Vigtigheden af ​​'Vidner'
Af Ralph Sidway
Oversættelse af: The Importance of ‘Witnesses’
Kilde: RaymondIbrahim.com, 16. april 2013
Udgivet på myIslam.dk : 21. marts 2014

Ortodokst ikon af de 100.000 georgiere, der blev halshugget i Tbilisi for at nægte at frasige sig Kristus og antage islam

I de østlige ortodokse kristne traditioner er helgeners liv samt martyrers og bekenderes eksempler en rig kilde til teologi. Dem var det, der "fuldførte dette liv i tro"; derfor fylder deres "vidnesbyrd" (bogstavelig oversættelse af det græske ord, "martyr") meget i Kirkens hukommelse. Efter den ortodokse kirkes opfattelse, bringer martyrer og bekendere et "levende ord" til de troende, et ord, der kan blive særligt relevant i tider med krise og forfølgelse.

Fællesskabet om martyrernes liv har til hensigt at opmuntre de troende og give dem mod til at holde ud på måder, som undervisning og polemik ikke kan. Faktisk er dette en af de primære grunde til indsamlingen og udgivelsen af de beretninger om martyrernes liv under de muslimske osmannere, der er givet af St Nicodemos af det Hellige Bjerg.

I vore dage kan vi også, på baggrund af martyrernes liv, lære meget om håndhævelsen af islamisk lov angående ikke-muslimer på forskellige tider og steder. Og vi kan bestemt lære om kristnes reaktioner på jihad, dhimma-kontrakten og muslimske praksisser såsom taqiyya og kitman. De seneste par årtier har set stadig flere biografier over helgener og martyrer blive oversat til engelsk fra tidligere meget obskure traditioner, og vi vender os nu mod den georgiske ortodokse kirke for at høre den følgende interessante fortælling.

I dag [10. april 2013, da denne artikel blev skrevet] fejres martyrerne fra Kvabtakhevi-klosteret. Som en slags prolog til de særlige begivenheder om martyrdød og destruktionen af klosteret selv, er givet en fascinerende beretning om, hvordan den kløgtige kong Bagrat V forsøgte at overliste den glubske muslimske krigsherre, Timur:

I det 14. århundrede, under kong Bagrat V's regeringstid (1360-1394), invaderede Timur (Timur Lenk) Georgien syv gange. Hans tropper påførte landet uoprettelig skade, bemægtigede sig århundredgamle skatte og jævnede gamle kirker og klostre med jorden.
Timurs hære hærgede Kartli, tog derefter kongen, dronningen og hele hoffet til fange og sendte dem til Karabakh (i det nuværende Aserbajdsjan). Senere forsøgte Timur at lokke kong Bagrat til at frasige sig sin kristne tro til gengæld for tilladelse til at vende tilbage til tronen og frigivelse af de øvrige georgiske fanger.
I nogen tid var Timur ude af stand til at underkue kong Bagrat, men i sidste ende, magtesløs og isoleret fra sine slægtninge, begyndte kongen at vakle. Han udtænkte en snedig plan: At bekende islam foran fjenden, men at forblive en kristen i hjertet.

Her har vi en fantastisk scene: En kristen monark under ekstrem tvang, der på klassisk vis anvender den muslimske praksis, taqiyya, der kan defineres som "bedrag" eller "forstillelse". Som Muhammed er noteret for at sige: "Krig er bedrag" (Bukhari 52:269). Her er nogle passager, som kan formidle nuancerne i denne form for bedrag:

[Et] problem vedrørende lov og orden [med hensyn til muslimer i dar al-harb] skyldes et gammelt islamisk juridisk princip, taqiyya, et ord, hvis rod betyder "at forblive tro", men som i realiteten betyder, "forstillelse." Det har fuld koranisk autoritet (3:28, 16:106 og 40:28) og gør det muligt for muslimen udadtil at være i overensstemmelse med kravene fra uislamiske eller ikke-islamiske styreformer, mens han indvendigt "forbliver tro" mod, hvad han opfatter som sand islam – alt imens han venter på, at strømmen skal vende. (Hiskett, Some to Mecca Turn to Pray, 101.)
Historiske eksempler på taqiyya omfatter tilladelse til at afsværge islam for at redde livet eller at indynde sig hos fjenden. Det er ikke svært at se, at konsekvenserne af taqiyya er lumske ud i det ekstreme: De gør i bund og grund enhver forhandlingsløsning - og, ja, al sanddru kommunikation mellem dar al-islam og dar al-harb - umulig. Det burde dog ikke være nogen overraskelse, at den ene part i en krig forsøger at vildlede den anden om sine midler og hensigter. (Gregory Davis, Islam 101. Dansk oversættelse: Islam for begyndere)
Islamisk troslære tillader bedrag, list og dispensationer. For en dyberegående undersøgelse, læs om doktrinerne taqiyya, tawriya og taysir. Så er der også islams overordnede idé om niyya (eller "intention"), bedst fanget af den berømte muslimske grundsætning: "Nødvendighed gør det forbudte tilladt." Ifølge denne lære er det intentionerne bag muslimske handlinger, der afgør, hvorvidt disse handlinger er tilladte eller ikke. (Raymond Ibrahim, The Threat of Islamic Betrayal. Dansk oversættelse: Truslen fra islamisk forræderi)

Dette bedrag virker alt for godt, som vi ser i den fortsatte fortælling:

Tilfreds med kong Bagrats beslutning om at "konvertere til islam," tillod Timur kongen at vende tilbage til tronen i Kartli. På anmodning af kong Bagrat, sendte Timur tolv tusinde soldater med ham for at fuldføre Georgiens tvangskonvertering til islam.

Derefter forstørrer kong Bagrat sit bedrag og prøver at rette et alvorligt slag mod Timurs krigskapacitet ved at arrangere et overraskelsesangreb på de intetanende tropper:

Da de nærmede sig landsbyen Khunani i det sydøstlige Georgien, informerede Bagrat hemmeligt sin søn Giorgi om alt, hvad der var sket, og opfordrede ham og hans hær til at massakrere angriberne.
Nyheden om Bagrats forræderi og ødelæggelsen af hans hær gjorde Timur rasende, og hans hævn kom øjeblikkeligt. På deres leders befaling ødelagde hans tilhængere alt på deres vej, satte ild til byer og landsbyer, ødelagde kirker, og trængte på den måde frem til Kvabtakhevi-klosteret.

Bedraget, skønt succesrigt på kort sigt, synes at have været provokationen bag Timurs udløsning af en slags middelalderlig "bomb og brolæg"-strategi [“nuke and pave” strategy], for at knuse de rebelske georgiere, give dem en lærestreg og afgørende sikre det georgiske territorium.

Både munke og lægfolk var samlet i Kvabtakhevi, da fjenden kom tordnende ind. Efter med magt at have åbnet porten, brasede angriberne ind i klosteret, hvor de plyndrede og stjal alle dets skatte. De tog de unge og stærke, og førte dem væk. De gamle og svagelige blev lagt under sværdet.
Som den største ydmygelse hånede de præsterne og munkene ved at vikle dem ind i kanebjælder og hoppe og danse omkring dem.
Allerede berusede af det blod de havde udgydt, stillede barbarerne et ultimatum til de overlevende: At fornægte Kristus og bevare livet eller at blive drevet ind i kirken og brændt levende.

Her ser vi de klassiske elementer af islamisk jihad – tilfangetagelse, rov og plyndring, slagtning af uskyldige og ydmygelse af fjender - som eksemplificeret af Muhammed selv under hans slag og plyndringstogter. (Fordi denne fortælling er lagt ud på en kristen hjemmeside, kan vi trygt antage, at beretninger om voldtægt af unge kvinder og piger og deres liv i fangenskab som sexslaver, er blevet redigeret ud for børn under 13, men sådanne gerninger er kodificeret i islamisk lov og praksis ved Koranen 4:3 og Muhammeds eksempel) Og selvfølgelig ser vi her det klassiske islamiske valg tilbudt "Bogens Folk": Fornægt Kristus, konverter til islam og lev, eller bliv dræbt (pr. Koranen 9:29). Bemærkelsesværdigt fraværende er det "tredje valg" af dhimma-kontrakten, som indebærer betaling af jizya-skat og underkastelse under islamisk styre.)

Fortællingen går nu over til beretningen om selve martyriet:

Stillet over for disse betingelser råbte de troende: "Gå videre og brænd vores kød - i det Himmelske Rige vil vore sjæle brænde med en guddommelig flamme mere strålende end solen!" Og i deres store ydmyghed bad martyrerne om, at deres martyrium ikke blev stillet til skue: "Vi beder blot om, at I ikke begår denne synd for øjnene af mennesker og engle. Herren alene kender vores viljes oprigtighed og trøster os i vore retfærdige trængsler!"
Efter at være blevet drevet som dyr ind i kirken, opløftede martyrerne en sidste bøn til Gud: "Ved Din store trofasthed kan jeg gå ind i Dit hus; jeg kaster mig ned i Dit hellige tempel i ærefrygt for Dig. Herre, led mig i Din retfærdighed til værn mod mine fjender, jævn Din vej foran mig (Sl 5:8-9), at jeg af rent hjerte for evigt kan herliggøre Dig ..."

Denne passage fra Salmernes Bog bruges som en bøn af ortodokse kristne, når som helst de træder ind i et ortodokst tilbedelseshus, hvad enten det er en katedral, en kirke eller et lille kapel. At der specifikt henvises til dette i denne martyrberetning forstørrer eksponentielt vigtigheden af denne bøn for os, der (endnu) ikke udsættes for direkte forfølgelse.

Bødlerne slæbte mere og mere træ til, indtil flammerne der omhyllede kirken brændte så højt som til himlen og lyden af knitrende træ genlød gennem bjergene. Fanget i en ring af ild, messede de salige martyrer salmer, indtil de overgav deres ånd til Herren.
Massakren i Kvabtakhevi fandt sted i år 1386. Aftryk af martyrernes forkullede lig findes stadig på kirkens gulv i dag. (Kilde: OCA.org)

Igen - kong Bagrats bedrag var kun "tilsyneladende" anledningen til Timurs hævngerrige massakre på de georgiske munke og lægfolk i klosterbranden. Jeg understreger denne årsag som kun tilsyneladende, baseret både på den umiddelbare historiske kontekst (Timur havde allerede invaderet Georgien syv gange før denne kampagne), og på islamiske fortilfælde med lang historisk kontinuitet.

I 1226, for eksempel, halshuggede en muslimsk jihad-kampagne under Khwarezmid Sultan Jalal al-Din 100.000 georgiere i Tbilisi, fordi de afviste at fornægte Kristus og antage islam:

[Efter den blodige og frygtelige invasion] befalede sultanen, at ikonerne af Theotokos [græsk for "Guds Moder", den teologiske titel for Jomfru Maria, der er blevet anvendt i østlig ortodoksi siden slutningen af det første århundrede og proklameret som dogme på det 3. Økumeniske Koncil, afholdt i Efesos, 431 e.Kr.] og vor Frelser skulle tages ud af Sioni-katedralen og anbringes i midt på broen over floden Mtkvari. Angriberne gennede folk til broen og befalede dem at krydse den og spytte på de hellige ikoner. De, der forrådte den kristne tro og hånede ikonerne, fik deres liv skånet, mens de ortodokse bekendere blev halshugget.
100.000 georgiere ofrede deres liv for at ære de hellige ikoner. 100.000 afhuggede hoveder og hovedløse lig blev båret af den blodige strøm ned ad Mtkvari-floden. (Lives of the Georgian Saints, Archpriest Zakaria Machidatze, St Herman of Alaska Press, Platina CA, pp 403, 404.)

(Sådanne massehalshugninger burde lyde bekendt for læseren, eftersom Muhammed, ifølge Sira eller hans biografi, personligt halshuggede over 700 mænd og drenge - der allerede havde overgivet sig - fra Banu Qurayza-stammen [1], og dermed satte et eksempel for fremtidige islamiske folkemorderiske kampagner og islamiske afstraffelser helt frem til vor egen tid.)

Set i denne sammenhæng, kan kong Bagrats anvendelse af bedrag ikke bedømmes som værende ufornuftig. Tbilisi-massakren, der fandt sted næppe mere end et hundrede og halvtreds år før, må uden tvivl have stået Bagrat klart for øje. Og den legendariske Timur og hans barbariske hære ville helt sikkert have fundet anden tilstrækkelig motivation til at føre deres blodige jihad. Som Konge og Forsvarer af sit folk, havde Bagrat kun få muligheder åbne for sig. Det er derfor meget interessant, at han valgte en taktik, der så perfekt passer med islamisk praksis og doktrin.

Betydningsfuldt nok fælder den ortodokse beretning om martyrerne i Kvabtakhevi-klosteret ikke dom over kong Bagrat på dette punkt, hverken for at bruge bedrag (den synes at godkende hans forsøg), og heller ikke for resultatet, slagtningen af munkene og de troende. Som vi kunne illustrere fra talrige slag, ført mod muslimske erobrere fra det 7. til det 19. århundrede, har kristne anvendt et bredt spektrum af taktikker og strategier, selv inklusive kollektiv selvopofrelse, som i det episke Slaget ved Kosovo (Slaget på Solsortesletten) i juni 1389. Stormartyr Tsar Lazar af Serbien og hans hær, gjorde sig klar til kamp ved at fejre den guddommelige liturgi (dvs. messe - gudstjeneste, o.a.) og modtage den hellige kommunion (nadver), hvorefter de råbte: "For det herlige Kors og den gyldne frihed", og St. Sava af Serbiens gribende motto: "Opgiv alt for Kristus, men Kristus for ingenting!"

Nu er spørgsmålet - i takt med at islamisk supremacisme antager stadig mere forskelligartede og subtile former og metoder - om vores reaktion skal være en situationsbestemt "hovsa-løsning" [“whack-a-mole”], eller om vi måske skal finde en konsekvent, sammenhængende strategi for det 21. århundrede til forsvar for vestlig kultur med dens værdier og frihedsrettigheder? Eller vil vi fortsætte med, ikke at bedrage fjenden, men at bedrage os selv til at tro, at islam er en "fredens religion"?


Noter

[1] Ibn Ishaq, The Life of Muhammad, overs. af A. Guillaume, New York, 1980, pp 463-464.




Ralph Sidway er en ortodoks kristen forsker og forfatter. Han har skrevet Facing Islam: What the Ancient Church has to say about the Religion of Muhammad og driver bloggen, Facing Islam blog.




Oversættelse: Bombadillo