(Koranen 4:145 - 5:78)
Af
Kilde: Jihad Watch, 10. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 1. august 2016
Sura 4. Kvinderne - Al-Nisa (fortsat)
Endnu engang vender Allah tilbage til jødernes og de kristnes uhyrligheder. De, som ikke gør forskel på Allahs profeter, vil blive belønnet (4:152). Som Ibn Kathir siger: "Allah truer dem, der ikke tror på Ham og på Hans Budbringere, som f.eks. jøderne og de kristne, der skelner mellem Allah og Hans Budbringere angående tro (...). Jøderne, må Allah forbande dem, tror på Profeterne, undtagen Isa [Jesus] og Muhammed, fred være med dem. De kristne tror på Profeterne, men afviser den sidste i rækken og Profeternes Segl, den højest ærede blandt profeterne, Muhammed, fred være med ham (...). Derfor: Enhver, der afviser blot én af Allahs Profeter, han vil have demonstreret vantro på dem alle, for det kræves af menneskeheden, at den skal tro på enhver profet, som Allah har sendt til jordens befolkning." Fordi jøderne gentagne gange var ulydige mod Allah, har Allah "forseglet det [jødernes hjerte] med vantro!" (v. 155). De jøder, der har "rodfæstet viden", tror på Muhammed og islam (v. 162).
Påstanden om, at "Der findes ingen blandt Skriftens folk, der ikke vil tro på ham før hans død" (v. 159) er blevet opfattet derhen, at Jesus vil vende tilbage til jorden - og når det sker, vil han, ifølge Muhammed, "bryde korset og dræbe svinet og afskaffe jizya (en skat taget fra ikke-muslimer, som derved bliver beskyttet af det muslimske styre)." Dvs. han vil afskaffe den underdanige dhimmi-status for ikke-muslimer og islamisere verden: "I hans tid, vil Allah ødelægge alle religioner undtagen islam og Allah vil ødelægge Al-Masih Ad-Dajjal (Den Falske Messias)."
Allah advarer de kristne om at huske, at Jesus var et skabt væsen og ikke at sige: "Han er tre!" (v. 171) - altså ikke at sige, at Gud er en treenighed. Ibn Kathir ekkoer Koranen selv (5:116) ved at sige, at de kristne ophøjede Jesus "og hans mor til at være guder sammen med Allah"; den faktiske kristne treenighed, bestående af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, er der ingen forestilling om i Koranen.
Sura 5. Bordet - Al-Maida
Allah bruger det meste af sura 5, "Bordet", til at revse jøderne og de kristne for deres forskellige synder og overtrædelser. Hvis du tror, at han var vred på dem i suraerne 2-4, så bare vent.
Denne sura stammer fra Medina-perioden (hvilket også gælder suraerne 2-4), som ifølge islamisk tradition udgjorde den sidste del af Muhammeds karriere, hvor Allahs åbenbaringer var længere, mere vredladne og mere voldelige. Han begynder med at formane muslimerne om at adlyde hans befalinger vedrørende føde, religiøse skikke og kønsmoral (v. 1-11). Han tillader muslimske mænd at gifte sig med, ikke kun "ærbare kvinder blandt de troende", men også "ærbare kvinder blandt dem, der har fået Skriften før jer" (v. 5).
Men han siger ikke noget om, at muslimske kvinder har tilladelse til at gifte sig med ikke-muslimske mænd, og faktisk er dette forbudt ifølge islamisk lov.
Dette er en del af dhimmiernes - det "beskyttede" folks - undertvungne situation i islam: Traditionelt tager en mand sin kone ind i sin egen husholdning; ikke omvendt. Forbuddet mod at muslimske kvinder gifter sig med ikke-muslimske mænd, og tilladelsen til at muslimske mænd gifter sig med ikke-muslimske kvinder, betyder, at det islamiske samfund altid vil være i stand til at vokse, mens det ikke-muslimske samfund svinder ind.
Derefter begynder Allah igen at rippe op i jødernes og de kristnes fortid (v. 12-26). "Allah," fortæller han os, "sluttede en pagt med Israels børn" (v. 12), men jøderne brød den. Og så "fordi de brød deres pagt, forbandede Vi dem og forhærdede deres hjerte" (v. 13).
Hvorfor? Fordi de har ændret de åbenbaringer, de modtog fra Allah: "... de rykker ordene ud af deres sammenhæng og har glemt en del af de påmindelser, som de har fået" (v. 13). Allah advarer muslimerne om, at de vil finde jøder lige så forræderiske i dag: "Du vil altid se forræderi fra deres side, undtagen fra nogle få af dem."
Ikke desto mindre siger han til muslimerne: "Tilgiv dem og bær over. Allah elsker dem, der handler godt." (v. 13). Ifølge Allusi, i hans Ruhul Maani, bør denne tilgivelse kun udstrækkes til de jøder, der bliver muslimer eller accepterer at betale jizya og leve som underdanige dhimmier i overensstemmelse med 9:29. Tabari, på den anden side, lader formode, at v. 13 blev ophævet af de befalinger om at føre jihad mod de vantro, der kom senere i Muhammeds karriere.
De kristne - i mellemtiden - "glemte en del af de påmindelser, som de havde fået", så Allah straffede dem: "Så vakte Vi fjendskab og had mellem dem lige til opstandelsens dag" (v. 14). Hvad Koranen angår, så demonstrerer splittelserne blandt de kristne således falskheden af deres religion - en dom, til hvilken Jesus udtalte modstykket: "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden" (Joh 13:35).
Som Ibn Kathir siger: "Faktisk har de mange kristne sekter altid været fjender og modstandere af hinanden, og har beskyldt hinanden for kætteri og forbandet hinanden (...). Hver sekt blandt dem vil fortsætte med at beskylde de andre for vantro og kætteri i dette liv og på den dag, hvor Vidnerne vil træde frem." Jøderne og de kristne skal acceptere islam, da den afslører, hvad de har skjult: "I Skriftens folk! Vor udsending er kommet til jer for at oplyse jer om meget af det, som I har holdt skjult af Skriften, og for at tilgive meget. Lys og et tydeligt skrift er kommet til jer fra Allah." (v. 15).
Flere steder i Koranen præsenterer Allah sig som dommer mellem disse stridende kristne sekter og afklarer spørgsmål, som de er uenige om. Når det således blev påstået, at Jesus ikke blev korsfæstet, men at én, der lignede ham, blev korsfæstet i hans sted (en opfattelse, der blev hævdet af visse gnostiske kristne sekter), så siger Allah: "De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham." (4:157) Og her (v. 5:17) erklærer Koranen, at de kristne, der tror, at "Allah er Messias, Marias søn" bestemt er "vantro". Det arabiske ord, der bruges her, er kafara, (كفر); det er en form af kufr, vantro.
Islamiske talsmænd i Vesten hævder ofte, at Koranen aldrig omtaler kristne som vantro eller ikke-troende. Men dette vers siger helt klart, at de, der tror på Kristi guddommelighed, er vantro. Til de jøder og kristne, der hævder at være Guds børn, siger Allah til Muhammed, at han skal svare: "Hvorfor straffer Han jer da for jeres synder?" (v. 18).
Så genfortæller Allah historien om Kain og Abel (v. 27-34), der kulminerer i et af de mest citerede vers i Koranen, verset, som præsidenterne Bush og Obama, såvel som mange andre vestlige ikke-muslimske ledere, hyppigst henviser til:
På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden. (Koranen 5:32)
Der er mindre i dette, end vestlige ledere og islamiske apologeter hævder.
I sin Cairo-tale i 2009 citerede Obama selektivt fra et afgørende vers, der fordømmer jøderne. Obama fik det til at virke som et vers, der hæver den vestlige opfattelse angående den uendelige værdi af hvert eneste liv.
Læg for det første mærke til, at det ikke er et generelt forbud mod at dræbe - der er store undtagelser for dem, der dræber "som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet". For det andet er det ikke en generel befaling, men gælder kun for Israels børn. For det tredje "gik mange af dem derefter for vidt" - så alt, hvad det i virkeligheden siger, er, at Allah gav en befaling til Israels børn, og at de ikke adlød den.
(Samtidig fortolker visse islamiske autoriteter denne passage på supremacistisk vis som kun gældende for muslimer: Said bin Jubayr forklarer: "Den, der tillader sig at udgyde en muslims blod, er som den, der tillader at udgyde alle menneskers blod. Den, der forbyder at udgyde én muslims blod, er som den, der forbyder at udgyde alle menneskers blod.")
Aldrig nævnt af de mange, der citerer dette vers som om det fordømmer islamisk jihad-vold, er advarslerne ovenfor.
De nævner heller ikke , at det efterfølges af v. 33, som angiver straffen for Israels børns fordærv og overtrædelser: "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente." (Koranen 5:33)
Denne passage forklarer således, hvad der skal ske med jøder, der afviser Muhammed, og har ikke noget at gøre med ophøjede moralske principper. Ibn Warraq opsummerer: "De angiveligt ædle følelser er i virkeligheden en advarsel til jøderne. Budskabet er: 'Opør jer, ellers …'. Langt fra at afsværge vold, slår disse vers aggressivt fast, at enhver, der gør modstand mod Profeten, vil blive dræbt, korsfæstet, lemlæstet og forvist." (Ibn Warraq. Leaving Islam. Apostates Speak Out. Amherst, New York, 2003, s. 401.)
Allah følger dette op med flere advarsler om Helvedes ild (v. 35-40). Midt iblandt dem foreskriver han amputation af en hånd for tyveri (v. 38). Som Muhammed sagde: "Lad Allahs forbandelse ramme tyven, der stjæler et æg og hans hånd bliver skåret af, og som stjæler et reb og hans hånd bliver skåret af."
I vers 41-60 trøster Allah Muhammed pga. jødernes og de kristnes afvisning af ham, og han og hans budskab bliver igen præsenteret som højdepunktet og afslutningen af de budskaber, der blev bragt til dem af deres profeter. Men de kristne får at vide: "Evangeliets folk skal dømme efter det, som Allah har sendt ned deri!" (v. 47), hvilket tyder på, at Muhammed antog, at de kristne Skrifter ikke var forvanskede på hans egen tid. I dag er det almindelig islamisk lære, at Det Nye Testamente, som vi nu har det, ikke er det originale, men at dette blev ændret af ondsindede kristne, så det afspejlede deres falske doktriner.
Derfor skal muslimer ikke være venner med jøder og kristne (v. 51); Ibn Kathir forklarer: "Allah forbyder sine troende tjenere at have jøder og kristne som venner, fordi de er fjender af islam og dens folk, må Allah forbande dem." Allah fortsætter i vers 52-60 i dette spor med at hudflette hyklerne og Bogens Folk (hvoraf de fleste er "gudløse" [arabisk: fasiqun, kan også gengives som: "trodsigt ulydige", o.a.] - v. 59), og minder dem om, at nogle af dem, "som Allah forbandede og vrededes på", blev forvandlet til "aber og svin" (v. 60).
Allah er netop ved at blive varmet op til at udbrede sig om jøders og kristnes ondskab. I vers 61-86 kritiserer han jøderne og de kristne for at nægte at følge Muhammed. Hvorfor stopper jødernes rabbinere ikke deres onde adfærd (v. 63)? De vover endda at sige, at "Allahs hånd er lænket" (v. 64).
Allahs hånd er lænket? Det er uklart hvilket jødisk begreb, hvis noget, Koranen henviser til i dette tilfælde. Ibn Kathir forklarer: "Allah siger, at jøderne, må Allahs stadige forbandelser komme ned over dem indtil Opstandelsens Dag, beskriver Ham som en gnier. Allah er langt helligere end det, de gør Ham til." Han er også absolut vilje, med en helt ulænket hånd. Allahs ulænkede hånd er et levende billede på guddommelig frihed. En sådan guddom kan ikke være bundet af nogen lov. Muslimske teologer fremførte - under den lange kontrovers med den kætterske islamiske sekt, mutaziliterne, der ophøjede menneskelig fornuft til op over det punkt, som de endelige sejrherrer i striden [ashariterne] var villige til at tolerere - at Allah var fri til at handle, som det passede ham. Han var således ikke forpligtet til at regere universet i henhold til konsistente og observerbare love. "Ingen drager Ham til ansvar for, hvad Han gør, ..." (Koranen 21:23) [The Noble Qur'an har: “He cannot be questioned as to what He does, ...”, på dansk: "Han kan ikke drages til ansvar for, hvad Han gør, ..."]
Derfor var der ingen grund til at studere, hvordan den fysiske verden fungerede; der var ingen grund til at forvente, at noget mønster i dens måde at arbejde på ville være konsistent, eller endda til at få øje på. Hvis Allah ikke kunne regnes for at være konsistent, hvorfor så spilde tid på at iagttage en tingenes orden? Den kunne blive ændret i morgen. Stanley Jaki, en katolsk præst og fysiker, forklarer, at det var den berømte sufi-tænker, al-Ghazali, der "fordømte naturlove, selve naturvidenskabens formål, som en blasfemisk begrænsning af Allahs frie vilje." Den store 12. århundredes jødiske filosof, Moses Maimonides, forklarede ortodoks islamisk kosmologi i lignende vendinger, og bemærkede, at islamiske tænkere på hans tid antog "muligheden for, at en eksisterende ting kunne være større eller mindre end den egentlig er, eller at den kunne afvige i form og position fra, hvad den egentlig er; fx kan en mand have højden af et bjerg, kan have flere hoveder og flyve i luften; eller en elefant kan være så lille som et insekt eller et insekt så stort som en elefant. Denne metode med at indrømme muligheder anvendes på hele universet."
Relativt tidligt i sin historie blev naturvidenskaben i den islamiske verden derfor frataget det filosofiske fundament, den måtte have for at blomstre.
Den fandt kun dette filosofiske fundament i det kristne Europa, hvor det blev antaget, at Gud var god og havde bygget universet i overensstemmelse med konsistente og observerbare love. En sådan idé ville for fromme muslimer have været ensbetydende med at sige, at "Allahs hånd er lænket."
Allah siger også, at hver gang jøderne "antænder krigens brand, vil Allah slukke den." (v. 64) Dette er, siger Tafsir al-Jalalayn, "krig imod Profeten". Ifølge Bulandshahri: "Jøderne gør alt for at anstifte krige mod muslimerne, men Allah forpurrer hver gang deres forsøg, enten ved at indgyde rædsel i deres hjerter eller ved deres nederlag i disse slag." Og jøderne "stræber efter at skabe fordærv på jorden" - det vil sige, fasaad (فساد) - for hvilket straffen er specificeret i v 33, nemlig, "at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet."
Allah formaner jøderne og de kristne til at følge, hvad der er skrevet i Toraen og Evangeliet, og lover Paradis til dem, der gør det (v. 66, 68-9). Dette er ikke (som det ofte fremstilles) en manifestation af økumenisk generøsitet, men er snarere et udtryk for Koranens antagelse, at den selv bekræfter budskabet i de tidligere bøger, som profeterede Muhammeds komme.
Ibn Kathir fortæller jøderne og de kristne, at de ikke vil have nogen "virkelig religion, før I overholder og gennemfører Tawrah [Toraen] og Injil [evangeliet]. Det vil sige, før I tror på alle de bøger, som I har, som Allah åbenbarede for Profeterne. Disse bøger befaler at følge Muhammed og tro på hans profeti, og samtidig overholde hans Lov."
Så i v. 72 gentager Allah benægtelsen fra v. 17 af Kristi guddommelighed - og betegner dem, der tror på det, som "vantro" - og i v. 73, gentager han benægtelsen af treenighedslæren fra 4:171. Jesus og hans mor bliver igen præsenteret som de øvrige medlemmer af den guddommelige trio sammen med Allah, men de var dødelige: De plejede begge at spise jordisk føde (v. 75) - "som alle andre mennesker," siger Tafsir al-Jalalayn, "og én, der er således, kan ikke være en gud på grund af dens sammensatte væsen og fejlbarlige natur, og på grund af de [urenheder såsom] urin og ekskrementer, som det producerer." Det faktiske kristne begreb om inkarnationen, med Kristus som både helt igennem Gud og helt igennem menneske, tages ikke i betragtning.
I mellemtiden, for deres part, blev de vantro jøder forbandet af både David og Jesus pga. deres ulydighed (v. 78).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo