Indledning

Islam hævder, at ærkeenglen Gabriel kom til Muhammed og befalede ham at "recitere" og indlede sit profetiske kald. Hvad skal vi mene om denne "Anden Bebudelse"?

Den 25. marts fejrer Den Ortodokse Kirke ærkeenglen Gabriels bebudelse til Jomfru Maria. Som salmen til festen lyder:

"I dag er begyndelsen af vores frelse,
åbenbaringen af det evige mysterium!
Guds Søn bliver Jomfruens Søn,
da Gabriel bebuder Nådens komme ..."

Islam begynder også med en slags bebudelse til Muhammed, som (ikke) tilfældigt er givet af en ånd, der også identificeres som englen Jibril (Gabriel). Men karakteren og resultatet af denne bebudelse er meget forskellig fra den til Jomfru Maria seks århundreder tidligere. Som St. Gregory Palamas bemærkede i det 14. århundrede, var Muhammeds handlinger "ansporet af djævelen":

"[Muhammed] kom med krig, knive, plyndring, tvunget slaveri, mord og handlinger, der ikke er fra den gode Gud, men er tilskyndet af den øverste morder, djævelen." (Kilde)

Artiklen her sætter bebudelsen til Jomfru Maria op mod denne "anden bebudelse" til Muhammed. Denne er en af de mest betydningsfulde og afslørende kendsgerninger om islam, som tvinger os til at konfrontere mindst to meget afgørende spørgsmål:

1. Hvis muslimer tilbeder den samme gud som kristne, hvordan kunne denne samme gud sende to så radikalt modstridende åbenbaringer og budskaber?


2. Og kunne afsenderen af disse to budskaber være den samme gud, når han valgte at sende sin åbenbaring til Muhammed via en så mørk, truende og åbenlyst ond "bebudelse"?

Kan der have været to bebudelser?

25. marts er festdagen for Bebudelsen (Mariæ/Herrens Bebudelsesdag), hvor vi fejrer ærkeenglen Gabriels tilsynekomst for Jomfru Maria, som beskrevet i Lukas 1:24-38:

"Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid, og hun lod sig ikke se i fem måneder, men tænkte: 'Det har Herren gjort mod mig i de dage, da han tog sig af mig og fjernede min vanære blandt mennesker.'

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria.

Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: 'Herren er med dig, du benådede!'

Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.

Da sagde englen til hende: 'Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.

Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.'

Maria sagde til englen: 'Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.'

Englen svarede hende: 'Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.

Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.'

Da sagde Maria: 'Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!' Så forlod englen hende."

Ikonet til festen skildrer denne fantastiske scene og den beskedne, ærbødige udveksling mellem den unge pige og den magtfulde ærkeengel sendt af Gud. Læg mærke til, hvordan Jomfru Maria traditionelt er afbildet med sin hånd løftet en lille smule, med en holdning, der antyder en let reservation, en vigen tilbage, for "Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde."

Ærkeenglen Gabriel er ligeledes afbildet på en dynamisk måde, i bevægelse frem mod Jomfru Maria med højre hånd hævet i velsignelse. Men hans knæ er bøjet i en stilling, der er meget velkendt for ortodokse kristne - en holdning af ærbødighed, som vi indtager, når vi ærer en hellig ikon, eller beder en præst om velsignelse. Og evangeliet fortæller om Gabriels forsikringer til den i begyndelsen urolige pige; han ønsker straks at berolige hende ved at beskrive det uudsigelige mysterium om undfangelsen af Guds Søn samt at bekræfte gyldigheden af sin bebudelse med nyheden om Marias kusine Elizabeth, der nærmer sig det tredje trimester af sin egen mirakuløse graviditet, "thi intet er umuligt for Gud".

Liturgiske tekster til festen udvider dialogen mellem Ærkeenglen og Jomfruen, hvor førstnævnte siger ting som de følgende ord til Theotokos [græsk for "Guds Moder" eller bogstaveligt: "Gud-bærer"]: "Hvorfor er du bange for mig, O, du rene? Jeg er snarere bange for dig! Frue, hvorfor står du i ærefrygt for mig, som står i ærbødig ærefrygt for dig?"

Derefter fortælles vi om Marias ydmyge lydighed mod Guds vilje - på ikonet afbildet ved Maria, der holder garntrissen i hånden, en visuel henvisning både til arbejdet ved væven (traditionelt kvinders arbejde), men især til den åndelige virkelighed af Guds Søn, der har "påtaget sig kød ved Helligånden af Jomfru Maria", som er vævet og knyttet sammen i jomfruens skød.

Som på alle ikoner af Theotokos (græsk for Gud-bærer) pryder tre stjerner Jomfru Marias klædedragt: på hendes skuldre og på hovedet, og angiver, at hun var jomfru før undfangelsen, forblev jomfru under graviditeten og fortsatte i jomfruelighed efter fødslen.

Derfor omtales hun ofte som "Evig Jomfru" (græsk: Aeiparthenos).

En stråle af guddommeligt lys fra himlen (normalt med en due indhyllet i en lille glorie i midten) indikerer overskyggelsen af Helligånden og øjeblikket for undfangelsen af sønnen, der skal hedde Jesus.

Som vi synger i den dybe troparion [kort hymne] til festen:

"I dag er begyndelsen til vores frelse,
åbenbaringen af det evige mysterium!
Guds Søn bliver Jomfruens Søn,
da Gabriel bebuder Nådens komme.
Lad os sammen med ham råbe til Theotokos:
Glæd dig, O du, fuld af Nåde,
Herren er med Dig!"

Cirka seks århundreder efter denne kraftfulde hændelse og efter det frelsende virke af Marias søn, Guds søn, Jesus Kristus - og efter hans offentlige tjeneste med alle hans helbredelser, mirakler og tegn (helbredelsen af syge, helbredelsen af den blindfødte og den lamme, forkyndelsen af evangeliet for de fattige, opvækkelsen af døde). Og efter hans lidelse, hans henrettelse og død ved korsfæstelse, hans opstandelse på den tredje dag og hans opstigning til himlen i herlighed, efterfulgt af Helligåndens udgydelse over disciplene på pinsedagen. Og efter den hurtige vækst (med forfølgelse) af den kristne kirke, og dét efterfulgt af århundreders fortsatte vækst, selv mod enorme odds og hyppig forfølgelse, indtil Konstantins komme og omvendelsen af Det Romerske Imperium til kristendommen. Og derefter fulgt af tiden med de seks første økumeniske konciler, hvorigennem Kirken artikulerede mere præcist, hvad den altid havde troet og lært fra begyndelsen, og afviste enhver falsk lære (kætteri) om Jesus Kristus, Helligånden, den Treenige Guddom. Seks århundreder efter at den kristne tro blev sat i bevægelse ved ærkeenglen Gabriels bebudelse til Jomfru Maria, Theotokos, hævdedes en anden bebudelse at have fundet sted.

Dæmonen Jibril forbereder sig på at presse Muhammed så hårdt, at han vil "tro, det er døden."

Denne anden bebudelse forsøgte at feje hele den kristne åbenbaring væk, forsøgte at ophæve den første og sande bebudelse. Islams teologiske angreb på kristendommen (hvad jeg kalder "teologisk jihad") er blevet behandlet ret grundigt andre steder. Det, jeg gerne vil fokusere på her, er netop karakteren af denne anden bebudelse, hvor - ifølge påstandene i islamiske kildetekster og dogmer - ærkeenglen Gabriel kom til Muhammed og satte den islamiske religion i bevægelse.

Før vi overvejer denne "anden bebudelse", bør vi først notere os paralleliteten mellem Jomfru Maria og Muhammed. Jomfru Maria fødte Guds Ord i kødet, den anden person af Den Velsignede Treenighed. Muhammed hævdede at have bragt Guds ord i bogform, dvs. Koranen, som islam lærer, eksisterede i fuldkommen form med Allah forud for alle tider, i hvad islam kalder "Bogens Moder" [umm al-kitab]. Selvom vi med rette kan sammenligne Jesus og Muhammed, når vi overvejer kristendommens karakter og essens i forhold til islam, så ligger det egentlige teologiske sammenfald mellem Jesus og Koranen og mellem Jomfru Maria og Muhammed.

Men hvad er karakteren af denne anden bebudelse? Hvordan passer den med den første? Hvad var dens virkning på modtageren? Det åndelige væsen, som kom til Muhammed, hvordan nærmede det sig ham? Hvordan reagerede Muhammed? Kan vi skelne noget ud fra svarene på disse spørgsmål?

Den indledende "åbenbaring", bragt af det åndelige væsen (som islam lærer, var ærkeenglen Gabriel) var en overvældende, kraftfuld og rædselsvækkende begivenhed, der fandt sted efter at Muhammed ensomt havde tilbedt Allah i mange dage og nætter i en hule i Hira. Det magtfulde åndevæsen, der befalede ham at "læse og recitere", var skræmmende: Tre gange, fortæller Muhammed, "pressede han mig så hårdt, at jeg troede, det var døden." (Ibn Ishaq, The Life of Muhammed, overs. af A. Guillaume, New York, 1980, s. 106, jf. hadith fra Sahih Bukhari, 5:96:5).

Det er betydningsfuldt, at Muhammed selv i starten ikke troede, at han blev besøgt af ærkeenglen Gabriel, men snarere tænkte, at han var offer for en jinn (hvorfra vi får ordet "genie") eller dæmon. Han flygtede skælvende tilbage til sin kone Khadija og råbte frygtende for sit liv: "Ve mig, digter [dvs. overvældet af dæmoniske visioner] eller besat!" (Ishaq, s. 106)

Muhammed blev bange og selvmorderisk, men blev til sidst af sin kone Khadija og hendes onkel Waraqa (en nestoriansk kætter) overbevist om, at budskaberne var fra Gud, og at han var Allahs udvalgte sendebud.

Khadija anerkendes som den første muslim. At Muhammed derefter aktivt søgte yderligere møder med det væsen, der angreb ham, er vidnesbyrd om hans villighed til at åbne sig for den usete verden. At han så let blev overbevist af sin kone og onkel (og det kraftfulde "væsen") om, at han var specielt udvalgt af Gud og ikke var dæmonisk overvældet eller besat, viser, at forfængelighed og satanisk bedrag helt havde taget kontrol over hans sind og hjerte.

Efter denne første oprivende hjemsøgelse var der en treårig pause uden "åbenbaringer", hvor Muhammed led af selvmordsdepression og mangel på selvtillid. (Ishaq, s. 106. Se også denne artikel i Answering Islam.)

Da "åbenbaringerne" blev genoptaget, var Muhammed tilbøjelig til at acceptere dem uanset omkostningerne. Han identificerede sig med åbenbaringerne og placerede helt sit selvværd i det at være modtageren af dem.

(Dette er et interessant punkt, fordi Muhammeds reaktion på åndevæsenet Jibril og dets voldsomme og dødelige angreb på ham løber helt parallelt med oplevelserne af nutidens UFO-kontaktpersoner og -bortførte. Folk, der har set en UFO, og især dem, der hævder en "nær-kontakt", eller at være blevet bortført, lider ofte af alvorlige psykiske traumer, depressioner, selvmordstendenser, vrangforestillinger og mere. Et meget lille antal bliver hyldet for den uhyrlige oplevelse, de har haft, og nogle af dem, som den ulykkelige Whitley Streiber, skriver bøger eller på anden måde hjælper med at fremme dæmonernes UFO-myte om en stor åbenbarelse og en kommende ny tidsalder.)

Selv denne korte undersøgelse afslører "bebudelsen" til Muhammed som værende af dæmonisk oprindelse. Det er således helt klart, at Muhammed var mere end blot en falsk profet og en bedrager. Han var snarere et villigt og samarbejdende offer for dæmonisk bedrag, hvis ikke for direkte dæmonbesættelse.

Vi kender resten af historien, alt sammen fra islamiske kildetekster: Muhammeds fordærvede liv; krigsherren, der halshuggede over 800 jøder efter en sejr; den pædofile, der giftede sig med barnet Aisha, da hun var seks år gammel og fuldbyrdede ægteskabet med hende, da hun var ni; den potente profet, som havde elleve koner plus sex-slaver, der var taget som krigsbytte fra besejrede fjender; hans talrige seksuelle perversiteter; den voldelige historie af hans efterfølgere, der førte krig indbyrdes, selv mens islam spredtes gennem jihad tværs over Mellemøsten og Nordafrika; og de efterfølgende tretten århundreder med blodig og hensynsløs islamisk jihad og sharia, der mangedobler dens grusomheder over hele kloden - nu også i Europa og Amerika.

Alt dette afslører præcist arten af denne anden bebudelse.

På deres frugter kan I kende dem.

---

Ralph Sidway er en ortodoks kristen forsker og forfatter. Han har skrevet Facing Islam: What the Ancient Church has to say about the Religion of Muhammad, og driver bloggen Facing Islam Blog.

---

Oversættelse: Bombadillo