Læsning af Koranen i ramadanen 11: Juz Ya’tadhiruna
(Koranen 9:92 - 11:24)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 11: Juz Ya’tadhiruna
Kilde: Jihad Watch, 15. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 16. oktober 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 9. Omvendelse - Al-Tawba (fortsat)

De rige kræver fritagelse for jihad (9:93) og kommer med undskyldninger til Muhammed, som ikke skal acceptere dem (9:94), for disse mennesker er urene (9:95). De værste vantro og hyklere er beduinerne (9:97). Allah beskyldte nogle af dem for at plotte mod Muhammed og advarede om, at deres planer ville give bagslag (9:98). Men nogle tror virkelig (9:99). Allah vil måske tilgive dem, som vender sig bort fra deres forseelser, som har "blandet én handlemåde, der er ret, med en anden, der er ond" (9:120). Ibn Juzayy forklarer, at "denne ayat blev sendt ned om Abu Lubaba. Hans dydige handling var jihad og hans lastefulde handling bestod i at rådgive banu Qurayza" - det vil sige den jødiske stamme, der brød sin pagt med muslimerne, og som Muhammed efterfølgende havde massakreret. De, der omvender sig, kan forsegle deres omvendelse ved at give almisser (9:103-104).

Allah stiller falsk tro op mod den ægte vare (9:106-112). På vej tilbage fra Tabuk, modtog Muhammed nyheden om en moské, som en gruppe muslimer havde bygget uden at respektere hans autoritet. Allah gav ham en åbenbaring om disse menneskers onde vilje på trods af deres påstande om gode intentioner (v. 107). Muhammed befalede sine tilhængere at brænde moskeen ned til jorden. Ibn Kathir siger, at dens ophavsmænd havde "gjort den til en forpost for dem, der førte krig mod Allah og Hans Sendebud."

Allah garanterer derefter Paradis til dem, der vil "dræbe og selv blive dræbt" for ham (v. 111). Dette vers er i den moderne tidsalder blevet selve begrundelsen for selvmordsbombning. Ibn Kathir forklarer: "Allah erklærer, at han har kompenseret Sine troende tjenere for deres liv og ejendom - hvis de giver det for Hans sag - med Paradis." Ibn Juzayy tilføjer betegnende: "Det siges, at det blev sendt ned om Hyldesten ved Aqaba [et tidligt løfte om muslimers villighed til at føre krig for islam], men det gælder generelt for enhver troende, der fører jihad for Allahs sag indtil Opstandelsens Dag."

Sådan er det blevet forstået. Abu Abdel Aziz - en nutidig jihadist, der kæmpede i Afghanistan og Bosnien - sagde i et 1994-interview: "Jeg har fundet, at det bedste offer vi kan bringe for Allahs sag, er vore sjæle, dernæst vore ejendele." Så citerede han v. 111.

Koranen siger videre, at dette løfte om Paradis til dem, der dræber og selv bliver dræbt for Allah, også findes i Toraen og Evangeliet, hvilket de faktisk ikke gør. Dette sidste er for fromme muslimer i sig selv endnu et bevis på, at disse skrifter er manipulerede.

Allah understreger, at loyalitet overfor Allah kommer før alt andet, og at han styrer alle ting (v. 113-129). Muhammed og muslimerne bør ikke bede for hedninge, heller ikke selvom de er pårørende (v. 113, jf. v. 84). Selv Abraham skilte sig fra sin far, da han indså, at han var en "fjende af Allah" (v. 114). Allah vil ikke vildlede et folk, efter at han har vejledt det til sandheden (v. 115) - Ibn Juzayy forklarer: "Denne ayat blev sendt ned om nogle muslimer, der uden tilladelse bad om tilgivelse for afgudsdyrkerne og derefter af den grund frygtede for sig selv. Så blev denne ayat sendt ned for at berolige dem, for Allah ville nemlig ikke gå i rette med dem, før det var klart for alle, at det var forbudt."

De "tre, der blev ladt tilbage" og som blev tilgivet i v. 118, var tre muslimer, der ifølge Ibn Juzayy "blev tilbage under Tabuk-ekspeditionen uden undskyldning og uden hykleri eller intention om at blive tilbage."

Allah formaner: "Frygt Allah, og hold jer til de sandfærdige!" (v. 119), hvilket ifølge as-Suyuti betyder, "at være sandfærdig i alt og i enhver situation." Men Muhammed siges at have tilladt løgn "i kamp, for at bringe forsoning mellem mennesker og i en mands brug af ord til sin hustru, og i en hustrus brug af ord til sin mand, (i fordrejet form, for at bringe forsoning mellem dem)."

Befolkningen i Medina og beduinerne burde ikke have tøvet med at følge Muhammed, fordi alt, hvad de var kommet til at lide under det vovestykke, ville være blevet tilskrevet dem som retfærdighedens gerninger. Intet, der gør de vantro rasende, vil være uden belønning (v. 120). Men alle muslimer behøver ikke at drage ud for at føre jihad-krig (v. 122). Ibn Abbas siger, at "det ikke er nødvendigt, at alle muslimer drager på togt." Dette er et fundament for det islamiske retsprincip, at jihad er fard kifaya - dvs. en samfundsmæssig forpligtelse, hvorfra nogle er fritaget, hvis andre tager den op. Jihad bliver fard ayn, eller obligatorisk for enhver troende, når et muslimsk land bliver angrebet. I almindelighed skal muslimer bekæmpe de vantro og være skånselsløse mod dem (v. 123).

Koranens suraer øger muslimernes tro (v. 124), men gør kun de vantros tvivl værre (v. 125-127).


Sura 10. Jonas - Yunus

Kapitlerne 1 til 9 i Koranen indeholder bogens primære læremæssige indhold. Suraerne umiddelbart efter sura 9 begynder at fokusere mere på at fortælle historier om profeterne i den hensigt at afstive Muhammeds profetiske krav – samtidig fortsætter de samme rasende fordømmelser af de vantro, der fylder så meget af suraerne 1-9.

Sura 10, "Jonas", stammer fra sent i den mekkanske periode, som udgør den første del af Muhammeds profetiske karriere. Dens navn stammer fra vers 10:98, hvor profeten Jonas er nævnt i forbifarten. Efter endnu et sæt på tre mystiske bogstaver, begynder kapitlet med at erklære: "Dette er det vise skrifts tegn" (10:1). "Dette angiver," siger Ibn Kathir, "at disse er vers i Koranen, hvor visdommen er tydelig."

Allah opsummerer denne "visdom" via en række påstande: Han skabte alle ting (10:5-6); afguderne, som de vantro tilbeder, er værdiløse (10:18); nogle mennesker er utaknemmelige overfor Allah (v.12); Allah tilintetgjorde tidligere generationer af vantro (v.13); de vantro vil brænde i Helvede (versene 8, 27); og de troende vil nyde Paradisets haver (versene 9, 26).

De velsignedes hud vil være hvid, og de fordømtes sort (v. 26-27). Ibn Kathir citerer en hadith om dette: "Når Paradisets folk træder ind i Paradiset," vi får at vide, "vil en opråber sige: 'O Paradisets folk, Allah har lovet jer noget, som han ønsker at opfylde.'" Så vil de velsignede svare: "Hvad er det? Har Han ikke gjort vores vægtskål tung?" - dvs. har han ikke bedømt, at vores gode gerninger opvejer vore dårlige? "Har han ikke gjort vore ansigter hvide og frelst os fra Ilden?" For "sorthed og mørke vil ikke findes på deres ansigter under de forskellige hændelser på Dommens Dag. Men de oprørske vantros ansigter vil være farvet af støv og mørke." Selvom nogle har forsøgt at gøre dette til en racistisk udtalelse, er der intet i de dominerende muslimske koran-kommentarer til støtte for dette; der er helt klart tale om en moralsk dom, ikke en racistisk.

Derefter udbreder Allah sig over Koranens fortræffelighed og hvordan Muhammed bør reagere på dem, der udfordrer den (v. 37-41). Han fortæller Muhammed, at Koranen kun kan være blevet produceret af Allah, og at "den kommer fra alverdens Herre til bekræftelse af det, der var før den, og som en nøjagtig fremlæggelse af Skriften" - det vil sige Toraen og Evangeliet, der kom før den - "derom hersker der ingen tvivl" (v. 37). Allah kommer så med den berømte udfordring til de vantro om at efterligne Koranen, hvis de synes, den ikke er en guddommelig bog: "Eller siger de: 'Han har fundet på den!'? Sig: 'Så kom med en sura magen til, og påkald blot foruden Allah, hvem I kan, hvis I siger sandheden!'" (v. 38). Ibn Kathir har meget at sige om dette:

Koranen er af mirakuløs natur og kan ikke efterlignes. Ingen kan producere noget magen til Koranen, eller 10 suraer eller blot en enkelt sura fra den. Veltalenheden, klarheden, præcisionen og yndefuldheden i Koranen kan kun komme fra Allah. De store og rigelige principper og betydninger i Koranen - som er til stor gavn i denne verden og i den næste - kan kun komme fra Allah. Der er intet som Hans Ophøjede Selv og Attributter eller som Hans udtalelser og handlinger. Derfor er Hans Ord ikke som Hans skabningers ord.

Den bekræfter de tidligere bøger, forklarer han, "og er vidne om dem. Den påviser ændringerne, forvanskningerne og korruptionen, der har fundet sted i disse Bøger" - hvilket afspejler den dominerende islamiske tro på, at de jødiske og kristne skrifter, som de findes i dag, blot er forvanskede versioner af de oprindelige budskaber, der blev bragt af de muslimske profeter Moses og Jesus. Koranen korrigerer denne korruption.

Hvorfor udfordre med: "kom med en sura magen til"? Fordi veltalenheden af det arabiske sprog i Koranen opfattes som et tegn på dens guddommelige herkomst. Ibn Kathir forklarer: "Veltalenhed var en del af arabernes natur og karakter. Arabisk poesi, herunder Al-Muallaqat - den ældste komplette samling af de smukkeste arabiske digte fra oldtiden - blev betragtet som det bedste indenfor litterær kunst. Men Allah sendte noget ned til dem, hvis stil ingen var bekendt med, og som ingen havde format til at efterligne. Så de, der troede blandt dem, troede på grund af, hvad de kendte og følte i Bogen, herunder dens skønhed, elegance, gavnlighed og talefærdighed. De blev de mest vidende om Koranen og dem, der stærkest tilsluttede sig den." Dette er en af de væsentligste grunde til, at traditionel islamisk teologi siger, at Koranen ikke kan oversættes: Når den mister musikken i det arabiske sprog, mister den en del af sin essens.

Her er alligevel et antal forsøg på at tage Koranens udfordring op.

Derefter går Allah videre med at gentage mange af de samme temaer som tidligere, og fortsætter med at kritisere folk for ikke at lytte hans budbringere, som er blevet sendt til alle nationer (v. 47). Allahs evige straffe burde bevæge synderne til at omvende sig (v. 50-54), for han giver liv og tager det, og til ham skal alt vende tilbage (v. 56). Alle skabninger tilhører Allah, og afgudsdyrkerne opfinder løgne mod Allah (v. 66).

De vantro vover endda at påstå, at Allah har en søn, når han faktisk er selvberoende (v. 68). Tafsir al-Jalalayn forklarer: "De - dvs. jøderne og de kristne og dem, der hævder, at englene er Allahs døtre - siger: 'Allah har taget en søn [til Sig].'" Men i virkeligheden: "Han er uafhængig, [uden behov] for nogen, for kun den, der har behov for et barn, ville ønske [at få] et. Ham tilhører alt i himlene og alt på jorden, som besiddelser, skabninger og tjenere." [Fed er korantekst. Resten er kommentar, o.a.]

Så i versene 71-93 fortæller Allah historierne om Noah (v. 71-74) og Moses (v. 75-93), uden afgørende variation i forhold til versionerne i sura 7. Både Noa og Moses er støbt i roller meget lig Muhammeds: De er profeter, hvis budskaber ikke bliver modtaget af deres uforskammede og hadefulde tilhørere, som bliver behørigt straffet. Faktisk beder Moses her om, at Allah ikke har barmhjertighed med Farao [og hans øverste]: "Herre! Udslet deres rigdom, og luk deres hjerte, så de ikke tror, før de ser den pinefulde straf!" (v. 88). Allah accepterer Moses' bøn (v. 89), selvom Allah redder Farao (v. 92), da denne angrer (v. 90). Han "gav Israels børn en sikker bolig," men de begyndte at blive "uenige" indbyrdes (v. 93). Ifølge en hadith "blev jøderne splittet i 71 sekter, og de kristne blev splittet i 72 sekter, og denne umma [det muslimske samfund] vil blive splittet i 73 sekter, hvoraf 1 er i Paradiset og 72 i Ilden."

Suraen slutter, i versene 94-109, med beroligelse for Muhammed og bekræftelser af Allahs suverænitet. Allah siger til Muhammed, at han skal spørge "dem, der har læst Skriften op før dig", hvis han tvivler på de åbenbaringer, han har modtaget (v. 94). Tafsir al-Jalalayn siger, at dette betyder, at Muhammed skal "spørge dem, der læste Skriften, Toraen, før dig, for den er bekræftet [deri], og de kan fortælle dig om dens sandhed." Dette forudsætter naturligvis, at ukorrumperede udgaver af de jødiske (og kristne) skrifter var tilgængelige på Muhammeds tid - hvilket skaber enorme problemer for den islamiske påstand om deres forvanskning, fordi der findes eksemplarer fra denne tid, og de er ikke forskellige fra de jødiske og kristne skrifter, som de findes i dag.

Men i sidste ende er det op til Allah at bestemme, hvem der tror og hvem der ikke tror (v. 99-100). Hvorfor han skulle ønske at skabe mennesker kun for at torturere dem i evig ild, efterlades uforklaret.


Sura 11. Hud - Hud

Sura 11 vil måske åbne dine øjne for hårfarvningens spændende univers.

Denne sura, "Hud", stammer (ligesom sura 10) fra sent i den mekkanske periode, som udgør den første del af Muhammeds profetiske karriere. Dens navn kommer fra versene 50-60, der fortæller historien om profeten Hud, som ifølge islamisk tradition blev sendt til Ad-folket i Arabien omkring 2400 f.Kr. Sura 11 gentager endnu stærkere advarslerne i sura 10 om Allahs dom. Dette betød, ifølge en hadith, at Muhammed blev bekymret. Engang sagde en af hans ledende tilhængere, Abu Bakr, til ham: "O Allahs Sendebud, sandelig, dit hår er blevet gråt." Muhammed svarede, at sura 11 - sammen med suraerne 56, 77, 78 og 81, der alle handler om Dommedag - "har gjort mit hår gråt."

Allah begynder denne hår-grånende sura (vers 1-24) med en sammenfatning af mange temaer berørt i sura 10, herunder visdommen af Koranen selv (v. 1). Mujahid, Qatadah og Ibn Jarir blandt andre, forklarede dette vers derhen, at Koranen er "perfekt i sin ordlyd, udførlig i sin betydning. Den er således komplet i sin form og sin betydning." For, siger Ibn Kathir, "denne Koran kom ned, perfekt og detaljeret, med det formål at tilbede Allah alene, uden nogen partnere. Koranen kan heller ikke efterlignes: Allah gentager sin udfordring om at komme med en sura magen til den i v. 13. Han understreger nogle velkendte temaer: Nødvendigheden af at tilbede Allah alene (v. 2) og alle skabningers afhængighed af ham (v. 6); værdiløsheden af afguder (v. 14); dette livs bedrageriske glans (v. 15); den frygtelige straf (v. 16, 22) der venter dem, som "finder på løgne om Allah" (v. 18), og de dejlige haver, der venter de velsignede (v. 23).

Allah kommer med en mærkelig sætning i v. 5: "De lukker deres hjerte for at skjule sig for Ham! Når de hyller sig i deres klæder, da ved Han dog, hvad de holder hemmeligt, og hvad de åbent viser!" Hvad har tildækning af dem selv at gøre med Allahs viden om dem? Tja, det ser ud til, at nogle mennesker havde tøj på for at skjule sig for Allah, især i intime øjeblikke: Ibn Abbas forklarer, at "der var folk, der generede sig ved at tage deres tøj af, når de trådte af på naturens vegne i det fri og således kom til at stå blottede under himlen. De var også flove over at have seksuelt samkvem med deres kvinder af frygt for at blive eksponeret for den åbne himmel. Derfor blev dette åbenbaret om dem."

Der kan man bare se.




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo