En kvinde med en plakat af den afdøde Fatah-grundlægger og leder af Den Palæstinensiske Myndighed, Yasser Arafat, under et stævne i Gaza City, lørdag den 11. november 2017, der markerede 13-årsdagen for hans død. (AP Photo/Khalil Hamra)

Den muslimske kongres-kandidat Rashida Tlaib (Demokrat-Michigan) fejrede sin sejr ved primærvalget med flere anti-Israel tweets, herunder en der lød: "Mine rødder som palæstinensisk amerikaner er stærke og vigtige." Men sandheden om disse rødder kunne dog overraske selv Tlaib, eftersom der før 1960'erne, ikke fandtes noget palæstinensisk folk. Det blev opfundet som et propaganda-våben mod Israel.

I 1948 besejrede den spirende stat, Israel, militære styrker fra Egypten, Irak, Syrien, Transjordan, Libanon, Saudi-Arabien og Yemen, som var fast besluttet på at ødelægge landet helt. Jihad-kampagnerne mod Israel fortsatte, men det holdt stand og besejrede Egypten, Irak, Syrien, Jordan og Libanon igen i seksdageskrigen i 1967, og Egypten og Syrien endnu en gang i Yom Kippur-krigen i 1973. Ved disse sejre mod enorme odds, vandt Israel den frie verdens beundring, hvilket førte til den største og mest dristige anvendelse i islamisk historie af Muhammeds grundsætning: "Krig er bedrag".

For at ødelægge billedet af den lille jødiske stat, der står sejrende over for enorme muslimske, arabiske fjender, udviklede det sovjetiske KGB (Komité for Statslig Sikkerhed) fiktionen om et endnu mindre folk, "palæstinenserne", der blev truet af en velsmurt og hensynsløs israelsk krigsmaskine.

I 134 e.Kr. havde romerne fordrevet jøderne fra Judæa efter Bar Kokhba-oprøret og omdøbt området til Palæstina. Romerne havde plukket dette navn fra Bibelen; det var navnet på israelitternes gamle fjender, filistrene. Men udtrykket "palæstinensisk" betegnede aldrig noget andet end en region - ikke et folk eller en etnicitet.

I 1960'erne skabte KGB og Hajj Amin al-Husseinis nevø, Yasser Arafat, både dette påstået undertrykte folk og redskabet til dets frigørelse - Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).

Ion Mihai Pacepa, der i koldkrigstiden havde været fungerende chef for det kommunistiske Rumæniens efterretningstjeneste (Pacepa skrev senere mange artikler for PJ Media), afslørede senere, hvad der skete:

"PLO blev opfundet af KGB, som havde en forkærlighed for 'befrielses'-organisationer. Der var Bolivias Nationale Befrielseshær, der blev oprettet af KGB i 1964 med hjælp fra Ernesto 'Che' Guevara (...) KGB skabte også Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse, som udførte talrige bombeattentater. ...

I 1964 godkendte det første PLO-råd - der bestod af 422 palæstinensiske repræsentanter, der var håndplukket af KGB - Det Palæstinensiske Nationale Charter, et dokument, der var udarbejdet i Moskva. Den Palæstinensiske Nationalpagt og Den Palæstinensiske Forfatning blev også født i Moskva, med hjælp fra Ahmed Shuqairy, en KGB-påvirkningsagent, der blev den første PLO-formand."

Hvis Arafat skulle lede PLO, måtte han være palæstinenser. Pacepa forklarede:

"[Arafat] var en egyptisk middelklasseborger, der blev forvandlet til en hengiven marxist af KGB's udenrigstjeneste. KGB havde trænet ham på sin skole for særlige operationer i Balashikha øst for Moskva, og besluttede i midten af 1960'erne at oplære ham til at blive den fremtidige PLO-leder.

Først ødelagde KGB de officielle optegnelser over Arafats fødsel i Cairo og erstattede dem med fiktive dokumenter, der sagde, at han var født i Jerusalem og derfor var palæstinenser af fødsel."

Arafat kan have været marxist, i hvert fald i starten, men han og hans sovjetiske kontrollanter gjorde rigelig brug af islamisk antisemitisme. KGB-chef Yuri Andropov bemærkede:

"[D]en islamiske verden var en ventende petriskål, på hvilken vi kunne dyrke en virulent stamme af Amerika-had, baseret på den marxist-leninistiske tænknings bakterie. Islamisk antisemitisme løb som en dyb understrøm. (...) Vi behøvede kun at fortsætte med at gentage vore temaer - at USA og Israel var 'fascistiske, imperialist-zionistiske lande' finansieret af rige jøder.

Islam var tvangsmæssigt optaget af at forhindre de vantros besættelse af sit territorium, og den var yderst modtagelig for vores karakterisering af den amerikanske kongres som en rovgrisk zionistisk enklave, der sigtede mod at gøre verden til et jødisk herresæde."

Medlem af PLO's eksekutivkomité, Zahir Muhsein, forklarede mere fuldstændigt strategien i et 1977-interview for den hollandske avis Trouw:

"Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Oprettelsen af en palæstinensisk stat er kun et middel til at fortsætte vores kamp mod staten Israel og for vores arabiske enhed. I virkeligheden er der i dag ingen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Kun af politiske og taktiske grunde taler vi i dag om eksistensen af et palæstinensisk folk, da arabiske nationale interesser kræver, at vi hævder eksistensen af et særskilt "palæstinensisk folk" til at modsætte sig zionismen.

Af taktiske grunde kan Jordan, som er en suveræn stat med fast definerede grænser, ikke gøre krav på Haifa og Jaffa, mens jeg som palæstinenser uden tvivl kan forlange at få Haifa, Jaffa, Beer-Sheva og Jerusalem. Men i det øjeblik vi genvinder vores ret til hele Palæstina, vil vi ikke vente så meget som et minut på at forene Palæstina og Jordan."

Nicolae Ceausescu og Yasser Arafat

Når først folket var blevet skabt, kunne dets ønske om fred også let fabrikeres. Den rumænske diktator Nicolae Ceausescu instruerede Arafat i, hvordan man spiller Vesten som en violin. Pacepa fortæller:

"I marts 1978 bragte jeg i hemmelighed Arafat til Bukarest til de sidste instruktioner om, hvordan man optræder i Washington. 'Du skal bare blive ved med at foregive, at du vil bryde med terrorismen, og at du vil anerkende Israel - om og om og om igen', fortalte Ceausescu ham [Arafat]. (...) Ceausescu var euforisk ved udsigten til, at både Arafat og han skulle kunne få en Nobels fredspris med deres falske udstilling af olivengrenen. ...

Ceausescu fik ikke sin Nobels fredspris. Men i 1994 fik Arafat sin - alt sammen fordi han til fuldkommenhed fortsatte med at spille den rolle, vi havde lært ham. Han havde forvandlet sin terroristiske PLO til en exil-regering (Den Palæstinensiske Myndighed), som altid foregav at ville stoppe den palæstinensiske terrorisme, og samtidig lod den fortsætte uformindsket.

To år efter at have underskrevet Oslo-aftalerne, var antallet af israelere, dræbt af palæstinensiske terrorister, steget med 73 procent."

Denne strategi fortsatte med at fungere smukt, gennem den ene USA-mæglede "fredsproces" efter den anden, fra Camp David-aftalerne i 1978 il Barack Obamas præsidentskab og videre frem uden nogen ende i syne.

Vestlige myndigheder synes aldrig at overveje, hvorfor så mange forsøg på at opnå en forhandlet fred mellem Israel og "palæstinenserne", hvis historiske eksistens alle nu tager for givet, alle er mislykkedes.

Svaret ligger naturligvis i den islamiske lære om jihad. "Fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer" (Koranen 2:191) er en befaling, der ikke indeholder nogen formildelse og ikke accepterer nogen.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo