Læsning af Koranen i ramadanen 2: Juz Sayaqul
(Koranen 2:141 – 2:252)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 2: Juz Sayaqul
Kilde: Jihad Watch, 7. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 11. juli 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 2. Koen - Al-Baqara (fortsat)

Hvor meget er dit liv værd?

I islamisk lov er værdien af en muslimsk kvinde det halve af en muslimsk mands, og værdien af en jøde eller kristen er en tredjedel af, hvad en muslim er værd.

Skeptisk? Læs videre.

På vores rejse gennem "Koen", den anden og længste sura i Koranen, møder vi i versene 142-150 en diskussion af qiblaen, bederetningen. Allah fortæller muslimerne, at de skal vende deres ansigt mod den hellige moské i Mekka, når de beder (v. 150), hvor de tidligere sammen med jøderne havde vendt sig mod Jerusalem. Ifølge islamisk tradition skete dette i slutningen af Muhammeds forsøg på at overbevise jøderne om, at han var en profet i rækken af jødiske profeter.

Allah fortæller Muhammed, at kun "tåberne blandt menneskene" (v. 142) vil protestere mod ændringen. Og hvem er de? Du gættede rigtigt: Jøderne. Om denne identifikation er den relativt moderate kommentator, Muhammad Asad, og den i sammenligning hårdkogte mufti, Muhammed Aashiq Ilahi Bulandshahri, enige.

Asad siger: "Denne 'opgivelse' af Jerusalem mishagede tydeligvist jøderne i Medina, der må have følt tilfredshed, når de så muslimerne bede i retning af deres hellige by; og det er til dem, at den indledende sætning i denne passage henviser."

Allah kritiserer desuden jøderne og de kristne for at følge "deres lyster", selv om de vidste, at Muhammeds qibla kom fra Allah (v. 144-6).

Vi har allerede været inde på Allahs meddelelse om, at når han ophævede et vers, ville han erstatte det med et bedre (v. 106). Og vi har set, at nogle muslimer mener, at det refererer til ting i Koranen, mens andre mener, at det kun gælder for Bibelens erstatning med Koranen. Ændringen af qiblaen har en vis forbindelse med dette.

Ibn Abbas, Muhammeds fætter og en vigtig tidlig islamisk autoritet, siger, at "den først ophævede del af Koranen var om bederetningen." Men der er ikke noget i Koranen, der tilskynder muslimer til at bede i retning af Jerusalem, så dette er en ophævelse af en regulering udenfor Koranen. Ophævelse, som vi skal se, er langt vigtigere i andre sammenhænge.

Qibla-ændringen er også første gang, vi støder på et andet løbende tema i Koranen: Allahs omsorg for Muhammed. En opmærksom læser af Koranen vil uundgåeligt tænke, at Muhammed, i det Højeste Væsens øjne, er den vigtigste person, der nogensinde har levet - eller at forfatterne til bogen ønskede at sikre, at læserne fik den opfattelse.

Allah præsenterer den nye qibla som om det er en gave, specielt til Muhammed, en ny bederetning, som "du finder behag i" (v. 144). Flere andre passager i Koranen viser Allahs særlige omhu for Muhammed; en anden er hvor Allah mildt irettesætter ham for i begyndelsen at nægte at gifte sig med sin tidligere svigerdatter (en legendarisk skønhed), da Allah vil have ham til at gøre det (33:37).

Sådanne passager har fået vantro til at mene, at Muhammed til fulde drog fordel af profetskabets personlige frynsegoder, mens de for muslimer kun understreger Muhammeds særlige status: Detaljerne i hans liv, og selv hans ønsker - i længsel efter at bede mod Kabaen - er redskaber, gennem hvilke Allah åbenbarer evige sandheder og guddommelige love. Og hans eksempel er normativt.

Muqtedar Khan fra Center til Studiet af Islam og Demokrati forklarer:

"Ingen religiøs leder har så stor indflydelse på sine tilhængere som Muhammed (fred være med ham), den sidste profet fra islam. (...) I så høj grad, at Muhammeds ord, gerninger og tavshed (det, han så og ikke forbød) blev en uafhængig kilde til islamisk lov. Muslimer, som en del af deres religiøse observans, ikke alene adlyder, men også søger at efterligne deres profet i alle aspekter af livet. Muhammed er således både mediet for og en kilde til den guddommelige lov."

Allah opfordrer derefter de troende til at være standhaftige (versene 151-157) og godkender en præ-islamisk praksis under Hajj (v. 158), pilgrimsfærden til Mekka, før han vendte tilbage til et af yndlingstemaerne: De vantros fordærv (v. 159-177). De, der afviser islam, pådrager sig Allahs, englenes og hele menneskehedens forbandelser (v. 161), og vil bo i Helvede (v. 162).

I mellemtiden er de troendes byrde ikke tung. De behøver kun at afholde sig fra bestemte fødevarer, herunder svinekød (v. 173). Blandt de vantro er der dem, der stædigt skjuler, hvad de ved, at Allah har åbenbaret (v. 174).

De, der skændes om, hvad Allah har åbenbaret i Koranen er i "dyb splid" (v. 176). Tafsir al-Jalalayn siger, at disse - endnu en gang - er jøderne.

Derefter lovgiver Allah om forskellige forhold: zakat (almisse), ramadan-fasten, hajj og jihad (versene 178-203). Han formulerer loven om repressalier (qisas) for mord (v. 178): Lige gengældelse skal gives for offerets liv og kan tage form af blodpenge (diyah): En betaling som kompensation for det lidte tab. I islamisk lov (sharia) afhænger kompensationens størrelse af offerets religion: Ikke-muslimske liv er ganske enkelt ikke så meget værd som muslimske liv.

Umdat al-Salik (Reliance of the Traveller) - en sharia-manual, som Cairos prestigefyldte Al-Azhar-universitet har certificeret som værende i overensstemmelse med "praksis og tro af det ortodokse sunni-samfund" - siger, at betalingen for at dræbe en kvinde er halvdelen af, hvad betalingen er for en mand, og for at dræbe en jøde eller kristen skal betales en tredjedel af, hvad der betales for at dræbe en muslim (o4.9).

For en forklaring på dette, se sufi-sheik Sultanhussein Tabandehs udtalelse her.

Det følgende er blandt Koranens vigtigste ord om jihad-krigsførelse (v. 190-193).

"Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser!" (v. 190) bliver ofte påberåbt i dag for at vise, at jihad kun kan være defensiv. Asad siger, at "dette og de følgende vers utvetydigt fastsætter, at kun selvforsvar (i videste forstand) gør krig tilladt for muslimer."

Men Tafsir al-Jalalayn siger, at dette vers blev ophævet af 9:1, som ugyldiggør enhver traktat mellem muslimer og ikke-troende. På den anden side afviser Ibn Kathir tanken om, at verset blev ophævet.

Hvad udgør en defensiv konflikt? Et fingerpeg kommer i v. 193: "Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald [fitna], og indtil religionen er Allahs!" Fitna er forfølgelse eller uro. Ibn Ishaq forklarer, at det betyder, at muslimer skal kæmpe mod de vantro, "indtil Allah alene bliver tilbedt."

Bulandshahri siger: "De værste synder er vantro (kufr) og polyteisme (shirk), som udgør oprør mod Allah, Skaberen. For at udrydde disse, er muslimer forpligtet til at føre krig, indtil der ikke findes noget af det i verden, og den eneste religion er Allahs."

Dette svarer til en erklæring om bestandig krig mod alle ikke-muslimske religioner.

Ikke desto mindre vil denne konflikt væsentligt være defensiv, imod vantroens aggressioner: Hvis muslimer skal kæmpe, indtil vantro ikke længere findes, så udgør den blotte tilstedeværelse af vantro tilstrækkelig aggression til at tillade indledning af fjendtlighederne.

Dette er et af fundamenterne for den supremacistiske forestilling om, at muslimer skal føre krig mod de vantro, indtil disse vantro enten er konverteret til islam eller tvunget ind under islamisk lovs herredømme, som Koranen 9:29 udtrykkeligt siger.

Som islams profet, Muhammed, siger det i en hadith:

"Jeg er blevet befalet at bekæmpe folk, indtil de bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og tror på mig, (at) jeg er budbringeren (fra Herren) og på alt, hvad jeg har bragt. Og når de gør det, er deres blod og rigdomme garanteret beskyttelse på mine vegne, medmindre det er berettiget ved lov, og deres anliggender hviler hos Allah." (Sahih Muslim 31)

Således kan man med rimelighed antage, at hvis man ikke accepterer ham som en profet, så er ens blod og rigdom ikke sikret mod dem, der læser disse ord som ordene af en budbringer fra den ene sande Gud.

I tråd med temaet om krig, advarer Allah derefter de troende om ikke at tvivle, falde fra eller følge islam halvhjertet (versene 204-210):

"I, der tror! Drag alle ind i freden! Følg ikke i Satans fodspor! Han er jer en åbenlys fjende" (Koranen 2:208).

Erklæringer af denne art gør reform vanskelig, fordi reformatoren altid er sårbar overfor den beskyldning, at han ikke er draget helt ind i islam (freden).

Hvornår er det tilladt at bryde moralske love?

Når det islamiske samfund bliver forfulgt.

Dette er virkningen af den lille, let oversete sætning: "Fristelse til frafald er værre end drab" eller "forfølgelse er værre end nedslagtning", som optræder i Koranen 2:191 (og 2:217).

Allah vier en stor del af "Koen" (v. 189-242) til at besvare forskellige spørgsmål, som muslimerne angiveligt havde stillet Muhammed. Allah begynder sine svar til Muhammed med: "De spørger dig" (v. 189, 215, 217, 219, 220, 222). Et af disse spørgsmål drejede sig om, hvorvidt det var tilladt at kæmpe i den hellige måned eller ikke, hvilket Allah tager op i v. 217.

Muhammeds første levnedsskildrer, en 8. århundredes muslim ved navn Ibn Ishaq, giver os baggrunden for dette vers. Efter hijra, Muhammeds vandring fra Mekka til Medina, begyndte muslimerne at overfalde handelskaravaner fra den hedenske stamme Quraysh - Muhammeds egen stamme, som havde afvist ham.

Muhammed selv anførte mange af disse plyndringstogter.

Disse togter tjente et afgørende økonomisk formål: At holde den muslimske bevægelse solvent. På et tidspunkt udsendte Muhammed en af sine mest betroede løjtnanter, Abdullah bin Jahsh, sammen med otte andre muslimer, med ordre til at holde udkig efter en Quraysh-karavane ved Nakhla, en bosættelse ikke langt fra Mekka, og "finde ud af, hvad de laver."

Abdullah og hans gruppe opfattede dette som en ordre om at plyndre Quraysh-karavanen, som snart kom med sin last af læder og rosiner. Men det var den sidste dag i den hellige måned Rajab, i hvilken - efter mangeårig arabisk skik - kamphandlinger var forbudt. Dette satte dem i et dilemma: Hvis de ventede indtil den hellige måned var ovre, ville karavanen slippe væk, og hvis de angreb, ville de synde ved at dræbe folk i den hellige måned.

Til sidst besluttede de, ifølge Ibn Ishaq, at "dræbe så mange af dem de kunne, og tage hvad de havde."

På vejen hjem til Medina satte Abdullah en femtedel af byttet til side til Muhammed (i henhold til Koranen 8:41). Men da de var kommet tilbage til den muslimske lejr, nægtede Muhammed at være med i delingen af byttet eller at have noget med dem at gøre, og sagde kun: "Jeg gav jer ikke befaling til at kæmpe i den hellige måned."

Men så åbenbarede Allah v. 217 og forklarede, at Quraysh's modstand mod Muhammed og formodede forfølgelse af muslimerne var mere krænkende i hans øjne end muslimernes brud på den hellige måned.

Overfaldet var derfor berettiget, for "forfølgelse er værre end nedslagtning" [Ellen Wulff har: "Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab." o.a.]

Uanset hvilken synd Nakhla-angriberne havde begået ved at krænke den hellige måned, så var den intet i forhold til Quraysh' synder.

Ibn Ishaq forklarede dette vers:

"De har holdt dig tilbage fra Guds vej med deres vantro på ham, og fra den hellige moské, og har drevet dig fra den, da du var med dens folk. Dette er en mere alvorlig sag for Gud end drabet på dem, som du har slået ihjel." (s. 288)

Da han havde fået denne åbenbaring, tog Muhammed imod Abdullahs bytte og fanger. Abdullah blev betydeligt lettet og spurgte: "Kan vi håbe, at det vil tælle som et angreb, for hvilket vi skal have belønning som kombattanter?"

Også her svarede Allah med en åbenbaring og sagde:

"Men de, der tror, og de, der udvandrede og kæmpede for Allahs sag, de kan håbe på Allahs barmhjertighed. Allah er tilgivende og barmhjertig." (Koranen 2:218)

"Kæmpede" her er jahadu (جاهدو), som er en form af jihad, og "jihad for Allahs sag" eller "jihad på Allahs vej" (جاهدوا في سبيل الله) i islamisk teologi henviser altid til jihad-krigsførelse, ikke til mere åndelige opfattelser af jihad.

Ibn Kathir nævner, i forlængelse af Ibn Ishaq, også denne hændelse, som var af skæbnesvanger betydning: Godt blev identificeret med alt, der var til gavn for muslimer, og ondt med alt, der skadede dem, uden henvisning til nogen højere moralsk standard.

Moralske absolutter blev fejet til side og erstattet med det overordnede princip om hensigtsmæssighed.

Sayyid Qutb forklarer, at "islam er en praktisk og realistisk livsform, som ikke er baseret på stive idealistiske dogmer." Islam "opretholder sine egne høje moralske principper," men kun når "retfærdighed er etableret og forseelser er holdt i tømme" – dvs. kun når islamisk lov styrer et samfund - kan "hellighed beskyttes og bevares".

Så de behøver åbenbart ikke at blive beskyttet, eller kan ikke blive det, før dette punkt er nået.

Som en afvist bejler, vender Allah derefter tilbage til jøderne og minder dem atter om alle hans forsmåede gunstbevisninger mod dem (v. 211). Han gør opmærksom på, hvordan de vantro spotter muslimerne (v. 212) og åbenbarer derefter i koncentreret form det islamiske syn på frelseshistorien:

"Menneskene var engang ét fællesskab. Så sendte Allah profeterne til at bringe det gode budskab og advare, og sammen med dem sendte Han Skriften med sandheden ned til at dømme mellem menneskene i det, hvorom de var uenige. Kun de, der havde fået den, blev i gensidig oprørskhed uenige om den, efter at de klare beviser var kommet til dem." (Koranen 2:113)

De folk, der blev givet Skriften, er jøderne og de kristne.

"Derpå ledte Allah med sin tilladelse dem, der tror, til det af sandheden, hvorom de havde været uenige. Allah leder, hvem Han vil, til en lige vej." (Koranen 2:113)

Det vil sige, at Allah vejledte muslimerne til sandheden om de ting, som Bogens Folk var uenige om. Ibn Kathir forklarer, at de var uenige om "dagen at forsamles":

"Jøderne gjorde det lørdag, mens de kristne valgte søndag. Allah vejledte Muhammeds umma [samfund] til fredag."

De var også uenige om i hvilken retning de skulle bede (qiblaen), kropsholdninger under bøn, faste og Abrahams sande religion: "Jøderne sagde: 'Han var jøde', mens de kristne betragtede ham som kristen. Allah har gjort ham til en hanifa-muslim" - det vil sige, en præ-islamisk monoteist.

Kan du ikke lide tanken om at føre krig for Allah? Bare ærgerligt.

Allah formaner de troende til "at kæmpe, selvom det er jer imod" (v. 216).

Maulana Bulandshahri forklarer den traditionelle opfattelse:

"Mens muslimerne var i Mekka, var de svage og få i antal, aldrig i besiddelse af evnen eller den guddommelige tilladelse til jihad (religiøs krig). Efter udvandringen til Medina, modtog de ordren til at bekæmpe deres fjender i selvforsvar, som et vers i sura al-Hajj [kapitel 22 i Koranen] proklamerer: "Til dem, der bliver bekæmpet, er der givet tilladelse til at kæmpe, fordi de har lidt uret" (22:39). Senere kom ordren til at bekæmpe de vantro (kuffar), selv om disse ikke havde indledt aggressionen."

Bulandshahri var en nutidig teolog, men denne opfattelse om de tre stadier i udviklingen af Koranens lære om krigsførelse findes i Ibn Ishaqs værk fra det 8. århundrede, og i skrifter af fremtrædende og almindeligt anerkendte islamiske teologer gennem tiderne, herunder Ibn Kathir, Ibn Qayyim, Ibn Juzayy, As-Suyuti og mange andre.

Udover i realiteten at ødelægge ideen om moralske absolutter, er v. 217 også vigtigt for dem, der forlader islam, eller ville ønske, de kunne:

"De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildt i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid." (Koranen 2:217)

Tafsir al-Qurtubi, en klassisk og almindeligt anerkendt koran-eksegese, forklarer:

"De lærde er uenige om, hvorvidt frafaldne skal bedes om at angre. Én gruppe siger, at de skal bedes om at angre og hvis ikke, at de så skal dræbes. Nogle siger, at de skal have en time, og andre, en måned. Andre siger, at de skal bedes om at angre tre gange, og dette er Maliks opfattelse. Al-Hasan sagde, at de skal bedes hundrede gange. Det siges også, at de skal dræbes uden at blive bedt om at angre."

Efter dette forbyder Allah også alkoholiske drikke og hasardspil (v. 219). Adskillige tidlige autoriteter - Ibn Umar, Ash-Shabi, Mujahid, Qatadah, Ar-Rabi bin Anas og Abdur-Rahman bin Aslam - siger, at dette var det første af tre vers, der blev åbenbaret om dette emne, hvilket betyder, at de to andre har forrang over det. Her [i vers 219] siger Allah, at der også er "nytte for menneskene" ved alkohol, men i 5:90 siger han, at det er "Satans værk", hvilket udelukker, at den gamle spiritusdjævel kan være gavnlig overhovedet.

Så forbyder Allah muslimer at gifte sig med "kvinder, der sætter andre ved Allahs side" [al-Musrikat] (v. 221). Ibn Kathir noterer en stor del uenighed blandt islamiske autoriteter om, hvorvidt dette forbud gælder for jødiske og kristne kvinder, eller kun for polyteister. Han bemærker dog, at der er ijma - konsensus - blandt islamiske jurister om, at sådanne ægteskaber er tilladt, selvom muslimske kvinder naturligvis ikke - af nogen islamisk retsskole - er tilladt at gifte sig med jødiske eller kristne mænd.

I en kultur, hvor kvinder kræves at være helt og aldeles underordnet mænd, sikrer disse ulige love, at ikke-muslimske samfund forbliver underkuede, uden lighed i rettigheder eller lighed i værdighed med muslimer.

Allah - som ifølge islamisk teologi er den eneste, der taler i Koranen (selvom han ofte nok omtaler sig selv i tredje person) - er i den sidste del af "Koen" primært optaget af forskellige love for ægteskab og skilsmisse (v. 222-242). Han forbyder samleje under menstruation (v. 222).

I det næste vers, fortæller han muslimer: "Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil" (v. 223), hvilket nogle muslimer opfatter som et forbud mod analsex - således siger Ibn Kathir. Ifølge en hadith registreret af Imam Muslim - der af muslimer anses for at være den næstmest pålidelige hadith-samler (efter Bukhari) - og andre, står jøderne bag åbenbaringen af dette vers. "Jøderne plejede at sige, at når man kommer til ens kone gennem skeden, men bagfra, og hun bliver gravid, så får barnet et skelende blik" (Sahih Muslim 3363) - eller, ifølge andre kilder, bliver skeløjet.

For at tilbagevise dette, blev dette vers åbenbaret: "Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil" (v. 2:223). Sayyid Qutb siger, at brugen af ordet "pløjejord " (arabisk حرث), med dets "medbetydninger af jordbearbejdning og produktion, er højest passende i forbindelse med frugtbarhed og forplantning" - eller som Maududi udtrykker det: Allahs "formål med skabelsen af kvinder er ikke blot at give mænd rekreation." Det er også at give dem børn.

Allahs regler for skilsmisse understreger i forhold til kvinder, at "mændene står et trin over dem" (v. 228). Dette kan være grunden til, at mænd kan skilles fra deres koner ved blot at sige: "Talaq" - jeg skiller mig fra dig - mens kvinder ikke kan gøre dette. En så let procedure fører til skilsmisser i anfald af irritation, efterfulgt af forsoning. Koranen forudser dette og forsøger at afværge det ved at fastsætte, at en mand, der skiller sig fra sin hustru tre gange, ikke kan forsone sig med hende igen, før hun har giftet sig med en anden mand og igen er blevet skilt af ham: "Når han har skilt sig endegyldigt fra hende [for tredje gang], har han ikke lov til at få hende igen, før hun har været gift med en anden mand" (v. 230). Dette har givet anledning til fænomenet "midlertidige ægtemænd", der - på foranledning af islamiske gejstlige selv i vores tid - gifter sig med og skiller sig fra tre gange fraskilte kvinder, så disse stakkels kvinder kan vende tilbage til deres oprindelige ægtemænd. Denne praksis har, som man kan forestille sig, givet anledning til misbrug, og en hadith viser Muhammed fordømme den. Muslimske gejstlige insisterer på, at den stakkels kvindes nye ægteskab og skilsmisse skal være ægte, før hun kan vende tilbage til sin oprindelige mand.

Så fortsætter Allah med at angive de nærmere ordninger, som mænd skal indrette for deres koner i deres testamenter (v. 234, 240). I forbindelse med abrogationsdoktrinen vil det være interessant, at Ibn Kathir påstod om v. 240, at "flertallet af de lærde sagde, at denne ayah (2:240) blev ophævet af ayah 2:234."

Efter dette, er det igen tid til at tage jøderne under behandling. I versene 243-260 kommer Allah ind på flere bibelske fortællinger, uden at gå i detaljer med nogen af dem. Jøderne nægter at kæmpe, efter at være blevet befalet at gøre det (v. 246), og de gør oprør mod udnævnelsen af Saul til konge (v. 247).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo