Måske det største teologiske problem, der konfronterer det revisionistiske muslimske samfund i dag - dvs. dem, vi kalder "moderate" eller "verdslig-orienterede intellektuelle" - er de kanoniske skrifter, der definerer deres tro og uden hvilke, islam ville ophøre med at eksistere. Dilemmaet for disse "oplyste muslimer" er Koranen selv, med dens allestedsnærværende opfordringer til krigsførelse, erobring, slaveri og social og økonomisk forfølgelse af besejrede befolkninger, hvilket er grunden til, at de, til randen af besættelse, er optaget af genfortolkning og kontekstualisering.

Disse forædlere [meliorists] er overbevist om, at islam står i diametral modsætning til sådan noget som "islamisme", at islam i det væsentlige er en "fredens religion" snarere end en krigerisk imperialistisk bevægelse og at dens grundlæggende tekster derfor indbyder til genfortolkning. Denne opfattelse kan let pilles ned af enhver med et blot overfladisk kendskab til den islamiske litteratur og med et minimum af sund fornuft. For når de agitatoriske og voldelige passager er udrenset fra Koranen og hadith, og de filosofiske og politiske sidestykker gjort passende stuerene, er der alt for lidt tilbage til, at det kan bruges som basis for en troværdig og autoritativ verdenshistorisk tro. Som jeg tidligere har argumenteret for, ville resultatet ligne en version af bahai og kunne ikke længere legitimt kaldes islam. Genfortolkning er i realiteten en blindgyde, en teologisk placebo, der sluges af naive eller forsætligt uvidende, som finder realiteternes stærke medicin ubehagelig eller direkte afskyelig.

Det går ikke bedre med begrebet kontekstualisering. Her er tesen, at man skal anlægge et historisk eller dialektisk perspektiv om trossystemers gradvise udvikling. De frastødende dele af skrifterne skal opfattes som kun gældende for de tider, hvori de blev udtænkt og skrevet. Selvfølgelig er der en vis sandhed i denne påstand. Bibelen indeholder også stødende passager, som med tiden er blevet skimmet fra. Men forskellen mellem Bibelen og Koranen er kategorisk. Førstnævnte er overvejende fortællende og illustrerende i sin struktur, og de dele, vi betragter som anstødelige, er forholdsvis få. Koranen derimod - især de længere medinensiske afsnit - er næsten ubøjelig krigerisk og formanende, og befaler den troende at dræbe, erobre, undertrykke og lægge drakoniske skatter på dem, der er blevet undertvunget.

At sige som reformatoren Salim Mansur, en apostel for kontekstualisering, at Jesus ikke bør holdes ansvarlig for sine tilhængeres handlinger og derfor implicit, at det bør Muhammed heller ikke, er at gå helt galt af pointen. Jesus befalede de troende at vende den anden kind til, ikke at "dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!" (Koranen 9:5). Jesus har ikke behov for kontekstualisering. Jødedommen adskiller sig, eftersom Messias endnu ikke er kommet, og dens grundlæggende befalinger er både få og milde. I kristendommen, som vi har bemærket, er Jesus en bebuder af fred og kærlighed, og hans fortolkere, som f.eks. Paulus, er fejlbarlige mennesker, hvis ytringer ses som åbne for diskussion. Men i islam er Profetens ord, overbragt af Allah via englen Gabriel, mejslet i teologisk granit; de kan ikke genfortolkes eller kontekstualiseres, kun ophæves af Muhammed selv. Dets direktiver er hverken begrænset til en særlig lokalitet eller tid. De er beregnet til at have generel og tidløs anvendelse og udgøre standardpositionen for islamisk tro. Bestræbelser på at tage brodden af sådanne klart umiskendelige og blodige befalinger, der forgrener sig gennem hele Koranen - hvilket for eksempel kan følges på hjemmesiden Muslim Access, som ihærdigt arbejder på at renvaske det mest ubehagelige - er pinligt uærlige.

Det stadige, hvis ikke uløselige, problem med den forførende hypotese om kontekstualisering er en slags prolepsis, en foregribelse af eventuelt kommende indvendinger, hvilket i dette tilfælde så ville gøre den oprindelige begivenhed acceptabel. Skal vi med andre ord mene, at halshugningen af 600-900 jødiske mænd fra Banu Qurayza og slavebindingen af deres kvinder og børn (...) er helt i orden og forståelig, fordi det skete i år 627? At udslettelsen af 60-80 millioner hinduer under erobringen af Indien er historisk uangribelig, fordi den fandt sted tilbage i tiden mellem det 11. og 16. århundrede? Behøver vi blot at kontekstualisere sådanne grusomheder - uden undskyldning - for ikke at blive unødigt foruroliget af dem? Var islamiske krigere mere primitive i den uoplyste fortid, mens de nu er godt på vej mod civiliseret adfærd og internationale standarder for retskaffen opførsel?

I så fald - hvordan skal vi forholde os til de myriader af befalinger og påbud om at dræbe, terrorisere og ødelægge, der stadig er "i bøgerne", regnes for obligatoriske og betragtes som evigt gyldige af flertallet af verdens praktiserende muslimer. Hvordan skal disse regler og kategoriske ordrer kontekstualiseres i nutiden, endsige genfortolkes? Hvordan kan man genfortolke og kontekstualisere de mangfoldige ordrer til slagtning, lemlæstelse, slavebinding og udbytning af de vantro, der overalt er udbredt i, hvad der betragtes som en hellig og evig tekst, jævnaldrende med Skaberen selv? At tro, at en sådan justering er mulig uden at fjerne den islamiske tro fra den store bog over verdens vigtigste religioner eller at forandre den til noget uigenkendeligt, er en illusion, der skriger virkeligheden i ansigtet.

Et beslægtet argument vi ofte støder på, er, at islam, ligesom jødedommen og kristendommen, kun behøver tid til at reformere sig selv. Jeg har hævdet, at islam ikke kan reformeres og alligevel leve videre som islam. Men selv hvis fornyelse var mulig, er problemet det, at i en nuklear tidsalder, hvor terrororganisationer rastløst forsøger at erhverve sig masseødelæggelsesvåben, og sandsynligvis til sidst vil få dem, har vi ikke længere tid til at vente på, at en islamisk "højere kritik" skal afvæbne en aggressiv militant tro, som også er en politisk ideologi. Ayaan Hirsi Ali mener, at islam vil gennemgå en positiv transformation, en nødvendig "kulturel forandring", efter endnu hundrede år eller så. Selvom dette var en blot fjern mulighed, ville problemet stadig være der: Vi har ikke hundrede år mere til at vise tålmodighed. Jeg tvivler på, at vi har så meget som et årti, før en verdensbrand antændes og antallet af ofre når astronomiske dimensioner, en konsekvens, der følger i kølvandet på den islamiske ondskab.

Roger Kimball - efter a have analyseret Charles Hills nye bog, Trial of a Thousand Years: World Order and Islamism - minder om, at "der er millioner og atter millioner af muslimer uden for Mellemøsten, som har sluttet fred med moderniteten." Men en sådan metamorfose ville strengt taget indebære, at disse moderate ikke længere er rigtige muslimer, og slet ikke muslimer i god stand. De ville være nominelle muslimer, der hyklede at være medlemmer af troen - Stanislavskij-muslimer, engageret i en form for method acting, hvor de forestiller sig at være, hvad de ikke er [Method acting er skuespilteknikker, baseret på Konstantin Stanislavskijs principper, o.a.]. For islam som sådan er ikke tilgængelig for assimilation i den vestlige, post-westfalske verdensorden [efter Den Westfalske Fred, 1648, der afsluttede Trediveårskrigen, o.a.]. Genfortolkning er baseret på bevidst forsømmelighed, ligesom kontekstualisering er en narresut for den intellektuelle samvittighed. Begge er eksempler på teologisk svindel og ønsket om at bevare en ærværdig betegnelse eller en kulturel habitus (den franske sociolog Pierre Bourdieus begreb), som de hverken er logisk eller ærligt berettigede til.

"Islams grænser er blodige; det samme er dens indvolde", skrev Samuel Huntington i Civilisationernes sammenstød, og begivenhederne synes at have givet ham ret. Men det er endnu værre end det. Blodet har flydt rigeligt fra islams grænser tværs over grænserne til Vesten og ind i selve sammenhængen af vore private og offentlige liv. Hvis islam kunne reformeres, ville jeg være i spidsen for dem, der opmuntrende anti-jihad-aktivisterne og den lille håndfuld moderate, der har forsøgt at skabe en ny syntese. Men den kan ikke reformeres. Den kan ikke genfortolkes, kontekstualiseres og transformeres, hvis den stadig skal være Allahs og hans Profets religion.

Vi har brug for at vide og sætte navn på, hvad vi har med at gøre, og udtænke en passende strategi til at imødegå og besejre en målbevidst modstander, hvis vi vil sikre vores overlevelse. Så enkelt og kompromisløst er det. Ellers vil vi synke ned i en spenglersk afgrund som blot endnu en civilisation, der er blevet træt af konflikt og videreførelsens krav, og har, som Spengler skrev i Vesterlandets undergang, ønsket sig ind i karakterløshedens mørke.

---

Oversættelse: Bombadillo