Af
Kilde: Answering Islam
Udgivet på myIslam.dk: 8. november 2020
En ekstraordinær begivenhed finder sted på den støvede vej til Damaskus. En stærk, streng, beslutsom rejsende møder sin fjende - den gud han kæmper imod. Saulus - en nidkær, vidende jøde, en farisæer, står over for Jesus Kristus. Han hadede dem, der fulgte Kristus; han var et sværd rettet mod kirkens kød. På hans autoritet blev de, der fulgte Kristus, sat i fængsel. Han var til stede ved deres drab. Saul var forfølgeren par excellence, og med hele sit hjerte, sin sjæl, sin styrke og sit sind ville han tilintetgøre de kristne. Nu oplevede han noget, der skulle ændre hans liv; han kom ansigt til ansigt med sin modstander ...:
"Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med
mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne
i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne
finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs,
netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig
om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: 'Saul, Saul, hvorfor
forfølger du mig?' Han svarede: 'Hvem er du, herre?' Han sagde: 'Jeg
er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du
få at vide, hvad du skal gøre.' Hans rejseledsagere stod målløse; nok
hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden,
men skønt hans øjne var vidtåbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham
ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se,
og han hverken spiste eller drak.
I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren
i et syn: 'Ananias!' Han svarede: 'Ja, Herre!' Herren sagde til ham:
'Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus
fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder
Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.'
Ananias svarede: 'Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne
mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt
fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.'
Men Herren sagde til ham: 'Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt
til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn,
og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.'
Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham
og sagde: 'Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for
dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af
Helligånden.' Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han
kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig
og kom til kræfter.
Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks
i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset
og sagde: 'Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder
dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og
bringe dem til ypperstepræsterne?' Men Saulus blev stadig stærkere og
satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus."
- Apostlenes Gerninger 9:1-22.
[1]
En anden mand havde en lignende oplevelse. Denne oplevelse ændrede også hans liv dramatisk.
Fortalt af Aisha:
"Begyndelsen af den guddommelige inspiration til Allahs Apostel skete i form af gode retskafne (sande) drømme, mens han sov. Han havde aldrig en drøm, uden at den blev sand som klart dagslys. Han plejede at afsondre sig i Hira (-hulen), hvor han plejede at tilbede (Den Ene Allah) uden ophør i mange (dage) nætter. Han plejede at medbringe rejsemad til dette (ophold) og derefter komme tilbage til (sin kone) Khadija for igen at hente sin mad til at være der endnu en periode, indtil sandheden pludselig steg ned over ham, mens han var i Hira-hulen. Englen kom til ham i den og bad ham om at læse. Profeten svarede: 'Jeg ved ikke, hvordan man læser.' (Profeten tilføjede): 'Englen greb mig (kraftigt), og pressede mig så hårdt, at jeg ikke kunne bære det længere. Derefter løsnede han grebet og igen bad mig om at læse, og jeg svarede: "Jeg ved ikke, hvordan man læser." Derpå greb han mig igen og pressede mig en anden gang, indtil jeg ikke kunne bære det længere. Så slap han mig fri og bad mig igen om at læse, men igen svarede jeg: "Jeg ved ikke, hvordan man læser (eller hvad skal jeg læse?)." Derpå greb han mig for tredje gang og pressede mig og derefter slap mig og sagde: "Læs op i din Herres navn, Han, som skabte (alt, der eksisterer), som skabte mennesket af levret blod! Læs op! Din Herre, den mest gavmilde, er den, (...) der lærte mennesket, hvad det ikke vidste." (Koranen 96:1-5)'
Så vendte Allahs Apostel tilbage med Inspirationen; hans nakkemuskler dirrede af rædsel, indtil han trådte ind til Khadija og sagde: 'Dæk mig! Dæk mig!' De dækkede ham, til hans frygt var ovre, og så sagde han: 'Oh Khadija, hvad er der galt med mig?' Så fortalte han hende alt, hvad der var sket, og sagde: 'Jeg frygter, at noget kan ske med mig.' Khadija sagde: 'Aldrig! Men tag imod det glade budskab, for ved Allah, Allah vil aldrig vanære dig, når du opretholder gode forhold til slægt og venner, taler sandheden, hjælper de fattige og nødlidende, tjener din gæst gavmildt og hjælper de fortjenstfulde ulykkesramte.' Khadija ledsagede ham derefter til (hendes fætter) Waraqa bin Naufal bin Asad bin Abdul Uzza bin Qusai.
Waraqa var søn af hendes onkel på faderens side, dvs. hendes fars bror, der i den præ-islamiske periode var blevet kristen og plejede at skrive med arabisk skrift og plejede at skrive om evangelierne på arabisk, så meget som Allah ønskede, at han skulle skrive. Han var en gammel mand og havde mistet synet. Khadija sagde til ham: 'O min fætter! Lyt til din nevøs fortælling.' Waraqa spurgte: 'O min nevø! Hvad har du set?' Profeten beskrev alt, hvad han havde set. Waraqa sagde, 'Denne er den samme Namus (dvs. Gabriel, englen, der holder på hemmelighederne), som Allah havde sendt til Moses. Jeg ville ønske, jeg var ung og kunne leve frem til det tidspunkt, hvor dit folk vil jage dig bort.' Allahs apostel spurgte: 'Vil de jage mig bort?' Waraqa svarede bekræftende og sagde: 'Aldrig er en mand kommet med noget svarende til det, du har bragt, undtagen at han er blevet behandlet med fjendtlighed. Hvis jeg stadig skulle være i live den dag, du bliver jaget bort, vil jeg støtte dig stærkt.'
Men efter nogle få dage døde Waraqa og Den Guddommelige Åbenbaring
blev også indstillet i et stykke tid, og Profeten blev så nedtrykt -
som vi har hørt - at han flere gange agtede at kaste sig ud fra toppen
af høje bjerge, men hver gang han gik op til toppen af et bjerg for
at kaste sig ud, viste Gabriel sig for ham og sagde: 'O Muhammed! Du
er i sandhed Allahs Apostel,' hvorefter hans hjerte blev stille, og
han faldt til ro og vendte hjem. Og hver gang ventetiden til den næste
inspiration blev for lang, gjorde han som før, men når han nåede toppen
af et bjerg, viste Gabriel sig for ham og sagde, hvad han havde sagt
før. (Ibn Abbas sagde om betydningen af: 'den, der spalter morgendæmringen
(fra mørket)' (Koranen 6:96), at Al-Asbah betyder solens lys om dagen
og månens lys om natten)."
- Citeret fra Sahih (autentiske) Hadith (traditioner) af Bukhari, bind 9, bog 87, nummer 111.
[2]
Her er yderligere detaljer fra Ibn Ishaqs: "Sirat Rasulallah" i Guillaumes oversættelse: "The Life of Muhammad", side 106. [3] (Ord i parenteser af typen [] er mine. Ord i parenteser af typen () er forfatterens):
"Så jeg [Muhammed] læste det, og han [Gabriel] forlod mig. Og jeg vågnede af min søvn, og det var som om disse ord var skrevet på mit hjerte. (Tabari: Nu var ingen af Guds skabninger mere hadefuld for mig end en (ekstatisk) digter eller en besat mand: Jeg kunne ikke engang se på dem. Jeg tænkte, Ve mig digter eller besat - Aldrig skal Quraysh sige dette om mig! Jeg vil gå op på toppen af bjerget og kaste mig ud, så jeg kan dræbe mig selv og finde hvile. Derefter gik jeg i gang med at gøre dette og så), da jeg var midtvejs oppe på bjerget, hørte jeg en stemme fra himlen, der sagde: 'O Muhammed! du er Guds apostel og jeg er Gabriel.'"
I "Kitab al-Tabaqat al-Kabir" (Bogen om de højere klasser) af Ibn Sa'd, oversat af S. Moinal Haq, side 225 [4] siger Muhammed:
"O Khadija, jeg hører lyde og ser lys og jeg frygter, at jeg er gal."
Åndens besøg fortsatte. Derefter stoppede de i en periode, der menes at have varet fra 6 måneder til 3 år. Da dette skete - ifølge Tabari, bind 6 side 76 [5] :
"Inspirationen ophørte med at komme til Guds sendebud et stykke tid, og han var dybt bedrøvet. Han begyndte at gå op på toppen af stejle klipper for at kaste sig ud fra dem; men hver gang nåede han toppen af et bjerg, viste Gabriel sig for ham og sagde til ham: 'Du er Guds Profet.' Derefter ville hans ængstelse aftage, og han ville komme til sig selv igen."
Også fra Tabari, bind 9, side 167, note 1151, som lyder:
"De præ-islamiske arabere troede på eksistensen af poesiens dæmon, og de mente, at en stor digter var direkte inspireret af dæmoner. (...)"
Dette forklarer, hvorfor Muhammed troede, at han var besat af dæmoner eller påvirket af dæmoner; Koranen lyder mange steder som typisk arabisk poesi.
I bogen "Muhammad at Mecca" af W. M. Watt, side 40, 41, [6] er der også referencer, der beskriver Muhammeds selvmordstanker. Watt citerer fra az-Zuhris materiale:
"Han (Muhammed) sagde, jeg havde overvejet at kaste mig ud fra en stejl klippe, men mens jeg overvejede det, viste han sig for mig og sagde: 'O Muhammed, jeg er Gabriel, og du er Guds Sendebud.' (...)"
Az-Zuhri sagde: "Der var en afbrydelse i åbenbaringerne til Guds Sendebud, og han var meget bedrøvet. Han begyndte at gå tidligt op på toppen af bjergene for at kaste sig ud fra dem. Men hver gang han nåede toppen af et bjerg, viste Gabriel sig for ham og sagde: 'Du er Guds Profet.'"
INTRODUKTION
Kun få mennesker har kendskab til Muhammeds selvmordsforsøg. Efter hans indledende besøg af en ånd, der hævdede at være Gabriel, var Muhammed vanvittig af frygt og forsøgte selvmord. Han gik op til toppen af et bjerg og havde til hensigt at kaste sig ud fra en klippe. Det samme væsen, der forårsagede hans frygt, greb derefter ind. Senere, i løbet af op til de næste tre år, blev besøgene fra denne ånd sjældne, og Muhammed forsøgte derefter igen selvmord på en lignende måde. Igen var det udelukkende på grund af dette væsens indgriben, at Muhammed ikke dræbte sig selv.
Kun få islamiske ledere vil lære dette til deres muslimske trosfæller, fordi det sætter en plet på Muhammed; det skaber tvivl om hans troværdighed og troværdigheden af hans forudsatte "profetiske" oplevelse. Nogle muslimer afviser kilderne til fortællingen. Andre - mere intelligente muslimer, der har kendskab til kilderne - svarer med at sige, at chokket over oplevelsen fik ham til at forsøge at begå selvmord.
Men chokket over den oprindelige oplevelse ville have fortaget sig over de næste par dage, om ikke uger, næppe årsag til Muhammeds fortsatte selvmordsforsøg over de næste år.
DISKUSSION
Overvej disse hændelser. Begge mænd havde et uventet møde. Paulus blev konfronteret med et væsen, der identificerede sig som Herren Jesus Kristus; Muhammed blev besøgt af en åndelig kraft, der hævdede at være Gabriel.
Paulus stod ansigt til ansigt med guden for de mennesker, han forfulgte. Han så et lys, hørte en stemme og vidste pludselig, hvem han i virkeligheden forfulgte. Vi læser, at Paulus så forstod, at han oplevede en konfrontation fra Gud. Vi ser, at han ikke blev rædselsslagen, at han ikke gik i panik pga. frygt og at han ikke kastede sig ud i ubesindige, desperate handlinger. Og efter begivenheden pålagde Gud sit folk at tjene Paulus; Paulus blev trøstet, opmuntret og styrket.
Hvis nogen havde grund og motiv til at begå overilede handlinger, var det Paulus. Han blev tvunget til at indse, at han forfulgte og dræbte Guds folk. Hvilken form for straf ville blive tildelt ham? Hvordan kunne han tilgives de forbrydelser mod Gud, han havde begået? Ville han kunne finde fred eller trøst noget sted resten af sine dage?
I stedet for at handle forrykt begyndte Paul på en eller anden måde at lære den gud at kende, som han blev konfronteret med. Paulus vidste, at denne gud ikke ville kræve hævn for det onde, han havde begået. Paulus oplevede Guds tilgivelse og at blive elsket meget efter at være blevet tilgivet meget. På grund af sin intime, åndelige oplevelse, fordi han havde smagt og set, at Herren er god, underkastede han sig nu Gud, og var fast besluttet på at tjene Ham lige så brændende, som han havde forfulgt Ham.
Muhammed reagerede helt anderledes. Det er ubestrideligt, at der skete noget pinefuldt. Han vendte tilbage til sin kone, forvirret og rædselsslagen: "Hvad er der galt med mig?", spurgte han sin kone. Ligesom børn gemmer sig under et dække, når de er bange for monstre i mørket, således fik Muhammed sin kone til at pakke sig ind i et tæppe; han ville ikke se årsagen til rædsel igen.
Ikke tilfreds med hendes trøst går han instinktivt til bjerget vel vidende, at der er sket noget ondt med ham. Han kender ingen anden løsning på problemet end den endelige løsning: At begå selvmord. Men på toppen af bjerget griber denne ånd ind, trøster ham, pirrer hans ego: "O Muhammed, du er Guds apostel." Muhammed vender tilbage.
Men det var ikke forbi. Rædslen, depressionen og tvivlen, som Muhammed oplevede, var for virkelig, for vedholdende til at ryste af sig. Beroligende ord blev eroderet af indre pine, tvivl og frygt: "Ve mig digter eller besat (...). Jeg vil gå op på toppen af bjerget og kaste mig ud, så jeg kan dræbe mig selv og finde hvile."
I modsætning til Paulus' oplevelse, så bliver Muhammed ikke trøstet af andre end denne "ånd". Muhammed bliver ladt i stikken. Efterhånden som tiden går, besøger denne ånd Muhammed sjældnere; pinslerne og depressionen vender tilbage og vinder styrke. Han tager atter afsted for at dræbe sig selv. Og ånden griber ind, lige i rette tid, appellerer igen og igen til hans ego og fortæller ham, at han er en Guds apostel. Depressionsanfaldene fortsætter over de følgende år, selvmordsforsøgene følger, og ånden fortsætter med at berolige ham. Muhammed begynder at tro, at han er en Guds sendebud. Sendebudet af en gud, hvis indflydelse fik ham til at forsøge selvmord.
FOLK I BIBELEN, DER MØDTE GUD
Lad os yderligere sammenligne Muhammeds oplevelse med bibelske fortællinger om folk, der havde oplevelser med Gud.
Noa - 1. Mosebog 6
Gud taler til Noa og fortæller ham, at Han vil ødelægge jorden. Noa
går ikke i panik, bliver ikke deprimeret eller drevet af frygt. Han
ved, at denne Gud taler til ham, og at der ikke er behov for overilet
handling. Noa ved, at dette er Gud, og Noa bliver ikke irrationel. Noa
ved, at denne Gud ikke vil skade ham.
Abraham - 1. Mosebog 12-18
Gud taler til Abraham; Abraham går ikke i panik; Abraham bliver ikke
forvirret; Abraham tvivler ikke eller bliver deprimeret; Abraham tror
og adlyder. Gud besøgte Abraham, men alligevel handlede hverken han
eller Sara ubesindigt.
Moses - 2. Mosebog 3 - 34
Gud viste sig for Moses i den brændende busk. Moses var bange for at
se på Gud, men Moses blev ikke paranoid. Han vidste, at denne Gud ikke
var en rædslens Gud. Moses løb ikke tilbage til sin familie ude af sig
selv af frygt. Moses blev ikke deprimeret over hændelsen og troede,
at han var besat eller forhekset. I stedet - fordi Moses personligt
oplevede denne Gud og vidste, at han kunne stole på denne Gud - havde
Moses vished og adlød.
Esajas - Esajas' Bog 6
Esajas havde en stærk vision og oplevelse af Gud. Alligevel mistede
han ikke fatningen; han blev ikke drevet af rædsel for Gud. Han frygtede
Gud på grund af synden i sit hjerte og synden af de mennesker, han levede
blandt, men han gik ikke i panik. Under denne oplevelse indså han, at
Gud havde tilgivet ham og accepteret ham. Fordi han oplevede den virkelige
Gud, forsøgte Esajas ikke selvmord eller nogen anden uoverlagt handling.
Hans sind var sundt; han behøvede ikke en "ånd" til at fortsætte
med at berolige sig.
Maria - Lukasevangeliet 1
Den ægte Gabriel besøgte også Maria. Også hun blev forvirret og bange.
Men under sin oplevelse med Gabriel vandt hun selvtillid og styrke.
Hun vidste, at Gud elskede hende. Hun blev ikke irrationel eller deprimeret,
og hun løb ikke bange rundt, som havde hun mistet sin forstand. Hun
forsøgte ikke selvmord. I stedet vidste hun, fordi hun oplevede den
levende Gud, at hun var elsket og accepteret. Hun vidste, at denne Gud
var sand, og at hun intet havde at frygte.
Jesus - Markusevangeliet 1
Da Jesus Kristus begyndte sin tjeneste, blev han døbt i vand. Helligånden
steg ned over ham. Gud talte fra himlen, og folket dér hørte Gud tale:
"Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!" (Matt
3:17) Der var ingen anfald af panik, depression eller tvivl.
Og efter at Jesus var blevet fristet af Djævelen i ørkenen, sørgede englene for ham. Men ingen sørgede for Muhammed. Man får den fornemmelse, at disse ånder, i stedet for at tjene ham, hjemsøgte ham. Djævelen sagde til Jesus: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned." Ånden sagde til Muhammed, at han ikke skulle styrte sig ned - han var Allahs apostel.
Som jeg læser fortællingerne om folk i Bibelen, der mødte Gud, kan jeg ikke finde noget, der ligner Muhammeds oplevelse. Disse mennesker mødte faktisk Gud, mens Muhammeds hele profetskab alene hviler på, hvad en åndelig mellemmand fortalte ham. Disse mennesker var fulde af ærefrygt, men blev aldrig deprimerede som følge af deres oplevelse. Disse mennesker levede i forening med Gud. Nogle vandrede med Ham, for andre åbenbarede Han sig. Ingen af dem overvejede selvmord. Men mange gange i løbet af op til tre år forsøgte Muhammed at begå selvmord, og hver gang stoppede denne "ånd" ham. Hvilke planer havde denne ånd med ham?
ET ANDET MENNESKE PÅVIRKET AF SATAN
Prøv på den anden side at se på Judas. Satan lagde det i hans hjerte at forråde Kristus; Satan trængte ind i Judas. Og da Judas kom til sig selv, begik han selvmord. Da Muhammed havde en periode med klar tanke uden en ånds indflydelse, forsøgte han selvmord. (Ref. Johannesevangeliet 13 og Apostlenes Gerninger 1).
Ligeledes da Jesus uddrev dæmoner fra en mand, sprang dæmonerne over i en flok svin. Hvad gjorde svinene? De blev vanvittige og dræbte sig selv - kastede sig ned i søen, hvor de druknede. Disse dæmonbesatte svin begik selvmord!
ANDRE HENVISNINGER TIL MUHAMMED OG DÆMONISKE OPLEVELSER
Selv i Koranen [7] er der antydninger af, at folk troede, at Muhammed var besat eller påvirket af dæmoner.
Koranen 81:22-25 lyder:
"Jeres frænde [Muhammed] er ikke besat. Han så ham [Gabriel] i den klare horisont, og han er ikke karrig med det skjulte. Det er ingen bortstenet satans ord."
Koranen 69:40-43 lyder:
"Den er en ædel udsendings ord, og ikke en digters ord. Kun sjældent tror I! Ej heller er den en sandsigers ord. Kun sjældent lader I jer påminde. Sendt ned fra alverdens Herre."
Her siger Muhammed til sine kritikere, at han virkelig så en engel, og at hans ord ikke kommer fra en djævel eller hans egen fantasi. Uden tvivl troede de mennesker, der levede på den tid, at han var inspireret af en djævel, så Muhammed talte disse ord - som Koranens ord - i selvforsvar.
En oplevelse Muhammed havde som barn.
Da Muhammed var barn, var han i pleje hos en beduin-kvinde. I denne tid havde han en oplevelse med "to mænd i hvid klædedragt". Her er W. M. Watts oversættelse af Ibn Ishaqs Muhammed-biografi side 36:
"... to mænd i hvide klæder kom til mig med et gyldent vandfad fuld af sne. De tog mig og åbnede min krop, så tog de mit hjerte og åbnede det og tog en sort klump ud derfra, som de smed væk. Så vaskede de mit hjerte og min krop med sneen, indtil de havde gjort dem rene."
