sex med dem, men ved at observere azl (tilbagetrækning af det mandlige kønsorgan før sædudløsning for at undgå undfangelse). Men vi sagde: Vi handler, mens Allahs Sendebud er iblandt os; hvorfor ikke spørge ham? Så vi spurgte Allahs Sendebud (fred være med ham), og han sagde: Det betyder ikke noget, hvis I ikke gør det, for hver sjæl, der skal fødes indtil Opstandelsens Dag, vil blive født. (Sahih Muslim 3371)

Det findes også i islamisk lov: "Når et barn eller en kvinde tages til fange, bliver de slaver ved selve tilfangetagelsens kendsgerning, og kvindens tidligere ægteskab er straks annulleret." (Umdat al-Salik O9.13)

Den egyptiske sheik Abu-Ishaq al-Huwayni erklærede i maj 2011, at "vi er i en tid med jihad", hvilket betød, at muslimer ville tage slaver. I et efterfølgende interview uddybede han:

Jihad foregår kun mellem muslimer og vantro. Krigsbytte, slaver og fanger tages kun i krig mellem muslimer og vantro. Muslimer i fortiden erobrede, invaderede og overtog lande. Dette er alle lærde enige om – der er ingen uenighed om dette fra nogen af dem, fra den mindste til den største, i spørgsmålet om at tage bytte og fanger. Fangerne og byttet - som omfatter mænd, kvinder, børn, rigdom og så videre – fordeles blandt krigerne.
Et slavemarked, der åbnes, er et marked, hvor der sælges slaver og sex-slaver, hvilke i Koranen kaldes milk al-yamin, "det, din højre hånd besidder" [Koranen 4:24 (Ellen Wulff tydeliggør betydningen og gengiver det slet og ret som ”slavinder”, o.a.)]. Dette er et vers fra Koranen, som stadig gælder, og ikke er blevet ophævet. Milk al-yamin er sex-slaver. Du går hen til markedet, ser på sex-slaven og køber hende. Hun bliver som din kone, (men) hun har ikke brug for en (ægteskabs-) kontrakt eller en skilsmisse som en fri kvinde, og hun har heller ikke brug for en wali. Alle lærde enige på dette punkt – der er ingen uenighed fra nogen af dem. [...] Når jeg vil have en sexslave, går jeg bare hen til markedet og vælger den kvinde, jeg kan lide, og køber hende.

Omkring samme tidspunkt, den 25. maj 2011, talte en kvindelig kuwaitisk politiker, Salwa al-Mutairi, også til fordel for den islamiske praksis med sexslaveri af ikke-muslimske kvinder, og understregede, at denne praksis var i overensstemmelse med islamisk lov og retningslinierne for islamisk moral:

En købmand fortalte mig, at han gerne ville have en sexslave. Han sagde, at han ikke ville være forsømmelig overfor hende, og at islam tillod den slags ting. Han talte sandt. Jeg bragte [denne mands] situation op for muftierne i Mekka. Jeg fortalte dem, at jeg havde et spørgsmål, da de var mænd, der havde specialiseret sig i, hvad der var halal, og hvad der var godt, og som elskede kvinder. Jeg sagde: "Hvad er loven for sexslaver?"
Muftien sagde: "Med hensyn til loven for sexslaver, skal der være en muslimsk nation i krig med en kristen nation, eller en nation, som ikke er af religionen, ikke af religionen islam. Og der skal være krigsfanger."
"Er dette forbudt af Islam?" Spurgte jeg.
"Absolut ikke. Sexslaver er ikke forbudt af islam. Tværtimod, sexslaver er under en anden lov end den frie kvinde. Den frie kvinde skal være helt tildækket, bortset fra hendes ansigt og hænder. Men sexslaven kan være nøgen fra taljen og op. Hun adskiller sig meget fra den frie kvinde. Mens den frie kvinde kræver en ægtepagt, gør sexslaven det ikke – hun skal bare købes af sin mand, og det er det. Derfor er sexslaven noget andet end den frie kvinde."

Den irakiske ayatollah Al-Haeri sagde den 7. april 2016, at en mand kan låne slavepiger ud til venner for sex.

Den brutale udnyttelse af piger og unge kvinder er desværre et tværkulturelt fænomen, men kun i islamisk lov får den guddommelig sanktion.

Alligevel hævder Maududi, at "det faktum, at de mennesker, der har accepteret Den Hellige Profets budskab, er begyndt at erhverve sig de og de ædle karakteregenskaber, er et praktisk bevis på budskabets sandhed."

Allah peger i versene 12-22 på forskellige elementer af den naturlige verden som bevis på sin magt: Skabelsen og væksten af mennesket "af det fineste ler" (v. 12-14); og forskellige træk ved den naturlige verden: Regnen, træerne, kvæget, etc. (v. 17-22). I en hadith, der er optaget i Mishkat al-Masabih, fremsætter Muhammed et deterministisk syn på, hvorfor nogle mennesker er gode og andre onde. Det er alt sammen på grund af den type sand, de blev lavet af: "Allah tog en håndfuld sand fra alle steder på jorden og blandede det med vand, så det blev til mudder. Allah støbte derefter formen af Sayyidina [Mester] Adam fra dette mudder. Derefter blæste Allah sjælen ind i den. Sayyidina Adams afkom vil derfor blive som den portion sand, de blev skabt af. Blandt dem er der rødlige mennesker, hvide mennesker, sorte og andre mellem disse hudfarver. Nogle af dem er bløde, andre hårde, nogle gode, andre onde (alt efter typen af sand)."

Efter dette vender Allah endnu en gang tilbage til fortællingerne om forskellige profeter: Noah (v. 23-30); en unavngiven profet i generationen efter Noah (v. 31-41); andre unavngivne profeter sendt til andre folk (v. 42-44); Moses og Aron (v. 45-49); og Jesus (v. 50). Som vi har set det andre steder i Koranen, genkalder disse beretninger ofte Muhammeds egne erfaringer med dem, der afviste hans budskab. Muhammed henleder derved sine modstanderes opmærksomhed på, at de gør det samme, som profeternes fjender gjorde i gamle dage, og at de vil møde den samme guddommelige dom. Noas fjender håner ham med, at han kun var "et menneske ligesom jer" (v. 24), og kritikerne af den unavngivne profet siger det samme (v. 33). Og selvfølgelig, Muhammed er bare et almindeligt menneske (18:110). De siger, at Noah er besat (v. 25) - og det er det samme, de siger om Muhammed (44:14). De vantro benægter, at de døde vil blive genopvakt (v. 37), ligesom de gjorde til Muhammed (19:66).

Et andet budskab her, er, at Muhammeds budskab er det samme som de tidligere profeters, og: "Dette er jeres fællesskab, ét fællesskab" - dvs. profeternes fællesskab (v. 52).

Allah udsender flere advarsler til de vantro i vers 53-90. De, der har velstand i dette liv (v. 55-56), vil ikke undslippe dommen. De, der tror på "deres Herres tegn" - det vil sige på Koranens vers (v. 58) - og som ikke tilskriver Allah partnere (v. 59), vil blive frelst. Allah giver ingen sjæl en byrde større end den kan bære (v. 62). De vantro vil "jamre og bede" på Dommedag (v. 64), men Allah vil ikke hjælpe dem (v. 65), for da Koranens vers ("tegn") blev reciteret, vendte de ryggen til (v. 66) og hånede Koranen selv (v. 67). Budskabet, der er kommet til dem fra Allah, er det samme som det, der blev sendt til deres forfædre (v. 68). De beskylder Muhammed for at være besat (v. 69), det samme som Noah måtte høre fra sine fjender (v. 25), men faktisk har Muhammed blot bragt dem sandheden - men de fleste af dem hader sandheden. Muhammed kalder dem til den lige vej (v. 73), som er islam, men selv hvis Allah fjernede den aktuelle nød, som de vantro lider (på grund af hungersnøden i Mekka), ville de ikke tro (v. 75- 76). De vantro tvivler på, at de døde vil blive genopvakt til dom (v. 82-83), men alt tilhører Allah og vil vende tilbage til ham (v. 84-89).

Allah afslutter denne sura med yderligere advarsler til de vantro (v. 91-118). Allah har ikke avlet en søn, og hvis han havde, ville hver gud have kæmpet med de andre til bedste for det, han selv havde skabt (v. 91). Ibn Kathir forklarer: "Hvis det blev bestemt, at der skulle være en flerhed af guder, ville hver af dem have eksklusiv kontrol over, hvad han selv havde skabt, så der aldrig ville være nogen orden i universet. Men hvad vi ser, er, at universet er velordnet og sammenhængende, med de øvre og nedre verdener forbundet med hinanden på den mest fuldkomne måde." Interessant nok synes tanken om samarbejde blandt medlemmerne af en gruppe ikke at dukke op.

Allah siger til Muhammed, at han skal søge tilflugt hos ham mod de vantro (v. 93-100). På Dommens Dag vil spotterne ikke have nogen til at hjælpe sig (v. 101). De, hvis gode gerninger opvejer deres onde gerninger, vil blive frelst (v. 102), men de, hvis onde gerninger er tungest vil komme i Helvede (v. 103), hvor de vil grine grufuldt, efter at deres læber er brændt af (v. 104), som Tafsir al-Jalalayn siger: "Ilden vil svide deres ansigter, den vil brænde dem, mens de stirrer skrækkeligt derfra, med deres øvre og nedre læber trukket væk fra deres tænder." Allah vil derefter sige til dem: "Blev mine tegn ikke læst op for jer? Men I kaldte dem for løgn!" (v. 105), og de fordømte vil komme med undskyldninger (v. 106), og bede om at få en chance mere (v. 107), som Allah ikke vil give (v. 108), fordi de plejede at gøre nar af hans tjenere (v. 108-109). Livet er kort (v. 113), og Allah vil spørge de vantro: "Regnede I med, at Vi kun havde skabt jer for tidsfordriv, at I ikke ville blive bagt tilbage til Os [for at stå til regnskab]?" (v. 115).


Sura 24. Lyset - Al-Nur

Den medinensiske sura 24 blev ifølge islamisk tradition åbenbaret efter muslimernes besejring af en hedensk arabisk stamme, Banu al-Mustaliq. Meget af den er optaget af en af de mest berygtede begivenheder i tidlige islamisk historie: Rygterne om, at Muhammeds yndlingshustru, Aisha, havde begået ægteskabsbrud - en hændelse, der har konsekvenser for muslimske kvinder helt frem til denne dag.

Allah begynder med at fastlægge de generelle regler for utroskab: Ægteskabsbrydere skal have hundrede piskeslag (24:2); en mand, der har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud, må kun gifte sig med en kvinde, der er skyldig i den samme forbrydelse, eller med en ikke-muslim (24:3); der skal fire vidner til for at etablere skyld, og falske anklagere skal have firs piskeslag (24:4); ægtemænd kan rette anklager om utroskab mod deres koner, hvis de vidner fire gange under ed (24:6) og påkalder Allahs forbandelse over sig selv, hvis de lyver (24:7); en kone, der er anklaget på denne måde, kan afværge at blive straffet ved at bevidne fire gange, at hendes mand lyver (24:8) og ligeledes påkalder Allahs forbandelse over sig selv, hvis hun lyver (24:9).

Piskeslag for utroskab? Jamen hvordan kan det så være, at kvindelige ægteskabsbrydere i visse islamiske stater bliver dømt til døden ved stening? På grund af en hadith, der siger, at Koranen oprindeligt befalede stening for ægteskabsbrydere, men at passagen på en eller anden måde gled ud. Umar, Muhammeds anden efterfølger som kalif, de troendes leder, forklarede: "Jeg er bange for, at når lang tid er gået, vil folk sige: 'Vi kan ikke finde verset om Rajam (stening til døde) i Den Hellige Bog,' og at de derfor kan komme på afveje ved at forsømme en forpligtelse, som Allah har åbenbaret."

Umar ønskede ikke at se dette ske, så han lagde vægten af sin egen autoritet bag legitimiteten af stening for utroskab: "Se! Jeg bekræfter, at Rajam-straffen skal pålægges ham, der begår ulovligt samleje, hvis han allerede er gift og forbrydelsen er bevist ved vidner eller graviditet eller tilståelse." Umar tilføjede: "Sandelig, Allahs Apostel [dvs. Muhammed] udførte steningsstraffen, og det samme gjorde vi efter ham."

I vers 11-20 revser Allah som rasende en gruppe, der "kom med løgnen" (v. 11) mod en ærbar kvinde, uden at stille med fire vidner (v. 13). Guddommen skælder også ud på de troende, for at have troet på denne indlysende bagvaskelse (v. 12, 16). Dette er en yderst alvorlig sag (v. 15), men Koranen fortæller os ikke, hvad det alt sammen handler om. En hadith bringer detaljerne. Allah havde kort forinden befalet tilsløringen af kvinder (en befaling, der sendes ned i vers 31), så Aisha, da hun ledsagede Muhammed til et slag, blev båret i en tilsløret howdah (teltsæde) på ryggen af en kamel. Karavanen stoppede og Aisha steg ud for at "træde af på naturens vegne". På vej tilbage tabte hun sin halskæde, og stoppede for at lede efter den. I mellemtiden løftede hendes ledsagere, der ikke måtte se på hende eller tale med hende, howdahen tilbage på kamelen uden at opdage, at hun ikke var inde i den. "På den tid," forklarer Aisha, "var jeg stadig en ung dame," og desuden var "kvinder lette i vægt, for de blev ikke fede."

Så karavanen drog videre uden hende, og Muhammeds yndlingskone var strandet. Lidt efter ankom en muslimsk kriger, der kom ridende bag hæren, og blev betydeligt overrasket over at finde Aisha alene. "Jeg tilslørede straks mit ansigt med mit hovedslør," insisterede Aisha, "og ved Allah, vi talte ikke et eneste ord sammen, og jeg hørte ham ikke sige ét ord ud over sin Istirja" - en bøn, der bedes i nødsituationer. Krigeren førte Aisha på sin kamel til muslimernes lejr - og næsten med det samme begyndte rygterne at svirre. Selv Muhammed blev påvirket af dem. Aisha forklarer: "Da vi var vendt tilbage til Medina, blev jeg syg i en måned. Folk udbredte bagvaskernes falske påstande, mens jeg var uvidende om noget af alt dette; men jeg følte under min daværende sygdom, at jeg ikke blev givet den sædvanlige venlighed af Allahs Sendebud, som jeg plejede at få, inden jeg blev syg."

Aisha var dybt bedrøvet: "Jeg blev ved med at græde hele natten indtil daggry, jeg kunne hverken holde op med at græde eller sove, og videre om morgenen fortsatte jeg med at græde." Ali bin Abi Talib, der senere blev shia-muslimernes store helgen og helt, mindede temmelig ugalant Muhammed om, at der var "masser af kvinder" til rådighed for Profeten (Aisha glemte eller tilgav aldrig dette, og førte efter Muhammeds død selv krig mod Ali). Men Ali rådede også Muhammed til at spørge Barira, Aishas slavepige, om hun havde set noget, og Barira fastholdt, at Aisha ikke havde gjort noget forkert. Muhammed overlod sagen til Allah, og sagde til Aisha: "Jeg har fået sådan og sådan at vide om dig; hvis du er uskyldig, vil Allah snart åbenbare din uskyld, og hvis du har begået en synd, skal du angre for Allah og bede Ham om tilgivelse, for når en person bekender sine synder og beder Allah om tilgivelse, så accepterer Allah hans anger."

Derefter modtog Muhammed en åbenbaring fra Allah, mens Aisha så på: "Så kom den samme tilstand over ham, som plejede at komme over ham (når han blev Guddommeligt Inspireret). Sveden dryppede fra hans krop som perler, selvom det var en (kold) vinter-dag, og det var på grund af den vægtige erklæring, som blev åbenbaret for ham. Da denne tilstand for Allahs Sendebud var ovre, rejste han sig smilende, og hans første ord var: 'O Aisha! Allah har erklæret din uskyld!'" Allah havde åbenbaret versene 11-20.

Aisha var dog stadig vred: "Min mor sagde til mig: 'Rejs dig og gå hen til ham.' Jeg sagde: 'Ved Allah, jeg vil ikke gå hen til ham, og jeg vil ikke takke nogen anden end Allah.'" Alligevel blev hun forbløffet over åbenbaringen: "Ved Allah, jeg troede ikke, at Allah til min fordel ville give en guddommelig åbenbaring, som ville blive reciteret, for jeg opfattede mig selv som alt for ubetydelig til at blive talt om af Allah gennem en guddommelig åbenbaring beregnet for recitation."

Men det var hun ikke. Og de falske anklager mod hende førte til kravet om, at der skal fire mandlige muslimske vidner til for at kunne dømme nogen skyldig for utroskab eller lignende indiskretioner. Islamisk lov kræver stadig vidnesbyrd fra fire mandlige vidner for at fastslå seksuelle forbrydelser (v. 13).

Derfor er det selv i dag næsten umuligt at bevise voldtægt i lande, der følger sharia-lovens diktater. Og endnu værre: Hvis en kvinde beskylder en mand for voldtægt, kan hun ende med at belaste sig selv. Hvis de nødvendige mandlige vidner ikke kan findes, bliver offerets anklage for voldtægt til en indrømmelse af utroskab. Dette tegner sig for det dystre faktum, at så mange som 75 procent af de kvinder, der sidder i fængsel i Pakistan, i virkeligheden er der for den forbrydelse at være offer for voldtægt. Da Musharraf-regeringen indførte foranstaltninger, der fjernede voldtægtsforbrydelsen fra islamisk lovs område og fastslog, at den skulle dømmes efter moderne retsmedicinske principper, blev en gruppe islamiske gejstlige rasende. De krævede, at den nye lov blev trukket tilbage: Den ville gøre Pakistan til en "fri-sex zone". Gejstlige tordnede om, at den nye lov var "imod islams lære," og kun var blevet vedtaget for at tilfredsstille Vesten.

Allah advarer de troende mod at efterligne Satan (24:21) ved at begå synder - som f.eks. den synd ikke at hjælpe dem, er har forladt deres hjem "for Allahs sag" (24:22). Det drejer sig her om de tidlige muslimer, der sammen med Muhammed forlod Mekka og bosatte sig i Medina - det er en opfordring til de nye muslimer i Medina om at lette deres overgang. En anden synd at undgå er den, som hele denne sura kredser om: Synden at beskylde ærbare kvinder for utroskab, en synd, for hvilken den falske anklager vil blive straffet med Allahs forbandelse både i denne verden og den næste (v. 23). De vil få betalt af Allah på Dommedag (v. 25).

Alt dette refererer naturligvis til anklagen for utroskab mod Muhammeds hustru Aisha - ligesom også udtrykket: "Slette kvinder hører sammen med slette mænd, og slette mænd med slette kvinder. Gode kvinder hører sammen med gode mænd, og gode mænd med gode kvinder" fra vers 26, hvilket Abdur-Rahman bin Zayd bin Aslam forklarer således: "Allah ville ikke have gjort Aishah til Hans Sendebuds hustru, medmindre hun havde været god, fordi han er det bedste af det bedste af menneskeheden. Hvis hun havde været slet, ville hun ikke have været en egnet partner, hverken i henhold til Hans Love eller Hans dekret."

Derefter fastlægger Allah regler for den rette optræden, når man besøger en andens hus: Man skal ikke bare komme brasende ind (v. 27-29). Dette fører i versene 30-31 til regler for beskedenhed. Mænd bør "holde øjnene for sig selv" (v. 30): Som Ibn Kathir siger: "De bør kun se på, hvad der er tilladt for dem at se på, og holde øjnene fra forbudte ting. Hvis det sker, at en persons blik utilsigtet falder på noget forbudt, bør han hurtigt se væk."

I mellemtiden bør kvinder tildække deres "pryd" (v. 31). I modsætning til hvad nogle islamiske apologeter i Vesten hævder i dag, er dette ikke et spørgsmål om valg, men er en guddommelig befaling. Ibn Kathir forklarer: "Dette er en befaling fra Allah til de troende kvinder, og en nidkærhed fra Hans side angående Hans troende tjeneres hustruer. Det er også for at adskille de troende kvinder fra kvinderne i Jahiliyyah [de vantros samfund] og de hedenske kvinders gerninger."

Hvad skal de tildække? I en hadith beretter Aisha, at Muhammed sagde, at "når en kvinde når menstruationsalderen, er det ikke passende for hende, at hun åbent viser sine kropsdele undtagen dét og dét, og han pegede på hendes ansigt og hænder." Selv i dag bruger visse muslimer denne hadith til at retfærdiggøre befalingen om kvinders brug af hijab eller tørklæde. I en anden hadith kom en kvinde med slør for sit ansigt på besøg hos Muhammed; hun ledte efter sin søn, der var blevet dræbt i kamp. Muhammed spurgte hende: "Du kommer her og spørger efter din søn, mens du tilslører dit ansigt?" Hun svarede: "Jeg er bedrøvet over tabet af min søn, men jeg vil ikke også tabe min beskedenhed." Glad sagde Muhammed til hende: "Du vil få belønningen af to martyrer for din søn", fordi "Bogens Folk har dræbt ham." Tafsir al-Jalalayn er enig i, at vers 31 betyder, at når kvinder færdes offentligt, skal de tildække "alt andet end ansigt og hænder."

Allah siger også i vers 31: "De må ikke stampe med fødderne, så man får nys om den pryd, som de holder skjult." Ibn Kathir fortsætter: "Under Jahiliyyah [den såkaldte uvidenhedens tid før islam, o.a.], når kvinder gik på gaden iført ankelringe og ingen kunne høre dem, ville de stampe med deres fødder, så mændene kunne høre deres ankelringe klinge. Allah forbød de troende kvinder at gøre dette." Og: "Kvinder er også forbudt at bære dufte og parfumer, når de går ud af hjemmet, så mænd ikke får færten af deres parfume".

Allah giver så love for ægteskab og opfordrer muslimer til at frigive deres slaver på deres anmodning (v. 33). [Ellen Wullf har: "Hvis nogle af jeres slaver ønsker en ægteskabskontrakt, så opsæt den for dem, hvis I ved noget godt om dem, og giv dem af den formue, som Allah har skænket jer!" The Noble Quran har: "And such of your slaves as seek a writing (of emancipation), give them such writing, if you find that there is good and honesty in them. And give them something (yourselves) out of the wealth of Allah which He as bestowed upon you." Dansk f.eks.: "Hvis nogle af jeres slaver ønsker en kontrakt (om frigivelse), så opsæt den for dem, hvis I ved noget godt om dem, og giv dem af den formue, som Allah har skænket jer!", o.a.]. Dette "forudsat," siger Ibn Kathir, "at tjeneren har nogle færdigheder og indtægtsmidler, så han kan betale sin herre de penge, der er fastsat i kontrakten." Muslimer bør ikke tvinge deres slavinder til at blive prostituerede og leve af overskuddet, hvis slavinderne ønsker at forblive kyske (v. 33).

Så i versene 35-45 kaster Allah sig ud i en lovprisning af Allah. Han er lyset fra himlene og jorden (v. 35, verset, der giver navn til denne sura), og fra hjemmet af de troende, der beder og giver almisser (v. 36-37) - mens de vantro lever i mørke (v. 39-40). Alle væsener lovpriser ham på deres egen måde (v. 41); han styrer den naturlige verden (v. 43-44); han skabte alle dyr af vand (v. 45).

Men der er stadig dem, der ikke tror, eller kun foregiver at tro, og i versene 46-57 kritiseres disse igen, mens de troende roses. Allah har nedsendt tegn (ayat, åbenbaringer eller vers i Koranen, v. 46); men nogle foregiver kun at tro på Allah og Muhammed: De er ikke sande troende (v. 47). Nogle af dem kommer ikke engang, når Muhammed indkalder dem (v. 48); hvis de havde ret, ville de være kommet til ham lydigt (v. 49). De er overtrædere (v. 50), mens de troende - når Muhammed kalder dem - svarer: "Vi hører og adlyder!" (v. 51). De, der adlyder Allah og Muhammed, vil sejre til sidst (v. 52) - en overbevisning, der styrker mangen en jihadist i dag under tilbageslag og nederlag.

Hyklerne sværger, at de ville forlade deres hjem, hvis Muhammed befalede det, men i stedet for at sværge prægtige eder, skulle de hellere bare adlyde (v. 53). Ibn Kathir forklarer: "Allah siger om hyklerne, der havde lovet Udsendingen og svoret, at hvis han skulle befale dem at drage ud i kamp, ville de gøre det" - men om hyklerne "er det kendt, at jeres lydighed blot er verbal og ikke ledsaget af handling. Hver gang I sværger en ed, lyver I." Hvis de vender sig bort fra Muhammeds budskab, står de selv med ansvaret; han har gjort sin pligt ved at kalde dem til islam (v. 54).

Derefter kommer et skæbnesvangert løfte: Allah vil indsætte de troende som herskere på jorden (v. 55). [Ellen Wulff har her "efterfølgere på jorden". The Noble Quran har "succession to (the present rulers) in the land", dansk f.eks. "efterfølgelse af (de øjeblikkelige herskere) i landet", o.a.]. "Dette er et løfte," siger Ibn Kathir, "fra Allah til Sit Sendebud om, at han vil gøre sin umma [samfund] til efterfølgere på jorden, dvs. de vil blive menneskehedens ledere og herskere, gennem hvilke Han vil reformere verden og under hvilke folkene skal underkaste sig, så de til gengæld vil få sikker tryghed efter deres frygt." Ibn Kathir siger derefter, at "dette er, hvad Allah faktisk gjorde," og fortæller om nogle af de tidlige islamiske erobringer.

I versene 58-64 fastsætter Allah, hvornår de troendes slaver og børn skal bede om tilladelse til at komme ind i Muhammeds nærvær (v. 58-59); at ældre kvinder er tilladt at gå utilsløret i offentligheden (selvom beskedenhed er bedre) (v. 60); regler for at hilse og spise sammen (v. 61), samt leder de troende til at bede om tilladelse, inden de forlader Muhammeds tilstedeværelse (v. 62), for Muhammeds indkaldelser er ikke som dem, der kommer fra et almindeligt menneske (v. 63).


Sura 25. Sondringen - Al-Furqan

Navnet på denne sene Mekka-sura, nr. 25, er Al-Furqan (الفرقان), der oversættes forskelligt som kriteriet, forskriften, standarden [eller sondringen, o.a.]. Ordet forekommer i 25:1, hvor det er identificeret som Koranen. Tafsir al-Jalalayn siger, at Koranen er "kaldet således [al-Furqan], fordi den har sondret (faraqa) mellem sandhed og løgn."

Allah sendte den til Muhammed, fortsætter Tafsir al-Jalalayn, "for at han kan advare alverden, menneskeheden og jinnerne, men ikke englene, en advarer, en trussel om Allahs tugtelse." Hvorfor ikke til englene? Måske fordi englene "ikke sætter sig op mod Allah i det, som Han har befalet dem" (66:6), og derfor ikke har brug for Muhammeds advarsel. Men han er blevet sendt til alle på jorden, som han selv forklarer i en hadith: "Enhver Profet plejede at blive sendt til hans egen nation alene, men jeg er blevet sendt til hele menneskeheden."

Åbningsverset i denne sura er også en af de tilsyneladende (og af islamiske kommentatorer ikke anerkendte) undtagelser fra reglen om, at Allah er den eneste, der taler i Koranen - medmindre han velsigner sig selv for at have sendt Koranen til Muhammed. Herefter vender Allah i versene 2-10 tilbage til endnu en omgang revselse af de vantro for at afvise Muhammeds budskab. Allah har herredømme over alle ting og har ingen søn (v. 2), men de vantro har ved siden af ham taget andre guder, der ikke kan skabe noget og ikke har hans magt over liv og død (v. 3). Af dette kunne det se ud som om, at de vantro ikke afviser Allah - de tilbeder bare andre guder sammen med ham. Dette kunne være en henvisning til den kristne treenighed eller til de hedenske arabere, der tilbad Allah sammen med mange andre guder, eller til dem begge.

De vantro beskylder Muhammed for at lyve (v. 4) og siger, at han i sin Koran blot gentager "sagn fra de tidligere slægter, som han har skrevet af, for de bliver dikteret for ham morgen og aften" (v. 5). Disse beskyldninger må have gjort ondt på Muhammed, eftersom de ofte tilbagevises i Koranen. Et andet sted lærer vi, at den mand, der angiveligt dikterede for Muhammed, var en fremmed: "Vi ved godt, at de siger: 'Den, der lærer ham det, er kun et menneske!' Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog." (Koranen 16:103) Desuden er der en unavngiven skikkelse, der ifølge en hadith "var en kristen, der antog islam og læste Surat-al-Baqara [sura 2] og Al-Imran [sura 3], og han plejede at skrive (åbenbaringerne) for Profeten." Det vil sige, han plejede at afskrive Muhammeds koraniske recitationer. Åbenbart rev denne erfaring ham ud af den vildfarelse, at de var guddommeligt inspirerede, for "senere vendte han igen tilbage til kristendommen og han plejede at sige: 'Muhammed ved ikke andet end, hvad jeg har skrevet for ham.'"

Allah reagerede med raseri mod én person, der kom med disse beskyldninger: Guddommen påpegede, at manden var uægte (af Ellen Wulff gengivet som "påtrængende person"), og lovede at brænde ham på næsen (Koranen 68:10-16). Han nedkalder også guddommelig ulykke over "dem, der skriver et skrift med egen hånd og derpå siger: 'Dette kommer fra Allah!' blot for at sælge det for en ussel pris!" (Koranen 2:79). Og når han taler om Bogens Folk, siger Allah til Muhammed: "En del af dem fordrejer ordlyden i Skriften, for at I skal tro, at det, de siger, hører til Skriften; men det hører ikke til Skriften. De siger, at det kommer fra Allah; men det kommer ikke fra Allah!" (Koranen 3:78). Disse og andre passager tyder på, at visse mennesker omkring Muhammed hånede hans profetiske fordringer ved at præsentere deres egne skrifter - eller folkloristisk eller apokryft materiale - som guddommelig åbenbaring, og forsøge at sælge dem til ham.

De vantro klager også over, at Muhammed er en almindelig mand og spørger, hvorfor en engel ikke blev sendt ned i stedet (v. 7). Muhammed, håner de, har ikke engang en have (v. 8), selv om Allah fortæller ham, at han kunne give ham Paradisets haver (v. 10).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo