(Koranen 8:40 - 9:91)
Af
Kilde: Jihad Watch, 14. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 1. oktober 2016
Sura 8. Byttet - Al-Anfal (fortsat)
Allah taler derefter om slaget selv (8:41-44). Efter muslimernes sejr, befaler Allah dem at give en femtedel af byttet til Muhammed (8:41). En islamisk overlevering forstærker dette med en beretning om Muhammeds gavmildhed: Efter et slag bad Muhammed "vendt mod en kamel fra krigsbyttet", og sagde derefter til sine mænd, mens han holdt noget af kamelens hår mellem sine fingre: "Dette er også en del af krigsbyttet, som I har fortjent. Sandelig, jeg har ingen andel i det, bortset fra min egen andel, femtedelen, der er bestemt for mig. Selv denne femtedel vil blive givet til jer." Muhammed fortsatte med at formane muslimerne om at overlevere hele krigsbyttet til ham, så det kunne fordeles retfærdig: "Derfor, overgiv selv nålen og tråden, og hvad der er større eller mindre end det (af krigsbyttet). Snyd ikke med noget af det, for at stjæle fra krigsbyttet før dets fordeling er Ilden og en skam over de skyldige i dette liv og det hinsides. Før jihad for Allahs sag mod folkene, hvad enten de er nære eller fjerne, og frygt ikke bebrejdernes bebrejdelser, så længe I er i Allahs sag. Følg Allahs regler, når I er i jeres eget område og når I rejser. Før jihad for Allahs sag, for jihad er en gigantisk dør, der fører til Paradis. Gennem den frelser Allah (én) for bedrøvelse og sorg."
Så minder Allah Muhammed om forskellige begivenheder før og under slaget og understreger, hvordan Allah kontrollerede begivenhederne og reddede muslimerne (8:42-44).
Derefter henvender Allah sig til de troende (8:45-63) og fortæller dem, at de ikke skal efterligne "Faraos slægt og dem, der levede før dem! De troede ikke på Allahs tegn. Så faldt Allah over dem på grund af deres synder. Allah er stærk og streng til at straffe." (v. 52) (Her igen er "tegn", ayat, det ord, der bruges om Koranens vers.) For "De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro" (v. 55) - endnu en angivelse af, at de vantro ikke er værd at vise respekt eller hensyn. Hvis muslimerne "frygter troløshed" fra vantro, med hvem de har en traktat, skal de simpelthen bryde traktaten (v. 58). Ibn Kathir siger, at dette betyder, at muslimer skal sige til de vantro "at de afbryder traktatforholdet. På denne måde, vil I komme på lige fod derved, at I og de vil blive opmærksomme på, at en tilstand af krig eksisterer mellem jer og at den bilaterale fredstraktat er ugyldig." Muslimerne skal "Udrust(e) imod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk [terror] i Allahs og jeres fjende ..." (v. 60), og samtidig være parat til at slutte fred, hvis fjenden ønsker det (v. 61). Nogle mener dog ikke, at denne våbenhvile bør være tidsubegrænset. Qutb forklarer:
På tidspunktet, da denne sura blev åbenbaret, instruerede Allah Sit Sendebud om at forblive i fred med de grupper, der afholdt sig fra at bekæmpe ham og muslimerne, uanset om de havde indgået en formel traktat med muslimerne eller ej. Profeten fortsatte med at acceptere et fredeligt forhold til de vantro og folk med tidligere åbenbaringer, indtil sura 9 blev åbenbaret, hvorefter han kun kunne acceptere ét af to alternativer: enten antog de islam eller de betalte jizya [en skat afkrævet ikke-muslimer, ifølge Koranen 9:29], hvilket tilkendegav en tilstand af fred. Ellers var det eneste alternativ krig, når den var mulig for muslimerne at føre, så alle mennesker underkaster sig Allah alene.
Derefter taler Allah til Muhammed selv, og giver ham forskellige instrukser (v. 62-75). Allah fortæller ham, at han vil give fromme muslimer flere sejre, selv om de er oppe mod odds, der er endnu mere uoverkommelige end dem, de havde overvundet ved Badr, skønt dette løfte næsten øjeblikkeligt trækkes tilbage: Oprindeligt ville hundrede troende besejre tusinde vantro (v. 65), men dette reduceres derefter til, at hundrede vil besejre to hundrede vantro (v. 66). Disse blev tilbagevendende temaer i jihad-litteraturen gennem århundrederne helt frem til i dag: Fromhed vil bringe militær sejr, og muslimerne vil sejre, selv mod overvældende odds.
Ifølge Tafsir al-Jalalayn blev vers 67 åbenbaret,
da muslimerne "modtog løsepenge for dem, der blev taget til fange
ved Badr."
Ellen Wulffs oversættelse af dette vers lyder: "Der tilkommer ikke
en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet."
Tafsir al-Jalalayn har: "It is not for any Prophet to
have prisoners until he has made slaughter in the land ..." Dansk:
"Det tilkommer ikke nogen profet at tage fanger, før han har lavet
nedslagtning i landet ..." Kilde: www.altafsir.com.
The Noble Qur'an har: "It is not for a prophet to have captives
[of war] until he inflicts a massacre [upon Allah's enemies] in the
land." Dansk: "Det tilkommer ikke en profet at tage [krigs]fanger,
før han har lavet en massakre [på Allahs fjender] i landet." Kilde:quran.com.
Muslimerne havde frigivet nogle af fangerne ved Badr, men dette skyldtes deres usle ønske om materiel vinding: pengene, de ville modtage i løsesum. Tafsiren fortsætter: "I, O troende, ønsker denne verdens goder, dens flygtige gevinster, ved at tage løsepenge, men Allah ønsker for jer det hinsidige, dvs. dens belønning, ved at I dræber dem." (Fed er korantekst, resten kommentar, o.a.) Med andre ord skulle de have dræbt fangerne i stedet for at tage løsepenge for dem. Men Tafsir al-Jalalayn slutter med at hævde, at vers 67 blev ophævet af vers 47:4, som giver mulighed for løsepenge. Ibn Kathir bemærker, at "de fleste af de lærde siger, at spørgsmålet om krigsfanger er op til imamen. Hvis han beslutter det, kan han få dem dræbt, som i tilfældet med banu Qurayza. Hvis han beslutter det, kan han acceptere løsepenge for dem, som i tilfældet med fangerne fra Badr, eller han kan udveksle dem for muslimske fanger."
Sura 9. Omvendelse - Al-Tawba
Hvorfor opfatter nogle muslimer det som deres ansvar overfor Allah at føre krig mod jøder og kristne? På grund af det 9. kapitel i Koranen.
Sura 9, "Omvendelse", er det eneste af Koranens 114 kapitler, der ikke begynder med Bismillah ar-Rahman ar-Rahim - "I den nådige og barmhjertige Allahs navn." Forklaringerne på dette varierer. Kaliffen Uthman (og andre, herunder den islamiske jurist Zamakhshari) forklarer, at det var fordi nogle mente, at sura 8 og sura 9 i virkeligheden udgjorde én sura, og at "den hellige profet døde uden at fortælle os, om Surah Bara'ah [sura 9] var en del af Surah Anfal [sura 8] eller ikke." Ibn Kathir siger, at udeladelsen blot "skyldes, at følgesvendene ikke skrev den i det komplette eksemplar af Koranen (Mushaf), som de samlede. Maududi hævder, at den rigtige forklaring blev givet af imam Razi og lyder, at Bismillah'en blev udeladt, fordi Muhammed selv ikke reciterede den i begyndelsen af denne sura. Al-Hakim siger, at Muhammed ikke alene ikke reciterede Bismillah'en selv, men befalede, at den ikke måtte reciteres i begyndelsen af denne sura.
Hvorfor ikke? Tafsir al-Jalalayn forklarer Muhammeds befaling ved at sige, at Bismillah "er tryghed, og [sura 9] blev sendt ned, da tryghed blev fjernet ved sværdet. En af Muhammeds tidligste tilhængere, Ali ibn Abi Talib, er enig og siger, at Bismillah "formidler tryghed, mens denne sura blev sendt ned med sværdet. Derfor begynder den ikke med tryghed." Tafsir al-Jalalayn tilføjer, at "Hudhayfa sagde, at de kaldte den Omvendelsens Sura, mens den i virkeligheden er Straffens Sura."
Dvs. straf af de vantro.
Under alle omstændigheder står forbuddet mod at sige Bismillah i begyndelsen af denne sura tilbage. Lærde såsom Jazari og Shatbi siger, at Bismillah ikke bør reciteres i starten af denne sura, selvom Bulandshahri siger, at hvis nogen reciterer sura 9 begyndende noget andet sted end fra begyndelsen, kan han recitere Bismillah, hvis han vælger at gøre det.
Ifølge en hadith fra Bukharis samling var sura 9 den sidste, der blev åbenbaret som en helhed, selv om en del af en anden sura kom ned senere. En anden hadith siger, at sura 110 var den sidste. Men under alle omstændigheder er sura 9 meget sen, blandt de sidste åbenbaringer, som Muhammed modtog. Den kom - ifølge en islamisk overlevering - omkring tidspunktet for en resultatløs ekspedition i 631, som Muhammed foretog mod en byzantinsk garnison i Tabuk i det nordlige Arabien, og meget af dens indhold kredser om hændelserne i forbindelse med dette forsøg på at komme i kamp med hæren fra det store kristne imperium.
Allah begynder dog denne sura med at henvende sig til hedningene i Mekka. Han frigør de vantro fra alle forpligtelser, de måtte have påtaget sig i traktater, som de har indgået med muslimerne, og begrænser alle eksisterende traktater til en periode på fire måneder (v. 1-3).
Denne begrænsning kommer med Allahs advarsel om, at han "vil gøre de vantro til skamme" (v. 2), hvilket Tafsir al-Jalalayn forklarer som at "ydmyge dem i denne verden ved at få dem dræbt, og i det hinsidige ved [at sende dem i] Ilden." Under pilgrimsfærden, Hajj, annonceres det, at "Allah siger sig fri af dem, der sætter andre ved Allahs side, og det samme gør Hans udsending" og kalder dem til at omvende sig og acceptere islam (v. 3). Dette angår kun de hedninge, der har overtrådt betingelserne i deres traktater med muslimerne; de andre traktater vil blive respekteret til de udløber (v. 4). As-Sawi siger, at dette er en undtagelse fra grænsen på fire måneder, givet til Damra-stammen, "som stadig havde ni måneder af deres traktat tilbage."
Så kommer det berygtede Sværdets Vers, som indeholder påbuddet om at "dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!" (v. 5). Dette er forståeligt nok et vers, der er højt elsket af nutidens jihadister. I en 2003-prædiken frydede Osama bin Laden sig over dette vers: "Lovet være Allah, der åbenbarede Sværdets Vers til sin tjener og budbringer [profeten Muhammed], for at etablere sandhed og fjerne falskhed."
Ibn Juzayy bemærker, at v. 5 ophæver "enhver fredstraktat i Koranen," og specifikt ophæver Koranens direktiv om "benådning" eller "løskøbelse" af fangne vantro (47:4). Ifølge As-Suyuti: "Dette er en Sværdets Ayat, som ophæver benådning, våbenhvile og overbærenhed" - dvs. måske at se gennem fingre med hedningenes forseelser. Tafsir al-Jalalayn siger, at muslimerne skal "dræbe afgudsdyrkerne hvor som helst I finder dem, det være sig i en lovlig [periode] eller en hellig [én], og pågribe dem og spærre dem inde i slotte og forter, indtil de ikke har andet valg end døden [ved henrettelse] eller [accept af] islam."
Ibn Kathir afspejler dette, når han siger, at muslimer "ikke (bør) vente, til I finder dem. Snarere, (skal I) opsøge og belejre dem i deres egne områder og forter, indsamle efterretninger om dem i de forskellige gader og stræder, så det, der er gjort bredt, hele tiden virker smallere for dem. På denne måde vil de ikke have andet valg end at dø eller antage islam." Han synes heller ikke at abonnere på den opfattelse, der almindeligt fremsættes af muslimske talsmænd i Vesten i dag, at dette vers kun gælder for Arabiens hedninge på Muhammeds tid, og ikke har yderligere gyldighed. Han hævder tværtimod, at det at "dræbe de vantro, hvor som helst I finder dem" betyder netop dette: De vantro skal dræbes "overalt på jorden, bortset fra det hellige område" - det vil sige den hellige moské i Mekka, i overensstemmelse med Koranen 2:191.
Hvis de vantro konverterer til islam, skal muslimerne holde op med at dræbe dem. Tafsir al-Jalalayn: "Men hvis de omvender sig fra vantro, og etablerer bøn og betaler almisse, så lad dem gå frit og forstyr dem ikke." Ibn Kathir: "Disse Ayat [vers] tillod at bekæmpe folk, med mindre, og indtil, de antager islam og indfører dens bestemmelser og forpligtelser." Qutb siger, at opsigelsen af traktaterne med en fire måneders henstandsperiode, kombineret med opfordringen til at dræbe de vantro, "ikke var ment som en hævn- eller udslettelseskampagne, men snarere som en advarsel, der gav dem et motiv til at acceptere islam."
Asad siger dog, at v. 5 "bestemt ikke involverer et alternativ mellem 'konvertering og død', som nogle uvenlige islam-kritikere vælger at antage." Han siger, at "krig kun er tilladt i selvforsvar", i overensstemmelse med 2:190, og at "fjendens konvertering til islam (...) ikke er andet end en enkelt - og slet ikke den eneste - måde, hvorpå de kan bringes til at 'afstå fra fjendtligheder'." Han henviser læseren til versene 4 og 6 for yderligere belysning.
Endelig er det bemærkelsesværdigt, at juristen Ash-Shafii - ifølge As-Suyuti - tog dette som et bevis på, at man skulle dræbe enhver, der opgiver bønnen, og bekæmpe enhver, der nægter at betale zakat [almisse]. "Nogle bruger det som et bevis på, at de er kafirun [vantro]." Ligeledes Ibn Kathir: "Abu Bakr As-Siddiq brugte denne og andre ærefulde ayat som bevis på, at man skulle bekæmpe dem, der afholdt sig fra at betale zakat." Således falder selv muslimer, der ikke opfylder de islamiske forpligtelser, ind under kategorien af dem, der skal bekæmpes. Dette er et princip, som nutidens salafist-bevægelser anvender bredt, og hyppigt bruger til at stemple regeringer, der ikke regerer efter streng islamisk lov, som vantro, og derfor skal bekæmpes af dem, der betragter sig selv som sande muslimer. Dette udspiller sig nu i Islamisk Stats erklæring om, at de muslimer, der ikke accepterer dens autoritet, er vantro, og derfor lovligt kan dræbes.
Ifølge Muhammed Asad, en islamisk lærd fra det 20. århundrede, modsiger versene 4 og 6 i sura 9 det indtryk, som mange får af v. 5, at hedninge skal gives valget mellem "konvertering eller død". Men v. 4, siger kun, at hvis ikke-muslimerne overholder betingelserne i deres eksisterende traktater med Muhammed og muslimerne, skal muslimerne overholde disse traktater til udløbet af deres periode. Og i henhold til Ibn Kathir giver v. 6 hedninge "sikker gennemrejse, så de kan lære om Allahs religion, så Allahs kald vil spredes blandt Hans tjenere (...). I sammendrag: De, der kommer fra et land i krig med muslimer til islams område for at aflevere et budskab, ordne forretninger, forhandle en fredstraktat, betale jizya, tilbyde en ende på fjendtlighederne og så videre, og anmoder om sikker gennemrejse fra muslimske ledere eller deres stedfortrædere, bør gives sikker gennemrejse, så længe de er i muslimske områder, indtil de når tilbage til deres land og fristed." Henvisningen her til betaling af jizya angår den skat, der er pålagt Bogens Folk under islamisk styre i v. 29; således står valget - i hvert fald for dem, der har modtaget en Skrift (hovedsagelig jøder, kristne og zoroastrianere) - ikke mellem konvertering eller død, men mellem konvertering, underkastelse eller død.
Tafsir al-Jalalayn, As-Suyuti og Ibn Juzayy er enige i denne opfattelse af v. 6. Ibn Juzayy siger, at det betyder, at muslimer skal "give dem sikkerhed, så de kan høre Koranen og derved finde ud af, om de vil blive muslimer eller ikke. (Og lad dem derpå nå frem til et sted, hvor de er i sikkerhed) Hvis de ikke bliver muslimer, returner dem til deres eget sted." Han bemærker dog, at dette ikke er en enstemmig opfattelse: "Dette er en fast opfattelse hos nogle mennesker, mens andre siger, at det er ophævet af kamp."
Traktaten, som muslimerne indgik med hedningene "ved det fredhellige bedehus" (v. 7), er Hudaybiyya-traktaten. Ifølge islamisk tradition havde Muhammed i 628 en vision, i hvilken han udførte pilgrimsfærd til Mekka - en hedensk skik, han meget gerne ville gøre til en del af islam, men som hidtil var blevet forhindret af Quraysh-stammens kontrol over Mekka. Men på dette tidspunkt befalede han muslimerne at gøre sig klar til at tage på pilgrimsfærd til Mekka, og rykkede frem mod byen med femten hundrede mand. Quraysh mødte ham udenfor byen, og de to parter indgik en 10-årig våbenhvile (hudna), Hudaybiyya-traktaten.
Nogle ledende muslimer var utilfredse med udsigten til en våbenhvile. De havde kort forinden brudt en Quraysh-belejring af Medina og var nu mere magtfulde end nogensinde. Skulle de lade deres militære styrke forhandle væk, blot for at kunne tage på pilgrimsfærd? Ifølge Muhammeds første biograf, Ibn Ishaq, gik en rasende Umar hen til Abu Bakr og sagde: "Er han ikke Allahs apostel, og er vi ikke muslimer, og er de ikke polyteister? Hvorfor skal vi så gå med til ting, der er nedværdigende for vores religion?" De gik sammen hen til Muhammed, der forsøgte at berolige dem: "Jeg er Allahs slave og Hans apostel. Jeg vil ikke gå imod Hans befaling, og Han vil ikke gøre mig til taberen."
Men det så bestemt ikke ud som om, at traktaten var indgået til muslimernes fordel. Da tiden var inde til at skrive aftalen ned, kaldte Muhammed på Ali og bad ham skrive: "I den nådige og barmhjertige Allahs navn." Men Quraysh-forhandleren, Suhayl bin Amr, standsede ham: "Jeg anerkender ikke dette; skriv i stedet: 'I dit navn, O Allah.'" Muhammed bad Ali skrive, som Suhayl havde sagt.
Men Suhayl var ikke færdig. Da Muhammed instruerede Ali til videre at skrive: "Dette er, hvad Muhammed, Allahs apostel, har aftalt med Suhayl bin Amr," protesterede han igen. "Hvis jeg anerkendte, at du var Allahs apostel," sagde Suhayl til Muhammed, "ville jeg ikke have bekæmpet dig. Skriv dit eget navn og navnet på din far.” Igen, til stigende forfærdelse for hans tilhængere, sagde Islams Profet til Ali, at han skulle skrive dokumentet, som Suhayl ønskede det.
I traktatens endelige form, chokerede Muhammed sine mænd ved at acceptere bestemmelser, der syntes ufordelagtige for muslimerne: Dem, der flygtede fra Quraysh og søgte tilflugt hos muslimerne, skulle sendes tilbage til Quraysh, mens dem, der flygtede fra muslimerne og søgte tilflugt hos Quraysh, ikke skulle sendes tilbage til muslimerne.
Men snart brød Muhammed traktaten. En kvinde fra Quraysh, Umm Kulthum, sluttede sig til muslimerne i Medina; hendes to brødre kom til Muhammed og bad om at få hende tilbage "i overensstemmelse med aftalen mellem ham og Quraysh ved Hudaybiyya". Men Muhammed nægtede. Allah forbød det. Han gav Muhammed en ny åbenbaring: "I, der tror! Når de troende kvinder kommer til jer som udvandrere, så sæt dem på prøve! Allah kender bedst deres tro. Hvis I genkender dem som troende, send dem så ikke tilbage til de vantro mænd! ..." (60:10).
Ved at nægte at sende Umm Kulthum tilbage til Quraysh, brød Muhammed traktaten. Selvom muslimske apologeter gennem historien har hævdet, at Quraysh brød den først, kom denne hændelse før alle dem, som muslimer peger på som traktatmæssige overtrædelser begået af Quraysh. Den nutidige muslimske forfatter Yahiya Emerick hævder, at Muhammed baserede sin sag på lidt af en juridisk spidsfindighed: Traktaten fastsatte, at muslimerne skulle returnere til Quraysh enhver mand, der kom til dem, ikke enhver kvinde. Selv om dette er sandt, så begyndte Muhammed også snart - som Emerick erkender - at tage imod mænd fra Quraysh, hvilket afgjort brød traktaten.
At bryde traktaten på denne måde styrkede princippet om, at intet er godt, undtagen hvad der er fordelagtigt for islam, og er intet ondt, undtagen hvad der er til hinder for islam. Da traktaten først var blevet formelt kasseret, formulerede islamiske jurister princippet om, at våbenhviler generelt kun kan indgås på midlertidig basis for op til ti år, og kun med det formål at samle kræfter til svækkede muslimske styrker, så de igen kan kæmpe effektivt.
Ikke desto mindre hævder Ibn Kathir og andre, at Quraysh brød traktaten først. Og Allah giver afgjort det indtryk, at de faktisk brød den, samt kritiserer hedningene for at sælge "Allahs tegn for en ussel pris" (v. 9), og for at bryde eder, de har aflagt til muslimerne (v. 12, 13). Så på grund af alle deres uhyrligheder, formaner Allah muslimerne til at bekæmpe dem (v. 13-14). Ifølge Ibn Juzayy betyder "Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd" (v. 14), at Han vil "dræbe og tage til fange. Det er et løfte om sejr til muslimerne." Tafsir al-Jalalayn er enig: "Kæmp imod dem og Allah vil tugte dem, han vil få dem dræbt, ved jeres hånd og gøre dem til skamme, gennem tilfangetagelse og underkuelse, og Han vil give jer sejr over dem." [Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]
"Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd" er en skæbnesvanger erklæring: Den betyder, at muslimer på jorden er udøvere af Allahs dom og er pålagt ansvaret for at straffe de vantro i overensstemmelse med den guddommelige vrede. Så når muslimer opfordrer Allah til at straffe nogen, opfordrer de faktisk deres medmuslimer til at udføre denne straf. At gøre dette vil "læge hjertet på et troende folk og bringe vreden i deres hjerte til ophør!" (vers 14-15): At udøve vold mod vantro for Allahs sag vil berolige de troendes hjerter.
Jihad-morderen fra Boston Marathon, Tamerlan Tsarnaev, havde på sin computer noter med citater fra Koranen, herunder 9:14-15: "Kæmp mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk og bringe vreden i deres hjerte til ophør!"
I september 2014 udsendte Islamisk Stat en længere trussel om vold i Vesten. Den indeholdt følgende erklæring til Islamisk Stats soldater: "Ved Allah, Han har læget de troendes hjerte gennem drabet på nusayriyyah (alawitter) og rafidah (shiitter) ved jeres hånd ..." Dette var også en reference til 9:14-15. Så i februar 2015 udsendte Islamisk Stat sin video med henrettelsen af den jordanske pilot, Muaz al-Kassasbeh, der blev brændt til døde [i et bur]. Videoen havde titlen: "At læge de troendes hjerte."
I marts 2006 kørte en 22-årige iransk studerende ved navn Mohammed Reza Taheri-azar en SUV-firehjulstrækker ind på campus ved University of North Carolina i Chapel Hill, hvor han bevidst forsøgte at dræbe mennesker, og det lykkedes ham at såre ni. Efter hændelsen syntes han ualmindeligt godt tilfreds med sig selv. Han smilede og vinkede til folkemængden efter et retsmøde, hvor han forklarede, at han var "taknemmelig for muligheden for at sprede Allahs vilje." Senere skrev han seks breve til Daily Tar Heel, de studerendes avis på University of North Carolina, med forklaring på, hvorfor han gjorde det. I et af dem, giver han en liste over "Koran-noter relevante for 3/3/06-angrebet."
Disse inkluderer "Vejledning og retningslinjer for at kæmpe og dræbe for Allahs sag." Under "Grunde til at kæmpe for Allahs sag," citerer han vers 14 og 15 i sura 9, og forklarer, at kamp var "for at frigøre vrede og raseri fra Allahs tilhængeres hjerter."
Ja, i disse vers lover Allah, at mens han ved de troendes hånd straffer de vantro og tildækker dem med skam, vil han "læge hjertet på et troende folk og bringe vreden i deres hjerte til ophør." Men Ibn Juzayy og Tafsir al-Jalalayn fokuserer på den del af verset, der siger, at "Allah tilgiver, hvem Han vil." Ibn Juzayy forklarer: "Allah vil henvende sig til nogle af disse vantro på en måde, så de bliver muslimer." Denne beslutning, som vi har set, er Allahs alene. Allah vil ikke overse dem, der "ville kæmpe" (v. 16). [The Noble Qur'an har: "have striven hard and fought", dansk: "har stræbt hårdt og kæmpet", o.a.] Ordet, der bruges her, er jahadu (جاهدوا), en form af "jihad".
Så erklærer Allah, at afgudsdyrkerne eller polyteisterne (mushrikeena, مشركين, fra mushrik, polyteist) [Ellen Wulff har: "dem, der sætter andre ved Allahs side", o.a.] ikke er værdige til at tage sig af Den Hellige Moské i Mekka (vers 17-22) - selvom hedningerne stadig kontrollerede denne moské, da denne sura ifølge islamisk tradition blev åbenbaret. De kontrollerer den, men som Ibn Juzayy siger, "de har hverken retten eller pligten til at gøre det. De bebor dem ved gennemtvunget besættelse og uretfærdighed." De har ingen ret til moskeen, fordi - ifølge Ibn Kathir og faktisk almindelig islamisk tradition - Abraham selv byggede den som en helligdom for Allah.
Allah fortæller derefter de troende, at de skal adskille sig fra og bekæmpe de vantro (v. 23-28). De troende skal afskære båndene til selv deres egne familier, hvis disse ikke er muslimer (v. 23-24). Som Ibn Kathir siger: "Allah befaler at sky de vantro, selvom de er ens forældre eller børn, og forbyder at tage dem som venner, hvis de vælger vantro i stedet for tro." Ibn Juzayy bemærker, at vers 24, med dets advarsel om, at man ikke bør værdsætte noget i dette liv højere end Allah, er "en trussel mod alle, der foretrækker familie, ejendom eller hjem fremfor udvandring og jihad." "Udvandring" henviser til, at det på det tidspunkt påhvilede alle sande troende at flytte til Medina.
Så henviser Allah til Slaget ved Hunayn, der fandt sted efter Muhammeds erobring af Mekka (v. 25-26). Da han var blevet herre over Mekka, var der yderligere én stor hindring mellem ham og beherskelsen af hele Arabien. Malik ibn Awf, medlem af Hawazin-stammen fra byen Taif, syd for Mekka, begyndte at samle en styrke til at bekæmpe muslimerne. Befolkningen i Taif havde afvist Muhammed og behandlet ham dårligt, da han præsenterede sit profetiske krav for dem ti år tidligere. De var historiske rivaler af Quraysh, og så med foragt på sidstnævntes omvendelse til islam. Malik samlede en styrke og marcherede ud for at møde muslimerne; Muhammed, ifølge Ibn Ishaq, mødte ham med en hær på 12.000 mand og sagde som et ekko af v. 25 ("I frydede jer over at være så mange"): "Vi skal ikke blive overvundet i dag af mangel på tal."
De to styrker mødtes ved en wadi - en tør flodseng - kaldet Hunayn, nær Mekka. Malik og hans mænd var ankommet først og havde indtaget positioner, der gav dem en enorm taktisk fordel. Muslimerne, på trods af deres overlegne antal, blev slået på flugt. Da de brød geledderne og flygtede, råbte Muhammed: "Hvor skal I hen, mænd? Kom til mig. Jeg er Allahs apostel. Jeg er Muhammed, søn af Abdullah." Nogle af muslimerne fattede mod, og langsomt begyndte krigslykken at vende - skønt med enorme tab af menneskeliv på begge sider.
Muslimerne sejrede til sidst og udslettede den sidste store styrke, der stod mellem islams profet og hans herredømme over Arabien. Efter slaget modtog Muhammed endnu en åbenbaring, der forklarede, at muslimerne havde vundet takket være overnaturlig hjælp (v. 26). Med Malik besejret, erobrede muslimerne senere Taif under kun ringe modstand. På vej ind i byen, standsede Muhammed under et træ, og - idet han fandt ejendommen tiltalende - sendte bud til ejeren: "Kom ud, eller vi ødelægger din mur." Men ejeren nægtede at møde frem for Muhammed, så muslimerne ødelagde hans ejendom. Men Muhammed behandlede dog stammefolkene i Taif skånsomt i sit forsøg på at vinde dem for islam. I sin fordeling af byttet, favoriserede han også nogle af de nyomvendte fra Quraysh, i håbet om at cementere deres troskab til islam. Hans favorisering førte imidlertid til knurren i rækkerne. En muslim henvendte sig dristigt til ham: "Muhammed, jeg har set, hvad du har gjort i dag (...). Jeg synes ikke, du har været retfærdig."
Islams profet troede ikke sine egne ører. "Hvis retfærdighed ikke kan findes hos mig, hvor vil du så finde den?" Ja, i islam er Muhammeds ord og gerninger det højeste mønster for adfærd, og udgør den eneste absolutte standard: Alt, hvad der er sanktioneret af Profetens eksempel, er godt.
Ifølge Ibn Juzayy betyder løftet: "Derpå tilgiver Allah, hvem Han vil" (v. 27), at "Hawazin-stammen, der havde kæmpet mod muslimerne ved Hunayn, blev muslimer."
De vantro er urene, og må derfor ikke komme ind i Den Hellige Moské (v. 28). Især shiiter ser dette som et spørgsmål om rituel renhed.
Ayatollah Sistani, som mange iagttagere har identificeret som et fyrtårn af demokratisk håb for Irak, forestiller sig sandsynligvis ikke en stat, hvor vantro har samme rettigheder som troende, eftersom han sætter ikke-muslimer på niveau med andre urene ting:
De følgende ti ting er af natur najis [urene]:
1. Urin
2. Fæces
3. Sæd
4. Lig
5. Blod
6. Hunde
7. Svin
8. Kafir [vantro]
9. Alkoholiske drikke
10. Sveden af et dyr, der hele tiden spiser najasat
Denne idé er baseret på v. 28. Tafsir al-Jalalayn fortæller, at polyteister er "urene på grund af deres indre fordærv", og As-Suyuti tilføjer, at nogle siger "de reelt er urene, så de må udføre ghusl [den fulde renselse], hvis de bliver muslimer, og man må udføre wudu [den delvise renselse] efter at have vekslet håndtryk med dem." As-Suyuti bemærker også, at dette vers forbyder de vantro at træde ind i Den Hellige Moské i Mekka, selvom han påpeger, at "Abu Hanifa siger, at Bogens Folk ikke er forhindret, eftersom det specifikt er rettet mod afgudsdyrkere." På grund af Muhammeds forbud mod ikke-muslimer i Arabien, er det usandsynligt, at et medlem af Bogens Folk vil kunne komme ind i Mekka i dag.
Vers 29 af Koranens kapitel 9 er selve stedet, hvor Allah udtrykkeligt befaler muslimer at føre krig mod og undertvinge jøder og kristne - "Bogens [eller Skriftens] Folk", der, når de først er underkuet, skal indgå dhimma-pagten, muslimernes beskyttelsespagt, og blive dhimmier, beskyttede (eller skyldige) folk. Som sådan er måden, hvorpå dette vers forstås af muslimske fortolkere, af afgørende betydning for jøder, kristne og ikke-muslimer i almindelighed. Sidstnævnte ikke mindst på grund af den islamiske verdens tendens til at betragte et menneskes religion som en del af dets etniske identitet, ikke som et spørgsmål om personlig overbevisning. Selv Richard Dawkins og Sam Harris vil således blive opfattet som kristne.
Ifølge As-Sawi, Ibn Juzayy og mange andre, "blev denne ayat åbenbaret, da Allahs Sendebud blev befalet at bekæmpe byzantinerne. Da den blev sendt ned, begyndte Allahs Sendebud at forberede ekspeditionen til Tabuk." Ibn Kathir er enig: "Allah befalede Sin Budbringer at bekæmpe Skrifternes Folk, jøder og kristne, i Hijra'ens niende år, og han forberedte sin hær til at kæmpe mod romerne og kaldte folket til jihad, idet han meddelte sin hensigt og destination." Dette var et angreb, som Muhammed forsøgte imod den byzantinske (østromerske) garnison i Tabuk i det nordlige Arabien i 631, men den byzantinske styrke flyttede væk før Muhammed nåede frem, og gik ikke i kamp med muslimerne. Alligevel var det hans første forsøg på at komme i lag med det store kristne imperium, som muslimerne ville skære lunser af i århundreder og til sidst ødelægge.
Ibn Juzayy siger, at dette vers er "en befaling om at bekæmpe Bogens Folk" og, med henvisning til v. 30, "at bestride deres tro på Allah på grund af jødernes ord: 'Ezra er Allahs søn' og de kristnes ord: 'Messias er Allahs søn'." Muslimer skal også bekæmpe dem, "fordi de holder ådsler, blod, svinekød, osv. for lovligt", og fordi "de ikke træder ind islam." Han siger, at "lærde er enige om modtagelsen af jizya [en religionsbaseret hovedskat] fra jøderne og de kristne," og tilføjer, at "magianere/zoroastrianere er blevet føjet til dem i overensstemmelse med Profetens ord: 'Behandl dem som Bogens Folk,'" selvom "der er uenighed om modtagelsen af den fra afgudsdyrkere og sabianere." Han præciserer, at "den ikke bliver opkrævet fra kvinder, børn eller sindssyge", og at den er tegn på "underkastelse og lydighed."
Skønt islamisk lov fastsætter, at jizya ikke skal opkræves fra kvinder og børn, har virkeligheden i mange tilfælde været en anden. Ifølge den banebrydende dhimmitude-historiker, Bat Ye'or:
Hovedskatten blev afpresset ved tortur. Skatteinspektørerne forlangte gaver til sig selv; enker og forældreløse blev røvet og plyndret. I teorien var kvinder, fattige, syge og svagelige fritaget for hovedskatten; alligevel giver armenske, syriske og jødiske kilder rigeligt bevis for, at jizya-skatten blev aftvunget børn, enker, forældreløse og selv de døde. Et betydeligt antal eksisterende dokumenter, bevaret gennem århundreder, vidner om vedholdenheden og varigheden af disse fremgangsmåder. I Aleppo i 1683 bemærkede den franske konsul, Chevalier Laurent d'Arvieux, at 10-årige kristne børn betalte jizya. Her igen finder man afstanden og modsigelse mellem teoriens ideal og virkelighedens faktiske forhold. (The Decline of Eastern Christianity Under Islam, s. 78-9).
Tafsir al-Jalalayn siger, at når det i v. 29 hedder, at muslimer skal kæmpe mod dem, der "der ikke bekender sig til den sande religion," så betyder det dem, der ikke bekender sig til islam, "som er fast og ophæver andre deen'er [religioner]." Ibn Kathir giver et vink om, hvorfor det er således, når han forklarer, at Bogens Folk var i ond tro, da de afviste Muhammed, og at de ikke er sande troende, end ikke i deres egne religioner:
Derfor, da Skrifternes Folk ikke troede på Muhammed, havde de ingen gavnlig tro på noget Sendebud eller på, hvad Sendebudene bragte. De fulgte snarere deres religioner, fordi dette var i overensstemmelse med deres ideer, lyster og forfædres skikke, ikke fordi de var Allahs lov og religion. Havde de været sande troende i deres egne religioner, ville den tro have rettet dem mod at tro på Muhammed, fordi alle profeterne bragte den gode nyhed om Muhammeds komme og befalede dem at adlyde og følge ham. Men da han blev sendt, troede de ikke på ham, selvom han er den mægtigste af alle Sendebud. Derfor følger de ikke de tidligere profeters religion af den grund, at disse religioner kom fra Allah, men fordi de er i overensstemmelse med deres ønsker og lyster. Derfor vil deres påståede tro på en tidligere profet ikke gavne dem, fordi de ikke troede på mesteren, den mægtigste, den sidste og mest fuldkomne af alle profeter.
As-Sawi angiver, at betaling af jizya tilkendegiver, at ikke-muslimerne er "ydmyge og lydige overfor islams dom." As-Suyuti bemærker, at jizya "ikke tages fra en person, der er i store vanskeligheder," selv om det var en bestemmelse, der til tider blev opfyldt mindre end godt. For eksempel fortæller en samtidig beretning om muslimernes erobring af den egyptiske by Nikiou i 640'erne, at "det er umuligt at beskrive den ynkelige situation for indbyggerne i denne by, der blev presset til det punkt, hvor de tilbød deres børn i bytte for de enorme summer, de skulle betale hver måned."
Dette var en manifestation af den "tilstand af fornedrelse" [Ellen Wulff nøjes med "kuet", o.a.], der er angivet af dette vers og forklaret af den øverstbefalende beduin, al-Mughira bin Saad, da han mødte perseren Rustam. Al-Mughira sagde: "Jeg kalder dig til islam, ellers må du betale jizya, mens du er i en tilstand af fornedrelse."
Rustam svarede: "Jeg ved, hvad jizya betyder, men hvad betyder 'en tilstand af fornedrelse'?"
Al-Mughira forklarede: "Du betaler den, mens du står op og jeg sidder ned og pisken hænger over dit hoved."
Tilsvarende siger Ibn Kathir, at dhimmien skal være "vanæret, ydmyget og nedgjort. Derfor er muslimer ikke tilladt at ære Dhimmaens folk eller ophøje dem over muslimer, for de er elendige, vanærede og ydmygede." Det 7. århundredes jurist Said ibn al-Musayyab udtalte: "Jeg foretrækker, at dhimmaens folk bliver trætte af at betale jizya, eftersom Han siger: 'indtil de betaler jizya med deres egne hænder i en tilstand af fuldstændig fornedrelse.'" [Igen, Ellen Wulff har: "indtil de kuet er rede til at betale skat", o.a.] As-Suyuti uddyber, at dette vers "bruges som bevis af dem, der siger, at den skal opkræves på en ydmygende måde, så opkræveren sidder ned og dhimmien står op med sænket hoved og bøjet ryg. Jizyaen lægges på vægten og opkræveren griber hans skæg og slår ham på hagen." Han tilføjer dog, at "dette blev afvist af en-Nawawi, der sagde: 'Denne fremgangsmåde er ugyldig.'" Men Zamakhshari var enig i, at jizyaen skulle opkræves "med nedgørelse og ydmygelse."
I Koranens kapitel 9, vers 29 befaler Allah, at muslimerne bekæmper jøderne og de kristne "indtil de betaler jizya [hovedskat] med villig underkastelse og føler sig underkuede." [Eller: "indtil de kuet er rede til at betale skat", o.a.]
Asad, Daryabadi og andre vestligt orienterede kommentatorer hævder, at jizya blot var en skat som kompensation for fritagelse for militærtjeneste. Asad forklarer: "enhver rask og rørig muslim har pligt til at gribe til våben i jihad (dvs. i en retfærdig krig for Guds sag), når friheden for hans tro eller den politiske tryghed for hans samfund er i fare. Da dette primært er en religiøs pligt, kan ikke-muslimske borgere, der ikke tilslutter sig islams ideologi, ikke med rimelighed forventes at påtage sig en tilsvarende byrde." Men de forbigår i stilhed den sidste del af v. 29, som befaler ydmygelse af ikke-muslimer.
I beskrivelsen af, hvordan jøder og kristne skal bringes i en tilstand, så de "føler sig underkuede", citerer Ibn Kathir en udtalelse af Muhammed: "I skal ikke indlede en salam [fredshilsen] til jøderne og de kristne, og hvis I møder nogen af dem på en vej, så tving dem ind i den smalleste gyde." Dernæst fortsætter han med at skitsere den berygtede (og næsten helt sikkert kun mytiske) Umars Pagt, en aftale, der ifølge islamisk tradition blev indgået mellem kalif Umar, der regerede muslimerne fra 634 til 644, og et kristent samfund.
Denne pagt er en nærmere undersøgelse værd, fordi den, på trods af dens ringe historiske værdi, blev grundlaget for islamisk lov angående behandlingen af dhimmier. Med bemærkelsesværdig lille variation udtrykker denne pagt generelt, hvordan ikke-muslimer blev behandlet gennem hele den islamiske historie, når islamisk lov blev strengt håndhævet. Taget fra den fulde tekst, som Ibn Kathir har den, er følgende de betingelser, som de kristne accepterer til gengæld for "sikkerhed for os selv, vore børn, vores ejendom og tilhængerne af vores religion" - betingelser, der, ifølge Ibn Kathir, "sikrede deres fortsatte ydmygelse, fornedrelse og skændsel." De kristne vil ikke:
1. Bygge "et kloster, kirke eller et helligsted for en munk";
2. "Istandsætte noget tilbedelsessted, der har behov for istandsættelse";
3. Bruge sådanne steder "med henblik på fjendskab mod muslimer";
4. "Tillade en spion mod muslimer at komme ind i vore kirker og
hjem eller skjule bedrag [eller forræderi] mod muslimer";
5. Efterligne muslimernes "tøj, hatte, turbaner, sandaler, frisurer,
talemåder, øgenavne og titler";
6. "Ride på sadler, hænge sværd over skuldrene, samle våben af
nogen art eller bære disse våben";
7. "Kryptere vores stempler på arabisk";
8. "Sælge spiritus" - kristne i Irak er de sidste par år kommet
på kant med muslimer, der igen hævder denne regel;
9. "Lære vore børn Koranen";
10. "Offentligt praktisere shirk" - det vil sige at sætte
partnere ved Allahs side, f.eks. at opfatte Jesus som Guds søn. Med
andre ord skal kristen og anden ikke-muslimsk religiøs praksis være
privat, hvis ikke ligefrem hemmelig;
11. Rejse "kors på ydersiden af vore kirker og vise dem og vore
bøger offentligt på muslimske stræder og markeder" - igen, kristen
tilbedelse må ikke ske offentligt, hvor muslimer kan se den og blive
udsat for krænkelse;
12. "Ringe med klokkerne i vore kirker, undtagen diskret, eller
hæve vore stemmer under læsningen af vore hellige bøger inde i vore
kirker i overværelse af muslimer, eller hæve vore stemmer [i bøn] ved
vore begravelser eller brænde fakler ved begravelsesprocessioner på
muslimers stræder eller på deres markeder";
13. "Begrave vore døde ved siden af muslimske døde";
14. "Købe tjenere, der blev taget til fange af muslimer";
15. "Opfordre nogen til shirk" - det vil sige at missionere,
selv om de kristne også går ind på ikke at:
16. "Forhindre nogen af vore trosfæller i at antage islam, hvis
de vælger at gøre det." De kristne kan således være genstand af
missionering, men må ikke missionere selv;
17. "Slå nogen muslim."
Imens skal de kristne:
1. Tillade muslimer at hvile "i vore kirker, hvad enten de kommer
om dagen eller om natten";
2. "Åbne dørene [til vore tilbedelsessteder] for den vejfarende
og forbipasserende";
3. Give bord og mad i tre dage til "de muslimer, der kommer som
gæster";
4. "Respektere muslimer, flytte fra de steder, hvor vi sidder,
hvis de vælger at sidde der" - minder om Jim Crow-lovene [tidligere
racistisk lovgivning i USA, o.a.];
5. "Have vort pandehår klippet, bære vort sædvanlige tøj uanset
hvor vi er, have bælter omkring taljen" - disse er indrettet, så
en muslim kan kende en ikke-muslim som sådan, og ikke begår den fejl
at hilse ham med As-salaamu aleikum, "Fred være med dig",
som er den muslimske hilsen til en muslimsk trosfælle;
6. "Være guider for muslimer og undlade at krænke deres privatliv
i deres hjem."
De kristne svor: "Hvis vi bryder nogen af disse løfter, som vi opstiller til din fordel imod os selv, så er vores Dhimma (løfte om beskyttelse) brudt, og du har lov til at gøre med os, hvad du er tilladt mod mennesker i trods og oprør."
Pligten til at undertvinge ikke-muslimer, som bemyndiget af Koranen 9:29 og udarbejdet i denne pagt, forblev en del af islamisk lov, og er det stadig den dag i dag. I det 19. århundrede begyndte de vestlige magter at presse det sidste islamiske imperium, Det Osmanniske Rige, til at afskaffe dhimmaen. I Bagdad i begyndelsen af det nittende århundrede, beklager sheik Syed Mahmud Allusi (1802-1853), forfatter til den kendte koran-kommentar, Ruhul Maani, at muslimerne er blevet så svage, at dhimmierne betaler jizya via agenter, i stedet for selv at aflevere den til fods. I sin Tafsir Anwar al-Bayan beklager det 20. århundredes indiske mufti, Muhammed Aashiq Ilahi Bulandshahri, at "i disse tider praktiseres systemet med forsoning (jizya) slet ikke af muslimerne. Det er meget ulykkeligt, at de muslimske stater ikke alene er bange for at indføre forsoning (jizya) på de vantro (kuffar), der lever i deres lande, men at de også giver dem flere rettigheder, end de giver muslimer, og respekterer dem mere. De forstår ikke, at Allah ønsker, at muslimerne viser manglende respekt for enhver vantro (kafir), og at de ikke indrømmer dem særlige rettigheder."
Den indflydelsesrige 20. århundredes jihad-teoretiker, Sayyid Qutb (1906-1966), understreger, at disse regler bør genoplives, for "disse vers er givet som en generel erklæring, og befalingen om at bekæmpe de tidligere åbenbaringers folk, indtil de undertvunget betaler hovedskat med villig hånd, har også generel betydning" (In the Shade of the Qur’an, Vol. VIII, s. 126).
Ligeledes erklærer den pakistanske jihad-forfatter og aktivist, Syed Abul A'la Maududi (1903-1979), at "den simple kendsgerning er, at ikke-muslimer, ifølge islam, har fået frihed til at forblive udenfor den islamiske fold og at klamre sig til deres falske, menneskeskabte skikke, hvis de ønsker det." Dette afværger enhver potentiel modsigelse mellem hans forståelse af v. 29 og 2:256: "Der er ingen tvang i religionen." Maududi fortsætter med at erklære, at de vantro "har dog absolut ingen ret til at gribe magtens tøjler på nogen del af Guds jord eller at lede menneskers samfundsmæssige anliggender efter deres egne misforståede doktriner. For hvis de får sådan en mulighed, vil korruption og fortræd opstå. I en sådan situation er de troende forpligtet til at gøre deres yderste for at fordrive dem fra den politiske magt og få dem til at leve i underdanighed under den islamiske livsform" (Towards Understanding the Qur’an, vol. III, s. 202).
Islamiske apologeter i Vesten i dag hævder i almindelighed, at 9:29 kun befaler krigsførelse mod de jøder og kristne, der kæmpede mod Muhammed, og ingen andre. Jeg ville ønske, at alle muslimer troede således, men desværre har det aldrig været den almindelige islamiske opfattelse af dette vers. Hvis det havde, ville Umars Pagt, som jeg beskrev ovenfor, aldrig være blevet til - for den blev indgået efter Muhammeds død med kristne, som han aldrig kæmpede imod. Dette i sig selv, samt alle islamiske retsskolers lære, illustrerer, at dette vers altid er blevet forstået som havende universel gyldighed.
Dette er grunden til, at Islamisk Stat forsøgte at opkræve jizya fra de kristne i Mosul, da de indtog byen i 2014.
Det er ikke lykkedes nogensinde at finde en jøde, som har forkyndt - i overensstemmelse med Koranens beskrivelse af jøderne i v. 30 af sura 9 - at Ezra er Guds søn. Ibn Juzayy forklarer, at kun en lille gruppe jøder faktisk sagde dette, men "det tilskrives dem alle, fordi de fulgte dem, der sagde det." Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas tilskriver jøderne i Medina denne tro. Under alle omstændigheder gør denne tro, der hævdes af Koranen og derved bekræftes som sand for mange muslimer, jøderne (sammen med kristne) skyldige i shirk - dvs. at sætte andre ved Allahs side - som er den værste synd af alle. Ibn Juzayy citerer en anden islamisk autoritet for at sige, at denne kristne tro [at Jesus er Guds Søn, o.a.] er "oprørende vantro". Ibn Kathir tilføjer: "Derfor erklærede Allah begge grupper for at være løgnere," for "de har ingen beviser, der understøtter deres påstande, bortset fra løgne og opspind."
Derfor bliver de forbandet af Allah. I v. 30 siger Allah videre: "Måtte Allah bekæmpe dem!", hvilket Ibn Juzayy udlægger som: "Måtte Allah forbande dem!" Og jødernes og de kristnes afgudsdyrkelse stopper ikke her. De går endda så vidt som til at tage "deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud" (v. 31). Vil det så sige, at jøderne tilbeder skriftkloge og de kristne tilbeder munke? Ikke direkte: I en hadith forklarer Muhammed, at de skriftkloge og munkene forbød, hvad Allah havde tilladt for jøder og kristne, og tillod det, han havde forbudt, "og de adlød dem. Det var på den måde, de tilbad dem."
Muhammed er også rapporteret for at sige: "Sandelig, jøderne fortjente (Allahs) vrede og de kristne er vildledte" - som et ekko af sura 1, al-Fatiha. Jøderne og de kristne er så perverse og oprørske, at de ønsker at "slukke Allahs lys" - det vil ifølge Tafsir al-Jalalayn sige "Hans sharia og beviser" - "med deres mund" (v. 32), men Allah vil forpurre deres planer. Ibn Juzayy forklarer v. 33 ved at sige, at Allah vil sætte islam "over al anden deen", dvs. religion, og "gøre den stærk, så den favner øst og vest." Som Muhammed i en skildring forklarer det: "Denne sag (islam) vil blive ved med at spredes så langt som natten og dagen rækker, indtil Allah - uden at lade et eneste hus lavet af mudder eller hår uberørt - har ladet denne religion trænge ind i det, og samtidig bragt magt til en mægtig person (en muslim) og ydmygelse til en vanæret person (der afviser islam)."
Ibn Juzayy tilføjer, at "det siges", at islam vil favne øst og vest, "når Isa [Jesus] stiger ned, og så vil kun islams deen [religion] være tilbage." Dette refererer til den hadith, hvori Muhammed erklærer, at "Marias søn (Jesus) snart vil stige ned blandt jer folk (muslimer) som en retfærdig hersker, og vil bryde korset og dræbe svinet og afskaffe jizya (hovedskat taget fra ikke-muslimer, der er beskyttet af den muslimske regering)." Det vil sige, at Jesus vil afskaffe dhimmaen, beskyttelseskontrakten mellem muslimer og ikke-muslimer, hvilket vil efterlade ikke-muslimer med valget mellem konvertering til islam eller døden. Han vil derefter islamisere verden.
Allah advarer muslimerne om jødiske rabbinere og kristne munke, der "fortærer menneskernes ejendom i bedrag og lægger hindringer på vejen til Allah" - Helvedes pinsler venter dem (vers 34-35). Som Ibn Kathir siger: "Dette vers advarer mod korrupte lærde og vildledte tilbedere. Sufyan bin Uyaynah sagde: 'Dem blandt vore lærde, der bliver korrupte, ligner jøderne, mens dem blandt vore tilbedere, der bliver vildledte, er som de kristne.' (...) Da Allah sendte Sin Budbringer [Muhammed], holdt jøderne fast i deres vildledning, vantro og oprør i håb om at beholde deres status og position. Men Allah udslettede alt dette og tog det væk fra dem med Profetskabets lys, og gav dem i stedet skændsel og fornedrelse, og de pådrog sig Allahs, den Ophøjedes, vrede." Derfor skal muslimer "Bekæmp(e) alle dem, der sætter andre ved Allahs side, ligesom de bekæmper jer alle" (v. 36).
I v. 37 - siger Ibn Kathir - "tager Allah afgudsdyrkerne i skole for at sætte deres onde opfattelser over Allahs lov. De ændrede Allahs lov på basis af deres forfængelige ønsker, tillod hvad Allah forbød og forbød hvad Allah tillod." Muslimerne bør ikke tøve, fordi de er bundet til denne verden (v. 38). Sidstnævnte vers - forklarer Ibn Juzayy - "er en irettesættelse af dem, der blev tilbage under ekspeditionen til Tabuk", som Muhammed anførte mod byzantinerne. De, der ikke kæmper - "dvs. drager med Profeten ud på jihad", siger Tafsir al-Jalalayn - vil få en guddommelig straf og blive erstattet med et andet folk (v. 39).
Ikke at Muhammed havde brug for deres hjælp, for "Allah har tidligere hjulpet ham: Da de, der er vantro, fordrev ham" (v. 40). Dette henviser, ifølge Ibn Kathir, til "året for hijraen", da "afgudsdyrkerne forsøgte at dræbe, fængsle eller fordrive Profeten." Muslimer bør kæmpe "med let oppakning eller med tung," dvs. alt efter deres situation (v. 41) - selvom Ibn Kathir, Ibn Juzayy og Tafsir al-Jalalayn alle er enige om, at denne befaling blev ophævet af 9:91: "De svage, de syge og dem, der ikke har råd til at give noget bort, skal ikke føle nogen skyld, hvis de blot er oprigtige over for Allah og Hans udsending."
Alligevel er jihad for Allahs sag (jihad fi sabil Allah, som i islamisk teologi betegner væbnet kamp for at etablere den islamiske samfundsordens overherredømme) den bedste handling en muslim kan udføre (v. 41). Ifølge skildringerne understregede Muhammed dette ved mange lejligheder. Engang sagde en mand til ham: "Før mig til en gerning, som er ligestillet med jihad (i belønning)."
Muhammed svarede: "Jeg kan ikke finde sådan en gerning." (Bukhari 4.56.2785)
Allah har flere hårde ord om de muslimer, der ikke tog med Muhammed til Tabuk. Han beskylder dem for at foretrække det lette liv frem for en hård rejse for jihad, og for at lyve om at have været villige til at tage af sted, hvis de havde kunnet (v. 42). Allah irettesatte tilmed sin profet for at fritage muslimer for Tabuk-ekspeditionen: "Måtte Allah tilgive dig!" (v. 43). Han fortalte Muhammed, at sande muslimer ikke tøvede med at føre jihad, selv til det punkt, hvor de risikerede deres ejendom og selve deres liv. De, der nægtede at gøre dette, var ikke troende (v. 44-45). Men faktisk var det Allah, der ikke "brød sig (..) om, at de skulle sendes ud, og holdt dem tilbage" (v. 46), for hvis de var kommet med, ville de kun have skabt problemer for Muhammed (v. 47). De havde jo tidligere plottet oprør (v. 48).
Ifølge Ibn Ishaq henviste den unavngivne drivert, der tiggede Muhammed: "Giv mig fritagelse! Udsæt mig ikke for prøvelse!" (v. 49), til sin svaghed for kvinder. Han spurgte Muhammed: "Vil du tillade mig at blive tilbage og lade være med at friste mig, for alle ved, at jeg er stærkt afhængig af kvinder, og jeg er bange for, at hvis jeg ser de byzantinske kvinder, så vil jeg ikke kunne styre mig."
Muhammed gav ham sin tilladelse, men Allah er ikke glad og fortæller sin profet, at de, der har bedt om at blive undskyldt, allerede er faldet i fristelse ved at gøre det, og at Helvede venter dem også (v. 49).
Dernæst hudfletter Allah hyklerne (versene 50-80) - dem, der hævder at være muslimer, men ikke virkelig er troende. Faktisk græmmes de over muslimernes lykke og glæder sig, når de lider (v. 50). Men Allah siger til muslimerne, at de skal spørge dem: "Kan I vente andet for os end én af de to skønneste ting? Men for jer venter vi, at Allah skal ramme jer med en straf, enten fra Ham selv eller ved vor hånd. Vent blot! Vi venter sammen med jer." (v. 52). De to bedste ting er martyrium eller sejr ifølge Ibn Abbas, Mujahid, Qatadah og andre. Med andre ord vil muslimerne enten besejre hyklerne eller blive dræbt af dem, i hvilket tilfælde de vil komme i Paradiset - en vind/vind-situation.
I mellemtiden: Hyklerne "giver bort frivilligt eller under tvang" (v. 53) for islams sag; i begge tilfælde vil Allah ikke modtage det fra dem, for "I er gudløse folk." Ifølge Ruhul Maani blev dette vers åbenbaret i forbindelse med en af hyklerne, Jadd bin Qais, som var villig til at donere penge til Muhammeds ekspedition til Tabuk, men ikke til at tage med i karavanen og kæmpe selv. Hans og andres hykleri, gør deres bidrag uacceptable (v. 54). Men Muhammed bør ikke være imponeret over deres rigdom eller antallet af deres sønner, for "Allah ønsker blot at straffe dem derigennem i denne verden, og at deres sjæl skal svinde bort, mens de er vantro" (v. 55 ).
Ifølge Al-Hasan Al-Basri vil Allah opnå dette plan "ved at tage zakat-afgiften på deres penge fra dem og bruge den til Allahs sag." For disse er ikke sande muslimer, og de vover endda at så tvivl om Muhammeds integritet i spørgsmålet om, hvordan han fordeler almisser (v. 56-60). Det var på dette tidspunkt, at hændelsen, som jeg nævnte tidligere, siges at have fundet sted: En af hyklerne sagde til Muhammed: "Vær fair, Muhammed! Du har ikke været fair." Muhammed svarede: "Vrøvl! Hvis jeg ikke er fair, hvem vil være fair?"
Ifølge Tafsir al-Jalalayn bør hyklerne være tilfredse med, hvad "Allah og Hans udsending giver dem" (v. 59) "med hensyn til bytte og lignende." Allah fastsætter blandt hvem den obligatoriske almisse, zakat, kan fordeles (v. 60). Verset siger, at den kan bruges til "Allahs sag". Ibn Kathir forklarer: "[Zakat] 'til Allahs sag' er udelukkende til gavn for de jihad-krigere, der ikke modtager kompensation fra det muslimske skatkammer." As-Suyuti tilføjer: "Nogle siger, at den bruges til alt, hvad der er forbundet med jihad: Traktater med fjenden, opbygning af fæstninger, udgravning af grave, forsyning med våben og proviant, og betaling af spioner, også selvom de er kristne"
Hyklerne generer også Muhammed ved at hævde, at han "lægger øre til hvad som helst" (v. 61). Som Ibn Juzayy siger: "Han hører alt, hvad der bliver sagt og bekræfter det." Dvs. at han er mere godmodig end godt er for ham selv. Tafsir al-Jalalayn citerer hyklerne for at sige, at Muhammed "hører hver eneste lille ting og accepterer det. Når vi sværger for ham, at vi ikke sagde det, tror han os." Ibn Abbas, Mujahid og Qatadah er enige: Muhammed lytter "til dem, der siger hvad som helst om os; han tror på enhver, der taler til ham. Derfor, hvis vi gik til ham og svor, ville han tro os." Men i virkeligheden, siger Ibn Kathir, "ved han, hvem der siger sandheden og hvem der lyver."
Og dette er bare en af grundene til, at han er så vigtig. Han er så central, at de troende ikke bør sværge ved Allah alene, men ved Allah og Hans Sendebud (v. 62), og at enhver, der modsætter sig Allah og Muhammed, har kurs mod Helvede (v. 63). Hyklerne - i erkendelse af, at Muhammed har tendens til at modtage åbenbaringer om sine fjender (et berygtet eksempel er sura 111, som helt er helliget forbandelsen af hans onkel, Abu Lahab, der ikke anerkendte hans krav om at være profet) - "er ængstelige for, at en sura skal blive sendt ned over dem og forkynde dem, hvad der er i deres hjerte" (v. 64). Men ifølge Ibn Kathir vil Allah "afsløre og forklare jeres virkelighed for Sit Sendebud gennem åbenbaring" - det vil sige hyklernes hemmeligheder. De siger, at de bare spøgte, da de spottede Allah og Muhammed (v. 65), men i virkeligheden er de frafaldne (v. 66). "At spotte Allahs tegn," siger As-Suyuti, "er ensbetydende med kufr [vantro]," og selvfølgelig, intet er værre end vantro. Det kan forklare, hvorfor tegninger af Muhammed i den grad rammer en nerve i den islamiske verden. Hyklerne vil bo i Helvedes ild (v. 68) for at have ignoreret profeternes budskaber (v. 70).
Omvendt vil de troende dvæle evigt i Paradisets haver (vers 71-2). I en skildring siger Muhammed: "To haver, med deres potter og hvad der ellers er i dem, er lavet af guld, og to haver, med deres potter og hvad der ellers er i dem, er lavet af sølv. Kun Pragtens Slør for Allahs Ansigt forhindrer folk i at stirre på Ham i Edens have." Men før de kan nyde alt det, siger Allah til Muhammed og muslimerne: "Bekæmp [jahidi, جَاهِدِ] de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem!" (v. 73). Ibn Abbas forklarer: "Allah befalede Profeten at bekæmpe de vantro med sværdet, at strides mod hyklerne med tungen og annullerede lempelig behandling af dem." Ad-Dahhak tilføjer: "Før jihad mod de vantro med sværdet og vær skånselsløse mod hyklerne med ord, og dette er den jihad, der skal føres mod dem." Og Ibn Juzayy: "Jihad mod afviserne er med sværdet og jihad mod hyklerne er med tungen, så længe de ikke åbenlyst viser det, der angiver deres vantro (...). Skånselsløshed er det modsatte af barmhjertighed og medfølelse. Det kan være i ord, handling, etc."
Betydningsfuldt hævdede Al-Hasan og Qatadah, at det at "bekæmpe dem indbefatter etablering af (islamisk straffe-) lov om ligestilling imod dem."
Et par af de muslimer, der nægtede at ledsage Muhammed på Tabuk-ekspeditionen, var Julas bin Suwayd sammen med hans bror Harith. Ifølge Ibn Ishaq sagde Julas om Muhammed: "Hvis denne mand har ret, er vi værre end æsler."
En af Julas' slægtninge, Umayr bin Saad, fortalte Muhammed, hvad Julas havde sagt. Så forklarede han Julas, at han havde gjort således, fordi islam er vigtigst: "Du er mig kærere end nogen mand, den mest generøse for mig, og det er yderst smertefuldt for mig, at noget skulle ske, der ryster dig; men du har sagt ord, som, hvis jeg gentager dem, vil kaste skam over dig, og som, hvis jeg tier, vil bringe min religion i fare. Den ene mulighed er at foretrække frem for den anden."
Presset op i et hjørne afviste Julas og Harith, at Julas havde sagt de krænkende ord, hvorefter Allah åbenbarede: "De sværger ved Allah på, at de intet har sagt. Men de har sagt vantro ord. De er blevet vantro, efter at have overgivet sig til Allah. De pønsede på noget, som de ikke kunne opnå" (v. 74). Allah gav dem en chance for at angre, men advarede om, at hvis de ikke gjorde det, "vil Allah tildele dem en pinefuld straf i denne verden og den hinsidige" (v. 74). De angrede.
Hvordan ville Allah have givet dem en pinefuld straf i denne verden? Ved de troendes hånd, som nævnt i versene 14-15.
Men hyklerne har vendt sig fra Allah (v. 76), så Allah har "straffet dem med hykleri i deres hjerte" (v. 77), og nu, selv om Muhammed "beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil Allah ikke tilgive dem. For de troede ikke på Allah og Hans udsending" (v. 80) - en omvendt afspejling af Matthæus 18:21-22.
Allah hudfletter så de muslimer, der nægtede at ledsage Muhammed på hans ekspedition til Tabuk, hvor han havde håbet at komme i kamp med byzantinerne i år 631 (v. 81-89). Nogle frabad sig på grund af den brændende hede i Arabien, som gør en ekspedition særlig prøvende - hvilket Allah håner dem for med henvisning til varmen i Helvede, for de "hadede at kæmpe for Allahs sag," dvs. føre jihad (yujahidoo, يُجَاهِدُوا), "med deres ejendom og liv" (v. 81). Ibn Kathir forklarer: "Hvis de havde nogen fatteevne eller forståelse, ville de have marcheret sammen med Allahs Budbringer i varmen, for således at frelse sig selv fra Ilden i Jahannam [Helvede], som er langt værre."
Selv om hyklerne skulle ændre mening og ønske at slutte sig til Muhammed på en kommende ekspedition, er de for evigt afskåret fra at gøre det (v. 83). Muhammed og muslimerne skal ikke engang bede for dem, når de dør (v. 84). De vil også blive straffet i denne verden (v. 85 - en gentagelse af v. 55). Men Muhammed og de muslimer, der "kæmpede [jahadoo, جاهدوا] med deres ejendom og deres liv" vil træde ind i Paradisets haver (v. 88-89).
Allah skiller beduinerne (ørkenaraberne) ud til særlig kritik for ikke at tage med til Tabuk (v. 90-105). Ibn Juzayy siger, at dette i sig selv ugyldiggjorde deres påstand om at være muslimer: "De var de folk, der ikke tog på jihad eller bad om lov til at blive tilbage, så de løj, da de hævdede at tro." Dette ikke for at sige, at ingen kan blive fritaget for jihad: "De svage, de syge og dem, der ikke har råd til at give noget bort" (v. 91), kan blive tilbage. Ibn Kathir forklarer betingelserne: "Allah nævner her de gyldige undskyldninger, der tillader én at holde sig væk fra kampene. Han nævner først de undskyldninger, der er knyttet til personen, legemlige svagheder, der afskærer én fra deltagelse i jihad, såsom blindhed, halten og så videre. Så nævner Han de undskyldninger, der ikke er permanente, såsom en særlig sygdom, der ville forhindre én i at kæmpe for Allahs sag, eller fattigdom, der kunne forhindre forberedelsen til jihad. Der er ingen synd i disse tilfælde, hvis de bliver tilbage, forudsat at de ikke spreder ondskab, når de bliver tilbage, eller forsøger at afskrække muslimer fra at kæmpe, men at de opfører sig godt i denne tilstand."
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo