Blandt de mange, der fordømte Obama-administrationens katastrofale kapitulation overfor Den Islamiske Republik Irans nukleare ambitioner, udtrykte ingen dens potentielle konsekvenser så skarpt som Israels økonomiminister Naftali Bennett: "Vi vågnede i morges op til en ny virkelighed," sagde han søndag. "En virkelighed, hvor en dårlig aftale blev indgået med Iran. En meget dårlig aftale. Hvis en nuklear kuffert eksploderer om fem år i New York eller Madrid, vil det være på grund af den aftale, som blev underskrevet i morges."

Hvis det sker, vil det også være på grund af den shiitiske tro på den tolvte imams genkomst. Ifølge islamisk tradition, begyndte striden mellem sunni-flertallet og Shiat Ali (Parti Ali) ved Muhammeds død i 632. Sunnierne gjorde gældende, at islams profet ikke havde udpeget en efterfølger som politisk, militær og åndelig leder af det muslimske samfund, og at muslimerne derfor burde vælge den bedste mand blandt dem som leder. Det spirende Parti Ali hævdede derimod, at Muhammed havde udpeget sin svigersøn Ali ibn Abi Talib som sin efterfølger, og at Muhammeds efterfølger skulle være medlem af profetens husstand.

Hvad mere var, så ville denne efterfølger, langt fra at være en simpel funktionær, være bærer af en del af Muhammeds profetiske ånd, samt have ufejlbarlighed i afgørelsen af stridsspørgsmål. Ali blev endelig valgt som den fjerde kalif i 656, men blev myrdet i 661. Hassan, hans ældste søn (og efterfølger efter shiitternes opfattelse), blev myrdet i 670 på ordre af den sunni-muslimske kalif Muawiya. Dernæst blev sunni/shiit-skismaet definitivt og permanent, da Alis yngste søn, Husayn, blev dræbt i slaget ved Karbala i 680.

Shiiterne opstod således på en baggrund af tab og nederlag, og disse blev de vedvarende særlige kendetegn ved shiitisk historie og fromhedsliv. Efter halshugningen af Husayn videreførte shiiterne en succession af imamer, som var medlemmer af Muhammeds husstand og var hans profetiske arvinger. Alle blev de efter tur og gennem to århundreder forgiftet på ordre af den sunni-muslimske kalif. Ifølge traditionerne i tolver-shiismen, den officielle religion i Den Islamiske Republik Iran, forsvandt den tolvte af disse imamer, en dreng på fem år, under mystiske og omstridte omstændigheder i år 874 - men forblev i live [Den Lille Okkultation, o.a.]. Efter hans forsvinden, meddelte han sig til verden gennem fire talsmænd, hvoraf den sidste døde i 941. På dette tidspunkt blev den tolvte imam tavs, og gik ind i perioden med "Den Store Okkultation."

I sit sidste kommuniké til verden i 941, via en af disse talsmænd, trøstede denne mystiske skikkelse sine tilhængere med profetier om sin eventuelle tilbagevenden. Omstændighederne ved denne tilbagevenden kan, i hænderne på Irans gale mullaher, påføre verden hidtil usete katastrofer. Og Israel og Amerika vil komme til at lide mest.

"Hjerter", advarede den tolvte imam Mohammad al-Mahdi i sit sidste budskab, "vil blive utilgængelige for medfølelse. Jorden vil blive fyldt med tyranni og vold." Han talte om tiden for sin genkomst og forklarede, at han først ville komme tilbage til verden, når ondskaben, som muslimer lider under, var på sit absolut højeste. I dette gentog han en shia-muslimsk tradition om islams profet Muhammed, hvor denne profeterede, at den tolvte imam ville blive "Genopliveren" og forklarede: "Han vil fylde verden med fred og retfærdighed, ligesom den i dag er fyldt med vold og tyranni."

Volden og tyranniet er ikke tilfældige omstændigheder ved teologien om den tolvte imam, der har hævn som sit inderste motiv. Shia-muslimerne begyndte at udbrede den lære, at den tolvte imam ville vende tilbage på et tidspunkt, hvor muslimerne blev undertrykt som aldrig før og led mere end nogensinde. Imamen, i selskab med Jesus (nydesignet som en muslimsk profet ligesom i sunni-islam), ville til sidst sætte en stopper for den rædselsvækkende forfølgelse af de sande troende og gribe til våben mod deres fjender og erobre og islamisere verden.

Denne eskatologiske hævnfantasi ville ikke være et problem for andre end fromme shiitter og religiøse antropologer, hvis det ikke havde været for det element i shiitisk tradition, der kræver, at jorden skal være "fyldt med tyranni og vold", før den tolvte imam kan vende tilbage.

Der er ikke noget krav om, at ikke-muslimer skal være ansvarlige for denne vold. Shiitter, fyldt med religiøs iver som Ayatollah Khamenei og mullaherne bag ham, kunne fremskynde den tolvte imams tilbagekomst og fuldendelsen af alle ting ved at udløse et atomangreb mod Tel Aviv eller en anden vantro forpost, vel vidende, at de derved næsten helt sikkert ville fremprovokere en gengældelse, der ville udsætte muslimerne i Iran for mere nederlag og undertrykkelse end selv shiiterne tidligere har lidt. Det ville være nok til at få den tolvte imam ud af brønden, hvor han siges at skjule sig.

Alt dette handler blot om religiøse forhåbninger og spekulationer; men de ødelæggelser, der angiveligt skulle føre til hans genkomst, ville imidlertid være alt for virkelige. De to magter, som de iranske mullaher længe har udpeget som den "Store Satan" og "Lille Satan" - Amerika og Israel - ville være de eneste mål under et iransk forsøg på at fremskynde tolvte imams komme.

Et atomangreb fra Teheran på Israel kunne ifølge skøn dræbe op mod tyve millioner mennesker og helt ødelægge den jødiske stat.

Ved at imødekomme iranernes nukleare ambitioner, har Barack Obama givet enorm impuls til disse hævnfantasier, sandsynligvis uden at indse eller bekymre sig om, at Irans mullaher tager profetierne om den tolvte imam særdeles alvorligt - alvorligt nok til at ville sætte hele verden på spil for dem. Obama har netop givet dem betydeligt bedre odds, end de havde for blot en uge siden.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo