1. Introduktion

Muslimske apologeter - og deres kristne støtter - hævder, at Abraham er fader til islam, ligesom han er til jødedom og kristendom; at alle tre religioner tilbeder Abrahams gud. Velmenende mennesker tilslutter sig denne tanke uden at undersøge nøje, hvad den indebærer.

Det fremgår imidlertid af Det Nye Testamente, at hverken biologisk afstamning eller simpelthen at sige: ”Abraham er vores far,” nødvendigvis får ham til at blive det. Faktisk sagde Kristus i Johannes' evangelium udtrykkeligt til jøderne, at de ikke var sønner af Abraham, fordi de ikke gjorde Abrahams gerninger. De var snarere Djævelens sønner, fordi de gjorde, som han viste dem (jf. Joh 8:31-47). De jødiske ledere - biologiske sønner af Abraham - afviste Kristus og fik ham til sidst dødsdømt af den romerske statholder, Pontius Pilatus, og henrettet ved korsfæstelse.

Det samme kan med endnu større lethed siges om Muhammeds tilhængere, der afviser Jesu Kristi guddommelige herredømme, forfølger og dræber hans tilhængere og selv følger en falsk profet. Nogle har faktisk set islams voldelige og barbariske natur profeteret i Det Gamle Testamente, hvor Ismael (og derfor symbolsk, islam) af HERREN forudsiges at blive voldelig og vendt imod Isak og alle andre: "Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, ..." (1 Mos 16:12).

2. Isak, løftets barn

Meget sigende nævner Koranen aldrig navnet på den søn, som Abraham blev kaldet til at ofre til Gud, men alligevel har visse muslimer været ret ivrige i deres forsøg på at bevise, at det var Ismael, ikke Isak. Men hvad der er uklart i islam, er klart i teksterne fra Det Gamle og Det Nye Testamente: Isak er løftets søn og foregriber Kristus, Guds Søn, idet han på ryggen bar offerildens træ, ligesom Jesus bar korsets træ. Da Isak spurgte sin far Abraham, hvorfor der ikke var noget lam til offeret, svarede Abraham: "Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng." (1 Mos 22:7,8) Og ganske rigtigt, to tusind år senere bragte Gud Jesus, "Guds Lam, som bærer verdens synd" (Joh 1:29, 36), og således opfyldte alle profetierne om Abraham og Isak. (For en fuldstændig redegørelse for det kristne svar på den muslimske påstand om, at Abraham var villig til at ofre Ismael, se denne artikel af Sam Shamoun.)

3. Derfor gør islam krav på Abraham

Det er vigtigt, at islams holdning til det "abrahamitiske" spørgsmål ikke blot søger lighed med jøder og kristne som tre trosretninger født af lænden af den samme far, og som derfor fredeligt kan eksistere sammen på broderlig vis. Dette er ikke blot et spørgsmål om monoteistiske nuancer. I en omvendt form for "erstatningsteologi" lærer islam derimod, at den selv eksisterede forud for alle religioner, at den er den eneste sande religion og at Abraham og Moses og alle Det Gamle Testamente skikkelser, og endda Jesus Kristus, alle var sande muslimer, hvilket fremgår tydeligt af følgende vers fra Koranen:

"De siger: 'Bliv jøder eller kristne! Så vil I være retledte.' Sig: 'Nej, (vi følger) Abrahams trosbekendelse! En gudsøgende (hanif). Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Allahs side.'" (Koranen 2:135)

"Abraham var hverken jøde eller kristen. Han var en gudsøgende (hanif), der havde overgivet sig til Allah. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Allahs side." (Koranen 3:67)

Islamiske apologeters påstand om at have respekt for kristne og jøder som "Bogens Folk" afhænger således af situationen - af, om en jøde eller kristen bliver muslim. Men hvis jøder og kristne forbliver i deres egen tro, er de ikke andet end vantro (kuffar), og bliver, som historien fra det 7. århundrede og frem til i dag viser, underlagt tvungen dhimmitude som andenklasses folk, hård beskatning, institutionaliseret ydmygelse og alvorlige begrænsninger og indskrænkninger i udøvelsen af deres tro. [1]

Yderligere undersøgelse af islams påstand om at være ophøjet blandt de abrahamitiske trosretninger afslører den som et absurd argument, der med rette blev afvist af de tidlige kristne, som James George Jatras tydeligt viser:

"Ideen om, at islam deler abrahamitisk herkomst med kristendommen og jødedommen - at vi alle, sagt med det islamiske udtryk, er 'Bogens Folk', er nu næsten universelt accepteret.

For at se, hvor tyndbenet denne idé er, så forestil dig, at en hedensk filosof fra Athen i den tidlige kristne tid hævdede at have modtaget en vision fra en himmelsk budbringer (angelos) om, at Zeus/Jupiter (diu pater), den græsk-romerske ”Fadergud”, var den eneste gud og faktisk den samme Gud Fader, som blev forkyndt af de kristne; at de kristne havde forvansket deres egne skrifter for at skjule det faktum, at Jupiter var blevet tilbedt af Adam, Noa, Abraham, Moses og Jesus, mens kun den selvudnævnte profets recitation af sin egen vision var autoritativ; at ritualerne og de hellige steder for de olympiske guder (de eleusinske mysterier, det delfiske orakel) altid havde vedrørt Jupiter alene og faktisk var blevet etableret af tidligere abrahamitiske profeter; og at de, der havde overgivet deres vilje til Jupiter, blev befalet at føre en hellig krig under hans tordenkile-symbol mod de ”vantro”, som modsatte sig den guddommelige vilje.

Kan der være nogen tvivl om, at datidens kristne ville have afvist den nye læres påståede slægtskab med deres egen tro ligeså afgjort, som nutidens kristne iler med at godtage islam?" [2]

4. Abraham er nøglen til muslimsk missionsvirksomhed mod kristne

Tendensen hos mange kristne til ukritisk at godkende islam som en "søsterreligion" er kernen i den anglikanske forfatter Mark Duries advarsel om, at de "mange 'abrahamitisk tro'-konferencer overalt i verden ikke er andet end udtryk for islamiseringen af kristen opfattelse af tværreligiøs dialog.” [3]

Mark Durie ser faktisk læren om de "abrahamitiske religioner" som et væsentlig element i den muslimske forkyndelse, hvilket kortfattet er udtrykt i dette citat fra Shamim A. Siddiqi, forfatter af den muslimske forkyndelsesguide, Methodology of Dawah:

"Abraham, Moses, Jesus og Muhammed var alle islams profeter. Islam er den fælles arv for det jødisk-kristne-muslimske samfund i Amerika, og oprettelsen af Guds rige er et fælles ansvar for alle tre abrahamitiske religioner. Islam var både jøders og kristnes din (tro, livsform), men senere tabte de den gennem menneskelige fornyelser. Nu ønsker muslimerne at minde deres jødiske og kristne brødre og søstre om deres oprindelige din. Disse er de historiske kendsgerninger." [4]

Dr. Durie fortsætter med at advare om, hvad denne muslimske lære indebærer for kristne:

"Denne historiske negationisme [benægtelse af historiske kendsgerninger, o.a.] - der giver sig ud for at bekræfte kristendom og jødedom, mens den i virkeligheden afviser og fortrænger dem - er omdrejningspunktet for muslimsk apologetik. Hvad der bliver bekræftet, er i virkeligheden hverken kristendom eller jødedom, men Jesus som en profet af islam, Moses som en muslim osv. Dette skal føre til "tilbagevenden" af kristne og jøder til islam, hvilket er hvad Siddiqi refererer til, når han taler om jøders og kristnes "fælles ansvar" for at etablere "Guds rige". Med dette mener han, at amerikanske kristne og jøder burde arbejde for at indføre sharialov og islams herredømme i USA.

Et andet evangelium

Paulus advarer i sit Brev til Galaterne de troende om faren ved at opgive Jesu Kristi evangelium:

'Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.' (Gal 1:6-8).

Det er helt klart, at Injil, som beskrevet i Koranen, ikke er andet end et 'andet evangelium'. Profeten Isa (Jesus) i Koranen er et produkt af fabel, fantasi og uvidenhed. Når muslimer ærer denne Isa, befinder de sig langt borte fra Yeshua, Bibelens og historiens Jesus (...). For de fleste troende muslimer er Isa den eneste Jesus, de kender. Men hvis man accepterer denne muslimske 'Jesus' og hans 'evangelium', accepterer man også Koranen, og man accepterer islam ...

Ved at islamisere [evangeliernes sande Jesus, historiens Jesus] og gøre ham til en muslimsk profet, som prædikede Koranen, forsøger islamisk ortodoksi at ødelægge kristendommen og overtage dens historie. Det samme gør den med jødedommen ...

Den traditionelle islamiske opfattelse er, at hvis du ønsker at vide, hvad Bibelens Gud er, så læs Koranen. Ikke blot skal muslimer tro, at 'vi tilbeder den samme Gud', men dette budskab er altid en central del af præsentationen af islam for kristne og jøder.

[Dette budskab] er omdrejningspunktet for muslimers forsøg på at omvende 'Bogens Folk' til Muhammeds tro. Desuden kan denne opfattelse, når accepteret, føre de kristne til at støtte islamiske perspektiver på andre måder end ved konvertering. For eksempel vil en anerkendelse af denne islamiske doktrin vinde en vis respekt for og endda støtte til islam fra kristne." [5]

Der er mange velmenende kristne forfattere, der spreder vildfarelsen om de "abrahamitiske religioner" uden nogensinde at stoppe op for at undersøge, hvad den indebærer. Den fremføres som en selvfølgelighed, en kendsgerning udenfor diskussion; og som sådan har udtrykket enorm indflydelse - som en kulturel og religiøs surdej - på dannelse af tankegangen og det åndelige verdenssyn hos millioner af mennesker.

En sådan forfatter, der har en enorm og voksende platform, er Rod Dreher fra The American Conservative. Jeg så et af hans blogindlæg tilbage i april måned, der brugte udtrykket "abrahamitiske religioner" i en endelig, afgørende bemærkning for den sag, han havde argumenteret for, og således faldt i den grøft, som Mark Durie advarer mod ovenfor (fremhævelse tilføjet):

"Det er afgørende, at vi kender hinanden, respekterer hinanden og står sammen. Vi kristne vil komme til at stå i frontlinien sammen med muslimer, uanset om vi vil det eller ej ...

I en tid, hvor troens tidevand trækker sig hurtigt tilbage, vil den største offentlige politiske udfordring for alle tre abrahamitiske religioner (...) blive at opretholde rum for os troende, hvor vi kan leve og praktisere vores tro og videregive den til vores børn, inden for en bredere kultur, der i bedste fald er neutral og i værste fald fjendtlig ...

I spørgsmålet om religiøs frihed må vi troende - især os, hvis trospligter er i strid med den sekulariserende hovedtendens - stå sammen eller vil vil falde sammen."

Drehers kald til konservative kristne om politisk samling baseret på en alliance af "de tre abrahamitiske religioner", ignorerer den legitime ortodokst kristne reaktion på Antikrists ånd i moderne tid (bedst bevidnet i moderne tid af den russiske katakomb-kirke under sovjet-regimet). Og ved at opfordre til en alliance med en falsk religion, bidrager han uforvarende til den samme bedrageriske ånd, hvorved han skaber forvirring og giver legitimitet til en erklæret fjende af den kristne tro.

Sagt på en anden måde, så ved fjenden ikke noget bedre end at lade de kristne leve og fungere på overfladen, hvor de reagerer på eksterne stimuli ligesom de ikke-troende, og danner politiske alliancer, som om vi var af denne verden og ikke pilgrimme på vandring gennem den.

Appellen til Abraham som den fælles fader til islam og kristendom og jødedom tjener til at gennemtrænge kristen teologi med islamisk dogme - en giftig surdej i en falsk kristendom - hvilket fører til regulært frafald. Den kristne, der bekræfter islam på grund af Abraham, er kun et lille skridt fra også at bekræfte Muhammed som en ægte Guds profet; og den kristne, der allierer sig med muslimer af politisk opportune grunde for at redde deres plads i denne kultur, vil uundgåeligt miste alt. For som Herren advarer:

"Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det." (Matt 16:25)

5. Falske hyrder og agenter for islam

Gennem de sidste årtier er ortodokse kristne præster og lærere kommet med blasfemiske udtalelser af den art. Følgende er blandt de værste:

"Profeten Muhammed er en apostel, han er en Guds mand, der arbejdede for Guds Rige (...). Når jeg taler imod islam, befinder jeg mig ikke i overensstemmelse med Gud." - Patriark Parthenius af Alexandria (Orthodoxos Typos 854, maj 1982)

På samme måde har den økumeniske patriark Bartholomæus af Konstantinopel skrevet om en ”dialog i kærlig sandhed” med islam og om en ortodoks verden, der i århundreder har ”levet fredeligt sammen” med islam. [6] I den samme bog lufter han fablen om et ”tværreligiøst engagement (...) stadig følt og levet af grækere [og] tyrkerne” som et eksempel for alle at følge. [7]

Man spekulerer på, hvilket parallelt univers Bartholomæus lever i, hvor islam og kristendom nu har "levet fredeligt sammen i kærlig sandhed" i århundreder! Sådanne falske forsikringer har uden tvivl til hensigt at pacificere havet af fjendtlige muslimer, der omgiver hans lille enklave i Istanbul, og de tjener som værdifuld propaganda for en tyrkisk regering, der søger at få større indflydelse på europæiske og mellemøstlige anliggender. At udsende en forloren fredfyldt tone er alt for ofte den vej, som vælges af ortodokse biskoper, der lever undertrykt under islamisk styre.

Der er også de dybt vildledende skrifter af metropolit George Khodr fra Libanon og andre,
der forkynder "samme-gud-kætteriet". Metropolit George Khodr har skrevet:

"Jeg er helt sikker på, at hvis du er en kristen, og du ved meget om islam og elsker det, du ved, så vil dit hjerte omfavne muslimerne omkring dig; og hvis du er uddannet, vil du værdsætte meget fra deres religion og åbent anerkende den sandhed, der er i deres religion."

Desværre er der ikke megen sandhed i islam, den muslimske religion, fordi Allah og Muhammed udtrykkeligt afviser Vejen, Sandheden og Livet, Jesus Kristus; afviser Kristi guddommelighed; benægter, at han blev korsfæstet og genopstod og tilmed hævder, at Det Nye Testamente blev forvansket for at skjule islams sande lære, som Jesus angiveligt skulle have nedfældet i sin bog, Injil (og således beviser, at islam ikke kender eller præsenterer den sande Jesus, fordi Jesus aldrig bragte en bog). Koranen opfordrer gentagne gange til jihad mod kristne, der ikke konverterer til islam eller i det mindste underkaster sig dens styre. For at tage blot ét eksempel:

"Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften [jøder og kristne], skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion [islam], indtil de kuet er rede til at betale skat!" (Koranen 9:29)

Met. George Khodr har vendt alt på hovedet med sin forvirrede teologi ved at lovprise islams formodede "sandhed" som grunden til, at kristne skal elske deres muslimske nabo. Dette er det stik modsatte af evangeliets budskab og er en form for "blød apostasi"./p>

Jesus Kristus fortæller os ikke, at vi skal "gå ud i alverden og værdsætte andres falske tro". Han sender os ud for at vidne om ham og gøre "alle folkeslagene til hans disciple". [efter Matt 28:19] Og han forbereder os ærligt på det, som vil møde dem, der er tro mod ham, for når vi vidner om Jesus, vil mange hade os og forfølge os:

"Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig. (...)

Den, der hader mig, hader også min fader. Havde jeg ikke gjort de gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke haft synd; men nu har de set, og dog hader de både mig og min fader. Men det er sket, for at det ord, som står skrevet i deres lov, skal gå i opfyldelse: 'De hadede mig uden grund.'" (Joh 15:18-25)

De ortodokse biskoper, gejstlige og lærere, der misforstår dette og forkynder, at vi skal bekræfte islam, er falske hyrder og bør ikke følges. Nogle af dem vil endda fortælle dig, at det er u-kristent at prædike Kristus for muslimer. Jesus havde stærke ord at sige om dem:

"Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften." (Matt 15:14)

Den frygtsomme og eftergivende ånd, der fremmer islam som en "Fredens Religion™" og en "søsterreligion", er ikke længere autentisk kristen, og en sådan sammenblandet, mangelfuld forståelse af det abrahamitiske spørgsmål bringer et uklart budskab til både kristne og muslimer. Kristne ledes til frafald, muslimer fratages Jesu Kristi frelsende evangelium, og Satan glæder sig dobbelt.

Manifestation af Treenigheden i Det Gamle Testamente (Abrahams gæstfrihed)

6. Hvem er Abrahams efterkommere?

De følgende afsnit af fader Basile Stakkas afslutter vore argumenter mod den påstand, at vi alle er "Abrahams Børn":

"Det er således en meget udbredt opfattelse, at eftersom vi alle gør krav på at være Abrahams efterkommere (jøderne og muslimerne efter kødet og de kristne åndeligt), har vi alle som gud, Abrahams gud, og tilbeder alle (hver på vores måde, naturligvis) den samme gud! Og denne samme gud udgør på en måde samlingspunktet for vores enhed og "gensidige forståelse", og indbyder os til et "broderligt forhold", som overrabbiner dr. Safran understregede ...

Andre vil sige: 'Men alligevel, Abraham tilbad den sande gud; og jøderne gennem Isak og muslimerne gennem Hagar er efterkommere af denne sande dyrker af Gud.' Her bliver man nødt til at gøre sig flere ting klart: Abraham tilbad overhovedet ikke Gud i form af de andres én-personlige monoteisme, men i form af Den Hellige Treenighed. Vi læser i Den Hellige Skrift:/p>

'Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, (...). Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem.' (1 Mos 18:1-2)

Under hvilken form tilbad Abraham Gud? I den én-personlige form eller i form af Den Guddommelige Treenighed? Vi ortodokse kristne ærer denne gammeltestamentlige manifestation af Den Hellige Treenighed på Pinsedagen, når vi pryder vore kirker med grene, der repræsenterer de gamle ege, og når vi midt blandt dem ærer ikonet med de tre engle, ligesom vores fader Abraham ærede det!

Kødelig afstamning fra Abraham kan ikke hjælpe os, hvis vi ikke er genfødt af dåbens vand i Abrahams tro. Og Abrahams tro var troen på Jesus Kristus, som Herren selv sagde det: 'Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.' (Joh 8:56).

Det same gjaldt for profet-kongen David, der hørte den himmelske Fader tale til Sin Enbårne Søn: 'Herren sagde til min Herre.' (Sl. 110:1; ApG 2:34). Således var også troen af de tre unge i den brændende ovn, da de blev frelst af Guds Søn (Dan 3:25); og af den hellige profet Daniel, som havde visionen om Jesu Kristi to naturer i inkarnationens mysterium, da Menneskesønnen kom hen til den gamle af dage (Dan 7:13).

Dette er grunden til, at Herren, i sin samtale med nogle af Abrahams (biologisk uomtvistelige) efterkommere, sagde: 'Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger.' (Joh 8:39) og disse 'gerninger' er 'at I tror på ham, han (Gud) har udsendt.' (Joh 6:29)

Så hvem er Abrahams efterkommere? Isaks sønner i kødet eller sønnerne af Hagar, egypterinden? Er Isak eller Ismael Abrahams efterkommer? Hvad lærer Den Hellige Skrift ifølge den guddommelige apostel?

'Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus.' (Gal. 3:16)

'og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.' (Gal 3:29)

Det er derfor i Jesus Kristus, at Abraham blev fader til mange folkeslag (1 Mos 17:5; Rom 4:17). Hvilken betydning har kødelig afstamning fra Abraham efter sådanne løfter og sådanne forsikringer?

I Den Hellige Skrift betragtes Isak som afkom eller efterkommer, men kun som billedet af Jesus Kristus. I modsætning til Ismael (søn af Hagar; 1 Mos 16:1ff), blev Isak født i den mirakuløse 'frihed' af en ufrugtbar moder, i en høj alder og imod naturens love, ligesom vor Frelser, der mirakuløst blev født af en jomfru. Han steg op på Morija-bakken, ligesom Jesus steg op på Golgata, bærende offerets træ på skuldrene. En engel frelste Isak fra døden, ligesom en engel rullede stenen væk for at vise os, at graven var tom, at Den Opstandne ikke længere var der. I bønnens time mødte Isak Rebekka på marken og førte hende ind i sin mor Saras telt, ligesom Jesus skal møde Sin Kirke i skyerne for at bringe den ind i de himmelske palæer, Det Nye Jerusalem, det stærkt attråede hjemland."

[Og, må vi indskyde, ligesom Sara så Ismael håne Isak [KJV-1989 har "mocking", håne; den danske 1992-oversættelse har "lege med" (alt.: "drille") i 1 Mos 21:9 og "forfulgte" i Gal 4:29, o.a.] da han bare var et spædbarn, og derfor fik Abraham til at sende Hagar og Ismael bort ("for det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn." Jf 1 Mos 21:9-12), således har Ismaels efterkommere - Muhammeds tilhængere - helt frem til denne dag hånet Jesus Kristus og kristendommen. For på alle måder har islam vist sig at være en forvrængning af, en hån mod og selve antitesen til kristendommen. Fra dens grundlægger, til dens tekster, til dens lære og praksis, til den voldelige og blodige måde, hvorpå den har spredt sig over hele verden, ses islam som udtrykkeligt anti-kristen.]

Nej! Vi har på ingen måde den samme gud, som ikke-kristne har. Forudsætningen for at kende Faderen er Sønnen: "Den, der har set mig, har set Faderen", "ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Joh 14:9,6). Vores Gud er en Gud Inkarneret, "som vi har set med vore øjne, (...) og vore hænder rørte ved". (1 Joh 1:1). Det immaterielle blev materielt til vores frelse, som St. Johannes af Damaskus siger, og Han har åbenbaret Sig selv i os. [8]

7. Konklusion

Vildfarelsen om de "abrahamitiske religioner" er en af de vigtigste konsekvenser af samme-gud-kætteriet og bør tilbagevises af kristne ved enhver lejlighed. At overbevise kristne om, at Abraham er fader til islam, er nøglen til islams igangværende teologiske jihad gående ud på at opsluge nøglepersoner i både Det Gamle og Det Nye Testamente og dermed ødelægge og tilrane sig kristendommen (og jødedommen). Kristne, der falder for dette bedrag, afviser nøgle-dogmer om Jesus Kristus og tillader, at deres tro på Kristus bliver undergravet. De mister deres barnekår hos Gud og bliver islams agenter, der arbejder for en falsk og blodig profet og smitter hele Kirken med deres apostasi. De er som salt, der har mister sin kraft, og ikke er andet værd end at blive smidt ud og trampet ned af mennesker [efter Matt 5:13]

Lad os undgå deres ugudelige eksempel og trofast bekende Jesus Kristus som Herre, Gud og Frelser, uanset omkostningerne, og lad os vidne om Ham indtil enden! Amen.

8. Noter

[1] Jf. Bat Yeor, The Decline of Eastern Christianity Under Islam: From Jihad to Dhimmitude, Fair- leigh Dickinson University Press, 1996. Se også, Andrew Bostom, The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims, Prometheus Books, Amherst NY, 2005.

[2] James George Jatras, "The Muslim Advance and American Collaboration", http://orthodoxinfo.com/general/muslimadvance.aspx

[3] Mark Durie, Revelation, Do We Worship the Same God?, s. 76.

[4] Shamim A. Siddiqi, "Letter to the Editor, Daniel Pipes", Februar 2002, http://www.danielpipes.org/117/letters-to-the-editor-the-danger-within-militant-islam-in

[5] Durie, Revelation, s. 50-51, 75-76.

[6] Økumenisk Patriarch Bartholomew, Encountering the Mystery, Doubleday, 2008, s. xxxvii, s. 196.

[7] Ibid, s. 174.

[8] Som citeret i fader Seraphim Rose, Orthodoxy and the Religion of the Future, 5th Ed, St Herman Press, Platina CA, s. 3-5.

---

Ralph Sidway er en ortodoks kristen forsker og forfatter. Han har skrevet Facing Islam: What the Ancient Church has to say about the Religion of Muhammad, og driver bloggen Facing Islam Blog.

---

Oversættelse: Bombadillo