Nutidens Katolske Kirke har helhjertet støttet den idé, at islam er en fredens religion, og at muslimer er de første ofre for jihad-terrorisme. Denne opfattelse håndhæves som et jerndogme, det eneste, der ikke står til forhandling i dagens bekvemmelige forstadskirke: Alt kan lade sig gøre, alt bliver set gennem fingre med, moralske lærdomme kasseres eller ignoreres til højre og venstre, men hvis du hviskende påpeger, at islamiske jihadister henviser til islams tekster og lærdomme for at retfærdiggøre vold og overherredømme, vil du blive den nye Jan Hus.

Artiklen i Los Angeles ærkebispedømmes avis er blot ét eksempel på den spærreild af nonsens, der kommer fra Den Amerikanske Katolske Bispekonference om dette spørgsmål, men alligevel skiller sig den ud ved at være i særlig grad kontrafaktisk. Den bruger en masse tid på at formane os om, at de første ofre for islamiske jihad-terrorgrupper er andre muslimer. Fader Ronald Rolheiser mener tilsyneladende – i selskab med Barack Obama og mange andre vestlige ledere – at dette beviser, at Islamisk Stat, al-Qaeda og alle de andre er uislamiske. Faktisk viser det kun, at de opfatter deres muslimske modstandere som uislamiske, og at de derfor - fordi islam befaler døden for kætteri og frafald - dræber disse modstandere.

Rolheiser siger også: "Men den muslimske religion kan ikke bebrejdes her. Der er intet iboende, hverken i Koranen eller i islam selv, der moralsk eller religiøst understøtter denne form for vold." Godt, lad os se om det er rigtigt. Rolheiser har tilsyneladende overset nogle passager her og der i Koranen:

2:191-193: "Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis I gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro. Hvis de så holder inde, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig. Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret."

4:89: "De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Allahs sag! Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! Tag ingen af dem til ven eller hjælper!"

5:33: "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente."

8:12: "Da din Herre åbenbarede for englene: 'Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!'"

8:39. "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah! Hvis de holder inde, så ser Allah, hvad de gør;"

8:60: "Udrust imod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk i Allahs og jeres fjende og i andre foruden dem, som I ikke kender, men som Allah kender. Alt hvad I giver bort for Allahs sag, vil blive betalt jer fuldt tilbage. I vil ikke blive gjort uret."

9:5: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig."

9:29: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

9:111: "Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Allah? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr."

9:123: "I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!"

47:4: "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Allah ville, havde han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Allahs sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt."

Men selvfølgelig - Bibelen er også fuld af vold, ikke sandt? Sikkert, selv om der faktisk ikke er noget i den, der kommer i nærheden af Koranens tidsubegrænsede og universelle befalinger om at føre krig mod og undertvinge de vantro. Og desuden finder man de samme opfordringer til vold, når man vender sig til de autoritative kilder i sunni-islam, de sunni-muslimske retsskoler (madhahib):

Shafii-skolen: En shafii-manual i islamisk lov, der blev certificeret i 1991 af de gejstlige på Al-Azhar Universitet, en af de førende autoriteter i den islamiske verden, som en pålidelig vejledning i sunni ortodoksi, skriver om jihad, at "kaliffen fører krig mod jøder, kristne og zoroastrianere (...) indtil de bliver muslimer eller betaler den ikke-muslimske hovedskat". Den tilføjer en kommentar af sheik Nuh Ali Salman, en jordansk ekspert i islamisk retslære: Kaliffen fører denne krig "forudsat at han først har inviteret [jøder, kristne og zoroastrianere] til at træde ind i islam i tro og praksis, og hvis de ikke vil, dernæst har inviteret dem til at træde ind i islams sociale orden ved at betale den ikke-muslimske hovedskat (jizya) (...) mens de forbliver i deres fædrene religioner." (Umdat al-Salik, o9.8).

I dag er der selvfølgelig ingen kalif, og dermed den ofte gentagne påstand om, at Osama m.fl. udkæmper jihad ulovligt, da ingen statslig myndighed har godkendt deres jihad. Men de forklarer deres handlinger som en defensiv jihad, hvis kald ikke behøver nogen statslig myndighed og som bliver "obligatorisk for alle" (Umdat al-Salik, o9.3), hvis et muslimsk land bliver angrebet. Men afslutningen af den defensive jihad er ikke fredelig sameksistens med ikke-muslimer som ligeværdige: Umdat al-Salik angiver, at krigen mod ikke-muslimer skal fortsætte indtil "Jesu endelige nedstigning". Herefter "vil intet andet end islam blive accepteret af dem, for opkrævning af hovedskatten er kun i effekt indtil Jesu nedstigning" (o9.8).

Hanafi-skolen: En hanafi-manual i islamisk lov gentager de samme påbud. Den insisterer på, at folk skal opfordres til at antage islam før kampen indledes, "fordi Profeten instruerede sine hærførere således, befalede dem at kalde de vantro til troen." Den understreger, at jihad ikke må føres for økonomisk vinding, men udelukkende af religiøse grunde: Ved kaldet til islam "vil folket derfor forstå, at de bliver angrebet på grund af religion og ikke for at tage deres ejendom, eller gøre deres børn til slaver, og fra denne betragtning er det muligt, at de kan bevæges til at acceptere kaldet for at redde sig selv fra krigens møje."

Men "hvis de vantro, efter at have modtaget kaldet, hverken giver deres samtykke eller accepterer at betale hovedskat [jizya], så påhviler det muslimerne at bede Gud om hjælp, og at føre krig mod dem, fordi Gud er hjælperen for dem, der tjener Ham, og ødelæggeren af Sine fjender, de vantro, og det er nødvendigt at bønfalde Ham om hjælp ved enhver lejlighed; desuden befaler Profeten os at gøre således." (Al-Hidayah, II.140.)

Maliki-skolen: Ibn Khaldun (1332-1406), den banebrydende historiker og filosof, var også maliki-retsteoretiker. I sin berømte Muqaddimah, det første historieteoretiske værk, bemærker han, at "i det muslimske samfund er den hellige krig en religiøs pligt, på grund af den universelle karakter af den (muslimske) mission og (forpligtelsen til at) konvertere alle til islam, enten ved overtalelse eller ved magt." I islam er den ansvarlige for religiøse anliggender optaget af "magtpolitik", fordi islam er "forpligtet til at vinde magt over andre nationer."

Hanbali-skolen: Den store middelalderlige teoretiker i, hvad der i dag almindeligt kendes som radikal eller fundamentalistisk islam, Ibn Taymiyya (Taqi al-Din Ahmad Ibn Taymiyya, 1263-1328), var hanbali-jurist. Han instruerede, at "eftersom lovlig krigsførelse i det væsentlige er jihad, og da dens mål er, at religionen udelukkende skal være Guds og at Guds ord skal være øverst, så skal, ifølge alle muslimer, de, der står i vejen for dette mål, bekæmpes."

Dette bliver også lært af moderne lærde i islam. Majid Khadduri var en irakisk forsker i islamisk lov med internationalt ry. I sin bog War and Peace in the Law of Islam, som blev udgivet i 1955 og stadig er et af de klareste og mest lysende værker om emnet, siger Khadduri dette om jihad:

Staten, der betragtes som instrumentet til universel udbredelse af en bestemt religion må nødvendigvis være en stadig ekspanderende stat. Den islamiske stat, hvis hovedfunktion var at sætte Guds lov i værk, søgte at etablere islam som den herskende regerende ideologi over hele verden (...). Jihad blev derfor anvendt som et instrument til både universel udbredelse af religion og etablering af en imperial verdensstat. (p. 51)

Imran Ahsan Khan Nyazee er adjunkt på fakultetet for Sharia og Lov ved Det Internationale Islamiske Universitet i Islamabad. I sin bog fra 1994, The Methodology of Ijtihad, citerer han maliki-juristen fra det tolvte århundrede, Ibn Rushd: "Muslimske jurister er enige om, at formålet med krigsførelse mod Bogens Folk (...) er dobbelt: Enten deres konversion til islam eller betalingen af jizya." Nyazee konkluderer: "Dette efterlader ingen tvivl om, at det primære mål for det muslimske samfund, i dets juristers øjne, er at sprede Allahs ord gennem jihad, og muligheden for hovedskat [jizya] først skal udøves efter undertvingelse" af ikke-muslimer.

Saligt eller forsætligt uvidende om alt dette og meget mere, udtaler Rolheiser: "Det er på tide at vise større solidaritet med islam." Med islam, vel at mærke - ikke med muslimer, der ærligt afviser alt dette og ønsker at leve i fred med ikke-muslimer som ligestillede i et verdsligt samfund uden at forsøge at vinde herredømme over dem. Nej, Rolheiser mener, at Den Katolske Kirke bør etablere større solidaritet med islam, som benægter, at Jesus er Guds Søn (Koranen 19:35), benægter, at han blev korsfæstet (Koranen 4:157), benægter, at han er guddommelig (Koranen 5:17 og 5:72), siger, at dem, der siger at Jesus er Guds søn, er forbandede (Koranen 9:30), og opfordrer muslimer til at føre krig mod og undertvinge dem (Koranen 9:29).

Når virkeligheden en dag bliver så rædselsvækkende, at den ikke længere kan benægtes, vil folk som fader Ronald Rolheiser og udgiverne af Angelus blive stillet til regnskab for, hvorfor de holdt deres folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed, mens jihad-truslen voksede, i stedet for at forberede dem på, hvad der var på vej.

Ronald Rolheiser

“Our Muslim brothers and sisters” ["Vore muslimske brødre og søstre"]
af Ronald Rolheiser.
Angelus: The Tidings Online,
3. december 2015:

Dette er ikke et godt tidspunkt at være muslim på i den vestlige verden. Efterhånden som volden, der begås af radikale islamiske grupper som IS, al-Qaeda og Boko Haram, bliver mere og mere udbredt, er et stort antal mennesker ved at blive paranoide, og selv åbenlyst fjendtlige, overfor religionen islam, og ser alle muslimer som en trussel.

Den offentlige mening bebrejder mere og mere selve den muslimske religion for denne vold, og antyder dermed, at det er noget iboende i islam selv, der er ansvarlig for denne form for vold. Denne ligning skal udfordres, både i sandhedens navn og som udtryk for det bedste i os som kristne.

Først og fremmest er det usandt: At skære alle muslimer over én kam er som at skære alle kristne over én kam, svarende til at se på det mest depraverede menneske, der kalder sig kristen, og sige: "Dette er de kristne for dig! De er alle sammen ens!"

For det andet er det også uretfærdigt: Militante islamister taler ikke mere for islam end Hitler talte for kristendommen (og denne sammenligning er ikke tilfældigt valgt). Endelig vildleder en sådan ligning vores medfølelse: Det første offer for islamisk terrorisme er islam selv, nemlig, autentiske gudfrygtige muslimer er de første ofre for denne vold.

Når vi ser på historien af enhver islamisk terrorgruppe, som IS eller al-Qaeda, så ser vi, at den først etablerer sig ved at terrorisere og dræbe tusindvis af sine egne folk, ærlige, gudfrygtige muslimer. Og den fortsætter med at dræbe dem. IS, Al-Qaeda og Boko Haram har dræbt tusindvis flere muslimer end de har dræbt kristne eller personer af nogen anden religion. Mens deres ultimative mål meget vel kan være det sekulariserede kristne Vesten, er deres virkelige krig mere umiddelbart imod sand islam.

Desuden er de islamiske terroristers ofre er ikke bare de tusindvis af moderate muslimer, der har været direkte ofre for deres vold og drab, men også alle andre muslimer, der nu bliver skåret over samme læst og negativt bedømt både med hensyn til deres religiøsitet og deres oprigtighed. Når islamiske terrorister begår en voldshandling, er deres ofre ikke kun dem, der dør, kommer til skade eller som mister deres kære, det er også alle sande muslimer, især dem, der bor i Vesten, fordi de nu bliver set på med på mistankens, frygtens og hadets øjne.

Men den muslimske religion kan ikke bebrejdes her. Der er intet iboende, hverken i Koranen eller i islam selv, der moralsk eller religiøst understøtter denne form for vold.

Vi ville skrige "urimeligt", hvis nogen kom og sagde, at det, der skete under inkvisitionen, er evangelierne iboende. Vi skylder islam den samme dom. En af de store studerende af verdens religioner, den berømte Houston Smith, har anført, at vi altid skal dømme en religion ud fra dens bedste udtryk, ud fra dens helgener og nådefulde historie, snarere end ud fra dens psykopater og afvigelser.

Jeg håber, at andre viser os, kristne, denne høflighed. Hitler var på en eller anden måde et produkt af det kristne Vesten, ligesom også Moder Teresa var. Houston Smiths pointe er, at sidstnævnte, ikke den førstnævnte, er en mere sand basis at dømme kristendommen efter. Vi skylder vore islamiske brødre og søstre den samme høflighed.

Og dette er mere en erkendelse af sandheden, end en høflighed. Ordet "islam/muslim" har sin oprindelse i ordet "fred", og denne bibetydning sammen med begrebet "overgivelse til Gud," udgør essensen af, hvad det vil sige at være muslim. Og for mere end 90 procent af verdens muslimer, er dette præcis, hvad det betyder at være muslim, nemlig, at være en fredens mand eller kvinde, der har overgivet sig til Gud og som nu forsøger at leve et liv, der er centreret om tro, bøn, ansvar og gæstfrihed.

Enhver radikaliseret gruppes fortolkning af islam, der giver guddommelig sanktion til terroristisk vold, er falsk og modsiger islam. Islamiske ekstremister taler ikke for Gud, Muhammed, islam, eller for, hvad det betyder at overgive sig i tro, men kun for en selvtilstrækkelig ideologi, og sande muslimer er i sidste ende de virkelige ofre for den.

Terrorangreb, som de seneste i Paris og Mali, kalder på mere, ikke mindre, sympati med sande muslimer. Det er på tide at vise større solidaritet med islam, trods ekstremistisk terrorisme.

Vi er begge en del af den samme familie: Vi har den samme Gud, har de samme bekymringer, er underlagt den samme dødelighed, og vil dele den samme Himmel. Muslimer har mere end nogensinde brug for vores forståelse, sympati, støtte og fællesskab i tro.

Christian de Cherge, trappistmunken, der led martyrdøden i hænderne på islamiske terrorister i Algeriet i 1996, skrev et bemærkelsesværdigt brev til sin familie i Frankrig, kort før han døde. Fuldt bevidst om, at han havde stor mulighed for at blive dræbt af terrorister, betroede han sin familie, at hvis dette skulle ske, havde han allerede tilgivet sine mordere, og at han forudså sig selv og dem, hans mordere, i den samme Himmel, forlyste sig sammen under Guds blik, et blik, der kærligt modtager alle Guds børn, muslimer ikke mindre end kristne.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo