Følgende er historien om Safiyah Bint Huyeiy Ibn Akhtab, den jødiske kvinde, der blev fanget, da Muhammeds tropper angreb Khaybar og bragte hende til Profeten som en del af hans andel af byttet.

Denne historie er rapporteret i Book of Tabaqat og udgivet på den betroede islamiske hjemmeside: http://www.muslimunited.org/topics/prophet/wives.html. [Er siden blevet fjernet, o.a.] Safiyah var sytten og meget smukt, da muslimerne dræbte hendes far, ægtemand og mange af hendes slægtninge. Den samme dag ville Allahs profet ligge i med hende. Her er den nøjagtige ordlyd af historien.

"Safiyah blev født i Medina. Hun tilhørte den jødiske stamme banu Nadir. Da denne stamme blev fordrevet fra Medina i år 4 A.H., var Huyaiy en af dem, der slog sig ned i den frugtbare koloni Khaybar sammen med Kinana ibn al-Rabi, med hvem Safiyah blev gift lidt før muslimerne angreb Khaybar. Hun var dengang sytten år gammel. Hun havde tidligere været gift med Sallam ibn Mishkam, der skilte sig fra hende. En mil fra Khaibar. Her blev Profeten gift med Safiyah. Hun blev soigneret og gjort klar til Profeten af Umm Sulaim, mor til Anas ibn Malik. De overnattede dér. Abu Ayyub al-Ansari bevogtede Profetens telt hele natten. Da Profeten i det tidlige morgengry så Abu Ayyub gå frem og tilbage, spurgte han ham, hvad han mente med denne patruljering. Han svarede: "Jeg var urolig over, at du skulle være sammen med denne unge dame. Du har lige dræbt hendes far, hendes mand og mange af hendes slægtninge, og indtil for nylig var hun en vantro. Jeg var virkelig bange for dig på grund af hende." Profeten bad for Abu Ayyub al-Ansari. (Ibn Hisham, s. 766) Safiyah havde bedt Profeten om at vente, til han var kommet et stykke vej væk fra Khaybar. "Hvorfor?" spurgte Profeten. "Jeg var bange for dig på grund af de jøder, der stadig færdes i nærheden af Khaybar!"

Grunden til at Safiyah afviste den 57-årige Muhammeds seksuelle tilnærmelser burde være indlysende for enhver objektiv person. Jeg tror, de fleste kvinder ville foretrække at sørge frem for at hoppe i seng med morderen af deres far, ægtemand og mange pårørende på selve dagen for deres død. Men det faktum, at Allahs profet ikke kunne kontrollere sine seksuelle drifter i blot en enkelt dag for at lade denne unge pige sørge, siger en hel del om hans tænkning og moralske karakter. Men hvad resten af historien angår er vi ikke sikre på, om den er sand eller er blevet fabrikeret af muslimske historikere for at udslette indtrykket af voldtægt. Men dette er alt, hvad vi har, og for at finde sandheden, er vi nødt til at stole på disse ensidige dokumenter, skrevet af muslimske historikere. Fortællingen fortsætter med at sige, at Abu Ayyub var bekymret for Profetens sikkerhed, fordi han (Muhammed) havde dræbt Safiyah far, mand og mange af hendes slægtninge. Dette er logisk. Det er dumt at gå i seng med en kvinde efter at have dræbt hendes kære. Men Safiyahs undskyldning for at afvise Muhammeds tilnærmelser, virker urimelig. Da Muhammed tog denne unge pige med ind i sit telt, havde han allerede dræbt mange jøder og var ved at vinde krigen. Hvis der var nogen jøder tilbage, var de sandsynligvis mere bekymrede for deres egne liv end for Safiyahs kyskhed. Desuden var hun allerede i teltet alene med Muhammed; så hvordan skulle jøderne kunne vide, om de var involveret i sex eller ikke? Jeg spekulerer på, hvilke andre undskyldninger hun kunne komme med over for en mand, der havde myrdet hendes far, mand og mange af hendes slægtninge, for at lade hende være alene i hvert fald denne nat?

Den næste dag blev en Walima (bryllupsfest) arrangeret på vegne af Profeten ...

Bemærk at historikeren siger, at brylluppet fandt sted en dag efter, at profeten var intim med Safiyah og gjorde sine forsøg på at få sex med hende. Dette var ikke noget problem for profeten, da han havde fået sin Allah til at åbenbare et vers, der siger, at det er i orden at gå i seng med kvinder, fanget i krig, uden at gifte sig med dem, også selvom de allerede er gift.

... og ærbare, gifte kvinder (er forbudt for jer) bortset fra de slavinder (fanger), I ejer." (Koranen 4:24)

Ovenstående vers viser, at den hellige profet ikke mente, at slaverne havde nogen rettighed. Du kunne være en lykkeligt gift kvinde, i færd med at leve dit eget liv, men hvis Muhammed og hans hengivne tilhængere angreb din by og tog dig til fange, ville du miste alle dine rettigheder, og mens din mand var blevet dræbt eller gjort til slave, ville du blive givet til en muslimsk mujahid, der ville voldtage dig - alt sammen med Allahs velsignelse.

Dette bekræftes et andet sted:

(Koranen 23:1-7)

1 - Lykkelige er de troende,
2 - de, som er ydmyge i deres bøn,
3 - som vender sig bort fra tomme ord,
4 - som giver almisse,
5 - som vogter over deres køn;
6 - undtagen over for deres hustruer og slavinder, for da kan man ikke bebrejde dem noget.
7 - Men de, der efterstræber noget derudover, begår en overtrædelse -

Lad os fortsætte med historien om Safiyah.

"De andre af Profetens koner viste deres jalousi ved at vise ringeagt for hendes jødiske oprindelse. Men Profeten forsvarede hende altid. Engang blev Safiyah plaget til det yderste af spydigheder fra alle Profetens arabiske hustruer. Hun klagede til Profeten, der havde stor medfølelse med hende. Han trøstede hende. Han opmuntrede hende. Han udstyrede hende med logik. Han sagde: "Safiyah, fat mod og vær stærk. De er på ingen måde bedre end dig. Sig til dem: 'Jeg er datter af Profeten Harun, niece af Profeten Musa, og hustru af Profeten Muhammed'."

Da hun blev ført afsted med andre krigsfanger, sagde Profeten til hende: "Safiyah, din far fastholdt altid et fjendskab mod mig, indtil Allah traf den endelige afgørelse." Hun sagde: "Men Allah tager ikke én til fange for en andens synder."

Dette modsiger naturligvis Muhammeds egen adfærd, der tilintetgjorde hele banu Qaynuqa med det påskud, at nogle af dem havde dræbt en muslim som gengældelse. Dette på trods af verset, der siger, "At ingen skal bære en andens byrde." (Koranen 53:38) Og det var heller ikke Allah, der traf den endelige afgørelse. Safiyahs far blev dræbt af Muhammeds mænd, ikke af Allah. Dette ville være det samme, som hvis Hitler hævdede, at Gud dræbte alle jøderne i Holocaust. Hvis Gud ønskede at dræbe alle de mennesker, som Muhammed og hans hær dræbte, kunne Han have gjort det på egen hånd. Gud behøver ingen lejesoldater til at gøre hans vilje.

"Profeten gav hende derefter valget mellem at tilslutte sig sit folk efter en frigivelse eller at acceptere islam og indgå i et ægteskab med ham."

Vi må huske, at Muhammed dræbte det meste af hendes folk og forviste resten af det. Så valget, at hun kunne slutte sig til sit folk, var ikke meget af et valg.

"Hun var meget intelligent og blid og sagde: ’O Allahs Sendebud, jeg havde håbet på islam, og jeg troede på dig, før din invitation. Nu da jeg har den ære at være sammen med dig, får jeg valget mellem kufr og islam. Jeg sværger ved Allah, at Allah og Hans Sendebud er kærere for mig end min egen frihed og min forening med mit folk.’" (Tabaqat).

Var denne bekendelse, hvis den er sand, oprigtig? Var hun i tilstrækkelig sikkerhed til at kunne tale frit ud? Hun var blevet gjort til slave af en mand, der havde udryddet hendes familie og kunne gøre det samme med hende. Se henvisningen til hendes "frihed". Dette viser klart, at hun ikke var fri. Faktisk må hun have været meget intelligent for at kunne fabrikere disse løgne for at redde sit liv.

"Da Safiyah blev gift, var hun meget ung, og ifølge én beretning var hun næppe sytten år gammel og overordentlig smuk. Engang ytrede Aisha et par sætninger om hendes korte statur, hvortil Profeten sagde: 'Du har sagt noget, som hvis det blev tilføjet havet, ville blandes med det (og gøre dets vand beskidt).' (Abu Dawud) Hun ikke alene elskede Profeten dybt, men respekterede ham også i høj grad som Allahs Budbringer, for hun hørte sin fars og onkels samtaler, efter de havde været i Medina. Da Profeten udvandrede til Medina, tog de hen for at besøge ham og finde ud af, om han var det sande Allahs Sendebud, der var talt om i Skriften. Da de kom tilbage og talte sammen den aften, var Safiyah i sin seng og lyttede til dem. En af dem sagde: ’Hvad mener du om ham?’ Han svarede: ’Han er den samme Profet, der er forudsagt i vore Skrifter.’ Så sagde den anden: ’Hvad skal der gøres?’ Svaret kom, at de skulle gå imod ham af alle kræfter."

Er denne historie, fortalt af Abu Dawud, troværdig? Hvordan kan to jøder genkende Muhammed som den profet, der er forudsagt i deres skrifter, og så beslutte at gå imod ham med al deres kraft? Det trodser al logik. Det kræver "huller i intelligensen" at tro på dette nonsens. Det er ikke klart, om Safiyah løj for at tilpasse sig og gøre sig accepteret blandt sine fjender, eller om det er endnu en fabrikation af en fanatisk troende. Hvorfor skulle nogen beslutte med al sin magt at modsætte sig den, som han har fundet ud af, er hans egne skrifters lovede profet? Men dette er ikke alt! Hvor i Bibelen står der noget om Muhammed? Hvordan kunne Safiyahs far og onkel afkode deres skrifter og finde frem til Muhammed, når alle muslimske lærde i de 1400 år siden ikke har været i stand til at gøre det?

"Så Safiyah var overbevist om Profetens sandhed. Hun sparede ingen anstrengelse for at se efter ham, pleje ham og give ham al den komfort, hun kunne komme i tanke om. Dette er tydeligt, eftersom hun kom ind i hans nærhed efter Khaybars fald."

Se hvordan forfatteren modsiger sig selv på én side? Bare et par linjer forinden kan vi læse, at hun blev pågrebet og bragt til Muhammed som fange. Hun kom ikke af sig selv. Hun blev bragt til profeten, fordi hun var ung og den smukkeste af de tilfangetagne kvinder.

"Profeten havde en mindre indvending mod hende, fordi hun havde nægtet, da Profeten ønskede at være sammen med hende på det forudgående trin (af turen). Ved det næste stop var Profeten sammen med hende, og tilbragte hele natten med hende. Hun blev spurgt af Umm Sulaim: 'Hvad så du i Allahs Sendebud?' Hun sagde, at han var meget tilfreds med hende og ikke sov overhovedet, men talte med hende hele natten. Han havde spurgt hende: 'Hvorfor nægtede du på det første trin, hvor jeg ønskede at være sammen med dig?' Hun havde sagt: 'Jeg var bange for dig, på grund af jødernes nærhed. Dette øgede yderligere min anseelse i hans øjne.'" (Tabaqat).

Bukhari har også nogle hadither, der fortæller om invasionen af Khaybar og hvordan Muhammed mødte Safiyah:

Abdul Aziz fortalte:
Anas sagde: "Da Allahs Apostel invaderede Khaybar, sagde vi Fajr-bønnen dér (tidligt om morgenen), mens det stadig var mørkt. Profeten red og Abu Talha red også, og jeg red bag Abu Talha. Profeten kom hurtigt gennem Khaybar-strædet og mit knæ rørte ved Profetens lår. Hans lår blev blottet og jeg så det hvide af Profetens lår. Da han kom ind i byen, sagde han: 'Allahu Akbar! Khaybar er ødelagt. Hver gang vi nærmer os en (fjendtlig) nation (for at kæmpe), så vil morgenen blive ond for dem, der er blevet advaret.' Han gentog dette tre gange. Folk kom ud for at gå i gang med deres arbejde og nogle af dem sagde: 'Muhammed (er kommet).' (Nogle af vores kammerater tilføjede: 'Med sin hær.') Vi erobrede Khaybar, tog fanger og byttet blev indsamlet. Dihya kom og sagde: 'O Allahs Profet! Giv mig en slavepige fra fangerne.' Profeten sagde: 'Gå hen og tag en hvilken som helst slavepige.' Han tog Safiya bint Huyai. En mand kom til Profeten og sagde: 'O Allahs Apostle! Du gav Safiya bint Huyai til Dihya, og hun er den øverste frue for stammerne Qurayza og An-Nadir, og hun sømmer sig for ingen andre end dig.' Så sagde Profeten : 'Bring ham med sammen med hende.' Så Dihya kom med hende, og da profeten så hende, sagde han til Dihya: 'Tag enhver anden slavepige end hende fra fangerne.' Anas tilføjede: Så frigav Profeten hende og giftede sig med hende."

Thabit spurgte Anas: "Oh Abu Hamza! Hvad betalte Profeten hende (som Mahr)?" Han sagde: "Hun var selv hendes Mahr for han frigav hende og derefter giftede sig med hende." Anas tilføjede: "Mens de var på vej, klædte Um Sulaim hende på til ægteskabet (ægteskabsceremonien) og om natten sendte hun hende som brud til Profeten. (Sahih Bukhari 1.367)

Mahr eller medgift er penge, som en brud modtager fra sin ægtemand, når hun gifter sig med ham. Muhammed betalte ikke Safiyah hendes Mahr, fordi han så skulle betale den til sig selv for at frigive hende. Det ironiske er selvfølgelig, at han ikke havde købt hende, men gjort hende til slave ved at plyndre hendes by. Denne historie er vigtig, fordi den giver os et indblik i de moralske og etiske værdier, der bevægede Guds Profet (fred være med hans pletfri sjæl).

Vores moderne sensibilitet for os til at krybe sammen i forlegenhed over historier som denne, men utroligt nok lærte Muhammed alligevel, at han ville modtage to belønninger ved at gifte sig Safiyah. Én for at at frigive en person, som ingen anden end han selv havde gjort til slave, og den anden for at gifte sig med den smukkeste pige, der var 40 år yngre.

Abu Musa rapporterede, at Allahs Sendebud (må fred være med ham) sagde om én, der frigjorde en slavekvinde og derefter giftede sig med hende, at for ham ville der være to belønninger. (Sahih Muslim Bog 008, Nummer 3327)

Også i en anden del:

Anas fortalte:
Profeten sagde Fajr-bønnen nær Khaybar, mens det stadig var mørkt og sagde så: "Allahu-Akbar! Khaibar er ødelagt, for hver gang vi nærmer os en (fjendtlig) nation (for at kæmpe), vil morgenen blive ond for dem, der er blevet advaret." Så kom indbyggerne i Khaybar ud og løb omkring på vejene. Profeten fik deres krigere dræbt, deres afkom og kvinder taget som fanger. Safiya var blandt de fangne. Hun kom i første omgang med i Dahya Alkalis andel, men senere tilhørte hun Profeten. Profeten gjorde hendes frigivelse til hendes 'Mahr.' (Sahih Bukhari Bind 5, Bog 59, Nummer 512)

---

Hej! Jeg Ali Sina. Jeg blev født af muslimske forældre og forsvarede islam lidenskabeligt indtil 1994, hvor jeg læste Koranen. Efter at have overvundet det første chok og var holdt op med at benægte min egen intelligens, måtte jeg endelig indrømme, at dette er en satanisk religion, der har til formål at ødelægge menneskeheden. I 1998 startede jeg min Internet-kampagne for at stoppe islam. I 2001 startede jeg faithfreedom.org/, hvor tidligere muslimer og alle dem, der var bekymrede over truslen fra islam, fandt et sted at udtrykke deres synspunkter. Kilde: Alisina.org

---

Oversættelse: Bombadillo