Som jeg har beskrevet ved flere tidligere lejligheder, findes der en sekt af reformistiske muslimer, som mener, at Koranen er blevet sørgeligt misforstået af smålige kritikere og tvivlere, der er overbevist om, at islam ikke er en fredens religion, men en voldelig og imperialistisk tro, orienteret mod verdenserobring. De passager i Koranen - såvel som i dens tilliggende litteratur - som giver anledning til pedanternes og ordkløvernes fjendtlighed, hævder disse oplyste muslimer, må genfortolkes, så deres mådeholdne og barmhjertige essens kan gøres klar for alle. At give sig i kast med genfortolkning kan være en gavnlig og befriende opgave, som dog hånligt afvises af mørk uvidenhed og kontraproduktivt had. Men til sidst vil islams bagvaskere måske indse, at de ikke har fattet skønheden, elegancen og den retoriske glans af den forsoningens ånd, som animerer de hellige tekster, og blive bevæget til at gøre bod for deres ætsende og stædige anti-islamiske tilbagefald.

For blot at tage nogle iøjnefaldende tilfælde af kontroversielle passager, der konsekvent er blevet misforstået:

Koranen 2:191 taler om vantro, der ikke accepterer Profetens ord, og den befaler os: "Dræb dem, hvor I møder dem ...". Her skal vi være særligt opmærksomme, subtile og kloge, for at dræbe de vantro betyder ikke at slå dem ihjel rent korporligt, men at dræbe dem med venlighed; med andre ord, at overdænge dem med livets søde sager, at belønne dem med prestigefyldte udnævnelser og overdådige honorarer, at bøje sig for dem på gaderne og byde dem velkommen i de frommes hjem, at behandle dem med dybeste respekt, at dekorere dem med titler og bombardere dem med anerkendelser - indtil de, blændet af islams storsind og adel, er rede til at konvertere.

Ligeledes i Koranen 2:216. Når Allah siger til de troende: "Jeres forskrift er at kæmpe ...", skal vi forstå, at kampen er påbudt for at besejre den onde impuls i både muslimer og ikke-muslimer, indtil universel harmoni og jubel dominerer verden. Dette er kalifatets sande mening og mål.

Når Allah i Koranen 3:56 advarer angående dem, der afviser troen, at "dem vil Jeg pålægge en streng straf", så mener den Højeste Herre ikke ubærlig fysisk pinsel, men snarere den moralske lidelse, der kommer af erkendelsen af frafaldets eller benægtelsens synd, hvilket kun kan styrke fibrene i en krænket samvittighed.

Koranen 5:33 fortæller os: "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente." Dette er ganske vist et hårdt vers at komme omkring; men som det ofte er Profetens sædvane, taler han ikke her om fysiske kropsdele, men bruger en kraftigt udpenslet allegori for at indprente både troende og ikke-troende den selv-tortur, de vil føle - martret af deres højere selv - hvis de skulle forbande den Almægtige.

På samme måde med Koranen 8:12, som lyder: "Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!” Det skal heller ikke opfattes bogstaveligt. Den sande betydning er: Irettesæt dem taktfuldt og smæk dem let over håndleddet hvis de fastholder deres dårskab, og fortsæt med at holde igen på din filantropiske gavmildhed. Dette er den islamiske version af hård kærlighed.

Koranen 18:65-81 opfattes ofte som tolerance for æresdrab, for hvad der synes at være et meningsløst mord på en ung mand, har kun til hensigt at skåne hans forældre for traumet over hans forestående ugerninger og for at bane vejen for en efterfølger. Vi ved selvfølgelig, at drab er ildeset i muslimsk kultur, og dette tilsyneladende drab på den unge mand er ikke andet end det symbolske modstykke til udslettelsen af hans "ulydighed" og fortrædelighed og erstatningen af hans egensindighed med anger og løftet om genoprejsning.

Koranen 47:35 besværger: "Tab ikke modet, og bed ikke om fred, når I har overtaget, og Gud er med jer!" "Overtaget" (arabisk: shakir) henviser ikke til arrogant overmagt eller til hånden, der slår nedad fra skallen til kæben og kløver kraniet i to, men til de hænder, der er hævet mod himlen i bøn. "Bed ikke om fred" betyder, at muslimen ikke bør bede om afslapning eller adspredelse eller sofa-hygge, men bør være hævet over al trivialitet i sit ønske om at kende eksaltationens fred. Ægte fred kan kun findes i Guds favn.

Den samme procedure til udvinding af den autentiske betydning, gælder også for hadith (overleveringer om ord og handlinger tilskrevet Muhammed). For eksempel:

Når Muhammed, i Bukhari 11:626, afslører, at "jeg besluttede at befale en mand til at lede bønnen, og derefter tage en fakkel for at brænde alle dem, der ikke havde forladt deres huse for at deltage i bønnen; brænde dem levende inde i deres hjem", så forestiller han sig ikke en afbrænding af kødet, men den indre ild af selvforagt som skulkere og vægelsindede til sidst vil opleve. Angerens smerte kan virkelig være sviende.

I Bukhari 52:177 læser vi, at "Timen [Opstandelsens time] vil ikke komme, før I kæmper med jøderne". Denne formaning har naturligvis intet at gøre med antisemitisme; idéen er at engagere sig i legende sparring og elskværdig argumentation med jøder for at åbenbare dem islams åndrighed, fine humor og selvironiske beskedenhed, og således imponere de oprindeligt skeptiske jøder med den geniale natur og de venlige følelser, som troen er forbundet med.

Når vi analogt hermed finder den guddommelige befaling i Ibn Ishaq/Hisham 9:90, at "En Profet skal slagte, før han tager fanger", så hentyder hverken udtrykket "slagte" eller "fanger" til noget ondsindet eller uheldigt. "Slagte" henviser til dyreofring som hyldest til guddommen; "fanger" hentyder ikke til slaveri, en vederstyggelighed, som islams kritikere uretfærdigt beskylder den for at praktisere selv til denne dag, men til det menneskelige hjerte, der binder sig selv i den himmelske saligheds gyldne kæder.

Når Muhammed således i Tabari 9:69 rapporteres for at have sagt, at "drab på ikke-troende er en smal sag for os," så må vi forstå, at denne er blandt de mest pacifistiske passager i hadith. Med "ikke-troende" henleder Muhammed igen opmærksomheden på dyreofring på hengivenhedens alter, for dyr tror eller tilbeder ikke. Og med udtrykket "en smal sag" er Muhammed - en mester i ironiens kunst - blot spøgefuld. Den "smalle sag" er tydeligvis af alvorligste betydning; det drejer sig nemlig om udførelsen af bestemte rituelle forskrifter vedrørende behandlingen af dyr, hvilke i dag ligger til grund for det anerkendte halal-køkken.

Igen vil den, der er fremmed for nuancerne, misfortolke en tekst som Sahih Muslim 19:4294, hvor vi får at vide, at "Når Allahs Sendebud (fred være med ham) udnævnte én som leder af en hær eller kommandostyrke, formanede han ham særligt [til] at lave en hellig krig". En justering er nødvendig, hvis vi rigtigt skal forstå Profetens ånd, for med udførelse af hellig krig, skal vi forstå retskaffen prædiken til gavn for den menneskelige sjæl. Ingen vil komme til skade, for islam er fredens, venskabets og harmoniens religion.

Jeg har isoleret blot en sparsom håndfuld af de utallige lignende passager og billedlige udtryk, der skyder op overalt i den islamiske kanon. Den samme form for genfortolkning - som faktisk er korrekt fortolkning - af skrifterne er uomgængelig for at kunne læse og forstå islams traditionelle tekster. Enhver giftig, provokerende eller foruroligende tvetydig passage i hele spektret af islamiske skrifter, gode råd, budskaber og forskrifter, kan, når de anbringes i et passende lys, opfattes som det modsatte. Vi er alle dhimmier, andenklasses væsener, i forhold til Skaberen. Vi må alle betale jizya eller tribut-skat, som en ægte tilbedelse af universets Herre. Vi opdager vores sande frihed i "det perfekte slaveri" (et udtryk populariseret af de middelalderlige islamiske lærde al-Qushayri og Ibn Arabi) under diktaterne af en oplyst samvittighed og etisk adfærd. Livet er en velsignelse og et mirakel, som sharia, ved at kontrollere vore aktiviteter ned til de mindste detaljer, bekræfter og lovpriser - sharia kan måske se ud som totalitær tvang, men i virkeligheden er den fuldkommen kærlighed. "Underkastelse" er den triumferende hævdelse af en helliggjort vilje, dvs. som har underkastet sig vort bedste selv, også kendt som vort islamiske selv. Halshugning ("hug dem over nakken") er kun en metafor for ændringen af synet på de første og sidste ting. Og så videre.

Det er kun de bogstavtro, barbarerne, de uuddannede og uudviklede blandt muslimerne, der handler i strid med deres hellige tekster, også selv om de tilfældigvis udgør et flertal. De er åbenlyst ude af stand til at håndtere, hvad enhver følsom og informeret person i ummaen - eller for den sags skyld blandt jøder, kristne og sekulære vesterlændinge - straks erkender: Koranen og dens eskorterende litteratur er ikke, hvad de ser ud til for primitive, ondskabsfulde og uoplyste sind. Hvad der synes dunkelt eller problematisk, bliver straks gennemsigtigt for en smidig og sympatisk intelligens. For der er ingen vold eller smålighed i islam, kun lys, majestæt og uendelig tolerance overfor den lidende menneskehed. Dette er charmen ved den tilsyneladende paradoksale passage i Koranen 5:51: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret." Med dette mener Muhammed naturligvis, at man skal omfavne den fremmede, ikke blot som en ven, men som mere end en ven, som en bror, en tvillingesjæl, kort sagt, som man elsker sin egen ånd. Ellers vil man komme i akut mangel på guddommelig vejledning.

Vi står i taknemmelighedsgæld til skolen af muslimske tænkere og redaktører, uden hvem vi ville forblive fanget i et virvar af misforståelser angående fredens religion.

---

Oversættelse: Bombadillo