(Koranen 1:1 - 2:140)
Af
Kilde: Jihad Watch, 7. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 10. juli 2016
Sura 1. Åbningen - Al-Fatiha
Al-Fatiha (Åbningen) er den første sura (kapitel) i Koranen og den mest almindelige bøn i islam. Hvis du er en from muslim, der beder islams fornødne fem daglige bønner, vil du recitere al-Fatiha sytten gange i løbet af disse bønner.
Ifølge en islamisk tradition sagde den muslimske profet Muhammed, at al-Fatiha overgik alt, hvad der var åbenbaret af Allah ("Guden" på arabisk, og ordet for Gud brugt af arabisktalende kristne og jøder, såvel som af muslimer) i Toraen, Evangeliet og resten af Koranen. Og ja, denne sura sammenfatter effektivt og smukt mange af de vigtigste temaer i Koranen og islam generelt: Allah som "alverdens Herre", der alene skal tjenes og bedes om hjælp, den barmhjertige dommer over enhver sjæl på Den Yderste Dag.
Ifølge islamisk teologi er det Allah, der er den talende bag hvert eneste ord i Koranen. Nogle har fundet det mærkeligt, at Allah kan sige sådan noget som "Lovet være Allah, alverdens Herre", men islamisk tradition hævder, at Allah åbenbarede denne bøn for Muhammed tidligt i hans karriere som profet (som begyndte i år 610 e.Kr., da han modtog sin første åbenbaring fra Allah gennem englen Gabriel - en åbenbaring, der nu er indeholdt i Koranens 96. kapitel), så muslimerne kunne vide, hvordan de skulle bede.
Det er for dens to sidste vers, at al-Fatiha er til størst bekymring for ikke-muslimer.
En shiitisk imam, Husham Al-Husainy, skabte kontrovers tilbage i 2007 ved at bruge denne passage i fri form under en bøn på et vintermøde i Democratic National Committee, og derved gav indtryk af, at han bad for, at de forsamlede politikere konverterede til islam. Senere bad imam Yusuf Kavakci fra Dallas' Centrale Moske al-Fatiha i staten Texas' Senat, hvilket gav anledning til de samme bekymringer.
De sidste to vers af al-Fatiha beder Allah:
"Led os ad den lige vej! Vejen, der følges af dem, som du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne." (Koranen 1:6-7)
Den traditionelle islamiske opfattelse af dette er, at "den lige vej" er islam jf. islam-apologeten John Espositos bog, Islam: The Straight Path [Islam: Den lige vej] - mens vejen, "der følges af dem, som vreden rammer", er jøderne, og "de vildfarne" er de kristne.
Den klassiske koran-kommentator, Ibn Kathir, forklarer, at "de to veje, Han beskrev her, begge er vildførte", og at disse "to veje er de kristnes og jødernes veje, et forhold, som den troende skal vogte sig for, så han undgår dem. De troendes vej er at kende sandheden og overholde den. Til sammenligning opgav jøderne at praktisere religionen, mens de kristne mistede den sande viden. Dette er grunden til, at 'vreden' faldt over jøderne, mens beskrivelsen 'de vildfarne' er mere passende for de kristne."
Ibn Kathirs opfattelse af denne passage er ikke en enlig "ekstremistisk" fortolkning. Faktisk mener de fleste muslimske kommentatorer, at jøderne er dem, der har gjort sig fortjent til Allahs vrede, og de kristne er dem, der er faret vild.
Foruden hos Ibn Kathir, er dette opfattelsen hos Tabari, Zamakhshari, Tafsir al-Jalalayn, Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas, og Ibn Arabi. En kontrasterende opfattelse, som ikke er flertallets, er Nisaburis, der siger, at "de, der har pådraget sig Allahs vrede, er forsømmelighedens mennesker, og de, der er faret vild, er umådeholdenhedens mennesker."
Wahhabierne fik for et par år tilbage kritik for at have tilføjet "som jøderne" og "som de kristne" i parentetiske kommentarer til denne passage i koraner trykt i Saudi-Arabien.
Nogle vestlige kommentatorer forestillede sig, at saudierne var ophav til denne fortolkning, og faktisk til hele ideen om koranisk fjendtlighed mod jøder og kristne. De fandt det utænkeligt, at muslimer verden over skulle lære som en selvfølge, at deres tros centrale bøn bandlyser jøder og kristne.
Men desværre er denne fortolkning både højagtet og dominerende i islamisk teologi. Trykningen af denne fortolkning i parentetiske kommentarer i en oversættelse, vil sandsynligvis ikke kunne påvirke muslimske holdninger, da den arabiske tekst altid og overalt er normativ under alle omstændigheder, og da så mange almindeligt anerkendte kommentarer indeholder ideen om, at jøder og kristne bliver kritiseret her. Sytten gange om dagen af de fromme.
Bemærk venligst at jeg ikke siger, at den anti-jødiske og anti-kristne fortolkning af al-Fatiha er den "rigtige". Selv om jeg ikke tror, at religiøse tekster er uendeligt plastiske og kan bringes til at betyde hvad som helst, læseren vil have dem til at betyde - hvilket nogle åbenbart mener - så har Nisaburis læsning i dette tilfælde lige så meget at tilbyde som den anden: der er intet i teksten selv, der absolut tvinger én til at tro, at den taler om jøder og kristne. Og det er værd at bemærke, at det 20. århundredes jihad-teoretiker, Sayyid Qutb, i sin massive og udtryksfuldt navngivne 30-binds kommentar til Koranen, Fi Zilal al-Qur’an (I Koranens skygge), ikke nævner jøder eller kristne i forbindelse med denne passage.
Omvendt afhænger den islamiske idé om, at jøder har fortjent Allahs vrede og de kristne er på afveje, ikke af denne passage alene. Jøderne har fortjent Allahs "vrede over vrede" ved at afvise Muhammed (2:87-90), og de kristne er faret vild ved at fastholde Kristi guddommelighed: "Vantro er de, der siger: 'Allah er Messias, Marias søn'" (5:72).
Hadith-litteraturen - traditioner med Muhammeds og de tidlige muslimers ord og gerninger - indeholder også materiale, der forbinder jøder med Allahs vrede og kristne med Hans forbandelse som følge af, at de forvildede sig bort fra den sande vej. (Jøderne er også forbandede ifølge Koranen 2:89, og begge er forbandede ifølge 9:30). En hadith beretter, at en tidlig muslim, Zaid bin Amr bin Nufail, på sine rejser mødtes med jødiske og kristne lærde. Den jødiske lærde fortalte ham: "Du kan ikke antage vores religion, medmindre du tager imod din del af Allahs vrede," og den kristne sagde: "Du kan ikke antage vores religion, medmindre du får en del af Allahs forbandelse." Zaid blev selvfølgelig muslim.
I lyset af disse og lignende passager bør det ikke overraske, at mange muslimske kommentatorer har ment, at al-Fatiha henviste til jøder og kristne.
Sura 2. Koen - Al-Baqara
Når man ser titlen på Koranens andet kapitel, Al-Baqara ("Koen"), kan man blive fristet til at tro, at det handler om ... en ko. Det ville være forkert. Kapitlerne i Koranen får generelt deres titler fra noget, der er fortalt inde i dem, også selvom det er en ubetydelig detalje. I dette tilfælde kommer kapitlets navn fra historien om Moses, der formidler Allahs befaling til israelitterne om, at de skal ofre en ko (2:67-73) - én af Koranens mange historier fra Bibelen og jødisk tradition, der er genfortalt i ændret form.
Dette er Koranens længste kapitel (sura) - 286 vers. Med det begynder Koranens generelle (men ikke konsekvent gennemførte) mønster, som organiserer den, ikke kronologisk eller tematisk, men efter kapitlernes længde, så de løber fra det længste til det korteste. En undtagelse er al-Fatiha (sura 1), der har hæderspladsen som det første kapitel på grund af dets centrale placering i islam.
Dette betyder, at man ikke skal opfatte "Koen" som islams originale, første eller primære budskab, blot på grund af dets placering. Ifølge islamisk tradition stammer det faktisk fra den sidste del af Muhammeds karriere, eftersom det blev åbenbaret for Muhammed i byen Medina - hvortil han formodes at være flygtet (fra Mekka) i år 622. I Medina blev Muhammed for første gang en politisk og militær leder.
Islamiske teologer betragter generelt Medina-suraer som i besiddelse af forrang frem for Mekka-suraer hvor som helst, der er indbyrdes modstrid, i henhold til vers 106 i dette Koranens 2. kapitel, hvor Allah taler om at ophæve vers og erstatte dem med nogle bedre. (Denne fortolkning af vers 106 er dog ikke universelt accepteret. Nogle siger, at det ikke henviser til ophævelsen af noget i Koranen, men kun til ophævelsen af de jødiske og kristne skrifter. Mere om det senere.)
"Koen" indeholder en stor mængde vigtigt materiale for muslimer og agtes højt. Den middelalderlige koran-kommentator, Ibn Kathir (hvis kommentar stadig læses og respekteres af muslimer), siger, at recitation af "Koen" piner Satan. Han siger, at en af Muhammeds tidlige tilhængere, Ibn Masud, bemærkede, at Satan "forlader det hus, hvori sura Al-Baqara bliver reciteret, og at han på vej ud lufter en vind." Uden Ibn Masuds dårlige smag, har Muhammed selv sagt: "Satan løber væk fra det hus, hvori sura Baqara bliver reciteret."
Hvad er indeholdt i Koranens anden sura?
"Koen" begynder med tre arabiske bogstaver: Alif, lam og mim. Mange kapitler i Koranen begynder med tre arabiske bogstaver på denne måde, hvilket har givet anledning til en betragtelig mængde mystisk spekulation over, hvad de kan betyde. Men Tafsir al-Jalalayn, en anden klassisk koran-kommentar, opsummerer kortfattet den fremherskende opfattelse: "Gud ved bedst, hvad Han mener med disse [bogstaver]."
Verset umiddelbart efter disse bogstaver indeholder en central islamisk doktrin: "Dette er Skriften; om den hersker der ingen tvivl ..."
Koranen kan ikke betvivles eller bedømmes ud fra nogen standard udenfor den selv; snarere er den selv standarden, som alle andre ting skal dømmes efter.
Koranen må aldrig betvivles
Dette er naturligvis ikke afgørende forskelligt fra den måde, hvorpå mange andre religioner betragter deres Hellige Skrift. Men der har ikke været nogen udvikling i islam svarende til den historiske og tekstmæssige kritik, der har forvandlet jødernes og de kristnes måde at forstå deres skrifter på i dag.
Koranen er en bog, der aldrig må betvivles, aldrig må stilles spørgsmålstegn ved: Da en islamisk lærd, Suliman Bashear, lærte sine elever på An-Najah Nationale Universitet i Nablus, at Koranen og islam var produkter af historisk udvikling snarere end, at de blev leveret i fuldkommen form til Muhammed, smed hans elever ham ud af vinduet i klasseværelset.
Fordømmelsen af ikke-troende
"Koen" går så i gang med noget, vi igen og igen og igen støder på i Koranen: En langtrukken tirade om fordærvelsen af dem, der afviser troen på Allah. Denne første omgang berører adskillige temaer, der vil komme igen mange, mange gange. Koranen, får vi at vide, er vejledning til dem, der tror på, hvad der blev "sendt ned til dig [Muhammed] og før dig". (v. 4)
Dette henviser til Koranens ofte erklærede antagelse, at den er en bekræftelse af Toraen og Evangeliet, der bringer det samme budskab, som Muhammed modtager i Koranens åbenbaringer (se 5:44-48). Da man fandt, at Toraen og Evangeliet ikke stemte overens med Koranen, opstod den beskyldning, at jøder og kristne havde forvansket deres Skrifter - hvilket er den dominerende islamiske opfattelse i dag.
Den moderate muslimske koran-oversætter og -kommentator, Muhammad Asad - en konvertit fra jødedommen - siger det positivt:
"Koranens religion kan kun forstås korrekt på baggrund af de store monoteistiske trosretninger, der gik forud, og som, ifølge muslimsk tro, kulminerede og nåede deres endelige formulering i islam."
Et andet tema i denne del af "Koen" er Allahs absolutte kontrol over alt, hvad der er, selv over de individuelle sjæles afgørelse af, om de vil tro på ham eller afvise ham:
"Men de, der er vantro, med dem er det lige meget, om du advarer dem eller ej; de vil dog ikke tro. Allah har forseglet deres hjerte og deres hørelse; over deres blik ligger der et slør. De har en vældig straf i vente." (Koranen 2:6-7)
Vers 40 i "Koen" omhandler "Israels børn" og indleder en længere overvejelse over alt, hvad Allah gjorde for jøderne, og den utaknemmelighed, de viste ham til gengæld. Vers 41 advarer dem: "Sælg ikke mine tegn for en ussel pris!", hvilket de islamiske kommentatorer generelt tolker som en formaning om at sætte tjenesten for Allah forud for denne verdens bekymringer. Sayyid Abul A'la Maududi, en berømt 20. århundredes islamisk intellektuel og eksponent for politisk islam, siger i sin massive Towards Understanding the Qur’an, at dette vers "henviser til de verdslige fordele for hvis skyld [jøderne] afviste Guds direktiver." Men mange har spekuleret på, om ikke dette vers er Muhammeds irettesættelse af dem, der solgte ham materiale, som de fortalte ham var guddommelig åbenbaring, men ikke var det - mennesker, der igen tages under behandling i 2:79.
Men uanset hvad, så kan jøderne igen komme på god fod med Allah ved at konvertere til islam: "Hold bøn, giv almisse og bøj jer sammen med dem, der bøjer sig!" (v. 43). Dette kan lyde fint for vestlige læsere, da oversættelserne, som formaner dem til at "holde bøn" og til at "give almisse", ikke ved første øjekast behøver at være begrænset til islam alene. Men de arabiske ord, der bruges her til bøn og almisse, er hhv. salat (الصلاة), som henviser specifikt til islamisk bøn, og zakat (الزكاة), der specifikt er islamisk almisse. Ikke-muslimer kan ikke bede salat eller betale zakat. Om behovet for denne omvendelse er Ibn Kathir ligefrem: "Allah befalede Israels Børn at antage islam og følge Muhammed." Sayyid Qutb siger, at Allah her "inviterer israelitterne til at slutte sig til muslimerne i deres religiøse praksis og at opgive deres fordomme og etnocentriske tilbøjeligheder."
Startende med vers 47, siger Maududi: "Der henvises til de bedst kendte episoder fra jødisk historie. Da disse episoder var kendt af ethvert jødisk barn, er de berettet kort snarere end i detaljer. Henvisningen skal minde jøderne om både de gaver, som israelitterne var blevet skænket af Gud og de ugerninger, med hvilke de havde reageret på disse gaver." Gaverne omfatter israelitternes redning fra Farao (v. 49-50), episoden med guldkalven (v. 54-55), bespisningen af folket med manna og vagtler i ørkenen (v. 57) og afsluttes med denne erklæring om jøderne: "Fornedrelse og elendighed blev deres lod; de pådrog sig Allahs vrede, for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel. For de var ulydige og gik gang på gang for vidt." (v. 61)
Ibn Kathir anvender disse ord om alle jøder: "Dette ayah [vers] fortæller, at Israels Børn var plaget af ydmygelse, og at dette vil fortsætte, hvilket betyder, at det aldrig vil ophøre. De vil fortsætte med at lide ydmygelse i hænderne på alle, de kommer i kontakt med, foruden den vanære, de føler i det indre."
Toleranceversene
Det kan virke skurrende, at der umiddelbart herefter kommer et af Koranens ofte citerede "tolerancevers", vers 62, som synes at love en plads i Paradis til "de, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier". Muhammad Asad jubler: "I en åndeløs vision, uden sidestykke i nogen anden religiøs tro, er tanken om 'frelse' her gjort betinget af kun tre elementer: tro på Gud, tro på Dommens Dag og en retskaffen livsførelse." Tilsyneladende ikke af accept af islam. Men han modsiger sig selv ved at tilføje "på dette guddommelige skrift" efter ordene "de, der tror" i sin oversættelse af vers 62 - det vil sige, at man for at blive frelst skal tro på Koranen samt på de tidligere åbenbaringer.
Og faktisk er muslimske kommentatorer ikke tilbøjelige til at se dette som et tegn på guddommelig pluralisme. Oversætterne Ali og Pickthall, samt Asad, føler det alle nødvendigt at tilføje parentetiske kommentarer, der får passagen til at betyde, at jøder og kristne (samt sabier, hvis identitet er omstridt) kun frelses, hvis de bliver muslimer. Qur'an.com tilføjer "før Profeten Muhammed" i parentes efter "jøder, kristne og sabier" og derved gør det klart, at de tre kun kunne frelses før islams komme, men at de nu skal konvertere til islam for at blive det.
Og ifølge Ibn Abbas blev dette vers ophævet af Koranen 3:85: "Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til Allah [islam], så bliver den ikke godtaget fra ham; i det hinsidige vil han være en af de fortabte." Qutb mener, at 2:62 kun gælder for tiden før Muhammed bragte islam til verden, en opfattelse, der støttes af en udtalelse af Muhammed, nedfældet af Tabari, i hvilken islams profet siger, at de kristne, der døde før hans komme, vil blive frelst, men de, der har hørt om ham og alligevel afvist hans krav om profetskab, ikke vil.
Passagerne om aber og svin
Derefter følger den første af de tre berygtede passager om "aber og svin". Jihadister i dag omtaler rutinemæssigt jøder som aber og svin; denne idé er forankret i Koranen 2:63-66; 5:59-60 og 7:166. Den første af disse passager skildrer, hvordan Allah siger til jøderne, der "begik overtrædelser i forbindelse med sabbatten": "Bliv til aber, som man kyser bort!" Den fortsætter med at sige, at disse forbandede tjener som "et advarende eksempel for deres samtid og eftertid." Traditionelt i islamisk teologi er disse passager ikke blevet anset for at gælde for alle jøder. Ibn Abbas siger, at "de, der krænkede sabbattens hellighed, blev forvandlet til aber; siden gik de til grunde uden afkom." Men andre, som den tidlige islamiske lærde Ibn Qutaiba, hævdede, at nutidens aber er efterkommere af de sabbat-brydende jøder.
Dette er meget udbredt i dag som en metafor for jødernes korruption og tilmed dyriske status. Muhammed selv begyndte på dette, da han tiltalte jøderne fra Qurayza-stammen, han skulle til at massakrere, som "I brødre af aber". For kort tid siden hånede en muslimsk gejstlig på Den Palæstinensiske Myndigheds officielle TV (du ved, de moderate) jøder som "aber og svin". I 2010 revsede Mohammed Morsi - der senere blev Det Muslimske Broderskabs præsident for Egypten, indtil han blev væltet af folkelig uro - jøderne som "disse blodsugere, der angriber palæstinenserne, disse krigsmagere, efterkommerne af aber og svin."
Den saudiske sheik Abd Al-Rahman Al-Sudayyis - imam ved den vigtigste moské i Mekka, Al-Haram-moskeen - sagde engang i en prædiken, at jøder er "den menneskelige races afskum, verdens rotter, overtrædere af pagter og aftaler, profeternes mordere og efterkommere af aber og svin." En anden saudi-sheik, Ba'd bin Abdallah Al-Ajameh Al-Ghamidi, gjorde forbindelsen eksplicit: "Den nuværende opførsel af brødrene af aber og svin - deres forræderi, overtrædelse af aftaler og besudling af hellige steder - er forbundet med deres forfædres gerninger i islams tidlige periode - hvilket beviser den store lighed mellem alle jøder, der lever i dag, og de jøder, der levede ved islams begyndelse." For mere om dette, se det fremragende studie udført af Middle East Media Research Institute (MEMRI). Dansk oversættelse her.
Vers 67 genoptager bebrejdelserne mod jøderne. Israelitterne reagerer med hovmodig oprørskhed mod Allahs befaling, givet gennem Moses, at de skal ofre en kvie ("koen" i suraens titel). Vi hører, at jødernes hjerter er forhærdede (v. 74) og i sidste ende, at de er forbandede af Allah (v. 89).
Ikke et lovende grundlag for en varig Israel-Palæstina-aftale.
Når du læser fordømmelser af Israel fra Hamas eller Iran eller fra en anden muslimsk kilde, så husk, at de ser Israel og jøderne gennem et koranisk prisme.
De har lært, hvis de ellers har studeret Koranen, at jøderne er de mest perverse og skyldige - såvel som de snedigste og mest vedholdende - fjender af Allah, Muhammed og muslimerne.
I vers 75 spørger Allah muslimerne, hvordan de kan gøre sig håb om, at jøderne vil komme til at tro på islam: "En del af dem har jo allerede hørt Allahs ord, men derved bevidst forfalsket dem efter at have forstået dem."
I sin Tafsir Anwar al-Bayan bemærker den indiske mufti fra det 20. århundrede, Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri, at nogle kommentatorer "har nævnt, at verset henviser til forfalskningen af Toraen. De jødiske lærde plejede at tage imod bestikkelse fra folk for at ændre visse påbud, så de passede til deres ønsker."
Som en uddybning af dette i forbindelse med vers 79 siger Bulandshahri, at jøderne "begår en dobbelt synd ved at ændre Allahs skrift og ved også at tage imod bestikkelse."
Dette er en traditionel opfattelse: Tafsir al-Jalalayn siger, at jøderne "ændrede beskrivelsen af Profeten i Toraen såvel som verset om "stening" og andre detaljer, og omskrev dem, så de blev anderledes end den måde, hvorpå de blev åbenbaret."
Koranen tilføjer, at jøderne i deres arrogance også tror, de kun vil være i Helvede nogle få dage (v. 80).
Bukhari beretter, at da Muhammed havde erobret jøderne i Khaybar, en arabisk oase, stegte de [jøderne] et får til islams profet - og forgiftede det. Da han fornemmede deres list, indkaldte og udspurgte han dem. Jøderne sagde til ham: "Vi vil forblive i (Helvedes-) Ilden i en kort periode, og derefter vil I [muslimer] erstatte os." Muhammed svarede indigneret: "I vil blive forbandede og ydmygede, når I er der! Ved Allah, vi vil aldrig erstatte jer i den" og afslørede, at han kendte til deres plot om at forgifte ham.
Versene 81-105 minder igen jøderne om Allahs gunstbevisninger, hvorfra de fleste "vendte (...) ryggen til" (v. 83), og tugter dem for deres egenrådighed og ulydighed. Allah opsummerer deres forskellige ulydige handlinger (v. 85), der afsluttes med påstanden om, at jøderne kun tror på en del af deres hellige skrifter, "mens der er andre dele af den, hvorpå I ikke tror".
Ibn Kathir siger, at de forkastede dele af Toraen, og desuden: "De bør ikke tros, når det drejer sig om beskrivelsen af Allahs Sendebud, hans komme, hans fordrivelse fra sit land, hans Hijra og resten af de oplysninger, som de tidligere profeter gav dem om ham, hvilke de alle skjulte. Jøderne, må de lide Allahs forbandelse, skjulte alle disse kendsgerninger indbyrdes."
Allah understreger, at jøderne er forbandede for at afvise islam (v. 88-89). (Dette er grunden til, de fleste muslimer ikke accepterer den tanke, at jøderne har nogen ret til landet Israel, trods Koranen 5:21 og andre vers: Et forbandet folk modtager ikke gaver fra Allah.) Vers 98 siger, at deres fjende er Allah selv.
Så kommer Allah med en udfordring (vers 94-96): Når jøderne hævder, at Paradis er forbeholdt dem alene, hvorfor søger de så ikke døden, i stedet for at være folket, der mest "begærligt klynger sig til livet"?
Dette er grundlaget for en jihadist-hån - som en Al-Qaeda-kriger i Afghanistan udtrykte det for et par år siden: "Amerikanerne elsker Pepsi-Cola, vi elsker døden." De sande troende længes efter Paradis og foragter denne verden.
Så afbryder Allah sin strøm af fordømmelser af jøderne for at indføre den islamiske abrogationsdoktrin, ifølge hvilken Allah kan erstatte et vers, han tidligere har åbenbaret, men ophævet med et vers, "der er bedre end det, eller noget magen til."
Tafsir al-Jalalayn siger, at dette vers blev åbenbaret, fordi "de vantro begyndte at håne sagen om ophævelse, og sige, at Muhammed den ene dag påbyder sine følgesvende én ting, hvorefter han den næste dag forbyder det." Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas siger, at det henviser til, "hvad der var ophævet af Koranen, og det, der ikke var ophævet."
Sayyid Qutb hævder, at "delvis ændring af afgørelser, som reaktion på skiftende omstændigheder i Profeten Muhammeds levetid, kun kunne være i hele menneskehedens interesse." Begrebet naskh, abrogation eller ophævelse, er grundlaget for den udbredte islamiske opfattelse, at de voldelige vers i sura 9 har forrang fremfor de mere fredelige vers, der blev åbenbaret tidligere, fordi de kommer senere i Muhammeds levetid - en idé, vi vil vende tilbage til senere.
(For en indgående drøftelse af den islamiske idé om ophævelse, se Ahmad Von Denffers Ulum al-Quran.)
Allah advarer derefter muslimerne om at opretholde deres religiøse pligter og ikke tillade sig at blive ledt på afveje af jøder og kristne, der vil forsøge at bedrage muslimerne (v. 109), selvom de strides indbyrdes (v. 113). Han spotter jødiske og kristne forsøg på at omvende muslimer (v. 111, 120, 135), og udtaler derefter, for første gang, den ofte gentagne afvisning af den kristne tro på Jesus som Guds Søn. Tanken om, at Allah kunne have en søn, anses for at kompromittere monoteismen: "De siger: 'Allah har taget sig en søn!' Højlovet være Han! Nej! Alt i himlene og på jorden tilhører Ham. Alle er Ham underdanige." (v. 116)
Så vender Allah tilbage til sit foretrukne mål, jøderne, og minder dem om den pagt, som Allah indgik med Abraham og Ismael ved Kabaen i Mekka (v. 125). Jøderne bliver mindet om, at selv da Abraham bad til, at Mekka ville blive et "sikkert sted", svarede Allah, at "(d)en, der er vantro" snart ville smage "Ildens straf". (v. 126)
Hvis du er overrasket over at finde en jødisk patriark, Abraham, knyttet til et islamisk helligt sted, Kabaen, så husk, at kun de forstokkede siger "at Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne var jøder eller kristne" (v. 140) Faktisk var de underkastet Allah – dvs. muslimer (v 128). Hvis de ikke var troende på Muhammed som en profet, var de i det mindste hanifer: Præ-islamiske monoteister.
Dette understreger det tilbagevendende koraniske tema, at de mennesker, vi kender i dag som jøder og kristne, kun er frafaldne fra den sande religion, der blev lært af Abraham og Moses samt Jesus - og denne sande religion var islam.
Som vi har set, er meget af sura 2 helliget de frafaldne jøder, der har afvist Muhammed, for at kalde dem tilbage til den sande tro, Abrahams og Moses' samt Muhammeds tro. Islam udfordrer således både jødedom og kristendom ved at hævde, at begge religioners sande og oprindelige form er islam.
I dag udlægger islamiske talsmænd i Vesten ofte Abrahams, Moses' og Jesu status som muslimske profeter som et tegn på islamisk åbenhed og økumenisk sindelag. Men i realiteten er det blot en erklæring om islams overherredømme og jødedommens og kristendommens ugyldighed.
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo