Colm Fitzpatrick fremfører i The Irish Catholic et autoritetsargument, hvilket er det svageste af alle argument-typer: Kristne og muslimer tilbeder den samme gud, fordi Den Katolske Kirkes 2. Vatikankoncil siger det. Men en nærmere undersøgelse af bevisene afslører, at dette er usandt. Ud over de åbenlyse forskelle i synet på Treenigheden, korsfæstelsen og Kristi guddommelighed er der dybere forskelle, som ofte overses.

1. Fri vilje. Koranen, såvel som tilkendegivelser i islamisk tradition, indeholder talrige passager om, at ikke alene kan ingen tro på Allah undtagen ved hans vilje, men heller ingen kan afvise ham undtagen ved hans aktive vilje. "Den, til hvem Allah ikke giver lys, har intet lys." (Koranen 24:40).

Spørgsmålet om fri vilje kontra prædestination har naturligvis plaget kristne i forskellige sekter i århundreder, fordi forskellige bibelske passager gives forskellig vægt i de forskellige traditioner. Calvinisme i sin rene form er selvfølgelig berygtet for sin lære om dobbelt prædestination, tanken om, at Gud har bestemt mennesker til Helvede såvel som til frelse. Men denne opfattelse er ret unik for calvinisterne i den kristne tradition, som generelt hævder, at Gud ønsker, at alle mænd og kvinder skal blive frelst, og giver dem midlerne til at opnå denne frelse. Ideen om, at Gud skulle skabe mennesker til Helvede, er fuldstændig i strid med sætningerne om, at Gud "vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden" (1 Tim 2:4), og: "Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!" (Ez 18:32).

Situationen i islam er ved første øjekast endnu værre, fordi Koranens vidnesbyrd om dette, ligesom om andre anliggender, synes at være håbløst selvmodsigende. Koranen - siger Koranen selv - er "blot en påmindelse til alverden, til enhver af jer, der gerne vil være retlinet. Men I vil kun, hvis Allah vil, alverdens Herre." (Koranen 81:27-29) Den, der vil "være retlinet" - følge Allahs lige vej - kan kun gøre det "hvis Allah vil".

Koranen går markant længere end det - ind i en mere eller mindre åben determinisme: "Hvis Allah ville, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil. I vil engang blive draget til ansvar for, hvad I gjorde." (Koranen 16:93) Selvom alt er i Allahs hænder, selv den enkeltes beslutning om at adlyde ham eller ikke - for "Han vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil" - så vil mennesker stadig blive holdt ansvarlige for de ting, de har gjort.

Allah sender endda folk til Helvede, baseret ikke på deres gerninger, men udelukkende på hans befaling: "Hvis Vi ville, kunne Vi have givet enhver hans retledning; men ordet fra Mig bliver virkelighed: 'Jeg vil fylde Helvede med djinner og mennesker sammen!'" (Koranen 32:13)

Koranen gentager denne idé mange gange: De, der har afvist Allah, gør det, fordi han gjorde det umuligt for dem at gøre andet. Og faktisk - i betragtning af, at mennesker i det islamiske system for skabelse og frelse er Allahs slaver, ikke hans børn - er afvisningen af fri vilje slet ikke overraskende. Allah fortæller Muhammed, at "Nogle af dem lytter til dig; men Vi har tildækket deres hjerte, så de intet forstår, og gjort dem tunghøre. Selvom de fik hvert eneste tegn at se, ville de ikke tro derpå. Når de så kommer til dig, strides de med dig, og de, der er vantro, siger: 'Det er jo ikke andet end sagn fra de tidligere slægter!'" (Koranen 6:25)

Andre steder i Koranen beskriver Allah denne tildækning som en forsegling og som en barriere. Han siger til sin profet: "Men de, der er vantro, med dem er det lige meget, om du advarer dem eller ej; de vil dog ikke tro. Allah har forseglet deres hjerte og deres hørelse; over deres blik ligger der et slør. De har en vældig straf i vente." (Koranen 2:6-7) Den middelalderlige islamiske lærde Ibn Kathir (1301-1372), hvis koran-kommentar stadig er enormt indflydelsesrig blandt muslimer, siger i sin kommentar til denne koran-passage: "Disse Ayat [vers] angiver, at alle dem, som Allah har afskrevet til elendighed, aldrig skal finde nogen, der leder dem til lykke, og den, som Allah leder til vildførelse, han skal aldrig finde nogen til at vejlede sig."

Ved første øjekast kan dette måske synes at være ikke langt fra Jesu ord: "Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter. På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: 'I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.'" (Matt 13:13-15).

Og faktisk deler islamisk tradition den idé med kristen tradition, at gentagen trods mod Gud kan gøre ens sjæl uimodtagelig for nåde. Dette ser ud til at være tilfældet i mange passager af Koranen, f.eks. den følgende, der fortæller om hyklernes reaktion på en ny åbenbaring, som Muhammed har bragt: "Når en sura bliver sendt ned, kigger de på hinanden: 'Er der nogen, der ser jer?' Så vender de sig bort. Allah har vendt deres hjerte bort, fordi de er folk, der intet forstår." (Koranen 9:127)

Men i islam er der mere. En kommentar til Koranen 36:9 forklarer, at Allah har "dækket deres hjerters indsigt, (så de ikke ser) sandheden og vejledningen." Ibn Kathir noterer, at en tidlig muslim også tilskrev vantro Allahs vilje: "Allah placerede denne barriere mellem dem og islam og iman [tro], så de aldrig vil nå den."

Andre koran-passager angiver dette eksplicit: "Vi har skabt mange djinner og mennesker til Helvede", siger Allah i en Koran-passage, der direkte ekkoer Jesu ovennævnte citat af Esajas, "(d)e har hjerte, som de ikke kan forstå med; de har øjne, som de ikke kan se med; de har ører, som de ikke kan høre med. De er som kvæg, blot endnu mere forvildede. De er ikke opmærksomme." (Koranen 7:179)

På trods af den overfladiske lighed i motivet “øjne, men ser ikke og ører, men hører ikke”, er der en enorm kløft mellem dette og Jesu udsagn, som de fleste eksegeter gennem tidene har opfattet derhen, at nogle mennesker hærder sig selv så meget i vantro, at når de hører Guds sandhed, så anerkender de den ikke som sådan. I Koranen siger Allah derimod, at han faktisk skabte nogle mennesker (såvel som de mystiske åndevæsener, der er kendt som jinn) til Helvede - en lære, der er svær at forene med tanken om en retfærdig og kærlig gud.

I islamisk teologis historie forsøgte en bevægelse, der kaldtes Qadariyya, at fremme ideen om individuel fri vilje. Den banebrydende islam-lærde Ignaz Goldziher forklarer, at Qadaryya protesterede mod ”en uværdig opfattelse af Gud”, og alligevel ”kunne de ikke samle nogen stor gruppe af tilhængere" blandt muslimer. Deres modstandere "tog kampen op mod dem med den modtagne fortolkning af de hellige skrifter". Og vandt. I sidste ende erklærede muslimske autoriteter begrebet menneskelig fri vilje som værende kættersk. En muslimsk jurist fra det 12. århundrede, Ibn Abi Ya'la, rasede over, at Qadariyya fejlagtigt "mener, at de råder over evnen til at gøre godt og ondt, undgå skade og opnå gavn, være lydige og ulydige og være vejledte eller vildledte. De hævder, at mennesket bevarer fuldt initiativ, uafhængigt af deres handlingers forudgående status indenfor Allahs vilje og end ikke i Hans viden om dem. Deres lære svarer til zoroastrianernes og de kristnes lære. Den er selve kætteriets rod."

2. Sjælens natur. Den kristne forestilling om, at menneskehedens fremmedgørelse fra Gud manifesteres i en tilbøjelighed til synd, er fuldstændig fremmed for islam. I islam er det sådan, at selvom Adam og Eva begynder i Paradis og bliver forvist derfra efter deres ulydighed, og Satan lover at friste de troende, så er selv dette i sidste ende en manifestation af Allahs aktive vilje. I Koranen er det Allah alene, der indgiver sjælen både "dens fordærv og dens gudsfrygt!" (Koranen 91:8). Den verdenskendte pakistanske muslimske politiske leder og teolog Syed Abul Ala Maududi (1902-1979), der skrev en populær og indflydelsesrig kommentar til Koranen, forklarer, at dette vers betyder, at "Skaberen i menneskets natur har indbygget tendenser og tilbøjeligheder til både godt og ondt."

Det betyder, at Allah i sidste ende er ansvarlig, ikke kun for sjælens tilbøjelighed til godt, men også for dens tilbøjelighed til ondt. Med andre ord - og i skarp kontrast til den kristne opfattelse, at ondskab er afvisningen af Gud - er Gud i islam [dvs. Allah] kilden til det onde. Dette er verdener borte fra tanken om, at "Gud er lys, og der er intet mørke i ham" (1 Joh 1:5). For Allah må selv være i besiddelse af det onde for at kunne placere det i sjælen, hvilket ville være fuldstændigt umuligt og absurd efter kristen opfattelse, da det onde er fravær af Gud.

3. Guds natur. Der kan ikke lægges nogen grænser for Allahs suverænitet; han er den absolutte monark. Dette inkluderer de begrænsninger, der naturligt ville opstå ved, at han altid var god og sand. Allah, siger Koranen to gange, er den bedste til at "lægge listige planer": "Og da de, der er vantro, lagde listige planer imod dig om at tilbageholde dig, slå dig ihjel eller fordrive dig! De lægger listige planer, og Allah lægger listige planer. Allah er den bedste til at lægge listige planer." (Koranen 8:30, jf. 3:54) I dette rænkespil har Allah overhovedet ingen begrænsninger. Faktisk hudfletter Koranen på et tidspunkt jøderne for at have antydet grænser for Allahs magt. Passagen er tvetydig, men dens hovedmening er klar nok: De vovede at sige, at der var noget, som Allah ikke kunne gøre: "Jøderne siger: 'Allahs hånd er lænket!' Måtte deres egne hænder være lænkede, og måtte de være forbandede for det, som de siger! Nej, Hans hænder er åbne! Han giver, som Han vil." (Koranen 5:64) Han har heller ingen forpligtelse til at udvise nogen konsistens eller noget andet i det, han gør: "Ingen drager Ham til ansvar for, hvad Han gør, ..." (Koranen 21:23).

Hvad kunne jøderne have ment, hvis ellers nogen jøder overhovedet havde sagt det? Det er muligt, at de mente, at Gud, da han er god, ville være konsistent og ville drive universet i overensstemmelse med konsistente og observerbare love. Dette ville ikke så meget have været en begrænsning af, hvad Gud kunne gøre, men af, hvad han ville gøre. Denne påstand om guddommelig konsistens var meget vigtig for udviklingen af videnskabelig forskning. "Naturvidenskabens opståen," bemærker samfundsforskeren Rodney Stark, "var ikke en forlængelse af klassisk lærdom. Den var den naturlige udvækst af kristen doktrin: Naturen eksisterer, fordi den blev skabt af Gud. For at elske og ære Gud, er det nødvendigt fuldt ud at værdsætte vidunderne ved hans værk. Fordi Gud er fuldkommen, fungerer dette værk i overensstemmelse med uforanderlige principper. Ved fuld udnyttelse af vore Gud-givne kræfter til tænkning og iagttagelse burde det være muligt at opdage disse principper." Denne opdagelsesproces blev grundlaget for moderne naturvidenskab. "Dette var de afgørende ideer," siger Stark, "der forklarer, hvorfor naturvidenskaben opstod i det kristne Europa og ikke andre steder."

Hvis en islamisk kultur havde bekræftet, at Guds skabelse fungerer efter uforanderlige principper, ville det faktisk have været intet mindre end blasfemi. Allahs hånd er ikke lænket af konsistens eller af noget andet. Allah er absolut fri til at gøre alt, hvad han vil, uden nogen forventninger eller begrænsninger, der stammer fra logik, kærlighed eller andet. Denne idé sørgede for, at videnskabelig udforskning i den islamiske verden var dødfødt.

Det samme ville filosofisk undersøgelse være. Den store islamiske teolog Al-Ghazali (1058-1111) - på trods af at han selv var filosof - leverede det, der skulle vise sig at være selve nådestødet mod islamisk filosofi, i det mindste som en levende betydende kraft, i sit monumentale angreb på selve ideen om islamisk filosofi: Tahafut Al Falasifa [The Incoherence of the Philosophers - Filosoffernes manglende sammenhæng]. Muslimske filosoffer som Avicenna [980-1037] og Averroës [som levede efter Al-Ghazali, 1126-1198, og som imod ham skrev Tahafut Al-Tahafut (The Incoherence of the Incoherence - Den manglende sammenhængs manglende sammenhæng), o.a.] var ifølge al-Ghazali ikke intellektuelle pionerer værdige til respekt og omhyggelig overvejelse. Ved at hævde, at der kunne være sandhed, som befandt sig udenfor eller endda modsagde, hvad Allah havde åbenbaret i Koranen, havde de vist sig at være ikke andet end kættere, der skulle dræbes og hvis bøger skulle brændes.

Og mens de kristne mener, at Gud er uforanderlig, så erklærer Koranen Allahs foranderlighed, også med hensyn til, hvad han åbenbarer for menneskeheden: "Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Allah er i stand til alt?" (Koranen 2:106)

Disse tre punkter bliver næppe nogensinde overvejet, når dette spørgsmål kommer op. Men de viser, at bekræftelsen, som kan læses i to af dokumenterne fra 2. Vatikankoncil, Lumen Gentium og Nostra Aetate, er fuldstændig falsk.

---

“Tilbeder kristne og muslimer den samme gud?” Af Colm Fitzpatrick, The Irish Catholic, 1. august 2019:

"… dokumentet, Lumen Gentium, fra 2. Vatikankoncil gør dette klart, når det siger:

'Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene' (Lumen Gentium, 16. Kilde: www.katolsk.dk)

Men når Kirken lærer, at begge religioner tilbeder den samme gud, må der foretages en vigtig skelnen, nemlig at vores opfattelse af Gud er anderledes. Muslimer, for eksempel, tror ikke på, at Jesus var Guds Søn, og hævder ikke læren om Treenigheden. Dette betyder ikke, at muslimer ikke henviser til den samme gud, kun at de har en anden opfattelse af, hvem Gud er ...

Det berømte kirke-dokument om religiøs enhed, Nostra Aetate [også fra 2. Vatikankoncil, o.a.], opsummerer lysende klart dette perspektiv.

'Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud.

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De forventer desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livsførelse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste.' (Nostra Aetate, 3. Kilde: www.katolsk.dk)

Så selvom muslimer og kristne har forskellige forestillinger om Gud, er den guddom, de tilbeder, den samme."

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo