Læsning af Koranen i ramadanen 16: Juz Qala alum
(Koranen 18:75 - 20:135)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 16: Juz Qala alum
Kilde: Jihad Watch, 20. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 29. december 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 18. Hulen - Al-Kahf (fortsat)

Moses og Khidr har så igen den samme meningsudveksling om Moses' løfte om ikke at stille spørgsmål (18:75-76). Endelig genopbygger Khidr en mur, der var faldet sammen i en by, der havde nægtet de to gæstfrihed, og Moses skælder ham ud endnu en gang (18:77), for han kunne have fået løn for sin indsats, som de to kunne have brugt til mad og logi.

Til sidst fortæller Khidr Moses, at deres rejse er slut og forklarer sine mærkelige handlinger. (Muhammed udtalte: "Vi ønskede, at Moses kunne være forblevet tålmodig, for så kunne Allah have fortalt os mere om deres historie.") Khidr beskadigede skibet, fordi en konge beslaglagde "hvert eneske skib med magt", men ikke dem, der var ubrugelige (v. 79) - formentlig kunne de fattige ejere af skibet reparere det, når kongen var væk igen. Khidr dræbte den unge mand, fordi denne ville bedrøve sine fromme forældre med "sit overmod og sin vantro" (v. 80), og Allah vil give dem en bedre søn (v. 81). Og angående muren, så var der begravet en skat under den, som tilhørte drenge, der på dette tidspunkt var for unge til at arve den - så reparationen af den gav dem tid til at blive voksne og beskyttede samtidig skatten mod tyveri (v. 82).

Maududi forklarer pointen i alt dette: "Du bør have fuld tillid til visdommen af det, der sker i Det Guddommelige Værksted i overensstemmelse med Allahs vilje. Da virkeligheden er skjult for dig, er du ude af stand til at forstå visdommen af, hvad der sker, og nogle gange - hvis det viser sig, at tingene går dig imod - råber du: 'Hvordan og hvorfor er dette sket.' Faktum er, at hvis gardinet blev fjernet fra det 'usynlige', ville du selv komme til at forstå, at hvad der sker her, er til det bedste. Selv om det nogle gange ser ud til, at noget går dig imod, vil du se, at det i sidste ende også bringer dig nogle gode resultater."

Koran-oversætteren Abdullah Yusuf Ali uddrager disse fire lektier af denne fortælling, herunder ideen om, at "hele summen af dagens viden, i videnskab og kunst, og i litteraturen, (hvis man tænkte sig, at det kunne samles i ét individ), ikke omfatter al viden. Guddommelig viden, hvad mennesket angår, er ubegrænset," og "Der er paradokser i livet: Tilsyneladende tab kan være reel gevinst; tilsyneladende grusomhed kan være ægte barmhjertighed; at gengælde ondt med godt kan virkelig være retfærdighed og ikke generøsitet (18:79-82). Allahs visdom overgår al menneskelig beregning."

En anden pointe dukker op i islamisk tradition: Dræb ikke børn medmindre du ved, at de vil vokse op til at blive vantro: "Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede ikke at dræbe børnene, så du skal ikke dræbe dem, medmindre du kan vide, hvad Khadir [Khidr] vidste om barnet han dræbte, eller du kan skelne mellem et barn, som vil vokse op til at blive en troende (og et barn, som vil vokse op til at blive en ikke-troende), så du dræbte den (fremtidige) ikke-troende og lod den (fremtidige) troende være." Denne pointe, således formuleret, kan hjælpe med at forklare det vedvarende fænomen, æresdrab, i islamiske lande og selv blandt muslimer i Vesten.

I islamisk mystisk tradition fylder Khidr godt op. Sufi-mystikeren fra det 8. årh., Ibrahim Bin Adham (Abou Ben Adhem), hævdede engang: "I denne ørken levede jeg i fire år. Allah gav mig min føde uden besvær fra min side. Khidr, Den Grønne Gamle, var min ledsager i denne tid - han lærte mig Allahs Store Navn." Nogle opfatter Khidr som udødelig (det mener Ibn Taymiyya). Denne idé hviler på mange argumenter. Bayhaqi beretter, at da Muhammed døde, hørte de forsamlede sørgende en stemme - identificeret som Khidrs stemme - der formanede dem til at stole på Allah. Denne idé har også en basis i Muhammeds egne ord. Muhammed fortalte engang sine tilhængere om Dajjal, Antikrist-figuren, som spiller en stor rolle i islamisk eskatologi. Dajjal, forklarede han, ville dræbe en person og bringe ham tilbage til livet, og ville så forsøge at dræbe ham igen, men ville ikke være i stand til at gøre det. "Denne person er Khadir."

I betragtning af hans udødelighed, har ikke så få muslimske (og endda nogle ikke-muslimske) mystikere gennem århundrederne berettet om møder med ham - en moderne muslim skrev endda en underfundig beretning om et møde med Khidr på Home Depot (desværre, nu fjernet fra internettet).

Allah åbenbarede vers 83-101 af sura 18, efter at en gruppe rabbinere udtænkte en test af Muhammeds krav om at være profet: "Spørg ham om en mand, der rejste meget og nåede jordens øst og vest. Hvad var hans historie?" Denne mand var Dhul-Qarnayn (v. 83) - "ham med de to horn." Ibn Kathir forklarer, at han havde "herredømme over øst og vest, alle lande og deres konger underkastede sig ham, og alle nationer, arabiske og ikke-arabiske, tjente ham." Han fortsætter med at forklare, at Dhul-Qarnayn fik sit koraniske navn "fordi han nåede solens to 'horn', øst og vest, hvor den stiger op og hvor den går ned."

Men hvem var denne store erobrer? Tafsir al-Jalalayn siger, at "han ikke var en profet" og at hans "navn var Alexander" - bedre kendt som Alexander den Store, der var afbildet på mønter med to vædderhorn på hovedet. Maududi bemærker, at "tidlige koran-kommentatorer generelt var tilbøjelige til at tro", at Dhul-Qarnayn var Alexander. Muhammad Al-Ghazali siger, at Alexander den Store er "højt på listen over muligheder."

Dhul-Qarnayn synes dog at have været en from muslim, for han sagde: "Den, der handler uret vil vi straffe. Så vil han blive bragt tilbage til sin Herre, og Han vil tildele ham en frygtelig straf. Men den, der tror og handler retfærdigt, han har Det Skønneste i vente til gengæld, og om ham vil vi sige, at han på vor befaling skal behandles lemfældigt" (v. 87-88). Dette har gjort nogle nutidige muslimske koran-kommentatorer forlegne over de tidligere kommentatorers insisteren på, at den klart hedenske Alexander den Store blev identificeret som muslim i Koranen. Nogle har i stedet foreslået, at Dhul Qarnayn var Kyros den Store af Persien, eller en anden stor konge fra oldtiden, men sådanne identifikationer har ført til mange af de samme vanskeligheder, som kom af at sige, at Dhul Qarnayn var Alexander: Muhammad Asad bemærker, at "det netop er Koranens understregning af hans tro på Allah, som gør det umuligt at identificere Dhu'l-Qarnayn - hvilket de fleste kommentatorer gør - med Alexander den Store (som på nogle af hans mønter er repræsenteret med to horn på hovedet) eller med en eller anden af de præ-islamiske, himyaritiske konger af Yemen. Alle disse historiske personligheder var hedninge og tilbad som en selvfølge en mangfoldighed af guder, hvorimod vores Dhu'l-Qarnayn er skildret som en fast troende på den ene Allah." I dag er der derfor enighed om, at han ikke kan identificeres præcist. Asad konkluderer, at Koranens beretning "intet har at gøre med historie eller endda med legende, og at den kun skal forstås som en lignelse om tro og etik, med særlig henvisning til den verdslige magts problem."

Men uanset hvem han var, så rejste Dhul-Qarnayn til det alleryderste vest, og da "han nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl" (v. 86). Den irakiske astronom, som i 2007 insisterede på, at Koranen lærte at jorden var flad, citerede ikke dette vers, og det var sandsynligvis fordi det i århundreder er blevet forstået på en måde, der ikke ville have givet Copernicus problemer. Ibn Kathir forklarer, at det betyder, at Dhul-Qarnayn "fulgte en vej, indtil han nåede det fjerneste punkt, der kunne nås i retning af solens nedgang, som er i jordens vestlige del." Han så faktisk ikke solnedgangsstedet, han betragtede det bare fra kysten: "Han så solen, som om den gik ned i havet. Dette er noget alle kan se, der tager ud til kysten: Det ser ud som om solen går ned i havet, men i virkeligheden forlader den aldrig sin bane, som den er bundet til." Så hvorfra får folk de skøre ideer, som f.eks. at han faktisk nåede "det sted, hvor solen går ned"? Fra jøderne og de kristne, naturligvis: "De fleste af disse historier kommer fra Bogens Folks myter og deres kætteres påfund og løgne."

Efter at have rejst fra det yderste vest til det yderste øst (v. 90) møder Dhul-Qarnayn på en anden rejse Gog og Magog, der "skaber fordærv på jorden" (v. 94, jf 5:33). De er, ifølge Ibn Kathir, "to grupper af tyrkere, der nedstammer fra Yafith (Jafet), tyrkernes fader og en af Noas sønner." Dhul-Qarnayn murer dem inde mellem to bjerge (v. 96) - hvilket er en anden grund til, at han identificeres som Alexander den Store, som ifølge præ-islamisk legende byggede Alexanders Porte, eller Mur, i Kaukasus, for at beskytte sit imperium mod barbarerne i de nordlige regioner - der i Ezekiels Bog 38-39 var forbundet med Gog og Magog. Men muren vil synke sammen (v. 98) på Dommens Dag, når trompeten lyder (v. 99). En populær nutidig saudi-prædikant, Muhammed Saleh al-Munajjid, forklarede islamisk eskatologi i en nøddeskal:

Ya'juj og Ma'juj er to vantro stammer fra blandt Adams børn. De plejede at sprede fordærv på jorden, så Allah gav Dhul-Qarnayn magt til at bygge en barriere for at holde dem tilbage. De vil fortsætte med at grave i den, indtil Allah giver dem lov til at komme ud ved tidernes ende, efter at Isa [Jesus] (fred være med ham) har dræbt Dajjal ["Bedrageren"]. De vil dukke op i store tal og vil drikke alt vandet i Tiberias-søen (i Palæstina). De vil sprede fordærv på jorden, og ingen vil kunne modstå dem. Isa (fred være med ham) og de troende med ham vil søge tilflugt på bjerget Tur indtil Allah tilintetgør Ya'juj og Ma'juj [Gog og Magog] ved at sende orme, der vil æde dem i halsen. Så vil Allah sende regn til at skylle deres lig ud i havet og rense jorden for deres stank."

Hvornår vil dette ske? Det ved ingen, men selv på hans egen tid advarede islams profet Muhammed: "Ve araberne for en fare, der er kommet nær. En åbning er blevet lavet i muren af Gog og Magog som denne" - og han tegnede en cirkel med sin tommelfinger og pegefinger. Muhammed advarede også om, at kun ét menneske ud af tusinde ville blive frelst: "et-tusinde vil være fra Gog og Magog, og den ene (der frelses, vil være) fra jer [muslimer]."

Allah afslutter denne vilde og underfulde sura med at vende tilbage til flere velkendte temaer: De vantro stoler mere på skabte væsener end på Allah, og Helvede venter dem (v. 102); selv de gode gerninger af dem, der benægter islam, vil være for intet at regne (v. 104-106); de troende vil nyde Paradisets haver (v. 107); Muhammed er kun et menneske, men hvad han bringer er ord fra Allah, der ikke har nogen partnere (v. 110).


Sura 19. Maria - Maryam

Sura 19 er endnu en Mekka-sura. I den første del af Muhammeds karriere, udvandrede en gruppe muslimer fra Arabien til Abessinien. En af muslimerne reciterede materialet her om Maria og Jesus for den kristne hersker af Abessinien, og demonstrerede for ham, at muslimer troede på Jesus, men ikke som Guds Søn.

Efter de mystiske bogstaver i vers 1, genfortæller Allah i versene 2-40 historien fra Lukasevangeliet 1:5-80 - med nogle væsentlige forskelle, naturligvis.

Koranens beretning begynder (v. 2-15), hvilket Lukas' beretning også gør, med historien om Zakarias, far til Johannes Døber, der møder en engel (Luk 1:11; v. 9 i dette kapitel af Koranen fastslår, at Allah ikke taler direkte med Zakarias). Englen fortæller ham, at han vil blive far, på trods af hans høje alder og hans kones ufrugtbarhed (v. 8). I Koranen, i modsætning til i Evangeliet, kommer dette som et svar på hans bøn om en søn (v. 4-6). I både Evangeliet (Lukas 1:20) og Koranen (v. 10) er han ude af stand til at tale efter denne vision, selvom Koranen, i modsætning til Evangeliet, ikke fremstiller dette som en straf for hans vantro, men kun som et tegn på Allahs magt.

Der er intet i Koranen, der svarer til Evangeliets forbindelse mellem Zakarias' søn Johannes og Elias (Lukas 1:17), den profet, der skulle vende tilbage før Herrens komme (Malakias' Bog 3:23-24). Johannes er ikke budbringeren, sendt for at berede vejen for Herren; han er blot from ("hvilket betyder, at han var ren og ikke havde tilbøjeligheder i retning af synd," siger Ibn Kathir, som et ekko af visse kristne traditioner om, at Johannes ikke begik synd), gudfrygtig og god mod sine forældre (v. 13-14).

Så følger Allah historien [i Lukas] om Jesu fødsel (v. 15-40), men den adskiller sig - ligesom beretningen om Johannes' fødsel - væsentligt fra Evangeliets beretning. Én ting er, at englen blot fortæller hende, at hun skal blive mor til en "uskyldsren dreng" (v. 19) - der er naturligvis ikke et ord om, at han skal blive "den Højestes søn" (Luk 1:32), en opfattelse, der afvises igen i vers 35. Jesus er jomfrueligt undfanget (v. 20). Ibn Kathir siger, at mange lærde mener, at hun blev befrugtet ved englen Gabriels åndepust: "Mange lærde forgængere (salaf) har nævnt, at englen (som var Jibril [Gabriel]) på dette tidspunkt pustede ind i åbningen af den klædedragt, hun var iført. Så gled åndepustet nedad, indtil det trængte ind i hendes vagina og hun undfangede barnet med Allahs tilladelse."

Men Maria har alligevel fødselsveer (v. 23) - mens hun i nogle kristne traditioner ikke har det, da de er resultatet af synd (Første Mosebog 3:16), som Jesus har påtaget sig at udsone (1 Kor 15:22). Her [i Koranen] føder Maria Jesus under en palme (ikke i en krybbe, som i Lukas 2:7), mens Allah trøster hende i hendes smerter med dadler (v. 24-26). En stemme råber fra et sted under hende: "Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig" (v. 24); Ibn Abbas, Said bin Jubayr, Ad-Dahhak, Amr bin Maymun, As-Suddi og Qatadah siger, at det var Gabriel, mens Mujahid, Al-Hasan og Abdul-Rahman bin Zayd siger, at det var Jesusbarnet, som i øvrigt taler meget tidligt (v. 30-33).

Abdul-Rahman bin Zayd bemærker, at da Jesus i dette vers sagde til hende, at hun ikke skulle være bedrøvet, svarede hun: "Hvordan kan jeg ikke være bedrøvet, når du er hos mig, og jeg hverken har en mand eller er en ejet slavekvinde?" For at undgå forlegenheden ved at skulle forklare, hvordan hun have båret sig ad med at få en nyfødt, fortæller han hende at hun skal sige til folk, at hun er fastende og ikke taler med nogen (v. 26). Og som forventet, da hendes familie ser barnet, er de forbavsede (v. 27) og bebrejder hende: "Du Arons søster! Din far var ingen dårlig mand, og din mor var ingen skøge!" Mange har fremsat den anklage, at når Koranen her kalder Maria "Arons søster", så er det fordi Muhammed blander Maria, Jesu moder, sammen med Mirjam, søster til Moses og Aaron - på arabisk er navnene identiske, Maryam. Selv de kristne i Muhammeds dage bemærkede dette, men Muhammed havde en færdig forklaring: "(Folk i gamle tider) plejede at navngive (deres fæller) efter navnene på apostle og fromme personer, der var gået forud for dem." Så at kalde Maria "Arons søster" var, siger Muhammed, en ære, ikke en fejl.

Under alle omstændigheder, for at dæmpe deres mistanke peger Maria blot på vuggen, og Jesus begynder at tale (v. 30-33). Dette og andet koranisk materiale om Jesus synes at komme fra kættersk og ikke-kanonisk kristent materiale: Jesusbarnet taler ikke i Det Nye Testamente, men Det Arabiske Barndomsevangelium, der stammer fra det 6. århundrede, siger følgende: "Jesus talte, og da Han lå i sin vugge sagde Han til Maria Hans mor: Jeg er Jesus, Guds Søn, Logos, som du har født, som englen Gabriel bebudede for dig; og min Fader har sendt mig for at frelse verden." I Koranen sige han selvfølgelig ikke, at han er Guds Søn, men derimod "Allahs tjener" (v. 30) [The Noble Quran har "slave of Allah", o.a.], for det sømmer sig ikke for Allahs majestæt at have en søn (v. 35).

Allah vender i vers 41-50 tilbage til historien om Abraham, og genfortæller hans brud med sin far, da faderen nægtede at opgive sin afgudsdyrkelse. Abraham beder om, at Allah vil tilgive hans far (v. 47), men vi lærer andre steder, at han i dette ikke er et eksempel for muslimerne (60:4). Abraham vender sig bort, ikke kun fra afguderne, men også fra sin far (v. 48, 50). I versene 51-58 nævner Allah i forbifarten flere profeter, herunder Moses, Ismael og Idris (Enok). Derefter vender han i versene 59-63 tilbage til de glæder, som den velsignede vil nyde i Paradiset, men uden at være særlig præcis.

Derefter afslutter Allah kapitlet (versene 64-98) ved at anslå velkendte temaer, mest om de vantro. Englene stiger kun ned på Allahs befaling (v. 64) - dette sagt fordi Muhammed spekulerede over, hvorfor han ikke så Gabriel oftere. De, der tvivler på genopstandelsen, vil ikke undslippe Dommedag (v. 66-71). I vers 73 er de vantro klar til at afgøre, hvilken religion de vil følge, baseret på tilhængernes grad af jordisk fremgang. Ifølge Ibn Kathir: "Dermed sagde de: 'Hvordan kan vi leve i løgn, når vi har dette vellykkede liv?'" - Men Allah har tilintetgjort utallige generationer før dem (v. 74). De, der praler af deres verdslige succes, mens de forbliver vantro, vil blive straffet for deres pralerier (v. 77-80). Dæmonerne, som de vantro tilbeder, vil vende sig imod dem (v. 82); ja, Allah vil slippe dæmonerne løs på dem (v. 83).

Tanken om, at Allah har avlet en Søn, er "noget afskyeligt" (v. 89) - ja, "Derved er himlene nær ved at kløves, jorden ved at revne og bjergene ved at synke i grus" (v. 90). Allah vil dømme alle væsener (v. 95). Koranen bringer "de gudfrygtige det gode budskab og advare(r) et genstridigt folk” (v. 97) - for "(h)vor mange slægtled har Vi ikke tilintetgjort før dem?" (v. 98).


Sura 20. Ta Ha - Ta Ha

Sura 20, en tidlig Mekka-sura, "har ingen rival," siger Muhammed Al-Ghazali, "i dens kompromisløse bekræftelse af Allahs Absolutte Enhed." Den har fået sit navn fra de to arabiske bogstaver, der indleder den: ta (ط) og ha (ه). Ibn Abbas og andre tidlige kommentatorer lod formode, at ta ha (طه) i virkeligheden er en vending fra en gammel arabisk dialekt, der betyder "O menneske", i hvilket tilfælde det så kunne være, at Allah her henvender sig til Muhammed, som han gør i vers 2 - hvor han igen trøster sin nedslåede profet og fortæller ham, at han ikke modtager Koranen for at bedrøve ham. Alt tilhører Allah (v. 6) og han kender alle hemmeligheder (v. 7), for han har de bedste navne - det vil sige, de højeste egenskaber (v. 8).

Allah går så - i versene 9-99 - over til igen at fortælle historien om Moses, hvilken han allerede har været inde på i suraerne 2, 7, 10 og 17. Men, som Al-Ghazali bemærker: "hver gang historien dukker op, kommer der forskellige aspekter frem. Hver version har detaljer, som ikke er med i nogen anden version." De gentagne aspekter har også deres anvendelighed. Al-Ghazali påpeger også, at denne sura er meget optaget af at minde om og indbyde de troende til at huske sandheder, som de allerede har lært: Koranen selv er en påmindelse (v. 3); de troende skal bede regelmæssigt for at huske Allah (v. 14); Moses beder Allah om at få Aaron som hjælper, så brødrene sammen kan lovprise og huske ham uden ophør (v. 29-34); Allah bevilliger dette og advarer Moses om ikke at slække på ihukommelsen af ham (v. 42); Allah instruerer Moses om at han skal tale med Farao, så Farao måske vil huske eller vise frygt for Allah (v. 44); Allah glemmer aldrig (v. 52), men efter at den mystiske al-Samiri former kalvens afgud, fortæller han folk, at dette er deres gud, men at Moses har glemt det (v. 88); Allah fortæller Muhammed, at han fortalte ham hele historien om Moses igen som en påmindelse (v. 99); Allah gav verden Koranen, for at få nogle mennesker til at huske ham (v. 113); Adam glemte sin pagt med Allah (v. 115); Allah vil på Dommens Dag glemme dem, der glemte hans tegn (ayat eller vers i Koranen) i denne verden (v. 126).

Sufier siger, at da Moses nærmede sig den brændende busk og hørte Allahs stemme (v. 10-17), opnåede han tilstandene, fana, eller absorption af selvet i guddommen, og baqaa, liv i forening med Allah. Hans sko, siger de, repræsenterer hans adskillelse fra Allah, hvilket er grunden til, at Allah beder ham tage dem af (v. 12). Ifølge Ibn Masud Baghavi i Maalimut-Tanzil, så var det, Moses så, i virkeligheden slet ikke en ild, men Allahs himmelske lys (Nur).

Under alle omstændigheder udstyrer Allah Moses med staven, der bliver til en slange (v. 20), og en hånd, der bliver "hvid og lydefri" (v. 22), og sender ham ud for at konfrontere Farao. Allah tilstår Moses' anmodning om at få Aron med (v. 36), og fortæller ham historien om, hvordan han som spæd blev taget op fra floden af "en fjende af Mig og en fjende af ham" (v. 39) og bragt tilbage til sin mor (v. 40). Historien fortælles som om tilhørerne allerede er bekendt med hovedtrækkene af historien om Moses fra Anden Mosebog.

Da Allah igen fortæller Moses og Aron, at de skal gå til Farao (v. 42-44), svarer de, at de er "bange for, at han skal forgribe sig på os eller handle overmodigt" (v. 46). Allah svarer, at de ikke skal være bange, for han er med dem og ser og hører alt - hvilket minder om det trøsterige budskab, han gav Muhammed i versene 5-7. Moses og Aron gør deres pligt og fortæller Farao, at Allah er den eneste gud, som "er den, der skabte jorden til jer som vugge" (v. 53), og at straf venter de vantro (v. 48). Men Farao afviser deres budskab (v. 56) og siger, at han kan matche deres mirakler (v. 58). Men da hans troldmænd bekender deres tro på Allah (v. 70), truer Farao dem i et sprog, der uhyggeligt varsler Allahs egen anbefalede straf (åbenbaret kronologisk senere, ifølge den traditionelle ordning af suraerne efter dato) for dem, der fører krig mod Allah og Muhammed (5:33): Han fortæller dem, at han vil korsfæste dem, eller hugge en hånd og en fod af i modsat side (v. 71). Åbenbart er selve straffene i orden - det eneste problem er hvem, der administrerer dem, og hvorfor.

Allah redder israelitterne fra Farao ved at dele havet, så de kunne gå gennem det på tørt land (v. 77-79). Moses stiger op på bjerget for at møde Allah, men - vigtigt - han modtager ikke de ti bud. I stedet spørger Allah ham, hvorfor han skyndte sig op ad bjerget forud for sit folk (v. 83), og fortæller ham, at han er ved at teste Moses' folk, ved at lade al-Samiri lede dem på afveje (v. 85). Moses skælder Aaron ud for ikke at have grebet ind, da han så dem begynde at fare vild (v. 92). Al-Samiri forklarer, at han tog "en håndfuld (støv) dér, hvor udsendingen havde trådt", til at danne kalven (v. 96). Muslimske kommentatorer er generelt enige om, at han tog dette støv fra et af de hovaftryk, der var efterladt af englen Gabriels hest, da Gabriel førte israelitterne i kamp. Moses straffer al-Samiri, og siger: "I dette liv skal du [som straf] sige: 'Rør mig ikke!'" (v. 97). Ibn Kathir forklarer: "Det betyder: 'Ligesom du tog og rørte, hvad du ikke havde ret til at tage og røre af udsendingens fodaftryk, således er din straf i dette liv, at du vil sige: "Rør mig ikke."' Det betyder: 'Du vil ikke røre folk og de vil ikke røre dig.'" Dette kan være en antydning af, at al-Samiri var samaritaner - et folk, der generelt ikke blandede sig (og stadig ikke gør det) med udenforstående.

Derefter advarer Allah i versene 100-112 om den frygtelige Dommedag. Så i versene 113-123 fortæller han os, at han har nedsendt en "arabisk Koran", så folk kan frygte ham (v. 113) - dette er et af de vers, der befæster den opfattelse, at Koranen i sit væsen er arabisk og ikke kan oversættes.

Allah fortæller Muhammed: "Forhast dig ikke med at læse op, førend du har fået den fulde åbenbaring!" (v. 114). Dette skyldes, siger Ibn Abbas, at Muhammed ville recitere åbenbaringer hurtigt, som de blev åbenbaret, og forsøge at huske dem. Han burde stole på Allahs magt til at få ham til at huske. Derefter vender Koranen tilbage til historien om Adams fald; Satan frister Adam til at spise fra evighedens træ (v. 120) - ikke træet til kundskab om godt og ondt, som i Første Mosebog. Allah fordriver Adam og Eva fra Haven, men fortæller dem, at de, der følger hans vejledning, ikke vil fare vild (v. 123).

Allah slutter suraen med flere advarsler: De vantro vil blive ført af sted blinde på Dommens Dag (v. 125); Muhammed skal være tålmodig med de vantro (v. 130), fordi deres straf er på vej (v. 129); Muhammed bør heller ikke misunde dem deres jordiske gods (v. 131); de vantro beder om et tegn, men de har ignoreret alle Allahs tidligere åbenbaringer (v. 133).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo