Muftien af Jerusalem
Jihadistisk blodtørst, nazisterne og britisk og fransk forræderi
Af Robert Spencer
Oversættelse af: The Mufti of Jerusalem
Kilde: Geller Report, 21. juli 2018
Udgivet på myIslam.dk: 13. september 2018

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Geller Report bragte i sidste uge historien om Hamas-lederen Fathi Hammad, der erklærede, at "rensningen af Palæstina for jødernes snavs, og deres udryddelse fra landet" ville ske inden 2022. "Det næste er oprettelsen af kalifatet, efter at nationen er blevet helbredt for dens kræft - jøderne - om Allah vil." Verden vil selvfølgelig næppe bemærke eller længe huske dette folkemorderiske pral. Og dette er i sig selv ikke noget nyt: Verden har ignoreret muslimske hensigtserklæringer om folkemord på jøderne siden før Israels grundlæggelse.

Tag for eksempel karrieren af Hajj Amin al-Husseini, muftien af Jerusalem. Som jeg fortæller om i min nye bog, The History of Jihad From Muhammad to ISIS, kæmpede han i mange år før grundlæggelsen af Israel voldsomt mod den jødiske bosættelse i Det Hellige Land, som var accelereret efter Storbritanniens Balfour-erklæring fra 1917, der opfordrede til etablering af et jødisk hjemland i Mellemøsten.

Med start i 1919 begyndte al-Husseini at organisere jihad-angreb på jøder såvel som optøjer i Jerusalem i 1920, hvor seks jøder blev dræbt og to hundrede såret. Det følgende år reagerede den britiske højkommissær Herbert Samuel på al-Husseinis anstiftelse af jihad-vold, med at udnævne ham til mufti af Jerusalem i håbet om, at denne gave ville gøre al-Husseini "helliget fred og ro."

I stedet fortsatte al-Husseini med at tilskynde til vold, herunder til optøjerne i Petach Tikvah og Jaffa bare nogle uger efter, at han blev mufti; 33 jøder blev dræbt. En britisk regeringsrapport fastslog, at "det arabiske flertal, som generelt var aggressorerne, påførte de fleste af kvæstelserne."

Dette fortsatte med at være tilfældet, eftersom muslimske arabere angreb jøder gennem de næste to årtier, i høj grad på al-Husseinis tilskyndelse. I stedet for at konfrontere dens mufti, begrænsede den britiske regering i maj 1939 den jødiske bosættelse i Palæstina til 35.000 over de følgende fem år, og derved belønnede jihad-volden ved at give muftien en del af, hvad han ønskede (hvis det havde været op til ham, ville jødisk indrejse til det hellige land være blevet standset helt, og jøderne være blevet drevet ud) og således dømte utallige jøder til døden i Holocaust, som kunne være undsluppet.

Fra 1941 til 1945 levede al-Husseini i Berlin, hvor han blev nær ven med Adolf Eichmann og Heinrich Himmler og mødtes med Adolf Hitler. Eichmanns assistent, Dieter Wisliceny, bevidnede under Nürnbergprocessen [ved en skriftlig beediget erklæring, o.a.], at muftien havde været en central skikkelse i planlægningen af folkemordet på jøderne:

"Stormuftien havde gentagne gange foreslået de nazistiske autoriteter - heriblandt Hitler, Ribbentrop og Himmler - at udrydde de europæiske jøder. Han betragtede dette som en komfortabel løsning på det palæstinensiske problem (...). Muftien var en af initiativtagerne til den tyske systematiske udryddelse af de europæiske jøder og havde været samarbejdspartner med og rådgiver for Eichmann og Himmler i udførelsen af denne plan. Han var en af Eichmanns bedste venner og havde konstant ansporet ham til at fremskynde udryddelsesforanstaltningerne. Jeg hørte ham sige, at han, ledsaget af Eichmann, incognito havde besøgt gaskamrene i Auschwitz."

Eichmann benægtede dette, men under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at muftien åbenlyst opfordrede til massemord på jøder. I en radioudsendelse den 7. juli 1942 tilskyndede muftien muslimer i Egypten, Syrien, Irak og Palæstina til at dræbe jøder og baserede dette på en skamløs løgn:

"Et stort antal jøder bosiddende i Egypten og en række polakker, grækere, armeniere og frie franske er blevet udstyret med revolvere og ammunition for at hjælpe dem mod egypterne i sidste øjeblik, når Storbritannien er blevet tvunget til at forlade Egypten (...).
I skal dræbe jøderne, før de åbner ild mod jer. Dræb jøderne, som har annekteret jeres rigdom og som konspirerer mod jeres sikkerhed. Arabere i Syrien, Irak og Palæstina, hvad venter I på? Jøderne planlægger at krænke jeres kvinder, dræbe jeres børn og ødelægge jer. Ifølge den muslimske religion er forsvaret af jeres liv en pligt, som kun kan opfyldes ved at udrydde jøderne. Dette er jeres bedste mulighed for at slippe af med denne beskidte race, som har tilranet sig jeres rettigheder og bragt ulykke og destruktion til jeres lande. Dræb jøderne, brænd deres ejendom, ødelæg deres butikker, tilintetgør disse usle tilhængere af britisk imperialisme. Jeres eneste håb om frelse ligger i at udslette jøderne, før de udsletter jer."

Ved talrige lejligheder greb Al-Husseini også aktivt ind for at sikre, at jøder ikke blev deporteret fra Europa - og derved sikrede, at udryddelse var den eneste mulighed tilbage for de fanatiske nazistiske jøde-hadere. Så sent som den 25. juli 1944 skrev al-Husseini til den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop:

"Jeg har tidligere henledt Deres Excellences opmærksomhed på jødernes konstante forsøg på at emigrere fra Europa for at komme til Palæstina, og bedt Deres Excellences om at tage de nødvendige skridt til at forhindre jøderne i at emigrere. Jeg sendte Dem også et brev, dateret den 5. juni 1944, angående planen om udveksling af egyptere, der bor i Tyskland, med palæstinensiske tyskere, i hvilket jeg bad Dem om at udelukke jøderne fra denne udvekslingsplan. Jeg har imidlertid erfaret, at jøderne tog af sted den 2. juli 1944, og jeg frygter, at yderligere grupper af jøder vil tage af sted til Palæstina fra Tyskland og Frankrig for at blive udvekslet med palæstinensiske tyskere. Det er derfor jeg beder Deres Excellence om at gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at forhindre jøders udvandring til Palæstina, hvorved Deres Excellence vil give et nyt praktisk eksempel på det naturligt allierede og venlige Tysklands politik over for Den Arabiske Nation."

Al-Husseini var en engageret samarbejdspartner for nazisterne, og rejste i 1943 fra Berlin til Bosnien for at opbygge et muslimsk SS-kompagni, der siden var ansvarlig for drabet på 90 procent af jøderne i Bosnien samt afbrændingen af mange serbiske kirker. Han påpegede, hvordan målene for islamisk jihad og nazismen var sammenfaldende: "Det er pligten for muhamedanere i almindelighed og arabere i særdeleshed at drive alle jøder ud af arabiske og muslimske lande (...). Tyskland kæmper også mod den fælles fjende, der undertrykte arabere og muhamedanere i deres forskellige lande. Det har meget klart erkendt jøderne for, hvad de er, og besluttede at finde en endelig løsning [endgültige Lösung] på den jødiske fare, der vil fjerne den svøbe, som jøder udgør i verden.”

I en 1944-udsendelse gav han klart udtryk for denne "endelige løsning": "Dræb jøderne, hvor som helst I finder dem. Dette behager Gud, historie og religion." Hans kald var et ekko af Koranens opfordring til at "dræbe dem, hvor I end finder dem" (2:191, 4:89) og at "dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!" (9:5)

Al-Husseini blev arresteret af franske tropper i maj 1945, men franskmændene afviste briternes anmodninger om at overlade ham i deres varetægt. Briterne kan have ønsket at retsforfølge ham, da han var britisk statsborger (fra deres palæstinensiske mandat) og en samarbejdspartner for nazisterne. I stedet satte franskmændene ham på et fly til Cairo, hvor han genoptog sin jihad mod jøderne. Det Muslimske Broderskab overtalte den egyptiske regering til at give ham asyl. Han døde fredeligt i 1974.

Tak til Pamela Geller for at gøre mig opmærksom på en stor del af dette materiale. Meget af denne artikel er bearbejdet stof fra min bog, The The History of Jihad From Muhammad to ISIS, som indeholder meget mere om denne jihad mod jøderne, både før og efter at Israel blev grundlagt.




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo