(Koranen 17:1 - 18:74)
Af
Kilde: Jihad Watch, 19. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 13. december 2016
Sura 17. Natterejsen - Al-Isra
Muhammeds berømte Natterejse (Isra og Miraj) er basis for det islamiske krav på Jerusalem som en islamisk hellig by. Den eneste bemærkning Koranen har til det, er dette første vers af sura 17, som siger, at Allah førte Muhammed fra "det fredhellige bedehus" i Mekka "til det fjerneste [al-aqsa] bedehus". Der var ingen moské i Jerusalem på det tidspunkt (hvis man skal tro den traditionelle kronologi om Koranen), så den "fjerneste" moské var sandsynligvis slet ikke den, der nu bærer dette navn i Jerusalem; men den islamiske tradition er fast i opfattelsen af, at denne moské befinder sig i Jerusalem.
Muhammeds vision om denne rejse var så dramatisk som hans oprindelige møde med Gabriel. Ifølge Ibn Ishaq sagde Muhammed til en af muslimerne, at visionen begyndte "mens jeg lå i Al-Hatim eller Al-Hijr" - det vil sige i et område i Mekka overfor Kabaen, der af islamisk tradition er identificeret som gravpladsen for Hagar og Ismael - da "Gabriel kom og skubbede til mig med sin fod." Kort efter "kom nogen til mig og skar min krop op fra her til her" - og han viste fra halsen til skridtet. Den, der var kommet til ham, fortsatte Muhammed, "tog så mit hjerte ud. Så blev en gylden bakke fuld af Tro bragt til mig, og mit hjerte blev vasket og blev fyldt (med Tro) og derefter sat tilbage på sin oprindelige plads. Så blev et hvidt dyr, som var mindre end et muldyr og større end et æsel, bragt til mig."
Dette dyr var Buraq, hvilket Muhammed yderligere beskrev som "et hvidt og langt dyr, større end et æsel, men mindre end et muldyr, der satte sine hove lige så langt fra hinanden, som øjet rækker." Det var, sagde han, "halvt muldyr, halvt æsel, med vinger på sine sider, med hvilke det drev sine fødder frem."
"Da jeg rejste mig for at stige op på ham," fortalte Muhammed ifølge Ibn Ishaq, "veg han tilbage. Gabriel lagde sin hånd på dets manke og sagde: 'Skammer du dig ikke, en Buraq, over at opføre sig på denne måde? Ved Gud, intet menneske, mere ærværdigt i Guds øjne end Muhammed, har nogensinde redet dig før." Dyret blev så flovt, at det begyndte at svede og stod stille, så jeg kunne stige op på det."
De tog til Tempelbjerget, og derfra til Himlen selv. Ifølge en hadith, forklarede Muhammed: "Jeg blev båret på det, og Gabriel drog af sted med mig, indtil vi nåede den nærmeste himmel. Da han bad om at få porten åbnet, blev der spurgt: 'Hvem er det?' Gabriel svarede: 'Gabriel.' Der blev spurgt: 'Hvem ledsager dig?' Gabriel svarede: 'Muhammed.' Der blev spurgt: 'Er Muhammed blevet kaldet?' Gabriel svarede bekræftende. Så blev der sagt: 'Han er velkommen. Hvilket fremragende besøg hans er!'"
Muhammed trådte ind i den første himmel, hvor han mødte Adam. Gabriel tilskynder Muhammed: "Dette er din fader, Adam; giv ham din hilsen.” Islams profet hilser behørigt på det første menneske, der svarer: "Du er velkommen, O fromme søn og fromme Profet." Så bærer Gabriel Muhammed til den anden himmel, hvor scenen ved porten gentager sig. Da han er indenfor, hilser Johannes Døberen og Jesus ham: "Du er velkommen, O fromme broder og fromme Profet." I den tredje himmel, hilser Josef ham med de samme ord. Muhammed og Gabriel fortsætter, og mødes af andre profeter på andre niveauer af himlen.
I den sjette himmel er Moses, hvilket giver anledning til endnu et hug til jøderne. "Da jeg forlod ham," siger Muhammed, "græd han. Nogen spurgte ham: 'Hvad får dig til at græde?' Moses sagde: 'Jeg græder, fordi der efter mig er blevet sendt (Muhammed som profet), en ung mand, hvis tilhængere vil komme i Paradiset i større tal end mine tilhængere.'"
I den syvende himmel møder Muhammed Abraham, han får yderligere visioner og modtager den befaling, at muslimerne skal bede halvtreds gange dagligt. Men på tilbagevejen kommer Muhammed forbi Moses, der spørger ham: "Hvad har du fået ordre til at gøre?"
Muhammed svarede: "Jeg har fået ordre til at holde halvtreds bønner om dagen."
Moses gav ham nogle gode råd: "Dine tilhængere kan ikke bære halvtreds bønner om dagen, og ved Allah, jeg har testet mennesker før dig, og jeg har gjort hvad jeg kunne med Bani Israel (forgæves). Gå tilbage til din Herre og bed om reduktion for at mindske byrden på dine tilhængere."
Så vendte Muhammed tilbage til Allah og fik antallet af daglige bønner reduceret til fyrre, men Moses mente stadig, det var for mange. Muhammed fortsatte med at gå frem og tilbage mellem Allah og Moses, indtil antallet af daglige bønner for muslimerne kun var fem. På dette punkt tvivlede Moses stadig på, at Muhammeds tilhængere kunne klare udfordringen: "Dine tilhængere kan ikke bære fem bønner om dagen, og ingen tvivl om, at jeg har fået erfaring med menneskene før dig, og jeg har gjort hvad jeg kunne med Bani Israel, så gå tilbage til din Herre og bed om reduktion for at mindske byrden på dine tilhængere."
Men denne gang ville Muhammed ikke gå tilbage. "Jeg har bedt min Herre om så meget, at jeg skammer mig, men jeg er tilfreds nu, og overgiver mig til Allahs Ordre."
Islams profet beskrev også de andre profeter for sine tilhængere: "Om natten under min Al-Isra (Natterejse) (til himlen), så jeg (profeten) Musa (Moses), som var en tynd mand med glat hår, der lignede en af mændene fra Shanua-stammen; og jeg så Isa (Jesus), som var af middelhøjde med rødt ansigt, som om han lige var kommet ud fra et badeværelse. Og jeg ligner Profeten Ibrahim (Abraham) mere end nogle af hans efterkommere. Så blev jeg givet to kopper, den ene indeholdende mælk og den anden vin. Gabriel sagde: 'Drik hvilken som helst du vil.' Jeg tog mælken og drak den. Gabriel sagde: 'Du har accepteret, hvad der er naturligt (Sand Religion dvs. islam), og hvis du havde taget vinen, ville dine tilhængere være faret vild.'"
Da de hørte historierne om hans natterejse, opfyldtes den hedenske Quraysh-stamme af hån: "Ved Gud, dette er en åbenlys absurditet! Det tager en karavane en måned at komme til Syrien og en måned at komme tilbage igen, og kan Muhammed gøre hele rejsen frem og tilbage på én nat?" Udfordret af nogle, der havde været i Jerusalem, hævdede Muhammed endnu et mirakel i forbindelse med Natterejsen: "Da folk fra Quraysh ikke troede mig [dvs. historien om min Al-Isra (Natterejse)], rejste jeg mig op i Al-Hidjr [Klippebyen] og Allah viste Jerusalem foran mig, og jeg begyndte at beskrive den for dem, mens jeg så på den."
Men hans beskrivelser var åbenbart ikke helt overbevisende: Nogle muslimer opgav deres tro og udfordrede Muhammeds mest trofaste følgesvend, Abu Bakr, for at få ham til at gøre det samme. Ifølge Ibn Ishaq var Abu Bakr fuld af foragt: "Hvis han siger det, så er det sandt. Og hvorfor er det så overraskende? Han fortæller mig, at meddelelser fra Gud kommer til ham, fra himlen til jorden, i dagens eller nattens time, og jeg tror ham, og det er mere usædvanligt end det, I stejler over!"
Senere synes Muhammed at have trukket i land ang. påstanden om, at dette var en legemlig rejse. Hans kone Aisha forklarede: "Apostlens krop forblev, hvor den var, men Allah fjernede hans ånd om natten."
Muhammed var især stolt af sura 17, som går under titlerne "Natterejsen" og "Israels stamme". Om suraerne 17, 18 og 19 sagde han: "De er blandt de tidligste og smukkeste suraer, og de er min skat." Og ifølge hans yndlingshustru, Aisha, "plejede (han) at recitere Bani Isra'il [sura 17] og Al-Zumar [sura 39] hver aften."
Efter den kryptiske hentydning til Natterejsen i vers 1, fortsætter kapitlet (i versene 2-8) med en advarsel til jøderne. Allah advarede dem tidligere om, at de to gange ville "skabe fordærv på jorden og rejse jer højt i storhed" (v. 4) [The Noble Quran har: "do mischief in the land twice and you will become tyrants and extremely arrogant!" Dansk: "skabe fordærv i landet to gange og I vil blive tyranner og ekstremt arrogante!" o.a.]. Ibn Kathir uddyber: "Allah fortæller os, at Han i Skriften gav en erklæring til Israels børn, hvilket betyder, at han allerede havde fortalt dem i Bogen, som han åbenbarede for dem, at de ville skabe fordærv på jorden to gange og ville blive tyranner og ekstremt arrogante, hvilket betyder, at de ville blive skamløse undertrykkere af folk." Forbrydelsen at "skabe fordærv på jorden", fasaad fi al-ardh, straffes i henhold til Koranen 5:33 med korsfæstelse eller at hænder og fødder hugges af i modsat side.
Hvem var de tjenere af Allah, "fulde af mægtig vælde" [The Noble Quran har: "given to terrible warfare". Dansk: "forfaldne til frygtelig krigsførelse", o.a.], der trængte ind i jødernes hjem? Ibn Kathir stoler ikke på beretninger fra jødiske kilder, tilsyneladende inklusive den jødiske Skrift: "Nogle af dem er fabrikerede, brygget sammen af deres kættere, og andre kan være sande, men vi har ikke brug for dem, priset være Allah. Hvad Allah har fortalt os i Sin bog (Koranen) er tilstrækkeligt, og vi har ikke brug for, hvad der er i de andre bøger, der kom før. Hverken Allah eller Hans Sendebud forpligtede os til at henholde os til dem." For jødernes ulydighed mod Allah "var deres ydmygelse og undertvingelse en passende straf."
Så gentager Allah advarsler om den forestående dom (v. 9-21). Ingen kan bære en andens byrde (v. 15) - selvom 29:13 siger, at de vantro vil "komme til at bære deres egne byrder og andre byrder sammen med deres egne..." Allah sender altid budbringere til et ulydigt folk, før han ødelægger det (v. 16), og advarer muslimer, at de, der længes efter dette livs forbigående ting, vil få dem, men vil blive straffet i Helvede (v. 18).
Efter dette opstiller Allah en moralkodeks (versene 22-39), "noget af den visdom, som din Herre har åbenbaret for dig" - dvs. for Muhammed (v. 39). Muslimer bør:
1. Tilbede Allah alene (v. 22);
2. Være gode mod deres forældre (v. 23),
3. Sørge for deres pårørende, de trængende, og rejsende, og ikke være
ødsle (v. 26);
4. Ikke dræbe deres børn af frygt for fattigdom (v. 31);
5. Ikke begå ægteskabsbrud (v. 32);
6. "Ikke tage et menneskes liv, med mindre det sker med rette.
For det har Allah erklæret forbudt" [The Noble Quran har: "And
do not kill anyone, whose killing Allah has forbidden, except for at
just cause." Dansk: "Og dræb ingen, hvis drab Allah har forbudt,
med mindre det sker for en retfærdig sag", o.a.], og give erstatning
for uretmæssig død (v. 33);
7. Ikke bemægtige sig forældreløse børns formue (v. 34);
8. Give "fuldt mål, når (...) (de) tilmåler, og vej(e) med en ordentlig
vægt!" (v. 35);
9. Ikke følge "noget, hvorom (...) (de) ingen viden har!"
(v. 36);
10. Ikke gå "knejsende omkring på jorden!" (v. 37).
Derefter hudfletter Allah igen de vantro for deres fordærvethed (v. 40-71). De vantro fører "voldsom tale", når de hævder, at Allah har døtre, mens de selv har sønner (v. 40). Koranen afslører sandheden, men det får dem kun til at gøre endnu større modstand (v. 41). Al skabelse afslører Allahs herlighed (v. 44). Allah forhindrer de vantro i at forstå Koranen (v. 46), og de beskylder Muhammed for at være "forgjort" (v. 47). De benægter, at Allah kan genopvække de døde til livet (v. 49-52, jf 98-99), men deres afguder har ingen magt (v. 56, 67). Alle befolkninger vil blive helt tilintetgjort eller i det mindste straffet (v. 58), men Allah sender ikke et mirakel til at bekræfte Muhammeds budskab, fordi andre afviste mirakler i fortiden (v. 59). Satans afvisning af at bøje sig for Adam genfortælles i versene 61-65 - se diskussionen af 7:11-25. De vantro bør være opmærksomme på, at Allah kan bringe en naturkatastrofe over dem (v. 68-69).
De vantro forsøgte endda at friste Muhammed bort fra sandheden (vers 72-77). Der er varierende beretninger om, hvilken form denne fristelse tog. Ruhul Maani siger, at den hedenske Quraysh-stamme bad Muhammed om at erstatte vers om Allahs straf med vers om hans barmhjertighed, og omvendt - hvilket ville gøre de barmhjertige vers langt mere talrige. Men Allah holdt Muhammed beskyttet mod at blive narret af dette.
Allah gentager så igen mange af de samme temaer, og vender hyppigst tilbage til Koranens egne vidundere (v. 78-100). Koranen er "lægedom og barmhjertighed for de troende", mens "de, der handler uret, dem vil den kun bringe yderligere i fortabelse" (v. 82). Alle "menneskene og djnnerne" i samarbejde kunne ikke producere noget som den (v. 88). Alligevel er mennesker utaknemmelige (v. 89) og kræver et mirakel, som de ikke vil få (v. 90-96). Ingen kan vejlede én, som Allah vildleder (v. 97).
Mere gentagelse følger, når Allah vender tilbage til historien om Moses og Farao og genfortæller, at Allah gav Moses "ni tydelige tegn", men Farao forblev stædig og afviste Moses' krav i et sprog, der minder om Quraysh' afvisning af Muhammed i v. 47 (v. 101). Allah giver israelitterne landet (v. 104) - hvilket, ifølge Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas, vil sige Jordan og Palæstina. Der er flere prominente "moderate" muslimer, som har gjort meget ud af dette og fortalt jødiske grupper, at Koranen garanterer jøderne landet Israel uden også at fortælle dem, at Koranen også siger, at jøder er forbandede for at afvise Muhammed (2:89), og at muslimerne er Abrahams sande børn (3:67-68) og dermed de sande arvinger til dette løfte.
Allah afslutter suraen med mere lovprisning af Koranen, der har bragt sandheden, så den fromme tager imod den med taknemmelig ydmyghed (v. 105-109). Derefter kommer Allahs instruktion til Muhammed om at sige: "Påkald Allah! Eller påkald Den Barmhjertige [Al-Rahman]! Han har krav på de skønneste navne, hvad I end kalder Ham" (v. 110). Mekkanerne troede tilsyneladende, at Al-Rahman - det midterste udtryk i den islamiske påkaldelse: Bismillah Al-Rahman Al-Rahim, "I den nådige og barmhjertige Allahs navn" - var en guddom forskellig fra Allah. Muhammed instrueres her til at fortælle dem, at de kun er to forskellige navne for det samme væsen. Ifølge Ibn Kathir: "En af afgudsdyrkerne hørte Profeten sige, mens han knælede: 'O Mest Nådige, O Mest Barmhjertige.' Afgudsdyrkeren sagde, at han [Muhammed] hævder at bede til En, mens han i virkeligheden beder til to! Så åbenbarede Allah denne Ayah [vers eller tegn]." Adskillige historikere har bemærket, at Al-Rahman var navnet på en hedensk gud i det præ-islamiske Arabien, og også blev brugt hyppigt af jøder og kristne - og således lader formode, at Muhammed forsøgte at bringe flere opfattelser af det guddommelige sammen, for at forene folkene i Arabien under islam. Der er endda en antydning af dette i Koranen, når de vantro udbryder: "Gør han guderne til én? Det er en forunderlig ting!" (38:5).
Sura 18. Hulen - Al-Kahf
Sura 18, "Hulen", endnu en Mekka-sura, indtager en unik plads i muslimsk fromhedsliv. Muhammed sagde, at den, der memorerer de første ti vers af dette kapitel (eller i nogle versioner, de sidste ti) vil "være sikret mod Dajjal" - den islamiske version af Antikrist. I en anden hadith siger han, at hvis en muslim reciterer sura 18 om fredagen, "vil det bestråle ham med lys fra én fredag til den næste." En anden version siger, at den, der gør dette, vil være "sikret i 8 dage mod al fitna [omvæltning, oprør], der vil ske." Det indeholder også materiale, der er centralt for islamisk folketradition og sufi-mystik.
Ifølge Ibn Ishaq blev dette kapitel åbenbaret, efter at den hedenske Quraysh-stamme havde sendt en udsending til de jødiske rabbinere i Medina, for at spørge dem om Muhammeds profetiske krav. Rabbinerne svarede: "Spørg ham om tre ting, som vi vil fortælle dig om, og hvis han kan svare på dem, så han er en profet, som er blevet sendt (af Allah); hvis han ikke kan, så siger han ting, der ikke er sande, i hvilket tilfælde det vil være op til jer, hvad I vil gøre ved ham. Spørg ham om nogle unge mænd i oldtiden, hvad var deres historie. For deres er en mærkelig og vidunderlig fortælling." Allah fortæller denne historie i versene 9-26.
Rabbinerne fortsatte: "Spørg ham om en mand, der rejste meget og nåede jordens øst og vest. Hvad var hans historie?" Den historie findes i versene 83-98. "Og spørg ham om Ruh (sjælen eller ånden) - hvad er det? Hvis han fortæller dig om disse ting, så han er en profet, så følg ham, men hvis han ikke gør, så er han en mand, der selv finder på tingene, så gør ved ham, hvad I finder passende." Denne sura tilbydes derfor, i hvert fald efter denne opfattelse, som en godkendelse af Muhammeds krav om at være profet.
Allah begynder igen, i vers 1-8, med at lovprise Koranen, i hvilken der ikke er nogen "skævhed" (v. 1). Maulana Bulandshahri kommenterer: "Det betyder, at der hverken synd eller forplumring af ord i Koranen. Der er heller ingen mangel på veltalenhed i den, og ej heller uoverensstemmelser." Allah har gjort den klar for at advare de vantro om hans forestående forfærdelige straf (v. 2), samt advare dem, der siger, at Allah har avlet en Søn (v. 4) - det vil sige de kristne såvel som jøderne, der ifølge 9:30 hævdede, at Ezra var Guds søn.
Allah - altid bekymret for sin profet - trøster Muhammed for hans sorg over de vantros stædighed (v. 6) og minder ham om, at dette livs attraktioner blot er en test (v. 7).
Så i vers 9-26 fortæller Allah historien om "hulens folk og indskriften" (Al-Kahf og Ar-Raqim, v. 9). Al-Kahf er hulen, i hvilken de unge mænd sov i 300 eller 309 år (v. 25, hvor forskellen svarer til afvigelsen mellem sol- og månekalenderen) mirakuløst beskyttet af Allah. Der er ingen enighed om betydningen af Al-Raqim; nogle siger, at det henviser til en nærliggende dal eller et bjerg, mens Anas og Shabi hævder, at det var navnet på deres hund, som var med dem og er omtalt i vers 18 og 22. Said bin Jubayr sagde, at det var "en tavle af sten, hvorpå de skrev historien om hulens folk, og som de derefter anbragte ved hulens indgang - derfor "indskriften."
Disse var, ifølge Ibn Kathir, "drenge eller unge mænd," der var "mere modtagende over for sandheden og mere retledte end de ældste, der var stædigt låst i deres vaner og klamrede sig til usandhedens religion." De erkender Allahs enhed og afviser deres folks afguder; Allah beskytter dem mod afgudsdyrkerne ved at give dem ly i hulen (v. 14-16).
Selvom de unge mænd forblev i hulen i tre århundreder, så svarede de, da de blev spurgt om, hvor længe de havde været der: "Vi har vel været her en dags tid, eller noget af en dag." Allah "lod dem vende sig om på højre og venstre side" (v. 18) - formentlig for at bevare deres kroppe fra forfald under søvnen, for, som Ibn Abbas siger: "Hvis de ikke vendte sig, ville jorden have fortæret dem."
I mellemtiden lå deres hund "med udstrakte forben ved indgangen" (v. 18) - han var med andre ord ikke rigtigt inde i hulen, hvorved han ville have forhindret engle i at komme ind. "Han sad udenfor døren," forklarer Ibn Kathir, "fordi englene ikke kommer ind i et hus, hvori der er en hund, som det blev rapporteret i As-Sahih, og de kommer heller ikke ind i et hus, hvor der er et billede, eller en person i en tilstand af rituel urenhed, eller en vantro, som det blev fortalt i Hasan-hadithen."
Bukhari har medtaget den overlevering, hvor Muhammed siger: "Engle træder ikke ind i et hus, hvori der er en hund eller et billede af et levende væsen." Ikke desto mindre fortsætter Ibn Kathir: "Den velsignelse, de nød, blev udvidet til deres hund, så den søvn, der overvældede dem, også overvældede den. Dette er fordelen ved at være i selskab med gode mennesker, og således opnåede denne hund berømmelse og statur. Det blev sagt, at han var en af folkenes jagthund, hvilket er den mest passende opfattelse, eller at han var en hund tilhørende kongens kok, der delte deres religiøse synspunkter og bragte sin hund med sig."
Dette er en tilpasning af den kristne fortælling om Syvsoverne fra Efesus (skønt Koranen er mindre sikker på deres antal - se v. 22), der er æret som helgener i den byzantinske kristendom. Disse er unge mænd, der søgte tilflugt i en hule fra hedningene i det førkristne romerske imperium, blev mirakuløst beskyttet og vågnede op igen, efter at imperiet var blevet kristnet. (Ibn Kathir mener dog, at fortællingen er førkristen, fordi de jødiske rabbinere kender den, og spørger Muhammed om den som en af deres prøver på hans profetskab.)
I vers 27-44, efter en kort påkaldelse af Paradisets haver (v. 27-31), bringer Allah en langstrakt lignelse om en mand, der værdsatte denne verdens ting mere end lydighed mod Allah. Budskabet er det samme som i Lukas 12:15-21: "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?"
Så i vers 45-59 gentager Allah advarslerne om den forestående Dommedag (v. 49). Satans afvisning af at bøje sig for Adam trækkes frem igen, og Allah advarer folk mod at følge Satan i hans ulydighed (v. 50). Her identificeres Satan som en af jinnerne, i modsætning til hans identifikation som en engel andetsteds - se diskussionen af 7:11-25. De, som de vantro har gjort til Allahs partnere, vil ikke være til nogen nytte på denne dag (v. 52). Allah har sendt budbringere, men de vantro hånede dem (v. 56). De vil blive tilintetgjort (v. 59).
Sura 18's betydning for muslimsk fromhed er bekræftet i talrige hadither. I én af dem, reciterer en mand denne sura, da "en sky kom ned og bredte sig over manden, og den blev ved med at komme tættere og tættere på ham, indtil hans hest begyndte at hoppe og springe (som var den bange for noget). Da det blev morgen, kom manden hen til Profeten og fortalte ham om oplevelsen. Profeten sagde: 'Det var As-Sakina (ro), som steg ned på grund af (recitationen af) Koranen.'" As-Sakina er en tilpasning af det hebraiske Shekinah, som i jødisk tradition betegner Guds tilstedeværelse i verden, og skyen minder tydeligt om den sky, der ledsager Guds nærvær i bibelske passager som f.eks. 2. Mosebog 40:35. Ligesom andre bibelske begreber, der er indført i islam - især Jesus som "Guds ord" - har det ikke denne stærke medbetydning i islamisk tænkning.
Sura 18 indeholder en af de mærkeligste og mest fængslende historier i hele Koranen: Den om rejsen af Moses og Khidr, en af alle tiders store landevejsfortællinger (v. 60-82). Moses, der rejser med sin tjener, glemmer den fisk, de havde taget med som måltid (v. 60-64). På vej tilbage for at hente den, møder de "en af Vore tjenere, som Vi havde vist barmhjertighed fra Os og tildelt viden fra Os." (v. 65). I islamisk tradition identificeres denne mand som Al-Khadir eller Al-Khidr, eller, mere almindeligt, Khidr, "Den Grønne Mand." Nogle identificerer ham som en af profeterne, andre som en wali, en muslimsk helgen. Abu Hayyan Al-Gharnati, en koran-kommentator fra det 14. århundrede, peger på v. 82, hvor Khidr siger, at han ikke handlede "på egne vegne" for at begrunde sin påstand, at han var en profet - for hvis han var foranlediget af en anden, hvem andre end Allah selv kunne have foranlediget en mand så hellig, at han kunne instruere en profet som Moses? Men en anden islamisk lærd fra det 14. århundrede, Ibn Taymiyya, bemærkede, at "størstedelen af ulama [de islamiske lærde] mener, at han ikke var en profet."
I begyndelsen af deres møde, spørger Moses Khidr: "Må jeg følge dig, så du kan lære mig noget af det, hvorom du selv er blevet belært, om rigtig levevis?" (v. 66) Khidr er forsigtig (v. 67-68), men går til sidst med til det, så længe Moses accepterer ikke at stille ham spørgsmål (v. 70). Moses indvilliger.
Khidr og Moses kommer derefter om bord på en båd, som Khidr straks hugger hul i - hvorefter Moses bryder sit løfte for første gang, og bebrejder Khidr (v. 71); Khidr minder ham om hans løfte (v. 72-73). Kort efter myrder Khidr en ung mand i en tilsyneladende tilfældig handling, og Moses kritiserer ham igen (v. 74).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo