Ingen ville være det mindste interesseret i denne påstand, hvis det ikke var for de rigelige beviser på det modsatte: De daglige tilfælde af jihad-vold begået af muslimer, der henviser til islam og Koranen for at retfærdiggøre deres handlinger, hvoraf mange afbrænder kirker og terroriserer kristne i Nigeria, Egypten, Syrien, Pakistan og andre steder. Det er på grund af dem, at pave Frans, David Cameron og andre føler sig tvunget til at insistere på, at islam, i modsætning til hvad vi ser ske hver dag, er virkelig fredelig. Spørgsmålet er, om de gør ofrene for jihad nogen reel tjeneste ved at insistere på dette.

"Apostolisk skrivelse fra pave Frans: Evangeliets glæde [Evangelii Gaudium], til biskopperne, præsterne og diakonerne, til gudviede mennesker og til hele det Kristustroende lægfolk om forkyndelsen af Evangeliet i verden af i dag", fra vatican.va den 24. november 2013, dansk: www.katolsk.dk:

253. For at understøtte dialogen med Islam er det afgørende nødvendigt, at de, der skal tale med hinanden, er ordentligt forberedt, ikke alene for at de kan være solidt og lykkeligt rodfæstet i deres egen identitet, men også for at de kan være i stand til at se de andres værdier, at forstå de bekymringer, der ligger bag ved deres fordringer, og for at bringe det, vi har fælles, frem i lyset. Hvad angår os kristne, skal vi tage imod de muslimske indvandrere, der kommer til vores lande, med venlighed og respekt – på samme måde, som vi også håber og ønsker at blive modtaget og respekteret i lande med islamisk tradition. Jeg beder og bønfalder ydmygt disse lande om at give de kristne frihed til at fejre gudstjeneste og leve deres tro, og her at tænke på den frihed, som muslimske troende nyder i så henseende i de vestlige lande! Når vi står over for begivenheder med foruroligende udslag af voldelig fundamentalisme, så må hengivenheden overfor de sande muslimer få os til at undgå hadefulde generaliseringer, eftersom den sande islam og en autentisk tolkning af Koranen går imod enhver form for vold. (Fremhævelse tilføjet, o.a.)

Biskoppen af Rom - i kraft af sin stilling som St. Peters efterfølger - kan ifølge katolsk lære tale autoritativt om katolsk doktrin: Han har myndighed til at afgøre, hvad der er autentisk katolicisme. Dette er imidlertid en erklæring om autentisk islam. Det kunne være interessant at vide, hvordan han nåede frem til den konklusion, eftersom paven i Rom ikke har noget modstykke i den islamiske verden: Der er ingen muslimsk autoritet, han kan henvende sig til for at få oplyst, hvad "sand islam" består i, og mange muslimske autoriteter ville være uenige i hans erklæring om, at "sand islam" er "imod enhver form for vold". For at tage blot ét af mange tilgængelige eksempler, debatterede jeg for nylig med islam-apologeten Shadid Lewis, som under debatten (usandt) insisterede på, at islam ikke havde nogen doktrin om offensiv jihad, og at al jihad var defensiv. Men han gentog flere gange, at islam ikke er en pacifistisk religion, og at den sanktionerer og endda befaler krigsførelse under visse omstændigheder. Denne position er på ingen måde enestående for Lewis, den er ret almindelig blandt muslimer, hvoraf de fleste åbent indrømmer, at islam sanktioner krigsførelse i forsvaret for det muslimske samfund eller imod "undertrykkelse". Men det modsiger påstanden om, at islam er imod "enhver form" for vold.

Blandt de moderne muslimer (og nogle fra den seneste fortid), som vil være uenige med pave Frans' erklæring om "den sande islam", er disse:

"Jihad var en livsstil for de fromme forgængere (Salaf-us-Salih), og Profeten (SAWS [dvs. må Allahs velsignelser og fred være med ham, o.a.]) var mujahideen-krigernes herre og en model for de heldigt uerfarne folk. Det samlede antal militære togter, som han (SAWS) deltog i var 27. Han kæmpede selv i 9 af disse, nemlig Badr, Uhud, Al-Muraysi, Graven, Qurayzah, Khaybar, Erobringen af Mekka, Hunayn og Taif (...). Det betyder, at Allahs Sendebud (SAWS), plejede at tage ud på militære ekspeditioner eller udsende en hær mindst en gang hver anden måned." - Abdullah Azzam, medstifter af al-Qaeda, Join the Caravan, p. 30.

"Hvis vi følger reglerne for fortolkning, der er udviklet fra den klassiske videnskab om Koran-fortolkning, er det ikke muligt at fordømme terrorisme i religiøse termer. Den er fortsat helt tro mod de klassiske regler i sin udvikling af hellighed som sin egen berettigelse. Dette er, hvor hemmeligheden bag dens teologiske styrke ligger." - Den egyptiske lærde Nasr Hamid Abu Zayd

"Mange tak til Allah for hans venlige gestus, at have valgt os til at udføre jihad for hans sag og for at forsvare islam og muslimer. Derfor - at dræbe jer og bekæmpe jer, ødelægge jer og terrorisere jer, svare igen på jeres angreb, bliver alle betragtet som en stor legitim pligt i vores religion." - Khalid Sheikh Mohammed og hans medtiltalte ved 11/9-retsagen

"Allah lovpriser 480 gange i Den Hellige Koran muslimer for at føre jihad. Vi opfylder kun Allahs ordrer. Kun jihad kan bringe fred til verden." - Taliban-terrorist Baitullah Mehsud

"Jihad, hellig kamp for Allahs sag, med fuld styrke i antal og våben, har den allerstørste betydning i islam (...). Ved jihad, er islam etableret (...). Ved at opgive jihad, må Allah beskytte os mod det, bliver islam ødelagt og muslimer træder ind i en underlegen position, deres ære går tabt, deres jord bliver stjålet, deres herredømme og autoritet forsvinder. Jihad er en opgave og pligt i islam for enhver muslim." - bilbombe-terroristen fra Times Square, Faisal Shahzad

"Så trin for trin blev jeg en religiøst troende muslim, en mujahid - hvilket betyder én, der deltager i jihad" - terrorist-morderen fra Little Rock, Arkansas, Abdulhakim Mujahid Muhammad

"Og nu, efter at have behersket det engelske sprog, lært at lave sprængstoffer og planlagt løbende at ramme vantro amerikanere, er det tid til jihad." - den forsøgte terrorist-bombemand fra Texas, Khalid Aldawsari

Alle disse kan selvfølgelig affærdiges som "ekstremister", selv om de også alle var fromme muslimer, der havde besluttet at følge deres religion ordentligt. Men man finder de samme ting, når man vender sig til de autoritative kilder i sunni-islam, de sunni-muslimske retsskoler (madhahib):

Shafii-skolen: En shafii-manual i islamisk lov, der blev certificeret i 1991 af de gejstlige på Al-Azhar Universitet, en af de førende autoriteter i den islamiske verden, som en pålidelig vejledning i sunni ortodoksi, skriver om jihad, at "kaliffen fører krig mod jøder, kristne og zoroastrianere (...) indtil de bliver muslimer eller betaler den ikke-muslimske hovedskat".

Den tilføjer en kommentar af sheik Nuh Ali Salman, en jordansk ekspert i islamisk retslære: Kaliffen fører denne krig "forudsat at han først har inviteret [jøder, kristne og zoroastrianere] til at træde ind i islam i tro og praksis, og hvis de ikke vil, dernæst har inviteret dem til at træde ind i islams sociale orden ved at betale den ikke-muslimske hovedskat (jizya) (...) mens de forbliver i deres fædrene religioner." (Umdat al-Salik, o9.8).

I dag er der selvfølgelig ingen kalif, og dermed den ofte gentagne påstand om, at Osama m.fl. udkæmper jihad ulovligt, da ingen statslig myndighed har godkendt deres jihad. Men de forklarer deres handlinger som en defensiv jihad, hvis kald ikke behøver nogen statslig myndighed og som bliver "obligatorisk for alle" (Umdat al-Salik, o9.3), hvis et muslimsk land bliver angrebet. Men afslutningen af den defensive jihad er ikke fredelig sameksistens med ikke-muslimer som ligeværdige: Umdat al-Salik angiver, at krigen mod ikke-muslimer skal fortsætte indtil "Jesu endelige nedstigning". Herefter "vil intet andet end islam blive accepteret af dem, for opkrævning af hovedskatten er kun i effekt indtil Jesu nedstigning" (o9.8).

Hanafi-skolen: En hanafi-manual i islamisk lov gentager de samme påbud. Den insisterer på, at folk skal opfordres til at antage islam før kampen indledes, "fordi Profeten instruerede sine hærførere således, befalede dem at kalde de vantro til troen." Den understreger, at jihad ikke må føres for økonomisk vinding, men udelukkende af religiøse grunde: Ved kaldet til islam "vil folket derfor forstå, at de bliver angrebet på grund af religion og ikke for at tage deres ejendom, eller gøre deres børn til slaver, og fra denne betragtning er det muligt, at de kan bevæges til at acceptere kaldet for at redde sig selv fra krigens møje."

Men "hvis de vantro, efter at have modtaget kaldet, hverken giver deres samtykke eller accepterer at betale hovedskat [jizya], så påhviler det muslimerne at bede Allah om hjælp, og at føre krig mod dem, fordi Allah er hjælperen for dem, der tjener Ham, og ødelæggeren af Sine fjender, de vantro, og det er nødvendigt at bønfalde Ham om hjælp ved enhver lejlighed; desuden befaler Profeten os at gøre således." (Al-Hidayah, II.140.)

Maliki-skolen: Ibn Khaldun (1332-1406), en banebrydende historiker og filosof, var også maliki-retsteoretiker. I sin berømte Muqaddimah, det første historieteoretiske værk, bemærker han, at "i det muslimske samfund er den hellige krig en religiøs pligt, på grund af den universelle karakter af den (muslimske) mission og (forpligtelsen til at) konvertere alle til islam, enten ved overtalelse eller ved magt." I islam er den ansvarlige for religiøse anliggender optaget af "magtpolitik", fordi islam er "forpligtet til at vinde magt over andre nationer."

Hanbali-skolen: Den store middelalderlige teoretiker i, hvad der i dag almindeligt kendes som radikal eller fundamentalistisk islam, Ibn Taymiyya (Taqi al-Din Ahmad Ibn Taymiyya, 1263-1328), var hanbali-jurist. Han instruerede, at "eftersom lovlig krigsførelse i det væsentlige er jihad, og da dens mål er, at religionen udelukkende skal være Allahs og at Allahs ord skal være øverst, så skal, ifølge alle muslimer, de, der står i vejen for dette mål, bekæmpes."

Dette bliver også lært af moderne lærde i islam. Majid Khadduri var en irakisk forsker i islamisk lov med internationalt ry. I sin bog War and Peace in the Law of Islam, som blev udgivet i 1955 og stadig er et af de klareste og mest lysende værker om emnet, siger Khadduri dette om jihad:

Staten, der betragtes som instrumentet til universel udbredelse af en bestemt religion må nødvendigvis være en stadig ekspanderende stat. Den islamiske stat, hvis hovedfunktion var at sætte Allahs lov i værk, søgte at etablere islam som den herskende regerende ideologi over hele verden (...). Jihad blev derfor anvendt som et instrument til både universel udbredelse af religion og etablering af en imperial verdensstat. (p. 51)

Imran Ahsan Khan Nyazee er adjunkt på fakultetet for Sharia og Lov ved Det Internationale Islamiske Universitet i Islamabad. I sin bog fra 1994, The Methodology of Ijtihad, citerer han maliki-juristen fra det tolvte århundrede, Ibn Rushd: "Muslimske jurister er enige om, at formålet med krigsførelse mod Bogens Folk (...) er dobbelt: Enten deres konversion til islam eller betalingen af jizya." Nyazee konkluderer: "Dette efterlader ingen tvivl om, at det primære mål for det muslimske samfund, i dets juristers øjne, er at sprede Allahs ord gennem jihad, og muligheden for hovedskat [jizya] først skal udøves efter undertvingelse" af ikke-muslimer.

Alt dette lyder ikke som en religion, hvis "autentiske" manifestation er "imod enhver form for vold." Det ville være oplysende, hvis pave Frans, eller nogle folk omkring ham, kom med nogle citater fra muslimske autoriteter, som han betragter som "autentiske", og forklarede, hvorfor de autoriteter jeg citerede ovenfor og andre som dem er uautentiske. Mens der i virkeligheden ikke er nogen enkelt muslimsk autoritet, der kan kundgøre, hvad der er "autentisk" islam, og at det derfor ville være klogt ikke at komme med fejende erklæringer om, hvad "autentisk islam" egentlig er, er der klart mange muslimer, der mener, at autentisk islam faktisk sanktionerer vold.

Paven erklærede også, at den autentiske forståelse af Koranen er "imod enhver form for vold". Hvis det skulle være sandt, måtte der være en generel afvisning blandt muslimer af den bogstavelige forståelse af disse vers:

2:191-193: "Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis I gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro. Hvis de så holder inde, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig. Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret."

4:34: "Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Allah vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Allah er ophøjet og stor."

4:89: "De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Allahs sag! Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! Tag ingen af dem til ven eller hjælper!"

5:33: "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente."

5:38: "En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Allah! Allah er mægtig og vis."

8:12: "Da din Herre åbenbarede for englene: 'Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!'”

8:39. "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah! Hvis de holder inde, så ser Allah, hvad de gør;"

8:60: "Udrust imod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk i Allahs og jeres fjende og i andre foruden dem, som I ikke kender, men som Allah kender. Alt hvad I giver bort for Allahs sag, vil blive betalt jer fuldt tilbage. I vil ikke blive gjort uret."

9:5: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig."

9:29: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

9:111: "Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Allah? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr."

9:123: "I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!"

47:4: "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Allah ville, havde han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Allahs sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt."

Dette er tre vers om at dræbe polyteister, frafaldne, osv. uanset hvor de findes, ét om at slå ulydige kvinder, to om halshugning, og mere. Uanset hvordan muslimske talsmænd i Vesten vil bortforklare disse vers - som kun gældende for det syvende århundrede eller kun under nøje omstændigheder osv. - så er det svært at se, hvordan alt dette skulle kunne forenes med påstanden om, at Koranen er "imod enhver form for vold."

Der er helt sikkert også nogle tolerante vers i Koranen - se for eksempel sura 109. Men så er der autoriteter i den islamiske tradition, der siger, at voldelige passager har forrang frem for disse vers. Muhammeds tidligste levnedsskildrer, en muslim fra det 8. århundrede ved navn Ibn Ishaq, forklarer den fremadskridende karakter af Koranens åbenbaring om krigsførelse. Først, forklarer han, tillod Allah muslimer at føre defensiv krig. Men det var ikke Allahs sidste ord om de omstændigheder, hvorunder muslimer skal kæmpe. Ibn Ishaq forklarer offensiv jihad ved at påkalde et Koran-vers: "Så nedsendte Allah til ham: 'Kæmp mod dem, indtil der ikke længere er fristelse til frafald', dvs. indtil ingen troende længere forføres bort fra sin religion, 'og indtil religionen er Allahs!' dvs. indtil Allah alene bliver tilbedt."

Det Koran-vers, som Ibn Ishaq citerer her (2:193), befaler meget mere end defensiv krigsførelse: Muslimer skal kæmpe, indtil "religionen er Allahs" - det vil sige indtil Allah alene bliver tilbedt. Ibn Ishaq giver ingen antydning af, at denne befaling døde bort med det syvende århundrede.

Den store middelalderlige lærde Ibn Qayyim (1292-1350) skitserer også faserne af Muhammeds profetiske karriere: "I tretten år efter begyndelsen af sit virke som Sendebud, kaldte han folk til Allah gennem forkyndelse, uden kamphandlinger eller jizya, og blev befalet at lægge bånd på sig selv og praktisere tålmodighed og overbærenhed. Så blev han befalet at migrere, og senere blev tilladelse givet til at kæmpe. Så blev han befalet at bekæmpe dem, der bekæmpede ham, og at afholde sig fra dem, der ikke førte krig mod ham. Senere blev han befalet at bekæmpe polyteisterne, indtil Allahs religion var fuldt etableret."

Med andre ord kunne han i begyndelsen kun kæmpe defensivt - kun "dem, der bekæmpede ham" - men senere kunne han bekæmpe polyteisterne, indtil islam var "fuldt etableret." Han kunne bekæmpe dem, selv om de ikke kæmpede mod ham først, og alene fordi de ikke var muslimer.

Heller ikke alle nutidige islamiske tænkere mener, at denne befaling er et levn fra fortiden. Ifølge en overdommer fra det 20. årh. i Saudi-Arabien, sheik Abdullah bin Muhammad bin Humaid: "Først blev 'kamp' forbudt, så blev det tilladt, og derefter blev det gjort obligatorisk." Han skelner også mellem to grupper, som muslimer skal bekæmpe: "(1) mod dem, der starter "kampen" imod jer (muslimer) ... (2) og mod alle dem, der tilbeder andre sammen med Allah (...) som nævnt i suraerne Al-Baqara (II), Al-Imran (III) og Al-Tawba (IX) ... og andre suraer (kapitler i Koranen)." (Romertallene efter navnene på Koran-kapitlerne er suraernes numre: Sheik Abdullah henviser til Koran-vers som f.eks. 2:216, 3:157-158, 9:5 og 9:29)

Her ser vi igen, at der i islamisk tradition tydeligvist er en udbredt opfattelse af Koranen, der på ingen måde ser den som "imod enhver form for vold". Og vi ser muslimer med en klar opfattelse af, at deres religion sanktionerer vold mod vantro, som handler ud fra denne opfattelse rundt om i verden i dag, i Indonesien, Filippinerne, Thailand, Burma, Bangladesh, Pakistan, Afghanistan, Irak, Syrien, Egypten, Israel, Nigeria og andre steder. Vi kan håbe, at de, der repræsenterer den "autentiske islam", som Pave Frans taler om, vil komme frem og arbejde mod de muslimer, der tror på vold. Indtil videre har vi ikke set det. Tværtimod ser vi reformatorer truet og kuet til tavshed. Den marokkanske imam Ahmed Assid fordømte vold i islams navn, og blev straks erklæret en frafalden og truet på livet af sine medgejstlige. Hvis denne verdens Ahmed Assid'er repræsenterer "autentisk islam", så er budskabet ikke nået igennem til alt for mange af deres trosfæller.

Vi må håbe, at det en dag gør det. I mellemtiden er det bydende nødvendigt at fortsætte med at tale om, hvordan de islamiske jihadister bruger islams tekster og lære til at retfærdiggøre vold og overherredømme, for at advare alle mennesker af god vilje om jihad-truslens art og omfang, samt dens motiver og mål. Dette er ikke at svælge i "hadefulde generaliseringer". Det er simpelthen at tale ærligt og realistisk om en trussel, som alle frie mennesker står overfor. Hvis vi ikke kan tale om det, vil den ikke desto mindre komme alligevel og overmande os uforvarende.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo