Læsning af Koranen i ramadanen 3: Juz Tilka ar-Rusul
(Koranen 2:253 – 3:92)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 3: Juz Tilka ar-Rusul
Kilde: Jihad Watch, 8. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 13. juli 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 2. Koen - Al-Baqara (fortsat)

Havde det været Allahs vilje, ville nationerne have troet profeterne, han sendte til jorden, men dette var ikke hans vilje, selv om hans grunde står uforklarede hen (2:253). Det kunne være interessant at vide, hvorfor han sendte profeter, når han ikke ønskede, de skulle blive troet, men den hemmelighed bliver vi ikke indviet i.

Så kommer Tronverset (Ayat al-Kursi), 2:255. Ifølge den islamiske lærde, Mahmoud Ayoub, "betragtes (dette vers) af muslimer som et af de mest ophøjede vers i Koranen. Det har derfor spillet en meget vigtig rolle i muslimsk fromhedsliv." Islams profet Muhammed siges at have været enig i en påstand om, at dette vers er så stærkt, at "når du går i seng, så reciter Ayat al-Kursi (2.255) for så vil en beskytter fra Allah vogte over dig, og Satan vil ikke nærme sig dig indtil daggry" og i en anden påstand om, at det er det "største vers i Allahs bog."

Qurtubi fortæller, at "da Tronverset blev åbenbaret, kastede alle verdens afguder og konger sig til jorden og kongernes kroner faldt af deres hoveder," samt beretter om en udtalelse af Muhammed, ifølge hvilken Allah fortæller Moses om de mange velsignelser, som folk vil modtage, hvis de reciterer Tronverset - endnu en manifestation af den antagelse, at Bogens Folk havde i det mindste noget af Koranens indhold, men fordærveligt udslettede det fra deres egne Skrifter.

Umiddelbart efter dette vers kommer Koranens berømte erklæring: "Der er ingen tvang i religionen" (v. 256).

Muslimske talsmænd i Vesten citerer hyppigt denne sætning for at modbevise påstanden om, at islam spredes ved sværdet, eller endda at hævde, at islam er en fredens religion. Men ifølge en tidlig muslim, Mujahid ibn Jabr, blev dette vers ophævet af Koranen 9:29, i hvilket muslimerne bliver befalet at bekæmpe og underkue Bogens Folk. Men ifølge den islamiske historiker Tabari siger andre, at verset om "ingen tvang" aldrig blev ophævet, men netop blev åbenbaret med henvisning til Bogens Folk. De skal ikke tvinges til at acceptere islam, men kan praktisere deres religion, så længe de betaler jizya (hovedskat) og er "kuet" (9:29). Ingen tvang.


Sura 3. Amrams slægt - Al-Imran

Er du en ikke-muslim? Så elsker Allah dig ikke (Koranen 3:32).

Er du jødisk eller kristen? Så vil Allah i Koranens tredje kapitel fortælle dig, hvorfor du følger en falsk religion.

Koranens tredje kapitel har titlen "Amrams slægt" - Amram, det vil sige faderen til Moses og Aron (Anden Mosebog 6:20), der er nævnt i vers 33 og 35. Som med de fleste titler i Koranen, betegner denne titel ikke suraens tema, men er bare et ord taget fra kapitlet, der bruges som middel til at skelne det fra andre kapitler.

Ifølge Maududi er sura 3, som er en Medina-sura, "specielt henvendt" til jøder og kristne, såvel som til muslimer.

Den indeholder, siger han, en "fortsættelse af invitationen i Al-Baqara [sura 2], hvor de er blevet advaret om deres fejlagtige tro og onde moral og rådet til, som et lægemiddel, at acceptere Koranens sandhed.” Ligeledes siger Bulandshahri, at sura 3 er et "talende bevis mod jøder, kristne og afgudsdyrkere, da den henvender sig til dem alle. Den inviterer dem til sandheden og afviser deres falske overbevisninger, som omfatter de blasfemiske ideologier vedrørende Sayyidina [Herrerne] Isa og Ibrahim [Jesus og Abraham]."

Dette anliggende kommer tydeligt frem fra begyndelsen af kapitlet. Allah proklamerer, at Koranen, der nu åbenbares for Muhammed, bekræfter, hvad der blev skrevet i Toraen og Evangeliet (v. 3). Ibn Kathir forklarer, at "disse bøger vidner om Koranens sandhed, og at Koranen også vidner om den sandhed, som disse bøger indeholdt, herunder nyheden og det glade budskab om Muhammeds profetskab og åbenbaringen af Den Ærværdige Koran."

Dette forklarer igen, hvorfor islamisk tradition i almindelighed betragter de jødiske og kristne skrifter som forvanskede: De bekræfter jo ikke, hvad der står i Koranen, så derfor må jøder og kristne have vovet at ændre dem - og nu siger Allah: "Det, som de selv har fundet på, forblinder dem i deres religion" (v. 24). Asad understreger derfor, at "man skal være opmærksom på, at Evangeliet, der ofte nævnes i Koranen, ikke er identisk med, hvad der er kendt i dag som de fire evangelier, men henviser til en original - siden tabt - åbenbaring, der blev skænket Jesus og var kendt af hans samtidige under det græske navn Evangelion ("Gode Nyheder"), hvorpå den arabiserede form Injil er baseret. Det var sandsynligvis kilden, hvorfra de synoptiske evangelier hentede meget af deres materiale og noget af læren tilskrevet Jesus. At det gik tabt og blev glemt er hentydet til i Koranen 5:14."

I modsætning til jødernes og de kristnes korrupte skrifter, har Allah nu åbenbaret "Sondringen" (arabisk فرقان - Furqan, v. 4), der, som Ibn Kathir udtrykker det, er "sondringen mellem vildledning, falskhed og afvigelse på den ene side og vejledning, sandhed og fromhed på den anden." Ifّlge Qatada og mange andre islamiske autoriteter, er denne "sondring" Koranen selv, mens andre siger, at det henviser til alle de åbenbarede skrifter - i deres uforfalskede form selvfّlgelig.

Det samme vers lover også en "streng straf" til dem, der "ikke tror på Allahs tegn". Det 20. århundredes indiske muslimske lærde, Allama Shabbir Ahmed Usmani, ser dette som bevis på, at Jesus ikke kan være guddommelig, for mens "Gud har magt til at hævne og straffe, som Han finder det passende," kan Jesus "ikke være en suveræn som Gud, fordi han ikke kunne overvinde de slyngler, der jagtede ham for at dræbe."

Efter at have sagt, at han har åbenbaret denne store Sondring mellem, hvad der er rigtigt og forkert, advarer Allah de troende mod at blive revet med og forklarer, at nogle vers i Koranen er klare, mens nogle ikke er, ”såsom", siger Tafsir al-Jalalayn, "åbningsversene i nogle suraer," herunder åbningsversene i denne sura. Disse skal ikke udforskes for dybt af muslimerne (selv om de er blevet det): Allah advarer om, at det kun er dem, "der i hjertet er vigende," der "følger det deri, der er flertydigt, i ønsket om at friste til frafald og fortolke den. Men kun Allah kender dens fortolkning" (v. 7). Hvorfor inkluderer Allah materiale i sin "klare" åbenbaring til vejledning af mennesker, som kun han kender betydningen af? Det forklarer han ikke.

Allah formaner dernæst de troende om ikke at afvise troen på ham (v. 8-27), og advarer de vantro, at alvorlig straf venter dem i Helvede. Han henviser til Slaget ved Badr (v. 13), den første store sejr for muslimerne, da en lille styrke sejrede over en meget større hær af hedenske arabere fra Muhammeds Quraysh-stamme (de havde afvist hans profetiske krav). Maududi siger, at de første 32 vers af sura 3 "formentlig (blev) åbenbaret kort efter Slaget ved Badr", og dette vers siger, at det var et "tegn", da de to hære mødtes; "én kæmpede for Allahs sag, den anden gjorde modstand mod Allah." Udtrykket "som de med egne ord kunne se var dobbelt så stor som deres egen", forklarer Ibn Kathir som følger: "Da de to lejre så hinanden, mente muslimerne, at afgudsdyrkerne var dobbelt så mange som de selv var, så de stolede på Allah og søgte Hans hjælp. Afgudsdyrkerne mente, at de troende var dobbelt så mange som dem selv, så de følte frygt, rædsel, skræk og fortvivlelse."

Allah, siger Maududi, "giver sejr til sine troende tjenere i dette liv" - det vil sige: Muslimernes sejr skyldtes deres lydighed mod Allah. Det omvendte er også sandt: Når muslimer lider, tilskriver de alt for ofte deres lidelser det forhold, at de har været utilstrækkeligt islamiske, og lægemidlet er altid mere islam. I islam findes ikke det bibelske princip om, at de onde kan trives på grund af verdens faldne natur - i islam, hvis de onde trives, så er det fordi muslimerne ikke er islamiske nok.

Allah erklærer: "Religionen er hos Allah overgivelsen til Allah" (إن الدين عند الله الإسلام) [dvs islam] (v. 19), og at Bogens Folk kun forkaster den pga. "indbyrdes oprørskhed [alternativt: jalousi, o.a.]." Jøderne og de kristne, siger Bulandshahri, anerkendte Muhammed "som den endelige profet, men deres stædige natur forhindrede dem i at acceptere ham." Allah siger, at de vil blive frelst, hvis de underkaster sig Allah (v. 20); Bulandshahri fortsætter: "Man kan ikke tvinge disse mennesker til at sige ja, man kan kun råde dem. At invitere dem til at acceptere islam er en pligt for muslimen."

Derefter advarer Allah om sin dom, og advarer frem for alt de troende mod at tage vantro som "venner" (auliya, أوليا - et ord, der betegner mere end et normalt, uformelt venskab, snarere noget i retning af en alliance), "med mindre I tager jer meget i agt for dem" (v. 28). Dette er fundamentet for den idé, at troende lovligt kan bedrage de vantro, når de er under pres. Ordet, der på arabisk anvendes som "tage i agt", er tuqatan (تقاة), et verbalsubstantiv af taqiyyatan - heraf det stadigt mere velkendte ord, taqiyya. Ibn Kathir siger, at udtrykket "med mindre I tager jer meget i agt for dem" betyder, at "troende, der i visse områder og tider frygter for deres sikkerhed fra de vantro", kan "vise venskab mod de vantro udadtil, men aldrig indadtil. For eksempel skrev Al-Bukhari, at Abu Ad-Darda sagde: 'Vi smiler visse mennesker i ansigtet, selvom vore hjerter forbander dem.' Al-Bukhari sagde, at Al-Hasan sagde: 'Tuqyah [taqiyya] er tilladt indtil Dommedag.'"

Mens mange muslimske talsmænd i dag hævder, at taqiyya udelukkende er et shiitisk doktrin, der undgås af sunnier, så påpeger den store islam-lærde Ignaz Goldziher, at selv om det blev formuleret af shia-muslimer, "er det også accepteret som legitimt af andre muslimer, på basis af Koranen 3:28." Sunnier i mange islamiske supremacist- og jihad-grupper praktiserer det i dag.

Jesus var Moses' nevø? Ja, det står i Koranen.

Ifølge Muhammeds første levnedsskildrer, Ibn Ishaq, blev de første 80 vers af Sura 3 åbenbaret efter at en delegation af kristne var ankommet fra den yemenitiske by Najran. En af lederne af denne delegation var en biskop, Abu Haritha ibn Alqama, der modtog penge, tjenere og andre fordele fra "de kristne konger i Byzans". Abu Haritha vidste, siger Ibn Ishaq, at Muhammed var en profet, men nægtede at acceptere ham af frygt for at miste de goder, som byzantinerne ødslede på ham.

Ibn Ishaq fortæller, at delegationens medlemmer "var indbyrdes uenige på nogle punkter og sagde, at [Jesus] er Gud; og Han er Guds søn; og Han er den tredje person i Treenigheden, hvilket er kristendommens lære." De fremførte argumenter, der forsvarende disse udsagn, for Muhammed, men han ville ikke vide af dem. Da de fortalte ham, at de havde underkastet sig Gud, svarede han: "I lyver. Jeres påstand om, at Gud har en søn, jeres tilbedelse af korset, og at I spiser svinekød, forhindrer jer i underkastelse." Derefter åbenbarede Allah meget af sura 3, som gendrev deres påstande og gav verden sandheden om Jesus og kristendommen.

Han begynder med at fortælle historien om Marias fødsel og tidlige liv, fortæller os, at hendes mor var "Amrams hustru" (v. 35) - det vil sige den Amram, der var far til Moses og Aron. Dette vers sammen med 19:28, hvor Maria kaldes "Arons søster", har givet anledning til beskyldningen om, at Muhammed forvekslede Mirjam, Moses' søster, med Maria, Jesu Moder, da navnene er identiske på arabisk: Maryam (مريم). Konfronteret med dette, havde Muhammed svar på rede hånd: "(Folk i gamle dage ) plejede at give navne (til andre mennesker) hentet fra apostlene og fromme personer, som var gået forud for dem" (Sahih Muslim 25.5326).

Men mens dette kan forklare, hvorfor Maria kaldes "Arons søster", så forklarer det ikke, hvorfor hun tydeligt er skildret her som datter af Amram. Det er tydeligt, at Koranens forfattere virkelig tror, at Jesus var Moses' nevø, søn af hans søster.

Under alle omstændigheder vier Amrams kone barnet i sit skød til tjeneste for Allah (v. 35); da hun føder, siger hun om Maria: "(J)eg stiller hende og hendes efterkommere under Din beskyttelse mod den bortstenede Satan" (v. 36). Ethvert barn, sagde Muhammed, bliver "stukket af Satan", efter det er født - derfor græder babyer, når de fødes. Men Maria og Jesus blev beskyttet mod denne berøring af Satan. Selvom barnet er en pige og "en dreng er ikke det samme som en pige" (v. 36), opfylder Amrams hustru sit løfte: Maria bliver viet til Allahs tjeneste. Bulandshahri siger, at hun kom til at leve i templet i Jerusalem, som han kalder Baitul Muqaddas ("Det Hellige Hus"). I overensstemmelse med den islamiske idé, at alle de jødiske profeters oprindelige budskab var islam, identificerer islamisk tradition dette sted som en moské. Her bespises Maria mirakuløst (v. 37).

Denne historie minder om én, der fortælles i Jakobs Forevangelium, et kristent dokument fra det 2. århundrede. Heri bad Marias forældre, Joakim og Anna, til Gud om at gøre en ende på deres barnløshed, og viede barnet, de efterfølgende undfangede, til Herren i taksigelse. Da Maria var tre, kom hun til at leve i templet, hvor hun blev bespist af en engel. Den slags ting var årsag til beskyldningerne mod Muhammed for, at han bare genfortalte "sagn fra de tidligere slægter" (6:25, 8:31, 16:24, 23:83, 25:5, 27:68, 46:17, 68:15, 83:13), ikke guddommelig åbenbaring. Men muslimer svarer, at Koranen sorterer det sande fra det falske om kristendommen blandt de åbenbaringer, der blev forvansket af Jesu tilhængere.

Allah giver så en beretning om Johannes Døberens fødsel (vers 38-41), der rammer højdepunkterne i Lukasevangeliet 1:5-80: Engle fortæller Zakarias, at han skal få en søn, han spørger, hvordan det kan komme til at ske, da han er gammel, og han gøres ude af stand til at tale. Så går Allah over til at fortælle historien om Jesu fødsel, begyndende med en bekræftelse af Muhammeds profetskab (v. 44): Ibn Kathir forklarer, at selvom Muhammed ikke var til stede ved disse begivenheder, "åbenbarede Allah disse kendsgerninger" for ham, som om han havde været øjenvidne.

Englenes forkyndelse af Jesu fødsel (vers 45-46) adskiller sig fra englen Gabriels bebudelse i Lukas 1:30-35 på flere vigtige punkter: I Koranen, er Jesus identificeret som et "ord" fra Allah og kaldes "Messias", men ikke "den Højestes søn". Muslimske eksegeter forklarer, at Jesus er Allahs ord, ikke i den forstand at han er guddommelig som i Johannesevangeliet 1:1, men fordi han blev skabt ved Allahs ord uden en menneskelig far, som tilfældet var med Adam - hvilket v. 59 forklarer. Allah siger, at han vil lære Jesus "Skriften, Visdommen, Toraen og Evangeliet" (v. 48): I Koranen er Evangeliet ikke nyheden om Jesus, men en bog, som han bliver givet af Allah. Allah beretter om flere mirakler, som Jesus udførte, alle "med Allahs tilladelse" (v. 49). Bulandshahri forklarer, at denne klausul gentages for at understrege, at kun med Allahs tilladelse udfører Jesus mirakler, da "det er muligt, at en person - efter at have set disse mirakler, især opvækkelsen af de døde - kunne opfatte Sayyidina Isa [Mester Jesus] som Allah selv." Et af disse mirakler handler om at gøre lerfugle levende, og optræder i Thomas' Barndomsevangelium fra det 2. århundrede.

Da jøderne afviser Jesus, samler han disciplene, der siger: "Vi er Allahs hjælpere! Vi tror på Allah. Vær du vidne til, at vi overgiver os til Ham! [dvs. er muslimer, o.a.]" (اشهد بأنا مسلمون) (v. 52). Og mens Jesu fjender konspirerede imod ham, var Allah, som er "den bedste til at lægge listige planer" (v. 54), også i gang med at konspirere og åbenbarede, at han ville "løfte dig [Jesus] op til Mig" (v. 55). Dette, siger Ibn Ishaq, modbeviser, hvad de hævder om jøderne med hensyn til hans korsfæstelse" - som vi vil vende tilbage til i sura 4, der siger, at "de [jøderne] dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således." (v. 4:157).

"Dette," siger Allah, "er den sande historie. Der er ingen anden gud end Allah" (v. 62) - med andre ord: Jesus er ikke guddommelig. Allah siger til Muhammed i vers 61, at han skal udfordre dem, der tror anderledes: "efter den viden, du [Muhammed] har fået", skal han sige til afvigerne: "Kom, lad os sammenkalde vore sønner og jeres sønner, vore kvinder og jeres kvinder, vore mænd og jeres mænd! Lad os så bede og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne!"

Da - ifølge Ibn Ishaq - den kristne delegation fra Najran hørte dette, bad de Muhammed om tid til at rådslå indbyrdes. Så sagde en af deres ledere til de øvrige: "O kristne, I ved meget vel, at Muhammed er en profet sendt (af Gud), og at han har bragt en afgørende erklæring om jeres herres natur. I ved også, at et folk aldrig har påkaldt en forbandelse over en profet og samtidig set sine ældste leve og sin ungdom vokse op. Hvis I gør dette, vil I blive udslettet. Men hvis I beslutter at holde fast i jeres religion og bevare jeres lære om jeres herre, så sig farvel til manden og tag hjem."

Så de gik til Muhammed, afviste hans udfordring og tog hjem, stædige renegater, uforbederlige i deres oprør mod Allah.

Er du en jøde eller en kristen? Så er du klar over det: Du ved, at islam er sand, men afviser den bevidst. Det står i Koranen.

I vers 64-120 af Koranens sura 3, "Amrams slægt", fortsætter Allah med at beskylde jøder og kristne for kun at afvise islam ud af forstokkethed og kalder dem tilbage til Abrahams sande tro. Allah kroner Koranens præsentation af kristendommen i vers 33-63 med en opfordring til Bogens Folk om at acceptere islam. Dette præsenteres som en invitation til en overenskomst - "lad os enes om et ord": "At vi tjener Allah alene, at vi ikke sætter noget andet ved Hans side, og at ingen af os tager andre til herrer foruden Allah!" (vers 64) Dette koranvers opfordrer også jøder og kristne til enes med muslimer om et "fælles ord" (Common Word) gående ud på, at de kun vil tilbede ham. "Common Word" blev navnet på et populært muslimsk-kristent dialoginitiativ, der fortsætter den dag i dag.

Dette initiativ begyndte med en skrivelse af samme navn fra muslimske lærde til kristne ledere; muslimerne forklarede aldrig, at resten af passagen, hvorfra udtrykket "Common Word" var taget, opfordrede jøder og kristne til at holde op med at give Allah partnere i tilbedelse, og at tilbede Allah alene - det vil sige blive muslimer. Men dette koranvers opfordrer kristne til at afvise Kristi guddommelighed, samt opfordrer jøder og kristne til at holde op med at guddommeliggøre deres "skrifkloge og munke", hvilket Tafsir al-Jalalayn tilføjer i forbindelse med dette vers. Denne beskyldning kommer fra Koranen 9:31.

Allah irettesætter jøderne og de kristne for at strides over noget, "hvorom I intet ved" (v. 66): Abrahams religion. Patriarken kunne ikke have været en jøde eller en kristen, siger v. 65, for "Toraen og Evangeliet blev dog først sendt ned efter hans tid." I virkeligheden var han en muslimsk Hanif (حنيفا مسلم) (v. 67) - som Tafsir al-Jalalayn forklarer: "Abraham var i sandhed ikke en jّde, ej heller en kristen, men han var en muslim, der bekendte Guds Enhed, og en hanif, der tenderede vوk fra alle andre religioner hen mod den retskafne religion; og han var aldrig en af afgudsdyrkerne."

Hvad mere er, Muhammed og muslimerne er "de nærmest beslægtede med Abraham", som Ibn Kathir siger: "Denne Ayah [vers] betyder: 'De mennesker, der har den største ret til at være tilhængere af Ibrahim er dem, der fulgte hans religion og denne profet Muhammed og hans ledsagere.'"

Hvis Abraham var muslim, så er jødedommen selvfølgelig fuldstændig illegitim. Jøderne (og de kristne) er simpelthen fornægtere af deres egne profeters sande tro - som var islam. Og dette er synet på jødedom og kristendom, som mange muslimer har i dag. Allah understreger fordærvelsen af nogle af jøderne og de kristne: de ønsker at føre muslimerne på afveje, når det er faktisk dem selv, der er på afveje og afviser "Allahs tegn", selv om de er vidner til dem (vers 69-70). "Tegn" er på arabisk "ayat", som også er ordet, der bruges om versene i Koranen.

Dette kunne derfor henvise til delegationen af kristne fra Najran og/eller andre kristne og jøder, som hørte Muhammed recitere Koranen og stadig afviste islam - og som ifølge islamiske udlægninger vidste, at Muhammed var en profet, men ikke ønskede at indrømme det af egoistiske grunde. Maududi siger: "Dette er grunden til, at Koranen gentagne gange beskylder dem for ondsindet at fordreje Guds tegn, som de så med deres egne øjne, og som de selv bevidnede." Og de nedlod sig endda, som fortalt i vers 71-72, til kneb for at forsøge at føre andre væk fra islam: "De siger en løgn om Allah, og de ved det godt" (v. 75).

Blandt disse beskidte tricks, udgiver de deres egne ord for at være Hellig Skrift (v. 78); skeptikere har spekuleret over, om Muhammed, i sin søgen efter oplysninger om tidligere åbenbaringer, måske selv var blandt deres ofre, før han blev klar over knebet.

Allah afviser som "umulig" [Ellen Wulff har: "Det tilkommer intet menneske", o.a.] tanken om, at en profet - tydeligvis Jesus - kunne have lært, at han var guddommelig (vers 79-80). Han er bare en profet ligesom de andre profeter (v. 84), og Allah vil ikke fra noget menneske acceptere nogen anden religion end islam (v. 85). Og de, der afviser den sande tro efter at have accepteret den, må tåle, at "Allahs forbandelse, tillige med alle engles og menneskers, hviler over dem" (vers 86-87). Dette refererer, siger Maududi, til "Arabiens jødiske rabbinere", som først anerkendte og derefter fornægtede Muhammed.




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo