(Koranen 15:1 - 16:128)
Af
Kilde: Jihad Watch, 18. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 18. november 2016
Sura 15. Al-Hidjr - Al-Hidjr
Sura 15 har titlen Al-Hidjr, der kan oversættes med "Stendalen", "Stenland", "Klippeby", "Klippeegnen" osv. Mange oversættelser lader ordet stå, da det er et stednavn, der er nævnt i v. 80 - Al-Hidjr var et af flere steder, der afviste Allahs sendebud og blev ødelagt. Denne er endnu en sen Mekka-sura, åbenbaret i en tid med stor spænding mellem muslimer og den hedenske Quraysh-stamme i Mekka - og på et tidspunkt, hvor Muhammed selv tilsyneladende følte sig en smule modløs, hvorfor Allah forsøger at muntre ham op.
Allah begynder på karakteristisk vis med at kritisere de vantros perversitet. Koranen er "tydelig" (v. 1), og de, der afviser islam, vil en dag ønske, de var blevet muslimer (v. 2). Ifølge Ibn Abbas og Anas bin Malik, såvel som Abu Musa, er dette vers en reaktion på de vantros hån af de syndige muslimer i Helvede. Når afgudsdyrkerne fortæller muslimerne, at "hvad I plejede at tilbede på jorden har ikke hjulpet jer," vil Allah blive vred og fjerne de syndige muslimer fra Helvede - og så vil de vantro, som bliver efterladt i Helvede, ønske, at de havde accepteret islam. Men i mellemtiden skal Muhammed lade de vantro nyde livet (v. 3) vel vidende, at ingen kan undslippe undergangen, der er fastsat af Allah (v. 4-5). Denne sura synes at skildre denne undergang som noget, der kommer på Dommens Dag, men senere i Muhammeds profetiske karriere - som vi har set i sura 9 og andre steder - begyndte han at se sig selv og muslimerne som redskaber for Allahs vrede mod de vantro, herunder jøder og kristne (se 9:14-15: "Kæmp mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd ...").
De vantro håner Muhammed, kalder ham en besat (v. 6) og beder ham om et mirakel - at vise dem englene (v. 7). Men Allah sender ikke engle til jorden uden grund, og hvis han gjorde, ville det være for at straffe de vantro (v. 8). Allah vil beskytte Koranen (v. 9), "mod," siger Tafsir al-Jalalayn, "erstatning, forvrængning, tilføjelser og udeladelser." Dette er grunden til, at udsigten til alternative koran-tekster er så farlig set med muslimske øjne - virkelige alternative læsninger af Koranen ville ophæve Allahs løfte i dette vers.
Ibn Kathir forklarer v. 11-13: "For at trøste Sin Budbringer for de vantro Quraysh-folks afvisning siger Allah, at han har sendt Budbringere før ham til fortidens nationer, og at ingen Budbringer kom til en nation, uden at de afviste ham og spottede ham. Så fortæller Han ham, at Han lader vantro trænge ind i hjerterne på de syndere, der er for stædige og for arrogante til at følge Hans vejledning." Her igen er vantro et spørgsmål om Allahs vilje, som ikke kan afvises eller tilsidesættes. Selvom de får mægtige syner at se, vil de vantro ikke acceptere islam (v. 14-15).
Derefter taler Allah om sin kreative magt i dannelsen af universet (v. 16-27). Han minder om, at han skabte forskellige ting, hvilket kulminerer i denne interessante passage: "Det er Os, der giver liv og bringer død. Vi er arvtagere" (v. 23) - det vil sige den, der overlever, når alt andet forgår. Allah vogter menneskeheden mod "hver en bortstenet satan" fra Allahs nærvær (v. 17), undtagen "den, der lytter i smug; ham forfølger et tydeligt stjerneskud" (v. 18). Dette forklares nærmere i sura 37:7-10, hvor vi lærer, at de oprørske ånder forsøger at lytte til, hvad der foregår i "det højeste råd", men ikke kan, fordi de bliver slået tilbage af et "skinnende stjerneskud". [I stedet for "stjerneskud" har The Noble Qur'an: "flaming fire", dansk: "flammende ild", o.a.]. Allah skabte mennesket "af ler, af fugtigt mudder" (v. 26), og jinnen "af den hede vinds ild" (v. 27).
Så fortæller guddommen igen om skabelsen af Adam (v. 28-42), svarende til versene 2:30-39 og 7:11-25. Satan afviser Allahs befaling om at kaste sig ned for Adam (v. 31), og bliver behørigt bortvist fra Paradiset (v. 34), men gives henstand (v. 37), hvorefter han sværger, at han vil bruge sin tid på at føre menneskene vild (v. 39) - undtagen Allahs tjenere (v. 40). Allah nævner dog én undtagelse, idet han siger til Satan: "Mine tjenere har du ingen magt over bortset fra dem, der følger dig og er på afveje" (v 42). Tafsir al-Jalalayn forklarer, at de to grupper i dette vers simpelthen er de troende og ikke-troende: "Med andre ord, over mine tjenere, dvs. de troende, har du ingen autoritet, [ingen] magt, undtagen over dem, der følger dig blandt de vildførte, de vantro."
Derefter vender Allah tilbage til et andet af sine foretrukne temaer: Helvedes pinsler og Paradisets glæder (v. 43-50). Helvede har syv porte (v. 44). Ifølge Ruhul Maani får jøderne, de kristne, polyteisterne, hyklerne og andre hver deres egen port. Så i vers 51-77 fortæller Allah historien om Abraham, Lot og de ikke navngivne Sodoma og Gomorra - parallelt med beretningen i Første Mosebog 17-19. Ligesom andre koraniske genfortællinger af bibelske historier, er Koranens beretning strømlinet og berøvet sine sidehandlinger, for således at fokusere skarpt på ét eneste tema: Afvisningen af sandheden og den efterfølgende afstraffelse af de vantro. Abrahams besøgende - udsendte fra Allah (v. 57) - fortæller ham, at han vil blive far på trods af hans fremskredne alder (v. 53-55), og at de er kommet for at redde Lot og hans folk, undtagen hans kone (v. 60), da de straffer de onde. Disse onde kommer på udkig efter de unge mænd (v. 67) - dvs. de udsendte - men Lot trygler dem om at tage hans døtre i stedet (v 71). Byen bliver ødelagt (v. 74). Allah fortæller om den lignende ødelæggelse af "de, der hørte til i skovtykningen" (v. 78) og "de, der hørte til i al-Hidjr" (v. 80).
Endelig i vers 85-99, trøster Allah Muhammed pga. den afvisning og latterliggørelse, han har mødt fra de vantros side. Han har vist Muhammed og muslimerne stor yndest, og givet dem de "syv læreeksempler" - det vil sige sura 1, al-Fatiha, den oftest gentagne bøn i islam - samt Koranen. De bør ikke være misundelige over, hvad Allah har givet til andre folk, eller være ulykkelige pga. de vantro (v. 88). Muslimerne bør med Ibn Kathirs ord "være tilfredse med den mægtige Koran, som Allah har givet jer, og ikke længes efter den luksus og de forbigående nydelser, som de har." De, der "skiller Koranen i småstykker" (v. 91), er ifølge Ibn Abbas "Bogens Folk, der delte Bogen op i dele, idet de troede på noget af den og afviste noget af den." Men andre siger, at det henviser til Quraysh, der - med anklagen om, at Muhammed var sindssyg eller besat - splittede Koranen op i dele. Ifølge Ibn Ishaq holdt Quraysh et møde om, hvem de troede Muhammed virkelig var, og overvejede muligheden for, at han kunne være sandsiger eller vanvittig eller digter eller troldmand, før de endelig besluttede sig for det sidstnævnte, hvilket udløste åbenbaringen af vers 94, "indtil det visse indhenter dig" - døden (v. 99).
Sura 16. Bierne - Al-Nahl
Sura 16, "Bierne", er endnu en i rækken af sene Mekka-suraer, der begyndte med sura 10. Dens titel kommer fra v. 68, som fortæller os, at Allah lærte bien at gøre, hvad bier gør.
Allah begynder med at understrege, at han har skabt alle ting og dækker hele menneskehedens behov, og at alle skabte væsener vidner om ham (v. 1-19). Ibn Kathir siger, at de veje, der "afviger" fra Islams Rette Vej (v. 9), er "forskellige meninger og luner", såsom jødedom, kristendom og zoroastrianisme." Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas er enig og siger: "Det er Allah, som vejleder til monoteisme, og nogle af religionerne er uærlige og uretfærdige, såsom jødedom, kristendom og zoroastrianisme. Og hvis Allah havde villet, havde Han vejledt jer alle til Sin religion." Så endnu en gang: tro eller vantro er op til Allah, ikke til den enkelte. Så hvorfor lader Allah de mennesker stege i Helvede, som han har bestemt til det, men som er uden egen skyld? Det ved kun han.
Trods det faktum, at han selv gjorde dem således, går Allah derefter over til at påpege de vantros fordærvethed og hans forestående dom over dem (v. 20-42). Genstandene for deres tilbedelse er selv skabte ting (v. 20), og de siger spottende, at Muhammeds åbenbaringer kun er "sagn fra de tidligere slægter" (v. 24). Det vil sige, at de antyder, at Muhammed ikke modtog Allahs ord fra Gabriel og bragte dem videre til menneskene, men kun fortalte gamle historier: "... de siger," ifølge Tafsir al-Jalalayn, at disse åbenbaringer er "'fabler, løgne fra de tidligere slægter', for at vildlede folk." På Dommens Dag vil disse mennesker ikke alene bære byrden af deres egne synder, men også "nogle af byrderne for dem, som de i uvidenhed har vildledt" (v. 25). De vil blive fordømt til Helvede (v. 29), mens de retfærdige vil bo i Paradisets yppige haver (v. 32).
De vantro, i det mindste nogle af dem, ved, at dette spil er aftalt på forhånd: De vil klage over, at "hvis Allah havde villet," så havde de og deres forfædre ikke tilbedt andre end Allah (v. 35) - en rimelig klage i lyset af Koranens gentagne udsagn om Allah, der leder folk på afveje og har evnen til at gøre alle troende, hvis han havde villet (se 10:99-100). Men her bliver denne undskyldning afvist, fordi Allah har sendt budbringere til alle folk med beskeden om at tilbede Allah alene (v. 36).
Ibn Kathir forsøger at mildne grovheden af ideen om, at hvis Allah havde villet, så havde hele menneskeheden troet, ved at forklare, at Allah faktisk ikke ønsker, at nogen skal blive ikke-troende, og sender dem budbringere, så de kan undgå det, men at han blot giver dem lov, hvis de vælger det: "Allahs lovgivende vilje er klar og kan ikke bruges som undskyldning af dem, fordi Han med Sine Budbringeres ord havde forbudt dem at gøre det, men ved Hans universelle vilje (dvs., hvorved Han tillader ting at ske, selv om de ikke behager ham) tillod Han dem at gøre det, som det var bestemt for dem. Så deri er der ikke noget argument for dem. Allah skabte Helvede og dets folk, både Shayatin (djævlene) og de ikke-troende, men Han kan ikke lide, at Hans tjenere bliver ikke-troende." Allah vejleder ikke dem, "Han leder vild" (v. 37) - det vil sige, fortsætter Ibn Kathir, "den, som Han har fået til at gå vild, så hvem kan vejlede ham bortset fra Allah? Ingen." "For Allah fuldfører alt, hvad han agter at gøre (v. 40), og "intet", siger Ibn Kathir, "kan stoppe Ham eller modstå Ham."
Men hvis det er tilfældet, står gåden, som Ibn Kathir forsøgte at løse, tilbage: Allah fordømmer nogle mennesker til evig tortur i Helvede på grund af deres vantro, men de tror ikke, fordi det er Allahs vilje, at de ikke gør det.
I mellemtiden vil de, "der udvandrede for Allahs skyld efter at have lidt uret," blive belønnet i både denne verden og den næste (v. 41) - det vil sige dem, der forlader deres hjemlande for at bringe islam til et nyt land, som vi i dag ser det ske i Amerika og Europa. De første af disse, ifølge Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas, var de muslimer, der sammen med Muhammed flygtede fra Mekka og bosatte sig i Medina; men Ibn Kathir identificerer dem som de muslimer, der tidligere flygtede til Abessinien for at undslippe den hedenske Quraysh-stammes forfølgelser.
Vanen tro gentager Allah derefter mange af disse temaer: Allah vil dømme dem, der plotter mod muslimer (v. 45-47, 84-89); skabte ting vidner om ham (v. 48-50, 64-69, 79-82); Allah er den eneste gud (v. 51); Satan er en beskytter af dem, der afviser Allahs sendebud (v. 63); Muhammeds pligt er kun at advare folk om den forestående dom (v. 82). Polyteisterne vover endda at sige, at Allah har døtre, mens de selv har sønner (v. 57). Tafsir al-Jalalayn forklarer, at de "tilskriver Allah døtre, som de ikke selv bryder sig om; Han er hævet over at have afkom, men selv vil de have, hvad de ønsker sig, dvs. sønner, så det bedste udelukkende er deres." [Fed er korantekst, resten er kommentar, o.a.] Allahs bekræfter sit herredømme over alle i v. 93, hvilket Tafsir al-Jalalayn kommenterer som: "Hvis Allah ville, havde Han gjort jer til ét fællesskab, folk af en enkelt religion; men Han vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil. I vil engang, under en irettesættende afhøring på Opstandelsens Dag, blive draget til ansvar for, hvad I gjorde, så I kan høste jeres løn." [Fed er korantekst, resten er kommentar, o.a.]
Derefter går Allah til forsvar for Muhammed og Koranen mod nogle af de vantros anklager, og opfordrer igen alle mennesker til at acceptere Muhammeds budskab, der er Abrahams budskab (v. 123), og at tilbede Allah alene (v. 97-128). Allah beklager, at når han ophæver et vers fra sin åbenbaring og erstatter det med et andet, så beskylder de vantro Muhammed for selv at have fundet på det (v. 101). Men faktisk kommer Muhammeds åbenbaringer fra den hellige ånd (v. 102) - det vil sige fra Gabriel. De vantro hævder, at Muhammed får Koranens indhold fra en mand, og bagefter giver det ud for at være guddommelig åbenbaring, men manden, de har i tankerne, er en fremmed, mens Koranen er på rent arabisk (v. 103). Ibn Kathir medgiver, at "Allahs Sendebud af og til måske har siddet og talt lidt med ham, men han var en fremmed, der ikke forstod meget arabisk, kun nok til at besvare spørgsmål med enkle sætninger, når han var nødt til det."
Hvem var denne mystiske fremmede, hvis betydning Koranen er så ivrig efter at formindske? Nogle foreslår Muhammeds kones onkel, Waraqa, der var den første til at identificere ham som en profet, og som ifølge islamisk tradition plejede at "skrive fra Evangeliet på hebraisk så meget, som Allah ønskede ham at skrive." Eller det kan have været en af Muhammeds tidlige følgesvende, Salman Perseren: Det arabiske ord, der her oversættes som "fremmed", er ajami, som også betyder perser.
Så i vers 106 - i en bemærkelsesværdig afvigelse fra det kristne begreb om martyrium - tillader Allah muslimer at fornægte deres tro, når de "bliver tvunget", så længe deres hjerte "finder fred i troen". Ibn Kathir forklarer: "Dette er en undtagelse i tilfældet af én, der ytrer vantro tale og verbalt er enig med Mushrikin [de vantro], fordi han er tvunget til at gøre det pga. den prygl og mishandling, han udsættes for, men hans hjerte nægter at acceptere, hvad han siger, og han hviler i virkeligheden i fred med sin tro på Allah og hans Sendebud." Dette er et andet fundament for ideen om religiøst bedrag i islam, som vi så under behandlingen af vers 3:28.
Suraen slutter med en kort diskussion af spiseregler og med instruktioner til Muhammed om at invitere "til din Herres vej med visdom og smuk formaning" (v. 125). Dette lyder vidunderligt, men i en hadith fortæller han muslimerne, at de, hvis invitationen afvises, skal følge den op med en anden invitation, der opfordrer ikke-muslimerne til at indtræde i den islamiske sociale orden som dhimmier, med institutionaliseret andenklasses status; eller hvis de afviser begge, at gå i krig mod dem: "Kæmp mod dem, der ikke tror på Allah. Lav hellig krig (...). Når I møder jeres fjender, som er polyteister, tilbyd dem tre handlemuligheder. Hvis de reagerer positivt på en af disse, skal I også acceptere det og afholde jer fra at gøre dem nogen skade. Inviter dem til (at acceptere) islam; hvis de reagerer positivt mod jer, accepter det fra dem og lad være med at kæmpe imod dem (...). Hvis de nægter at acceptere islam, så kræv jizya af dem. Hvis de indvilliger i at betale, accepter det fra dem og hold jeres hånd tilbage. Hvis de nægter at betale skatten, så søg Allahs hjælp og bekæmp dem." (Sahih Muslim 4294)
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo