(Koranen 6:109 - 7:95)
Af
Kilde: Jihad Watch, 12. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 22. august 2016
Sura 6. Kvæget - Al-Anam (fortsat)
Enhver profet har fjender - sataner, både blandt mennesker og jinner (6:112). Jinner (hvorfra det engelske "genie" kommer) er åndelige væsener, der kan se mennesker, men mennesker kan ikke se dem. Allahs budbringere er også sendt til dem (6:130).
Allah fortæller derefter muslimer, at de ikke skal spise kød, medmindre Allahs navn er blevet udtalt over det (6:118-121); dette er grundlaget for halal-slagtningen af dyr, som dikterer, at dyrets halsvene, luftrør og spiserør skæres over efter at slagteren har reciteret: "I Allahs navn." Derefter afblødes de. Muslimerne ville være "nogle, der sætter andre ved Allahs side", hvis de adlød de vantros råd i denne sag (v. 121). Ifølge Ibn Kathir betyder dette, at "når du vender dig bort fra Allahs befaling og lovgivning til hvad nogen anden siger, og foretrækker andet end hvad Allah har sagt, så er dette shirk." (Shirk er selvfølgelig den største synd af alle: At sætte andre ved Allahs side.) Dette er en af grundene til, at demokrati har haft så svært ved at slå rod i islamiske lande.
Så vender Allah tilbage til de vantros fordærvelse, der kræver tegn fra Allah, men som ikke ville tro, selvom de modtog dem (6:122-134). Om en person bliver muslim eller ikke afhænger helt af, om Allah vil lede ham til islam eller lede ham vild (v. 125). Ved at følge islams lige vej (v. 126), vil muslimer gøre Allah til deres ven (v. 127). I versene 128-131 henvender Allah sig til jinner såvel som til mennesker, og advarer dem mod den samme dom. Ibn Jarir og Dhahak siger, at jinn-profeter blev sendt til jinnerne; men Mujahid og Ibn Jurayj gør gældende, at jinnerne lyttede til de menneskelige profeter. Dette er den mest almindelige opfattelse.
Allah kritiserer dernæst forskellige hedenske skikke, navnlig ofringen af børn (vers 137, 140). "... gå ikke for vidt" (v. 141) angår, siger Ibn Jurayj, overdrivelse i velgørenhed: "Denne ayah blev åbenbaret om Thabit bin Qays bin Shammas, der plukkede frugterne af sine dadelpalmer. Så sagde han til sig selv: 'Denne dag vil jeg bespise ethvert menneske, der kommer til mig, fra dem.' Så han fortsatte med at bespise (dem), indtil det blev aften, og han endte med ikke at have nogen dadler tilbage." Men andre hævder, at det simpelthen fortæller muslimer, at de ikke skal være ødsle i almindelighed. I vers 142-144 forbyder Allah forskellige hedenske skikke vedrørende brugen af dyr.
Så i vers 146 og 147 behandler Allah nogle detaljer i de jødiske spise-regler. Allah fortæller Muhammed, at hvis jøderne beskylder ham for at lyve om dette, skal han svare: "Jeres Herre er fuld af favnende barmhjertighed. Men Hans vælde vil ikke kunne afvendes fra de folk, der forbryder sig." Ibn Kathir bemærker, at "Allah i Koranen ofte knytter opmuntring sammen med trusler."
Suraen ender med en sidste appel til de vantro i versene 148-165. Ifølge Ibn Masud udgør vers 151-153 - som er en oversigt over, hvad der er forbudt i islam - "Allahs Sendebuds vilje og testamente, hvorpå han satte sit segl." Man bør ikke dræbe, eftersom Allah har gjort livet helligt, "med mindre det sker med rette!" (v. 151) Hvad betyder det? Muhammed forklarede, at "blodet af en muslim (...) ikke kan udgydes undtagen i tre tilfælde: Qisas [gengældelse] for mord; en gift person, der begår ulovligt samleje; og den, der vender sig fra islam (falder fra) og forlader muslimerne." Så utroskab, apostasi og hævn er de eneste retfærdiggørelser for at tage et liv. Vers 153 og 161 gentager, at islam er den lige vej.
Allah vil "prøve jer gennem det, Han har givet jer" (v. 165). Muhammed forklarede også dette: "Sandelig, dette liv er smukt og grønt, og Allah lod jer leve i det generation efter generation, så han kan se, hvad I vil gøre. Derfor, pas på dette liv og pas på kvinder, for den første prøvelse, som Israels børn blev udsat for, var med kvinder."
Sura 7. De høje stader - Al-Araf
Vidste du, at du blev født som muslim? Det står i sura 7, "De høje stader", som også indeholder en række bibel-historier i særlige koran-udgaver, alle designet til - du gættede det! - at hudflette de vantro.
"De høje stader" er endnu en mekkansk sura, der stammer fra omkring samme tid som sura 6: Muhammeds sidste år i Mekka før hijra'en til Medina. Den begynder, som også flere andre kapitler, med et første vers bestående af mystiske arabiske bogstaver, hvis betydning, får vi at vide, kun kendes af Allah. Derefter fortæller Allah Muhammed, at han ikke skal tvivle på Koranen, for det er "Et skrift, der er blevet sendt ned til dig; og vær ikke beklemt om hjertet derover!” (7:2). Efter således at have trøstet sin profet, giver Allah os endnu en advarsel om den frygtelige dom (7:3-10), når de, hvis gode gerninger opvejer deres onde gerninger, vil komme i Paradis, mens andre vil komme i Helvede "fordi de handlede uret med Vore tegn" (7:9) - dvs. ayat eller vers i Koranen - og vil blive fordømt (7:3-10). Allah puster sig op: "Hvor mangen en by har Vi ikke tilintetgjort! Vor vælde kom over den om natten, eller mens de holdt middagshvil" (7:4). Sådanne vers om guddommelig dom henviser ikke nødvendigvis udelukkende til lyn og torden fra himlen: Koranen siger også: "Kæmp mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd ..." (9:14). Derfor betragter jihad-terrorister sig selv som redskaber for Allahs dom, der ødelægger byer og straffer vantro i overensstemmelse med Koranen.
Så kommer fortællingen om Satan (vers 11-25) [Ellen Wulffs danske oversættelse kalder ham Iblis. Det samme gør The Noble Qur'an, som konsekvent tilføjer "Satan" i en forklarende parentes efter navnet, o.a.]. Den begynder med skabelsen af Adam og Allahs befaling om, at englene skal kaste sig ned for denne nye skabelse. I en hadith fortæller Muhammed os, at da Allah skabte Adam, gjorde han ham 60 alen høj - altså over 30 m. "Folk," sagde han, "har haft faldende højde siden Adams skabelse" (Sahih Bukhari 4.55.543). Men Muhammed har også fortalt os, at de første indbyggere i Paradiset vil være på Adams størrelse: "Den første gruppe mennesker, der kommer i Paradiset, vil stråle som fuldmånen, og de, der følger efter dem, vil funkle som de mest strålende stjerner på himlen. De vil ikke urinere, forrette nødtørft, spytte eller have næsesekreter. Deres kamme vil være af guld, og deres sved vil dufte som moskus. Aloe-træ vil blive brugt i deres centre. Deres koner vil være hurier. Alle vil se ens ud og ligne deres far Adam (i højde), 60 alen høje" (Sahih Bukhari 4.55.544). Han forklarede ikke, hvorfor de vil svede, men ikke spytte eller urinere. Hurierne er selvfølgelig de sagnomspundne paradisjomfruer.
Satan nægtede at kaste sig ned for Adam (v. 11; vi så det samme i 2:34). Da Allah spørger ham hvorfor, svarer han stolt: "Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, men ham skabte Du af ler." Ibn Kathir forklarer, at Satan tog fejl om dette. Satan, siger han, "mistede håbet om at opnå Allahs barmhjertighed," fordi "han begik denne fejl, må Allah forbande ham, på grund af hans falske sammenligning. Hans påstand om, at ilden er højere agtet end ler, var også falsk, fordi ler har egenskaberne visdom, overbærenhed, tålmodighed og vished; ler er stedet, hvor planterne vokser, blomstrer, formerer sig og bliver til gavn. Omvendt har ild egenskaberne brændende, hensynsløshed og hastværk. Derfor førte skabelsens oprindelse Shaytan [Satan] til nederlag, mens Adams oprindelse fik ham til at vende tilbage til Allah med anger, ydmyghed, lydighed og underkastelse under Hans befaling, mens han indrømmede sine fejl og søgte Allahs tilgivelse og benådning for dem." Allah forviser Satan - fra Paradiset ifølge de fleste kommentatorer - men giver henstand, og Satan siger så, at han vil bruge sin tid på at friste muslimerne væk fra den lige vej (v. 16-17).
Hvad præcist er Satan? Det er uklart. Allah grupperer ham her sammen med englene (v. 11), hvilket han også gør andre steder i Koranen (2:34; 15:28-31; 20:116; 38:71-74). Men Allah siger også: "Han hørte til djinnerne" (18:50). Englene er væsener, "der ikke sætter sig op mod Allah i det, som Han har befalet dem, men gør, hvad de bliver befalet" (66:6). Men mange af jinnerne "har hjerte, som de ikke kan forstå med; de har øjne, som de ikke kan se med; de har ører, som de ikke kan høre med. De er som kvæg, blot endnu mere forvildede. De er ikke opmærksomme" (7:179). Dette skaber et problem. Hvis Satan er en engel, hvordan kan han så være ulydig mod Allah? Men hvis han er en jinn, hvorfor bebrejder Allah ham så i sura 7 og dens beslægtede passager for at at være ulydig mod en befaling, som Allah gav, ikke til jinnerne, men til englene?
Dette har ført til mange udspekulerede forklaringer gennem hele den islamiske historie. Tafsir Al-Jalalayn siger, at Satan var "far til jinnerne, som var blandt englene." Muhammad Asad identificerer jinner med engle, men det strider mod de passager i Koranen, der siger, at engle ikke er ulydige. Den nutidige islamiske apologet dr. Zakir Naik har gjort gældende, at skønt Satan er grupperet sammen med englene, bliver han faktisk aldrig kaldt en engel, så der er ingen modsigelse. Han siger, at Satan alligevel holdes ansvarlig for ulydighed mod en befaling, der er rettet mod englene, fordi Allah mente det kollektivt - alle englene samt Satan skulle adlyde den. Problemerne med denne udlægning er mange.
Allah fortæller så om Adam og Evas fristelse, deres synd og deres forvisning fra Haven (v. 19-25). Så formaner han Adams børn til at lytte til Allahs befalinger og tegn (ayat) og undgå synd (v. 26-41). Han beretter om en samtale mellem dem, "der hører til i Haven" og dem, "der hører til i Ilden" (v. 42-50). De, der hører til i Haven, vil påpege, at Allahs løfter har vist sig sande (v. 44); de, der hører til i Ilden vil bede dem, der hører til i Haven: "Lad noget vand flyde over til os, eller noget af det, hvormed Allah forsørger jer!", men de, der hører til i Haven, vil svare: "Begge dele har Allah erklæret forbudt for de vantro" ( v. 50). Allah minder de troende om at erkende og adlyde ham (v. 51-58).
Så fortæller Allah nogle historier om andre profeter (v. 59-95): Noah (v. 59-64); de ikke-bibelske figurer Hud (v. 65-72) og Salih (v. 73-79); Lot (v. 80-84); og en anden ikke-bibelsk profet Shuayb (v. 85-95). Disse historier følger alle det samme mønster: Profeterne advarer folket, som de er sendt til, i et sprog meget lig Muhammeds, og de bliver foragtet og afvist på meget den samme måde, som Muhammed blev af dem, der i Koranen betegnes som hyklere og ikke-troende. For eksempel fortæller Shuayb det arrogante folk i Madyan: "Vi måtte jo finde på løgne om Allah, hvis vi vendte tilbage til jeres trosbekendelse, efter at Allah har frelst os derfra. Det er ikke muligt for os at vende tilbage til den, med mindre Allah, vor Herre, vil det" (v. 89) - i overensstemmelse med, hvad Allah tidligere sagde til Adams børn: "Hvem handler vel mere uret end den, der finder på løgne om Allah eller kalder Hans tegn for løgn?" Lots historie bærer spor af Sodoma og Gomorra-hændelsen i Bibelen, når Lot siger til sit folk: "I går til mænd med jeres begær, i stedet for til kvinder. Nej I er folk, der går for vidt!" (v. 81).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo