(Koranen 11:25 - 12:50)
Af
Kilde: Jihad Watch, 16. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 2. november 2016
Sura 11. Hud - Hud (fortsat)
Derefter følger lidt om forskellige profeters liv, der alle kredser om, hvordan disse blev afvist af fordærvede og stædige vantro. Allah fortæller historien om Noah og arken, med en væsentlig afvigelse fra den bibelske fortælling (11:25-49). I Første Mosebog 6-9 har Noa intet at gøre med de vantro overhovedet; Gud fortæller ham: "Jeg har besluttet at gøre en ende på alle mennesker, for de er skyld i, at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden" (Første Mosebog 6:13), og fortæller ham, at han skal bygge arken, men ikke noget om, at han skal advare folk om oversvømmelsen. I Koranen derimod kommer Noah til sit folk som en "tydelig advarer" (11:25) og siger: "Tjen ikke andre end Allah" (11:26). Så den korruption og vold, som folk i den bibelske beretning er skyldige i, bliver i Koranen simpelthen til afgudsdyrkelse, eller mere præcist, shirk, at sætte andre ved Allahs side.
Muhammed kom selvfølgelig også til sit folk med en klar advarsel om (14:52), at de ikke skulle tjene andre end Allah (3:64), så i denne beretning er Noah lidt af en proto-Muhammed, der prædikede et budskab identisk med hans. Og dette er faktisk, hvordan islam betragter alle de bibelske profeter. De, ligesom Muhammed, lærte islam - det var deres tilhængere, der forvanskede deres lære for at skabe senere tiders jødedom og kristendom. Selv modtagelsen af Noah ligner den måde, hvorpå den hedenske Quraysh-stamme modtog Muhammed. De vantro fortæller ham, at han bare er et menneske og anklager ham og hans tilhængere for at lyve (11:27); de hævder tilmed, at han selv finder på de budskaber, han påstår kommer fra Allah (11:35). Noah imødegår dette ved at sige, at det ikke betyder noget, hvad han siger til dem, hvis Allah har besluttet at føre dem vild (11:34). Dette gentager selvfølgelig næsten helt nøjagtigt Muhammeds erfaring: Allah siger, at han skal sige til de vantro, at han bare er et menneske (18:110); de anklager ham for at lyve (42:24) og selv at finde på Koranen (11:13); og selvfølgelig lærer Muhammed også, at hvis Allah ønsker at lede nogen på afveje, kan ingen vejlede dem (11:186).
Noah er altså hovedsagelig en stand-in for Muhammed. Indirekte understreges identiteten af alle profeternes budskaber og de vantros stædighed overfor Allahs åbenbare sandhed. En af disse vantro er Noahs søn, der nægter at gå ind i arken og i stedet siger: "Jeg søger tilflugt på et bjerg, der vil beskytte mig mod vandet" (v. 43). Hans søn dør i oversvømmelsen, og Noah minder Allah om hans løfte om at redde hans familie (som kom i v. 40): "Herre! Min søn er en af min familie!" (v. 45). Men Allah fortæller ham: "Noah! Han er ikke af din familie!" [The Noble Quran har videre: "... verily, his work is unrighteous ...", dansk: "... sandelig, hans gerning er uretfærdig ..."] (v. 46). Tro og vantro i islam fortrænger selv familiebånd. Ibn Kathir forklarer: "For hans søn var det således allerede blevet dekreteret, at han ville blive druknet på grund af hans vantro og hans opposition til sin far."
Fortællingen om Hud (vers 50-60) følger nogenlunde det samme mønster. Han fortæller folk i Ad, at de skal omvende sig (v. 52), men de klager over, at han ikke har bragt dem noget klart tegn (v. 53) og bliver tilintetgjort - selvom Hud og hans folk bliver frelst (v. 58). Allah gentager det samme mønster, når han fortæller historien om Salih (v. 61-68), der engang efter Noas tid blev sendt til Thamud-folket, der levede i det nordlige Arabien. Allah giver dem et tegn på sin magt: "Mit folk! Dette er Allahs hunkamel, som et tegn til jer” (v. 64) - der ifølge nogle traditioner dukkede mirakuløst frem fra et bjerg. Thamud-folket får besked på ikke at skade den, men de gør det alligevel (v. 65) og bliver tilintetgjort (v. 67) med undtagelse af Salih og de troende (v. 66).
