"Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren." - Jeremias Bog 23:1

"De fører mit folk vild og siger, at der er fred, skønt der ikke er fred; ..." - Ezekiels Bog 13:10

Katolske biskopper

Den Amerikanske Katolske Bispekonference opfordrer USA til at tage imod 100.000 syriske flygtninge alene i år.

Konferencen viser ingen tegn på at vide, eller bekymre sig om, at Islamisk Stat i februar sagde, at den snart ville oversvømme Europa med så mange som 500.000 flygtninge. Eller at en aktivist fra Islamisk Stat for nylig pralede med, at 4.000 jihadister fra Islamisk Stat var trængt ind i Europa blandt strømmen af flygtninge. Eller at den libanesiske undervisningsminister sagde, at der var 20.000 jihadister blandt flygtningene i lejre i hans land.

Eller at 80% af migranterne, der hævder at være på flugt fra krigen i Syrien, slet ikke er fra Syrien overhovedet, eller at den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière sagde, at Islamisk Stat sniger sig ind i landet med flygtningene og er aktiv i flygtningelejrene. Hvorfor skulle disse "flygtninge" mene, at de var nødt til præsentere sig for Europa - som har budt flygtningene velkommen - under falsk foregivende, medmindre de havde forbryderiske hensigter?

I mellemtiden, som Ann Corcoran fra Refugee Resettlement Watch påpeger, taler den amerikanske katolske bispekonference, "IKKE for at redde de forfulgte kristne i Syrien gennem dette program". I stedet forsøger biskopper som Robert McManus, Kevin Farrell, Jaime Soto og andre at lukke munden dem, der taler om den muslimske forfølgelse af kristne, og om de islamiske doktriner, der befaler krigsførelse mod og undertrykkelse af kristne.

Efter i flere år at have tolereret åben uenighed om centrale dele af Kirkens lære, har den amerikanske katolske bispekonference sat sig i bevægelse som et stalinistisk regime for at lukke munden på og udelukke dem, der vover hviske blot en antydning af uenighed med deres nye og panserklædte dogme om, at islam er en fredens religion.

For at tage blot ét af mange sørgelige eksempler på, hvor energisk de opererer for at knuse uenighed på dette punkt, så var jeg den 13. august 2015 hovedtaler ved den årlige synode i Den Nordamerikanske Lutherske Kirke i Dallas, Texas (Kevin Farrells stift). Jeg talte om den globale muslimske forfølgelse af kristne. Den Amerikanske Katolske Bispekonference, fik jeg at vide, sender hvert år en repræsentant til synoden i Den Nordamerikanske Lutherske Kirke. Men dette år - da Bispekonferencen fandt ud af, at jeg var hovedtaler - trak de deres repræsentant fra den lutherske synode, for at ingen skulle få den idé, at Den Katolske Kirke godkendte en sandfærdig og nøjagtig analyse af situationen for mellemøstlige kristne.

Men bare rolig de herrer: Ingen vil nogensinde forveksle jer for folk, der er interesseret i at sige ubehagelige sandheder. Se videoen af min tale her, og tænk så over, at denne tale var for skrap kost for Den Amerikanske Katolske Bispekonference.

Den Amerikanske Katolske Bispekonference kræver lydighed mod deres falske, selvdestruktive dogme om islam som en fredelig religion i forfølgelsen af deres illusoriske "dialog". Denne angiveligt vigtige muslimsk-kristne dialog har ikke reddet en eneste kristen fra muslimsk forfølgelse, eller forvandlet en eneste jihadist til et fredeligt menneske.

Hvad denne insisteren på "dialog" i realiteten har opnået, er overgivelsen af utallige kristne til deres skæbne i hænderne på disse jihadister. De er blevet svigtet af dem, der på deres vegne skulle have appelleret til det globale samfunds samvittighed.

Nu lærer vi så, hvad denne kujonagtige adfærd af Den Amerikanske Katolske Bispekonference i virkeligheden handler om. Den Amerikanske Katolske Bispekonference modtog 79.590.512 dollars i 2014 alene - det er rigtigt, næsten 80 millioner dollars - fra den føderale regering til Bispekonferencens Migrationsfond.

Disse penge udgør 97% af dette korrupte, autoritære broderskabs budget.

Historier som denne burde bringe Den Amerikanske Katolske Bispekonference til fald, men katolikker er ekstremt tilbageholdende med at kritisere deres biskopper, uanset hvad de gør, og har tendens til at undgå dem, der alligevel vover at råbe op. Men sådan en holdning er præcis, hvad der førte til de præstelige misbrugsskandaler.

I flere år har jeg beskyldt Jaime Soto for moralsk fejhed for at have tilbagekaldt sin repræsentant fra en konference, hvor jeg talte, selv om jeg ikke talte om den muslimske forfølgelse af kristne eller andet med nogen som helst forbindelse til islam. En anden taler trak sig derefter ud af konferencen, fordi jeg havde vovet at kritisere en biskop, og konferencearrangører fortalte mig derefter nervøst, at det var at overskride en rød linje at beskylde en biskop for moralsk fejhed.

Kan biskopper ikke være skyldige i moralsk fejhed? Kan biskopper ikke kritiseres - uanset hvad de gør? Forestil dig at have et job eller position, som gjorde dig immun over for kritik!

Biskopperne burde, som formodede sjælehyrder, være klar over, at en sådan immunitet er farlig for ens sjæl. At være omgivet af spytslikkere er aldrig sundt - bare se hvad der blev af Elvis, da ingen i hans omgangskreds turde foreslå, at han søgte hjælp for sin pilleafhængighed, eller turde fortælle ham, at det måske ikke var en god idé at flyve til Colorado for at få sig en sandwich med jordnøddesmør, blåbærmarmelade og et pund bacon.

Eller tættere på hjemmet: hvad fik Den Katolske Kirke ud af, at ingen turde stille biskop Patrick Ziemann fra Santa Rosa, Californien til regnskab, da han seksuelt udnyttede en præst og spildte millioner af bispedømmets penge?

Hvad fik Kirken ud af, at ærkebiskop Rembert Weakland betalte sin mandlige elsker 450.000 dollars for at tie om deres forhold?

Hvad har Kirken opnået ved biskoppers massive tilsløring af præsters sexmisbrug? Skulle ingen have vovet at kritisere kardinal Bernard Law fra Boston for at tilsløre dette misbrug?

Hvad hvis en biskop virkelig er skyldig i moralsk fejhed? Hvem vil have modet til at bære udstødelsen og skældsordene, der kommer af at fortælle ham det, og hvad vil der blive af biskoppen, hvis ingen fortæller ham det, andet end at han vil fortsætte med at være en moralsk kujon og sandsynligvis blive noget endnu værre?

I betragtning af, at de ikke er fuldkomne væsener, og det er de langt fra, burde biskopper være opmærksomme på, at sandhedens og fornuftens stemme nogle gange taler gennem deres kritikere, og at slå disse kritikere ned med autoritær hånd ikke automatisk gør deres egen holdning rigtig. Faktisk vil det sandsynligvis vise, at deres holdning er forkert, eftersom den ikke kan forsvares med fornuft, men kun holdes oppe med magt.

Da biskopper hverken er syndefrie eller ufejlbarlige, er det ikke godt for nogen at forholde sig tavst, når de gør noget forkert, der skader Kirken og samfundet som helhed. Katolikker synes at have mistet blikket for dette. At give efter for det onde fordi en biskop giver efter for det onde, er hverken ægte næstekærlighed eller ægte lydighed.

Kirken kunne og burde have været en stemme for en ægte kærlig reaktion på jihad-truslen, og et stærkt forsvar for værdien af jødisk-kristen civilisation. I stedet har Den Amerikanske Katolske Bispekonference, takket være amerikanske skatteyderes overdådige gavmildhed, fået overhånd og har deres mand i Vatikanet. Fejhed og eftergivenhed går for at være "næstekærlighed".

Den Katolske Kirke har bevæget sig ind i en tid med mørke dage. Mens biskopperne beriger sig selv på bølgen af flygtninge, der strømmer ind i USA, kan de lykønske sig selv med, at ingen, ikke engang "flokken" de har forrådt, vil holde dem ansvarlige for, hvad de har gjort.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo