Verdensdagen for Hijab var den 1. februar, og Princeton-professor Robert P. George markerede begivenheden ved at offentliggøre en artikel i det katolske tidsskrift First Things med titlen "Muslims, Our Natural Allies" ["Muslimer, vore naturlige allierede"]. I artiklen havde han indlagt en video, hvori en arrangør af Verdensdagen for Hijab tappert forsvarede sin ret til at tildække sit hår. George proklamerede: "Jeg står sammen med den unge kvinde i videoen ovenfor i forsvaret for beskedenhed, kyskhed og fromhed." Michael Potemra på National Review førte an i jubelen: "Lad os et øjeblik hylde den intellektuelle frygtløshed af NR's ven, Robby George."

George erkender, at "i visse kulturer, herunder nogle muslimske kulturer, er tildækning af kvinder ført ud i det ekstreme og afspejler en meget reel underkuelse, ligesom - i dele af den vestlige kultur - objektgørelse af kvinder (herunder seksualisering af stadig yngre børn) gennem kulturelt pres om pornoficering, afspejler en meget reel underkuelse (skønt mindre direkte og tydelig)". Men er disse virkelig vores eneste alternativer? Kvinder, der vælger beskedenhed, kyskhed og fromhed, og kvinder, der "pornoficerer" sig selv?

Beskedenhed er kun en dyd, når den er frit villet, ikke når den håndhæves ved trusler. Alligevel tager George ikke hensyn til det faktum, at mange muslimske kvinder iklæder sig hijab, ikke af beskedenhed, men af frygt. Kvinden i hans indlagte video forsvarer sin frihed til at bære hijab, men det er langt mere sandsynligt, at kvinder vil blive forfulgt for ikke at bære det, end for at bære det. Aqsa Parvez's muslimske far kvalte hende til døde med hendes hijab, efter hun havde nægtet at bære det. Amina Muse Ali var en kristen kvinde i Somalia som muslimer myrdede, fordi hun ikke var iført hijab. Fyrre kvinder blev myrdet i Irak i 2007 for ikke at bære hijab.

Vil Robert George og Michael Potemra standse op og sige et par ord til minde om Aqsa, Amina og de fyrretyve irakiske kvinder? Vil de ære mindet om Amira, en egyptisk pige, der begik selvmord efter at være blevet mishandlet af sin familie for at nægte at bære hijab? Vil de forsvare friheden for Alya Al-Safar, hvis muslimske fætter truede med at dræbe hende og skade hendes familie, fordi hun holdt op med at bære hijab i Storbritannien; og for Amira Osman Hamid, der står over for piskning i Sudan for at nægte at bære hijab; og for de muslimske og ikke-muslimske lærere på Islamic College of South Australia, der fik at vide, at de skulle bære hijab eller blive fyret; og for kvinderne i Tjetjenien, som politiet beskød med paintballs, fordi de ikke var iført hijab; og for kvinderne, også i Tjetjenien, som blev truet af mænd med automatrifler for ikke at bære hijab; og for skolelærerne i Tunesien, som blev truet med døden for ikke at bære hijab; og for de syriske skolepiger, der fik forbud mod at komme i skole, medmindre de bar hijab; og for kvinderne i Gaza, som Hamas har tvunget til at bære hijab; og for kvinderne i Iran, der protesterede mod regimet ved at turde tage deres lovbefalede hijab af; og for kvinderne i London, som muslimske bøller truede med at myrde, hvis de ikke bar hijab; og for den anonyme unge muslimske kvinde, der tog sit hijab af udenfor sit hjem og begyndte at leve et dobbeltliv af frygt for sine forældre; og for alle de andre kvinder og piger, der er blevet dræbt eller truet, eller som lever i frygt, fordi de vover ikke at bære hijab?

"Jeg er katolik," erklærer George og tilføjer: "Min Kirke lærer mig at agte vore muslimske venner og at samarbejde med dem i kampen for at fremme retfærdighed og moralske værdier. Jeg er glad for at stå sammen med dem i forsvaret for, hvad der er rigtigt og godt." Han roser flere muslimske ledere for at gå imod abort og pornografi og forsvare religiøs frihed.

Det er godt, at en muslim, Asma Uddin, går ind for religiøs frihed, men hun gør dette på trods af sin egen religiøse tradition. Muhammed selv befalede: "Enhver, der ændrer sin islamiske religion, dræb ham" (Bukhari 9.84.57). Dette er stadig holdningen i alle de islamiske retsskoler, både sunni- og shia-muslimske. Sheik Yusuf al-Qaradawi, den mest berømte og fremtrædende muslimske gejstlige i verden, har udtalt: "De muslimske jurister er enige om, at apostater skal straffes, men de adskiller sig med hensyn til hvilken straf, de skal have. De fleste af dem, herunder de fire vigtigste retsskoler (Hanafi, Maliki, Shafii og Hanbali) samt de øvrige fire retsskoler (de fire shia-muslimske skoler Az-Zaidiyyah, Al-Ithna-ashriyyah, Al-Jafariyyah og Az-Zaheriyyah) er enige om, at apostater skal henrettes." Der er kun uenighed om, hvorvidt loven kun gælder for mænd, eller om den også gælder for kvinder - nogle autoriteter fastholder, at frafaldne kvinder ikke skal dræbes, men kun holdes indespærret i deres huse indtil døden.

Cairos al-Azhar Universitet, den mest prestigefyldte og indflydelsesrige institution i den sunni-muslimske verden, certificerer som en pålidelig guide for det ortodokse sunni-muslimske samfunds praksis og tro en håndbog i islamisk lov, hvori det hedder: "Når en person, der har nået puberteten og er ved sin forstands fulde brug, forlader islam, fortjener han at blive dræbt" (Reliance of the Traveller o8.1). Selvom retten til at dræbe en frafalden i islamisk lov er forbeholdt lederen af samfundet, og andre muslimer i teorien kan blive straffet for at påtage sig denne opgave, er det i praksis sådan, at en muslim, der dræber en frafalden, ikke skal betale nogen godtgørelse og udføre nogen forsonende handlinger (hvilket han skal i andre former for mordsager under klassisk islamisk lov). Denne tillempning er foretaget, fordi dette at dræbe en frafalden "er at dræbe en person, der fortjener at dø" (Reliance of the Traveller o8.4).

Qaradawi sagde tilmed sidste år: "Hvis de var sluppet af med apostasi-straffen, ville islam ikke eksistere i dag." Forfølgelserne af frafaldne fra islam (herunder, men ikke begrænset til, Mohammed Hegazy i Egypten, Youcef Nadarkhani i Iran og Said Musa og Abdul Rahman i Afghanistan) viser, at for alt for mange muslimske autoriteter, er der ingen religiøs frihed i islam. Ved at arbejde for religiøs frihed, ville Asma Uddin bringe sit liv i fare i mange muslimske lande.

Det tages for givet i disse dage, selv blandt mange konservative (herunder tilsyneladende også folkene fra First Things og National Review), at dette at påpege sådanne ubehagelige kendsgerninger siger mere om den, der påpeger grusomhederne, end om dem, der begår dem, og er en manifestation af "had", "snæversyn", "intolerance" og "islamofobi". George går endnu videre, idet han bygger sin naive og ukritiske holdning på 2. Vatikankoncils lære om, hvordan muslimer "tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene", og hvordan de "lægger (...) vægt på en moralsk livsførelse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste." [Nostra Aetate pkt. 3]

Det er fint, men havde det 2. Vatikankoncils fædre med disse ord virkelig til hensigt at undtage islam og muslimer fra berettiget kritik af menneskerettighedskrænkelser sanktioneret af islamisk lov, for ikke at tale om den stigende voldelige forfølgelse af kristne i Egypten, Nigeria, Syrien, Irak, Pakistan og andre steder? Alt for mange katolikker påkalder sig – i lighed med George – det 2. Vatikankoncil for at sige om muslimer: "Vi tilbeder begge den samme Gud," som om dette udelukkede al diskussion om jihad-terror og muslimsk forfølgelse. Men det samme kunne siges om børne-misbrugende romersk-katolske præster og medlemmer af Westboro Baptist Church. Tilbeder begge grupper ikke den ene Gud, og lægger ikke begge vægt på moralsk livsførelse eller i det mindste hykler det?

"Gennem århundrederne," siger George, "er megen kiv og strid opstået mellem kristne og muslimer. Det hellige Koncil beder nu indtrængende alle om at glemme fortiden, og opfordrer til, at der gøres en oprigtig indsats for at opnå gensidig forståelse. Til gavn for alle mennesker - lad dem sammen bevare og fremme fred, frihed, social retfærdighed og moralske værdier." Nøgleordet i denne sætning er "gensidig". I januar 2011 fordømte pave Benedikt XVI islamiske jihadisters bombning af den koptisk-ortodokse katedral i Alexandria, Egypten - hvorefter al-Azhar afbrød sin dialog med Vatikanet og sagde, at den ikke ville blive genoptaget før paven bekræftede, at islam var en fredens religion, som han respekterede. Pave Benedikt gjorde ikke dette. Pave Frans gjorde. I september 2013 skrev han til Ahmed Al Tayyeb, storimam på al-Azhar, og bekræftede sin respekt for islam; storimamen svarede, at dette at "fremstille islam i et negativt lys er 'en rød linje', som ikke må overskrides." Dette viste tydeligt, at dialogen, når genoptaget, ikke vil få lov til at diskutere den muslimske forfølgelse af kristne, især i betragtning af, at det var et tilfælde denne forfølgelse, der førte til suspension af dialogen i første omgang.

Men hvis dialogen ikke kan behandle denne forfølgelse, hvad godt kan den så gøre? Hvis kristne ikke kan diskutere muslimsk forfølgelse af deres trosfæller med muslimer af god vilje, så vil ét sikkert resultat af dialogen være, at intet vil blive gjort for at stoppe den muslimske forfølgelse af kristne. George skriver: "Lad de af os, der er kristne, afvise den usande og uretfærdige identifikation af alle muslimer med disse onde mennesker, der begår terrorhandlinger og mord i islams navn" - men da al-Azhar rasede mod pave Benedikt, fordi han fordømte jihad-bombningen af den koptiske katedral, var det ikke kristne, der identificerede disse respekterede gejstlige med de onde. Det gjorde de ærværdige gejstlige selv.

Selv hvis de ikke havde, er det usandt at påstå, at dette at diskutere, hvordan de islamiske jihadister bruger islams tekster og lære til at retfærdiggøre vold og supremacisme, på en måde er at identificere alle muslimer med dem, der begår jihad-terror. Muslimer af god vilje burde byde sådanne diskussioner velkommen, deltage i dem og arbejde på at formulere omfattende og overbevisende tilbagevisninger af jihadisternes fortolkning af Koranen og hadith. I stedet har mange selvbestaltede "moderate" muslimske organisationer, som det Hamas-forbundne Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR), spredt den falske påstand, som også George antyder her, at dette at gøre opmærksom på islamiske retfærdiggørelser for jihad-vold er en øvelse i "bigotteri". De burde se det som en invitation til reform. At de ikke gør det, er sigende.

George påpeger, at hans muslimske venner "ikke ønsker deres børn at blive selvmordsbombere" og "ikke ønsker at påtvinge islam dem, der ikke frit antager den". Han siger, at "det er uretfærdigt at vække frygt for, at de søger at fjerne vores rettigheder eller at gøre dem bange for, at vi søger at fjerne deres". Men i virkelighedens verden er der ingen - i modsætning til de tilsværtninger, der endnu en gang udgår fra grupper som CAIR – der ønsker at fjerne deres rettigheder. Og jeg er sikker på, at Georges venner ikke har interesse i at tvinge islam på ikke-muslimske amerikanere. Men er George uvidende om eller ligeglad med de muslimer, der har erklæret et ønske om at bringe USA under islamisk lov?

Et opsnappet internt dokument fra Det Muslimske Broderskab med titlen: "An Explanatory Memorandum on the General Strategic Goal for the Brotherhood in North America" ["En forklarende note om det generelle strategiske mål for Broderskabet i Nordamerika"] forklarer, at Broderskabets dagsorden i USA er undergravende: De Muslimske Brødre "må forstå, at deres arbejde i Amerika er en stor jihad om at eliminere og ødelægge den vestlige civilisation indefra og 'sabotere' dens elendige hus ved deres hænder og hænderne af de troende, så den elimineres og Guds religion gøres sejrrig over alle andre religioner".

Måske ved Robert George ikke, at dette dokument findes eller tror ikke, det er vigtigt, på trods af, at stort set alle de store muslimske organisationer i USA har bånd til Det Muslimske Broderskab. Og adskillige muslimske ledere og talsmænd har bekræftet den samme stræben. Imam Siraj Wahhaj, en efterspurgt taler i moskeer og islamiske centre på landsplan, gik ind for et kalifat i en 1992-tale til et amerikansk muslimsk publikum. Daniel Pipes fortalte: "... hvis muslimer bare var klogere politisk, sagde han til sine New Jersey-tilhørere, kunne de overtage USA og erstatte dets konstitutionelle regering med et kalifat." Wahhaj sagde: "Hvis vi var forenede og stærke, kunne vi vælge vores egen emir [leder] og give ham troskab (...). [T]ag mit ord for det, hvis 6-8.000.000 muslimer forener sig i Amerika, vil landet blive vort."

Muhammad Faheed, en taler ved et møde i Muslim Students Association [Muslimsk Studenterforening] på Queensborough Community College i New York i 2003, erklærede, at muslimer "ikke må anerkende nogen regeringsmyndighed eller nogen anden myndighed overhovedet foruden Allah." Efter at have arbejdet sig op i en tilstand af raseri, råbte han: "Vi er ikke amerikanere. Vi er muslimer. [USA] vil deportere og angribe os! Det er os mod dem! Sandhed mod løgn! Kolonisatorer og overherrer mod de undertrykte, og vi vil nedbrænde overherrens hus! Vi afviser FN, afviser Amerika, afviser al lov og orden. Lad være med at protestere eller påvirke Kongressen, for vi anerkender ikke Kongressen. Det eneste forhold, I skal have til Amerika, er jeres forsøg på at styrte det (...). Til sidst vil der komme en muslim i Det Hvide Hus, der dikterer sharias love."

Så er der Omar Ahmad, CAIR's medstifter og mangeårige bestyrelsesformand, der fortalte en muslimsk menneskemængde i Californien i 1998, at "islam er ikke i Amerika for at være ligestillet med enhver anden tro, men for at blive dominerende. Koranen (...) burde være den højeste autoritet i Amerika og islam den eneste accepterede religion på Jorden."

I 2007 annoncerede as-Sabiqun, en muslimsk gruppe med base i Washington, DC, på sin hjemmeside, at den har til hensigt at etablere en islamisk stat i Amerika i midten af århundredet: "As-Sabiqun er en islamisk bevægelse, der tror på eksistensen af Den Islamiske Stat Nordamerika senest i 2050. Af dem, der engagerer sig i denne store indsats, kræves en høj grad af engagement og beslutsomhed. Vi udsender et kald til de troende: Deltag sammen med os i denne store kamp for at ændre verden!"

Er det forkert at tage notits af sådanne udsagn? Det mener George og Potemra åbenbart; Potemra udtaler, at George har "ret i at sige, at islam i sin åbenhed over for Gud og transcendente værdier, er en allieret for alle os, der mener, at den materialistiske reduktion af seksualitet er en forkert kurs for menneskeheden at følge". Potemra hævdede engang: "Koranen er en af de smukkeste bøger, der nogensinde er skrevet, en destillation af monoteisme, der er fuld af åndelig visdom, og min læsning af den gør mig altid godt" - en mærkelig ting at sige helt uden forbehold om en bog, der tre gange tilskynder de troende til at dræbe de vantro, uanset hvor de findes (2:191, 4:89, 9:5); siger, at Allah forvandlede ulydige jøder til aber og svin (2:63-65, 5:59-60, 7:166); stempler jøder og kristne, der ikke accepterer Muhammed og islam, som de værste af skabningen (98:6); anbefaler, at slå ulydige kvinder (4:34); og fortæller troende, at de skal være barmhjertige mod hinanden, men strenge mod de vantro (48:29). Ligeledes er det mærkeligt, at han og George, som allierede mod "den materialistiske reduktion af seksualitet" anbefaler tilhængerne af en religiøs tradition, der sanktionerer polygami; skilsmisse på et ord fra manden til den forkastede hustru; sexslaveri (Koranen giver muslimske mænd tilladelse til at have fire koner plus "de slavinder, I ejer" (4:3)); og børneægteskab (i efterligning af Muhammeds fuldbyrdelse af sit ægteskab med Aisha, da han var 54 og hun var 9; Koranen fastsætter, at skilsmisselovene også gælder for hustruer, der "endnu ikke har haft menstruation" (65:4)).

"Jeg hylder professor George", siger Potemra, "for at appellere til de bedre engle i vores natur." Det er bestemt rigtigt, at alle mennesker fortjener respekt og lige beskyttelse for loven. Ingen muslimer skal forfølges, brutaliseres, hænges ud, beskyldes for handlinger, de ikke har noget at gøre med, eller diskrimineres. Denne ensartede og næstekærlige behandling bliver ikke det mindste reduceret eller krænket ved kampen mod terror eller ved en ærlig diskussion af, hvordan islamiske jihadister bruger centrale dele af islams lære til at retfærdiggøre deres handlinger og rekruttere blandt fredelige muslimer. Det er ikke "at appellere til de bedre engle i vores natur", at vende det blinde øje til den nu grasserende muslimske forfølgelse af kristne eller de krænkelser af menneskerettighederne, som islamisk lov muliggør og berettiger.

Modstand mod jihad-terror og islamisk overherredømme bliver nu næsten universelt udskældt som "had", mens George/Potemras tilgang anses for at være det frisindede, åbenhjertige alternativ. Men det er ikke "had" at kæmpe for retfærdighed, selv ikke når de ansvarlige for uretfærdigheden er muslimer, der handler i islams navn. Det er ikke "snæversyn" at lægge mærke til, at islamiske jihadister i næsten alle tilfælde er hengivne tilhængere af islam, som utrætteligt citerer Koranen og opfordrer fredelige muslimer til at arbejde for deres indflydelse i de muslimske samfund. Det er ikke "racisme" at kæmpe imod en ideologi og samfundsmodel, som millioner af egyptere demonstrerede imod sidste sommer, fordi de, i lighed med ikke-muslimer, ikke ønsker at leve under et system, der institutionaliserer undertrykkelse af kvinder og ikke-muslimer og ødelægger ytringsfriheden.

Faktisk er det dem, som frygtløst rejser sig imod sharia-uretfærdighed og vold opildnet af Koranen, der virkelig agter de "bedre engle i vores natur" - på trods af presset fra Robert George og Michael Potemra om at slutte sig til den flok, der ser gennem fingre med disse uretfærdigheder for at fremme en falsk og i sidste ende selvdestruktiv "naturlig alliance".

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo