Den højest profilerede konvertit til katolicismen i nyere tid, Magdi Cristiano Allam, har forladt Den katolske Kirke.

Allam, der blev døbt i Vatikanet af Pave Benedikt XVI påskedag 2008, forklarede, at hvad der "mere end nogen anden faktor drev mig væk fra Kirken", var "legitimeringen af islam som den sande religion af Allah, forstået som den ene sande Gud; af Muhammed som en sand profet; af Koranen som en hellig tekst og af moskeer som steder for tilbedelse".

Allam erklærede, at han, i modsætning til alt dette, var "overbevist om", at islam "ifølge sin natur er en voldelig ideologi", og at han var "endnu mere overbevist om, at Europa efterhånden vil underkaste sig islam".

Hvis den kirke, han tilsluttede sig i 2008, havde været mere resolut i forsvaret for de jødisk-kristne værdier og deres tilhørende civilisation, ville han måske ikke have haft en så dyster vision om fremtiden. Men her er det, at hunden ligger begravet: Viljen til at søge forlig med islam for enhver pris, selv mens muslimer forfølger kristne med stigende vildskab over hele kloden, er nærmest universel i Den katolske Kirke.

Overalt fører katolske prælater, selv på højeste niveau, "dialog" med muslimske ledere, hvis svar på denne dialog altid kun er forbundet med, ikke ægte diskussion af spørgsmål af betydning, men slet skjult kritik af kristendommen og opfordringer til at acceptere islam. Disse prælater er næsten universelt overpertentlige med at undgå nogensinde - blot antydningsvist - at sige noget kritisk eller udfordrende til deres aggressive, ekspansionistiske partner i denne "dialog", selvom denne partner er overbevist om sin egen overlegenhed og den uundgåelige fjernelse af alt, hvad der står i vejen for hans vilje.

Og som for at illustrere rimeligheden af Allams frustration, greb Matthew Schmitz fra First Things, en af de førende katolske publikationer i USA, lejligheden af hans frafald, ikke til at indlede med nogen selvransagelse angående Kirkens - stålfast fredsommelige - klamren sig til tresser-modellen for "dialog", selv mens den rundt om i verden bliver konfronteret med en stadig mere voldelig og chauvinistisk islam, men til at hudflette Allam, en tidligere muslim, for hans misforståelse af islam: "Set i bakspejlet synes Allams skuffelse uundgåelig. Hvis vi misforstår islam som en ren voldsideologi, så risikerer vi at misforstå kristendommen som blot en ideologi, der giver os mulighed for at modsætte os denne vold. Men Kristus kom ikke til denne jord eller grundlagde ikke sin kirke for at modsætte sig islam, men for at bringe evangeliet - ikke for at formørke månen, men for at åbenbare Sønnen."

Magdi Allam ved langt bedre end Matthew Schmitz - der tidligere har skrevet en forsvarstale for islamisk lov, i hvilken han gik let hen over de bestemmelser, som befaler undertrykkelse af kvinder og undertrykkelse af ikke-muslimer, samt dens nægtelse af ytrings- og samvittighedsfrihed - at islam ikke er "en ren voldsideologi". Men uanset hvad den ellers er, så er den tydeligvis også netop dette: En voldsideologi (jf. Koranen 2:190-193; 4:89; 8:39; 8:60; 9:5; 9:29; 47:4, osv.). Schmitz mener, at Allams erkendelse af denne kendsgerning, samt hans frustration over Den katolske Kirkes generelt manglende evne til forstå dens konsekvenser, diskvalificerer ham som analytiker af den islamiske jihad-trussel: "Benedikts pontifikat er nået til enden; det samme vil islam med tiden også gøre. Ingen af disse begivenheder burde have indflydelse på, om man bekræfter den kristne sandhed eller vælger at være i samfund med biskoppen af Rom. At Allam så bitterligt ikke forstår dette aspekt af kristen sandhed, burde advare os mod den bedømmelse af islam, han deler med mange andre anti-islam-fortalere."

Jeg kender ikke Magdi Allam personligt og ved ikke noget ud over hans offentliggjorte udtalelser om, hvorfor han har forladt Den katolske Kirke. Personligt vil jeg ikke forlade Den katolske Kirke på grund af dens manglende forsvar for de magtesløse kristne, der står over for stadig mere voldelig forfølgelse fra muslimer verden over. For jeg er klar over, at Kirken udelukkende består af ufuldkomne, syndige mennesker. Jeg ved også, med al respekt for dem, der fortjener respekt, at ufejlbarlighedens nådegave intetsteds doceres som indbygget i biskoppers eller endda pavers forsigtige bedømmelser af, hvordan man skal håndtere truslen fra jihad og islamisk chauvinisme.

Jeg deler Magdi Allams frustration over Kirkens manglende evne til at håndtere denne forfølgelse på nogen meningsfuld måde. Jeg deler hans harme over udtalelser som den af biskop Robert McManus fra Worcester, Massachusetts, der afskar mig fra at tale ved en katolsk konference pga. bekymring for, at "Mr. Spencers tale om ekstreme, militante islamister og de grusomheder, de har begået globalt, kan undergrave de positive resultater, som vi katolikker har opnået i vores tværreligiøse dialog med fromme muslimer." Hvorfor skulle en tale om "ekstreme, militante islamister og de grusomheder, de har begået globalt" undergrave dialogen med muslimer, der bekender sig til en afvisning af disse grusomheder og af den fortolkning af islam, som ligger bag og begrunder dem? Hvis de afviser jihadisternes forståelse af islam, hvorfor skulle de så ikke med applaus byde velkommen til en ærlig diskussion af denne forståelse af islam, som de formentlig er lige så meget imod, som jeg er?

Og dette er problemet med al denne falske "dialog". Sayyid Qutb, Det Muslimske Broderskabs teoretiker, forklarede: "Kløften mellem islam og jahiliyya [samfundet af vantro] er stor, og en bro skal ikke bygges hen over den, for at folk på de to sider kan blande sig med hinanden, men kun for at folk i jahiliyya kan komme over til islam." Dette er hvad "tværreligiøs dialog" er islamiske chauvinister: Et redskab for missionsvirksomhed.

Magdi Allam har ret, og er berettiget til at være forfærdet over katolske lederes manglende evne til at forstå dette, og til - trods al deres retorik om at identificere sig med de undertrykte - at "tale sandhed til magten" og "give stemme til de stumme" i enhver forstand ud over retorikken. Jeg er ked af, at han har forladt Kirken og håber, at den intetsigende selvtilfredshed og tilbøjelighed til at undskylde for islam-inspirerede grusomheder, der udtrykkes af katolikker som Matthew Schmitz, snart vil vige for en anerkendelse af, at det, Magdi Allam ser så tydeligt, faktisk er en reel og enorm trussel, og at hans profetiske stemme skal tages i agt, før alt er tabt - hvilket kunne ske en hel del hurtigere, end nogen tror.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo