[Bemærkning fra oversætteren: Mon ikke de fleste danskere står usikkert overfor ordene "bigot" og "bigotteri". De nævnes i fremmedordbogen, hvor de tillægges betydningerne "skinhellig", "hyklerisk". I andre sammenhænge kan man finde betydninger som "fanatisk", "snæversynet", "enøjet", "intolerant", "hadefuld", "chauvinistisk" m.v.
En bigot kan således løst sammenfattet ses som et menneske, som er helt indesluttet i sin egen ideologi, der opfattes som den eneste acceptable sandhed, og som stiller sig fjendtlig overfor alt andet. Bigotten mangler tolerance, forstået som en grundlæggende respekt for det andet menneskes ret til sin egen "sandhed".
For kristne vil arketypen på en bigot nok være farisæeren, som han præsenteres i Det Nye Testamente: Den intolerante fanatiker, der kun kan se verden på én måde, den "sande" måde, og som vil have alt andet væk, fordi det opfattes som en trussel mod denne "sande" orden. Efter kristen opfattelse var farisæerne "slaver under loven" og ubekendte med "friheden i Kristus". Som vi kan læse i Det Nye Testamente førte deres bigotteri nogle gange til skinhellighed og hykleri, andre gange til fanatisk forfølgelse og mord.]

---

"Islam har en stolt tradition for tolerance," erklærede præsident Barack Obama under sin appel til den muslimske verden fra Cairo den 4. juni 2009. "Vi ser det i Andalusiens og Cordobas historie under inkvisitionen. Jeg så det på første hånd som et barn i Indonesien, hvor hengivne kristne frit kunne praktisere deres tro i et overvejende muslimsk land." [1]

Desværre er dette langt fra sandheden. Selv under, hvad der generelt betragtes som Guldalderen for islamisk "tolerance", er det mere korrekt at sige, at ikke-muslimer blev tolereret som andenklasses undersåtter snarere end respekteret som ligeværdige under islamiske regimer. De blev betragtet som dhimmier, hvis ophold var betinget af deres accept af ydmygende regler, der sikrede deres undertvingelse under den muslimske befolkning. De skulle for eksempel betale en byrdefuld særskat (jizya), pålagt af Koranen (9:29), og bære særlige mærker, der kendetegnede deres andenrangs status.

Desuden - i modsætning til i kristenheden, hvis ledere har udsendt undskyldninger for fortidens mishandling af jøder og fordømt de bibelske udlægninger, der har begrundet denne mishandling - har autoriteterne i den muslimske verden fra Muhammeds tid til i dag aldrig tøvet med at omtale jøderne som "aber og svin" (jf. Koranen 2:63-65; 5:59-60; 7:166) eller at betragte dem som af Guds vilje bestemt til destruktion. Disse er nogle af de fremtrædende kendsgerninger, som Obamas velgørende opfattelse tilslører på et tidspunkt, hvor prominente muslimske ledere, herunder sheik Yusuf al-Qaradawi, verdens mest fremtrædende muslimske gejstlige, opfordrer de troende til at afslutte den udryddelse af jøderne, som Hitler indledte. [2]

I lande, hvor muslimerne udgør et lille mindretal, såsom USA, er der på overfladen en vis rigtighed i Obamas påstand. Muslimske grupper har hidtil tilpasset sig et demokrati, hvis sekulære tro handler om mangfoldighed og tolerance. Men i lande og samfund, hvor muslimer udgør et nationalt flertal, ser islams ansigt helt anderledes ud. I Saudi-Arabien er eksistensen af kristne kirker forbudt sammen med besiddelse af kristne bibler; ingen kristen eller jøde er tilladt at træde ind i byerne Mekka og Medina, for at deres fodaftryk ikke skal besmitte islams hellige steder. Som Kongeriget af de To Hellige Steder, har Saudi-Arabien en unik status i den islamiske verden. Et aspekt af denne status er, at Mekka og Medina er realiseringer af Muhammeds befaling om at fjerne alle andre end muslimer fra Den Arabiske Halvø. [3] Mekka og Medina repræsenterer, hvad den muslimske verden stræber efter, selve kernen af visionen om et islamisk samfund: et samfund, hvor der ikke findes ikke-muslimer.

I Pakistan, Afghanistan og andre steder, straffes konvertering fra islam til kristendom allerede med døden i overensstemmelse med Muhammeds befaling. I Thailand, Bangladesh, Pakistan, Irak, Syrien, Egypten, Nigeria, og selv Obamas elskede Indonesien, står religiøse mindretal - kristne, hinduer, buddhister og ikke-troende - overfor chikane og ofte voldelig religiøs forfølgelse. Disse forfølgelser udføres af jihadistiske muslimer, der påkalder centrale islamiske tekster og belæringer som retfærdiggørelse for deres handlinger. Kort sagt - i den muslimske verden selv, der siden 9/11 i stigende grad er blevet revet med i strømmen af islamisk supremacisme, viser Muhammeds trosbekendelse sig at være en bigotternes religion snarere end, som præsident Obama vil have det, en fredens religion.

Der findes teologisk fundament for det islamiske bigotteri. Koranen kalder jøder og kristne, der afviser Muhammed, for "de værste af skabningen" (98:6). Den siger, at "de, der sætter andre ved Allahs side, er urene" (9:28), og da den hævder, at jøderne betragter Ezra som Allahs Søn på samme måde som kristne betragter Jesus som Allahs Søn (9:30), og at "Det passer sig ikke for Allah; højlovet være Han! - at tage sig en søn" (19:35), så er jøder og kristne, i islamisk teologi, lige så meget polyteister som hinduer og dermed lige så urene.

Religiøst folkemord

I marts 2013 gav den egyptiske islamiske lærde Abdullah Badr udtryk for, hvordan en sådan tro kan fungere i praksis, da han forklarede, at han væmmedes ved kristne og sagde, at det ikke var "et spørgsmål om fromhed, men afsky. Jeg får kvalme. Forstår du? Afsky, jeg får kvalme, mand, jeg kan ikke udstå deres lugt eller (...). Jeg kan ikke lide dem, det er mit valg. Og de giver mig kvalme; deres lugt, deres udseende, alt. Jeg føler afsky, afsky". [4]

Denne afsky har, kombineret med krav afledt af koranske påbud om at "dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem" (9:5) og at underkue Bogens Folk (9:29), måttet spille sig ud i islamisk historie ved udrensning af hele regioner for deres ikke-muslimske befolkninger. At eliminere andre religioner, i henhold til Koranen 8:39 ("Bekæmp dem (...) indtil al religion tilhører Allah"), og at sikre, at enhver tilbageværende ikke-muslim er besejret og underdanig, er det overordnede mål for jihad. Som en iransk bahai bemærkede til V. S. Naipaul under én af hans rejser gennem den islamiske verden: "Muslimerne er mærkelige mennesker. De har en gammel mentalitet. Meget gammel mentalitet. Og de er onde ved minoriteterne." [5]

Forvandlingen af Konstantinopel efter dens erobring i 1453 illustrerer virkningerne af muslimsk bigotteri. Før den muslimske erobring havde Konstantinopel været centrum for østlig kristendom og hele kristenhedens næst-vigtigste by, samt hovedrivalen til Rom i pragt og autoritet. Dens Hagia Sophia-katedral, bygget af kejser Justinian i det sjette århundrede, var den største og mest berømte kirke i den kristne verden indtil opførelsen af Peterskirken i Vatikanet. Så sent som i 1914 kunne Konstantinopel stadig opvise en befolkning på næsten 50% kristne. I dag, som et resultat af den religiøse forfølgelse af kristne, er byen nu 99,99% muslimsk. [6]

Efter den muslimske erobring i 1453 blev Hagia Sophia-katedralen, som så mange andre kristne kirker før og efter, omdannet til en moské. Efter Tyrkiets sekularisering, blev moskeen omdannet til et museum af sekularisterne, og er nu ved at blive omdannet til en moské igen. Skønt det sekulære Tyrkiet ikke håndhævede islamisk lov, så betragtede det en afpolitiseret islam som afgørende for den tyrkiske identitet på bekostning af den kristne befolkning. I Tur-Abdin i det sydvestlige Tyrkiet var der i 1960 150.000 kristne; i dag er der lidt over to tusind. [7] Resten er flygtet fra muslimsk fjendtlighed og chikane.

Lejlighedsvist har muslimske autoriteter fundet det politisk formålstjenligt at trække eksplicit på de folkemorderiske lidenskaber, som Muhammed havde inspireret, og brugt dem til at vække et raseri i befolkningen mod dhimmierne, som bragte Allahs unåde over det større fællesskab. I et forvarsel om den armenske katastrofe, der ville finde sted i Tyrkiet tyve år senere, indledte den osmanniske sultan Abdul Hamid i 1895 en række blodige angreb mod de besværlige kristne armeniere i det østlige Anatolien. Armenierne havde begået den fejl at tage vestlige ideer om menneskerettigheder til sig, og var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved deres dhimmi-status. Ifølge Lord Kinross, en historiker, der skrev om Det Osmanniske Rige, blev armenierne "ved spidsen af en bajonet" tilbudt "valget mellem døden og tvangskonvertering til islam." [8] Folkemordet, som de muslimske tyrkere efterfølgende udførte under 1. Verdenskrig, var en manifestation af den samme jihadist-karakter i islam, og førte til mordet på halvanden million armeniere.

I Tyrkiet selv er den kristne befolkningsandel faldet fra 15% i 1920 til 1% i dag. I Syrien er den kristne befolkning faldet fra 33% til 10% i det samme tidsrum. Efter at tyrkerne besatte Nordcypern i 1974, er kirkerne blevet frarøvet deres ikoner, som har oversvømmet markedet i Grækenland. Tyrkerne har overtaget mange kirker for at bruge dem til sekulære formål og endog forsøgt at omdanne det kristne kloster San Makar fra det 4. århundrede til et hotel. Kristne cyprioter er forbudt at komme i nærheden af bygningen, for ikke at tale om at træde ind i den. [9]

På samme måde i Tunesien - "i begyndelsen af 1950'erne, var halvdelen af indbyggerne i Tunis katolikker, men med uafhængighedserklæringen blev omkring 280.000 tunesiske katolikker fordrevet. I dag er der ikke mere end en tiendedel af dette antal, og de fleste af kirkerne er lukket eller ikke længere i brug." [10]

Før Golfkrigen var antallet af kristne i Irak nær en million mennesker, ifølge nogle skøn. [11] Men med shiiter og sunnier i strid om magten i det krigshærgede land, er over halvdelen, eller rundt regnet 500.000 kristne, flygtet fra landet, hellere end at risikere den behandling, der er i vente for dem fra den muslimske flertalsbefolknings side. Dette er ikke for at antyde, at den brutale Saddam Husseins regime var specielt gæstfrit mod de irakiske kristne. Selv under hans relativt sekulære regime, med vicepremierminister Tariq Aziz, som var kaldæisk katolik, måtte det lille kristne samfund tåle tilfældig vold begået af det muslimske flertal. Bortset fra udbrud af egentlig forfølgelse, herunder mord, blev kristne rutinemæssigt presset til at afsværge deres religion og at gifte sig med muslimer. [12] Men siden Saddams fjernelse og indførelsen af Iraks islamiske forfatning, er situationen blevet eksponentielt værre.

Siden Det Muslimske Broderskabs magtovertagelse i Egypten, muliggjort af Obama-administrationen, har islamisk bigotteri med stigende voldelighed været rettet mod landets oprindelige koptiske kristne befolkning. For nylig har muslimske horder, med det islamisk-supremacistiske regimes samtykke, gennemførte et væbnet angreb på St. Markus-katedralen, sædet for den koptiske pave. Nu flygter kopterne fra landet i hobetal. NBC News rapporterede i juni 2013: "Antallet af egyptere, der får asyl i USA, er mere end femdoblet i de seneste år." [13]

I Betlehem, Kristi fødested, bestod befolkningen af 85% kristne i 1948, men i 2006, var kun 12% tilbage af dem, der tilhører religionen af byens mest berømte søn, og selv denne minimale procentdel er næsten helt sikkert mindre i dag. [14]

Islamisk bigotteri driver kristne ud af deres gamle hjemlande over hele Mellemøsten. "For et århundrede siden," bemærkede Simon Kent i Toronto Sun i juni 2013, "var mere end 20% af regionens befolkning kristen og så sent som i 1980'erne havde steder som Libanon et kristent flertal. Nu, mens det kristne antal svinder, er dette land splittet mellem støjende og sunni- og Hizbollah-shiafanatikere. Skøn sætter den kristne befolkning i Mellemøsten til under 5% og den svinder hurtigt - og tallet forbliver kun så højt på grund af de koptiske kristne, der endnu ikke har forladt det stridshærgede Egypten." [15].

Udrensningen af kristne i Mellemøsten er foregået stort set siden Osama bin Laden igangsatte den islamiske jihad for alvor. Den repræsenterer den største befolkningsudrensning i moderne tid - "etniske" udrensninger er småting i sammenligning - og har fundet sted næsten lydløst, mens føjelige vestlige iagttagere, herunder beboerne i Det Hvide Hus, falder i svime over muslimsk "tolerance".

I en skarp anklage, der ville lyde paranoid, hvis den ikke var så indlysende sand, udtalte Gregory III, patriark i den melkittiske græsk-katolske kirke i Antiokia, i 2006: "Efter 11. september har der været en plan om at eliminere alle de kristne minoriteter fra den arabiske verden. Vores blotte eksistens forstyrrer de regnestykker, ifølge hvilke arabere ikke kan være andet end muslimer og kristne ikke andet end vesterlændinge." [16]

Det er heller ikke kun i det arabiske Mellemøsten, udrensningen finder sted. Hindu-aktivisten Bharati Krishna erklærer: "Da Pakistan blev dannet i 1947, var 24% af befolkningen hinduer. Og se nu på procentdelen af hinduer i Pakistan, lige under 2%. Hvad skete der med resten? Flertallet af dem er blevet nådesløst dræbt af islamiske fanatikere og resten tvangskonverteret til islam." Krishna tilføjer: "Det samme skete med hinduerne i Bangladesh. Den hinduistiske befolkningsandel i Bangladesh i 1947 (dengang Østpakistan) blev opgjort til 31%. Men med tiden er andelen gået ned og ligger nu på 9%. Massive religiøse omvendelser og hensynsløse mord på hinduer var årsagerne til dette fald." [17]

Traditionel islamisk underkastelse

Bigotteri mod ikke-muslimske befolkninger, sammen med religiøs udrensning, er lige så gammel som islam selv. Islam opstod i Arabien i slutningen af det 7. og begyndelsen det 8. århundrede. [18] Før dens fremkomst, var Egypten, Libyen og hele Nordafrika kristent, og havde været det i hundreder af år. Det samme gjaldt Palæstina, Libanon, Syrien og Lilleasien. Kirkerne, der skrives til i Pauli breve, samlet i Nye Testamente, var placeret i Lilleasien og det moderne Tyrkiet såvel som i det moderne Grækenland. Antiokia, Konstantinopel ("Istanbul" i det moderne Tyrkiet) og Alexandria i Egypten var tre af de vigtigste kristne centre i det første årtusinde. Men så kom de arabiske hære og i sidste ende blev disse lande muslimske - ikke fordi uimodståelige aspekter af islam fik et stort antal mennesker til at konvertere til erobrernes religion, men fordi ikke-muslimer blev tvunget til at acceptere en ydmygende andenklasses status. Dette var bigotteri håndhævet ved sværdet. Konvertering til islam blev den eneste vej til et anstændigt liv, eller i mange tilfælde til et liv i det hele taget, og på denne måde blev de kristne befolkninger i disse områder til stadighed skåret ned.

Der var ingen tolerance over for "den anden", som mange vildledende kommentatorer hævder. For de invaderende muslimske hære var det ikke tilstrækkeligt blot at erobre deres rivaler; den indfødte befolkning skulle underkues og dens religion ydmyges. Historikeren Bat Ye'or fortæller, at i det 7. århundrede, hvor de arabiske angribere erobrede Egypten, "begræd Sophronius [biskop af Jerusalem], i sin prædiken til Epifanifesten i 636, ødelæggelsen af kirker og klostre, de udplyndrede byer, de ødelagte marker, landsbyerne brændt ned af nomader, der løb landet over ende. I et brev samme år til Sergius, patriark af Konstantinopel, nævner han de muslimske araberes hærgen. Tusindvis af mennesker omkom i 639, ofre for den hungersnød og pest, der fulgte af disse ødelæggelser." [19]

Når muslimerne først sad sikkert på magten, begyndte de at opkræve jizya eller skat på ikke-muslimer, hvilket ikke var ubetydelige afgifter. En middelalder-kronikør skriver om en af de byer, der var under muslimsk styre: "Det er umuligt at beskrive den jammerlige situation for indbyggerne i denne by, som var presset til et punkt, hvor de tilbød deres børn til gengæld for de enorme summer, de skulle betale hver måned, uden at finde nogen til at hjælpe sig, fordi Gud havde forladt dem og havde udleveret de kristne i hænderne på deres fjender." [20] I det fjortende århundrede, forklarede den banebrydende sociolog Ibn Khaldun de kristnes muligheder: "Det er [for dem et valg mellem] konvertering til islam, betaling af hovedskatten eller døden." [21]

I forhold til islamisk lov kan man ikke sige, at de muslimer, der viste et sådant hensynsløst bigotteri mod ikke-muslimer, drev deres iver for vidt. De fulgte blot eksemplet sat af deres profet, som fordrev de tre jødiske stammer fra Medina: "Det er blevet fortalt, på Ibn Umars autoritet, at jøderne i Banu Nadir og Banu Quraiza kæmpede mod Allahs Sendebud, som fordrev Banu Nadir og tillod Quraiza at blive, og gav fordele til dem, indtil de også kæmpede mod ham. Så dræbte han deres mænd og fordelte deres kvinder, børn og ejendele blandt muslimerne, bortset fra, at nogle af dem havde tilsluttet sig Allahs Sendebud, som gav dem sikkerhed. De antog islam. Allahs Sendebud udviste alle jøder fra Medina, Banu Qainuqa (...) og jøderne i Banu Haritha og alle andre jøder, der var i Medina." [22]

I lyset af den vold, med hvilken Muhammed spredte islam, er der en klar trussel i hans berømte invitation til den byzantinske kejser Heraklios: "Antag islam, og du vil være sikker." [23] Heraklios antog ikke islam, og i sidste ende faldt Byzans for jihad-sværdet.

Disse udtalelser og handlinger af islams profet lagde grunden til en kultur af bigotteri og religiøse udrensninger. Kristenhedens tidligere riger, der nu alment betragtes som en del af den islamiske verden, endte med at blive således på samme måde, som disse arabiske jødiske stammer blev muslimske: Ved at blive badet i blod og derefter undertvunget med magt.

Bestemmelserne i islamisk lov om jizya og undertvingelse af ikke-muslimer, har ikke været fuldt håndhævet siden midten af det nittende århundrede, men genindførelse af dem er et mål for dagens jihadister, der søger at genoprette troens ortodoksi og nu har kontrol over de to største lande i Mellemøsten. I marts 2007 bankede muslimske bander på dørene i kristne kvarterer i Bagdad og krævede betaling af jizya. [24] I december 2011 gentog Yassir Al-Burhami, en leder af salafisterne, den egyptiske bevægelse af strenge muslimer, nogle af de klassiske islamiske love om dhimmier: "Udnævnelse af vantro til stillinger med autoritet over muslimer er forbudt. Allah sagde: 'Allah vil ikke lade de vantro gå forud for de troende'" (Koranen 4:141). Han erklærede også, at Egyptens muslimer igen skulle begynde at indsamle jizya fra de kristne.

Al-Burhami henviste også til Muhammeds eksempel som en vejledning for muslimer, der lever i lande, hvor de stadig er minoriteter: "Muslimerne kan praktisere enhver form for adfærd, som Profeten Muhammed praktiserede. Da Profeten Muhammed stadig var i Mekka, behandlede han de vantro på en bestemt måde, og når muslimerne er svage, bør de behandle de vantro på denne måde. 'Afstå fra enhver handling, bed og betal zakat.' I mange vantro lande, såsom det besatte Palæstina, instruerer vi muslimerne til at gøre netop dette. Vi fortæller ikke muslimerne i Gaza, at de skal affyre raketter hver dag, hvilket ville føre til ødelæggelse af hele landet. Vi fortæller dem, at de skal overholde våbenhvilen. Da profeten Muhammed først ankom til Al-Medina, underskrev han en traktat med jøderne uden at tvinge dem til at betale jizya-hovedskatten. Dette var nødvendigt på det tidspunkt, men da de brød traktaten, bekæmpede han dem, og i sidste ende indførte han jizya på Bogens Folk (...). De kristne [i Egypten] kan behandles ligesom jøderne i Al-Medina. Dette er muligt." [25]

Ideen om, at kristne skal føle sig "kuet" (Koranen 9:29) i islamiske lande, er også meget levende. Da den første katolske kirke i Qatar åbnede i marts 2008, havde den ingen kors, ingen klokke, intet spir og intet tegn. "Ideen er," forklarede kirkens præst, fader Tom Veneracion, "at være diskret, fordi vi ikke ønsker at opflamme nogen følelser." [26] I Filippinerne har kirken i landets eneste islamiske by Marawi også afskaffet korset. En katolsk præst, fader Teresito Soganub, forklarer: "For at undgå strid og for at undgå yderligere misforståelser, har vi bare plantet korset dybt i vore hjerter." Ifølge Reuters bærer Soganub "ikke krucifiks eller præstekrave og har ikke skæg af respekt for sine muslimske naboer." Han fejrer få bryllupper, da stegt svinekød er en fast bestanddel af bryllupsfester for filippinske katolikker. [27]

Det er let at se behovet for en sådan diskretion. I en prædiken i en moské i Al-Damam, Saudi-Arabien, anbefalede den populære saudiske sheik Muhammed Saleh Al-Munajjid had til kristne og jøder som en passende fremgangsmåde: "Muslimer skal," erklærede han, "opdrage deres børn til jihad. Dette er den største fordel ved situationen: At opdrage børnene til jihad og til had mod jøderne, de kristne og de vantro; at opdrage børnene til jihad og at puste liv i jihad-gløden i deres sjæle. Dette er, hvad der er behov for nu." [28]

Hadet til andre religioner, især til kristendom og jødedom, er helt tydeligt i holdningen til religiøs omvendelse i lande med supremacistiske islamiske regimer. Konvertitter fra islam til kristendommen er ofte jaget vildt i disse lande, hvoraf Pakistan og Saudi-Arabien er de mest fremtrædende, mens stort set alle religiøse autoriteter i den muslimske verden er enige om, at sådanne personer fortjener døden. Muhammed selv befalede det: "Enhver, der ændrer sin islamiske religion, dræb ham." [29] Dette er stadig holdningen i alle de islamiske retsskoler, selv om der er en vis uenighed om, hvorvidt loven kun gælder for mænd eller for kvinder også.

På Cairos Al-Azhar-universitet, den mest prestigefyldte og indflydelsesrige institution i den islamiske verden, hedder det i en islamisk lovmanual, som institutionen attesterer som en pålidelig vejledning i sunni-muslimsk ortodoksi: "Når en person, der har nået puberteten og er ved sin forstands fulde brug, forlader islam, fortjener han at blive dræbt." Selvom retten til at dræbe en frafalden i islamisk lov er forbeholdt lederen af samfundet, og andre muslimer i teorien kan blive straffet for at påtage sig denne opgave, er det i praksis sådan, at en muslim, der dræber en frafalden, ikke skal betale nogen godtgørelse og udføre nogen forsonende handlinger (hvilket han skal i andre former for mordsager under klassisk islamisk lov). Denne tillempning er foretaget, fordi dette at dræbe en frafalden "er at dræbe en person, der fortjener at dø." [30]

Islamisk bigotteri og islamofobi

I betragtning af islams lange og skændige historie om bigotteri, er det urimeligt helt ud i det ekstreme, at islamiske talsmænd rutinemæssigt beskylder dem, der påpeger de førnævnte kendsgerninger om islam, for - bigotteri. Ifølge disse talsmænd og deres blåøjede sympatisører på venstrefløjen, er enhver påpegning af den islamiske verdens barskere realiteter bevis på "islamofobi" - irrationelt had til alle muslimer, og ikke kun til dem, der udfører terrorisme i Allahs navn eller brutaliserer kvinder som en religiøs forpligtelse. Adskillige meget omtalte rapporter - herunder én fra Center for American Progress, tilsluttet Det Demokratiske Parti - har udstillet fremtrædende konservative personer, der offentligt har kritiseret mange islamiske institutioners fremme af kvindehad, bigotteri og terrorisme, og stigmatiseret dem som "islamofobe". [31]

Udtrykket islamofobi er et yndlingsvåben for Det Muslimske Broderskab og allierede jihad-organisationer i Vesten. Grupper fra Det Muslimske Broderskab, som f.eks. det Hamas-forbundne Council on American-Islamic Relations (CAIR), bruger det til at fabrikere moderne tankeforbrydelser på basis af legitime bekymringer over islamisk bigotteri, kvindehad og støtte til terrorbevægelser som Hizbollah og Hamas. Voltaire sagde: "Hvis du vil vide, hvem der hersker over dig [eller i dette tilfælde - har til hensigt at herske over dig], skal du blot finde ud af, hvem du ikke har lov til at kritisere."

Kampagnen for at undertrykke enhver forbindelse mellem islam og islamisk terrorisme opnåede sin største og potentielt mest skadelige succes i 2011, da grupper tilknyttet Det Muslimske Broderskab og deres venstreorienterede allierede fik Obama-administrationen til at fjerne al omtale af islam og jihad fra anti-terror undervisningsmaterialer, brugt af FBI og andre agenturer. Dette efterlod agenterne i en tilstand af sørgelig uforberedthed og gjorde dem ude af stand til at vurdere efterretninger om jihad-trusler. Denne tilstand af bevidst uvidenhed bar en bitter frugt i april 2013, da islamiske terrorister bragte en bombe til eksplosion under Boston Marathon. De russiske og saudiske regeringer havde på forhånd advaret FBI om bombemanden Tamerlan Tsarnaev. Men FBI så bort fra advarslerne, fordi de var blinde for Tsarnaevs forbindelse med den globale islamiske jihad og opfattede ham som en tjetjensk "nationalist", engageret i en sag, der var et russisk problem og intet havde at gøre med USA.

Målet for "islamofobi"-kampagnen er at afvæbne Vesten over for den islamiske trussel, og på længere sigt at få de frie samfund underlagt blasfemi-bestemmelserne i islamisk lov, der forbyder kritik af islam. Dette forbud ville f.eks. forhindre en åben erkendelse af det jødehad, der gennemsyrer de islamiske hellige tekster såvel som udtalelser fra islamiske ledere. [32] Det ville også gøre First Amendment i den amerikanske Bill of Rights ugyldig [First Amendment er 1. Tilføjelse til den amerikanske forfatning, der bl.a. beskytter retten til frit at udøve religion. De 10 første tilføjelser kaldes samlet Bill of Rights, o.a.]. Vedtagelse af love, der kriminaliserer "islamofobi", ville også udelukke kritik af islams institutionaliserede mishandling af kvinder og bøsser.

Hvis en sådan mulighed forekommer at være "for langt ude", så tænk på, at studenterrådene på fire eliteuniversiteter i Californien, herunder UCLA og UC Berkeley, (enstemmigt) har vedtaget "anti-islamofobi" resolutioner, der hævder "nul-tolerance" overfor netop disse meningstilkendegivelser [UC står for University of California, o.a.]. En af hovedfortalere for disse resolutioner og leder af to frontorganisationer for Det Muslimske Broderskab på campus, Sadia Saifuddin, blev for nylig udpeget af bestyrelsesmedlemmer i UC-systemet til at sidde i deres bestyrelse som repræsentant for alle UC-studerende. [33]

Blasfemilove, der beskytter islam, er måske endnu ikke vedtaget i Vesten, men muslimske horder er rede til at håndhæve dem alligevel. I efteråret 2005 resulterede voldelige muslimske optøjer i mere end 100 dødsfald, udløst af offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Danmark. I kølvandet på disse islam-inspirerede overgreb, udsendte en gruppe forfattere et manifest kaldet "Sammen mod den nye totalitarisme" (“Together, facing the new totalitarianism”) [34] Dette ægte anti-bigotteri-manifest erklærede: "Efter at have sejret over fascismen, nazismen og stalinismen står verden over for en ny global trussel af totalitær art: islamismen. (...) Vi, forfattere, journalister og intellektuelle, opfordrer til modstand mod den religiøse totalitarisme og til at fremme frihed, lige muligheder og verdslighed for alle. (...) Vi nægter at skulle give afkald på den kritiske ånd, når årsagen er frygt for at opmuntre til "islamofobi", dette uheldige begreb, som forveksler kritikken af religionen islam med stigmatiseringen af dens udøvere. Vi plæderer for ytringsfrihedens universelle udbredelse, så den kritiske ånd frit kan udøves på alle kontinenter og over for ethvert overgreb og ethvert dogme." (Oversættelse: Moderate Muslimer) [35]

Kanariefuglene i islamisk jihads kulmine

De første mål for muslimsk bigotteri og dem, som har rollen som kanariefuglene i minen for alle ikke-muslimer, der står i vejen for jihad, er ikke overraskende jøderne og staten Israel. Islamiske ledere har gentagne gange bekræftet deres ønske om, at den jødiske stat ophører med at eksistere - en folkemorderisk agenda i sig selv, og én, der kun kan opnås ved en Holocaust i Mellemøsten. Mahmoud Ahmedinejad, den tidligere iranske præsident, har opfordret til en sådan Holocaust (uden hørlig uenighed fra den muslimske verden), og sagt, at "udslettelsen af det zionistiske regime vil komme" og at den var forudsagt af Ayatollah Khomeini: "Imamen sagde, at dette regime, der har besat Jerusalem, skal forsvinde fra historiens sider" - en erklæring, der vidt og bredt, men ikke helt præcist, i Vesten blev til: "som Imamen sagde, skal Israel fjernes fra landkortet."

Ved andre lejligheder har Ahmadinejad gjort dette mål krystalklart: "Den islamiske umma (samfund) vil ikke tillade sin historiske fjende [Israel] at leve i sit kerneland" og "vi kan ikke gå på kompromis i spørgsmålet om Palæstina (...). Dette ville betyde tilintetgørelse af den islamiske verden". For Ahmadinejad er ødelæggelsen af Israel nær:

"Der er ingen tvivl om, at den nye bølge [af angreb] i Palæstina snart vil fjerne denne skændige plet [Israel] fra den islamiske verdens ansigt." Palæstinenserne har gjort dette folkemorderiske mål lige så klart. Med ordene fra Mahmoud al-Zahar, en af stifterne af Hamas: "Der er ikke plads til jer jøder iblandt os, og I har ingen fremtid blandt verdens nationer. I er på vej mod udslettelse." [36]

Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah (Allahs Parti), har proklameret det samme mål: "Hvis de [jøderne] alle samles i Israel, vil det spare os for besværet med at jagte dem på verdensplan", mens en Hizbollah-udtalelse fra 1992 erklærede "åben krig indtil Israel er væk og indtil den sidste jøde på jorden er død". [37]

Dette had til jøderne og deres eksistens stammer direkte fra Muhammeds opfordring til alle muslimer om at "bekæmpe jøderne og dræbe dem" til sidste mand. Således har sheik Yusuf al-Qaradawi, den åndelige leder af Det Muslimske Broderskab, som Obama-administrationen ledsagede til magten i Egypten, proklameret: "Gennem historien har Allah udsat dem [jøderne] for folk, der ville straffe dem for deres fordærv. Den sidste straf blev udført af Hitler. Ved hjælp af alle de ting, han gjorde ved dem - selvom de overdrev denne sag - formåede han at sætte dem på plads. Det var guddommelig straf for dem. Med Allahs vilje, vil det næste gang ske i hænderne på de troende ...." [38]

For jihadisterne er jøderne kun de første i rækken. I 1998 erklærede Den Islamiske Verdensfront, ledet af Osama bin Laden, formelt jihad mod "jøderne og korsfarerne", dvs. de kristne nationer (som jihadisterne betragter dem) i Amerika og Europa. Fatwaen erklærede: "Bestemmelsen om at dræbe amerikanerne og deres allierede - civile og militære - er en individuel pligt for enhver muslim, der kan gøre det i et land, hvor det er muligt." [39]

På konferencen "Verden uden Zionisme" i Teheran i oktober 2005, sang de forsamlede delegerede "død over Israel, død over Amerika, død til England", mens værten, Ahmadinejad, til de forsamledes jubel forudsagde, at "med den Almægtiges hjælp, vil vi snart opleve en verden uden Amerika og zionisme, på trods af dem der tvivler." [40]

Ligesom Ahmadinejad, ønsker også Hasan Nasrallah at se Amerika ødelagt: "Lad hele verden høre mig. Vores fjendtlighed over for den Store Satan [Amerika] er absolut. (...) Uanset hvordan verden har ændret sig efter den 11. september, vil 'Død over Amerika' fortsætte med at være vort rungende og kraftfulde slogan: 'Død over Amerika'."

Denne isnende befaling er det islamiske bigotteris logiske forlængelse og højeste manifestation.

Noter

[1] “Text: Obama’s Speech in Cairo,” New York Times, June 4, 2009. Dansk: Tale i Cairo.

[2] “Sheik Yousuf Al-Qaradhawi: Allah Imposed Hitler upon the Jews to Punish Them ‘Allah Willing, the Next Time Will Be at the Hand of the Believers,’” MEMRITV.org, 28.-30. januar 2005.

[3] "Jeg vil fordrive jøderne og de kristne fra Den Arabiske Halvø og ikke efterlade andre end muslimer." (Sahih Muslim 19.4366)

[4] Raymond Ibrahim, “Video: ‘I Hate Christians and Am Disgusted by Them’ — Muslim Cleric,” RaymondIbrahim.com, April 1, 2013.

[5] V. S. Naipaul, Blandt de rettroende. En islamisk rejse, Hekla, 1982, s. 27.

[6] Philip Mansel, Constantinople: City of the World’s Desire 1453-1924, St. Martin’s Griffin, 1998, p. 437.

[7] Aid to the Church in Need, “Religious Freedom in the Majority Islamic Countries 1998 Report: Turkey,” op. cit.

[8] Lord Kinross, The Ottoman Centuries: The Rise and Fall of the Turkish Empire, Morrow Quill, 1979, p. 559-560.

[9] Aid to the Church in Need, “Religious Freedom in the Majority Islamic Countries 1998 Report: Cyprus,” op. cit.

[10] Ibid

[11] Luiza Oleszczuk, “Christians could disappear from Iraq and Afghanistan,” Christian Post, December 30, 2011.

[12] Aid to the Church in Need, “Religious Freedom in the Majority Islamic Countries 1998 Report: Iraq.”

[13] Charlene Gubash, “Egypt’s Coptic Christians say they are ‘no longer safe,’” NBC News, June 20, 2013.

[14] Stephen Farrell and Rana Sabbagh Gargour, “‘All my staff at the church have been killed – they disappeared,’” The Times, December 23, 2006.

[15] Simon Kent, “Christians face being driven from the Middle East,” Toronto Sun, June 9, 2013.

[16] “We Are the Church of Islam: Interview with the patriarch of Antioch Gregor III Laham,” 30 Days, Issue No. 10, 2005.

[17] Bharati Krishna, “Pakistan Hindus, mercilessly killed, forcibly converted to Islam,” Haindava Keralam, April 29, 2012.

[18] Ved begyndelsen af det 7. århundrede, hvis man accepterer den islamiske kanoniske beretning om Muhammeds liv.

[19] Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam: From Jihad to Dhimmitude, Fairleigh Dickinson University Press, 1996, p. 44.

[20] Citeret i Bat Ye’or, pp. 271-272.

[21] Bat Ye’or, p. 296.

[22] Sahih Muslim, translated by Abdul Hamid Siddiqi, Kitab Bhavan, revised edition 2000, vol. 3, book 17, no. 4364.

[23] Denne hændelse er næsten helt sikkert apokryf, men betragtes ikke desto mindre som autentisk i islamisk tradition. Muhammed Ibn Ismaiel Al-Bukhari, Sahih al-Bukhari: The Translation of the Meanings, translated by Muhammad M. Khan, Darussalam, 1997, vol. 4, book 56, no. 2941.

[24] “Muslims Forcing Christian Assyrians in Baghdad Neighborhood to Pay ‘Protection Tax,’” Assyrian International News Agency, March 18, 2007.

[25] “Egyptian Salafi Leader Yassir Al-Burhami Compares the Christians of Egypt to the Jews of Al-Medina,” Middle East Media Research Institute, December 3, 2011.

[26] Sonia Verma, “First Catholic Church Opens in Qatar, Sparking Fear of Backlash Against Christians,” FoxNews, March 14, 2008.

[27] Carmel Crimmins, “Philippines’ Islamic city proud to be different,” Reuters, March 17, 2008.

[28] Denne prædiken er udateret. Som de andre citeret her, blev den lagt på det saudiske websted Al-Minbar (www.alminbar.net).

[29] Muhammed Ibn Ismaiel Al-Bukhari, Sahih al-Bukhari: The Translation of the Meanings, translated by Muhammad M. Khan, Darussalam, 1997, vol. 9, book 84, number 57.

[30] Reliance of the Traveller, o8.1, o8.4.

[31] Wajahat Ali, Eli Clifton, Matthew Duss, Lee Fang, Scott Keyes, and Faiz Shakir, Fear, Inc.: The Roots of the Islamophobia Network in America, The Center for American Progress, August 2011, havde en liste med 5 førende “islamofober”: Frank Gaffney, David Yerushalmi, Daniel Pipes, Robert Spencer og Steven Emerson. Disse navne optræder i de fleste "islamofobi"-rapporter, sammen med David Horowitz, Michael Savage, Pat Robertson, Sean Hannity, Bill O’Reilly, Mark Steyn, Michelle Malkin, Glenn Beck og Pamela Geller.

[32] Sammenfattet i Muhammeds berygtede erklæring: "Dommedag skal ikke komme, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem, så at jøderne gemmer sig bag træer og sten, og hvert træ og sten vil sige: 'O muslim, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham'." (Sahih Muslim 6985).

[33] De to andre er UC Santa Barbara og UC Davis. http://frontpagemag.com/2013/robert-spencer/islamic-supremacist-nominated-as-uc-student-regent/. Se også David Horowitz og Robert Spencer, Islamophobia: Thought Crime of the Totalitarian Future (pamphlet) September 8, 2011. http://frontpagemag.com/2012/david-horowitz-and-robert-spencer/islamophobia-thought-crime-of-the-totalitarian-future-4/

[34] http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4764730.stm (Dansk oversættelse hos Moderate Muslimer)

[35] Ibid.

[36] “Hamas Leader Mahmoud Al-Zahhar Justifies Persecution of Jews in History and Promises that Jews ‘Are Headed to Annihilation,’” MEMRI, November 12, 2010.

[37] “The Islamic Genocide Plan,” FrontPageMagazine.com, December 1, 2006. Se også “Statements by Radical Muslims calling for the destruction of Israel (and its ally the United States),” Discover The Networks, January 2007, http://www.discoverthenetworks.org/Articles/genocidequotesjan.html. Citater fra nutidige jihadister er taget fra disse to kilder, medmindre andet er angivet.

[38] "Som afslutning på min tale vil jeg gerne sige, at mit eneste håb er, at Allah, når mit liv nærmer sig sin afslutning, vil give mig mulighed for at tage til landet med jihad og modstand, selv i en kørestol. Jeg vil skyde Allahs fjender, jøderne, og de vil kaste en bombe på mig, og således vil jeg besegle mit liv med martyriet." Sheik Yousuf Al-Qaradhawi: "Allah påtvang jøderne Hitler for at straffe dem - 'Med Allahs vilje, vil det næste gang ske i hænderne på de troende ...'." MEMRITV.org, 28.-30. januar 2005.

[39] World Islamic Front statement, “Jihad Against Jews and Crusaders,” February 23, 1998. http://www.fas.org/irp/world/para/docs/980223-fatwa.htm

[40] Safa Haeri, “Iran on course for a showdown,” Asia Times, October 28, 2005.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo