Der er mange modstridende vers i Koranen, hvilket kan være meget forvirrende. Denne tvetydighed tillader muslimer at have deres egen personlige "guddommelig vejledning" baseret på deres egne præferencer. Dem, der kan lide tolerance eller ønsker at præsentere islam som en tolerant religion, kan citere dele af Koranen, der går ind for tolerance, mens de hårdkogte, fundamentalisterne og selv terroristerne kan citere de dele af Koranen, der indskærper had og drab på vantro. Derfor kan alle ironisk nok finde, hvad de leder efter i den bog. Og dette kalder de: Koranens "mirakel"!

Lad os sammenligne begge sider af Koranen:

I sura 73:10 fortæller Allah Muhammed, at han skal være tålmodig overfor sine modstandere: "Udhold tålmodigt, hvad de siger, og skil dig fra dem i fordragelighed!" Mens Allah i sura 2:191 befaler ham at dræbe sine modstandere: "Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!"

I sura 2:256 formaner Allah Muhammed om ikke at påtvinge islam med magt: "Der er ingen tvang i religionen," så igen i vers 193 fortæller Han sin budbringer, at han skal dræbe enhver, der afviser islam: "Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald [fitna], og indtil religionen er Allahs!"

I sura 29:46 fortæller Allah Muhammed, at han skal tale pænt til Bogens Folk (kristne og jøder): "Med Skriftens folk skal I kun strides på den pæneste måde, undtagen med dem af dem, der handler uret, og sig: ’Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og til Ham overgiver vi os’." Men i sura 9:29 befaler Allah ham at bekæmpe Bogens Folk: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, (...); og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

Muhammed giver ingen begrundelse for disse uoverensstemmelser i Koranen og for ændringen i Allahs humør fra fredelig til militant og fra forsonende til konfronterende. Muslimske apologeter i Vesten præsenterer de venligere vers i Koranen, eller hvad der er kendt som den tidlige åbenbaring. Mens islamiske lærde, når de udelukkende har muslimer som publikum, siger, at disse blødere Koran-vers blev ophævet og erstattet af de hårdere. Begrundelsen er, som Ala Mawdudi udtrykker det, at "Muhammed blev stærk nok til at bevæge sig fra fasen af svaghed til fasen af jihad."

I 13 år prædikede Muhammed i Mekka, men mindre end 100 mennesker accepterede ham. Mekkanerne foretrak Al Nadir, en anden historiefortæller, frem for ham. Muhammeds respektløshed overfor deres guder gjorde dem vrede. Så han flygtede og etablerede sig i Medina. Hans tilhængere fulgte med og han kaldte dem indvandrere. I starten var de fattige og arbejdede som medhjælpere i palmeplantagerne, der tilhørte jøderne i Medina. Disse plejede at give noget af deres mad til Muhammed, der ofte levede af intet andet end dadler. Efter et år i eksil fandt Muhammed situationen uudholdelig, og han begyndte at overfalde handelskaravaner, der fragtede varer fra Damaskus til Mekka. Et af disse overfald, der fandt sted ved Badr, var en stor succes, som Profeten fik en god formue ud af. Derefter planlagde han andre landevejsrøverier. Han fordelte byttet, heriblandt kvinder, mellem dem, der deltog i kampene, og beholdt 20% for sig selv. Han lavede endda penge ved at kidnappe karavanepassagerer og true med at dræbe dem, hvis deres familier ikke betalte løsepenge. Han forsikrede sine tilhængere om, at hvis de faldt i kampene, ville de få flere belønninger i Paradis. Gradvist vendte lykken. Han var ikke længere en svag, forsømt prædikant, men en statsleder, der havde absolut magt over sine tilhængere. Med denne ændring af lykken ændredes også Muhammeds budskab. Her er en sammenligning mellem nogle tidlige vers, han skrev i Mekka i en svag position, og nogle, han skrev i Medina efter at være blevet magtfuld.

Denne modsætning forklares af forskellige muslimske lærde.

Dr. M. Khan, oversætter af Sahih Bukhari og Koranen [The Noble Quran, o.a.] til engelsk, skriver:

Allah åbenbarede i sura Bara'at (Omvendelse, IX) ordren om at ophæve (alle) forpligtelser (overenskomster, osv.), og befalede muslimerne at bekæmpe alle hedningene såvel som Skriftens folk (jøder og kristne), hvis de ikke antog islam, indtil de betalte jizya (en skat på jøder og kristne) med villig underkastelse og følte sig underkuede (som det er åbenbaret i 9:29). Så muslimerne fik ikke lov til at opgive 'kampen' mod dem (hedninge, jøder og kristne) og forsone sig med dem, og at indstille fjendtlighederne mod dem i en ubegrænset periode, når de er stærke og har evnen til at kæmpe mod dem. Først var 'kampen' således forbudt, så blev den tilladt, og derefter blev den gjort obligatorisk. [Introduktion til den engelske oversættelse af Sahih Bukhari, p. xxiv.]

Koranen 9:5 lyder: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!" Så ifølge dr. M. Khan beordrede Allah i K. 9:5 Muhammed til at annullere alle overenskomster og bekæmpe hedningene, jøderne og selv de kristne. Dette er i modsætning til, hvad Muhammed skrev tidligere.

... og du finder, at de, der er mest venligt stemt overfor dem, der tror [muslimer], er dem, der siger: 'Vi er kristne'. (K. 5:82)

Dr. Khan fortsætter:

Og det er dem, Mujahideen, der kæmper imod Allahs fjender, for at tilbedelsen helt skal være for Allah (alene og ikke for nogen anden guddom), og at Allahs ord (dvs. ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah og Hans religion islam) skal være øverst.

Så først var det: "Der er ingen tvang i religionen" (K. 2:265), og derefter:

I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? I tror på Allah og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. Så vil Han tilgive jer jeres synder og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr. (K. 61:10-12)

Dr. Sobhy as-Saleh, en nutidig akademiker, ser ikke K. 2:256 og K. 9:73 som et tilfælde af abrogation [hvor 9:73 ophæver 2:256, o.a.] men som et tilfælde af forsinkelse eller udsættelse af ordren om at bekæmpe de vantro. Til støtte for sit synspunkt, citerede han Imam Suyuti, forfatter til Itqan Fi 'Ulum al-Qur'an, som skrev:

Befalingen om at bekæmpe de vantro blev forsinket indtil muslimerne var blevet stærke, men da de var svage, blev de befalet at holde ud og være tålmodige. [Sobhy as-Saleh, Mabaheth Fi 'Ulum al-Qur'an, Dar al-'Ilm Lel-Malayeen, Beirut, 1983, p. 269.]

I en fodnote priser dr. Sobhy opfattelsen af en lærd ved navn Zarkashi, der sagde:

Allah, den allerhøjeste og vise, åbenbarede for Muhammed i hans svage tilstand, hvad der passede for situationen, på grund af hans barmhjertighed mod ham og hans tilhængere. For hvis Han gav dem befalingen om at kæmpe, mens de var svage, ville det have været generende og meget vanskeligt, men da den allerhøjeste gjorde islam sejrende, gav Han ham en befaling, der passede til situationen, dvs. at opfordre Bogens Folk til at blive muslimer eller at betale den krævede skat, og for de vantro [her: polyteister og afgudsdyrkere, o.a.], at opfordre dem til at blive muslimer eller se døden i øjnene. Disse to muligheder, at kæmpe eller at have fred, kan altid vælges alt efter muslimernes styrke eller svaghed. [Ibid p. 270]

Og Nahas skriver:

... de lærde afveg angående 2:256 (Der er ingen tvang i religionen). Nogle sagde: 'Det er blevet abrogeret [ophævet] for Profeten tvang araberne til at antage islam og bekæmpede dem og accepterede ikke noget andet end deres overgivelse til islam.' Det ophævende vers er K. 9:73: 'Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem!' Muhammed bad Allah om tilladelse til at bekæmpe dem, og den blev givet. Andre lærde sagde, at 2:256 ikke er blevet ophævet, men at det havde en særlig anvendelse. Det blev åbenbaret angående Bogens Folk [jøderne og de kristne]; de kan ikke tvinges til at antage islam, hvis de betaler jizya (dvs. hovedskatten på frie ikke-muslimer under muslimsk herredømme). Det er kun afgudsdyrkerne, der er tvunget til at antage islam og kun for dem, K. 9:73 gælder. Dette er Ibn Abbas' opfattelse, som er den bedste på grund af ægtheden af dens kæde af autoritet. [al-Nahas, An-Nasikh wal-Mansukh, p. 80. Se også Ibn Hazm al-Andalusi, An-Nasikh wal-Mansukh, Dar al-Kotob al-'Elmeyah, Beirut, 1986, p. 42.]

Ibn Hazm al-Andalusi skriver:

"Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser." (2:190) På autoriteten af Gafar ar-Razi, som fik det fra Rabi Ibn Ons, som fik det fra Abil-Aliyah, som sagde: Dette er det første vers, der blev åbenbaret i Koranen angående det at kæmpe i Medina. Da det blev åbenbaret plejede profeten at bekæmpe dem, der kæmpede mod ham og undgå dem, der undgik ham, indtil sura 9 blev åbenbaret. Dette er også opfattelsen af Abd ar-Rahman Ibn Zayd Ibn Aslam, der sagde, at dette vers blev annulleret af 9:5: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!" [Ibn Hazm al-Andalusi, An-Nasikh wal-Mansukh, Dar al-Kotob al-'Elmeyah, Beirut, 1986, p. 27]

Muhammed forlangte af sine tilhængere, at de skulle føre krig mod folk fra deres egen slægt. Og for at retfærdiggøre sine myrderier sagde han: "Fristelse til frafald er værre end drab!" Det følgende vers blev åbenbaret for at opmuntre immigranterne til at dræbe deres slægtninge i Mekka, fordi de undertrykte dem og tvang dem til at forlade Mekka:

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis I gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro. (K. 2:191)

Folk fra Quraysh-stammen i Mekka havde bestemt ikke sympati for muslimer. De hånede og drillede dem, men dræbte aldrig nogen for at være gået over til islam. Årsagen til dette tab af kærlighed skyldtes det faktum, at Muhammed vanhelligede deres guder og var respektløs mod deres tro. Mekkanernes reaktion var forsvarlig og normal.

Hvad gjorde Muhammed ved dem, der hånede HAM? Han var ikke en mand, der tålte kritik. Abu Afak, en 120-årig mand, og Asma Bint Marwan, en enlig mor til 5, blev myrdet på Muhammeds ordre, fordi de havde skrevet digte, som Muhammed fandt krænkende. Mere skulle der ikke til, for at de mistede deres liv.

Muhammed siger, at undertrykkelse [eller fristelse til frafald, o.a.] er værre end drab. Bortset fra at denne udtalelse er latterlig, instruerede han selv sine tilhængere til at være skånselsløse og undertrykkende, når de havde med ikke-troende at gøre.

I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse (qilzat)! ... (K. 9:123)

Men som kendsgerningerne står, så angreb de ikke-troende ikke muslimerne. Det var muslimerne, der angreb Mekka, Khaybar og de jødiske dele af Medina. Var det perserne, der angreb muslimerne? Var det Indien, der forhindrede araberne i at tilbede Allah? Var det Spanien, der kom for at kæmpe mod muslimerne? Hvis Allah var Gud, måtte man forvente et vist gran af ærlighed fra hans budbringer og hans hengivne.

Muhammed sagde, at enhver, der ikke tror på ham, skal dræbes. Men han skånede livet for de kristne og jøderne, hvis de betalte en skat i bøde. I Khaybar inddrog han 50% af alle de afgrøder, der produceredes af jøderne på deres egen jord, som han beslaglagde til sig selv. Er dette ikke undertrykkelse? Da Muhammed døde forviste Umar [den anden kalif, o.a.] selvfølgelig alle de stakkels jøder helt fra Khaybar. Koranen er utvetydig, når det drejer sig om at undertrykke de ikke-troende.

Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, (...) og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! (K. 9:29)

Når muslimer - som hævder, at islam er en fredens religion og citerer de koranvers, hvor Muhammed minder om, at Allah er den Barmhjertige og Tilgivende - præsenteres for disse vers i Koranen og for den blodige arv af profetens krige og plyndringer, ændrer de taktik og praler af, at "ja, islam billiger brug af vold under visse veldefinerede omstændigheder", som en cyber-apologet skrev til mig.

Hvad er disse "veldefinerede betingelser"? Lad os gøre det klart, at vi ikke taler om at bruge magt mod almindelige kriminelle, mordere eller voldtægtsforbrydere. Vi taler om vold mod uskyldige mennesker, som ikke accepterer Muhammeds påstand om profetskab og foretrækker at tilbede deres egen gud på deres egen måde, eller ikke at tilbede nogen, hvis de vælger det.

Dødsstraf er blevet afskaffet i det meste af den civiliserede verden. Men selv de lande, der stadig praktiserer den, dræbes de dømte ved dødelig indsprøjtning eller på en anden smertefri og human måde. De torturerer eller lemlæster dem aldrig. Men Muhammed foreskrev den værste tortur for dem, der ikke accepterer hans sammensurium af en religion.

Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente. (K. 5:33)

Hvilken slags sadistisk gud er denne Allah!?

Et spørgsmål, jeg aldrig har kunnet få et svar på, er: Hvis Allah ønsker at dræbe de vantro, hvorfor gør han det så ikke selv? Det burde være let for ham at dræbe dem, lemlæste dem, brænde dem og ramme dem med alle mulige katastrofer og ulykker for at tilfredsstille sin hævngerrige natur og sit blodtørstige lune. Hvorfor beder han i stedet sin budbringer og hans fanatiske tilhængere om at gøre sit beskidte arbejde? Kan det være fordi, han ikke er i stand til at gøre det selv? Eller er det fordi, han slet ikke er nogen gud, men et produkt af Muhammeds hjerne, et bekvemt fugleskræmsel, som ville give den selvudnævnte profet ubegrænset magt til at plyndre, voldtage og kontrollere liv og sjæl af de uvidende barbarer, der troede på hans sammenkog af løgne?

Muhammed hævdede, at manglende tro på Allah var den største forbrydelse og skulle straffes med døden. Hvem fik gavn af det? Han var den eneste kontakt mellem Allah og hans dumdristige tilhængere. Ulydighed mod ham betød ulydighed mod Allah. Ville Allah virkelig interessere sig for, om folk troede på ham eller ej? Hvad får han ud af det? Ville Allahs selvværd virkelig blive krænket, hvis disse primater på jorden ikke anerkendte og lovpriste ham? Ville han virkelig blive så fornærmet, at han ville brænde folk for evigt? Det er en absurd antagelse. Men den gav Muhammed samme magt som Allah til at gøre, hvad han ville, uden nogen til at drage sig i tvivl. Han fik carte blanch til at dræbe enhver og til at kræve af sine tilhængere, at de skulle bekæmpe selv deres egne allierede, slægtninge og venner og dernæst bringe 20% af byttet til ham. Det gav ham ret til at ligge i med et vilkårligt antal kvinder og vælge de yngste og smukkeste af de tilfangetagne kvinder. Jo mere han ophøjede Allah, jo mere voksede hans magt. Allah var den undskyldning, der gjorde det muligt for en magthungrende mand at stige op fra fattigdom til absolut dominans og endda at drømme om at erobre de store riger Persien og Byzans.

Sig: ”Hvis jeres fædre og jeres sønner, jeres brødre, jeres hustruer og jeres nærmeste; hvis de rigdomme, I har erhvervet, og handelsvarer, som I frygter at brænde inde med, og boliger, hvori I finder behag - hvis alt dette er jer kærere end Allah og Hans udsending og kampen for Hans sag, så vent, til Allah kommer med sin befaling!” Allah retleder ikke de gudløse folk. (K. 9:24)

Han var ingen morallærer. Godhed eller dyd havde ingen mening for ham. Han var kun optaget af, at få folk til at underkaste deres vilje hans Allah, som ingen havde adgang til undtagen ham. Jo mere frygtindgydende han udmalede sin gud, jo mere kontrol kunne han få over sine tilhængere. Allah var et alter ego for en narcissistisk mand og kontrolfreak, der var hungrig efter magt og smiger. Hans besættelse af at kue folk til at acceptere sin gud var så stor, at han lovede selv ægteskabsbrydere og tyve en plads i paradis, hvis de accepterede ham, mens dem, der ikke ville acceptere ham, ville blive brændt i helvede, også selvom de levede et helligt liv.

Sahih Bukhari Bind 4, Bog 54, Nummer 445
Abu Dhar fortalte:
Profeten sagde: "Gabriel sagde til mig: 'Enhver blandt dine tilhængere, der dør uden at have tilbedt andre end Allah, vil komme i Paradiset (eller vil ikke komme i Ilden (Helvede))'." Profeten spurgte: "Selv hvis han har begået ulovligt samleje eller tyveri?" Han svarede: "Selv da."

Dette er endda bekræftet i Koranen:

Allah tilgiver ikke, at man sætter andre ved Hans side. Derudover tilgiver Han, hvem Han vil. Den, der sætter andre ved Allahs side, har fundet på en vældig synd. (K. 4:48)

Selvfølgelig siger det sig selv, at de, der myrder uskyldige mennesker for ham i Allahs navn, vil komme direkte i paradis.

Hvordan kan noget retskaffent menneske acceptere dette nonsens? Hvordan er det muligt, at folk ikke stopper et øjeblik for at tænke over det hele? Hvorfor stiller vi ikke os selv de enkle spørgsmål, som:

Hvorfor BEHØVER Gud at blive kendt?

• Hvis han er så desperat efter at blive kendt - hvorfor han ikke åbenbarer sig for alle, bare således som han åbenbarede sig for sin profet?

• Hvorfor han leger gemmeleg og derefter straffer dem, der ikke kan finde ham?

• Hvorfor hans budbringer handlede så hensynsløst og levede et så umoralsk liv, at det sår tvivl om hans integritet og sandfærdighed?

• Hvorfor hans ord i Koranen er i så stor modstrid med videnskab, logik og sund fornuft?

Disse er enkle, men alligevel vigtige spørgsmål, som enhver muslim må stille sig selv. Vi er ikke får. Vi er mennesker udstyret med en hjerne, og det er op til os at bruge den.

---

Hej! Jeg Ali Sina. Jeg blev født af muslimske forældre og forsvarede islam lidenskabeligt indtil 1994, hvor jeg læste Koranen. Efter at have overvundet det første chok og var holdt op med at benægte min egen intelligens, måtte jeg endelig indrømme, at dette er en satanisk religion, der har til formål at ødelægge menneskeheden. I 1998 startede jeg min Internet-kampagne for at stoppe islam. I 2001 startede jeg faithfreedom.org/, hvor tidligere muslimer og alle dem, der var bekymrede over truslen fra islam, fandt et sted at udtrykke deres synspunkter. Kilde: Alisina.org

---

Oversættelse: Bombadillo