Kristen retfærdig krig versus islamisk jihad
Af oberst Tom Snodgrass (pens.)
Oversættelse af: Christian Just War V. Islamic Jihad
Kilde: Right Side News, 24. oktober 2012
Udgivet på myIslam.dk : 28. april 2013

I Stillehavskrigen under 2. Verdenskrig, udviste vores japanske fjende ligegyldighed over for enhver menneskelig eller jødisk-kristen standard for moral. Dette gjorde anvendelsen af de normalt acceptable jus in bello-kriterier absolut umulig, og de var derfor uanvendelige. Er vi i en lignende situation over for islamisk jihad?


Modstridende moralkodekser

Kriterierne for jus ad bellum [latin for "retten til at føre krig" ] er:

(1) "retfærdig grund" i form af selvforsvar og beskyttelse af uskyldige;
(2) "rette intentioner" om at bringe retfærdighed og fred;
(3) "legitim autoritet" og "offentlig erklæring" hvilket betyder, at krig kun kan erklæres af statsoverhoveder inden for en lovformelig ramme;
(4) "sidste udvej" efter at andre muligheder er seriøst overvejet, men ikke nødvendigvis afprøvet;
(5) "sandsynlig succes" for at undgå, at voldsudøvelsen bliver forgæves; og
(6) "makro-proportionalitet" der afvejer det forventede universelle gode, som vil komme af krigsførelsen, mod de forventede universelle onder, som vil resultere.

Kriterierne for jus in bello [acceptable grunde til at bruge forskellige metoder i krigsførelsen] er:

(1) "mikro-proportionalitet", der afvejer brugen af et våben eller en taktik for at sikre, at den er proportional med truslen; og
(2) "diskrimination mellem kombattanter og ikke-kombattanter".
- Kristen retfærdig krig: Kriterierne jus ad bellum og jus in bello

"Krigerens vej er resolut accept af døden."
- Bushido: Krigernes japanske (Tokugawa) vej
"Lev ikke i skam som en fange. Dø, og efterlad ingen skændig forbrydelse bag dig."
- Den japanske Kodeks for Militær Felttjeneste, udstedt af General Tojo i 1941

Krig i menneskehedens historie

Verdenscivilisationens historikere, Will og Ariel Durant, skrev i deres 1968-bog The Lessons of History [Historiens lære]: "I de sidste 3421 års historie har kun 268 ikke set krig" Ser man på de 44 år siden 1968, er det sikkert at sige, at tallet 268 stadig holder. Da kun omkring otte procent af menneskets historie har været krigsfrie efter Durants optælling, er det ikke overraskende, at menneskeheden har forsøgt, med meget begrænset succes, at regulere hyppigheden af krigen og dens førelse. Det overraskende er det store antal mennesker i den vestlige civilisation, der bestandigt forsøger at benægte krigens realitet. Uanset om krig er en integreret del af den menneskelige eksistens eller ikke, så vidner krigens hyppighed om dens uundgåelighed i menneskehedens historie, når politisk-religiøse enheder kommer ind i uforsonligt dødvande. Krigens realitet i menneskehedens historie er godt karakteriseret ved et citat, tilskrevet Leon Trotskij: "Du er måske ikke interesseret i krig, men krigen er interesseret i dig."

Da krig er en ubestridelig realitet i menneskelivet, og krig i skikkelse af islamisk jihad [ifølge islamisk sharia: "Jihad betyder at føre krig mod ikke-muslimer"] i øjeblikket er under udbrud i ethvert hjørne af kloden, vil dette essay undersøge, om der findes en anvendelig moralsk tilgang til krigen mod islamisk jihad set fra en militærmands synsvinkel. For at gøre dette, vil krigsførelsens moralitet i historisk sammenhæng blive undersøgt. Dernæst vil denne historiske ramme blive brugt til at undersøge konflikten mellem USA og dem, der fører jihad for at installere sharia i dar al-harb ["Krigens Hus" eller det område, hvor den islamiske sharia ikke er det dominerende politisk-juridisk system - eller enkelt sagt: "Vesten"].


De tre dominerende holdninger vedrørende moral i krigsførelse

En af menneskehedens første registrerede drøftelser af moral i krigsførelse findes i en passage af Thukydid i hans mesterværk, Den peloponnesiske krig (431-404 f.Kr.), hvor de athenske hærførere, som besad overvældende styrke, før de indledte kampen henvendte sig til deres modstander med et overgivelsesultimatum om, at de ikke ville høre nogen protester om retfærdighed, men at den svagere modstander snarere måtte indse de ubestridelige kendsgerninger og overgive sig. Med andre ord: "De stærke gør som de vil, og de svage gør som de må." Disse gamle afviste klart begrebet tilbageholdenhed i krig som irrelevant. Efter deres tankegang kan mennesker derefter, når krigen er vundet, vende tilbage til en moralsk politisk orden, der er struktureret efter tilbageholdenhed og høflighed i daglige anliggender. Med andre ord - disse mænd forstod intuitivt, at krig mod ens fjende krævede en anden adfærdskodeks end den, der var gældende inden en politisk orden bestående af ens medborgere. I denne sammenhæng kan krig simpelthen ikke indpasses i en moralsk ramme af tilbageholdenhed. En sådan tankegang kunne man kalde "realitetsskolen".

Direkte i modsætning til "realitetsskolen" er, hvad vi kunne kalde "pacifismeskolen". Tankegangen i denne skole erklærer, at dette at tage et menneskeliv er forkert under alle omstændigheder. Pacifismens kodificering går tilbage til den samme generelle periode i menneskets historie, i hvilken grækerne udviklede "realitetsskolen", men det skete i en anden del af oldtidens verden. Omkring 500 f.Kr. havde jainismens filosofi slået rod i Indien og udbredte den lære, at al drab af liv, menneskeligt og ikke-menneskeligt, simpelthen var uacceptabelt. Naturligvis opnåede pacifismen aldrig en dominerende position, selv ikke i Indien, af de grunde man kunne formode om dens anvendelighed i et primitivt miljø, hvor vinderen tager det hele.

Interessant nok synes der ikke at have været noget filosofisk begreb om pacifisme i det antikke Grækenland undtagen som et middel til at begrænse vold mellem individuelle medborgere. Men pacifismen tog sin begyndelse i Middelhavets verden med fremkomsten af kristendommen i det første århundrede e.Kr. Den præ-Konstantinske kirke praktiserede helt bogstaveligt Kristi formaninger om at "elske sine fjender" og "vende den anden kind til." Kirkefædrene Augustin af Hippo (354-430 e.Kr.) og Thomas Aquinas (1225-1274 e.Kr.) skrev i opposition til en sådan ubetinget pacifisme, og forsøgte at udvikle kristne fortolkninger, der kunne acceptere vold for at imødegå uretfærdighed under nærmere angivne omstændigheder. Ikke desto mindre fortsatte pacifismen med at blomstre i kristne sekter som kvækere, mennonitter og amish.

Selvom de forskellige pacifistiske gruppers lære kan variere alt efter deres lederskab og accepterede dogmer, så bygger næsten alle former for pacifisme på idéen om, at krig og vold ikke kan retfærdiggøres og at alle internationale stridigheder skal løses ved fredelige midler.

Efter blodbadet under 1. Verdenskrig vandt pacifismen mange tilhængere i løbet af 1930-erne, da krigens skyer igen trak sammen over Europa, men rædslerne under Hitlers nazisme syntes helt igennem at have miskrediteret pacifismen som en rationel politik og livsform, i det mindste for de fleste fornuftige mennesker. Mens pacifismen bevarede en vis ubetydelig politisk indflydelse efter 2. Verdenskrig, styrkede Vietnam-krigens upopularitet pacifismeskolens ideologi i en sådan grad, at den stadig er et væsentligt mem [tankeelement eller idé, o.a.] i amerikansk politik i dag. Amerikansk pacifisme bæres frem af de overlevende anti-krigs-bevægelser og er ganske indflydelsesrig i venstrefløjen af Det Demokratiske Parti og i mindre grad i den libertære højrefløj af Det Republikanske Parti.

Da tilhængerne af "pacifismeskolen" kun har spinkel forbindelse med virkeligheden, er pacifisme, som bestemmende dogme, fortsat en pestilens for de fleste rationelle amerikanere. I dagens verden er pacifisterne så besat af en fanatisk, irrationel og forstokket "retfærdighed", at de ikke kan forstå, at pacifismen kun kan overleve, når pacifisterne bor i et land, der mærkeligt nok ikke er pacifistisk og derfor er parat til at bruge krigens vold til at holde landets (og pacifisternes) fjender på afstand.

Den tredje holdning til krigens moralitet bliver kaldt "retfærdig krig-skolen" og står i opposition til både "realitetsskolen" og "pacifismeskolen", fordi den anerkender nødvendigheden af at beskytte pacifisterne fra realisterne. "Retfærdig krig", som en organiseret helhed af tænkning, kom til verden forud for den kristne æra, da den romerske statsmand Cicero (106-43 f.Kr.) først formuleret en teori om retfærdig krig, men denne var langt mindre sofistikeret end den senere kristne lære. Cicero identificerede to grundlag for en berettiget krig: (1) Forsvar dig selv eller dit samfund fra fare, og (2) Forsvar/hævn din eller dit samfunds ære.

Det er klart, at Ciceros to præmisser var utilstrækkelige set fra et kristent synspunkt, så i det post-Konstantinske Romerrige, i takt med at kristne begyndte at besætte ansvarsfulde stillinger med autoritet i den romerske ledelse, gik St. Augustin i gang med at konstruere en kristen teori om "retfærdig krig" ud fra den grundpåstand, at Kristus intetsteds i evangelierne forbød sine tilhængere at forsvare deres kære mod livstruende angreb. St. Augustins arbejde blev senere udvidet af den katolske kirkelærer Thomas Aquinas, den protestantiske jurist Hugo Grotius (1583-1645 e.Kr.) og to katolske jurister, Franciscus de Victoria (1480-1546 AD) og Francisco Suarez (1548-1617 AD), for blot at nævne nogle af de mest fremtrædende. Disse mænd var de banebrydende pionerer, der skabte vestlig tænknings vigtigste korpus om "retfærdig krig". Læren om "retfærdig krig" har været genstand for heftig debat siden den blev introduceret, og af de samme grunde, den er under intens debat i dag - er den passende og/eller anvendelig under krigsomstændigheder?


Kristen "retfærdig krig" defineret

De almindeligt accepterede faktorer, der i den kristne tradition anvendes til at bedømme, om hvorvidt krig er berettiget eller ikke, er opdelt i kriterier for berettiget krig (jus ad bellum) og kriterier til bestemmelse af, om krigen udkæmpes på rette måde (jus in bello).

Kriterierne for jus ad bellum er:

(1) Retfærdig grund i form af selvforsvar og beskyttelse af uskyldige.
(2) Rette intentioner om at bringe retfærdighed og fred.
(3) Legitim autoritet og offentlig erklæring hvilket betyder, at krig kun kan erklæres af statsoverhoveder inden for en lovformelig ramme.
(4) Sidste udvej efter at andre muligheder er seriøst overvejet, men ikke nødvendigvis afprøvet.
(5) Sandsynlig succes for at undgå, at voldsudøvelsen bliver forgæves.
(6) Makro-proportionalitet der afvejer det forventede universelle gode, som vil komme af krigsførelsen, mod de forventede universelle onder, som vil resultere.

Kriterierne for jus in bello er:

(1) Mikro-proportionalitet, der afvejer brugen af et våben eller en taktik for at sikre, at den er proportional med truslen.
(2) Diskrimination mellem kombattanter og ikke-kombattanter.

Ifølge kristen teori om "retfærdig krig" vil en manglende overholdelse af standarden i enhver af de enkelte jus ad bellum-kriterier betyde, at hele jus ad bellum-begrundelsen er ugyldig. Men en anden bestemmelse er, at jus ad bellum og jus in bello er adskilte og forskellige sæt kriterier. Derfor vil en manglende overholdelse af standarden for et af jus in bello-kriterierne (dvs. hvordan krigen udkæmpes) ikke ophæve jus ad bellum-begrundelsen for selve krigen.


Er kristen retfærdig krig passende og/eller anvendelig?

Ser man på det historisk lange perspektiv, har "retfærdig krig" ofte ydet et sæt af indbyrdes aftalte regler for kamp – i almindelighed mellem ensartede fjender, der handlede inden for en jødisk-kristen tradition og med en europæisk kulturarv. Det er blevet fremført af krigsteoretikere af den mere utopiske hældning, at "retfærdig krig" teori burde være af universel anvendelse, men den fuldstændige umulighed af i praksis at pålægge kunstige moralske standarder i et "dræb eller bliv dræbt" scenario blev klart i Stillehavskrigen under 2. Verdenskrig, hvor japanerne nægtede at være bundet af internationale protokoller, fordi deres adfærd på slagmarken var dikteret af den japanske shinto-religion og dens bushido krigerkodeks.

Sådanne overvejelser over "retfærdig krig" som rette intentioner, sidste udvej, sandsynlig succes, makro-proportionalitet, mikro-proportionalitet og diskrimination var helt irrelevante for japanerne i deres krigsførelse. For eksempel var sandsynlig succes-kriteriet i direkte konflikt med selvmordsinstruktionerne i bushido-kodeksen - "Krigerens vej er accept af døden" - og med General Tojos instruktioner om at dø snarere end at overgive sig - "Lev ikke i skam som en fange. Dø, og efterlad ingen skændig forbrydelse bag dig." Også de "retfærdig krig"-kriterier, der kræver diskrimination mellem kombattanter og ikke-kombattanter, var fraværende, som kendsgerning og som dogme, under "Voldtægten af Nanjing", hvor japanske tropper blev opmuntret af deres officerer til at opfinde nye og grufulde måder at slagte kinesiske civile og krigsfanger på.

Ironisk nok - den totale mangel på respekt for selv grundlæggende medmenneskelighed i de strategisk underlegne japaneres krigsførelse, fik det strategisk overlegne amerikanske militær til "at gøre, som de måtte" og antog en "tag ingen fanger"-mentalitet. Med andre ord - da vores overlegne militære styrker konfronterede underlegne og overmandede japanske styrker, kunne vi ikke "føre krig, som vi ville" have gjort det mod en anden kristen nation og tage fanger i live, som det er almindeligt for den stærkere magt, der har overmandet en svagere fjende. Japanerne udelukkede ganske effektivt sådanne jus in bello krigstaktikker ved at angribe med selvmordsgranater og bruge bedrag med skjulte pistoler, når de overgav sig. Som følge heraf havde de amerikanske styrker ikke andet valg end at gøre, som de måtte og brænde japanerne ud med flammekastere, eller at ødelægge dem med sprængladninger i deres huler og bunkere, og således forhindre dem i at udføre deres overgivelses-selvmordsangreb.

På en større institutionel skala, gav den japanske bushidoisme ikke det amerikanske luftvåben noget andet valg end den fuldstændige ødelæggelse af den japanske evne til selvmordsmodstand gennem angreb med brandbomber og kernevåben, og dermed dræbte hundredtusinder, som ikke havde behøvet at dø, hvis det ikke var fordi, de bushido-troende ganske enkelt gik i krig på en måde, der var helt i strid med "retfærdig krig". Selvom den amerikanske regering ikke gav nogen formel meddelelse om ophævelsen af "retfærdig krig"-taktikken, er der ingen tvivl om, at jus in bello blev opgivet i vores krig mod japanerne, fordi det var absolut nødvendigt i betragtning af fjendens insisteren på at dø ved selvmordsangreb i stedet for at overgive sig. Det amerikanske folk og den vestlige civilisation i almindelighed accepterede i stilhed realiteten af "tag ingen fanger"-situationen uden protest. En kvalificerende historisk bemærkning er nødvendig her - som en generel regel blev der taget japanske fanger, når deres overgivelse ikke bragte amerikanske liv i fare gennem overgivelses-selvmordsangreb

Betyder det, at vores krig mod bushido-japanerne ikke var retfærdig? Næppe. Hvis USA havde gjort det på nogen anden måde, ville det have forlænget krigen og forøget det amerikanske dødstal helt uretfærdigt, da det var japanerne, der skabte de omstændigheder, der gjorde det nødvendigt at opgive overholdelsen af jus in bello-kriterierne. Men selv de mest rettro pacifister, der nægter at acceptere denne uigendrivelige logik, må dog indrømme, at USA’s taktik, gående ud på at opgive vores strenge overholdelse af jus in bello-kriterierne, ikke på nogen måde påvirker retfærdigheden af krigen i første omgang, da jus ad bellum og jus in bello, som nævnt ovenfor, er separate og adskilte sæt kriterier.


Så hvad er vores alternativ i dag?

Indenfor rammerne af den opgave, jeg har sat for dette essay, er der ingen tvivl om, at japanerne de rigueur [strengt] tilsluttede sig "'realitetsskolen" for krigsførelse. Mens det tydeligvis er sådan, at vores krig mod japanerne var retfærdig i den kristne forstand om overholdelse af jus ad bellum-kriterierne, har jeg demonstreret, at selv vores "ingen fanger" og "brand/atom-bombe" taktikker (jus in bello) var helt berettigede overfor en fjende, der ikke anerkendte nogen grænser for sin ødelæggende kraft, selv ikke i tilfælde af helt indlysende nederlag og overgivelse.

Med denne baggrund vender vi os til krigen mod Vesten, der føres af islam, eller som de udtrykker det, jihad. I Koranen kan vi læse disse vers:

8:12: Da din Herre åbenbarede for englene: "Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”
9:5. Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig.
9:29. Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!
9:111: Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Guds sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Gud? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr.

En intellektuelt ærlig læsning af disse Koran-vers efterlader ingen tvivl om, at vi endnu en gang står midt i en verdensomspændende krig mod en fjende fra "realitetsskolen"; dvs. en fjende uden et vestligt begreb medmenneskelighed i krig eller overholdelse af den jødisk-kristne moral. Denne tankevækkende realitet af koldblodigt mord forklædt som krigsførelse melder sig især, når den forstås i sammenhæng med de juridiske fortolkninger af disse vers. Alle islams historiske, traditionelle og autoritative juridiske skoler [fiqih], sammen med den faktiske adfærd af den muslimske verden, befaler både dens vold i Allahs navn og holdningen hos masserne, som forbliver overvældende ligeglade med denne vold. Den islamiske verdens afstumpede vildskab og ligegyldighed er veldokumenteret i medierne; derfor er enhver tale om slavisk at opfylde alle kriterierne for kristen "retfærdig krig" værre end irrelevant, når vi skal forsvare os mod denne jihad-fjende. Det ville være moralsk forkasteligt. Som tilfældet var med den japanske bushido-fjende, kan kun selvmordstruede eller lettere åndssvage gå ind for en nøje overholdelse af jus in bello-kriterierne, eller en anvendelse af metoderne fra "pacifismeskolen" som reaktion på jihad.

Så i dag befinder vi os ansigt til ansigt med en islamisk indledt krig af så stor voldelighed, at den får de japanske bushido-troendes isnende vildskab til at virke næsten tam. Kun de, der er blændet af de farligste ideologier (både anti-krigs-bevægelserne til venstre og de libertære til højre), vil fremføre, at krigen mod islam ikke opfylder de jus ad bellum-kriterier, der anvendtes til at føre vores krig mod japanerne fra 1941 til 1945.

Men pacifisterne iblandt os, som måske nok vil medgive, at vi har en retfærdig grund til at gå i krig mod Taleban og al-Qaeda, insisterer på, at vi skal anvende jus in bello-kriterierne. Det drejer sig om mikro-proportionalitet, der afvejer brugen af et bestemt våben eller en bestemt taktik for at fastslå, om de står i rimeligt forhold til truslen, og diskrimination mellem kombattanter og ikke-kombattanter. Heraf hylet af latterlige protester fra anti-krigs-brigaden fra begge ender af det politiske spektrum mod overførselsprogrammer og udvidede forhørsteknikker, designet til at udtrække værdifuld livreddende information gennem brug af fysisk afsavn, simuleret drukning [vandtortur, o.a.], truslen om fysisk vold, Gitmo-fængsling og resten af den lange liste af "krigsforbrydelser", vi påstås at have begået. Men det håbløse ved en sådan urealistisk tilgang - hvis vi havde fulgt kravene fra både venstrefløjen og det libertære højre om overholdelse af streng jus in bello-proportionalitet - er påvist ved den næsten visse sandsynlighed for, at Osama bin Laden stadig ville være i live og i færd med at planlægge jihad-terrorangreb imod os.

Den selvmorderiske natur af islamiske jihadister stiller naturligvis det amerikanske militær overfor mange af de samme problemer med mikro-proportionalitet, som vi konfronteredes med under 2. Verdenskrig. I overensstemmelse hermed bør der være "minus vrøvl-regler for magtanvendelse" [no nonsense ‘rules of engagement’] på slagmarken, for at beskytte livet for vores amerikanske soldater når de undertvinger jihadister, som bør være de samme som dem, der anvendtes af de amerikanske marineinfanterister på Iwo Jima. Af en japansk Iwo Jima-garnison på 22.000 mand, overlevede kun 212 slaget som krigsfanger. Der er ingen praktiske forskelle mellem de japanske bushido-troendes selvmordsforpligtelser og de islamiske jihadister, så det kristne "retfærdig krig"-kriterium om mikro-proportionalitet bør kun anvendes, efter at behørig prioritet er givet til beskyttelsen det amerikanske mandskabs liv. Husk på, at lige som de japanske bushido-troende var overbevist om, at dette at dø for kejseren var deres højeste shinto-ære, således tror muslimer også, at en selvmorderisk hengivenhed for Allah er deres højeste islamiske kald, som det siges i vers 9:111: "Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven [det islamiske paradis]: De skal kæmpe for Guds sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham [Allah] ..."

Diskrimination mellem kombattanter og ikke-kombattanter i krigen mod islam og dens jihadister, kræver den samme slags sunde og fornuftige analyse, som blev brugt ved undersøgelsen af det hensigtsmæssige i at anvende jus in bello-kriterierne for mikro-proportionalitet. Med andre ord kan "retfærdig krig"-doktrinen ikke anvendes i et slags vakuum – uden jødisk-kristen "retfærdig krig" - der unødigt bringer livet for amerikansk militært personel i fare. Dette er tilfældet når vi konfronterer en fjende, der opererer helt uden nogen form for tilbageholdenhed i forbindelse med deres religiøse krig. Standarderne for, hvem der er og hvem der ikke er kombattant - nogle kriterier fra den kristne "retfærdig krig"-doktrin, der senere blev indarbejdet i Genève-konventionens love for krig - er desværre i praksis mest passende for en åben landlig slagmark fra Napoleonstiden, hvor ordnede linjer af soldater i uniformer med strålende farver marcherede mod hinanden med enkeltskudsbøsser, og civile ikke var i nærheden af slagmarken. Faktisk var karakteristiske uniformer resultatet af en international aftale i den kristne verden i det 17. århundrede, så man kunne skelne kombattanter fra ikke-kombattanter.

En kamp mellem uniformerede kombattanter er bestemt det foretrukne scenario, når det gælder om at skåne civile i krig; men disse betingelser er ikke længere til stede i en verden af det 21. århundredes jihad, hvor enhver muslim, der er tro mod sharia, er en potentiel selvmords/mordbomber, uanset alder eller køn. Som vers 9:111 gør det klart, vil enhver islamisk troende - mand, kvinde eller barn - iklæde sig kombattantens kappe i kraft af hans eller hendes muslimske tro og vilje til at dø i kampen for Allah. Desuden undgår islamiske jihadister uniformer og forklæder sig som civile for at udføre bagholdsangreb, hvorefter de trækker sig tilbage ind i det civile miljø i et forsøg på at skjule sig og hindre den overfaldne i at skyde igen. De amerikanske Regler for Magtanvendelse [REO] i Irak, og endnu mere i Afghanistan, har unødvendigt resulteret i, at amerikansk militært personel er blevet dræbt, fordi de har forbudt, og stadig gør det, amerikanere at skyde forebyggende og/eller i selvforsvar, hvis muslimske civile kollaterale ofre var mulige.

En måde for en lægmand til at forstå hele denne analyse ville være simpelthen at stille følgende spørgsmål: "Hvad ville der ske, hvis en eller anden hær af rumvæsener, der ikke anerkendte nogen regler for krigsførelse, ingen regler for human adfærd og ingen regler for retfærdig krig, angreb og slagtede menneskeheden nådesløst i et forsøg på at erobre planeten og dens naturlige ressourcer?" Ville en rationel eller moralsk mand eller kvinde kunne gå ind på pacifisters eller anti-krig-fanatikeres krav om at afstå fra at føre "uretfærdig" krig? Men i dag står vi ikke over for en imaginær styrke af rumvæsener, men i stedet en meget virkelig styrke af jihadister, der ikke anerkender nogen regler for krigsførelse, ingen regler for human adfærd og ingen regler for retfærdig krig. Almindelig sund fornuft dikterer, at vi handler på en måde, som kan hamle op med dette, for at beskytte vores samfund.


Konklusion

Min analyse i dette essay af de faktorer, der har indflydelse på tilstrækkeligheden og anvendeligheden af kristen "retfærdig krig" i den nuværende konflikt, får mig til at konkludere, at der ikke er nogen tvivl om, at jus ad bellum-kriterierne er helt opfyldte, set fra enhver rimelig synsvinkel. Og ligesom tilfældet var i Stillehavskrigen under 2. Verdenskrig, gør den islamiske fjendes foragt for enhver human eller jødisk-kristen moralsk standard det praktisk umuligt for vores soldater på slagmarken at overholde de historisk accepterede jus in bello-kriterier uden afvigelser, hvis de vil undgå unødigt at bringe deres liv i fare. Derfor bør vi ikke forlange af vores soldater, at de skal forsøge at opfylde de restriktive jus in bello-kriterier i kamp, når de tager fanger. Og ligesom amerikanerne under 2. Verdenskrig accepterede denne realitet og fortsatte krigen under godkendelse af, hvad der var nødvendigt, fordi "ingen fanger" og "brand/atom-bombning" var afgørende for hurtigt at afslutte en uretfærdig, japansk igangsat krig - på samme måde må amerikanere og især vores regering nu indse, at dagens amerikanske soldater i krig befinder sig under næsten de samme uhyggelige omstændigheder i denne eksistenstruende krig, igangsat af islamisk jihad. I dagens konflikt er indsatserne lige så høje, eller endda højere end de var i 1941, fordi den islamiske sharias teokratisk-politisk-militære doktrin er nøjagtig lige så undertrykkende og ond som den akse-fascisme, vi kæmpede mod i 2. Verdenskrig.




Oberst Thomas Snodgrass, USAF (pensioneret), var en efterretningsofficer og officer for internationale politisk-militære anliggender, der tjente i syv forskellige lande udenfor USA under en 30-årig militærkarriere.




Oversættelse: Bombadillo