Denne begivenhed foruroligede beduinerne dybt og de returnerede Muhammed til hans mor. Her er historien fortalt af Muhammeds amme, der er beskrevet i Guillaumes oversættelse af Ibn Ishaq, side 72:
"Hans [Muhammeds vens] far sagde til mig: 'Jeg er bange for, at dette barn har fået et slagtilfælde, så tag ham tilbage til hans familie, før resultatet viser sig.' (...) Hun [Muhammeds mor] spurgte mig, hvad der var sket, og gav mig ingen fred, før jeg fortalte hende det. Da hun spurgte, om jeg frygtede, at en dæmon havde besat ham, svarede jeg, at det gjorde jeg."
Selv i hans barndom troede nogle mennesker, at han var dæmonbesat. Bemærk, at selv Muhammeds amme troede, at han var blevet besat af dæmoner. Man forventer en vis tilknytning mellem de to, da hun passede og plejede ham. Og bemærk, at det var Muhammeds mor, der bragte den mulighed på bane, at han var dæmonbesat. Så det er ejendommeligt, at både moderen ville foreslå det og ammen ville returnere Muhammed under disse omstændigheder: Noget alarmerende var faktisk sket.
Til hvem og hvad kan disse oplevelser tilskrives? Hvad er mulighederne? Følgende er nogle af de ting, man kommer til at tænke på:
1) Muhammed fik faktisk et besøg af Gabriel.
2) Muhammed blev besøgt af en dæmon eller Satan selv.
3) Muhammed oplevede en eller anden form for illusion.
4) Muhammed led af en eller anden form for epilepsi eller havde andre mentale problemer.
5) En kombination af 2, 3 og/eller 4.
Lad os sammenfatte.
Fra hans ungdom troede nogle mennesker tæt på ham, at han var besat af dæmoner. Senere i livet bliver Muhammed dybt foruroliget over mødet med en ånd, den såkaldte "Gabriel", og han tror selv, at han er besat af dæmoner. Han bliver meget deprimeret, fyldt med frygt og forsøger selvmord. Men han stoppes kun, når denne ånd dukker op og siger, at han er en apostel. Senere, da disse besøg bliver sjældne, går han igen ud og prøver at begå selvmord. Hver gang griber ånden ind. Som tiden gik, fortsatte folk med at tro, at Muhammed var dæmoninspireret.
INFORMATION OM SELVMORD OG MENTAL SYGDOM
På dette sted vil det være nyttigt at se på psykisk sygdom forbundet med selvmord. Muhammed forsøgte selvmord mange gange. Dette var ikke bare en engangsforeteelse forårsaget af en traumatisk oplevelse, han havde. Dette var hans sindstilstand i nogen tid.
Hjemmesiden: https://save.org/about-suicide/faqs/ indeholder nogle generelle spørgsmål vedrørende den mentale sundhed hos en person, der forsøger selvmord. Jeg har tilføjet overskrifterne SPØRGSMÅL og SVAR med store bogstaver. Her er nogle uddrag: [Spørgsmålene og svarene er siden blevet revideret, o. a.]
SPØRGSMÅL
Hvorfor dræber folk sig selv?
SVAR
Det meste af tiden er mennesker, der dræber sig selv, meget syge af
depression eller en af de andre typer depressive sygdomme, der opstår,
når kemikalierne i en persons hjerne kommer ud af balance eller bliver
forstyrret på en eller anden måde. Sunde mennesker dræber ikke sig selv.
En person, der har depression, tænker ikke som et normalt menneske,
der har det godt. Deres sygdom forhindrer dem i at kunne se frem til
noget. De kan kun tænke på NU og har mistet evnen til at forestille
sig fremtiden. Mange gange er de ikke klar over, at de lider af en sygdom,
der kan behandles, og de føler, at de ikke kan hjælpes. Tanken om at
søge hjælp dukker måske slet ikke op i deres sind. De tænker ikke på
menneskene i deres nærhed, familie eller venner, på grund af deres sygdom.
De fortæres af en følelsesmæssig og mange gange fysisk smerte, der bliver
uudholdelig. De ser ingen vej ud. De føler sig uden håb og hjælpeløse.
De ønsker ikke at dø, men de føler, at døden er den eneste vej ud af
deres smerte. Det er et ikke-rationelt valg.
SPØRGSMÅL
Hvad er depressive sygdomme?
SVAR
De er helkropssygdomme, der påvirker en persons tanker, følelser, opførsel
og fysiske sundhed og udseende. De påvirker alle områder af et menneskes
liv - hjem, arbejde, skole og socialt liv. Disse sygdomme adskiller
sig fra almindelige former for nedtrykthed, som er normale følelser,
der til sidst går over. Depressive sygdomme varer i måneder eller år
med forskellige mønstre. En person med en depressiv sygdom kan ikke
ved egen hjælp komme til at føle sig godt tilpas. De kan ikke rive sig
ud af den. At lide eller ikke at lide af disse sygdomme har ikke noget
at gøre med en persons viljestyrke ...
SPØRGSMÅL
Hvad er angst?
SVAR
Angst er følelsen af overdreven frygt, nervøsitet eller bekymring for,
at der kan ske noget dårligt, selvom der ikke er nogen logisk eller
specifik grund til at være bange. Mange gange går depressive sygdomme
og angst hånd i hånd. Forskellige typer angstlidelser inkluderer:
Panikforstyrrelse - panikanfald optræder med symptomer som svimmelhed, hurtig hjerterytme, følelse af svaghed eller løsrivelse fra kroppen, stakåndethed, kvalme, diarré, følelsesløshed eller prikken i arme/ben, rysten, rødmen eller kuldegysninger, frygt for at dø, øjeblikkeligt behov for at flygte fra den situation, der har udløst angrebet.
Posttraumatisk stressforstyrrelse - denne lidelse kan optræde som et resultat af et følelsesmæssigt eller fysisk traume som fx en bil- eller flyulykke, et fysisk/seksuelt overgreb, en krig eller naturkatastrofe. Symptomer som flashbacks eller mareridt kan pludselig begynde at komme år efter at begivenheden fandt sted, hvilket kan resultere i social isolation, panikanfald, vredesudbrud eller stofmisbrug, som kan være et forsøg på at glemme.
NOGLE KOMMENTARER OG SÆRIGE FORHOLD
Selvom jeg ikke er psykiater, er det indlysende for mig, at enhver, der konsekvent forsøger selvmord i en årrække, lider af en eller anden form for psykisk sygdom. Er dette Guds værk? Muhammed forsøgte selvmord mange gange. Hans psykiske sygdom stammede fra den skræmmende oplevelse, han havde med den ånd. Ville Gud lade sin udvalgte profet blive mentalt ubalanceret? Vi ser, at Gud i Bibelen altid opbyggede og styrkede de mennesker, der først mødte ham. Men i Muhammeds tilfælde ser vi det modsatte. I stedet for at blive styrket blev Muhammed svækket. I stedet for at blive fuld af selvtillid, blev Muhammed fuld af frygt, i stedet for at lære vejen at kende, blev Muhammed efterladt i tvivl.
Ville Guds fred og kærlighed ikke have trøstet Muhammeds hjerte, så Muhammed ikke behøvede at fortsætte med at forsøge at begå selvmord? Hvilken frygtelig historik for "Allah". Sådan arbejder Gud ikke. Guds nærvær førte bestemt ikke til, at Paulus, Abraham, Noa eller Maria blev deprimerede, mistede håbet og handlede ubesindigt. Selv Paulus mistede ikke håbet eller gav efter for depression, da han senere i sit liv blev fysisk slået og fængslet, men priste hellere den Gud han kendte. (Apostlenes Gerninger 16:22-31).
Derudover er vi i stand til at udlede noget om Muhammeds præ-islamiske tro: Han kendte ikke den sande Gud, og uanset hvilken tro han havde, så var den meget svag. Havde han haft et forhold til Gud eller haft en tro på den sande Gud, ville han have søgt Gud og bedt Ham om hjælp. I stedet blev Muhammed opslugt af en dyb selvmordsdepression i cirka 3 år.
På den anden side blev Muhammed selvmorderisk efter hans oplevelse med ånden. Og som tiden går, fortsætter han med at være selvmorderisk. Alt imens han hele tiden, dybt nede, spekulerer over, om han er dæmonbesat. En rationel person ville skønne, at hvad der end skete med Muhammed, så havde det skadet hans sjælelige tilstand. Hvis han havde levet i dag, ville han være blevet betragtet som psykisk syg, have fået medicin, være blevet institutionaliseret og betragtet som værende til fare for sig selv.
HVAD BETYDER DET ALT SAMMEN?
Muhammed havde en smertefuld oplevelse. Den gjorde ham vanvittig. Han led som følge af oplevelsen. Hvad er den virkelige magt bag en oplevelse, der får en mand til at blive selvmorderisk i op til tre år?
Jesus forudsagde, at falske profeter ville opstå og vildlede mange. Hvis Jesus talte sandt, må vi forvente, at sådanne falske profeter opstår og har held til at vildlede folk:
"Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild."
- Matt 24:11.
Satan ville finde og forsøge at bruge falske profeter. Muhammed havde som falsk profet bestemt succes. At folk vælger at følge Muhammed betyder, at de afviser det, som Jesus lærte; de afviser Kristus selv. De afviser Gud. Hvis man dømmer efter Muhammeds oplevelse og efter, hvad Muhammed senere gjorde og lærte, giver det så ikke god mening at sige, at det var en satanisk magt, der påvirkede og motiverede ham?
NØGLEHENVISNINGER FRA DET NYE TESTAMENTE OM SATANISK AKTIVITET
En vigtig note: Folk modtog budskaber fra "engle" længe før Muhammed dukkede op. Der er to nøglevers i Det Nye Testamente.
2 Kor 11:14:
"Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel."
Gal 1:8:
"Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han."
"Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel". Dette er præcist, hvad der skete for Muhammed. Gå tilbage til beskrivelsen af hans "åbenbarings"-oplevelse. Han oplevede "lys" inde i hulen. Joseph Smith [mormonismens grundlægger], en anden falsk profet, blev også besøgt af en engel, der gav ham et falsk budskab.
KONKLUSION
"For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og
kærlighed og besindighed."
- 2 Tim 1:7.
Min konklusion er, at Muhammed oplevede et dæmonisk besøg, og at det skadede hans mentale helbred. Satan eller en af hans dæmoner viste sig for Muhammed. Denne forfærdelige oplevelse fyldte ham med rædsel, gjorde ham ham deprimeret og fik ham til at forsøge selvmord. Den gjorde ham psykisk syg. Men Satan beskyttede sin investering. Da Muhammed blev alene, gjorde sandheden om, hvad der virkelig skete, ham deprimeret og skræmte ham. Den ville altid dukke op i hans sind. Det var kun gennem Satans vildledende indflydelse, at Muhammed blev forhindret i at dræbe sig selv. Endelig, efter en periode, blev Muhammeds sind forhærdet. Satan havde vundet en pris. Jesus sagde, at Satan var en morder fra begyndelsen. Som Muhammed levede gennem resten af sit liv, jo mere magt fik han, jo mere herredømme og erobring han søgte, jo mere blod blev der udgydt. Alt imens han hele tiden fortalte sig selv og andre, hvad Satan havde fortalt ham mange år før: "Jeg er Guds apostel."
BIBLIOGRAFI
[1] "Bibelen", Autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Det Danske Bibelselskab. København, 2005. Søg i Bibelen online her.
[2] "Sahih al-Bukhari", oversat af M. Khan, udgivet af Kitab Bhavan, New Delhi.
[3] "Sirat Rasulallah", af Ibn Ishaq, oversat som "The Life of Muhammad" af A. Guillaume, udgivet af Oxford University Press, London.
[4] "Kitab al-Tabaqat al-Kabir", (Bogen om de højere klasser), oversat af S. Moinul Haq, udgivet af Pakistan Historical Society.
[5] "The History of al-Tabari", oversat af W. M. Watt, udgivet af SUNY.
[6] "Muhammad at Mecca", af W. M. Watt, udgivet af Oxford University Press.
[7] "Koranen", oversat af Ellen Wulff, udgivet af Forlaget Vandkunsten, København, 2006. Søg i Koranen online her.
NOTER OM KILDEMATERIALET
Muhammeds selvmordsforsøg er dokumenteret i adskillige fremtrædende islamiske kildematerialer: Bukhari's "Sahih"-samling af Hadith, Ibn Ishaqs "Sirat Rasulallah", Ibn Sa'd's, "Kitab al-Tabaqat al-Kabir" og Tabaris "Ta'rikh al-rulul wa'l-muluk".
Disse kildematerialer danner grundlaget for meget af islam i dag. Bukharis Sahih Hadith anses for at være det næstvigtigste sæt skrifter i islam, kun overgået af Koranen. Ibn Ishaqs værk anses for at være den mest autentiske biografi om Muhammed, der er bevaret, og Tabaris Historie er den bedste historiske samling om tidlig islam.
Oversættelse: Bombadillo