Læsning af Koranen i ramadanen 13: Juz Wa ma ubarri’u
(Koranen 12:51 - 14:52)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 13: Juz Wa ma ubarri’u
Kilde: Jihad Watch, 17. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 12. november 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 12. Josef - Yusuf (fortsat)

Herskerens kone tilstår sine forseelser (12:51), og så bliver Josef løsladt og belønnet (12:54-56). Josefs brødre kommer til ham for at få hjælp under hungersnøden og genkender ham ikke (12:58); Josef forlanger, at de kommer med deres yngste bror (12:60).

Muhammad Asad forklarer, hvordan historien derefter folder sig ud: "Josef havde ønsket at beholde Benjamin hos sig selv, men efter Egyptens lov kunne han ikke gøre dette uden sine halvbrødres samtykke." Men da drikkebægeret blev fundet i hans brors sæk, "så Benjamin ud til at være skyldig i tyveri, og i henhold til landets lov var Josef berettiget til at kræve ham som sin slave, og dermed beholde ham i sit hus." Pointen i Koranens historie er, at Allah beordrer alle begivenheder og at ingen kan forpurre hans vilje: "Således udtænkte Vi en list for Josef. Han havde ikke kunnet tilbageholde sin broder efter kongens lov og ret, undtagen hvis Allah ville det" (v. 76). Josef afslører sin identitet for sine brødre (v. 90), der bønfalder Allah om tilgivelse (v. 91) og modtager den (v. 92, 98). Josefs far, Jakob, og brødre lever videre med ham i Egypten (v. 99-100).

Allah understreger, at alt dette er en advarsel (v. 102-111). Allah fortæller Muhammed, at han åbenbarede historien om Josef for ham "ved inspiration", for Muhammed var ikke til stede, da Josefs brødre rottede sig sammen mod ham, så hvordan kunne han vide, hvordan det skete, medmindre han er en sand profet (v. 102)? Alligevel vil de fleste ikke tro (v. 103, 105, 106), selvom dette ikke er en opfundet historie, men en bekræftelse af den eksisterende skrift (v. 111) - Skrifter, der naturligvis, til Muhammeds store ærgrelse, ikke bekræfter hans budskab.


Sura 13. Tordenen - al-Rad

Sura 13 stammer, ligesom suraerne 6, 7, 10, 11 og 12, fra sent i den mekkanske periode, den første periode af Muhammeds karriere som profet. Dens navn kommer fra en sætning i v. 13: "Tordenen synger Hans pris." Dens vigtigste tema er opsummeret i v. 1, hvor Allah fortæller Muhammed: "Dette er Skriftens tegn (ayat, vers). Det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre, er sandheden; men de fleste mennesker tror ikke."

Ibn Kathir ser de fire arabiske bogstaver, der indleder dette kapitel - og lignende uforklarlige bogstaver, der indleder mange af Koranens suraer - som bekræftelse på denne bogs mirakuløse karakter: "Enhver sura, der begynder med særskilte bogstaver, bekræfter, at Koranen er mirakuløs, og er dokumentation for, at den er en åbenbaring fra Allah, og at det ikke er muligt at betvivle eller benægte dette faktum." Men på trods af disse bogstavers mysterium går han videre med at hævde, at Koranen er "klar, enkel og utvetydig", og at "de fleste mennesker alligevel ikke vil tro, på grund af deres oprør, stædighed og hykleri." Tafsir al-Jalalayn og Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas siger, at "de fleste mennesker", som ifølge vers 1 ikke vil tro, er folk fra Mekka.

På hvad skulle de have troet? I versene 2-19 understreger Allah sin magt i alle forhold. Allah "er den, der har rejst himlene uden synlige støtter. Derpå satte Han sig på tronen. Han satte solen og månen i tjeneste; hver især må løbe sin bane indtil en fastsat tidsfrist. Han styrer altet. Han fremlægger tegnene nøjagtigt. Måske bliver I faste i troen på mødet med jeres Herre!" (v. 2) Tanken om, at himlene hviler på usynlige søjler, formentlig fæstnet til jorden, manifesterer en førvidenskabelig opfattelse, som modsiger nutidige islamiske apologeters påstande om, at Koranen viser erkendelse af moderne kosmologi og andre aspekter af moderne videnskab, som ikke blev opdaget før århundreder efter den blev skrevet. Ibn Kathir udbreder sig endnu mere om dette, når han i forklaringen til dette vers skriver: "Afstanden mellem den første himmel og jorden er fem hundrede år i alle retninger, og dens tykkelse er også fem hundrede år. Den anden himmel omgiver den første himmel i alle retninger, omfatter alt, hvad sidstnævnte bærer, med en tykkelse også på fem hundrede år og en afstand mellem dem på fem hundrede år."

Dette ikke for at sige, at islam forestiller sig en fysisk Allah. Tværtimod: "Blikke kan ikke opfatte Ham (6:103); han er mennesket "nærmere end halspulsåren" (50:16) og er derfor ikke fysisk; men dette er genstand for en del sunni-shiitisk polemik. Nogle hævder, at selvom Allah er mennesket hærmere end halspulsåren, så er han ikke til stede overalt. Visse moderne muslimer hævder, at det at påstå andet ville være at falde i panteisme og shirk: at sætte partnere ved Allahs side, dødssynden i islam. Dette hævder de på basis af det faktum, at Allah har sat sig "på tronen" (v. 2. Også 7:54). Imamen Abul Hasan al-Ashari (874-936) argumenterede imod påstanden fra den rationalistiske mutazilit-sekt om, at dette vers betød, at Allah var til stede overalt. "Hvis det var, som de hævdede," spurgte han, "hvilken forskel ville der så være mellem tronen og jorden?" Og det 10. århundredes hadith-lærde, Ibn Khuzaymah, erklærede: "Enhver, der ikke bekræfter, at Allah er oven over sine himle, på sin trone, og at han er forskellig fra sin skabelse, skal tvinges til at omvende sig. Hvis han ikke omvender sig, skal han halshugges og derefter smides på en losseplads, så muslimerne og og Ahl-Dhimma (de kristne og jøderne) ikke skal lide under stanken fra ham."

I hele skabelsen er der "tegn for folk, der vil besinde sig" (v. 3). Allah udbreder sig om sin magt i skabelsen: Solen og månen er underlagt ham (vers 2 er værd et overveje for dem, der sætter lighedstegn mellem Allah og måneguden); han ser alle ting (vers 8-9); Zeus-lignende sender han "lynene ned og rammer dermed, hvem Han vil, mens de strides om Allah" (v. 13). Men de vantro, fordærvede som altid, beder Muhammed "fremskynde det onde førend det gode" (v. 6), hvilket vil sige, at de - ifølge Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas - hånligt beder ham om at bringe guddommelige tugtelser over dem, og forlanger mirakler (v. 7). I mellemtiden er alle troende bevogtet af engle (v. 11). Ibn Kathir siger, at der er fire: to beskyttere, én bagved og én foran, og to engle, der registrerer muslimens gode og dårlige gerninger. Den troende hilser de registrerende engle under bønnen, når han vender sig mod sin højre og venstre skulder og hver gang siger: "Fred være med dig."

Det samme vers antyder, at folk virkelig har fri vilje: "Allah ændrer ikke noget i folk, førend de ændrer, hvad der er i dem selv (v. 11). Tafsir al-Jalalayn forklarer: "Han tager ikke sin nåde fra dem - medmindre de har ændret deres sjæles tilstand, fra [deres] tækkelige natur, gennem en ulydig handling." Alligevel er det svært at se, hvordan dette passer med, at "Allah, hvis Han ville, kunne retlede alle mennesker" (v. 31); eller "Den, som Allah leder vild, har ikke nogen til at retlede sig" (v. 33); og andre passager, der oplyser, at ens tro eller vantro er op til Allah (10: 99-100). I islamisk historie blev ideen om fri vilje tidligt erklæret kættersk. Det tolvte århundredes hanbali-jurist, Ibn Abi Ya'la, beskriver Qadari-sekten, der bekræftede fri vilje, som den værste gruppe af kættere, fordi den fremsatte en sådan påstand: "De er dem, der hævder, at de til fulde besidder evnen til at handle (al-istitaa), fri vilje (al-mashia) og virksom magt (al-qudra). De mener, at de råder over evnen til at gøre godt og ondt, undgå skade og opnå gavn, være lydige og ulydige og være vejledte eller vildledte. De hævder, at mennesket bevarer fuldt initiativ, uafhængigt af deres handlingers forudgående status indenfor Allahs vilje og end ikke i Hans viden om dem. Deres lære svarer til zoroastrianernes og de kristnes lære. Den er selve kætteriets rod."

Så gør Allah, hvad han så ofte gør: Gentager velkendte temaer. De retfærdige vil komme i Paradis (v. 20-24, 35); de, der bryder Allahs pagt, er forbandede (v. 25); de vantro kræver tegn (v. 27) og vil blive straffet i denne verden og den næste (v. 34); de vantro tilskriver Allah partnere (v. 33) og afviser dele af Koranen (v. 36), mens de troende gør det modsatte. Han afviser de vantros krav om et mirakel: "Selv hvis der var en Koran, der fik bjergene til at komme i skred, jorden til at slå revner, og de døde til at tale! Nej! Afgørelsen ligger alene hos Allah" (v. 31) - det vil sige, at Koranen er bedre end et mirakel. Tafsir al-Jalalayn forklarer, at dette vers blev "åbenbaret, da de sagde til ham: 'Hvis du [virkelig] er en profet, så få disse Mekkas bjerge til at glide væk foran os, og lav floder og kilder for os i det så vi kan plante og så frø, og genopvæk vore døde fædre for os, så de kan tale til os og fortælle os, at du er en profet.'" Men selv om disse ting skete, ville de stadig ikke tro.

Tafsir al-Jalalayn siger, at sætningen: "Allah kan udslette eller bekræfte, hvad Han vil. Hos Ham findes Skriftens Moder" (v. 39), handler om Koranen selv: "Allah udvisker af den [Bogen], hvad Han vil, og han fastsætter deri, hvad han vil af regler eller andre forhold, og hos Ham er Bogens Moder, [kilden til] dens oprindelse, hvoraf intet nogensinde er ændret, og som består af det, han indskrev før evighedernes evighed (azal)." Dette er fortsat den ortodokse opfattelse af Koranen: At den er en fuldkommen, uforanderlig kopi af Bogens Moder, der har eksisteret evigt sammen med Allah.


Sura 14. Abraham - Ibrahim

Den påstand cirkulerer nu og da blandt dem, der griber til halmstrå for at bevare optimismen, at Koranen lover Israels land til jøderne. Denne sura undergraver desværre deres optimisme.

Sura 14 er endnu en sen Mekka-sura. Dens navn stammer fra v. 35, hvor Abraham dukker op med en bøn; men i overensstemmelse med konventionen for navngivning af Koranens kapitler, har dette navn kun lidt at gøre med indholdet af denne sura; der siges mere om Abraham andre steder i Koranen.

Allah begynder med at fejre "Et skrift, som Vi har sendt ned til dig" (v. 1) - hvilket selvfølgelig er Koranen, der ifølge islamisk tradition blev bragt til Muhammed. Den er, med Ibn Kathirs ord, "den mest ærværdige Bog, som Allah sendte ned fra himlen til det mest ærværdige Allahs Sendebud, der var sendt til alle mennesker på jorden, både arabere og ikke-arabere."

Med denne bog kan Muhammed "bringe menneskene ud af mørket og ind i lyset" (v. 1) - Allahs lys - men selvfølgelig, for de vantro er der en frygtelig straf i vente (v. 2): "Ve dem på Dommens Dag, fordi de trodsede dig, O Muhammed, og afviste dig," siger Ibn Kathir. For de vovede at foretrække denne verden fremfor den næste og holde folk væk fra Allahs vej, og de "ønsker den skæv" (v. 3) - dvs. at de, med Maulana Bulandshahris ord, "altid er ude efter at afsløre enhver mangel, som de håber at finde i islams religion (D'in)." Alligevel har Allah sendt budbringere til folk, der talte deres eget sprog, så de kunne forstå budskabet klart (v. 4), men derefter, siger Tafsir al-Jalalayn som et ekko Koranen selv: "Allah vildleder, hvem han vil, og retleder, hvem han vil."

Så vender Allah - aldrig bange for at gentage sig selv - tilbage til historierne om Moses (v. 5-8) og nogle af de andre profeter (v. 9). De vantro "lagde hånden for munden" (v. 9) da de hørte udsendingenes klare beviser. "Det siges," forklarer Ibn Kathir, "at de pegede på Udsendingenes mund og bad dem om at indstille kaldet til dem om at komme til Allah, Den Ophøjede og Mest Ærværdige. Det siges også, at det betyder, at de lagde deres hånd på egen mund i afvisning af Udsendingene. Det blev også sagt, at det betyder, at de ikke reagerede på Udsendingenes kald, eller at de bed sig i hænderne af raseri." Derefter kommer en dialog mellem de vantro og udsendingene (v. 10-15), der ser ud til at skulle gælde for alle erfaringer gjort af alle profeter, som Allah har sendt til verden, men som endnu en gang - som vi har set i andre sene Mekka-suraer - ligger tæt op ad og universaliserer Muhammeds omgang med sit eget folk, den hedenske Quraysh-stamme i Mekka. Maulana Maududi gør dette klart, når han forklarer vers 13: "De vantro advarede deres Budbringere: 'I bliver nødt til at vende tilbage til vort fællesskab, eller vi vil med sikkerhed fordrive jer fra vores land.'" Dette er en henvisning til en trussel, som Quraysh havde rettet mod Muhammed: Verset "viser klart," siger Maududi, "at forfølgelsen af muslimerne var på sit højeste, da denne sura blev åbenbaret, og at befolkningen i Mekka var besluttet på at fordrive de troende derfra ligesom vantro i de tidligere profeters tid."

Men Allah vil få overtaget over de vantro: "Vi vil udslette dem, der handler uret, og Vi vil lade jer" - det vil sige Muhammed og muslimerne - "bo i landet efter dem!" (v. 13-14) Dette dementerer den ofte gentagne påstand, at Koranen lover Israels land til jøderne. Denne påstand er baseret på Koranen 5:21: "Mit folk! Gå ind i det hellige land, som Allah har foreskrevet jer! Vend ikke om, for så vil I være fortabte!" Men jøderne vendte om, ifølge Koranen, og gjorde sig derved fortjent til Allahs forbandelse (2:89, 3:112, 9:30), og som dette vers viser, arver muslimerne landet, de blev lovet.

Allah følger dette op med flere advarsler for den vantro: "Bag ham er Helvede. Han vil få materiebefængt vand at drikke" (v. 16). Den vantro vil få "en skånselsløs straf", for: "Døden kommer alle vegne fra, men han er ikke død" (v. 17), og hans arbejde i denne verden vil blive gjort til intet (v. 18). Allah kan endda udskifte hele skabelsen, hvis han vil (v. 19-20). På Dommens Dag vil den svage bebrejde den hovmodige (v. 21), og Satan vil erkende, at mens både han og Allah gav løfter til folk, så viste han - Satan - sig at være en forræder (v. 22). Ifølge Ibn Jarir vil Satan - på det tidspunkt, hvor det er for sent - fortælle de vantro: "Jeg benægter at være partner med Allah, den Ophøjede og Mest Ærværdige." Og ifølge Ibn Kathir vil "Iblis [Satan], må Allah forbande ham, stå og tale" til dem, han førte vild, "for at føje depression til deres depression, sorg til deres sorg og smerte til deres smerte." Men ingen nævner den gåde, at Allah fører folk på afveje. De retfærdige vil under alle omstændigheder træde ind i "haver med rindende floder" (v. 23).

Allah sammenligner så sit eget ord med et stærkt træ og et "dårligt ord" (v. 26) med et træ uden rødder - en sammenligning, der minder om Jesu lignelse i Matt 7:17-19 (se også 7:24-27). Muhammed sagde engang til sine følgesvende: "Der er et træ blandt træerne, der er lige så velsignet som en muslim," og forklarede: "Det er dadelpalmen." (Bukhari 7.65.355) Dette kan have været på grund af dadlernes åndelige kræfter. Muhammed sagde også: "Den, der spiser syv ajwa-dadler hver morgen, vil ikke blive påvirket af gift eller magi den dag, han spiser dem." (Bukhari 7.65.356) Allah vil styrke de troende i denne verden og den næste (v. 27); Muhammed forklarede: "Når en muslim bliver udspurgt i sin grav, vil han bevidne, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah, og at Muhammed er Allahs Apostel, og dette er, hvad Allah mener med udtalelsen" i vers 27.

Derefter advarer Allah endnu en gang de vantro om helvedesilden og minder dem om Allahs velsignelser (v. 28-34). I en hadith identificerer Muhammed "dem, der ombytter Allahs nåde for vantro og lader deres folk slå sig ned i fortabelsens bolig," (v. 28) med "de vantro hedninge i Mekka," og styrker således Maududis indtryk af denne sura som en advarsel til Quraysh, da spændingerne mellem dem og muslimerne var høje.

I vers 35-41 beder Abraham om, at Allah vil gøre området ved Mekka "sikkert" (v. 35) for ham selv og hans børn, hvoraf han har bosat nogle "i et flodleje, hvor intet korn gror, i nærheden af Dit fredhellige hus (v. 37) - dvs. Kabaen, som ifølge islamisk tradition blev bygget af Abraham. At jorden er ufrugtbar gør dem afhængige af den gode vilje hos dem, der lever i området: Abraham beder Allah: "Lad menneskenes hjerte røres over dem, så de forsørger dem med frugter! Måske er de taknemmelige" (v. 37). Men ifølge Ibn Abbas, Mujahid og Said bin Jubayr gælder dette kun for muslimer: "Havde Ibrahim sagt 'menneskehedens hjerte', ville persere, romere, jøderne, de kristne og alle andre folk have samlet sig omkring" Kabaen. Men Abraham, forklarer de, sagde "nogle blandt menneskene" [f.eks. har The Noble Quran: "So fill some hearts among men with love towards them ...", dansk: "Lad nogle menneskers hjerte røres over dem ...", o.a.] og således "gør det eksklusivt for muslimer."

Ifølge en af Muhammeds følgesvende, Abdullah bin Amr, reciterede Muhammed en del af Abrahams bøn her - "Herre! De har ledt mange mennesker vild" (v. 36) - han brast i gråd og råbte tre gange: "O Allah, frels min umma [samfund]!" I endnu en tilkendegivelse af Muhammeds betydning for Allah, sendte Allah Gabriel til profeten idet han sagde: "Gå til Muhammed og fortæl ham dette: 'Vi vil gøre dig tilfreds med din umma, O Muhammed, og vil ikke behandle den på en måde, du ikke kan lide.'"

Allah gentager derefter endnu en gang, at de syndere, der forbliver ligeglade med hans sandhed, vil få deres frygtelige dom (v. 42-52).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo