"Endetiden", eller eskatologien, også kaldet apokalypsen, fortæller os meget om islam og kristendommen, og om samme-gud-spørgsmålet. Hvis du ønsker at forstå et givet trossystem, så se på, hvad det lærer os om Oprindelse og Opfyldelse, Begyndelse og Slutning, om De Yderste Ting.

Jesu genkomst i kristendom og islam

Traditionelle kristne tror, at Jesus Kristus blev korsfæstet, døde og blev begravet for at forløse os fra vore synder og genoprette os til Faderen. Denne samme Jesus opstod fra de døde og steg til himmels i herlighed, og vil vende tilbage i slutningen af denne tidsalder for at indvarsle sit rige, hvorefter menneskehedens skæbne som Guds børn vil blive fuldt åbenbaret.

Dette er udtrykt på en enkel måde i den nikænske trosbekendelse: "Han skal komme igen med herlighed, for at dømme de levende og de døde, og på hans rige skal der ikke være ende." Hvordan vil dette rige blive? Johannes fortæller i Åbenbaringen 21 om visionen, han fik givet:

Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. (...) Og han, der sidder på tronen, sagde: "... Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. ..."

Men dette er et stort mysterium, som er over vores fatteevne; det er, som apostlen Paulus minder os om: "Hvad intet øje har set og intet øre hørt ..."

Jesus selv sammenlignede belønningen for de troende med fortællingen om en mand af fornem slægt, der giver sine tjenere penge at handle med, mens han er på en lang rejse. Da han vender tilbage, har én øget gaven ti gange og en anden fem gange. En tredje var en kujon og doven, og gemte pengene i jorden, indtil hans herre kom tilbage. Dem, der øgede deres gave, sætter deres herre i spidsen for "meget" (i Matt 25:21,23; i Lukas 19:17,19 er det "byer"). Så der er en stor belønning, men også yderligere vækst - og endda ansvar - i vente for de trofaste i evigheden.

I modsætning hertil kunne meget siges om de 72 jomfruer, der venter de trofaste muslimske mænd (garanteret for dem, der dør under udførelse af jihad). [1] Til sammenligning siger Jesus om de kommende tider: "I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen." (Matt 22:30) Der må dog siges lidt mere om den islamiske tro, hvis ikke jeg skal gøre mig skyldig i grov latterliggørelse.

Vedrørende det andet komme, lærer islam også, at Jesus (dvs. den muslimske profet Isa) vil vende tilbage, men denne muslimske Jesus har et helt andet formål end det kristne.

Efter islamisk lære vil Isa komme for at fordømme de kristnes misforståelse af ham som guddommelig, og bogstaveligt ødelægge kristendommen og dømme alle ikke-muslimer; Koranen stempler summarisk alle vantro som "de værste af skabningen". (Koranen 98:6) Profeten Isa vil være en "god muslim", og vil vise sine tilhængere hen til Mahdien, den muslimske Messias, før han indtager en underordnet position noget bag Mahdien.

Isa vil "bekæmpe folk for islams sag. Han vil bryde korset, dræbe svinet og afskaffe jizya" og etablere Allahs herredømme over hele verden (hadith fra Sunan Abu Dawud, Book of Battles, 37:4310).

Jøderne er ligeledes mærket for tilintetgørelse. Islams lange historie med antisemitisme finder fuldt udtryk i Koranen selv, hvor jøder beskrives som forvandlede til aber og svin (5:60, 2:65, 7:166), evigt fornedrede (2:61, 3:112) og fordømt til Helvedes ild (4:55, 5:29, 98:6, 58:14-19), medmindre de forstår deres tro og tilslutter sig islam (3:112); det islamiske endetidsscenario er nøjagtig lige så hensynsløst mod jøder, som det er mod kristne, hvilket denne hadith demonstrerer:

Muhammed sagde i sin hadith: "Timen [Opstandelsens Dag] vil ikke komme, med mindre I bekæmper jøderne, [indtil en jøde vil gemme sig bag en sten eller et træ] og stenen og træet vil sige: Åh muslim, Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham!" (Sahih Muslim, 41:6985. Denne hadith er en favorit blandt jihadister og nidkære imamer.)

Denne islamiske nedgøring af kristne og jøder er ikke et eller andet dunkelt teologisk fænomen, som er indhyllet i fortidens tåger og kun er kendt af muslimske jurister, imamer og historikere. Den er tværtimod temmelig aktiv og er vævet ind i de daglige bønner, der fremsiges af fromme muslimer verden over. Som vi så i del 2 af denne samme-gud-serie, bliver jøderne og de kristne nævnt i sidste vers af Koranens første sura kaldet al-Fatiha (Åbningen) og fordømmes her for at have afvist islam eller være af "de vildfarne".

Vi ville nok være mest tilbøjelige til bare at ignorere sådanne koran-tekster, hvis det ikke var for de snesevis af andre koranvers, som befaler muslimer åbent at bekæmpe kristne og jøder. Når disse befalinger bliver slået sammen med eskatologiske løfter, bliver opfordringen til at føre jihad særlig stærk.

Et islamisk Utopia?

Islams endetidsmål er ikke begrænset til det hinsides, men rummer også en afgjort befaling for denne verden. Kombineret med islams antisemitiske og anti-kristne ånd er der en ubøjelig chiliastisk/utopisk orientering, som også var et stærkt element bag det 19. og 20. århundredes marxistiske/kommunistiske bevægelser. Ligesom kommunismen lovede et jordisk paradis af universel fred og social retfærdighed, som ville opstå efter at proletariatets diktatur havde besejret de gamle former for tænkning, religion og regering, således forestiller islam sig en utopisk fremtid, hvor Isa (Jesus) og Mahdien vil sprede Allahs styre over hele verden og alle vil have underkastet sig islam. Først da vil jihad være fuldført - når Dar al-Harb (Krigens Hus) endeligt vil være overvundet af Dar al-Islam (Islams Hus).

Som en dyster eftervirkning af denne islamiske triumf, vil jizya-skatten til sidst blive afskaffet; der vil ikke længere blive tilladt nogen anden religion end islam. Underkastelse under islam eller død vil være de eneste to muligheder. [2]

Den islamiske eskatologiske vision i "Åbningen" af Koranen er således klart en anti-kristen og anti-jødisk teologisk pogrom, der er kodet ind i islams teologiske DNA, og som implicit har retfærdiggjort forfærdelige grusomheder mod jøder og kristne gennem århundrederne, såsom det tyrkisk-muslimske folkemord på armenske, assyriske og græske kristne for et århundrede siden, hvor mindst 3,6 millioner kristne blev dræbt af deres muslimske naboer. [3]

Hvilket bringer os videre til Islamisk Stat og det nye muslimske folkemord på kristne i begyndelsen af det 21. århundrede.

Islamisk Stat og eskatologi

Drevet af en fornyet eskatologisk vision, tiltrækker IS titusinder af troende muslimer fra hele verden (heriblandt angiveligt velintegrerede, moderniserede muslimske mænd og kvinder fra vestlige sekulære demokratier), for at tilslutte sig dens jihad mod Dar al-Harb. Der er nu gået omkring et år siden Graeme Woods skelsættende artikel i The Atlantic, What ISIS Really Wants, der beskrev islams eskatologiske befalinger for et bredere publikum ved hjælp af IS-hverveagenters egne ord:

... Meget af, hvad gruppen gør, virker meningsløst, med mindre det ses som en oprigtig, velovervejet vilje til at bringe civilisationen tilbage til et 7. århundredes juridiske miljø og i sidste ende fremkalde apokalypsen.

De mest velformulerede talsmænd for denne holdning er Islamisk Stats funktionærer og tilhængere selv. De henviser spydigt til "nutidens mennesker". I samtaler insisterer de på, at de ikke vil - ikke kan - vakle i forhold til de ledelsesprincipper, der blev indlejret i islam af profeten Muhammed og hans tidligste tilhængere. De taler ofte i koder og hentydninger, der lyder mærkelige eller gammeldags for ikke-muslimer, men henviser til bestemte traditioner og tekster fra tidlig islam.

Realiteten er, at Islamisk Stat er islamisk. Meget islamisk (...). Den religion, der prædikes af dens mest glødende tilhængere, stammer fra sammenhængende og endda lærde fortolkninger af islam ...

Stort set enhver større beslutning og lov, bekendtgjort af Islamisk Stat, overholder, hvad den i sin presse, i erklæringer og på plakater, nummerplader, papirvarer og mønter kalder "den profetiske metode", hvilket betyder, at den følger Muhammeds profeti og eksempel ned til mindste detalje.

En nylig Pew-undersøgelse viser, at der i verden er mellem 63 og 287 millioner muslimske tilhængere af Islamisk Stats kalifat. Det er IS's nidkære fastholdelse af islamisk eskatologi, som tiltrækker dem og inspirerer deres loyalitet – det er IS's arbejde og kamp for at fremme apokalypsen og islams endelige sejr.

Tilbage til samme-gud-spørgsmålet

I del 2 af denne serie understregede jeg, at vi må se på, hvem (eller Hvem) der står bag Koranen:

Fordi det er Allah, der taler i og gennem Koranen, kan kristne apologeter for samme-gud-positionen ikke gemme sig bag det relativistiske, akademiske gardin om "forskellige opfattelser af Gud". Dette er at smyge sig uden om spørgsmålet. Hvem er "manden bag gardinet?" Hvem er den VÆREN bag åbenbaringen, som kommer med disse udtalelser? Dette er dilemmaet for samme-gud-positionen. Hvis Koranen er en åbenbaret tekst, hvem er denne HVEM bag teksten?

Når det drejer sig om islamisk eskatologi og det yderste mål med jihad, ser vi igen forrangen for dette spørgsmål. Hvem er kilden til islams endetidsdoktrin? Som vi har bemærket, hævder muslimer at tilbede den samme Gud som kristne, men insisterer på, at de kristne er på afveje, har fordærvet deres skrifter, begået blasfemi, shirk osv. I en vigtig nylig artikel, Was Muhammad a False Prophet? (Dansk oversættelse: Var Muhammed en falsk profet?) opsummerer William Kilpatrick det således:

Muhammeds formål med at indføre Jesus i Koranen er at miskreditere den kristne påstand om, at han er guddommelig for at styrke Muhammeds krav om profetskab. (...) Men uanset Muhammeds motivation, så er kendsgerningen, at evangeliernes Jesus og Koranens Jesus er uforenelige. Hvordan kan begge åbenbaringer være fra den samme Gud? Hvis Kristus er Gud, så er Koranens beretning en falsk beretning og Muhammed en falsk profet.

Vi når til samme konklusion ved at sammenligne islams og kristendommens radikalt modsatte endetidsscenarier, som hviler på de radikalt modsatte opfattelser af Jesus. Sådanne radikalt modstridende eskatologiske mål, sådanne radikalt forskellige syn på Jesus, kan umuligt udgå fra den samme Gud.

En pil mod dens mål

Måske kan en metafor beskrive det bedst.

Kristendom og islam hævder begge at kende det yderste mål (Gud), og at instruere og vejlede sine disciple til at ordne deres liv, så de kan nå målet, som en bueskytte, der sigter mod sit mål.

Men alt hvad islam lærer om sit mål, er det modsatte af, den radikale modsætning til, hvad den kristne tro lærer om sit mål.

Giver det virkelig mening at sige, at målene i virkeligheden er et og det samme, men at de to trosretninger bare har forskellige opfattelser af målet?

Men sådan kan det ikke være. Hvis en kristen fulgte islams lære, ville han helt forfejle sit mål og kunne i sidste ende ikke længere kaldes en kristen. Faktisk ville han til sidst finde sig selv i færd med at føre jihad mod sine tidligere medkristne.

Ligeledes, hvis en muslim sigtede mod det kristne mål, han ville blive set en gudsbespotter i islams øjne, og vil blive genstand for islams dødsstraf for frafald.

Interessant nok, det græske ord for "synd", der oftest bruges i Det Nye Testamente, hamartia, betyder "at gå fejl af målet", og beskriver godt syndens fænomen: at komme til kort, ikke at have sigtet ordentligt mod skydeskiven, ikke at nå målet.

Der er en pæn mængde hamartia - "at gå fejl af målet" - i ordet apostasi, som betyder frafald, selvom apostasi primært indikerer en manglende evne til at blive i sandheden, en manglende evne til at holde sig retskaffen. Begge disse ord kan hjælpe os til at advare de kristne mod velmente, men vildledte forsøg på at være alt for inklusive, alt for tolerante og politisk korrekte, når vi taler om islam og forholder os til muslimer.

Når en kristen bekræfter samme-gud-positionen, allierer han sig implicit med islam, selvom sidstnævnte har et stik modsat mål. For at vende tilbage til citatet af Mark Durie, som jeg bragte i begyndelsen af del 1 af denne serie:

[Dette budskab om den "samme gud"] udgør omdrejningspunktet for muslimers bestræbelser på at konvertere "Bogens Folk" til Muhammeds tro. Derudover kan denne opfattelse, når den først er accepteret, få kristne til at støtte islamiske perspektiver på andre måder end ved konvertering. For eksempel vil en overtagelse af denne islamiske doktrin få de kristne til at nære et vist mål af respekt for islam og endda støtte den.

Samme-gud-påstanden er en islamisk doktrin, ikke en kristen trosartikel. Kristne, der anerkender den, fremmer den islamiske fortælling, bidrager til den islamiske dawa og stiller sig på linie med islams eskatologiske mål. Ved at bekræfte samme-gud-påstanden bekræfter de stiltiende det islamiske syn på Jesus og siger i det væsentlige, at de hellere vil stå på muslimernes side end på Jesu side, når han vender tilbage. Via en angiveligt generøs og inklusiv bekræftelse, indrømmer de stiltiende, at de skammer sig over Jesus.

For at vende tilbage til den erkendelsesmæssige sygdom, vi identificerede i del 1, så vil de fleste kristne sandsynligvis (1) ikke have tænkt meget over spørgsmålet og (2) alligevel ikke have været sikre på, hvad de skulle mene om det. Mange kristne, der tilslutter sig samme-gud-holdningen, føler, at andet ville være hadefuldt, og ønsker at stå solidarisk med og være venlige mod deres muslimske naboer, hvem de ser som åndelige brødre og søstre. Dette er tilfældet med den tidligere professor ved Wheaton College, Larycia Hawkins, der ved at iføre sig en hijab og lære samme-gud-kætteriet, gjorde os den tjeneste, at bringe dette spørgsmål på bane.

Men som jeg skal forsøge at vise i min afsluttende artikel, er en afvisning af samme-gud-positionen ikke ensbetydende med en hadefuld holdning til muslimer. Derimod er den - når den sker i lyset af det kristne evangelium - en forkyndelse af den ultimative solidaritet med dem (og hele menneskeheden), og et udtryk for den dybeste og mest selvopofrende kærlighed, præcis den form for kærlighed, der kan frelse folk fra en falsk gud og en falsk profet.

Noter

[1] De muslimske mænd, der omkommer mens de dræber vantro for Allah, er garanteret en plads i Paradis, hvor de vil nyde en evighed af ægteskabelig lyksalighed med 72 mørkøjede hurier med bryster, der aldrig synker sammen, men er "svulmende" (Koranen 78:33), og hvor mændene har den seksuelle kraft af hundrede mænd og tilmed har "evig rejsning" (jf Srdja Trifkovic, The Sword of the Prophet, s. 63- 64). For yderligere baggrundsinformation om denne bizarre islamiske tro, se denne artikel af Raymond Ibrahim, dansk oversættelse: "Hvordan den islamistiske indstilling begrunder - og fremmer - 'sex-synder'", og denne af Ibn Warraq, dansk oversættelse: "Jomfruer? Hvilke jomfruer?".

[2] Jf. den islamske jurist Ahmad ibn Naqib al-Misri (d. 1368), The Reliance of the Traveller, A Classic Manual of Islamic Sacred Law. Nuh Ha Keller, oversætter. Amana Pub., 1997, s. 603.

[3] Denne bredere holocaust begået af muslimske tyrkere mod armenske, assyriske, pontiske, anatolske og græske kristne, strakte sig fra 1894 til 1923, med anslået 3,6 millioner dræbte og utallige flere fordrevne.

del 1, del 2, del 3, del 5

---

Ralph Sidway er en ortodoks kristen forsker og forfatter. Han har skrevet Facing Islam: What the Ancient Church has to say about the Religion of Muhammad, og driver bloggen Facing Islam Blog.

---

Oversættelse: Bombadillo