Læsning af Koranen i ramadanen 5: Juz W-al-Muhsanat
(Koranen 4:24 - 4:144)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 5: Juz W-al-Muhsanat
Kilde: Jihad Watch, 9. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 25. juli 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 4. Kvinderne - Al-Nisa (fortsat)

Allah forbyder muslimer at gifte sig med kvinder, der allerede er gift, undtagen slavinder (4:24): I henhold til islamisk lov vil en kvindes ægteskab straks blive annulleret, når hun bliver taget til fange og gjort til slave (jf. Umdat al-Salik o9.13). På et tidspunkt - ifølge en hadith rapporteret af Sahih Muslim - "syntes følgesvendene til Allahs Sendebud (fred være med ham) at afstå fra at have sex med de tilfangetagne kvinder, fordi deres mænd var polyteister" (3432). Så udspurgte følgesvendene "Profeten om denne sag, og denne Ayah [vers] blev åbenbaret ... Derfor havde vi seksuelt samkvem med disse kvinder."

Ibn Kathir siger, at dette vers også forbyder midlertidigt ægteskab - ægteskab med en forudbestemt udløbsdato - hvilket shiitter mener aldrig blev forbudt. I mellemtiden bør mænd, der ikke har råd til at gifte sig med troende kvinder, gifte sig med muslimske slavinder (v. 25).

Guden går derefter over til generelle moralske formaninger, herunder et forbud mod selvmord (v. 29-30). Er selvmordsbombning inkluderet i dette forbud? De muslimske ledere, der retfærdiggør det, siger, at det ikke er, fordi hensigten med handlingen ikke er at dræbe sig selv, men at dræbe vantro, hvorved handlingen bliver at "dræbe og selv blive dræbt" for Allahs sag, hvilket belønnes med Paradis i henhold til Koranen 9:111. Allah fortæller muslimerne, at de skal undgå "de alvorlige synder" (v. 31). Hvad er det for nogle? Den islamiske gejstlige, Hafidh Dhahabi, opregner 70 alvorlige synder i sin Kitab ul-Kaba'ir, begyndende med shirk, eller at sætte andre ved Allahs side (dvs. at sige, at Jesus er Guds Søn), og omfatter sort magi, utroskab, desertering på slagmarken, at drikke alkohol, at lyve, at stjæle, stolthed, at tage uretmæssigt fra byttet, at udspionere andre, at skade muslimer og tale dårligt om dem, ulydighed mod sin ægtemand, og at lave billeder. Andre lister tilføjer mere. En anden bog, Al Ashba wa al-Nadha'ir, medtager overtrædelser som at spise svinekød, danse, kastrere ens slave, forlade islam, spille skak, onanere, og indtage stoffer blandt de alvorlige synder.

Spille skak!

Allah giver os så det berygtede vers om kvinde-bank (v. 34). Han fortæller mænd, at de skal slå deres ulydige koner efter først at have advaret dem og derefter ladet dem sove i separate senge.

Dette er naturligvis et yderst kontroversielt vers, så det er værd at notere sig, hvordan forskellige oversættere gengiver nøgleordet her, som er واضربوهن, waidriboohunna.

Pickthall: “and scourge them” ["og pisk dem"]
Yusuf Ali: “(And last) beat them (lightly)” ["(og til sidst) slå dem (let)"]
Al-Hilali/Khan: “(and last) beat them (lightly, if it is useful)” ["(og til sidst) slå dem (let, hvis det er nyttigt)"]
Shakir: “and beat them” ["og slå dem"]
Sher Ali: “and chastise them” ["og tugt dem"]
Khalifa: “then you may (as a last alternative) beat them” ["så kan du (som et sidste alternativ) slå dem"]
Arberry: “and beat them” ["og slå dem"]
Rodwell: “and scourge them” ["og pisk dem"]
Sale: “and chastise them” ["og tugt dem"]
Asad: “then beat them” ["så slå dem"]

Laleh Bakhtiar har i en nylig oversættelse, der har fået stor omtale, gengivet det som "gå væk fra dem". I lyset af den viste enighed blandt oversætterne, både muslimske og ikke-muslimske, er den svær at acceptere. Har alle disse autoriteter opfattet passagen forkert indtil Bakhtiar? Men hendes tilbøjelighed er forståelig, fordi mange muslimer i dag ser på dette vers med akut forlegenhed. Asad anfører talrige traditioner, hvor Muhammed "forbød at tæve nogen kvinde" og konkluderer, at hustruvold er "knap tilladt, og skal helst undgås."

Desværre er dette ikke en enstemmig opfattelse.

Sheik Syed Mahmud Allusi nævner i sin kommentar, Ruhul Ma'ani, fire tilfælde, hvor en mand kan slå sin kone: "Hvis hun nægter at gøre sig smuk for ham"; hvis hun nægter sex, når han beder om det; hvis hun nægter at bede eller udføre rituelle afvaskninger; og "hvis hun går ud af huset uden en gyldig grund."

Desuden er Muhammeds eksempel normativt for muslimer, fordi Allah fremhæver ham som et "smukt eksempel" (Koranen 33:21) - og Aisha beretter, at Muhammed slog hende. Engang gik han gik ud om natten, da han troede, hun var faldet i søvn, og hun fulgte efter ham i al hemmelighed. Muhammed så hende, og, som Aisha beretter: "Han slog mig på brystet, hvilket gjorde ondt, og sagde: Troede du, at Allah og Hans Apostel ville behandle dig uretfærdigt?" (Sahih Muslim 2127)

Hustruvold findes i alle kulturer, men kun i islam har den guddommelig sanktion.

Amnesty International rapporterer, at "ifølge Pakistans Institut for Lægevidenskab fortæller over 90% af de gifte kvinder, at de bliver sparket, slået, tævet eller seksuelt misbrugt, når deres ægtemænd er utilfredse med deres madlavning eller rengøring, eller når kvinderne har 'undladt' at blive gravide eller har født en pige i stedet for en dreng."

Aisha selv sagde det: "Jeg har ikke set nogen kvinde, der lider så meget som de troende kvinder." (Bukhari 7.72.715)

Efter at Allah har anbefalet voldgift til stridende par (v. 35), påbyder han venlighed mod slægtninge, venner, naboer og slaver (v. 36), og tager afstand fra stolthed og nærighed (v. 36-42).

Så fortæller han de troende, at de ikke skal komme til bøn, når de er berusede (v. 43). Ibn Abi Hatim siger, at dette vers blev åbenbaret, fordi en af muslimerne begyndte at recitere sura 109:1-3: "Sig: 'I vantro! Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder, og I tilbeder ikke den, som jeg tilbeder.'" Men lederen af bønnen var beruset, og han sagde: "Sig: 'I vantro! Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder, men vi tilbeder den, som I tilbeder.'" Dette vers fra sura 4 blev åbenbaret kort efter.

Det var den første etape af Koranens tre-trins forbud mod alkohol.

Først befalede Allah muslimerne - i denne passage - at de ikke måtte bede, når de var berusede; derefter fortalte han dem, at der ved alkohol var "alvorlig synd, men også nytte for menneskene" (2:219); og til sidst kom åbenbaringen om, at alkohol er "Satans værk" (5:90), og dermed skulle undgås helt. Det sidste af disse vers anses for at have ophævet de to andre.

Muhammed selv blev ret barsk i forhold til fuldskab og sagde, at drukkenbolte skulle gives tre chancer og derefter henrettes: "Hvis han er beruset, pisk ham; hvis han er beruset igen, pisk ham; hvis han er beruset igen, pisk ham; hvis han gør det igen en fjerde gang, dræb ham."

Så vender Allah tilbage til en af sine yndlingsbeskæftigelser, at hudflette Bogens Folk i almindelighed og jøderne i særdeleshed.

Jøderne "køber sig vildfarelsen" og ønsker, at muslimerne skal "komme på vildveje" (v. 44). De "tror på Djibt og afguderne og siger om dem, der er vantro: 'De er mere på den rette vej end dem, der tror!'" (v. 51). De fordrejer Allahs ord, og Allah har "lagt en forbandelse over dem for deres vantro" كفرهم, kufrihim, (vers 46; se også 52).

Ibn Kathir siger: "Allah erklærer, at jøderne, må Allahs fortsatte forbandelse være over dem indtil Dommedag, har købt den forkerte vej i stedet for retledning, og ignoreret, hvad Allah sendt ned til sit sendebud Muhammed. De ignorerede også den viden, de arvede fra tidligere profeter, om beskrivelsen af Muhammed, så de kunne opnå et lille mål af glæde i dette liv." De er kaldet til at acceptere islam eller stå overfor en frygtelig straf, herunder at blive forbandet "som Vi forbandede folkene med sabbatten [sabbat-bryderne]" (v. 47) - det vil sige at blive omdannet til aber og svin (2:63-65). Allah vil tilgive alt undtagen shirk, at sætte partnere ved hans side (v. 48). Fordi Bogens Folk er forbandet, vil Allah lade dem "brænde i ild. Hver gang deres hud er brændt igennem, giver Vi dem en anden hud i stedet for, så de kan smage straffen" (v. 56).

Ifølge Maududi: Ved at sige, at "Allah befaler jer at udlevere betroet gods til de rette ejermænd" (v 58), så advarer Allah muslimerne mod at begå den samme fejl, som jøderne begik: "En af de fundamentale fejl, begået af israelitterne, var, at de i tiden da de degenererede, havde givet tillidsposter (dvs. religiøst og politisk lederskab) til inkompetente, onde, umoralske, korrupte og uærlige mennesker."

Maududi - en af de mest fremtrædende eksponenter for politisk islam, som skrev i midten af det 20. århundrede - lader formode, at muslimer er faret vild ved at affinde sig med autoritære regimer, der ikke regerer efter islamisk lov, i stedet for at indføre fuld sharia-styre. En anden teoretiker fra det 20. århundrede, Sayyid Qutb, skriver i samme retning om det samme vers og tilføjer, at jihad er "en opfyldelse af en specifik tillid." En tredje, Maulana Bulandshahri, forklarer, at moderne regeringer i muslimske stater har forrådt deres tillid ved at tillade deres "lovgivende forsamlinger at lave love" i stedet for "følge retningslinjerne i Koranen og haditherne."

I mellemtiden formanes de troende til at "Adlyd(e) Allah! Adlyd Udsendingen og dem blandt jer, der har myndighed!" (v. 59). At adlyde Muhammed i dag - siger mange islamiske autoriteter - er at adlyde hans diktater i hadith, hvilket visse nutidige muslimer hellere vil se bort fra og siger, at kun Koranen har autoritet. Og Muhammed selv er helt klar angående nødvendigheden af at adlyde jordiske herskere: "I skal lytte til og adlyde jeres hersker, selv hvis han er en etiopisk (sort) slave, hvis hoved ligner en rosin." Vers 60-70 fortsætter temaet om at adlyde Muhammed og tugter hyklerne, der foregiver at tro på Muhammed og islam, men nægter at komme til ham for at lade ham dømme i deres tvister. Allah siger til Muhammed: "Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem ..." (v. 65).

Umiddelbart efter dette formaner Allah de troende til at drage modigt i jihad-krig (v. 71-104). Ibn Kathir forklarer v. 71 på denne måde: "Allah befaler sine trofaste tjenere at tage forholdsregler mod deres fjender, ved at være forberedt med de nødvendige våben og forsyninger, og øge antallet af tropper, der kæmper for Hans sag." En kriger bør kæmpe frygtløst, for "uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer", vil han blive belønnet (v. 74) - her ser vi igen det løfte, der har fået muslimerne til at kæmpe så hårdnakket gennem historien. For kontrasten er skarp: De troende kæmper mod undertrykkelse (v. 75) og for Allah, mens de vantro kæmper for Satan (v. 76). Man vil ikke undslippe døden ved at lade være med at kæmpe, for "alt kommer fra Allah" (v. 78). Og under alle omstændigheder, vil Allah "holde de vantros vælde tilbage" (v. 84).

De, der slutter sig til muslimerne og derefter vender sig bort, bør jagtes og dræbes - et fundament for islams dødsstraf for apostasi (v. 89).

Vers 90 fremføres undertiden som bevis på, at muslimer ikke har en ubegrænset befaling om at bekæmpe vantro, men Tafsir al-Jalalayn gør det klart, at dette kun angår vantro, der underkaster sig islamisk styre: "Men hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, forsoning, det vil sige [hvis] de underkaster sig, så giver Allah jer ikke lov til at gøre dem noget. [Han tillader jer ikke ] at tage dem til fange eller dræbe dem." [Fed er korantekst, resten er kommentar, o.a.]

Allah forbyder muslimer at dræbe trosfæller med vilje; hvis han dræber en muslim ved et uheld, bør han befri en muslimsk slave (v. 92-93). Hvordan kan det så være, at muslimer kan dræbe hinanden tilsyneladende helt ustraffet i Irak og andre steder?

De erklærer takfir mod hinanden - stempler den modsatte gruppe for at være ikke-troende - trods den milde afvisning af denne praksis i v. 94. Allah siger, at de troende, som bliver hjemme og ikke risikerer at komme til skade, ikke er ligestillet med dem, der fører jihad (v. 95).

Passager som denne, der ofte overses i diskussioner om Koranens syn på jihad, demonstrerer endegyldigt, at hvad Koranen mener med jihad, ikke er en indre åndelig kamp, men er krigsførelse.

Hvorfor skulle nogen frygte døden eller de vantros raseri, eller forkorte sine bønner med udsigt til et forestående angreb af de vantro (v. 101), i en åndelig kamp? Hvordan kan man dræbe en muslimsk trosfælle ved et uheld i en åndelig kamp?

Allah fortsætter derefter det forrige afsnits krigeriske tema (v. 104) og fortæller muslimerne, at de ikke skal lade sig svække i jagten på fjenden. Bulandshahri forklarer: "Mens de vantro (kuffar) vil blive udsat for den uendelige pine og lidelse i Helvedes afgrunde, skal muslimerne glædes i Himmerigets (Jannah) lyksalighed og velvære uden de mindste plager og bekymringer. De vantro (kuffar) kan ikke stræbe efter disse højder, da disse udelukkende er lovet muslimerne. Derfor har muslimerne et meget stærkere incitament til at kæmpe, og bør gøre det med større gejst og iver."

Han anviser derefter muslimer til at fælde dom på basis af Koranen (v. 105); Han hudfletter hyklere og advarer mod synd (v. 107-112); Han minder Muhammed om Allahs beskyttelse og fortæller muslimerne, at de skal adlyde ham (v. 113-116). Ved at advare muslimer om ikke at følge "en anden vej end de troendes" giver Allah i vers 115 et hovedfundament for det islamiske juridiske begreb, ijma, konsensus. Det er den tanke, at når det islamiske samfund er blevet enigt om en sag, så kan det være sikkert på, at Allah har vejledt det til sandheden. Ibn Kathir forklarer: "Muhammeds umma [samfund] er immunt over for fejl, når alle er enige om noget - et mirakel, der tjener til at øge deres ære, på grund af storheden af deres profet." Desværre kan denne idé vanskeliggøre islamisk reform: Når samfundet opnår konsensus om et emne, bliver opfattelsen af dette emne i almindelighed låst fast. Dette er også sandt - selv om kun få islamiske talsmænd i USA vil indrømme det - for ideologien om islamisk overherredømme, der befaler krigsførelse mod og undertrykkelse af de vantro: Fordi dette er noget, som alle islamisks retsskoler er enige om, vil det være meget svært at fjerne.

Allah angriber polyteister, der "kun (påkalder) kvindelige væsener" og Satan i stedet for Allah (v. 117). I endnu en bekræftelse af Allahs absolutte kontrol over alle ting, ser vi ham i vers 119 føre disse vantro på afveje: "Jeg vil lede dem vild og vække deres begær! Jeg vil befale dem at snitte ørerne af kvæget! Jeg vil befale dem at lave om på Allahs skabelse!" Den sidste klausul henviser, ifølge Al-Hasan bin Abi Al-Hasan Al-Basri, til tatovering. Som Muhammed sagde: "Allah har forbandet den dame, som laver tatoveringer samt den, der får det gjort på sig, og også den dame, der forlænger hår kunstigt, samt den, der får sit hår forlænget kunstigt."

Men så lover Allah Paradis til de sande troende, både mandlige og kvindelige (v. 124). (Paradis, der er fyldt med jomfruelige hurier for mænd - jf. 44:54, etc. - er ikke beskrevet for kvinder.) Erklæringen: "Det går hverken efter jeres ønske eller efter Skriftens folks ønske" (v. 123) blev åbenbaret, siger Tafsir al-Jalalayn, "da muslimerne og Skriftens Folk begyndte at rose sig [af Guds løfte]." Allah - selvfølgelig, siger Ibn Kathir - "støttede derefter muslimernes argumenter imod deres modstandere fra andre religioner."

Efter dette, vender Allah tilbage til kvinderne. Han taler om aftaler mellem en mand og en kone (v. 128). Ibn Abbas berettede, at en af Muhammeds koner, Sawdah, "frygtede, at Allahs Budbringer ville skille sig fra hende." Så hun sagde: "O Allahs Sendebud! Skil dig ikke fra mig; giv min dag til Aisha" - det vil sige, tag den nat, du skulle have tilbragt i min seng og tilbring den i stedet med en af dine andre koner. Allah siger (v. 129), at muslimer ikke vil være i stand til at behandle alle deres koner ligeligt, men Aisha hævder, at Muhammed var en undtagelse; han "plejede at behandle sine koner ligeligt."

Allahs næste tema er ... Allah. Han understreger sin suverænitet, påbyder retfærdighed, og kritiserer de vantro (der ikke bør tages som venner, siger vers 139 og 144) og hyklerne, samt advarer om, at Allah ikke vil tilgive dem, der forlader islam to gange (v. 137). Muhammeds egen erklæring er skarpere: "Hvis nogen (en muslim) forlader sin religion, dræb ham." Dernæst kritiserer Allah hyklerne for at latterliggøre islam (v. 140) og at foregive at støtte muslimerne, mens de i virkeligheden modarbejder dem (v. 141). Troende skal ikke være venner med vantro (v. 144).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo