Apostasi: Den groteske umoral af herskende islamisk etik (del 1)
del 1, del 2
Af Saleem Smith
Oversættelse af: Apostasy: The Grotesque Immorality of Mainstream Islamic Ethics (Part 1)
Kilde: Jihad Watch, 19. juni 2018
Udgivet på myIslam.dk: 6. november 2018

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Jeg er en canadisk ex-muslimsk mand; jeg konverterede til islam og forblev i denne religion i cirka fire år, inden jeg forlod den på grund af vantro og moralsk afsky. Nu lever jeg hver dag med islams formelle og uformelle dødsstraf for apostasi hængende over hovedet i håbet om, at mine tidligere muslimske venner ikke genkender mig på gaden.

De fleste muslimer mener, at islam til fuldkommenhed er en sandhedens religion, mens jeg selv - som en tidligere muslim - mener, at islam snarere er en brutal dødskult og en totalitær politisk ideologi. Og mens flertallet af muslimer mener, at Muhammed, islams profet, var en retfærdig mand værdig til lovprisning og efterligning, opfatter jeg ham som en amoralsk galning, der sandsynligvis aldrig har eksisteret.

Kritik af islam er traditionelt forbudt for muslimer. Den angiveligt perfekte koran går så vidt som til at instruere muslimer om ikke at stille visse spørgsmål om religionen islam eller at risikere at få religiøse kvaler og blive forhadte og fordømte vantro:

"I, der tror! Spørg ikke om ting, som, hvis de blev afsløret for jer, ville mishage jer, og som, hvis I spørger derom, vil blive afsløret for jer, når Koranen bliver sendt ned! Allah tilgiver det. Allah er tilgivende og langmodig." (Koranen 5:101)
"Folk før jer har spurgt derom, og så ville de alligevel ikke tro derpå." (Koranen 5:102)
[The Noble Qur'an har: "Before you, a community asked such questions, then on that account they became disbelievers." Dansk: "Før jer stillede et fællesskab sådanne spørgsmål, så blev de af den grund vantro." Se flere engelske oversættelser her, o.a.]

Som en tidligere muslim, der forlod islams fold for cirka 20 år siden, står jeg fast ved min oprindelige overbevisning, at det er et stort forræderi mod ens personlige integritet at undlade at undersøge den islamiske teologiske læres sandhedskrav og moralske legitimitet - og dernæst at undlade at afvise og fordømme dem.

Mange af islamisk teologis tekster og lærdomme er moralsk afskyelige – uden skygge af tvivl. Islam ville, hvis den blev fuldt gennemført på Jorden, skabe et levende helvede for både muslimer og ikke-muslimer. Og alligevel fortsætter de skamløse og skruppelløse imamer med at prædike for de muslimske troende, at dette er det attråværdige mål for den muslimske umma.

Måske ville det være en ønskværdig livsform for manisk regelbundne, stærkt kvindefjendske muslimske mænd, men for muslimske kvinder og ikke-muslimske befolkninger ville livet blive et klaustrofobisk mareridt fyldt med fysisk smerte og psykisk kval.

På grund af islams formelle og uformelle dødsstraf for apostasi og andre doktrinære former for fordærv, må islamisk teologi og lov ikke tillades at være hævet over kritik, og vi må fortsætte med at stille standardspørgsmål og lave kritiske undersøgelser af dens mange umenneskelige bestemmelser. Mange af de former for adfærd, der er tilladt (halal) af islamisk teologi, er alvorlige forbrydelser i en stor del af den ikke-islamiske verden.

Del 1 af denne serie artikler vil tage fat på realiteterne angående apostasi fra islam.


Islamisk apostasi:

Islams kanoniske tekster fortæller, at islams profet instruerede sine tilhængere om at dræbe de muslimer, der prøver at forlade islams fold.

Derfor er hver eneste af Muhammeds tilhængere forpligtet til at myrde enhver ven eller ethvert familiemedlem, der forsøger at forlade religionen islam.

Visse islamiske apologeter hævder, at islam ikke opfordrer til døden for muslimske apostater, mens andre muslimer indrømmer, at de islamiske skrifter faktisk opfordrer til døden for ex-muslimer.

For at finde svar på spørgsmålet, om islamisk teologi foreskriver døden for apostater fra islam eller ikke, må vi som altid vende os til islams grundlæggende tekster: Koranen, hadith og sira.

Uanset om islam foreskriver død for muslimske apostater eller ikke, så er det uden tvivl en meget farlig sag at forlade denne religion. Men den sørgelige kendsgerning er, at islamisk teologi og lov begge foreskriver død for muslimske apostater. Dødsstraffen for apostasi er til dels baseret på følgende koraniske påbud, der lyder:

"De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Allahs sag! Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! Tag ingen af dem til ven eller hjælper!" (Koranen 4:89)

Overleveringer om Muhammeds ord og gerninger, der anses for at være autentiske af de fleste muslimer, findes blandt andet i Bukharis hadith-samling:

"Fortalt af Ikrima:
Nogle Zanadiqa (ateister) blev bragt til Ali, og han brændte dem. Nyheden om denne begivenhed nåede Ibn Abbas, som sagde: 'Hvis jeg havde været i hans sted, ville jeg ikke have brændt dem, for Allahs Apostel forbød det, da han sagde: "I må ikke straffe nogen med Allahs straf (ild)." Jeg ville have dræbt dem ifølge udtalelsen af Allahs Apostel: "Enhver, der ændrer sin islamiske religion, dræb ham."'" (Sahih Bukhari, bind 9, bog 84, nr. 57)

Muhammed befalede personligt hundredvis af uskyldige menneskers død. Men igen - ordet uskyldig betyder noget helt andet på "IslamSpeak". Og husk på, at muslimer læres at tro, at Muhammed er det fuldkomne menneske, der skal efterlignes i ét og alt:

"I har et smukt eksempel i Allahs udsending, for enhver, som sætter sit håb til Allah og den yderste dag og ofte ihukommer Allah." (Koranen 33:21)

Her kommer en nylig erklæring fra en gruppe apostater fra Bangladesh - som nu lever i Storbritannien - der forklarer årsagerne til, at de har forladt islam:

"Et menneske, der hævder at være en Guds budbringer, må forventes at leve et helligt liv. Han må ikke give efter for begær, han må ikke være en seksuel pervers, og han må ikke være en voldtægtsmand, en landevejsrøver, en krigsforbryder, en massemorder eller en snigmorder. Én, der hævder at være Guds budbringer, må have en ophøjet karakter. Han må være hævet over lasterne, der præger folket på hans tid. Men Muhammeds liv er livet af en gangster-godfather. Han overfaldt handelskaravaner, plyndrede uskyldige mennesker, massakrerede hele mandlige befolkninger og gjorde kvinder og børn til slaver. Han voldtog kvindelige krigsfanger efter at have dræbt deres ægtemænd og fortalte sine tilhængere, at det er i orden at have sex med deres fanger (Koranen 33:50). Han snigmyrdede dem, der kritiserede ham, og henrettede dem, da han var kommet til magten og blevet en de facto despot i Arabien. Muhammed var blottet for menneskelig medfølelse. Han var et besat menneske med vanvittige drømme om storhed og kunne ikke tilgive dem, der stod i vejen for ham. ..."

Erklæringen fortsætter:

"Muhammed var en narcissist, som Hitler, Saddam eller Stalin. Han var snedig og vidste, hvordan han kunne manipulere med folk, men hans følelsesmæssige intelligens var mindre udviklet end et 6-årigt barns. Han kunne simpelthen ikke føle andres smerte. Han massakrerede brutalt tusindvis af uskyldige mennesker og plyndrede deres rigdom. Hans ambitioner var store, og som narcissist troede han ærligt, at han var berettiget til at gøre, hvad han havde lyst til og begå alle slags forbrydelser, og at hans onde handlinger var berettigede."



Oversættelse: Bombadillo