Jeg blev født ind i en moderat religiøs familie. På min mors side har jeg nogle få slægtninge, der er ayatollaher. Selv om min bedstefar (som jeg aldrig mødte) var noget af en skeptiker, var vi troende. Mine forældre var ikke glade for mullaherne. Faktisk havde vi ikke meget at gøre med vores mere fundamentalistiske slægtninge. Vi kunne lide at tænke om os selv, at vi troede på "sand islam," ikke den, der blev lært og praktiseret af mullaherne.

Jeg husker, at jeg diskuterede religion med ægtemanden til en af mine tanter, da jeg var omkring 15 år gammel. Han var en fanatisk muslim, der var meget interesseret i fiqh (islamisk retslære). Den foreskriver, hvordan muslimer skal bede, faste, leve deres offentlige og private liv, gøre forretninger, vaske sig, bruge toilettet, og tilmed have sex. Jeg fremførte, at dette intet har at gøre med sand islam, at det er en fabrikation skabt af mullaherne, at overdreven opmærksomhed på fiqh mindsker effekten og betydningen af islams rene budskab om at forene mennesket med dets skaber. Dette synspunkt er primært inspireret af sufismen. Mange iranere, takket være Rumis digte, er i høj grad sufier i deres livssyn.

I min tidlige ungdom lagde jeg mærke til diskriminationen og grusomhederne rettet mod medlemmer af religiøse mindretal i Iran. Dette var mere udtalt i provinsbyerne, hvor uddannelsesniveauet var lavt, og mullaherne havde et bedre greb om den lettroende befolkning. På grund af min fars arbejde, tilbragte vi et par år i små byer uden for hovedstaden. Jeg husker en af mine lærere, der planlagde at tage klassen til svømning. Vi var glade og så frem til det. I klassen var der et par børn, der var bahaier og jøder. Læreren lod dem ikke komme med. Han sagde, at de ikke måtte svømme i det samme bassin, som muslimer svømmer i. Jeg kan ikke glemme børnenes skuffelse, da de forlod skolen med tårer i øjnene, kuede og sønderknuste. I den alder, måske ni eller ti, kunne jeg ikke finde mening i det, og blev ked af denne uretfærdighed. Jeg troede, det var børnenes fejl, fordi de ikke var muslimer.

Jeg tror, jeg var heldig at have åbensindede forældre, der opfordrede mig til at tænke kritisk. De forsøgte at bibringe mig kærlighed til Gud og hans sendebud sammen med humanistiske værdier som lighed i rettigheder mellem mand og kvinde, og kærlighed til hele menneskeheden. I en vis forstand er det således, de fleste moderne iranske familier er. Faktisk tror de fleste muslimer, som har en vis uddannelse, at islam er en humanistisk religion, der respekterer menneskerettighederne, der hæver kvinders status og beskytter deres rettigheder. De fleste muslimer tror, at Islam betyder fred. Det siger sig selv, at få af dem har læst Koranen.

Jeg tilbragte min tidlige ungdom i denne søde drøm som fortaler for "sand islam," som jeg troede den burde være, og kritiserede mullaherne og deres afvigelser fra islams virkelige lære. Jeg idealiserede en islam, som var i overensstemmelse med mine egne humanistiske værdier. Naturligvis var min imaginære islam en smuk religion. Det var en religion for lighed og fred. Det var en religion, der opfordrede sine tilhængere til at søge viden og være nysgerrige. Det var en religion, som var i harmoni med videnskab og fornuft. Faktisk troede jeg, at videnskaben fik sin inspiration fra denne religion. Den islam jeg troede på, var en religion, der funklede af moderne videnskab, som til sidst bar frugt i Vesten og gjorde moderne opdagelser og opfindelser muligt. Islam, troede jeg, var den egentlige årsag til den moderne civilisation. Årsagen til at muslimer levede i sådan en elendig tilstand af uvidenhed, troede jeg, var fejl begået af selvoptagne mullaher og religiøse ledere, der for egen vindings skyld havde misfortolket islams virkelige lære.

Muslimer tror helt ærligt, at den store vestlige civilisation har sine rødder i islam. De fremhæver de store mellemøstlige videnskabelige ånder, hvis bidrag til videnskaben har været afgørende for den moderne videnskabs fødsel.

Omar Khayyam var en stor matematiker, der beregnede længden af året med en præcision på 0,74 % af et sekund. Zakaria Razi, der meget vel kan betragtes som en af de første grundlæggere af empirisk videnskab, byggede sin viden på forskning og eksperiment. Avicennas (Bu Ali Sina) monumentale medicinske encyklopædi blev der undervist efter på de europæiske universiteter i århundreder. Der er så mange flere lysende skikkelser, som har "islamiske navne" og som var pionerer i moderne videnskab, mens Europa sygnede hen i den mørke middelalder. Som alle andre muslimer troede jeg, at alle disse store mænd var muslimer, at de var inspireret af vældet af skjult viden i Koranen; og at hvis nutidens muslimer kunne genvinde islams oprindelige renhed, så ville islams længe mistede strålende dage vende tilbage, og muslimer ville atter stå i spidsen for verdenscivilisations fremskridt.

Iran var et muslimsk land, men det var også et korrupt land. Chancen for at komme ind på et universitet var spinkel. Kun én ud af ti ansøgere kunne komme ind på universitetet. Ofte blev de tvunget til at vælge fag, de ikke ønskede at studere, fordi de ikke kunne få nok point til de fag, de ønskede sig. Studerende med de rette forbindelser fik ofte pladserne.

Uddannelsesstandarden i Iran var ikke ideel. Universiteterne var underfinansierede, fordi shahen foretrak at opbygge et stærkt militær for at blive Mellemøstens gendarm i stedet for at opbygge infrastrukturen i landet og investere i befolkningens uddannelse. Dette var grundene til, at min far mente, jeg ville være bedre stillet ved at forlade Iran og fortsætte min uddannelse andetsteds.

Vi overvejede Amerika og Europa, men min far mente, efter råd fra et par af hans religiøse venner, at et andet islamisk land ville være bedre for en 16-årig dreng. Vi fik at vide, at Vestens moral var for slap, folk var perverterede, strandene var fyldt med nøgne mennesker, og at de drak og havde en udsvævende livsstil; alt sammen farer for en ung mand. Så jeg blev sendt til Pakistan stedet, hvor folk var religiøse, og derfor et sikkert og moralsk sted. En ven af familien fortalte os, at Pakistan var ligesom England, bortset fra at det var billigere.

Dette viste sig naturligvis at være usandt. Jeg fandt pakistanerne lige så umoralske og korrupte som iranerne. Ja, de var meget religiøse. Det spiste ikke svinekød og jeg så ingen drikke alkohol offentligt, men jeg bemærkede, at de havde en beskidt tankegang, løj, var hyklere, var grusomme mod kvinder, og frem for alt, var fyldt af had til inderne. Jeg fandt dem ikke på nogen måde bedre end iranere. De var religiøse, men ikke moralske eller etiske.

I gymnasiet valgte jeg pakistansk kultur, i stedet for urdu, for at fuldføre min A-niveau FSC (Fellow of Science). Jeg lærte om årsagen til Pakistans adskillelse fra Indien, og hørte for første gang om Muhammad Ali Jinnah, manden pakistanere kalder Qaid-e A'zam, den store leder. Han blev præsenteret som en intelligent mand, nationens fader, mens Gandhi blev omtalt på nedsættende måde. Allerede dengang kunne jeg ikke andet end at tage parti for Gandhi og fordømme Jinnah som en arrogant, ambitiøs mand, der var skyld i opdelingen af et land og årsag til millioner af døde. Man kan sige, at jeg altid havde min egen mening og var en enegænger i min tænkning. Ligegyldig hvad jeg lærte, jeg kom altid frem til min egen konklusion, og troede ikke, hvad jeg blev fortalt.

Jeg kunne ikke se, at forskel i religion kunne være en gyldig grund til at opdele et land. Selve ordet Pakistan var en fornærmelse mod inderne. De kaldte sig selv pak (ren) for at adskille sig fra inderne, der var najis (urene). Ironisk nok har jeg aldrig set et folk mere beskidt end pakistanerne, både fysisk og mentalt. Det var skuffende at se en anden islamisk nation i denne tilstand af intellektuel og moralsk fallit. I diskussioner med mine venner, lykkedes det mig ikke at overbevise nogen om "sand islam." Jeg fordømte deres hykleri og fanatisme, mens de afviste mig for mine uislamiske synspunkter.

Jeg fortalte alt dette til min far og besluttede at tage til Italien for mine universitetsstudier. I Italien drikker folk vin og spiser svinekød, men de var mere gæstfri, venligere og mindre hykleriske end muslimer. Jeg lagde mærke til, at folk var villige til at hjælpe uden at forvente noget til gengæld. Jeg mødte et meget gæstfrit ældre par, som inviterede mig til at spise frokost med dem om søndagen, så jeg ikke var nødt til at være hjemme alene. De ville ikke have noget fra mig. De ville bare have nogen at elske. Jeg var næsten et barnebarn for dem. Kun fremmede i et nyt land, som ikke kender nogen og ikke kan tale sproget, kan virkelig sætte pris på hjælpen og gæstfriheden fra de lokale.

Deres hus var funklende rent, med skinnende marmorgulve. Dette modsagde min forestilling om vesterlændinge. Selvom min familie var meget åben over for andre mennesker, lærte islam mig, at ikke-muslimer er najis (K. 9:28), og at man ikke skal være venner med dem. Jeg har stadig et eksemplar af den persiske oversættelse af Koranen, som jeg ofte plejede at læse i. Et af de understregede vers er:

"I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til awliya’ (venner, beskyttere, hjælpere, osv.)! De er awliya’ indbyrdes ...” (K. 5:51)

Jeg havde svært ved at forstå visdommen i sådan et vers. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke skulle vise velvilje imod med dette vidunderlige ældre ægtepar, som ikke havde nogen bagtanker med at vise mig gæstfrihed, men bare ville have mig til at føle mig hjemme. Jeg tænkte, at de var "sande muslimer", og jeg forsøgte at rejse spørgsmålet om religion i håb om, at de ville se sandheden i islam og slutte sig til den. Men de var ikke interesserede og skiftede høfligt emne. Jeg har ikke, på noget tidspunkt i mit liv, været dum nok til at tro, at alle ikke-troende ville komme i Helvede. Jeg havde tidligere læst dette i Koranen, men aldrig ønsket at tænke over det. Jeg fejede det simpelthen til side eller ignorerede det. Selvfølgelig vidste jeg, at Gud ville blive glad, hvis nogen anerkendte hans sendebud, men havde aldrig troet, at han rent faktisk ville være grusom nok til for evigt at brænde en person i helvede, også selv om personen kun havde gjort gode gerninger, blot fordi han ikke var muslim. Jeg læste følgende advarsel:

”Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til Gud (islam), så bliver den ikke godtaget fra ham; i det hinsidige vil han være en af de fortabte.” K. 3:85

Alligevel gav jeg det kun lidt opmærksomhed og forsøgte at overbevise mig selv om, at meningen er en anden, end den ser ud at være. På daværende tidspunkt var dette ikke et emne, jeg var parat til at håndtere. Så jeg tænkte ikke over det.

Jeg hang ud med mine muslimske venner og bemærkede, at de fleste af dem levede et meget umoralsk liv med dobbelte standarder. De fleste af dem fandt veninder og gik i seng med dem. Det var meget uislamisk, eller det tænkte jeg på det tidspunkt. Hvad der generede mig mest var, at de ikke værdsatte disse piger som rigtige mennesker, der fortjente respekt. Disse piger var ikke muslimske piger, og blev derfor kun brugt til sex. Denne holdning var dog ikke generel. Dem, der gjorde mindre ud af at udstille deres religiøsitet var mere respektfulde og loyale over for deres vestlige veninder, og nogle af dem elskede dem tilmed, og ønskede at gifte sig med dem. Paradoksalt nok, dem, der var mere religiøse var mindre trofaste over for deres veninder. Jeg har altid troet, at sand islam er, hvad der er rigtigt. Hvis noget er umoralsk, uetisk, uærligt eller grusomt, kan det ikke være islam. Jeg kunne ikke se, hvordan disse umoralske og hjerteløse muslimers opførsel kunne være resultatet af, hvad der blev lært i islam.

År senere forstod jeg, at sandheden er den stik modsatte. Jeg fandt mange vers, der var foruroligende, og som fik mig til at revidere hele min opfattelse af islam.

Som jeg så det, så var tragedien den, at de selv samme mennesker, der levede uetisk og umoralsk, var dem, der kaldte sig muslimer, sagde deres bønner, fastede og var de første til at forsvare islam vredt, hvis nogen satte spørgsmålstegn ved den. Det var dem, der mistede deres temperament og startede en strid, hvis nogen vovede at sige et ord mod islam.

Engang kom jeg i snak med en ung iransk mand på universitetets restaurant, og introducerede ham senere til to andre af mine muslimske venner. Vi havde alle omkring samme alder. Han var en lærd, dydig, klog, ung mand. Mine to andre venner og jeg blev betaget af hans charme og høje moralske karakter. Vi plejede at vente på ham og sidde ved siden af ham i frokostpausen, fordi vi altid lærte noget af ham. Vi plejede at spise en masse spaghetti og risotto og higede efter en god persisk ghorme sabzi og chelow. Vores ven sagde, at hans mor havde sendt ham nogle tørrede grøntsager og inviterede os til frokost i hans hjem den næste søndag. Vi fandt hans toværelses lejlighed meget ren, i modsætning til de andre fyres hjem. Han lavede os en lækker ghorme sabzi, som vi spiste med stort velbehag, og sad bagefter tilbagelænede og sludrede mens vi nippede til vores te. Det var på det tidspunkt, vi lagde mærke til hans bahai-bøger. Da vi spurgte om dem, sagde han, at han var bahai.

Dette generede mig ikke det mindste, men på vejen hjem sagde mine to venner, at de ikke ønskede at fortsætte deres venskab med ham. Jeg blev forbavset og spurgte hvorfor. De sagde, at være bahai gør ham najis, og hvis de havde vidst, han var en bahai, ville de ikke have været imødekommende overfor ham. Jeg var uforstående og spurgte, hvorfor de mente, han var najis, når vi alle komplimenterede ham for hans renlighed. Vi var alle enige om, at han var en moralsk overlegen mand i forhold til alle de muslimske unge mænd, vi kendte, så hvorfor denne pludselige holdningsændring? Deres svar var meget foruroligende. De sagde, at navnet i sig selv havde noget i sig, der gjorde, at de ikke lide denne religion. De spurgte mig, om jeg vidste, hvorfor alle have noget imod bahaier. Jeg fortalte dem, at det vidste jeg ikke, og at jeg kunne lide alle. Men da de ikke brød sig om bahaier, så skulle de måske forklare deres grunde. De vidste ikke hvorfor! Denne mand var den første bahai de havde lært at kende så godt, og han var en eksemplarisk mand. Jeg ønskede at kende årsagen til deres uvilje. Der var ingen særlig grund, sagde de. Det var bare, at de vidste, at bahaier er onde.

Jeg er glad for, at jeg ikke fortsatte mit venskab med disse to fanatikere. Fra dem lærte jeg, hvordan fordomme dannes og fungerer.

Senere forstod jeg, at de fordomme og det had muslimer rummer mod næsten alle ikke-muslimer, ikke er resultatet af nogen fejlfortolkning af Koranens lære, men kommer af, at denne bog lærer had og ansporer fordomme. De muslimer, der går i moskéer og lytter til mullahernes prædikener, bliver påvirket deraf. Der er mange vers i Koranen, der opfordrer de troende til at hade ikke-troende, bekæmpe dem, kalde dem najis, undertrykke og ydmyge dem, hugge deres hoveder og lemmer af, korsfæste dem og dræbe dem, hvor de finder dem.

Jeg lærte sandheden fra Koranen

Jeg satte religion på vågeblus i flere år. Ikke at mine synspunkter om religion havde ændret sig, eller at jeg ikke længere betragtede mig selv religiøs. Jeg havde bare så meget at gøre, at tiden jeg kunne bruge på religion, var blevet knap. Imens lærte jeg mere om demokrati, menneskerettigheder og andre værdier såsom lige rettigheder mellem mænd og kvinder, og jeg kunne lide, hvad jeg lærte. Bad jeg til Gud? Når som helst jeg kunne, men ikke fanatisk. Jeg levede og arbejdede trods alt i et vestligt land, og ønskede ikke at virke alt for anderledes.

En dag besluttede jeg, at det var på tide at uddybe min viden om islam og læste Koranen fra ende til anden. Jeg fandt en arabisk kopi af Koranen med en engelsk oversættelse. Tidligere læste jeg kun brudstykker af Koranen. Denne gang læste jeg det hele. Jeg læste først et vers på arabisk, dernæst den engelske oversættelse, og vendte så tilbage til arabisk, og jeg læste ikke det næste vers, før jeg var helt overbevist om, at jeg forstod det arabiske.

Det varede ikke længe, før jeg stødte på vers, jeg fandt det svært at acceptere. Et af disse vers var:

"Gud tilgiver ikke, at man sætter andre ved Hans side. Derudover tilgiver Han, hvem Han vil. Den, der sætter andre ved Guds side, har fundet på en vældig synd." (K. 4:48)

Jeg fandt det svært at acceptere, at Gandhi for evigt ville brænde i helvede, fordi han var polyteist, uden håb om frelse, mens en muslimsk morder kunne håbe på Allahs tilgivelse. Dette rejste et foruroligende spørgsmål. Hvorfor er Allah så desperat efter at blive kendt som den eneste Gud? Hvis der ikke er nogen anden Gud end ham, hvorfor så al den postyr? Hvem konkurrerer han med? Hvorfor skulle han overhovedet interessere sig for, om nogen kendte ham og lovpriste ham eller ej.

Jeg lærte om størrelsen af dette univers. Det tager lyset, der rejser med en hastighed på 300 tusind kilometer per sekund, 20 milliarder år at nå os fra de galakser, der er yderst i universet. Hvor mange galakser findes der? Hvor mange stjerner er der i disse galakser? Hvor mange planeter er der i dette univers? Disse tanker var ufattelige. Hvis Allah er skaberen af dette enorme univers, hvoraf kommer så hans interesse i at blive kendt som den eneste gud af en flok aber, der lever på en lille planet et sted i Mælkevejen?

Nu, hvor jeg havde levet i Vesten, havde mange vestlige venner, der var venlige mod mig, kunne lide mig, åbnede deres hjerter og hjem for mig, og accepterede mig som deres ven, var det virkelig svært at acceptere, at Allah ikke ville have mig til at være ven med dem.

”De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Gud til …” (K. 3:28)

Er Allah ikke også skaberen af de vantro? Er han ikke gud for alle? Hvorfor skulle han være så ond mod de vantro? Ville det ikke være bedre, hvis muslimerne viste velvilje imod de vantro og lærte dem islam ved deres gode eksempel? Ved at holde os udenfor og fjernt fra ikke-troende, vil der aldrig blive bygget bro over kløften af misforståelser. Hvordan i alverden skal vantro kunne lære om islam, hvis vi ikke omgås dem? Det var disse spørgsmål, jeg gentagne gange stillede mig selv. Svaret på disse spørgsmål kom i et meget foruroligende vers. Allahs ordre var: "Dræb dem, hvor I møder dem ..." (K. 2:191)

Jeg tænkte på mine egne venner, huskede deres venlighed og kærlighed til mig, og spekulerede på, hvorfor i alverden en sand Gud ville bede nogen om at dræbe et andet menneske, bare fordi det ikke troede. Det virkede absurd, men det blev gentaget så ofte i Koranen, at der ikke var tvivl om det. I vers 8:65, fortæller Allah sin profet:

"Profet! Anspor de troende til at kæmpe! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro ..."

Jeg undrede mig over, hvorfor Allah ville sende en budbringer for at føre krig? Burde Gud ikke lære os at elske hinanden og være tolerante over for hinandens tro? Og hvis Allah virkelig i den grad er så optaget af at få folk til at tro på ham, at han vil dræbe dem, hvis de ikke tror, hvorfor dræber han dem så ikke selv? Hvorfor beder han os om at gøre sit beskidte arbejde? Er vi Allahs lejemordere?

Selv om jeg vidste besked med jihad og aldrig tidligere satte spørgsmålstegn ved det, fandt jeg det svært at acceptere, at Gud ville pålægge folk at tage den slags voldelige skridt. Hvad der var mere chokerende, var Allahs grusomme behandling af de vantro.

”Jeg vil sætte en skræk [terror] i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!” (K. 8:12)

Det lod til, at Allah ikke var tilfreds med bare at dræbe de vantro, han nød at torturere dem, før de blev dræbt. At hugge folks hoveder over nakken og hugge dem over fingrene var meget grusomme handlinger. Ville Gud virkelig give sådanne ordrer? Men det værste er alligevel, hvad han lovede at gøre ved de vantro i den anden verden:

“De er to modparter, der strides om deres Herre. Til dem, der er vantro, vil der blive skåret klæder af ild. Skoldende hedt vand skal gydes over deres hoveder, så deres indvolde og hud smelter. Krumstave af jern venter dem. Hver gang de i elendighed ønsker at komme ud af den, bliver de bragt tilbage dertil: ’Smag flammernes straf!’” (K. 22:19-22)

Hvordan kunne skaberen af dette univers være så grusom? Jeg var chokeret over at erfare, at Koranen opfordrer muslimer til at:

- dræbe de vantro, hvor de møder dem (K. 2:191),
- myrde dem og behandle skånselsløst (K. 9:123),
- bekæmpe dem, (K. 8:65), indtil ingen anden religion end islam er tilbage (K. 2:193),
- underkue dem og pålægge dem at betale skat, hvis de er kristne eller jøder, (K. 9:29),
- slå dem ihjel, hvis de er hedninge (K. 9:5), korsfæste dem eller afhugge deres hænder og fødder,
- fordrive dem fra landet i vanære. Og som om dette ikke var nok, "i den hinsidige har de en vældig straf i vente" (K. 5:33),
- afslå venskab med deres egne fædre eller brødre, hvis de ikke er troende (K. 9:23), (K. 3:28),
- dræbe deres egen familie i slagene ved Badr og Uhud og "bekæmp[e] dem med al magt med Koranen!" (K Q. 25:52),
- være strenge imod dem, fordi de hører til Helvede (K. 66:9).

Hvordan kan noget følsomt menneske forblive uberørt, når han eller hun finder, at Koranen siger: "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen", og derefter: ”Når I har slået dem ned, stram da lænkerne …" (K. 47:4).

Jeg var også chokeret over at erfare, at Koranen nægter trosfrihed til alle og klart erklærer, at islam er den eneste acceptable religion (K. 3:85). Allah henviser dem, der ikke tror på Koranen, til Helvede (K. 5:10) og kalder dem najis (beskidte, urørlige, urene) (K. 9:28). Han siger, at de vantro vil komme i Helvede og vil drikke materiebefængt vand (K. 14:16). Yderligere, "Til dem, der er vantro, vil der blive skåret klæder af ild. Skoldende hedt vand skal gydes over deres hoveder, så deres indvolde og hud smelter. Krumstave af jern venter dem." (K. 22:19). Hvor sadistisk!

Allahs bog siger, at kvinder er ringere end mænd og at deres ægtemænd har ret til at slå dem (K. 4:34), og at kvinder vil komme i Helvede, hvis de er ulydige mod deres mænd (K. 66:10). Den siger, mænd har fortrin frem for kvinder (K. 2:228). Den ikke alene nægter kvinder lige ret til arv (K. 4:11-12), men betragter dem også som imbecile, og dekreterer, at deres vidnesbyrd alene ikke er antageligt i retten (K. 2:282). Det betyder, at en kvinde, der bliver voldtaget ikke kan anklage sin voldtægtsmand, medmindre hun kan producere et mandligt vidne, hvilket naturligvis er en vittighed. Voldtægtsforbrydere voldtager ikke i vidners nærvær. Men det mest chokerende vers er det, hvor Allah tillader muslimer at voldtage kvinder taget til fange under krige, selv om de var gift, inden de blev taget til fange (K. 4:24) (K. 4:3). Den hellige profet voldtog de smukkeste kvinder, han fangede under sine angreb, på den selv samme dag, han dræbte deres mænd og kære. Dette er grunden til, at hver gang en muslimsk hær har underlagt sig en anden nation, så kalder de dem kafir og voldtager deres kvinder. Pakistanske soldater voldtog op mod 250.000 bengalske kvinder i 1971 og massakrerede 3.000.000 ubevæbnede civile, da deres religiøse leder dekreterede, at bangladeshere er uislamiske. Dette er grunden til, at fængselsbetjente i det islamiske regime i Iran voldtager kvinderne og dræber dem, efter at have kaldt dem for frafaldne og fjender af Allah.

Hele Koranen er fuld af vers, der underviser i drab på vantro og hvordan Allah vil torturere dem, når de dør. Der er ingen undervisning i moral, retfærdighed, ærlighed, eller kærlighed. Det eneste budskab i Koranen er at tro på Allah og hans budbringer. Koranen lokker folk med himmelske belønninger i form af ubegrænset sex med fagre hurier [paradisjomfruer] i Paradis og truer dem med flammende ild i Helvede. Når Koranen taler om retfærdighed, betyder det ikke retfærdighed, som vi forstår det, men at tro på Allah og hans budbringer. En muslim kan være en morder og dræbe ikke-muslimer og alligevel være en retfærdig person. Gode gerninger er sekundære. Troen på Allah og hans budbringer er det yderste formål med en persons liv.

Efter at have læst Koranen blev jeg dybt deprimeret. Det var svært at acceptere det alt sammen. Først var jeg afvisende og søgte esoteriske betydninger af disse grusomme vers i Koranen, alt sammen forgæves. Der var ikke tale om misforståelser! Koranen var overvældende umenneskelig. Selvfølgelig indeholdt den en masse videnskabelige kætterier og absurditeter, men det var ikke det, der påvirkede mig mest. Det var volden i denne bog, der virkelig chokerede mig, og rystede fundamentet under min tro.

Den forræderiske overgang til oplysning

Efter min bitre erfaring med Koranen jeg fandt mig selv som rejsende på en pinefuld vej fuld af plager. Jeg var blevet smidt ud af den salige have af uvidenhed, hvor alle mine spørgsmål blev besvaret. Dér behøvede jeg ikke at tænke. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at tro. Nu var portene til den have lukkede for mig for evigt. Jeg havde begået den utænkelige synd at tænke. Jeg havde spist af kundskabens forbudte træ, og mine øjne var blevet åbnet. Jeg kunne se vildfarelsen i det hele og min egen nøgenhed. Jeg vidste, jeg ville ikke gå ind i dette glemslens paradis igen. Når du begynder at tænke, hører du ikke hjemme dér længere. Jeg havde kun én vej at gå, og det var fremad.

Denne vej til oplysning viste sig at være mere belastende end jeg var forberedt på. Den var glat. Der var bjerge af forhindringer at bestige og afgrunde af fejl at undgå. Jeg rejste alene gennem uudforsket territorium, og vidste ikke, hvad der ville blive det næste. Det skulle blive min odyssé i riget for forståelse og opdagelse af sandhed, der i sidste ende førte mig til oplysningens og frihedens land.

Jeg vil kortlægge disse områder for alle dem, der også begår den synd at tænke, finder sig smidt ud af uvidenhedens paradis og er på vej mod en ukendt destination.

Hvis du tvivler, hvis kappen af uvidenhed, som du pakkede dig ind i, er revet i stykker, og du finder dig selv nøgen, så vid, at du ikke længere kan bo i uvidenhedens paradis. Du er blevet kastet ud for evigt. Ligesom et barn, der én gang er ude af livmoderen, ikke kan komme tilbage, vil du ikke igen få adgang til glemslens salige have. Lyt til én, der har været der og gjort dette, og forsøg ikke at klamre dig fortvivlet til portene. De døre er låst.

Se i stedet fremad. Du har en rejse foran dig. Du kan flyve til destinationen, eller du kan kravle. Jeg kravlede! Men fordi jeg kravlede, kender jeg denne vej ganske godt. Jeg vil kortlægge vejen, så du forhåbentlig ikke behøver at kravle.

Overgangen fra tro til oplysning består af syv dale.

Chok

Efter at have læst Koranen var mit perspektiv på virkeligheden rystet. Jeg fandt mig selv stående ansigt til ansigt med sandheden og jeg var bange for at se på den. Det var bestemt ikke, hvad jeg havde forventet at se. Jeg havde ingen at skyde skylden på, at forbande og kalde en løgner. Jeg fandt alle islams absurditeter og dens forfatters umenneskelighed ved at læse Koranen. Og jeg var chokeret. Men dette chok fik mig til at komme til mig selv og se sandheden i øjnene. Desværre er dette en meget vanskelig, smertefuld proces. Tilhængere af Muhammed skal se den nøgne sandhed og de skal være chokerede. Vi kan ikke blive ved med at indsukre sandheden. Sandheden er bitter, og den skal accepteres. Kendsgerninger er stædige og nægter at gå væk. Først da kan oplysningsprocessen begynde.

Men fordi hver persons følsomhed er forskellig, så vil det der chokerer den ene person, ikke nødvendigvis chokere den anden. Selv som mand var jeg chokeret, da jeg læste, at Muhammed belærte sine tilhængere om at slå deres hustruer og kaldte kvinder "mangelfulde i intelligens." Alligevel har jeg mødt mange muslimske kvinder, der ikke har svært ved at acceptere disse nedsættende udtalelser, udtrykt af deres profet. Det er ikke fordi, de er enige i, at de er mangelfulde i intelligens, eller tror, at de fleste af beboere i helvede er kvinder, blot fordi Profeten har sagt det, men de lukker simpelthen af for denne oplysning. De læser det, men det trænger ikke ind. De er i fornægtelse. Fornægtelse fungerer som et skjold, der dækker og beskytter dem - der sparer dem for at skulle stå ansigt til ansigt med virkelighedens smerte. Når dette skjold er oppe, kan intet bringe det ned. På dette tidspunkt skal deres tro angribes fra andre retninger. Vi er nødt til at bombardere dem med andre chokerende læresætninger fra Koranen. De kan have et svagt punkt for en af dem. Det er alt, hvad de har brug for: et grundigt chok. Chok er smertefulde, men de kan redde liv. Chok bruges af læger til at bringe livet tilbage til en død patient.

For første gang har internettet ændret magtbalancen. Nu er kanoners, fængslers og dødspatruljers brutale magt hjælpeløs og pennen er almægtig. For første gang kan muslimer ikke stoppe sandheden ved at dræbe dens budbringer. Nu kommer en stor del af dem i kontakt med sandheden, og de føler sig hjælpeløse. De ønsker at bringe denne stemme til tavshed, men de kan ikke. De ønsker at dræbe budbringeren, men de kan ikke. De forsøger at forbyde de websteder, der udstiller deres traditionelle tro; nogle gange lykkes på et øjeblik, men for det meste lykkes det ikke. Jeg oprettede et websted for at oplyse muslimer om sand islam. Jeg havde det liggende på Tripod.com. Islamisterne tvang Tripod til at lukke det ned, og kujonagtigt gav de efter for at formilde disse muslimer. Jeg fik mit domæne, og webstedet var tilbage igen efter et par uger. Så den gamle måde, med at dræbe de frafaldne, brænde deres bøger og gøre dem tavse gennem terror, virker ikke længere. De kan ikke forhindre folk i at læse. Selv om mit websted er forbudt i Saudi Arabien, Emiraterne og mange andre islamiske lande, er et stort antal muslimer, som ikke kendte til sandheden om islam, ved at blive udsat for sandheden for første gang, og er chokerede.

Jeg mødte en dame på nettet, der konverterede til islam og begyndte at bære det islamiske tørklæde. Hun havde en websted med et billede af hende, hvor hun var fuldstændig dækket af et sort slør, sammen med historien om, hvordan hun blev muslim. Hun var meget aktiv, og hun plejede at råde andre til ikke at læse mine skrifter. Men da hun læste historien om Safiyah, den jødiske kvinde, som Muhammed fangede og voldtog efter at have dræbt hendes far, mand og mange fra hendes familie, blev hun chokeret. Hun spurgte andre muslimer om dette, men forgæves. Døren var åben, og hun blev kastet ud af uvidenhedens paradis. Hun blev ved at skrive til mig og stille spørgsmål. Til sidst gik hun meget hurtigt gennem de andre etaper fra blind tro til oplysning, og skrev og takkede mig for at have ledt hende på denne vanskelige vej. Hun trak sig helt tilbage fra Yahoos islamiske klubber.

Når folk lærer om Muhammed uhellige liv og Koranens absurditeter, bliver de chokerede. Jeg ønsker at afsløre islam, skrive sandheden om Muhammeds uhellige liv, hans hadefulde ord, hans meningsløse påstande, og bombardere muslimer med kendsgerninger. De vil blive vrede. De vil forbande mig, fornærme mig og fortælle mig, at efter at have læst mine artikler er deres tro på islam blevet "styrket." Men dette er øjeblikket, hvor jeg ved, at jeg har sået et tvivlens frø i deres sind. De siger alt dette, fordi de er chokerede og er trådt ind i fornægtelsens fase. Tvivlens frø er sået, og det vil spire. Hos nogle mennesker tager det flere år, men givet chancen vil det til sidst spire.

Tvivl er den største gave, vi kan give hinanden. Det er en gave af oplysning. Tvivl vil sætte os fri, vil fremme vores viden, og opklare mysterierne i dette univers. Tro vil holde os uvidende.

En af de forhindringer, vi skal overvinde, er forhindringen bestående af tradition og falske værdier, der er pålagt os af tusinder af års religiøs opdragelse. Verden værdsætter stadig tro og betragter tvivl som et tegn på svaghed. Folk taler med respekt om mænd af tro og med foragt om mænd af lille tro. Vi er forskruede i vores værdier. Ordet tro [faith] betyder overbevisning [belief] uden bevis; godtroenhed betyder også overbevisning uden bevis. Derfor er der ingen hæder og ære i at være troende. At være troende betyder, at man er blåøjet, lettroende, påvirkelig og let at udsuge. Hvordan kan man være stolt af disse kvaliteter?

På den anden side betyder tvivl det modsatte af ovenstående. Det betyder at være i stand til at tænke selvstændigt, stille spørgsmål, og være skeptiker. Vi skylder vores videnskab og vores moderne civilisation de mænd og kvinder, der tvivlede, og ikke dem, der troede. Dem, der tvivlede, var pionererne; de var tankens ledere. De var filosoffer, opfindere og opdagelsesrejsende. De, der troede, levede og døde som tilhængere, der kun bidrog med lidt eller intet til fremme af videnskab og menneskelig forståelse.

Fornægtelse

Efter at være blevet chokeret, eller måske samtidig, fornægter man. De fleste muslimer er fanget i fornægtelse. De er ude af stand til og uvillige til at indrømme, at Koranen er et svindelnummer. De forsøger desperat at forklare det uforklarlige, finde mirakler i den, og ville hellere end gerne bøje alle logikkens regler for at bevise, at Koranen har ret. Hver gang de udsættes for en chokerende udtalelse i Koranen eller en forkastelig handling udført af Muhammed, trækker de sig tilbage i fornægtelse. Dette er, hvad jeg gjorde i den første fase af min rejse. Fornægtelse er et sikkert sted. Det er den manglende vilje til at indrømme, at man er blevet smidt ud af uvidenhedens paradis. Man prøver at gå tilbage, uvillig til at tage det næste skridt fremad. I fornægtelsen finder man sin tryghedszone. I fornægtelsen kommer man ikke til skade, alt er i orden; alt er fint.

Sandheden er yderst smertefuld, især hvis man har været vænnet til løgne hele sit liv. Det er ikke let for en muslim at se Muhammed, for hvem han var. Det er ligesom at fortælle et barn, at hans far er en morder, en voldtægtsforbryder og en tyv. Et barn, der forguder sin far, vil ikke være i stand til at acceptere det, selv om alle de beviser i verden bliver vist ham. Chokket er så stort, at alt hvad han kan gøre, er at benægte det. Han vil kalde dig en løgner, hade dig for at have såret ham, forbande dig, betragte dig som sin fjende, og måske endda eksplodere i vrede og fysisk angribe dig.

Dette er fornægtelsens fase. Det er en forsvarsmekanisme. Hvis smerten er for stor, vil fornægtelse tage smerten væk. Hvis en mor får at vide, at hendes barn er død i en ulykke, vil hendes første reaktion ofte være fornægtelse. Når de store katastrofer indtræffer, bliver man normalt overvældet af en sløvende fornemmelse af, at alt dette er en ond drøm, og at man til sidst vil vågne op og alt bliver okay. Men desværre er kendsgerninger stædige og vil ikke gå væk. Man kan leve i fornægtelse et stykke tid, men før eller senere må sandheden accepteres.

Muslimer er spundet ind i løgne. Fordi dette, at tale imod islam er en forbrydelse, der straffes med døden, vover ingen at sige sandheden. De, der gør, lever ikke længe. De bliver hurtigt gjort tavse. Så hvordan skulle du kunne kende sandheden, hvis alt du hører er løgne? På den ene side hævder Koranen at være et mirakel og udfordrer alle til at producere en sura, der kan måle sig med den.

”Tvivler I på det, som Vi har sendt ned til Vor tjener, så kom med en sura magen til, og indkald de vidner, I har, ud over Gud, hvis I siger sandheden!” (K: 2:23)

Dernæst pålægger den sine tilhængere at dræbe enhver, der vover at kritisere eller udfordre den. Hvis du nogensinde vover at tage udfordringen op og udarbejde en sura så dårligt skrevet som dem i Koranen, vil du blive beskyldt for håne islam, for hvilket straffen er døden. I denne atmosfære af uoprigtighed og bedrag, er sandheden offeret.

Smerten ved blive stillet ansigt til ansigt med sandheden og indse, at alt, man troede på, er løgn, er meget pinefuld. Den eneste naturlige måde at håndtere det på, er ved fornægtelse. Fornægtelse fjerner smerten. Det er en lindrende lyksalighed, også selv om den stikker hovedet i busken.

Man kan ikke blive i fornægtelse for evigt. Snart falder natten på, og den kolde skælvende virkelighed fryser ens knogler, og man indser, at man er ude af uvidenhedens paradis. Døren er lukket, og nøglen smidt væk. Man ved for meget. Man er en udstødt. Frygtsomt ser man på den mørke og snoede vej, der knapt er synlig i ens usikkerheds tusmørke, og forsigtigt tager man sine første skridt mod en ukendt skæbne. Man kæmper og fumler, forsøger modvilligt at holde fokus. Men man overvældes af frygt, og forsøger hver gang at vende tilbage til haven, og endnu en gang står man over for den lukkede dør.

Mange muslimer lever i fornægtelse. De opholder sig udenfor den lukkede dør. De kan ikke gå tilbage og vover heller ikke at gå væk fra den. De, der er inde i haven, er dem, der aldrig har forladt den. Denne dør vil kun lukke dig ud. Du kan ikke komme ind. Denne salige have er vishedens have. Den er forbeholdt de troende, dem, der ikke tvivler, dem, der ikke tænker. De tror på hvad som helst. De ville tro, at nat er dag og dag er nat. De ville tro, at Muhammed steg op til den syvende himmel, mødtes med Gud, spaltede månen og talte med jinner.

Som Voltaire sagde: Dem, der tror på absurditeter begår grusomheder. De tror også, at det at dræbe vantro er godt, at bombning er hellig, at stening er guddommelig, at det at slå hustruer er foreskrevet af Gud, og at had til ikke-troende er Guds vilje. Disse beboere i uvidenhedens paradis af udgør flertallet. Dem, der tvivler, udgør stadig et mindretal.

Disse troende vil aldrig komme til at se sandheden, hvis de permanent holdes forpuppet i løgne. Alt hvad de hidtil har hørt, er den løgn, at islam er god, og at hvis muslimer blot ville praktisere sand islam, så ville verden blive et paradis - at problemerne med islam alle er muslimernes fejl. Dette er en løgn. De fleste muslimer er gode mennesker. De er ikke værre og ikke bedre end andre. Det er islam, der får dem til at begå grusomheder. De muslimer, der gør onde ting, er dem, der følger islam. Islam opdyrker det kriminelle instinkt i folk. Jo mere islamistisk en person er, jo mere blodtørstig, had-spredende, og zombieagtig vil han/hun blive.

Jeg ønskede at fornægte, hvad jeg læste. Jeg ønskede at tro, at Koranens virkelige mening var en helt anden, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke længere narre mig ved at sige, at disse umenneskelige vers blev taget ud af kontekst. Koranen har ikke en kontekst. Versene er stuvet tilfældigt sammen og mangler ofte enhver logisk sammenhæng.

Forvirring

De, der læser mine artikler og bliver såret af, hvad jeg siger om Koranen og islam, er heldige. De kan give mig skylden. De kan hade mig, forbande mig og rette al deres vrede mod mig. Men da jeg læste Koranen og lærte om dens indhold, kunne jeg ikke bebrejde nogen. Efter at være gået gennem faserne af chok og fornægtelse, blev jeg forvirret og begyndte at bebrejde mig selv. Jeg hadede mig selv for at tænke, for at tvivle og for at finde fejl i det, jeg anså for at være Guds ord.

Ligesom alle andre muslimer, var jeg udsat for og accepterede alle de mange løgne, absurditeter og umenneskeligheder. Jeg blev opdraget som en religiøs person. Jeg troede på, hvad jeg fik at vide. Disse løgne blev givet mig i små doser, gradvist, fra min barndom af. Jeg fik aldrig et alternativ at sammenligne med. Det er som en vaccination. Jeg blev immun over for sandheden. Men da jeg begyndte at læse Koranen alvorligt fra ende til anden og forstod, hvad denne bog er faktisk siger, blev jeg fyldt med væmmelse. Alle disse løgne tårnede sig pludselig op foran mig.

Jeg havde hørt dem alle, og havde accepteret dem. Min rationelle tænkning var lammet. Jeg var blevet ufølsom over for absurditeterne i Koranen. Når jeg fandt noget, der ikke gav mening, fejede jeg det til side og sagde til mig selv, at man må se på det "store billede." Dette idylliske store billede fandtes imidlertid ikke andre steder end i mit eget sind. Jeg forestillede mig en perfekt islam. Så alle disse absurditeter generede mig ikke, fordi jeg ikke lagde mærke til dem. Da jeg læste hele Koranen opdagede jeg et klart anderledes billede end det, der var i mit sind. Det nye billede af islam, der kom ud af Koranens sider, var voldeligt, intolerant, irrationelt, arrogant og meget fjernt fra islam som en religion af fred, lighed og tolerance.

Over for al denne absurditet, var jeg nødt til at fornægte, for at bevare min fornuft. Men hvor længe kunne jeg fornægte sandheden, når den skinnede som solen lige foran mig? Jeg sad og læste Koranen på arabisk, så jeg kunne ikke skyde skylden på en dårlig oversættelse. Senere læste jeg andre oversættelser. Jeg indså, at mange oversættelser til engelsk ikke er helt pålidelige. Oversætterne havde prøvet meget hårdt på at skjule umenneskeligheden og volden i Koranen ved at dreje ordene og tilføje deres egne ord, nogle gange i parenteser eller kantede parenteser, for at blødgøre dens hårde tone. Den arabiske Koranen er mere chokerende end dens engelske oversættelser.

Jeg var forvirret og vidste ikke, hvor jeg skulle henvende mig. Min tro var blevet rystet og min verden var smuldret. Jeg kunne ikke længere nægte, hvad jeg læste. Men jeg kunne ikke acceptere den mulighed, at det hele bare var en stor løgn. "Hvordan kan det være,” spurgte jeg gentagne gange mig selv, ”at så mange mennesker ikke har set sandheden, mens jeg har set den? Hvordan kunne store seere som Jalalu-d-Din Rumi undgå at se, at Muhammed var en bedrager, og at Koranen er et svindelnummer, mens jeg ser det?” Det var på det tidspunkt, jeg trådte ind i fasen af skyld.

Skyld

Skylden varede i mange måneder. Jeg hadede mig selv for at have disse tanker. Jeg følte, at Gud testede min tro. Jeg følte mig skamfuld. Jeg talte med lærde mennesker, som jeg stolede på, folk, der ikke blot var vidende, men som jeg troede var kloge. Jeg hørte meget lidt, der kunne slukke den brændende ild i mig. En af disse lærde fortalte mig, at jeg skulle lade være med at læse Koranen i et stykke tid. Han sagde, at jeg skulle bede og kun læse bøger, der ville styrke min tro. Jeg gjorde det, men det hjalp ikke. Tankerne om de absurde, til tider ubarmhjertige, latterlige vers i Koranen, blev ved med at pulsere i mit hoved. Hver gang jeg kiggede på min reol og så denne bog, følte jeg smerte. Jeg tog den og gemte den bag de andre bøger. Jeg forestillede mig, at hvis jeg ikke tænkte over den i et stykke tid, ville mine negative tanker forsvinde, og jeg ville atter genvinde min tro. Men de forsvandt ikke. Jeg fornægtede så meget som muligt, indtil jeg kunne ikke længere. Jeg var chokeret, forvirret, følte skyld, og det var smertefuldt.

Denne periode af skyld varede for længe. En dag besluttede jeg, at nok er nok. Jeg sagde til mig selv, at det ikke er min skyld. Jeg vil ikke bære på denne skyld for altid og tænke over ting, der ikke giver mening for mig. Hvis Gud gav mig en hjerne, er det fordi, han vil have mig til at bruge den. Hvis det, jeg opfatter som rigtigt og forkert er forvredet, så er det ikke min skyld. Han fortæller mig, at drab er dårligt, og jeg ved, det er dårligt, fordi jeg ikke ønsker at blive dræbt. Så hvorfor dræbte hans budbringer så de mange uskyldige mennesker, og befalede sine tilhængere at dræbe dem, der ikke tror? Hvis voldtægt er dårligt, og jeg ved, at det er dårligt, fordi jeg ikke ønsker, at det sker for mennesker jeg elsker, hvorfor voldtog Allahs profet så kvinder, han erobrede i krig? Hvis slaveri er dårligt, og jeg ved, det er dårligt, fordi jeg hader at miste min frihed og blive en slave, hvorfor slavebandt Guds profet så alle de mange mennesker og gjorde sig rig ved at sælge dem? Hvis påtvingelse af religion er dårlig, og jeg ved, at det er dårligt, fordi jeg ikke bryder mig om, at en anden person påtvinger mig en religion, jeg ikke ønsker, hvorfor har Profeten så forherliget jihad og ansporet sine tilhængere til at dræbe vantro, plyndre dem, og distribuere deres kvinder og børn som krigsbytte? Hvis Gud fortæller mig, at noget er godt, og jeg ved, det er godt, fordi det føles godt for mig, hvorfor gjorde hans profet så det modsatte af dette?

Desillusion

Da denne skyld blev løftet fra mine skuldre, fulgte forfærdelse, desillusion, eller kynisme. Jeg var ked af at have spildt så mange år af mit liv, og havde ondt af alle de muslimer, der stadig er fanget af disse tåbelige overbevisninger, ondt af alle dem, der mistede livet i disse falske doktriners navn, og af alle de kvinder i næsten alle islamiske lande, som lider under alle former for misbrug og undertrykkelse. De er ikke engang klar over, at de bliver misbrugt.

Jeg tænkte på alle de krige, der har været ført i religionens navn; så mange mennesker døde for ingenting. Millioner af troende forlod deres hjem og familier for at føre krig i Guds navn, for aldrig at vende tilbage, og de gjorde det i den overbevisning, at de spredte troen på Gud. De massakrerede millioner af uskyldige mennesker. Civilisationer blev ødelagt, biblioteker blev brændt, og så meget viden gik tabt, for ingenting. Jeg mindes min far vågne op i de tidlige morgentimer og i vinterens iskolde vand udføre voodoo. Jeg mindedes ham komme hjem sulten og tørstig under fastemåneden, og jeg tænkte på de milliarder af mennesker, der piner sig på denne måde for ingenting. Den erkendelse, at alt, hvad jeg troede, var løgn og alt, hvad jeg gjorde, var spild af mit liv, og at en milliard andre mennesker stadig er tabt i denne golde ørken af uvidenhed jagende et fatamorgana, der for dem synes at være vand, var skuffende.

Forud for dette, var Gud altid til stede bagerst i mit sind. Jeg plejede at tale med ham i min fantasi, og disse samtaler syntes virkelige for mig. Jeg troede, at Gud holdt øje og noterede enhver god handling, jeg gjorde. Følelsen af, at der var nogen, der vågede over mig, vejledte mine skridt og beskyttede mig, var meget betryggende. Det var svært at acceptere, at der ikke findes noget sådant som Allah, og selv om der er en Gud, så er det ikke Allah. Jeg opgav ikke troen på Gud, men på det tidspunkt vidste jeg med sikkerhed, at hvis dette univers har en skaber, så kan det ikke være den guddom, som Muhammed havde forestillet sig. Allah var uvidende helt ind til kernen. Koranen er fuld af fejl. Ingen skaber af dette univers kan være så dum som Koranens gud syntes at være. Allah kunne ikke have eksisteret andre steder end i hovedet på en syg mand. Jeg forstod, at han bare var et påfund af Muhammeds fantasi og intet andet. Hvor skuffende det var at indse, at jeg i alle disse år bedt til en fantasi.

Depression

Denne følelse af tab og skuffelse var ledsaget af en følelse af tristhed, eller en form for depression. Det var som om hele min verden var faldet fra hinanden. Jeg følte det som om, at den faste grund, jeg stod på, ikke længere var der, og jeg faldt ned i et bundløst hul. Uden at overdrive følte jeg det, som om jeg var i Helvede.

Jeg var desorienteret, tryglede om hjælp, og ingen kunne hjælpe. Jeg skammede mig over mine tanker og hadede mig selv for at have sådanne tanker. Skylden var ledsaget af en dyb følelse af tab og depression. Som regel tænker jeg positivt. Jeg ser den gode side af alting. Jeg tænker altid, at i morgen bliver bedre end i dag. Jeg er ikke en type, der let bliver deprimeret. Men denne følelse af tab var overvældende. Jeg husker stadig tyngden i mit hjerte. Jeg troede Gud havde forladt mig, og jeg vidste ikke hvorfor. "Er det Guds straf?" blev jeg ved med at spørge mig selv. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har såret nogen. Jeg ville gøre hvad som helst for at hjælpe nogen, der krydsede min vej og bad mig om hjælp. Så hvorfor ønskede Gud at straffe mig på denne måde? Hvorfor svarede han ikke på mine bønner? Hvorfor har han overladt mig til mig selv og disse tanker, jeg ikke kunne finde svar på? Ønsker han at teste mig? Hvor var så svarene på mine bønner? Ville jeg bestå denne test, hvis jeg blev dum og holdt op med at bruge min hjerne? Hvis ja, hvorfor har han så givet mig en hjerne? Ville kun dumme mennesker bestå troens prøve?

Jeg følte sig svigtet og krænket. Jeg kan ikke sige, hvilken følelse der var fremherskende. Til tider var jeg desillusioneret, trist, eller modløs. Selv om tro er falsk, er den stadig sød. Det er meget betryggende at tro.

Ved at sammenstille mine følelser af sorg og tab, følte jeg mig befriet. Mærkeligt nok følte jeg mig ikke længere forvirret eller skyldig. Jeg vidste med sikkerhed, at Koranen var et svindelnummer og Muhammed var en bedrager.

For at overvinde denne tristhed prøvede jeg at holde mig selv beskæftiget med andre aktiviteter. Jeg tog tilmed danselektioner og erfarede, hvad det vil sige at være i live, at være fri for skyld, at nyde livet og bare være normal. Jeg indså, hvor meget jeg var gået glip af, og hvor tåbeligt jeg havde berøvet mig selv de simple glæder i livet. Selvfølgelig er fornægtelse den måde, hvorpå kulter udøver deres kontrol over deres troende. Jeg nægtede mig selv de simpleste glæder i livet, levede i konstant frygt for Gud og troede, at dette var normalt. Jeg taler om fornøjelser som at sove længe om morgenen, danse, have et stævnemøde, eller nippe til et godt glas vin.

Vrede

På dette tidspunkt kom jeg ind i en anden fase af min åndelige rejse mod oplysning. Jeg blev vred. Vred over at have troet på disse løgne i så mange år, og over at have spildt så mange år af mit liv jagtende en vild gås. Vred på min kultur for at have forrådt mig med de forkerte værdier den gav mig; på mine forældre for at have lært mig en løgn; på mig selv for ikke at have tænkt noget før, for at have troet på løgne i tillid til en bedrager; på Gud for at have ladt mig i stikken, for ikke at have grebet ind og standset de løgne, der blev formidlet i hans navn.

Når jeg så billeder af millioner af muslimer, der, med så stor hengivenhed, tog til Saudi-Arabien, hvoraf mange af dem brugte deres livs opsparing til at udføre hajj-valfarten, blev jeg vred over de løgne, som disse mennesker er blevet opdraget med. Når jeg læste, at nogen var konverteret til islam, noget muslimer elsker at annoncere og gøre et stort nummer ud af, blev jeg trist og vred. Ked af det på vegne af denne stakkels sjæl og vred på grund af løgnene.

Jeg var vred på hele verden, der forsøger at beskytte denne løgn, forsvare den, og tilmed rakker ned på dig, hvis du hæver stemmen for at forsøge at fortælle dem, hvad du ved. Det gælder ikke kun muslimer, men også vesterlændinge, der ikke selv tror på islam. Det er i orden at kritisere hvad som helst, blot ikke islam. Hvad der forbavsede mig og gjorde mig endnu mere vred, var den modstand, jeg stod overfor, da jeg forsøgte at fortælle andre, at islam ikke er sandheden.

Heldigvis varede denne vrede ikke længe. Jeg vidste, at Muhammed ikke var Guds sendebud, men en charlatan, en demagog, hvis eneste hensigt var at forlede folk og tilfredsstille sine egne narcissistiske ambitioner. Jeg vidste, at alle disse barnlige historier om et helvede med brændende ild og en himmel med floder af vin, mælk og honning, orgier, var produkter af et sygt, afsindigt, utrygt og tyranniserende sind tilhørende en mand i desperat behov for at dominere og bekræfte sin egen autoritet.

Jeg indså, at jeg ikke kunne være vred på mine forældre, for de gjorde deres bedste og lærte mig, hvad de mente var det bedste. Jeg kunne ikke være vred på mit samfund eller min kultur, fordi det folk, jeg tilhører, var lige så fejlinformeret som mine forældre og jeg selv. Efter lidt omtanke indså jeg, at alle var ofre. Der er en milliard eller flere ofre. Selv de, der gør andre til ofre, er også selv ofre for islam. Hvordan kunne jeg bebrejde muslimer, når de ikke ved, hvad islam står for og helt ærligt, men fejlagtigt, tror, at den er en fredens religion?

Narcissisten Muhammed

Hvad så med Muhammed? Skal jeg være vred på ham for at lyve, bedrage og vildlede folk? Hvordan kunne jeg være vred på en død person? Muhammed var en følelsesmæssigt syg mand, der ikke havde kontrol over sig selv. Han voksede op som forældreløs og var i pleje hos fem forskellige plejeforældre, før han nåede en alder af otte. Så snart han var blevet knyttet til én person, blev han taget væk og givet til en anden. Det må have været hårdt for ham og var til skade for hans følelsesmæssige sundhed. Som et barn uden kærlighed og følelse af at høre til, voksede han op med en dyb følelse af frygt og mangel på selvtillid. Han blev en narcissist. En narcissist er en person, der ikke har fået nok kærlighed i sin barndom, der er ude af stand til at elske, men i stedet higer efter opmærksomhed, respekt og anerkendelse. Han ser sit eget værd i den måde, andre ser på ham. Uden denne anerkendelse, er han ingenting. Han bliver manipulerende og en patetisk løgner.

Narcissister er grandiose drømmere. De ønsker at erobre verden og dominere alle. Kun i deres megalomaniske fantasier bliver deres narcissisme tilfredsstillet.

Berømte narcissister er Hitler, Mussolini, Stalin, Saddam Hussein, Idi Amin, Pol Pot og Mao. Narcissister er intelligente, men følelsesmæssige vrag. De er dybt forstyrrede mennesker. De sætter sig ekstremt høje mål. Deres mål har altid at gøre med dominans, magt og respekt. De er ingenting, hvis de bliver overset. Narcissister søger ofte et alibi for at gennemtvinge deres kontrol over deres ubesindige ofre. For Hitler var det parti og race, for Mussolini var det fascisme eller nationens enhed over for andre, og for Muhammed var det religion. Disse sager er kun redskaber i deres stræben efter magt. I stedet for at fremme sig selv, fremmer narcissisten en sag, en ideologi eller en religion, samtidig med at han fremfører sig selv som den eneste autoritet og selve repræsentanten for denne sag. Hitler opfordrede ikke tyskerne til at elske ham som person, men til at elske og respektere ham, fordi han var der Führer. Muhammed kunne ikke bede nogen om at adlyde ham personligt. Men han kunne let kræve af sine tilhængere, at de skulle adlyde Allah og hans budbringer. Selvfølgelig var Allah Muhammeds eget alter ego, så al lydigheden var i sidste ende rettet mod ham selv. På denne måde kunne han udøve kontrol over alles liv ved at fortælle dem, at han er Guds repræsentant, og at hvad han siger, er, hvad Gud har bestemt.

Dr. Sam Vaknin, forfatter til "Malignant Self Love - Narcissism Revisited", forklarer: "Enhver er en narcissist, i varierende grad. Narcissisme er et sundt fænomen. Den hjælper til overlevelse. Forskellen mellem sund og patologisk narcissisme kommer af graden. Patologisk narcissisme og dens ekstreme form, NPD (Narcissistic Pathological Disorder), er karakteriseret ved ekstrem mangel på indfølingsevne [empati]. Narcissisten betragter og behandler andre mennesker som objekter, der skal udnyttes. Han bruger dem til at opnå narcissistisk tilskud [supply]. Han mener, at han er berettiget til særlig behandling, fordi han rummer disse grandiose fantasier om sig selv. Narcissisten er IKKE selvbevidst. Hans erkendelse og følelsesliv er forvrænget. "

Ovenstående beskriver Muhammed perfekt. Muhammed var en hensynsløs mand uden følelser. Da han afgjorde, at jøderne ikke var til nogen nytte for ham, holdt han op med at ligge på maven for dem og eliminerede dem alle. Han massakrerede alle mænd fra banu Qurayza og forviste eller myrdede alle andre jøder og kristne i Arabien. Sikkert er det, at hvis Gud ønskede at ødelægge disse mennesker, ville han ikke have brug for hjælp fra sin budbringer.

Så jeg fandt, at der ikke var grund til at være vred på en følelsesmæssigt syg mand, der døde for længe siden. Muhammed var selv et offer for sit folks stupide kultur, for sin uvidende mor, som, i stedet for at beholde ham i de første år af hans liv, da han havde mest brug for hendes kærlighed, overlod det til en beduinkvinde at opfostre ham, så hun selv kunne finde en ny mand.

Muhammed var en mand med dybe følelsesmæssige ar. Dr. Vaknin skriver, at en narcissist "lyver for sig selv og andre, og udstråler ’urørlighed', følelsesmæssig immunitet, og uovervindelighed. Hos en narcissist er alt større end livet. Hvis han er høflig, er han aggressivt høflig. Hans løfter er eksotiske, hans kritik voldelig og truende, hans gavmildhed flad og intetsigende." Er dette ikke det billede, Profeten gav af sig selv?

Jeg kunne ikke kritisere eller bebrejde uvidende arabere i det 7. århundrede for ikke at kunne se, at Muhammed var syg og ikke en profet, at hans besynderlige løfter, hans imponerende drømme om at erobre og undertvinge de store nationer, mens han blot var et fattiglem, var forårsaget af hans patologiske følelsesmæssige komplikationer, og ikke skyldtes en guddommelig kraft. Hvordan kunne jeg bebrejde disse uvidende arabere for at blive ofre for en mand som Muhammed, når millioner af tyskere, så sent som i det sidste århundrede, faldt som bytte for den personlige udstråling fra en anden narcissist, der lige som Muhammed gav store løfter, var lige så hensynsløs, så manipulerende og så ambitiøs, som han var?

Efter alvorlige overvejelser indså jeg, at der ikke var en eneste person, jeg kunne blive vred på. Jeg indså, at vi alle på samme tid er ofre og gør andre til ofre. Synderen er uvidenhed. På grund af vores uvidenhed tror vi på charlataner og deres løgne, og giver dem mulighed for at sprede had iblandt os under dække af falske guder, ideologier eller religioner. Dette had adskiller os fra hinanden, og forhindrer os i at se vores enhed og forstå, at vi alle er medlemmer af den menneskelige race, forbundne med hinanden og gensidigt afhængige.

Det var på det tidspunkt, at min vrede blev afløst af en dyb følelse af empati, medfølelse og kærlighed. Jeg gav det løfte til mig selv, at bekæmpe denne uvidenhed, der skiller den menneskelige race. Vi har betalt, og betaler, dyrt for vores splittelse. Denne splittelse er forårsaget af uvidenhed, og uvidenhed er resultatet af falske overbevisninger og skadelige ideologier, der, med selviske formål, er udtænkt af følelsesmæssigt usunde enkeltpersoner.

Ideologier adskiller os. Religioner forårsager splittelse, had, kamp, drab, og fjendskab. Som medlemmer af den menneskelige race behøver vi ingen ideologi, sag, eller religion for at blive forenet.

Jeg indså, at formålet med livet ikke er at tro, men at tvivle. Jeg indså, at ingen kan lære os sandheden, fordi sandheden ikke kan læres. Den kan kun erfares. I virkeligheden kan ingen religion, filosofi eller doktrin lære dig sandheden. Sandheden er i den kærlighed, vi har for vores medmennesker, i et barns latter, i venskab, i kammeratskab, i kærligheden mellem forældre og børn, og i vores relationer til andre. Sandheden er ikke i ideologier. Det eneste, der er virkeligt, er kærlighed.

Sammenfatning

Processen med at gå fra tro til oplysning er en vanskelig og smertefuld proces. Lad os låne et udtryk fra sufismen og kalde den oplysningens syv "dale".

Tro er tilstanden af at være bekræftet i uvidenhed. Du vil fortsætte med at være i denne tilstand af salig uvidenhed, indtil du bliver chokeret og tvunget ud af den. Dette chok er den første dal.

Den naturlige første reaktion på chokket er fornægtelse. Fornægtelsen virker som et skjold. Den absorberer smerten og beskytter dig mod pinen ved at gå ud af din tryghedszone. Tryghedszonen er stedet, hvor vi føler velvære, hvor alting er velbekendt, hvor vi ikke møder nye udfordringer eller det ukendte. Dette er den anden dal.

Vækst finder ikke sted i tryghedszoner. For at komme videre og udvikle os er vi nødt til at komme ud af vores tryghedszoner. Det vil vi ikke gøre, medmindre vi bliver chokerede. Det er også naturligt at absorbere chokkets smerte ved fornægtelse. På dette tidspunkt har vi brug for endnu et chok, og vi kan beslutte at beskytte os igen med endnu en benægtelse. Jo mere en person udsættes for kendsgerninger, og jo mere han er chokeret, jo mere forsøger han at beskytte sig selv med flere benægtelser. Men benægtelser fjerner ikke kendsgerningerne. De beskytter os kun for et øjeblik. Når vi er udsat for kendsgerninger, vil vi på et vist punkt ikke være i stand til fortsat at benægte. Pludselig kan vi ikke længere opretholde vores forsvar og muren af benægtelser vil styrte ned. Vi kan ikke for evigt stikke hovedet i busken. Når først tvivlen sætter ind, vil den have en dominoeffekt, og vi finder os ramt fra alle retninger af fakta, som vi indtil da havde undgået og benægtet. Pludselig er alle absurditeterne, som vi accepterede og endda forsvarede, ikke længere logiske, og vi afviser dem.

Vi bliver så drevet ind i den smertefulde fase af forvirring, og det er den tredje dal. De gamle overbevisninger synes urimelige, tåbelige og uacceptable, men vi har ikke noget at holde fast i. Denne dal, tror jeg, er den mest forfærdelige fase i overgangen fra tro til oplysning. I denne dal mister vi vores tro uden at have fundet oplysningen. Dybest set står vi i ingenting. Vi oplever et frit fald. Vi beder om hjælp, men alt hvad vi får, er et opkog af forvrøvlede klichéer. Det lader til, at de, der forsøger at hjælpe os, selv er fortabte, selvom de er så overbeviste. De tror på ting, de ikke ved besked med. Argumenterne, de kommer med, er slet ikke logiske. De vil have os til at tro uden at stille spørgsmål. De bringer eksempler på andres tro. Men intensiteten af andre menneskers tro beviser ikke sandheden af, hvad de tror på.

Denne forvirring munder til sidst ud i den fjerde dal, skyld. Du føler dig skyldig for at tænke. Du føler dig skyldig for at tvivle, for at spørge, for ikke at forstå. Du føler dig nøgen, og skammer dig over dine tanker. Du tror, det er din skyld, hvis de absurditeter, der er nævnt i dine hellige bøger, ikke giver mening for dig. Du tror, at Gud har forladt dig eller at han tester din tro. I denne dal er du splittet af dine følelser og dit intellekt. Følelser er ikke rationelle, men de er overordentligt magtfulde. Du ønsker at gå tilbage til uvidenhedens paradis; du ønsker desperat at tro, men du kan simpelthen ikke. Du har begået den synd at tænke. Du har spist af den forbudne frugt fra Kundskabens Træ. Du har gjort dine indbildningers gud vred.

Til slut beslutter du, at der ikke er grund til at føle sig skyldig for forståelsen. At skyld ikke tilhører dig. Du føler dig befriet, men samtidig nedslået over for alle de løgne, der holdt dig i uvidenhed og fik dig til at spilde din tid. Dette er desillusionens dal. Samtidig er du overvældet af tristhed. Du føler dig befriet; men ligesom at komme ud af et fængsel efter at have tilbragt et helt liv der, bliver du grebet af en dyb følelse af depression. Du føler dig ensom og trods din frihed mangler du noget. Du tænker over den tabte tid. Du tænker på de mange mennesker, som tror/troede på dette nonsens og tåbeligt ofrer/ofrede alt for det, herunder deres liv. Historiens sider er skrevet med blod fra mennesker, der blev dræbt i Jahves, Allahs eller andre guders navn. Alt for ingenting! Alt for en løgn!

Derpå træder du ind i den sjette dal, af vrede. Du bliver vred på dig selv, og på alt andet. Du indser, hvor meget af dit dyrebare liv du mistet ved at tro på så mange løgne.

Men så bliver du klar over, at du er den heldige, fordi du er nået så langt, og at der er millioner af andre, der stadig forsøger at beskytte sig med fornægtelse og ikke vover sig ud af deres tryghedszone. De vader stadig rundt i hængedyndet i den første dal. På dette trin, når du er helt fri for tro, skyld og vrede, er du klar til at forstå den ultimative sandhed og afsløre livets mysterier. Du er fyldt med empati og medfølelse. Du er klar til at blive oplyst. Oplysningen kommer, når du indser, at sandheden er i kærligheden og i forholdet til vores medmennesker, og ikke i en religion eller en sekt. Du indser, at Sandhed er et land uden trådte stier. Ingen profet eller guru kan tage dig der. Du er der allerede.

På denne odyssé er du ikke alene. Du har en plagsom følgesvend, som ikke vil forlade dig. Han vil forsøge at hindre din fremgang og stoppe dig fra at gå fremad. Han er din frygt: frygten for straf, for Helvede, for hvad der sker efter døden. Den er helt igennem irrationel, men den kontrollerer dig og virker i din underbevidsthed ved hvert skridt på vejen. Overgangen fra tro til oplysning er vanskelig, og du vil ikke kunne tage det første skridt, hvis du ikke kan komme af med din frygt. Du vil først slippe helt af med den, når du er ankommet til dit bestemmelsessted, og du er oplyst. Så kan du bryde frygtens lænker og få vinger af oplysning. Dette er den sande befrielse.

---

Hej! Jeg Ali Sina. Jeg blev født af muslimske forældre og forsvarede islam lidenskabeligt indtil 1994, hvor jeg læste Koranen. Efter at have overvundet det første chok og var holdt op med at benægte min egen intelligens, måtte jeg endelig indrømme, at dette er en satanisk religion, der har til formål at ødelægge menneskeheden. I 1998 startede jeg min Internet-kampagne for at stoppe islam. I 2001 startede jeg faithfreedom.org/, hvor tidligere muslimer og alle dem, der var bekymrede over truslen fra islam, fandt et sted at udtrykke deres synspunkter. Kilde: Alisina.org

---

Oversættelse: Bombadillo