Allah genfortæller derefter den bibelske historie om Abraham, Sara og Lot (v. 69-83), der kulminerer i ødelæggelsen af en unavngiven Sodoma og Gomorra (v. 82) og med en stærk antydning af en unavngiven forbrydelse - dvs. homoseksualitet (v. 79). Så fortæller han historien om Shuayb, profet til madyanitterne, meget på samme måde - og med samme resultat - som i historien om Hud (v. 84-95).
Så - i versene 96-123 - sammenfatter Allah mange temaer fra hele suraen, med en hurtig omtale af Moses og Farao (v. 96-98). Både dem, der afviser Allah, og dem, der accepterer ham, vil stå over for en frygtindgydende dom, som fører til Helvedes ild for de vantro og Paradis for de troende (v. 103-108). Allah gav Moses Toraen, men der er uenighed om den (v. 110), en sag, som Allah allerede ville have afgjort, hvis han ikke havde besluttet at "udsætte sin straf for jeres nation," ifølge Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas. De troende bør bede og være standhaftige (v. 114-115), for alt dette er Allahs vilje: "Hvis din Herre havde villet, kunne Han have gjort menneskene til ét fællesskab. Men de vil altid være uenige" (v. 118). Alligevel skal de troende stole på ham (v. 123) - ellers ...
Sura 12. Josef - Yusuf
Her kommer endnu en af historierne fra Bibelen, der i omarbejdet form er genfortalt i Koranen, og som langt de fleste bibelhistorier i Koranen har til hensigt at sige ét og det samme: Muhammed er en sand profet, han bliver mishandlet ligesom alle andre profeter og dem, der latterliggør og afviser ham, vil blive straffet hårdt.
I sura 12, "Josef", har vi atter en sen Mekka-sura. Den blev åbenbaret, siger Maududi, "da Quraysh" - de hedenske arabere i Mekka og den stamme, som Muhammed tilhørte - "overvejede om de skulle dræbe eller fordrive eller fængsle ham." Den fortæller historien om patriarken Josef, igen - som vi så det i sura 11 med historierne om andre profeter - indeholdende et klart budskab om Muhammed og hans modstandere.
Allah starter - i vers 1 til 3 - med endnu en lovprisning af Koranen. Ibn Kathir udtrykker den almindelige islamiske opfattelse, når han siger: "Det arabiske sprog er det mest velklingende, klare, dybe og udtryksfulde middel til at udtrykke den mening, der måtte opstå i ens sind. Derfor blev den mest ærværdige Bog, åbenbaret på det mest ærværdige sprog, til den mest ærværdige Profet og Budbringer, leveret af den mest ærværdige engel, i det mest ærværdige land på jorden, og dens åbenbaring begyndte i årets mest ærværdige måned, Ramadan. Derfor er Koranen i enhver henseende perfekt."
Dette er naturligvis ikke et perspektiv, der tenderer mod at indbyde til kritisk undersøgelse af bogen - som det fremgik af nyheden i 2008 om opdagelsen af 450 ruller film af gamle koran-manuskripter, der var blevet holdt skjult, tilsyneladende for ikke at støde sarte muslimske følelser.
Derefter fortæller Allah historien om Josef (v. 4-101). Ifølge Maududi, var et af de vigtigste formål med denne beretning - endnu en gang - at advare folk mod at afvise Muhammed. Målet, sagde han, var at anvende historien om Josef, der blev afvist af sine brødre, på Muhammeds stamme, Quraysh, der afviste ham, "og advare dem om, at konflikten mellem dem og Den Hellige Profet til slut ville ende med hans sejr over dem. Fordi de dengang forfulgte deres bror, Den Hellige Profet, på samme måde som Profeten Josefs brødre havde behandlet ham (...). Og ligesom Profeten Josefs brødre måtte ydmyge sig for ham, således skal også Quraysh en dag tigge om tilgivelse fra deres bror, som de på det tidspunkt forsøgte at knuse." Han peger på, at vers 7: "I Josef og hans brødre er der tegn for dem, der spørger," henviser til Quraysh, som burde give agt på advarslen, der er givet dem i denne sura.
Koranens fortælling om Josef er en forkortet udgave af historien i Første Mosebog 37-50, med nogle bemærkelsesværdige afvigelser fra den bibelske beretning. Josef har en drøm om, at elleve stjerner, solen og månen kaster sig ned for ham (v. 4) - det vil sige, hans forældre og brødre. Drømme skal tages alvorligt: Ifølge Abdullah bin Abbas er "profeters drømme åbenbaringer fra Allah." Muhammed selv forklarede, at dette ikke kun gjaldt for profeter, men var et generelt princip: "En god drøm er fra Allah, og en dårlig drøm er fra Satan. Så den, der (i en drøm) har set noget, han ikke kan lide, skal spytte uden spyt, tre gange til sin venstre side og søge tilflugt hos Allah mod Satan, for det vil ikke skade ham, og Satan kan ikke optræde i min form." (Bukhari 9.87.124)
Brødrene ønsker i jalousi at dræbe ham (v. 9), men beslutter i sidste ende at smide ham ned i en brønd og fortælle deres far, Jacob, at han er død (v. 15-18). I en afvigelse fra den bibelske beretning, tror Jacob dem ikke (v. 18). Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas siger, at "han ikke troede dem, fordi de ved en anden lejlighed sagde, at Josef blev dræbt af tyve."
Under alle omstændigheder bliver Josef så – efter at være blevet solgt som slave i Egypten - forsøgt forført af sin herres hustru (v. 30). En anden detalje, der ikke er indeholdt i den bibelske beretning, er, at Josef "ville have begæret hende, hvis han ikke havde set sin Herres advarende tegn," og Allah afvendte "det onde og skamløse fra ham. Han var en af Vore tjenere, ren af hjertet." (v. 24). Den skarpe dualisme i islam bliver klar, når Maududi ser en lektion i dette: "Sæt de førstnævnte personligheder [Jakob og Josef] - formet af islam på et fundament af tilbedelse af Allah og ansvarlighed i forhold til det hinsides - op imod sidstnævnte - formet af kufr [vantro] og 'uvidenhed' på basis af tilbedelse af verden og tilsidesættelse af Allah og det hinsides." Hun beskylder ham for usømmelighed (v. 25), men Josefs uskyld bliver bevist, da det konstateres, at hans skjorte er revet i stykker på ryggen, ikke foran - han var, med andre ord, på flugt fra hende (v. 27-28). Hendes mand beklager: "Dette hører til jeres kvindelist! Jeres list er vældig!" (v. 28)
Hustruen holder derefter en banket for byens kvinder, der bliver så betagede af Josefs gode udseende, at de begynder at skære sig i hænderne (v. 31). Ibn Kathir forklarer: "De satte ham højt og var forbavsede over, hvad de så. De begyndte at skære deres hænder i forbløffelse over hans skønhed, idet de tænkte, at de skar citronen med deres knive." Herskerens kone følte sig frikendt: "Da de følte smerten, begyndte de at skrige, og hun sagde til dem: 'I gjorde alt dette efter blot et enkelt blik på ham, hvordan kan jeg så bebrejdes?'"
Joseph ender til sidst i fængsel (v. 35). Da to medfanger beder ham om at fortolke deres drømme (v. 36), fortæller han dem først, at han er en god muslim: "Jeg gik bort fra trosbekendelsen hos et folk, der ikke troede på Allah og fonægtede det hinsidige" (v. 37). Han følger Abrahams, Isaks og Jakobs religion, og "Det tilkommer os ikke at sætte noget ved Allahs side" (v. 38). Han vansmægter i fængsel et stykke tid endnu, men får til sidst en chance for at fortolke kongens drøm (v. 46-49).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo