Ligesom jødedom og kristendom er islam en tro med rod i historien. Den gør historiske krav. Muhammed formodes at have levet på et bestemt tidspunkt og have prædiket bestemte doktriner, som han sagde, at Gud havde overbragt ham. Og ganske som i tilfældet med enhver anden historisk påstand, er rigtigheden af disse påstande åben for historisk analyse. Om Muhammed virkelig modtog budskaber fra englen Gabriel, er et trosspørgsmål, men om han levede i det hele taget, er et historisk et.

Men mens islam ikke er enestående i sit krav om at være en historisk tro eller at indbyde til historisk undersøgelse, er den enestående ved ikke at have gennemgået en undersøgende historisk kritik i noget nævneværdigt omfang. Dette er en undladelse, jeg forsøger at rette op på i min nye bog, Did Muhammad Exist? An Inquiry into Islam’s Obscure Origins [Eksisterede Muhammed? En undersøgelse af islams dunkle oprindelse].

Både jødedom og kristendom har været genstand for omfattende videnskabelig undersøgelse i mere end to århundreder. Den lærde "søgen efter den historiske Jesus" var begyndt i det attende århundrede, men det var i det nittende århundrede, at denne højere kritik tog fart. Den tyske teolog David Friedrich Strauss (1808-1874) postulerede i sin Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet (1835) [dansk udgave: Jesu Levnet, kritisk bearbejdet (1842)], at miraklerne i evangelierne i virkeligheden var naturkatastrofer, som de ivrigt troende havde set som mirakler. Ernest Renan (1823-1892) hævdede i sin Vie de Jésus (Jesu liv) (1863), at Jesu liv, som enhver anden mands, burde være åben for historisk og kritisk granskning. Senere lærde såsom Rudolf Bultmann (1884-1976) kastede stærk tvivl over evangeliernes historiske sandhed. Nogle forskere hævdede, at de kanoniske evangelier i Det Nye Testamente var produkter fra det andet kristne århundrede og derfor af ringe historisk værdi. Andre foreslog, at Jesus af Nazaret aldrig havde eksisteret, selv om dette altid var en mindretalsopfattelse.

Reaktionerne på disse historiske undersøgelser i den kristne verden var blandede. Mange kristne afviste den højere kritik som et forsøg på at underminere deres tro. Nogle kritiserede den for overdreven skepticisme og ensidighed. De historisk-kritiske undersøgelser af evangelierne og Kristi historicitet blev set som kritikernes forsøg på at retfærdiggøre deres egen mangel på tro. Men andre var mere modtagelige. Store protestantiske kirker såsom de episkopale, presbyterianerne og metodisterne opgav i sidste ende den kristne dogmatik, som den hidtil var blevet forstået, og gik ind for en vag, ikke-dogmatisk kristendom, der koncentrerede sig om godgørende arbejde i stedet for læremæssig stringens og åndelighed. Andre protestantiske trosretninger (herunder udbrydere fra de tre ovennævnte) trak sig tilbage ind i fundamentalisme, der i sin oprindelige formulering var et trodsigt forsvar mod den højere kritiks udfordring af historiciteten af Kristi jomfrufødsel, hans opstandelse og andet.

Pave Leo XIII fordømte den højere kritik i sin rundskrivelse Providentissimus Deus fra 1893, men ni år senere etablerede han Den pavelige Bibelkommission, som skulle bruge den højere kritiks værktøjer til at udforske skrifterne i en sammenhæng, der respekterede den katolske tro. I 1943 opmuntrede pave Pius XII den højere kritiks undersøgelser i sin rundskrivelse Divino Afflante Spiritu. I sidste ende afgjorde Den katolske Kirke, at eftersom dens tro var historisk, kunne historisk undersøgelse ikke være en fjende af troen, forudsat at denne undersøgelse ikke blot var et dække for radikal skepticisme.

Den højere kritik forvandlede klart den kristne verden, ændrede kursen af flere store kristne samfund og forandrede radikalt den måde, hvorpå andre præsenterede deres tro. På tilsvarende måde har undersøgelser af jødedommens oprindelse og det historiske materiale indeholdt i de hebraiske skrifter påvirket den jødiske tradition. I jødedom som i kristendom udvikledes traditioner, der afviste bogstavtro og revurderede mange elementer af den traditionelle ortodoksi. Reformjødedommen, som de liberale protestantiske trosretninger, afviste generelt de traditionelle opfattelser og den bogstavtro, der lå til grund.

Men jødedommen og kristendommen lever stadig og, på mange områder, trives. De har overlevet udfordringen. Kan islam overleve den samme historisk-kritiske udfordring?

Ingen ved det, for den har aldrig været udsat for denne behandling i nær samme skala. Men hvorfor skal islam og dens ledende skikkelse fritages for en undersøgelse svarende til den, der er blevet rettet mod andre religioner?

Der har været nogen undersøgelse. I Did Muhammad Exist? bryder jeg ikke nye veje. I stedet sigter jeg mod at gøre en bredere offentlighed opmærksom på arbejdet af en lille gruppe lærde, der, ofte under stor personlig og professionel risiko, har vovet at undersøge, hvad de tilgængelige historiske data har at sige om den kanoniske redegørelse for islams oprindelse. Blandt disse lærde kan nævnes Ignaz Goldziher, Arthur Jeffery, Henri Lammens, David S. Margoliouth, Alphonse Mingana, Theodor Nöldeke, Aloys Sprenger, Joseph Schacht og Julius Wellhausen, såvel som moderne forskere som Suliman Bashear, Patricia Crone, Michael Cook, Ibn Warraq, Judith Koren, Christoph Luxenberg, Günter Luling, Yehuda Nevo, Volker Popp, Ibn Rawandi, David S. Powers og John Wansbrough.

Nogle af de dristige forskere, der har undersøgt den tidlige islams historie, har tilmed modtaget dødstrusler. Som et resultat heraf publicerer nogle af dem under pseudonym; blandt disse findes forskere af højeste rang som f.eks. dem, der går under navnene Christoph Luxenberg og Ibn Warraq. Denne intimidering er en hindring for videnskabelig forskning, som selv de mest radikale forskere i Det Nye Testamente aldrig måtte kæmpe med.

Andre muslimske lærde har reageret på disse undersøgelser, ikke med trusler, men dog med vrede. Khaled Abou El Fadl, juraprofessor ved University of California, Los Angeles, har reageret på den historiske kritik af islam med raseri og kaldt den "bigotteri". Abou El Fadl kalder Ibn Warraq en "ynkelig figur" samt "en banalitet og et komplet intellektuelt nul." Han beskylder forsker Daniel Pipes for at "afkaste den hvide mands byrde" fordi han bifaldende har omtalt arbejdet af nogle lærde, der er kritiske over for den kanoniske redegørelse for islams oprindelse. El Fadl hævder endda, at "revisionisme, ligesom alle former for begyndende eller etableret bigotteri, hviler på en række ejendommelige antagelser. Antagelse nummer ét er, at muslimer uden undtagelse lyver (...) og næppe kan skelne fiktion fra fakta."

Dette er faktisk på ingen måde tilfældet. De videnskabelige undersøgelser af islams oprindelse hviler ikke på den antagelse, at muslimer ikke var i stand til at skelne fiktion fra fakta. Spørgsmålet er, om legende har suppleret de historiske optegnelser i et omfang, så det ikke længere var muligt at afgøre, hvad der var legende og hvad der var historie. De forskere, der undersøger oprindelsen til islam, er ikke motiveret af had, fanatisme eller racisme, men af et ønske om at finde sandheden. Som sådan fortjener de respekt, ikke skældsord - og den grad, i hvilken de modtager respekt, er den grad, i hvilken Vesten forbliver frit.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo