Afskrælning af taqiyya
Af Ali Sina
Oversættelse af: Peeling Back The Layers Of Taqiyah
Kilde: Alisina.org, 31. oktober 2013
Udgivet på myIslam.dk : 14. november 2013

Hvem har ikke hørt om taqiyya? Men vidste du, at det er løgformet? Taqiyya lyder som og betyder det samme som sanskrit-ordet thugee, fra roden sthag. De kan være beslægtede. Ideen bag taqiyya er at bedrage offeret og, når han mindst venter det, overmande ham og kue ham. Dette var også filosofien for de indiske thuggere [en Kali-tilbedende sekt af rovmordere, som kvalte deres ofre med gule tørklæder. Eksisterede frem til omkring 1835, o.a.].

Taqiyya har mange lag. Den mest almindelige form er, når muslimer benægter, at visse islamiske adfærdsformer har noget at gøre med islam.

Mo Ansar

Den 27. oktober sendte BBC en dokumentar, hvori Mo Ansar, en muslimsk aktivist i Storbritannien, blev vist i samtale med en gruppe medlemmer af English Defense League. Han ønskede at møde dem for at bortvejre deres misforståelser af islam og bevise, at islam ikke udgør nogen trussel mod deres land og deres levevis. Hvordan kunne han gøre det, når islams mål er at blive dominerende over alle religioner og nationer? Jo, han gjorde, som enhver muslim ville gøre. Han løj. (Mos tale til EDS kommer i det 10. minut).

Mo starter ved at sige: "Som én, der er født i dette land og er britisk, vil jeg mene, at jeg forsvarer britiske værdier. Jeg er også muslim. Islam er ikke her for at overtage landet. Islam er ikke her for at overtage verden. Det er ikke den islam, jeg kender. Den islam, som jeg kender, er én, der tror på sameksistens og ærer og respekterer britiske værdier.”

Intet kan være længere fra sandheden. De britiske og islamiske værdier er diametralt modsatte. De kan ikke sameksistere. De britiske værdier er baseret på demokrati. Demokrati indebærer lighed. Den iranske journalist Amir Taheri siger: "Ligestilling er uacceptabel i islam. Ikke-troende kan ikke være lige med troende og kvinder er ikke lige med mænd. Selv ikke-muslimer anses ikke for at være lige. Bogens Folk (jøder og kristne), accepteres som andenklasses borgere, og får lov til at leve i en islamisk stat, forudsat at de betaler beskyttelsesafgiften jizya. Men hedninge, ateister og afgudsdyrkere betragtes ikke som fuldt menneskelige. Ifølge Koranen skal afgudsdyrkerne dræbes, uanset hvor de findes.” (9:5)

Den 9. april 2002 skrev The Wall Street Journal om begrebet blodpenge i Saudi-Arabien. Hvis en person er blevet dræbt eller har mistet livet pga. af en anden, skal sidstnævnte betale blodpenge eller kompensation efter følgende regler:
100.000 riyal, hvis offeret er en muslimsk mand,
50.000 riyal, hvis det er en muslimsk kvinde,
50.000 riyal, hvis det er en kristen mand,
25.000 riyal, hvis det er en kristen kvinde,
6.666 riyal, hvis det er en hindu mand,
3.333 riyal, hvis det er en hindu kvinde.

Ifølge dette hierarki, er en muslimsk mands liv 33 gange mere værd end en hindu kvindes. Dette hierarki er baseret på den islamiske definition af menneskerettigheder og er forankret i Koranen og sharia. Hvordan kan vi tale om demokrati, når begrebet lighed i islam er ikke-eksisterende?

Dette er ikke en saudi-arabisk særhed. Islams profet rådede muslimer til ikke at støtte ikke-muslimer i deres søgen efter retfærdighed, hvis de bliver mishandlet af en muslim. I sit meget berømte edikt i Medina, erklærede han: "En troende skal ikke dræbe en troende for en vantros skyld, ej heller skal han hjælpe en vantro mod en troende." I samme dokument hedder det: "Enhver, der er dømt for at dræbe en troende (...) de troende skal være imod ham som én mand, og de har pligt til at gribe til handling mod ham."

Koranen 3:28 forbyder muslimer at tage ikke-muslimer som deres ledere, eller endda som venner. Hvis muslimer fortæller sandheden om deres fjendtlige intentioner, vil de blive smidt ud af de lande, som de har til hensigt at overtage. Det samme vers tillader dem at lyve, hvilket er indeholdt i formaningen "... med mindre I tager jer meget i agt for dem."

Sameksistens? Jo, der er sameksistens i islam, men kun hvis ikke-muslimerne er reduceret til dhimmier, og accepterer at betale jizya-skat til muslimer med en følelse af ydmygelse ug underkuelse. (K 9:29)

Ét kendetegn ved demokrati er trosfrihed. Dette er aldeles fremmed for islam. Koranen 3:85 siger: "Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til Gud [islam], så bliver den ikke godtaget fra ham ..." Straffen for frafald i islam er døden. Intet islamisk land tillader sine muslimske borgere at skifte religion.

Mo forsikrede også sit publikum om, at islam ikke er her for at overtage verden. Han løj. Folk begår ofte den fejl, at sammenligne islam med kristendom og andre trosretninger. Alle religioner er personlige. De handler om oplysning eller forholdet til Gud. Islam handler om verdensherredømme. Fokus i islam er på ekspansion. En hadith berettet af Bukhari (4: 53: 386) gør dette klart. Den siger, at da Umar sendte en muslimsk hær til Persien ...

kom repræsentanten for Khosrau ud med 40.000 krigere, og en tolk kom frem og sagde: "Lad en af jer tale til mig!" Al-Mughira svarede: "Spørg hvad du vil." Den anden spurgte: "Hvem er I?" Al-Mughira svarede: "Vi er fra det arabiske folk; vi levede at hårdt, elendigt, katastrofalt liv. Vi plejede at suge huder og dadelsten af sult; vi plejede at bære tøj, lavet af kamelskind og gedehår, og at tilbede træer og sten. Mens vi var i denne tilstand, sendte himlens og jordens Herre - ophøjet er Hans Minde og majestætisk er Hans Højhed - en Profet til os, én af vore egne, hvis far og mor er kendt for os. Vores Profet, vor Herres Budbringer, har befalet os at bekæmpe jer indtil I tilbeder Allah alene eller betaler jizya (dvs. skat); og vores Profet har fortalt os, at vor Herre siger: 'Enhver iblandt os, der bliver dræbt (dvs. gjort til martyr), skal komme i Paradis og leve et så luksuriøst liv, som han aldrig har set, og enhver iblandt os, der stadig er i live, skal blive jeres herre.'"

Ordren til at kæmpe indtil ikke-muslimerne tilbeder Allah har ikke ændret sig. Muslimer vil ikke opgive deres stræben efter dominans, før det er lykkedes for dem eller de er besejrede. De har ikke noget valg i dette. De er programmerede til at sprede islam gennem bedrag eller krig. De kan ikke være muslimer og ikke fremme deres religion. Forpligtelsen til at sprede islam gælder for enhver muslim. Vi har et valg. Vi kan underkaste os dem, eller slå igen og besejre dem. Men hvordan kan vi gøre dette sidste, hvis vi end ikke er klar over, at vi er under angreb? Taqiyya er, hvad muslimer bruger for at holde os hen i denne beroligede tilstand.

Muhammed sagde: "Al islamo deenun va dawlah" (islam er religion og stat). Målet for islam er at overtage verden og etablere et verdenskalifat. Uden dette mål bliver islam meningsløs. Hele ideen med jihad, som er en forpligtelse for enhver muslim, er at udvide det islamiske domæne. Det siges også, at den større jihad er kampen mod én selv. Dette er også en løgn. Mange islamiske lærde har tilbagevist dette som en innovation, noget, der aldrig blev sagt af Muhammed.

Jihad foregår gennem krig, gennem finansiering af krigen (zakat) og gennem bedrag. Uenigheden mellem muslimer består ikke i, om Vesten skal blive islamisk eller ej, men i, om den skal annekteres gennem qital (kamp) eller gennem taqiyya (bedrag).

Koranen 9:33 siger, at Allah vil lade islam sejre over alle religioner. Man behøver ikke at læse historien om islamisk erobring og undertrykkelse af deres besejrede befolkninger gennem de sidste 1400 år for at vide, at muslimer ikke har nogen respekt for ikke-muslimers menneskerettigheder. Et kig på, hvordan minoriteterne behandles i lande med muslimsk flertal i det 21. århundrede, vil gøre dette punkt klart.

Når muslimerne bliver flertallet, vil de nægte minoriteterne enhver deltagelse i det politiske liv. Ingen ikke-muslim har tilladelse til at stille op som kandidat til lederposten i noget muslimsk land, og hvor de får lov til at blive medlemmer af parlamentet, er det kun som repræsentanter for deres eget folk. De er som ambassadører for deres trosfæller i den islamiske stat. De spiller ingen rolle i, hvordan landet skal styres, men er kun bindeled mellem staten og deres trosfæller, der betragtes som andenklasses borgere.

Nogle af EDL-medlemmerne udtrykte bekymring for deres døtre, som havde giftet sig med muslimer og var blevet hjernevasket til at skære båndene over til deres familie. Mo Ansar svarede med flere løgne. Han sagde: "Hvis der er piger, der er konverteret til islam, og får at vide, at de ikke kan møde deres familie; hvis det sker, vil jeg nu sige helt klart, at det ikke er tilladt i islam."

Mo burde vide, at Muhammed beordrede sin datter Zainab til at forlade sin ikke-troende ægtemand Abul As, indtil han var blevet tvunget til at konvertere. Han fortalte sine tilhængere, at de skulle skære deres bånd over til deres familier og emigrere fra Mekka. Disse historier er alle med i sira [dvs de tidligste Muhammed-biografier, o.a.].

Alt hvad Mo sagde under dette møde var løgn. Selvfølgelig er han ikke en uvidende muslim. Han mente blot, at det i denne forsamling var mere fordelagtigt end at fortælle sandheden, og det er også acceptabelt i islam.

Muslimer er tilladt at lyve, selv under ed, for at fremme islam, og når nødvendighed retfærdiggør det. Alt hvad de skal gøre for at sone en løgn afsagt under ed, er at bespise nogen eller at faste i tre dage (K. 5:89). Koranen siger også: "Gud vil ikke lade jer bøde for en fortalelse i jeres eder. Derimod vil han lade jer bøde for det, som I begår [intentionen] i jeres hjerte. Gud er tilgivende og langmodig." (K 2:225) Så hvis hensigten er at fremme islam, er alle løgne tilladt.

Imam Ghazzali (1058-1111), vel nok den største af alle islamiske lærde, bemærkede: "At tale er et middel til at nå bestemte mål. Hvis et prisværdigt mål er opnåeligt gennem både at fortælle sandheden og at lyve, er det ulovligt at opnå det ved at lyve, fordi der ikke er behov for det. Når det er muligt at opnå et sådant mål ved at lyve, men ikke ved at fortælle sandheden, er det tilladt at lyve, hvis opnåelse af målet er tilladt.”

Mos bedrag havde ingen grænser. Han gik endda så vidt som at sige: "Jeg har kæmpet for homoseksuelles rettigheder i 15 år. Mange mennesker er overrasket over dette.” Hvis det var sandt, ville det være meget overraskende. Men det er ikke sandt. Mindst fem steder i Koranen fordømmes homoseksualitet på det strengeste, og i 4:16 siger den, at begge [mænd] skal straffes, medmindre de omvender sig og retter sig op.

Men Mos publikum lod sig ikke narre. En person sagde: "Han lefler bare for publikum, siger ting, han mener publikum kan lide at høre. Han tror, vi alle er tåber.”

Var Mo Ansar virkelig oprigtig? I samme dokumentar (efter 25 minutter) - da Tommy Robinson sagde, at der er visse vers i Koranen, som forherliger mord, voldtægt og slaveri og foreslog, at disse vers burde udfases, lagde Mo skylden på en manglende forståelse af Koranen og ikke på Koranen selv. Men hvordan kan dette at "dræbe de vantro, uanset hvor I finder dem, lad dem finde jer skånselsløse" [sammenstykket citat fra Koranen bl.a. 2:191, 4:89, 9:5 og 9:123, o.a.], eller at "slå din kone, hvis du frygter, hun tænker på at trodse dig" [frit efter Koranen 4:34, o.a.] fortolkes på anden måde? Koranen er en bog af had og vold. Mo ved det, men han skjuler sandheden.

Mos uærlighed blev sat på lakmusprøven af en muslimsk trosfælle, Maajid Nawaz, der spurgte ham, om han var enig i Koranens lov om at hakke lemmerne af en tyv og andre barbariske love såsom stening. Mo forsøgte først at spille taqiyya og sagde, at han ikke var, men da han blev presset, begyndte han at stamme og forsøgte at unddrage sig svar ved at sige, at han ville søge ulamas konsensus [ulama = islamiske (rets)lærde, o.a.]. Det blev klart, at han løj hele vejen igennem. Han ville ikke gå imod nogen af Koranens læresætninger, selv ikke når de alle er barbariske og umenneskelige.

Maajid Nawaz

Hvad med Maajid Nawaz? Han havde ikke noget problem med at sige, at nogle af Koranens læresætninger er moralsk forkastelige. Dette er ikke så lidt af en erklæring at komme med for en muslim. Er han oprigtig? Maajid er formand for Quilliam Foundation, en selvbestaltet organisation, der hævder at modarbejde islamisk ekstremisme.

Han var rekrutteringsagent for Hizb ut-Tahrir, en terrororganisation, og var gennem 13 år fortaler for det islamiske kalifat. Han siger, at han blev reformeret mens han afsonede en dom på 5 års fængsel i Egypten for sine politiske aktiviteter. Nu hævder han, at han afviser ekstremisme og er moderat muslim.

Taqiyya er som et løg. Ét lag skjuler et andet lag, som skjuler endnu et lag og så videre og så videre. For en muslim er der intet overraskende i at indse, at islam ikke er forenelig med vores tid og at forlade denne religion. Jeg gennemførte overgangen selv og har hjulpet tusindvis til at gøre det. Men de, der kommer til at se sandheden, forlader islam. De går ikke rundt og fremmer en moderat udgave af islam. Der er ikke sådan noget. Enten accepterer du islams umenneskelige og tilbagestående lære, eller også accepterer du ikke islam overhovedet.

Maajid hævder at være en muslim, der afviser sharia. Han er ikke alene. Der er et par stykker mere i Canada og USA, som kommer med sådan en påstand. Blandt dem er Tarik Fatah, Irshad Manji, Zuhdi Yaser, bare for at nævne nogle få. Kan man have tillid til disse mennesker? Kan en muslim afvise nogen del af Koranen?

Vi er nødt til at forstå, at der er stor forskel mellem islam og kristendom eller jødedom. Muslimer tror, at Koranen er Guds ordrette tale. Jøder og kristne mener, at deres hellige tekster blev skrevet af mennesker, som var inspireret af Gud. Dette er en afgørende forskel. Så mens en jøde eller en kristen kan afvise en forældet del af hans skrifter som en fejl af forfatterne, har en muslim ikke denne luksus. Muslimer kan ikke vælge og vrage. Allah hævder i Koranen: "I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og fuldbyrdet Min nåde over jer. Jeg finder behag i overgivelsen til Gud [islam] som religion for jer." (K 5:3) Hvordan kan man lægge til eller trække fra, hvad Gud har perfektioneret? Denne tanke er absurd for muslimer.

Et andet vers siger: "Tror I på dele af Skriften, mens der er andre dele af den, hvorpå I ikke tror? De af jer, der begår noget sådant, vil kun få vanære i det jordiske liv til gengæld, og på opstandelsens dag vil de blive overgivet til den strengeste straf. Gud overser intet af, hvad I gør." (K 2:85)

Det er usandsynligt, at Maajid og hans fæller af såkaldt moderate muslimer ikke ved dette. Så hvordan kan de kalde sig muslimer og afvise Koranens klare love? De spiller endnu et lag af taqiyya. Deres mål er ikke at reformere islam, noget de ved, er umuligt, men at købe legitimitet og mere tid til den, indtil de bliver flertallet og kan overtage verden. Jeg blæste fanfare om truslen fra islam for 16 år siden, og nu advarer jeg jer igen: Disse såkaldt moderate er ulve i fåreklæder. Frygt ikke terroristerne. Frygt den indre fjende.

Muslimer har lov til at afvise en del af, eller hele islam og endda at tale ondt om deres profet for at bedrage deres ofre. Bukhari 5:59:369 beretter, at der i Medina var en ung flot mand, en leder af den jødiske stamme Bani Nadir, ved navn Kab ibn Ashraf. Efter at Muhammed havde forvist deres søster-stamme Bani Qainuqa fra byen, tog Kab til Mekka og søgte beskyttelse hos Quraish. Da Muhammed hørte nyheden, gik han på sin prædikestol og sagde: "Hvem er villig til at dræbe Kab bin Al-Ashraf, som har såret Allah og Hans Apostel?" Derpå rejste Muhammad bin Maslama sig op og sagde: "O Allahs Apostel! Kunne du tænke dig, at jeg dræbte ham?" Profeten sagde: "Ja." Muhammed bin Maslama sagde: "Så giv mig lov til at sige en (falsk) ting (dvs. at bedrage Kab)." Profeten sagde: "Du kan sige det." Så tog Muhammad bin Maslama hen til Kab og sagde: "Denne mand (dvs. Muhammed) kræver almisser af os og han har plaget os, og jeg er kommet for at låne noget af dig.”

Historien fortsætter med at fortælle om, hvordan ibn Maslama bedrog Kab ved at rakke ned på sin profet, og hvordan - da Kab havde fået tillid til ham - han og andre muslimer, blandt dem Kabs egen fosterbror, der var konverteret til islam, dolkede ham ihjel. Ved at anklage Koranen gør Maajid ikke noget uislamisk. Han løfter sit bedrag op på et højere niveau.

Bedraget har givet klækkeligt udbytte. I stedet for at afsone tid i fængsel trykker Maajid nu hånd med George W. Bush og Tony Blair, optræder i et Bill Maher show side om side med Richard Dawkins, er formand for en stiftelse, og stiller op til parlamentet i Storbritannien. Han er langt mere effektiv ved at ødelægge den vestlige civilisation indefra, gennem taqiyya, end ved at placere bomber i bygninger og busser.

Kunne jeg tage fejl? Er jeg kommet til en forhastet konklusion? Jeg vil opfordre Maajid Nawaz til at påvise min fejl og bevise for verden, at han ikke bedrager den. Måske vil også jeg tilslutte mig hans Quilliam-organisation og støtte hans bestræbelser. Hvis han er oprigtig, vil han acceptere denne invitation. Men baseret på min erfaring med "moderate muslimer" har jeg en fornemmelse af, at Maajids svar vil være øredøvende tavshed.

Der er ikke sådan noget som moderat islam. Dette er den ultimative taqiyya. At falde i denne fælde er dødbringende. Det kan koste din frihed og dit liv. Moderat islam er et oxymoron [udtryk indeholdende modstridende begreber, f.eks. ”øredøvende tavshed”, o.a. ]. Det er lige så opnåeligt som parfumeret komøg, selv om jeg kan tage fejl angående sidstnævnte.




Hej! Jeg Ali Sina. Jeg blev født af muslimske forældre og forsvarede islam lidenskabeligt indtil 1994, hvor jeg læste Koranen. Efter at have overvundet det første chok og var holdt op med at benægte min egen intelligens, måtte jeg endelig indrømme, at dette er en satanisk religion, der har til formål at ødelægge menneskeheden. I 1998 startede jeg min Internet-kampagne for at stoppe islam. I 2001 startede jeg faithfreedom.org/, hvor tidligere muslimer og alle dem, der var bekymrede over truslen fra islam, fandt et sted at udtrykke deres synspunkter. Kilde: Alisina.org




Oversættelse: Bombadillo