Det første problem for en kristen der påstår, at muslimer tilbeder den samme gud, er, at han eller hun må strides med Koranen, som for muslimer er Guds evige, uforanderlige ord - åbenbaret til Muhammed alene - der på forhånd eksisterede i himlen forud for al evighed.

Allah fordømmer - i Koranen - udtrykkeligt den kristne Vejs fundamentale sandheder, kalder de kristne "vantro" og "forløjede", og udtaler forbandelser over dem (fremhævelse tilføjet):

Med Jesus er det hos Allah som med Adam. Han skabte ham af jord. Derpå sagde Han til ham: "Bliv til!", og så var han til. (Koranen 3:59)

... og sig ikke: "Han er tre!" Hold inde! Det vil være bedst for jer. Allah er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn. ... (Koranen 4:171)

Vantro er de, der siger: "Allah er Messias, Marias søn." ... (Koranen 5:17)

Vantro er de, der siger: ”Allah er Messias, Marias søn.” ... (Koranen 5:72)

Vantro er de, der siger: "Allah er den tredje af tre." Der findes kun én gud. Hvis de ikke ophører med at tale således [blasfemisk], vil en pinefuld straf ramme dem af dem, der er vantro. (Koranen 5:73)

Messias, Marias søn, var kun en udsending som andre udsendinge, der var før ham, og hans mor var kun en sandfærdig kvinde. Begge tog de føde til sig. Se, hvorledes Vi tydeliggør tegnene for dem, og se, hvor forløjede de er! (Koranen 5:75)

Jøderne siger: "Ezra er Allahs søn!" Og de kristne siger: "Messias er Allahs søn!" Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe [alternativt: forbande, o.a.] dem! Hvor kan de være så forløjede? (Koranen 9:30)

... men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. (Koranen 4:157)

Bare for at opsummere ovenstående, så insisterer Koranen - Allah - på følgende:

• Jesus er ligesom Adam, blot menneske skabt af jord. [1]

• Gud er for ophøjet til at have en søn.

• Kristne er vantro fordi de bekender, at Jesus Kristus er Guds Søn.

• Kristne er vantro fordi de bekender Den Hellige Treenighed.

• Fordi de kristne er vantro, vil en "pinefuld straf" ramme dem.

• Kristne er "forløjede", når de bekender Jesus Kristus som Guds Søn.

• Fordi kristne er vantro og forløjede, "må Allah forbande dem!"

Åh - og desuden insisterer Allah på, at Jesus aldrig blev korsfæstet. [2]

Al denne fordømmelse af kristne dogmer og nedkaldelse af forbandelser over kristne kommer til udtryk ord for ord i - hvad der påstås at være - direkte åbenbaringer fra Den Sande Gud. [3]

Hvis muslimer og kristne tilbeder den samme gud, så er Allah = Gud. Men Allah fordømmer udtrykkeligt kristne dogmer, forbander kristne og benægter de historiske kendsgerninger.

Hvad i alverden kan dette betyde? Hvordan reagerer vi på det?

Den første reaktion er, at vi er nødt til at respektere de påstande, islam gør gældende om Allah, Muhammed og Koranen. Det vil sige, vi er nødt til at overveje konsekvenserne af, hvad Allah åbenbarer til Muhammed gennem Koranen.

Fordi det er Allah, der taler i og gennem Koranen, kan kristne apologeter for samme-gud-positionen ikke gemme sig bag det relativistiske, akademiske gardin om "forskellige opfattelser af Gud". Dette er at krybe udenom spørgsmålet. Hvem er "manden bag gardinet?" Hvem er den VÆREN bag åbenbaringen, som kommer med disse udtalelser? Dette er dilemmaet for samme-gud-positionen. Hvis Koranen er en åbenbaret tekst, hvem er denne HVEM bag teksten?

Det andet problem for en kristen, som hævder samme-gud-positionen, er Jesu egne ord og Det Nye Testamentes vidnesbyrd, som selv er ret ekstreme.

Som sidestilling til Allahs fordømmelse af fundamentale kristne dogmer, lad os først vælge et eksempel fra evangelierne. Jeg tænker på Jesu dialog med jøderne som fortalt i Johannesevangeliets kapitel 8. Hele passagen er for lang til at bringe her, men i sammendrag irettesætter og udfordrer Jesus farisæerne og selv de jøder, der fulgte ham, i et forsøg på at bringe dem til tro og omvendelse:

Jesus sagde til dem: "... Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." (Joh 8:43-47)

Diskussionen bliver mere og mere ophedet, hvorunder jøderne beskylder Jesus for at være dæmonbesat, og at vidne om sig selv. Til dette svarer Jesus med et af de mest utrolige udsagn, der nogensinde er ytret på noget sprog:

Jesus svarede: "Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min fader, som ærer mig, ham som I siger om: Han er vores Gud; og I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og siger jeg, at jeg ikke kender ham, så bliver jeg en løgner ligesom I; men jeg kender ham, og jeg holder fast ved hans ord. Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig."

Da sagde jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?"

Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født." (Joh 8:54-58)

Udtalelsen: "Jeg er" på græsk: "Ego Eimi", er oversættelsen af de ord, med hvilke Gud åbenbarede sig for Moses: "Gud svarede Moses: 'Jeg er den, jeg er!' Og han sagde: 'Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.'" (2 Mos 3:14) Så ved at sige således, sidestillede Jesus sig med HERREN, YHWH, "Han, der Er". [4]

Dette var den ultimative blasfemi for farisæerne på Jesu tid. Så da Jesus havde sagt dette, er det ikke underligt, som Johannes beretter: "Da tog de sten op for at kaste dem på ham; ..." (Joh 8:59)

Jesus udtaler dette "Jeg er" 24 gange i Johannesevangeliet (45, hvis man tæller de tilfælde med, hvor det eftertrykkelige "Ego" ikke er inkluderet, men blot underforstået sammen med "Eimi").

Baseret på disse korte eksempler alene, kan kristendom og islam ikke begge komme fra den samme kilde, hvilket er, hvad samme-gud-spørgsmålet i sidste ende kan koges ned til. Hvis vi behandler hvert sandhedskrav med respekt og går ind på, at hver tro udspringer fra en selv-åbenbaring af Gud, så er det klart, at islams Allah står direkte - og på en særlig, energisk måde - i modsætning til åbenbaringen fra den kristne Gud. Og Jesu eget eftertrykkelige vidnesbyrd om sig selv udelukker enhver alternativ åbenbaring om Guds natur.

Sagt på en anden måde: Allahs selv-åbenbaring gennem Muhammed viser ham som fuldstændig modstander af den kristne guds selv-åbenbaring ved Jesu Kristi inkarnation. Meget af Allahs formål med at åbenbare visse specifikke vers til Muhammed var tydeligvist at rette (hvad han så som) de kristnes fejl. Allah er så voldsom i disse fordømmelser af kristen dogmatik, at det svarer til, hvad jeg kalder "teologisk jihad".

Konsekvenserne for de kristne er angivet med hellig intensitet af evangelisten Johannes i hans breve. Bekendelsen af Jesus Kristus er lakmusprøven for, hvem der er af Gud, og hvem der ikke er. Johannes giver ikke de kristne plads til ”manøvrer" på dette punkt:

Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen. (1 Joh 2:22-23)

Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. (1 Joh 4:1-3)

Mit formål med at citere disse passager er at vise den totale overgivelse til Jesus Kristus, som Johannes forlanger af kristne. [5]

Men det er meget mere end en viljesakt, denne "overgivelse". I Johannes' evangelium og breve, og for kristne lige siden Kirkens første dage, er det et spørgsmål om Væren, om forvandling, om at træde ind i et nyt liv efter allerede at være afdøet fra dette liv. Paulus bruger det samme sprog til at beskrive dåben i sit brev til romerne. Der er tale om en mystisk væren i Jesus, selv mens man kæmper i denne verden. Når en kristen først begynder at "Være", at "forblive", at eksistere i dette Nye Liv, kan han eller hun ikke benægte det. Det er i realiteten en guddommelig virkelighed, som udgår fra Faderen; det er nyt liv i Kristus ved Helligåndens iboen. Som Peter udtrykker det i sit "katolske" brev, er vi blevet "del i guddommelig natur". (2 Pet 1:4)

Så samme-gud-spørgsmålet spørger, om den gud, som frit giver dette Nye Liv gennem Jesus, også kan være den Allah, der befaler det modsatte gennem Muhammed?

De, der indtager samme-gud-positionen, tror jeg, abstraherer fra spørgsmålet, og adskiller det fra de radikalt forskellige kilder til de islamiske og kristne åbenbaringer. Samme-gud-spørgsmålet kan ikke reduceres til en abstrakt, teoretisk, begrebsmæssig analyse, men skal snarere betragtes som en ontologisk, super-essentiel skelnen mellem to diametralt modsatte kilder.

På en lignende måde som med Johannes' eksklusivistiske skrifter, er Koranens afvisning af kristne dogmer ikke abstrakte, teologiske punkter. Også de er grundlæggende, aktiverende principper i islamisk tro, bøn og praksis. Lad os tage et eksempel, som den troende muslim beder mindst sytten gange om dagen, tusinder af gange om året:

Led os ad den lige vej! Vejen, der følges af dem, som du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne. (Koranen 1:6-7)

Som en bøn rettet til "Herskeren på dommens dag", henviser disse sidste vers i Koranens første sura kaldet al-Fatiha, "Åbningen", specifikt til de kristne og jøderne. Efter traditionel islamisk lære, er islam alene "den lige vej", mens:

"De to veje, Han beskrev her, er begge vildførte," og disse "to veje er de kristnes og jødernes veje, en kendsgerning, som den troende skal vogte sig for, så han undgår dem. De troendes vej er kundskab om sandheden og at overholde den. Til sammenligning opgav jøderne at praktisere religionen, mens de kristne mistede den sande kundskab. Derfor ramte 'vreden' jøderne, mens beskrivelsen 'de vildfarne' er mere passende for de kristne." (Den klassiske koran-kommentator Ibn Kathir, Commentary on Koran, 1:7, bind 1, s. 87).

Dette er den almindeligt udbredte islamiske opfattelse, som haves af de fleste muslimske jurister, selvom ikke alle muslimer er klar over, hvem de fordømmer, når de beder 'Åbningen'. Men taget i sammenhæng med de andre ovennævnte koranvers, er det klart, at både jøder og kristne - efter den islamiske opfattelse - er under Allahs dom og vrede.

Det ville ikke have ret megen umiddelbar eksistentiel betydning for os, hvis forskellene mellem islam og kristendom blot bestod af teologisk uenighed, en abstrakt åndelig debat om oprindelse og eskatologi, eller endda om evigt liv og evig fordømmelse. Apologeter taler for deres sager, de trofaste holder ud, konvertitter vindes, apostater går tabt, livet går videre.

Men fordi Koranen ikke blot indeholder "grundlæggende, aktiverende principper", som jeg kalder dem ovenfor, men også udtrykkelige befalinger, formaninger og forpligtelser til at udføre visse handlinger mod ikke-troende, hvorved den troende muslim beviser sin loyalitet og lydighed mod Allah, er samme-gud-spørgsmålet faktisk af umiddelbar, eksistentiel betydning for os.

Dette er, hvad vi vil se på i næste afsnit:

Del 3: "På deres frugter kan I kende dem." - Praktiske konsekvenser af samme-gud-spørgsmålet.

Noter

[1] Indrømmet - der er et vers i Koranen, hvor Allah taler om Isa som et ord og en ånd fra ham: "Messias, Jesus, Marias søn er kun Allahs udsending, Hans ord, som Han talte til Maria, og ånd af Ham." (Koranen 4:171) Gregory Palamas og Johannes af Damaskus slog begge på dette i deres debatter med deres muslimske modstandere. Men det fremgår klart af versene 3:79 og 5:78, at Allah anser Isa [Jesus] for at være et skabt væsen. Og han må jo vide det, hvis han er skaberguden.

[2] Det er interessant, at Allah går så vidt for at fordømme den kristne lære, at han tilmed benægter den historiske kendsgerning om Jesu korsfæstelse, som der blev skrevet om, ikke blot af forfatterne til evangelierne og de nytestamentlige breve, men også af det 1. århundredes jødiske og romerske historikere såsom Josefus, Thallus og Tacitus, der trak på samtidige ikke-kristne kilder til at skrive deres beretninger. Thallus skrev omkring 50 e.Kr. – dvs. før det almindeligt accepterede tidspunkt for de første evangelier.

Vi kender Thallus gennem referencer til hans forfatterskab i værker af andre gamle forfattere. Fra en artikel af William Lane Craig:

I sin Krønike fra omkring år 800 citerer den byzantinske krønikeskriver Georgius Syncellus en passage fra en bog - der ikke er bevaret - med titlen En Verdenshistorie, som blev skrevet omkring 220 af kirkefaderen Julius Africanus, som selv var en god historiker. Africanus fortæller, at den romerske historiker Thallus, der skrev om det antikke Mellemøstens historie, i den tredje bog af sin Historie - et værk der heller ikke er bevaret - forsøger at bortforklare mørket på tidspunktet for Kristi død som en følge af solformørkelse ...

... Hvis Thallus skrev meget senere end evangelierne, ville intet af dette være særlig spændende (...). Men hvis Thallus på den anden side skrev sin Historie før evangelierne, så bliver hans vidnesbyrd særdeles interessant.

Dateringen af hans værk er usikker, men de fleste forskere daterer Thallus' Historie til midten af 1. århundrede, dvs. til engang omkring år 50 e.Kr., kun 20 år efter Jesu korsfæstelse i år 30. Omvendt daterer de fleste forskere Markusevangeliet til omkring 66-70 e.Kr.

Hvis denne er rigtig, så bringer Thallus enten uafhængig, ekstra-bibelsk attestation for mørket ved middagstid, og derved øger sandsynligheden for dets historicitet, eller han reagerer på Jesu lidelseshistorie, som blev fortalt af kristne på hans tid, og derved bekræfter denne traditions tidlige forekomst. I begge tilfælde reagerer Thallus utvivlsomt på en kristen fortolkning af begivenheden, da han forsøger at give en alternativ forklaring på det skete.

Man kunne hævde, at Thallus - i betragtning af hans kendskab til nærøstlige forhold - bare ville have nægtet, at begivenheden fandt sted, hvis han ikke havde kendskab til dens hændelse. Dermed bekræfter han historiciteten af mørket ved middagstid. Men måske var en simpel bortforklaring den letteste reaktion. (Andre steder forklarer Thallus varsler naturalistisk). I så fald er Thallus' bidrag ikke en uafhængig bekræftelse af evangelierne, men bevis for den tidlige overlevering om Kristi lidelse før Markus, hvilket er af ikke ringe betydning, fordi jo tidligere en tradition er, des mere historisk troværdig vil den være.

Selvfølgelig, hvis vi af andre grunde - som f.eks. de flere rækker af beviser for, at Apostlenes Gerninger blev skrevet før 60 e.Kr., og Lukas' evangelium før Apostlenes Gerninger, og Markus' evangelium før Lukas - afviser den konventionelle datering af evangelierne, hvilket jeg er tilbøjelig til at gøre, så har vi allerede evangelierne selv som samtidige med Thallus. Men hvis vi holder os til den konventionelle datering, er det ret forbløffende, at den tidligste henvisning til Jesu korsfæstelse ikke kommer fra en af de kristne evangelister, men fra en hedensk romersk historiker.

[3] Der er en overraskende passage i Koranen, hvor Allah henviser Muhammed til at rådføre sig med de jødiske og kristne troende, hvis han er i tvivl. Følgende er fra en dybdegående artikel af John Gilchrist på AnsweringIslam.org:

Hvis du er i tvivl om det, som Vi har sendt ned til dig, så spørg dem, der har læst Skriften op før dig! (Koranen 10:94)

Gilchrist skriver om dette vers, og den islamiske doktrin tahrif, at jøderne og de kristne havde forvansket Skrifterne:

Ikke alene bekræfter denne tekst endnu en gang, at jøderne og de kristne på Muhammeds tid faktisk læste Den Sande Skrift, men den befaler tilmed Muhammed at rådføre sig hos dem, hvis han var i tvivl om, hvad der kom til ham i Koranen. Hvis Toraen og Evangeliet var blevet forvansket eller erstattet, ville Koranen så henvise Muhammed til at konsultere læserne af disse skrifter? [...]

Resultatet af disse positive vidnesbyrd om de tidligere skrifter i Koranen var, at de tidlige muslimer ikke betvivlede ægtheden af Bibelens tekst. Forskellene mellem dem selv på den ene side og jøderne og de kristne på den anden, blev tilskrevet de sidstnævntes forvanskning af skrifternes mening, ikke af selve teksten. Dette blev kendt som tahrifi-manawi, en "forvanskning af meningen" - af ordene. Det var først langt senere, at læren om tahrifi-lafzi, "forvanskning af teksten", udvikledes. Men i de tidlige dage blev det formodet, at jøderne og de kristne kun var skyldige i at give en forkert fremstilling af deres skrifters mening.

Da kloge læsere uden tvivl er opmærksomme på disse spørgsmål, ville jeg bare gerne omtale dem. Men disse overvejelser er uden for mit fokus i denne serie artikler, da det fremgår helt klart af Koranen, hvad Allah mener om grundlæggende kristne dogmer.

[4] "Han, der Er". Den Ortodokse Kirke bruger dette særlige udtryk i sine gudstjenester, når den lovsynger Jesu Kristi ære. Afhængig af oversættelsen varierer det mellem "Han, der Er, Kristus vor Gud ..." eller "Kristus vor Gud, den Værende ..." med den afsluttende forherligelse: "tilkommer al velsignelse nu og altid og i evighedernes evighed, Amen." Desuden er der i den glorie (halo), som i ortodoks ikonografi omgiver Kristi hoved, indskrevet - med græske bogstaver og i form af et kors - dette samme udtryk: "Han, der Er". Denne specifikke formulering binder således vores nytestamentlige tilbedelse til Ham, der åbenbarede sig først i Den Gamle Pagt.

[5] Vi ser denne overgivelse i dag, når kristne vælger at dø hellere end at fornægte Jesus Kristus og konvertere til islam, med Islamisk Stats halshugning af de 21 koptiske martyrer for et år siden som det mest gribende eksempel på denne form for tro. Fuldendelsen af deres martyrium var deres sørgende familiers tilgivelse af de muslimer, der dræbte dem. Martyrernes mødre bad for omvendelsen af IS-jihadisterne til Kristus, at de ligesom apostlen Paulus måtte få en "Damaskus-oplevelse".

del 1, del 3, del 4, del 5

---

Ralph Sidway er en ortodoks kristen forsker og forfatter. Han har skrevet Facing Islam: What the Ancient Church has to say about the Religion of Muhammad, og driver bloggen Facing Islam Blog.

---

Oversættelse: Bombadillo