Læsning af Koranen i ramadanen 4: Juz Lantanalu al-Birra
(Koranen 3:93 - 4:23)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 4: Juz Lantanalu al-Birra
Kilde: Jihad Watch, 8. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 16. juli 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 3. Amrams slægt - Al-Imran (fortsat)

Allah hævder, at jødiske kostregler blev opfundet af jøderne (eller af Jacob - Israel - selv, 3:93-4), og opfordrer i 3:95 jøderne til at opgive, hvad Maududi kalder "ordkløvende juristeri" og vende tilbage til Abrahams sande monoteisme – dvs. islam.

Allah siger, at helligdommen i Mekka (Bekka) var verdens første tilbedelseshus (3:96). Det blev bygget, siger Ibn Kathir, af Abraham, "hvis religion jøder og kristne hævder at følge. Men de udfører ikke Hajj [pilgrimsfærd] til huset, som Ibrahim byggede på Allahs befaling, og til hvilket, han opfordrede folk til at udføre Hajj." Bogens Folk "tror (...) ikke på Allahs tegn" (3:98) og forsøger at lægge hindringer for andre på Allahs vej (3:99). Hvis muslimer lytter til disse jøder og kristne, der afviser islam, vil de blive frafaldne (3:100). På Dommens Dag vil ansigterne af de velsignede være hvide, og ansigterne af de fordømte være sorte (3:106).

I mellemtiden, på jorden, er muslimerne "det bedste fællesskab, der er blevet frembragt", mens de fleste jøder og kristne er "gudløse" [alt. "trodsigt ulydige", o.a.] (v. 110). Muslimerne behøver dog ikke at nære frygt, for jøder og kristne er også kujoner: "Hvis de kæmper mod jer, vil de vende ryggen til" (v. 111). De er dækket til med skam - "hvis de hverken er i forbund med Allah eller mennesker" (v. 112). Dette, siger Bulandshahri, henviser til ikke-muslimers samtykke "i at betale udsoning (jizya) til den muslimske stat, i hvilket tilfælde de vil få tildelt en Dhimmis rettigheder." Disse rettigheder er ikke ligestillede med muslimers rettigheder: Dhimmierne må acceptere underdanighed og andenklasses status (jf. 9:29) til gengæld for en garanti for beskyttelse - så længe de ikke fornærmer muslimerne.

Alt dette ikke for at male Bogens Folk med den brede pensel! "Blandt Skriftens folk findes et fællesskab, der står op i nattens timer for at læse Allahs tegn op, og de kaster sig ned i bøn" (v. 113). Ifølge Ibn Ishaq, Ibn Abbas og andre henviser dette til "de gejstlige fra Skriftens Folk, der tilsluttede sig troen" af islam. Samtidig forbyder Allah muslimerne at tage "fortrolige venner udenfor jeres egen kreds!" (v. 118). De skal, ifølge Ibn Kathir, holde sig fri af dem, der ikke accepterer islam, for selv dem, der udadtil er venlige, hader i virkeligheden muslimerne (v. 119-120).

Læren i den sidste del af sura 3 er, at hvis du adlyder Allah, vil du sejre. Hvis du ikke gør, vil du tabe. Så enkelt er det.

Allah indleder i vers 121 en diskussion af erfaringerne fra Slaget ved Uhud og Slaget ved Badr. Ved Badr i 624 var muslimerne i stand til, mod store odds, at besejre den hedenske Quraysh-stamme fra Mekka; i en gengældelsesaktion ved Uhud det følgende år besejrede hedningene muslimerne, og Muhammed blev lettere såret. Allah minder Muhammed om, at da han og muslimerne drog af sted til Slaget ved Uhud, var der to grupper af muslimer, der næsten deserterede. De burde ikke have været bange, for "Allah er deres ven", og de troende bør stole på ham (v. 122). For da muslimerne var "underlegne" (v. 123) ved Badr, gav Allah dem sejren. Ifølge islamisk tradition besejrede 313 muslimer en meget større styrke ved Badr, fordi Allah forstærkede dem "med tre tusind nedsendte engle" (v. 124). Dette er en af grundene til, at overlegen amerikansk militærmagt ikke imponerer jihadister i dag.

Da Quraysh ankom til Badr, næsten tusind mand stærk, råbte Muhammed, ifølge Ibn Ishaq, til Allah: "O Gud, hvis denne gruppe omkommer i dag, vil Du ikke længere blive tilbedt." Men kort efter sagde Muhammed til sin følgesvend Abu Bakr: "Vær ved godt mod, O Abu Bakr. Guds hjælp er kommet til dig. Her er Gabriel, der holder en hest i tøjlerne og fører den. Den er klar til kamp." Muhammed skridtede derefter sine tropper af og gav et skæbnesvangert løfte - ét, der har styrket muslimske krigeres mod gennem alle senere tider: "Ved Gud, i hvis hånd Muhammeds sjæl er, ingen mand vil blive dræbt denne dag - kæmpende imod dem med standhaftigt mod under fremrykning, ikke tilbagetrækning - uden at Gud vil tage ham ind i Paradiset." En af de forsamlede muslimske krigere, Umayr bin al-Humam, udbrød: "Fint, fint! Er der intet andet mellem mig og min indtræden i Paradis end at blive dræbt af disse mænd?" Han smed nogle dadler fra sig, som han var ved at spise, kastede sig ind i krigstumlen og kæmpede til han blev dræbt. Muslimske krigere har kæmpet med lignende mod gennem historien, vel vidende, at hvis de sejrer, vil de nyde krigsbyttet (som der tales meget om i sura 8), og hvis de bliver dræbt, vil de nyde Paradiset.

Og nøglen til jordisk sejr er lydighed mod Allah: "Ja, hvis I er udholdende og gudfrygtige, og de pludselig falder over jer, så vil jeres Herre forstærke jer med fem tusind hærgende engle!" (v. 3:125). Allah fremhæver (v.126-129), at afgørelsen om sejr eller nederlag tilhører Allah alene.

Så går han over til en fordømmelse af åger, og formaner muslimerne til fromhed, lydighed og gavmildhed idet han siger, at de skal bede Allah om at tilgive deres synder (v. 130-139). Allah opfordrer de troende: "Drag omkring i landet, og se, hvilken ende det tog med dem, der beskyldte for løgn!" (v. 137). Dette er en af grundpillerne for den islamiske idé, at præ-islamiske civilisationer og ikke-islamiske civilisationer, alle tilhører jahiliyya - samfundet af vantro, som er værdiløst. V. S. Naipaul stødte på denne holdning under sine rejser gennem Islams Hus. I sin bog Blandt de rettroende bemærkede han, at det for mange muslimer gælder: "Tiden før islam er en tid med mørke: dette er en del af muslimsk teologi. Historien må tjene teologien." Naipaul fortalte, at nogle pakistanske muslimer, langt fra at værdsættelse landets berømte arkæologiske område ved Mohenjo Daro, så dens ruiner som en pædagogisk mulighed for islam og anbefalede, at Koranen 3:137 skulle sættes op dér som et pædagogisk redskab. Islamisk Stat handler også på basis af denne antagelse og ødelægger gamle artefakter fra præ-islamiske civilisationer, ikke kun på grund af faren for afgudsdyrkelse, men fordi ruinerne afspejler Allahs dom over de vantro.

Allah lover "overtaget" til dem, der er sande "troende" (v. 139) - som Ibn Kathir udtrykker det: "Den ultimative sejr og triumf vil med sikkerhed blive jeres, O troende." Men ifølge Ibn Abbas opfattede nogle muslimer ved Uhud det således, at de troende skulle holde sig "ophøjet" over de vantro - hvorefter de klatrede op på et bjerg og jog en gruppe Quraysh på flugt.

Allah tager derefter fat på spørgsmålet: Men hvorfor tabte muslimerne ved Uhud (v. 140-179)? Det var en test fra Allah (v. 141) - en test for både de troende og hyklerne (v. 166-7). Regnede de troende virkelig med, at de ville komme i Paradiset uden at Allah testede dem, der "havde kæmpet" - jahadoo (جاهدو), dvs føّrt jihad (v. 142)? Selv hvis Muhammed var blevet dræbt, skulle muslimerne kæmpe videre (v. 144), for ingen kan dø undtagen med Allahs tilladelse (v. 145). Se på profeterne, der ikke vaklede selv når de var konfronteret med "det, der ramte dem for Allahs sag" (v. 146). Muslimer bør ikke adlyde de vantro (v. 149), for Allah vil snart kaste rædsel i deres hjerter (v. 151).

Og ved Uhud "tilintetgjorde" muslimerne faktisk deres fjender, men blev så distraheret: Da de muslimske krigere "så deres [fjenders] kvinder løbe over fjeldet, mens de løftede deres tøj op fra benene og afslørede deres ankelringe" begyndte de at råbe: "Byttet! O folk byttet!" (Sahih Bukhari, bind 5, bog 59, nummer 375). I ulydighed mod Muhammeds ordrer forlod de deres stillinger for at forfølge disse kvinder - og så tillod Allah hedningene til at jage muslimerne på flugt, som en test (v. 152-153). Muslimerne bragte nederlag over sig selv (v. 165). Allah taler om disse mænds sorg efter Uhud (v. 154-155), og roser Muhammed for at bære over med dem (v. 159). Han gentager udtalelsen om, at liv og død, såvel som sejr og nederlag, er i hans hænder alene, og at ingen derfor bør frygte at kæmpe (v. 156-158, 160). For de, der bliver dræbt i kamp, er ikke døde, men hygger sig i Paradisets have (v. 169-72; se også 136, 163).

Ifølge Ibn Kathir blev v. 161 åbenbaret "i forbindelse med en rød kåbe, der manglede blandt krigsbyttet fra Badr. Nogle sagde, at Allahs Budbringer kunne have taget den." Men dette vers frikendte Muhammed: En profet er ikke utroværdig eller forgriber sig på ting. Og hans tilstedeværelse er en stor godhed fra Allah (v. 164).

Allah roser dem, der fejede frygten til side og gik i kamp. "Så vendte de ved Allahs velsignelse og gunst tibage" -
[The Noble Qur'an har: "So they returned with grace and bounty from Allah." Tafsir al-Jalalayn har: "So they returned from Badr with blessings and bounty from Allah, with peace and profit ..." Dansk: "Så vendte de tilbage fra Badr med Allahs velsignelse og gave, med fred og udbytte." Fed er korantekst, resten kommentar, o.a.]
- det vil sige med krigsbytte i denne verden og Paradis i den næste (v. 173-175). Han fortæller de troende i vers 176-179, at de ikke skal misunde de vantro, der kun trives "for at deres skyld kan vokse! De har en forsmædelig straf i vente" (v. 178).

Så vender Allah tilbage til et af sine yndlingstemaer - at hudflette de vantro og love belønninger til de troende (v. 180-200). De, der hævder, at "Allah er fattig, og vi er rige" (v. 181), er - ifølge Ibn Kathir og Tafsir al-Jalalayn, Asad, Daryabadi, Bulandshahri og andre - jøderne. Helvede venter dem, for de dræbte profeterne (v. 183). Bogens Folk kastede Allahs pagt væk, og "solgte den for en ussel pris. Hvilken ulykkelig handel!" Men de troende skal ikke misunde dem, heller ikke selv om de har fremgang, for Allah vil sende dem til Helvede (v. 196-197), mens de troende vil nyde Paradisets have (v. 198). Medlemmer af Bogens Folk, der accepterer Muhammed som en profet og "ikke sælger Allahs tegn for en ussel pris", vil også blive belønnet (v. 199). "Tegn" er her igen ayat, ordet, der bruges om Koranens vers. Allah lover, at de, der adlyder ham, vil få fremgang (v. 200). Denne idé har gennem hele den islamiske historie medført, at katastrofer er blevet tilskrevet ulydighed, og at den foreskrevne afhjælpning har været en tilbagevenden til islamisk strenghed.


Sura 4. Kvinderne - Al-Nisa

Sura 4, "Kvinderne", er en anden vigtig Medina-sura og indeholder love for kvinders adfærd og islamisk familieliv, og en hel del mere.

Allah starter med at sige, at han skabte mænd og kvinder af "ét væsen" (v. 1). Mange muslimer i Vesten har peget på dette vers som bevis på, at islam anerkender kvinders fulde menneskelige værdighed. Ayatollah Murtada Mutahhari siger, at "andre religioner også har henvist til dette spørgsmål, men det er Koranen alene, som i en række vers udtrykkeligt siger, at kvinden er skabt af arten menneske, og både mænd og kvinder har samme medfødte natur."

Dernæst citerer han 4:1. Det ene væsen, hvorfra menneskeheden blev skabt, var Adams, og selvom den bibelske historie om Evas skabelse fra Adams ribben ikke gentages her, så henviser Muhammed til den i en hadith, der lader formode, at skønt mænd og kvinder kan have samme "medfødte natur", så betyder det ikke, at de er lige i værdighed, for kvinder er krogede.

Ifølge skildringer har islams profet sagt:

Kvinden er skabt fra et ribben og vil på ingen måde blive rettet ud for dig; så hvis du ønsker at drage nytte af hende, drag nytte af hende i hendes krogethed. Og hvis du forsøger at rette hende ud, vil du brække hende, og at brække hende er at skilles fra hende. (Bukhari 8.3467)

Så kommer grundlaget for islamisk polygami (v. 3), der tillader en mand at tage så mange som fire koner, så længe han tror, han er i stand til at "behandle dem ligeligt".

Ifølge Mishkat Al-Masabih sagde Muhammed:

Den mand, der har to koner, men ikke behandler dem retfærdigt, skal møde op på Dommens Dag i en sådan tilstand, at den ene halvdel af hans krop vil kollapse.

Men selvfølgelig er retfærdighed under disse omstændigheder afhængig af øjet, der ser. Ibn Kathir siger, at kravet om at behandle sine koner retfærdigt ikke er det store problem, da det at behandle dem retfærdigt ikke er det samme som at behandle dem ligeligt:

Det er ikke obligatorisk at behandle dem ligeligt, det er snarere anbefalet. Så hvis han gør det, er det godt, og hvis ikke, skader det ham ikke.

Og med hensyn til polygami, hvorfor kan kvinder ikke have fire ægtemænd? Muhammed Asad bemærker:

Man kan spørge, hvorfor det samme spillerum ikke også er blevet givet til kvinder; men svaret er enkelt. Uanset kærlighedens åndelige faktor, som påvirker forholdet mellem mand og kvinde, er den afgørende biologiske årsag til den seksuelle trang i begge køn, forplantning: og mens en kvinde kun kan undfange et barn fra én mand ad gangen og må bære det i ni måneder, før hun kan undfange et andet, kan en mand blive ophav til et barn, hver gang han har samleje med en kvinde. Så hvor naturen ville have været ødsel, hvis den havde produceret et polygamt instinkt i kvinden, er mandens polygame tilbøjelighed biologisk velbegrundet.

Aha.

Allah siger videre i v. 3, at hvis en mand ikke kan behandle flere koner ligeligt, så bør han kun gifte sig med én, eller ty til "de slavinder" han ejer.

Der kan man bare se!

Slaveinder, ligesom i Islamisk Stat, et fænomen, som alle fra John Kerry til Joe Biden til David Cameron - alle lærde imamer - i dag fordømmer som "uislamisk".

Bulandshahri forklarer visdommen i denne praksis, og længes efter de gode gamle dage:

Under jihad (religionskrig) bliver mange mænd og kvinder krigsfanger. Amirul Muminin [de troendes leder, eller kalif - et embede, der for tiden er ledigt, medmindre man anerkender kravet fra Islamisk Stat] kan vælge at fordele dem blandt mujahidin [jihad-krigerne], i hvilket tilfælde de bliver disse mujahidin-krigeres ejendom. Denne slavebinding er straffen for vantro (kufr).

Han fortsætter med at forklare, at dette ikke er gammel sag:

Ingen af påbuddene vedrørende slaveri er blevet ophævet i sharia. Grunden til, at muslimerne i dag ikke har slaver, er, at de ikke engagerer sig i jihad (religionskrig). Deres krige udkæmpes under ledelse af de vantro (kuffar) og standses af de samme forbrydere. Muslimerne er blevet lænket af traktater skrevet af de vantro (kuffar), så de ikke kan slavebinde nogen i tilfælde af krig. Muslimer er blevet nægtet en stor velsignelse, hvorved ethvert hjem kunne have haft en slave. Må Allah give muslimerne evnen til at slippe ud af fjendens klør, holde sig standhaftige i din (religion) og engagere sig i jihad (religionskrig) i henhold til sharialovens påbud. Amen!

Allah anviser også muslimer til at gifte sig "med de kvinder, I finder for godt". Ibn Maja har medtaget en tradition, i hvilken Muhammed nøjere beskriver en god kones egenskaber, heriblandt at "hun gør, hvad hun får besked på" og at "manden er glad for at se på hende".

I det følgende vers kræver Allah, at en mand giver sin kone brudepenge. Ibn Kathir forklarer, at "efter Profeten har intet menneske tilladelse til at gifte sig med en kvinde undtagen med de nødvendige brudepenge." Dog kan hustruen vælge at fritage manden for denne forpligtelse: "Giv kvinderne deres brudepenge som gave, men hvis de frivilligt overlader jer noget deraf, så brug det, og vær glade til!" (v. 4)

Allah giver derefter regler for arv og lignende spørgsmål (v. 5-14). Han bestemmer, at når en ejendom bliver udstykket, skal døtre have halvdelen af, hvad sønner får (v. 11). Hvorfor ikke? De er "krogede", trods alt.

Efter dette fastsætter han straffe for seksuel umoral. Han foreskriver indespærring i hjemmet indtil døden (medmindre "Allah viser dem en udvej!") for kvinder fundet skyldige i "utugt" på basis af vidneudsagn fra fire vidner (v. 15). Ifølge islamisk lov skal disse fire vidner være mandlige muslimer; kvinders vidneudsagn skal afvises i sager af seksuel karakter, selv i voldtægtssager, hvor hun er offeret.

Hvis en kvinde findes skyldig i utroskab, skal hun stenes til døde; hvis hun findes skyldig i utugt, skal hun have 100 piskeslag (jf. Koranen 24:2).

Steningsstraffen findes ikke i Koranen, men Umar - en af Muhammeds tidlige følgesvende og den anden kalif eller efterfølger af Muhammed som muslimernes leder - sagde, at den ikke desto mindre var Allahs vilje.

"Jeg er bange for," sagde han, "at når lang tid er gået, vil folk sige: 'Vi kan ikke finde verset om Rajam (stening til døde) i Den Hellige Bog,' og at de derfor kan komme på afveje ved at forsømme en forpligtelse, som Allah har åbenbaret." Umar erklærede: "Se! Jeg bekræfter, at Rajam-straffen skal pålægges ham, der begår ulovligt samleje, hvis han allerede er gift og forbrydelsen er bevist ved vidner eller graviditet eller tilståelse." Og han tilføjede, at Muhammed "udførte steningsstraffen, og det samme gjorde vi efter ham."

Så giver Allah anvisninger til, hvordan man skal straffe mænd, der begår utroskab eller homoseksuelle handlinger (v. 16).

Tafsir al-Jalalayn siger, at dette vers refererer til mænd, som begår "en utugtig handling, utroskab eller homoseksuelt samleje." De skal straffes "med fornærmelser og prygl med sandaler; men hvis de angrer denne [utugtige handling], og gør bod gennem [gode] gerninger, så lad dem være og gør dem ikke fortræd." Den tilføjer dog, at dette vers "er ophævet af den foreskrevne straf, hvis der [ved utugtig handling] menes utroskab," dvs. stening. Den islamiske jurist al-Shafii, fortsætter den, kræver også stening af homoseksuelle, men "ifølge ham, skal den person, der er genstand for [den indtrængende] handling, ikke stenes, heller ikke selv om han er gift; derimod skal han piskes og forvises."

Allah fortsætter i v. 17-18 den opfordring til omvendelse, han begyndte i v. 16, ved at advare om, at han kun vil acceptere omvendelse fra dem, der syndede ud af uvidenhed, og ikke vil se venligt på sindelagsskifte på dødslejet. Så forbyder han arv af kvinder mod deres vilje (v. 19), og påbyder mænd ikke at behandle dem hårdt for at få dem til at give afkald på en del af eller hele deres medgift - "med mindre de begår åbenlys utugt!" Aisha, Muhammeds yndlingskone, fortæller ifølge Mishkat Al-Masabih, at Muhammed sagde: "Den bedste af jer er ham, der er bedst mod sin kone, og jeg er den bedste mod mine koner."

Derefter går Allah videre med visse formaninger om retfærdig behandling (v. 20-21), hvor han fortæller mænd, at hvis de har besluttet at "udskifte én hustru med en anden," så må de ikke tage den medgift tilbage, som de har givet til konen, der skal kasseres. Han forbyder ægteskab med forskellige kvinder, der er beslægtet ved blod eller ægteskab (v. 22-25).

Allah taler om "fostermødre" eller mere udtrykkeligt "fostermødre, der har ammet jer", som værende blandt dem, med hvem ægteskab er forbudt (v. 23). Mænd og kvinder, der ikke er beslægtede, er - efter islamisk lov - forbudt at være alene sammen, mens en mand og en kvinde, der har forbud mod at gifte sig med hinanden - dvs. er beslægtede på en eller anden måde - godt kan være alene sammen.

Engang kom en kvinde hen til Muhammed og fortalte ham, at hendes mand, Abu Hudhaifa, var vred, fordi en af hans frigivne slaver, en ung mand, der havde nået puberteten, "går frit rundt i vores hus." Muhammed sagde til hende: "Am ham, og du bliver ulovlig for ham, og (det nag), som Abu Hudhaifa bærer i sit hjerte, vil forsvinde." Kvinden meddelte senere, at det fungerede: "Så ammede jeg ham, og hvad (der var) i Abu Hudhaifas hjerte forsvandt."

Dette råd vakte verdensomspændende opmærksomhed for et par år siden, da en gejstlig ved Cairos Al-Azhar Universitet, den højest respekterede autoritet i sunni-islam, anbefalede, at dette kunne løse et problem på arbejdspladsen: En mand kunne være alene med, og arbejde sammen med, en kvinde, som han ikke var beslægtet med, hvis kvinden ammede ham og derved blev hans fostermoder. Efter at historien blev kendt, og Al-Azhar udsat for international latterliggørelse, blev underviseren, der anbefales dette, suspenderet. Hvad der ikke blev nævnt var, at hans anbefaling havde rod i Muhammeds egne ord.




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo