Den 11. september 2013 lagde en offentligt ansat informationsmedarbejder i Palm Beach County, Florida ved navn John Jamason en besked ud på sin personlige Facebook-side: "Glem aldrig. Der er ikke sådan noget som radikal islam. Al islam er radikal. Der kan være muslimer, der ikke praktiserer deres religion, meget ligesom andre. Koranen er en bog, der prædiker had."

Det Hamas-forbundne Council on American-Islamic Relations (CAIR) [Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer] klagede straks og krævede, at regionen [the county] skulle udlevere dem alt, hvad Jamason havde skrevet fra regionscomputere gennem den foregående måned. Regionsadministrator Bob Weisman forsikrede CAIR, at Jamason ikke havde skrevet den krænkende Facebook-besked fra en regionscomputer og udtalte, at regionens embedsmænd var ved at afgøre, om hvorvidt han skulle irettesættes.

Hvad der ikke blev undersøgt var, om det Jamason skrev, var sandt eller ikke. I lyset af Koranens lære om jihad og undertvingelse af ikke-muslimer, havde han i hvert fald en god sag ved at hævde, at "der er ikke sådan noget som radikal islam" og "al islam er radikal", for der er ingen mainstream sekt i islam eller islamisk retsskole, som ikke lærer, at det muslimske samfund skal føre krig mod de vantro og påtvinge dem sit herredømme.

Jamason havde også ret i, at "der kan være muslimer, der ikke praktiserer deres religion, meget ligesom andre." Ja, mange mennesker, der identificerer sig selv som muslimer, har ingen interesse i føre jihad mod de vantro, men foretrækker at leve et normalt arbejdsliv og tage sig af deres familier i fred, helt på samme måde, som der er millioner af mennesker tilhørende andre religioner, der ikke er videre optaget af at praktisere hver eneste læresætning i den religion, de identificerer sig med.

Men det var selvfølgelig ikke dette, CAIR var mest oprørt over, men derimod Jamasons påstand om, at Koranen lærer had. De kom dog ikke med argumenter for, at den ikke gør det.

Så gør den?

Koranen lærer, at muslimer skal bekæmpe og dræbe vantro "hvor I møder dem" indtil "religionen er Guds", dvs. at islamisk lov styrer alle samfund (2:190-193). Bekæmp dem "indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald [fitna], og indtil al religion tilhører Gud!" (8:39) Muslimer skal bekæmpe de vantro og "udrust(e) imod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk i Guds og jeres fjende og i andre foruden dem, som I ikke kender, men som Gud kender." (8:60)

Allah siger til Muhammed: "Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!" (9:73) Muhammeds tilhængerne skulle efterligne ham i dette: "I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse!" (9:123) For "Muhammad er Guds udsending, og de, der er med ham, er strenge over for de vantro, men barmhjertige mod hinanden. ..." (48:29)

Muslimer bør ikke være venner med ikke-muslimer, medmindre, som vi har set, det er for at bedrage dem i den hensigt at redde sig selv fra fare: "De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den [af jer], der gør dette, hører slet ikke Gud til - med mindre I tager jer meget i agt for dem. ..." (3:28)

Allah siger, at han "vil vække rædsel i hjertet på dem, der er vantro, ..." (3:151) Han fortæller sin profet: "[Husk!] Da din Herre åbenbarede for englene: 'Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!'" (8:12)

Blandt "dem, der er vantro", er de kristne, som har gjort sig til vantro ved at tilbede Kristus som Gud: "Vantro er de, der siger: 'Gud er Messias, Marias søn.'" (5:17; 5:72). Ved at tilbede Kristus, har de tilknyttet Allah en partner, og er derved blevet polyteister og "De, der sætter andre ved Guds side, er urene. ..." (9:28) Både jøder og kristne har tilskrevet Allah en søn, af hvilken grund Allah bør bekæmpe dem: "Jøderne siger: 'Ezra er Guds søn!' Og de kristne siger: 'Messias er Guds søn!' Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede?" (9:30)

Værst blandt dem er jøderne. Den muslimske hellige bog hævder også, at Allah forvandlede ulydige jøder til "aber, som man kyser bort!" (2:65, 7:166) og "aber og svin" (5:60). Den siger, at de er forbandede for at afvise Koranen, som de burde have anerkendt som bekræftende deres egne skrifter: "Da et skrift fra Gud kom til dem, til bekræftelse af det, de allerede havde; og de havde tidligere bedt om sejr over dem, der var vantro – da der nu kom noget til dem, som de kendte, så troede de ikke derpå. Måtte Guds forbandelse komme over de vantro!" (2:89)

Koranen siger, at mens muslimer er "det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene", er Bogens Folk (primært jøder og kristne) for det meste "gudløse". (3:110) Om jøderne gælder: "Fornedrelse er deres lod, hvor man end møder dem, hvis de hverken er i forbund med Gud eller mennesker ..." - dvs, undtagen dem, der har accepteret islam eller underkastet sig muslimsk styre - "... og de er hjemfaldne til vrede fra Gud; elendighed er deres lod. Sådan er det, fordi de ikke troede på Guds tegn og slog profeterne ihjel med urette. De var opsætsige og begik overtrædelser". (3:112) De dræbte profeterne, fordi de ikke kunne lide deres budskaber: "Hver gang en udsending bragte dem noget, de ikke brød sig om, beskyldte de nogle af dem for at lyve, og andre slog de ihjel." (5:70)

Ikke alene troede de ikke på Allahs åbenbaringer og dræbte profeterne, men de vovede tilmed at håne Allah selv: "Jøderne siger, 'Guds hånd er lænket!' Måtte deres egne hænder være lænkede, og måtte de være forbandede for det, som de siger!" De "stræber efter at skabe fordærv på jorden. Gud elsker ikke dem, der skaber fordærv." (5:64).

Allah har givet føderegler for jøderne, fordi de har "handlet uret", og "ofte lægger hindringer på vejen til Gud" (4:160), og gjorde det "til gengæld for deres oprørskhed" (6:146). Nogle jøder "lytter til løgn" og "rykker ordene ud af deres sammenhæng." Det er "dem, hvis hjerte Gud ikke ønsker at rense", og de vil blive straffet ikke bare i helvede, men også i dette liv: "Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente." (5:41).

Jøder vover at benægte guddommelig åbenbaring ved at hævde, at "Gud har ikke sendt noget som helst ned til et menneske!” til hvilket Muhammed får at vide, at han skal svare: "Hvem har nedsendt Skriften, som Moses bragte til lys og retledning? I gør den til ark af papyrus, som I åbent viser frem, men meget holder I skjult." (6:91).

I lyset af alt dette, er det forståeligt, at muslimer ikke bør komme i nærheden af sådanne mennesker: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret." (5:51). Desuden er jøderne dem, "der er mest fjendtligt stemt overfor dem, der tror" (5:82).

Mens muslimer er "det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene" (3:110), er "de, der er vantro, blandt Skriftens folk og dem, der sætter andre ved Guds side, (...) i Helvedes ild; dér skal de forblive til evig tid. De er de værste af skabningen." (98:6) De er "som kvæg" (7:179). "De værste dyr er hos Gud dem, der er vantro, for de vil ikke tro; ..." (8:55).

Men da John Jamason kaldte Koranen "en bog, der prædiker had" var det i CAIR's øjne ham, der prædikede had, ikke islams hellige bog. Det hykleriske ved deres chikane af Jamason var selvindlysende, men kun for dem, der kender Koranen tilstrækkeligt og er ærlige nok til at indrømme karakteren af alt for meget af dens indhold. Dette var en lille gruppe, der ikke omfattede embedsmændene fra Palm Beach County, som var - som så mange andre embedsmænd af alle slags i USA og andre steder i den vaklende, men stadig marginalt frie verden - alt for ivrige efter at imødekomme klager fra muslimske pressionsgrupper på trods af, at de var sørgeligt dårligt udrustede til at vurdere disse klager ordentligt. De vidste, ligesom Fort Hood jihad-massemorderen Nidal Hasans overordnede, at det først og fremmest var vigtigt at undgå at blive stemplet som "bigotter" og "islamofobe".

Hvor fornemt at de havde deres prioriteringer i orden. Det kostede dengang ikke mere end tretten døde og tredive sårede.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo