(Koranen 7:96 - 8:39)
Af
Kilde: Jihad Watch, 13. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 8. september 2016
Sura 7. De høje stader - Al-Araf (fortsat)
Allah advarer igen om den ødelæggelse, som vil ramme byer, der afviser ham (7:96-102) - men deres vantro er Allahs værk: "Det er de byer, hvorom Vi giver dig beretningerne. Deres udsendinge bragte dem de klare beviser, men de ville ikke tro på noget, som de tidligere havde kaldt for løgn. Således forsegler Allah de vantros hjerte" (7:101). Han forseglede deres hjerter, så hvordan kunne de tro, selv hvis de ønskede det?
Allah bruger så en betydelig mængde tid på at fortælle historien om Moses (7:103-171). Han begynder med en genfortælling af beretningen om Moses og Farao på en måde, som antyder, at tilhørerne har hørt den før: For eksempel ser vi Moses sige til Farao: "... så send Israels børn ud sammen med mig!" (v. 105), hvor det antages, at læseren ved, at israelitterne på dette tidspunkt var undertrykte som slaver i Egypten. Moses udfører forskellige mirakler for Farao, ligesom i den bibelske beretning - men da Moses trak sin hånd frem, så den "hvid ud for tilskuerne" (v. 108). Ibn Abbas siger, at dette "ikke var på grund af spedalskhed", hvilket strider imod 2. Mosebog 4:6. Ruhul Maani siger, at Moses' hånd skinnede mere strålende end solen. Farao er - som i den bibelske fortælling - ikke imponeret. Men det er til gengæld Faraos troldmænd og de siger: "Vi tror på alverdens Herre, på Moses' og Arons Herre." (v. 121-122). Farao truer derefter med at hugge deres hænder og fødder af i modsat side og korsfæste dem (v. 124) - den samme straf, som Allah foreskriver dem, der fører krig mod Allah og Muhammed (5:33). Troldmændene beder til Allah: "Vor Herre! Giv os udholdenhed til overmål, og tag os til Dig som folk, der har overgivet sig til Allah!" (مسلمين, v. 126) [The Noble Qur'an har: "... and cause us to die as Muslims." Dansk: "... og lad os dø som muslimer." o.a.]: Dette er endnu en påmindelse om, at Koranen opfatter alle de bibelske profeter som profeter for islam, hvis budskaber senere blev forvansket for derved at skabe jødedom og kristendom.
Under Faraos trusler mod Moses og hans folk, siger Moses til sidstnævnte: "Måske vil jeres Herre tilintetgøre jeres fjende og gøre jer til efterfølgere på jorden, for at Han kan se, hvorledes I handler" (v. 129) — og selvfølgelig består jøderne ikke prøven. Allah tilintetgør faktisk deres modstander: Han sender plager over egypterne, igen fortalt som om tilhørerne allerede er bekendt med historien: "Så sendte Vi oversvømmelsen over dem, og græshopper, lus, frøer og blod" (v. 133), druknede Faraos mænd i havet (v. 136), og gjorde jøderne - "det folk, der havde været undertrykt" - til arvinger af "det land, som Vi havde velsignet, fra øst til vest" (v. 137). Men jøderne, da de møder afgudsdyrkere i deres nye land, vender sig straks mod afgudsdyrkelse (v. 138). Moses går op på "bjergsiden" (28:46) for at tale med Allah og modtage love, hvilke Koranen ikke opregner, på stentavler (v. 145). I mellemtiden tilbeder Moses' folk "en kalv, lavet af deres smykker, en krop med en brølende lyd" (v. 148).
Moses beder om Allahs tilgivelse (v. 155), og Allah lover barmhjertighed til "dem, der er gudfrygtige og giver almisse og tror på Vore tegn" (v. 156). Almisse eller zakat (زكاة) er islamisk velgørenhed, og tegn eller ayat (آيات) er Koranens vers - hvilket igen markerer, at Allah kun viser barmhjertighed mod dem, der er muslimer. Dette understreges yderligere af, at Allah viser barmhjertighed mod "Udsendingen, Profeten af sit folk [The Noble Qur'an: ”the Prophet who can neither read nor write.” Dansk: ”Profeten, som hverken kan læse eller skrive”, o.a.], som de finder beskrevet hos sig selv i Toraen og Evangeliet; ..." (v. 157). Denne er naturligvis Muhammed, hvem muslimer hævder blev profeteret om og beskrevet i de jødiske og kristne skrifter, før de blev forvanskede. Som Ibn Kathir siger: "Dette er beskrivelsen af profeten Muhammed i Profeternes Bøger. De bragte den gode nyhed om hans komme til deres nationer og befalede dem at følge ham. Beskrivelserne af ham var stadig tydelige i deres Bøger, hvilket rabbinerne og præsterne meget vel ved." Rabbinerne og præsterne ved meget vel! Her igen har vi den islamiske tro på, at jøderne og de kristne, eller i det mindste deres ledere, ved, at Muhammed er en sand profet, men stædigt nægter at acceptere ham; de afviser ham ikke i god tro.
Det er Muhammed, der "påbyder dem det rette og forbyder dem det forkastelige. Han tillader dem de gode ting og forbyder dem de skadelige ting. Han tager deres byrde fra dem og de lænker, som lå på dem" (v. 157). Dette er et af fundamenterne for troen på hadith, overleveringerne om Muhammeds ord og gerninger: Muslimer får besked på at følge, hvad Muhammed befaler, og kun i hadith kan disse befalinger findes.
Blandt jøderne der er "et fællesskab, som retleder med sandheden og øver retfærdighed i kraft af den" (v. 159), men "de, der handlede uret iblandt dem" ændrede deres skrifter: De "satte andre ord i stedet for det, der var blevet sagt til dem" (v. 162) - dvs. ændrede Allahs åbenbaringer til dem. De ignorerede Allahs befaling om at overholde sabbatten, hvorefter han forvandlede dem til "aber, som man kyser bort!" (v. 166) og "splittede dem i fællesskaber på jorden" (v. 168).
Derefter vender Allah endnu en gang tilbage til et af sine yndlingsemner: advarslen mod afgudsdyrkelse og farerne ved at afvise ham (v. 172-206). Alle på jorden er født muslimer (v. 172), som en hadith lader Muhammed sige: "Intet barn er født, som ikke har den islamiske tro, men dets forældre gør det til en jøde eller en kristen" (Sahih Muslim 6426). I en anden hadith, frembringer Allah hele mangfoldigheden af Adams børn fra hans ryg og spørger dem: "Er jeg ikke jeres Herre?" (Alastu Bi Rabbikum). Alle bekræfter, at han er. Derfor, siger Bulandshahri, "vil ingen kunne hævde, at han ikke havde kendskab til, at Allah er hans Herre." Dette er en anden grund til, at muslimer ofte antager, at ikke-muslimer handler i ond tro: De ved at Koranen er sand og Muhammed er en profet, men nægter at indrømme det.
Allah siger til Muhammed, at han skal læse historien op om en mand, til hvem Allah gav åbenbaringer, men denne mand afviste dem (v. 175). Dette er, ifølge Abdullah bin Masud, en henvisning til historien om Balam, en jøde, der fik åbenbaringer, men svigtede dem. Der er tilsyneladende tale om Bileam, den modstræbende profet i 4. Mosebog 22:2-24:25.
Allah har skabt et stort antal mennesker og jinner til Helvede: "Vi har skabt mange djinner og mennesker til Helvede. De har hjerte, som de ikke kan forstå med; de har øjne, som de ikke kan se med; de har ører, som de ikke kan høre med." Ja, de er helt igennem dyriske: "De er som kvæg, blot endnu mere forvildede. De er ikke opmærksomme." (v. 179) De troende, på den anden side, skal vejlede menneskeheden med Allahs sandhed og etablere retfærdighed ved hjælp af den (v. 181). Muhammed er ikke sindssyg (v. 184), og har intet kendskab til den usynlige verden. Han er bare en budbringer (v. 188). Kun Allah beskytter mennesker og kan hjælpe dem; afguder kan intet gøre (v. 197). Allah siger til Muhammed: "Vis overbærenhed! Påbyd, hvad der er ret og rimeligt, og vend dig bort fra de uvidende" (v. 199). Ifølge Abdur-Rahman bin Zayd bin Aslam: "Allah befalede [Profeten Muhammed] at vise tilgivelse og vende sig bort fra afgudsdyrkerne i ti år. Bagefter beordrede Allah ham til at være hård imod dem." Hvilket vi snart skal få at se.
Sura 8. Byttet - Al-Anfal
Som vi alle ved, er islam en Fredens Religion. Alle - fra Barack Obama og John Kerry og David Cameron til New York Times og Washington Post og CNN - fortæller os dette, og alle de politiske og mediemæssige eliter, til venstre og højre, holder det for aksiomatisk sandt. Og nu kommer vi til Koranens eget bevis på, at det forholder sig således. I sura 8, "Byttet" eller "Krigsbyttet", taler Allah om Muhammeds konfrontation med den hedenske stamme, Quraysh' styrker ved Badr, hvor den muslimske profet - må vi forvente - vender den anden kind til, formaner sine tilhængere om at elske deres fjender og bede for dem, der forfølger dem! Samt starter en Gandhisk ikke-voldelig protest!
Sura 8, Al-Anfal - "Byttet" - stammer fra det andet år af den medinensiske periode, altså fra den anden del af Muhammeds profetiske karriere. Islamisk tradition hævder, at den blev åbenbaret ikke længe efter Slaget ved Badr, muslimernes første store sejr over deres vigtigste rival på den tid, den hedenske Quraysh-stamme. Titlen på denne sura er bedre kendt end de fleste, fordi Saddam Hussein brugte Al-Anfal som navn på sine folkemorderiske 1988-kampagner mod kurderne, hvor mellem 50.000 og 100.000 mennesker blev myrdet.
Ved Badr var Quraysh draget ud med en styrke på næsten tusind mand stærk for at møde Muhammeds tre hundrede mænd. Muhammed havde fremprovokeret slaget ved at sende sine mænd ud for at plyndre en Quraysh-handelskaravane med ordene: "Dette er Quraysh-karavanen, der medfører deres ejendom, så drag ud for at opfange den, måske vil Allah gøre den til krigsbytte for jer." Da slaget nærmede sig truende, skridtede den islamiske profet ud blandt sine folk og - ifølge Muhammeds tidligste biograf, Ibn Ishaq - afgav et skæbnesvangert løfte, ét, der har styrket muslimske krigeres mod gennem alle senere tider: "Ved Allah, i hvis hånd Muhammeds sjæl er, ingen mand, der kæmper imod dem med urokkeligt mod og rykker frem, ikke tilbage, vil blive dræbt denne dag, uden at Allah vil føre ham ind i Paradiset."
En af de muslimske krigere, Umayr bin al-Humam, udbrød: "Fint, fint! Er der intet andet mellem mig og min indtræden i Paradis end at blive dræbt af disse mænd?" Han kastede nogle dadler fra sig, som han var ved at spise, styrtede ind i slaget, hvor det gik hedest til, og kæmpede til han blev dræbt.
Quraysh blev slået på flugt. Nogle muslimske traditioner siger, at Muhammed selv deltog i kamphandlingerne; andre, at det var mere sandsynligt, at han tilskyndede sine tilhængere fra sidelinjen. Under alle omstændigheder var det en lejlighed for ham til at hævne års frustration, vrede og had mod sit folk, der havde afvist ham. En af hans tilhængere mindedes senere en forbandelse, som Muhammed tidligere havde udslynget mod lederne af Quraysh: "Profeten sagde: 'O Allah! Ødelæg høvdingene fra Quraysh. O Allah! Ødelæg Abu Jahl bin Hisham, Utba bin Rabia, Shaiba bin Rabia, Uqba bin Abi Muait, Umaiya bin Khalaf (eller Ubai bin Kalaf).'” Alle disse mænd blev taget til fange eller dræbt under Slaget ved Badr. Ibn Ishaq siger, at en Quraysh-leder, der blev nævnt i denne forbandelse, Uqba, bad for sit liv: "Men hvem skal se efter mine børn, O Muhammed?" I en tidligere konfrontation, havde Uqba kastet kamel-møg, blod og indvolde på islams profet, mens Muhammed knælede i bøn, til stor munterhed for Quraysh-høvdingene. Muhammed havde udtalt en forbandelse over dem, og nu var den ved at blive opfyldt. Hvem skulle tage sig af Uqbas børn? "Helvede", erklærede Muhammed og beordrede Uqba dræbt.
Sejren ved Badr var vendepunktet for muslimerne. Den blev legendarisk, en hjørnesten i den nye religion. Og Allah belønnede dem, han havde givet sejr. I vers 1-4 priser han de sande troende, der følger de islamiske regler om bøn, faste og almisse, og kommer for første gang ind på spørgsmålet om krigsbyttet fra Badr. Der var stort bytte for sejrherrerne - så stort, faktisk, at der blev strid om det. Muhammed blev stillet spørgsmål om anvendelse af byttet, og Allah fortæller muslimerne, at dette er helt op til Muhammed (v. 1). Dette var i overensstemmelse med et særligt privilegium, som Allah havde givet Muhammed. Muhammed forklarede: "Jeg er blevet givet fem (ting), som ikke blev givet til nogen blandt profeterne før mig." Blandt disse var, at "Allah gjorde mig sejrrig ved ærefrygt (ved at Han skræmte mine fjender)" og at "byttet er blevet gjort halal (lovligt) for mig (og blev ikke gjort således for nogen anden). ”Sejrrig ved ærefrygt" oversættes ofte i andre hadither som "sejrrig gennem terror".
Allah omtaler derefter forskellige hændelser, der fandt sted før og under slaget (v. 5-17), og understreger, at han befaler krigsførelse og beskytter de troende under den. De sande troende var villige til at forlade deres hjem for at føre jihad-krig, selv om nogle ikke kunne lide det, og gik i strid med Muhammed over at skulle gøre det (v. 5-6). Dette ekkoer 2:216: "Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke." Allah siger, at han "ville med sine ord lade sandheden ske fyldest og udrydde de vantro til sidste mand." (v. 7).
Allah meddelte, at tusind engle sluttede sig til muslimerne for at slå Quraysh (v. 9), og at han havde åbenbaret for englene: "Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!” (v. 12) Tafsir Al-Jalalayn forklarer: "dvs. [hug] fingre og tæer af deres hænder og fødder: Det skete, at da en af mændene ville hugge en vantro over nakken, faldt hovedet af før hans sværd ramte den." Dette vers blev en af de vigtigste begrundelser for den islamiske praksis - dengang og nu - med at halshugge gidsler og krigsfanger. Ved halshugningen af det amerikanske gidsel, Nicholas Berg, i maj 2004, for eksempel, påberåbte den nu afdøde irakiske jihad-leder Abu Musab al-Zarqawi sig det store slag: "Er det ikke på tide for jer [muslimer] at følge jihad-krigens vej, og bære sværdet af profeternes Profet? (...). Profeten, den mest barmhjertige, beordrede [sin hær] til at hugge nogle fanger over nakken i [Slaget ved] Badr og at dræbe dem (...). Og han satte et godt eksempel for os."
Allah sendte engle mod Quraysh, "for de satte sig op mod Allah og Hans udsending, og den, der sætter sig op mod Allah og Hans udsending! - Allah er streng til at straffe" (v. 13). Muslimerne skal altid rykke frem, aldrig vende ryggen til fjenden, medmindre de gør det som en krigslist (v. 15-16). Allah fortæller Muhammed, at muslimerne bare var passive instrumenter ved Badr. På et tidspunkt, ifølge Ibn Ishaq, kastede Muhammed småsten mod Quraysh og udbrød: "Lad disse ansigter rådne." Men det var Allah, der dræbte Quraysh og tilmed Allah, der kastede stenene: "Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Allah, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Allah, der kastede. Han ville udsætte de troende for en smuk prøvelse fra sin side. Allah hører alt og ved alt" (v. 17).
Så taler Allah til de vantro (v. 18-19), og advarer Quraysh om ikke at forsøge endnu et angreb. Han fortæller dem, at de igen vil blive besejret, uanset hvor mange flere de er end muslimerne. Dernæst henvender han sig atter til muslimerne (v. 20-30), formaner dem til tro og minder dem om, hvordan Allah gav dem sejr ved Badr trods fjendens overlegne antal (v. 26). De vantro kan plotte og lægge listige planer, men "Allah er den bedste til at lægge listige planer" (v. 30).
Allah diskuterer så perversiteten af den hedenske Quraysh-stamme, som muslimerne netop har besejret i Slaget ved Badr (v. 31-40). De afviser Muhammeds prædiken som "sagn fra de tidligere slægter" (v. 31), og holder muslimerne ude af Den Hellige Moské i Mekka (v. 34). I vers 38-40 siger Allah til Muhammed, at han skal kalde dem til islam, og desuden: "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald [fitna], og indtil al religion tilhører Allah! Hvis de holder inde, så ser Allah, hvad de gør" (v. 39).
Ifølge Ibn Abbas, Abu Al-Aliyah, Mujahid, Al-Hasan, Qatadah, Ar-Rabi bin Anas, As-Suddi, Muqatil bin Hayyan og Zayd bin Aslam betyder erklæringen om, at muslimer skal kæmpe indtil der ikke er mere fitna, at de skal kæmpe, "til der ikke er mere shirk." Shirk er at sætte partnere ved Allahs side - dvs. at kalde Jesus for Guds søn. Så dette vers, selv om det blev åbenbaret i kølvandet på et slag i det 7. årh. mellem muslimer og hedninge, har universel anvendelighed: Tafsir al-Jalalayn udlægger det på denne måde: "Og bekæmp dem, indtil oprør, afgudsdyrkelse ikke længere er, eksisterer, og indtil al religion tilhører Allah alene, dvs. at ingen anden bliver tilbedt.” Muhammed selv sagde: "Jeg er blevet befalet at bekæmpe folk, så længe de ikke erklærer, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og den, der bekendte det, var garanteret beskyttelse af sin ejendom og liv på mine vegne, undtagen hvor sagen ligger hos Allah." (Sahih muslim 30)
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo