Kilde: The Muslim-Christian Debate web site
Udgivet på myIslam.dk : 4. januar 2012
Indledning
Det er målet for mange muslimer tilhørende sunni-islam at genetablere Khilafah (kalifatet), der blev afskaffet af Kemal Atatürk i 1924. I moderne sammenhæng er dette, hos fortalerne for den islamiske vækkelse, forbundet med ønsket om at se en global, forenet islamisk stat. Men uanset hvordan man trækker grænserne for en sådan stat, vil den uundgåeligt komme til at rumme religiøse mindretal. Muslimer insisterer som regel på, at andre religiøse samfund altid er blevet behandlet med respekt og værdighed af sande muslimske herskere. Det er derfor relevant at undersøge den islamiske historie med det formål at teste rigtigheden af denne påstand.
Det er under osmannisk herredømme, vi finder den islamiske stat med det største antal kristne. Faktisk havde den besat en væsentlig del af Europa. Vi vil derfor begrænse vort studie til en undersøgelse af begivenhederne i den osmanniske stat, især i betragtning af, at det sidste Khilafah blev holdt af osmannerne. Hovedvægten i dette skrift vil blive lagt på at undersøge massakrer, udført af det osmanniske Khilafah. Når det kommer til stykket - hvis den mest grundlæggende rettighed af alle, retten til liv, ofte blev krænket af det osmanniske Khilafah, så har de muslimer, der søger at genopvække denne institution og påstår, at ikke-muslimer generelt blev respekteret under det islamiske regime, nogle ting at forklare.
1. Osmannernes fremkomst og erobringen af Konstantinopel
Osmanli eller de osmanniske tyrkere dukkede op som en kraft i det 14. århundrede, hvor de erstattede det tidligere seldjuk-tyrkiske emirat Konya. [1] De var "... fanatiske muslimer (...). Deres klanledere kaldte sig ghazier, krigere for den islamiske tro. Erobringen af de vantro var for dem en religiøs pligt." [2] Derfor var osmannernes jihad lige så meget offensiv af karakter som defensiv, og deres tro var, at ikke-muslimer skulle undertvinges ved sværdet. I 1354 besatte de Gallipoli, og spredte sig derefter over hele Balkan, hvor de besejrede serberne i slaget ved Kosovo i 1389 og fuldendte erobringen af Bulgarien og Thessalien i 1393. Det betød, at hovedstaden i Det Byzantinske Rige (eller det lidt, der var tilbage af det), Konstantinopel, nu var isoleret. "Luk byens porte," sagde sultanen til den byzantinske kejser Manuel II (1391-1425), "for jeg ejer alt udenfor." [3]
Da var det kun et spørgsmål om tid, før Konstantinopel ville blive angrebet, og under den energiske og hensynsløse sultan Mehmet II begyndte osmannerne i april 1453 belejringen af den byzantinske hovedstad - dette på trods af, at han ved sin tronbestigelse i 1451 havde svoret ved Koranen overfor den byzantinske ambassade, at han ville respektere dennes territoriale integritet. [4] En ed til en vantro betød åbenbart ingenting. Det er umuligt at klassificere belejringen af Konstantinopel som "defensiv" jihad: Det var snarere en uprovokeret aggression. Håbløst i undertal og med underlegne våben, faldt byen mandag den 28. maj 1453. Det skal bemærkes, at Mehmet II den 6. april havde sendt Kejser Konstantin XI en note, som sidstnævnte afviste, "der erklærede, at enhver borger ville blive skånet, som foreskrevet i islamisk lov, hvis byen overgav sig uden modstand." [5] Konsekvensen var klar: Hvis byen gjorde modstand, ville indbyggernes liv være tabt.
Og dette var, hvad der faktisk skete, da byen faldt tirsdag 29. maj, hvor muslimske styrker slagtede, plyndrede og slavebandt store skarer af kristne. [6] Dette faktum, der sjældent nævnes af de muslimer, der forherliger begivenheden, viser, hvor naturlig massakre og undertrykkelse var for det osmanniske Khilafah, og giver naturligvis grund til bekymring hos ikke-muslimer, når de hører længslen efter denne institution udtalt blandt muslimer. Mehmet II trådte ind i den store kirke Hagia Sophia, den fornemste katedral i den østlige kristendom, og i stedet for at respektere dens religiøse integritet, eksproprierede han den for islam, idet han formelt omdannede den til en moské. I løbet af det 16. århundrede, var Balkan som helhed kommet under muslimsk herredømme.
2. Kristen frihed og værdighed under osmannerne
Billedet var ikke helt mørkt. Osmannerne tillod de græsk-ortodokse en høj grad af intern autonomi med hensyn til deres sociale og religiøse forhold - millet-systemet. Sultanen udpegede ofte en græker som storvesir, og den øverstbefalende for den osmanniske flåde var ofte græker. [7] Men fuldt statsborgerskab var dog forbeholdt dem, der antog islam. Sultanen blandede sig ofte i valget af ortodoks patriark, og kunne endda underkende ham. Ved en række lejligheder blev patriarker henrettet. Der eksisterede hverken fuld religiøs frihed eller lighed.
En af de mest sigende handlinger, som sætter spørgsmålstegn ved den opfattelse, at det osmanniske Khilafah var en guldalder hvad religiøse mindretal angik, var den tvungne rekruttering af janitsharer, der begyndte i det 14. århundrede. "... de tog med magt drengebørn fra slavebundne kristne familier (hovedsageligt grækere og senere også armeniere, bulgarere, albanere og serbere), og bragte dem sammen i særlige lejre. De indoktrinerede dem til at blive fanatiske tyrkere og ubarmhjertige mordere af deres eget folk. Disse børn voksede op til at tro, at sultanen var deres far og at de, hvis de skulle dø i kamp, ville komme i himlen. På grund af denne nye hær, eller janitsharerne (yeni-ceri på tyrkisk), kunne tyrkerne således fortsætte med deres erobringer." [8]
Osmanniske styrker kunne overfalde kristne landsbyer og kidnappe drenge, der derefter blev bragt til Konstantinopel som slavesoldater og med magt konverteret til islam. De blev forbudt at have intime forhold til kvinder, undtagen når de angreb en fjendtlig by eller landsby, hvor de kunne plyndre og voldtage i tre dage. Dette fortsatte indtil 1700, hvorefter medlemskab blev arveligt, og til sidst endte med janitsharernes afskaffelse efter et oprør. Andre kristne børn blev bortført til slaveri som paladsembedsmænd, eunukker og konkubiner. Det er praksisser som disse, der har efterladt dystre minder hos Balkan-folkene og armeniere om de lange år under muslimsk styre.
Disse praksisser kunne også have været normen i Vesteuropa, hvis den osmanniske belejring af Wien i 1683 var blevet en succes. Igen - dette kan ikke opfattes som "defensiv" jihad: Det var uprovokeret aggression. De osmanniske styrkers gerninger, som angrebet på Østrig indledte, demonstrerede, hvad Europa kunne vente sig, hvis Khilafah formåede at udvide sine grænser over resten af Europa. Medlemmer af de osmanniske styrker "brændte landsbyer og slavegjorde kvinder og børn og arbejdsduelige mænd. De syge og de gamle halshuggede de. De plyndrede kirker og trampede krucifikserne til jorden." [9] De kastede sig ud i "nedbrænding, voldtægt, drab, slavebinding ..." [10] Det skal huskes, at den muslimske hær var under befaling af storvesiren selv, Kara Mustafa. Det er svært at se, hvordan en sådan adfærd kunne anses for at kunne tiltrække folk til islam.
Diskriminationen af kristne fortsatte gennem de århundreder, det osmanniske Khilafah eksisterede. Et eksempel på dette findes i den fredstraktat, der afsluttede Krim-krigen i 1854-56. Krigen begyndte som et skænderi mellem Rusland og det osmanniske Khilafah. Freden blev genetableret ved Paris-traktaten af 1856. Normalt er opmærksomheden rettet mod den klausul, pålagt af Storbritannien og Frankrig, der forbød russiske krigsskibe at færdes i Sortehavet. Mindre opmærksomhed er rettet mod artikel 9 i traktaten, som forpligtede det osmanniske Khilafah til at anerkende lighed mellem sine undersåtter "uden hensyn til religion eller race." Dette viser, at det osmanniske Khilafah faktisk var engageret i en sådan systematisk diskrimination. I stedet for at overholde traktaten, indførte Khilafah [kalifatet] et dekret samme år, der krævede, at ikke-muslimer skulle indhente tilladelse fra Khalifah [kaliffen] selv til at bygge eller reparere deres gudshuse. Dette betød i realiteten en fortsættelse af principperne i islamisk lov og en omgåelse af Paris-traktaten.
Ikke alene var kristen frihed under Khilafah begrænset, kristen værdighed blev også hyppigt krænket. Indtil tiden for den 1. Verdenskrig og deres etniske udrensning i 1915, klædte armenske kristne deres unge piger som drenge for at forhindre voldtægt eller kidnapning (eller begge dele), udført af osmanniske muslimer. Faktisk var ethvert barn i fare for at blive kidnappet. Et typisk eksempel på osmannisk muslimsk foragt for kristne leveres ved en gennemlæsning af en begravelsestilladelse, udstedt af en qadi (muslimsk embedsmand, dommer) i 1855, for en afdød kristen: "Vi bekræfter for præsten i Maria-kirken, at det urene, rådne, stinkende ådsel af Saideh, fordømt denne dag, kan blive skjult under jorden." [11] Muslimer vil utvivlsomt betragte sådan en indstilling, hvis den blev udtrykt om en muslims lig, som fanatisk og ufølsom; de bør derfor ikke være overraskede over, at kristne reagerer på samme måde og har svært ved at medgive, at Khilafah var et utopisk styre.
3. Kalifatets massakrer
I det 19. århundrede var Det Osmanniske Imperium i tilbagegang, og bevægelser for frihed opstod blandt Balkan-folkene. Denne periode så de første spirer til moderne nationalisme, og der var et stærkt ønske blandt de Balkan-kristne om at skille sig af med deres tyrkiske overherrer (og i rumænernes tilfælde med fanariot-grækerne, som osmannerne brugte som administratorer). Men nationalisme alene gav ikke tilstrækkeligt incitament til at befri Europa fra tyrkerne. Som kristne var befolkningerne på Balkan i bedste fald andenklasses borgere - erobrede undersåtter, nægtet religiøs lighed. "De kristne blev udelukket fra politisk magt, gjort til genstand for en særlig skat [dvs. jizya] og var ved mere end én lejlighed udsat for risikoen for systematisk udryddelse." [12]
3.1 Den græske revolution
De nederlag, osmannerne havde lidt til polakkerne og østrigerne i 1683, og derefter til russerne ved en række lejligheder, samt Venedigs midlertidige besættelse af Morea i 1690'erne indtil 1718, viste, at Khilafah ikke var usårligt. De første forsøg på befrielse kom med serberne under Kara George i 1804. Opstanden lykkedes, men osmannisk autoritet blev genetableret i 1813. En anden opstand i 1815 under Milosch Obrenovitch gav serberne et vist mål af selvstyre, og Obrenovitch fik titlen 'Serbernes Prins' af sultanen. [13] Den vigtigste begivenhed, som indledte sammenbruddet af den osmanniske magt var dog Den Græske Frihedskrig (1821–1829) [også kaldet Den Græske Revolution, o.a.]. Lige siden det klassiske Grækenlands dage, havde der eksisteret græske samfund omkring Sortehavet, herunder i områder, der var kommet under russisk kontrol i det 18. århundrede. Zarens adjudant [aide-de-camp] i 1821 var en græker, prins Ipsilantis, der også var leder af et græsk nationalistisk hemmeligt selskab, Filiki Etairia - "Venskabsforbundet," som var blevet etableret i 1814 i Odessa. Det havde 20.000 medlemmer, og opererede i de græsk-befolkede områder i det Osmanniske Rige. [14]
Kampagnen begyndte nærmest farceagtigt, da Ipsilantis og en gruppe grækerne krydsede grænsen til Moldavien marts 1821 og opfordrede den ortodokse befolkning til at rejse sig mod osmannerne. Men rumænerne, skønt ortodokse, var ikke grækere, og var bitre over den græske overlegenhed i riget. Konflikt mellem grækere og rumænere brød snart ud. Det er kun rimeligt at fortælle, at Ipsilantis og hans tilhængere opførte sig lige så dårligt som osmannerne ved at tillade en massakre på det lokale muslimske samfund. [15] Under disse omstændigheder var det ikke overraskende, at oprørerne i juni i Skaleni blev slået af osmannerne.
Men begivenhederne i Moldavien tilskyndede en folkelig opstand af grækerne på Morea på opfordring af Filiki Etairia. Igen vanærede grækerne deres sag ved en almindelig massakre på stort set hele det muslimske samfund på 25.000 mennesker indenfor seks uger efter udbruddet af opstanden. Osmannerne svarede igen ved at massakrere grækere i Thessalien, Makedonien og på De Ægæiske Øer. På en af de sidstnævnte, den ægæiske ø Chios, massakrerede osmannerne 27.000 kristne, herunder kvinder og børn. [16] De fleste kristne i det græske kvarter i Konstantinopel blev massakreret. [17] Påskedag 1822, blev den ortodokse patriark i Konstantinopel hængt af osmannerne, og hans lig senere kastet i Bosporus. Til sidst blev han fundet af en græsk båd og bragt til Odessa, hvor patriarken fik en martyrs begravelse. [18]
Mordet på patriarken var en katastrofal fejltagelse af Khilafah, og vakte omfattende afsky i Europa. Rusland truende med intervention. Den græske befrielseskamp blev nu et folkeligt anliggende blandt europæerne, der var forfærdede over undertrykkelsen af deres kristne trosfæller, massakrerne og salget af græske kristne fanger til slaveri i Egypten. [19] Den dybe religiøse overbevisning af kong Karl X af Frankrig fik ham til at støtte de græske kristne. Den berømte engelske digter Lord Byron kæmpede som frivillig sammen med grækerne, ligesom mange andre europæere, og mistede livet dér. Ligeledes reagerede mange muslimer positivt på opfordringen til jihad mod de vantro, som Khalifah udsendte i marts 1821.
Græske militære succeser til lands og især til vands fik Khalifah til at appellere til Muhammad Ali, hans vasal i Egypten, om at gribe ind med den egyptiske flåde, og lovende ham kontrol over Morea, Kreta og Levanten. Muhammad Alis søn, Ibrahim, landede på Kreta, hvor ca. en tredjedel af befolkningen på det tidspunkt var muslimsk, og begyndte at massakrere det kristne flertalssamfund. Tilsvarende - da Ibrahims styrker landede på Morea, "begyndte de at udrydde den græske befolkning." [20] Det skal bemærkes, at dette var et resultat af Khalifahs anvisning - tilskyndet af den muslimske ulama - om, at "oprørerne skulle bekæmpes åbent og sættes under sværdet, deres ejendom skulle plyndres og deres hustruer og børn gøres til slaver." [21] Som vi har set, så fandt både slaveriet og folkemordet rent faktisk sted - "hele befolkningen på det græske fastland stod i fare for udryddelse." [22]
Det var folkemordets omfang og truslen om russisk intervention, som i sidste ende fik stormagterne, ledet af Storbritannien, til at gribe ind i slaget ved Navarino i 1827, som ødelagde de osmanniske og ægyptiske flåder, og tillod franske styrker at invadere Morea, mens russiske tropper rykkede ind i Thrakien. Det skal siges, at stormagterne forud for dette havde tilbudt osmannerne et forlig, som ville have givet nominel osmannisk overhøjhed med fuld autonomi for Grækenland, men at Khalifah, forpligtet af den islamiske idé om undertvingelse af ikke-muslimer, havde afvist tilbudet. Denne fejlberegning førte til, at stormagterne gennemtvang en anerkendelse af fuld græsk uafhængighed i 1832.
3.2 Kalifatets massakrer fra 1840 til 1860
Faktisk var det de konstante tilfælde af folkemord, der tvang Vesten til at gribe ind i de osmanniske affærer, hvilket til sidst førte til statens sammenbrud. I 1842 var muslimer engageret i følgende massakrer:
Badr Khan Bey, en Hakkari-kurdisk emir, angreb sammen med andre kurdiske styrker ledet af Nurallah, assyrerne i den hensigt at brænde, dræbe, ødelægge, og om muligt, udrydde assyrerne fra bjergene. De rasende kurdere ødelagde og brændte alt, hvad der kom inden for deres rækkevidde. En vilkårlig massakre fandt sted. Kvinder blev indbragt for emiren og myrdet med koldt blod. Den følgende hændelse illustrerer det oprørende barbari: Den aldrende mor til mar Shimun, patriarken for kirken i øst, blev pågrebet af dem, og efter at have øvet de mest afskyelige overgreb på hende, skar de hendes krop op i to dele og kastede dem ud i floden Zab, idet de udbrød: "Gå og bring din forbandede søn det budskab, at den samme skæbne venter ham." Næsten 10.000 assyrerne blev massakreret, og et lige så stort antal kvinder og børn blev taget til fange, hvoraf de fleste blev sendt til Jezirah for at blive solgt som slaver, for at blive givet som gaver til indflydelsesrige muslimer. (Death of a Nation, s. 111-112). [23]
Lignende begivenheder fandt sted i 1846. [24] I ingen af tilfældene greb den osmanniske regering eller dens sikkerhedsstyrker ind for at forhindre massakrerne eller straffe forbryderne, hvilket viser, at de var tilfredse med resultatet, og derved gjorde Khilafah medskyldig i massakrerne. I 1847 massakrerede muslimske styrker 30.000 medlemmer af det assyriske kristne samfund. Et godt eksempel på kalifatets statslige medskyld i massakrer på kristne, påbegyndt af individuelle muslimer, fandt sted i Libanon og Syrien i 1860, massakrer, som kun blev bragt til ophør, fordi franske styrker greb ind:
I Libanon, fra april til juli, blev mere end tres landsbyer i Al-Matn og Al-Shuf [to distrikter i Libanon, o.a.] brændt til aske af drusiske og kurdiske styrker. De store byer fulgte efter. Kommandanten for den osmanniske garnison tilbød igen den maronitiske befolkning asyl, som han havde gjort det med de små landsbyer, og bad om overgivelse af deres våben. Derefter slagtede han dem i det lokale serail. Sådan var skæbnen for Dayr al-Qamar, der mistede 2600 mennesker; Jazzin og omegn, hvor 1500 blev slagtet; Hasbayya, hvor 1000 ud af 6000 koldblodigt blev myrdet; Rashayya, hvor 800 omkom. Ordrerne for Hasbayya var, at ingen mandlige indbyggere mellem syv og halvfjerds år skulle skånes. Ondsindede øjne nød synet af de lemlæstede, sammenblandede organer af gamle og unge i gården til Shihabi-paladset. Zahla, den største af byerne med 12.000 indbyggere, holdt stand for en kort tid og bukkede derefter under for et angreb af en skare, som talte krigere fra Harwan og beduiner fra ørkenen. Byen lå lunt i en dyb kløft, formet af Bardawni, der strømmer ned fra bjerget Sannin. Næppe et hus undslap flammerne. Det samlede tab af menneskeliv, indenfor en periode på tre måneder og et område på nogle få kilometer, blev anslået til 12.000. Fra Libanon sprang gnisten af had til Damaskus og antændte et reservoir af muslimsk fjendskab, genereret Ibrahim Pashas politik og de egalitære bestemmelser i Hatt-i Humayun. Det assyriske kvarter blev stukket i brand og omkring 11.000 af dens indbyggere kom under sværdet. [25]
3.3 Balkan-massakrerne i 1870'erne
I Bosnien-Herzegovina levede de kristne bønder i landdistrikterne stadig under et system af livegenskab, og blev afkrævet store skatter af Khilafah, som muslimerne ikke blev afkrævet. I 1874 havde Balkan en dårlig høst og hungersnød truede, men i stedet for at bistå befolkningen, krævede den osmanniske stat stadig de sædvanlige skatter - igen, under indflydelse af islamisk lov. [26] Trykkogeren eksploderede til sidst i 1875, da de kristne i Bosnien-Hercegovina gjorde oprør mod Khilafah. Opstanden bredte sig til Serbien og Montenegro, som havde været autonome siden 1829, skønt de stadig var under osmannisk overhøjhed. Snart bredte oprøret sig til Bulgarien, som ikke havde ret til selvstyre under Khilafah, på grund af de store tyrkiske og muslimske samfund i landet og dets nærhed til den imperiale hovedstad.
"Den nye sultan, Abdul Hamid II (passende kendt i historien som den "røde sultan") viste ingen nåde over for oprørerne." [27] Kalifatets politik var folkemorderisk: "Hele landsbyer blev jævnet med jorden og indbyggerne myrdet. Bulgarske fanger blev skudt efter at være blevet udsat for den mest barbariske tortur." [28] Mellem april og august 1876 blev tusinder af bulgarske kristne grusomt massakreret af Khilafah-styrker - 12.000 mænd, kvinder og børn blev slagtet i maj alene. [29] Stormagterne reagerede ved at sende Khilafah Andrassy-noten, opkaldt efter den ungarske minister, der foreslog reformer i den osmanniske administration, hvilket sultanen foregav at acceptere. Men de kristne på Balkan nægtede, pga. deres erfaringer, at tage osmanniske løfter alvorligt i mangel af faste vestlige garantier.
Stormagterne, med Storbritannien som den afgørende undtagelse, sendte på det tidspunkt Berlin-memorandaet til Det Osmanniske Imperium, der truede med at bistå Balkan-oprøret, hvis de foreslåede reformer ikke var gennemført inden for to måneder. Men af mangel på britiske engagement, følte osmannerne sig sikre nok til at ignorere rådet. Rusland begyndte forberedelserne til et angreb på det osmanniske Khilafah, men dette blev forhindret af en international konference i Konstantinopel, hvor Abdul Hamid II gik ind på forfatningsmæssige reformer, foreslået af hans minister Midhat Pasha, en mand af liberale synspunkter, der ville føre til en bedre behandling af kristne. Men næsten i samme øjeblik konferencen var slut, blev Midhat Pasha fjernet og dræbt kort efter. Den nye forfatning blev også trukket tilbage, sammen med garantierne til de kristne. [30] Dette viste, at forfølgelsen af de kristne var dømt til at fortsætte, så længe Khilafah fortsatte med at eksistere.
Til sidst førte osmanniske udflugter og forræderi til et russisk-rumænsk angreb og til Storbritanniens senere intervention, hvilket i sidste ende førte til Berlin-traktaten i 1878, som anerkendte total uafhængighed for Serbien, Rumænien og Montenegro, mens Østrig besatte Bosnien og Sandzak Novi Pazar [område mellem Serbien og Montenegro, o.a.]. Bulgarien fik autonomi, med Østrumelien, grænsende til det østlige Thrakien, som en autonom provins i Det Osmanniske Rige, der dog altid skulle have kristen guvernør. [31] Krigen havde kostet Khilafah meget af dets europæiske territorium til glæde for de kristne på Balkan. Det må dog indrømmes, at de nu uafhængige Balkan-stater efter 1878 ofte var lige så fanatiske og grusomme mod deres muslimske samfund, som Khilafah havde været det mod de kristne, og at mange muslimer, ofte forfulgte, derfor udvandrede til det Osmanniske Rige.
Et mere afgørende tab for det Osmanniske Khilafah var tabet af britisk støtte. Nyheden om de bulgarske massakrer blev mødt med folkelig forargelse. Premierminister Disraeli, bange for russiske ekspansionistiske planer, afviste historierne om massakrer som ren propaganda - "kaffehus-sladder". Hans modpart, Gladstone, leder af oppositionen, skrev en berømt pamflet med titlen: "De bulgarske rædsler og spørgsmålet om Østen," som blev solgt vidt og bredt. For en tid blev det osmanniske Khilafah betragtet med lige stor foragt som Nazi-Tyskland betragtes i dag. Situationen blev ikke gjort bedre af sultan-kalif Abdul Hamids handlinger, hvor han brød de løfter om bedre behandling af de kristne, han havde givet ved Berlinerkongressen. [32]
3.4 Massakrerne i 1890'erne
På den anden side fortsatte osmannerne med at massakrere hele kristne samfund, hvor de mest uhyrlige var massakrerne i 1894-96: Tusinder af armenske og assyriske kristne - over 300.000 - blev brutalt myrdet, tilskyndet af den røde sultan Abdul Hamid II. Alliancen med Tyskland havde givet ham en følelse af sikkerhed mod enhver europæisk reaktion, hvilket viste sig at være korrekt. Seks tusinde armenske kristne blev slagtet i Konstantinopel alene. [33] I Storbritannien trådte Gladstone ud af sin pensionisttilværelse for at kræve handling mod osmannerne, og den britiske regering kontaktede faktisk de andre stormagter om sagen, men der var ingen interesse i at tage affære. [34] Stående over for nationalistiske partisaner i Makedonien, den sidste europæiske provins, der stadig var under fuldstændig osmannisk kontrol, var de tyrkiske styrker uden hæmninger. Over for en opstand på Kreta i 1897, undertrykte de tyrkiske myndigheder ikke alene oprøret, men gik også i krig mod Grækenland og besejrede den gamle fjende, kun for at stormagterne greb ind og insisterede på, at øen skulle have en kristen guvernør.
3.5 Folkemordet i 1915
Den 24. april 1915 gav de osmanniske myndigheder ordre til deportation af praktisk talt hele den armenske og assyriske kristne befolkning i det østlige Lilleasien til Syrien og Irak, dengang en del af Det Osmanniske Rige, og at massakrere mange af dem. Folkemordet fortsatte hele året. Ved udgangen af 1915 var 1.500.000 armeniere og 250.000 assyrere blevet myrdet. Mange kvinder blev voldtaget og børn blev kidnappet og gjort til slaver for at blive opdraget som muslimer. Mange kristne - især kvinder - blev korsfæstet (Fotografierne er stadig bevarede).
Omkring 200.000 armeniere undgik etnisk udrensning/massakre ved at konvertere til islam. Hele landsbyer konverterede til islam for at undgå massakre. Kirker blev ødelagt eller besudlet ved at blive omdannet til stalde. Der blev gjort et seriøst forsøg på at fjerne ethvert spor af kristen identitet i regionen. Den osmanniske "retfærdiggørelse" af deres handlinger var påstanden om, at armenierne var en femte kolonne, og at der var armeniere i den russiske hær. Dette ignorerer de forhold, at russiske armeniere ikke havde noget valg i sagen, at muslimske tyrkiske folk også tjente i den russiske hær, og at der kun var få, om nogen, assyrerne blandt de russiske styrker. I 1914 havde de osmanniske armeniere erklæret deres loyalitet over for staten, på trods af isolerede frafald og en lille opstand i Kilikien. Osmannerne hævdede usandt, at der var udbrudt oprør i byen Van, og at de drab, der fandt sted, skete som led i en borgerkrig. Usandheden af denne påstand underbygges ligeledes af, at 250.000 armeniere tjente i den osmanniske hær. Faktisk var det armenske soldater, der forhindrede, at en af de osmanniske ledere, Enver Pasha, blev taget til fange efter hans nederlag i kampen mod russiske tropper. [35]
De fleste af massakrerne blev udført af det almindelige politi, selvom der til opgaven blev etableret en 'Særlig Organisation', der bl.a. bestod af almindelige kriminelle, som var løsladt på betingelse af, at de myrdede armeniere. [36] Desuden blev selv russiske armeniere massakreret under det osmanniske angreb i 1918 - 15.000 armeniere blev massakreret i Baku. Armenske flygtninge blev brugt til bajonet-øvelser. [37] Retfærdigvis skal det bemærkes, at mange arabiske landsbyer i Syrien hjalp de armenske flygtninge, og at nogle muslimske religiøse funktionærer protesterede mod politikken. [38] Tyrkiet benægter stadig folkemordet som en historisk kendsgerning. Hitler gav sin politik den begrundelse, at verden ikke gjorde noget, da osmannerne massakrerede armenierne, og at den derfor heller ikke ville gøre noget for at stoppe hans planer for de folk, han ønskede at eliminere.
Konklusion
Massakrerne på muslimer, der blev begået af grækerne i 1821 og senere af andre Balkan-folk efterhånden som de opnåede deres uafhængighed, kan lige så lidt forsvares som dem, der blev begået af muslimerne på kristne. Men der er klare nuanceforskelle mellem dem, der blev begået af grækerne og andre Balkan-folk i det 19. århundrede, og dem, der blev begået af Khilafah. De græske massakrer kaster skam over græsk nationalisme, snarere end over kristendommen, for det var i førstnævntes navn, snarere end sidstnævntes, at disse uhyrligheder blev begået. Hertil kommer, at grækerne ikke handlede under en regering, men som en oprørsgruppe (dette gælder naturligvis ikke for massakrer, der fandt sted, efter at Balkan-provinserne var blevet stater). Massakrerne begået af Khilafah, er imidlertid af en anden art. Ikke engang grækerne vil hævde en guddommelig inspiration bag græsk nationalisme, og kun få vil nu til dags retfærdiggøre massakrerne. Men muslimer tror lige netop, at Khilafah er guddommeligt forordnet, og at jihad er guddommeligt inspireret. Det var i Khilafahs og jihads navn, at folkemordet blev begået.
Desuden var Khilafah den lovlige regering for grækerne og andre Balkan-folk; det havde pligt til at forsvare, snarere end at udrydde, sine undersåtter. Dette rejser to problemer for muslimer, der søger en genoplivning af Khilafah: For det første - en regering, der mener, at det er legitimt at begå massakrer i religionens navn, er næppe attraktiv for dem, der måtte blive dens ofre. For det andet - fordi Khilafah betragtes som guddommeligt forordnet, bliver muslimer henvist til at forsvare tanken om, at Gud beordrede massakrerne på uskyldige kvinder og børn på grund af deres religion.
Problemet er, at de græske massakrer blot demonstrerer den universelle tilstand af moralsk fordærv - arvesynden - som kristendommen hævder, kan findes over hele menneskeheden. Sande kristne vil aldrig forsvare sådanne handlinger. I hvert fald holder ingen kristne den græske nationalisme (eller nogen anden nationalisme) for at være guddommeligt inspireret. Muslimer, på den anden side, kan ikke sige dette om muslimernes massakrer. De blev beordret af Khalifah i jihads navn - dvs. islams navn. Derfor - mens alle ægte kristne urokkeligt vil fordømme de græske massakrer, vil muslimerne finde det svært at gøre det samme.
Referencer
1. Smith, Michael Llewellyn, The Fall of Constantinople, in History Makers magazine No. 5, (London, Marshall Cavendish, Sidgwick & Jackson, 1969) p. 189.
2. Smith, The Fall of Constantinople, p. 189.
3. Smith, The Fall of Constantinople, p. 189.
4. Smith, The Fall of Constantinople, p. 190.
5. Smith, The Fall of Constantinople, p. 190.
6. Smith, The Fall of Constantinople, p. 192.
7. Stokes, Gwenneth and John, Europe 1850-1959, (Longman, London, 1966 & 1969), p. 129.
8. http://web.archive.org/web/20021017115201/http://imia.cc.duth.gr/turkey/index.e.html
9. Earle, Peter, Vienna 1683, in History Makers magazine No. 6, (London, Marshall Cavendish, Sidgwick & Jackson, 1969) p. 261.
10. Earle, Vienna 1683, p. 261.
11. Stokes, Europe 1850-1959, p. 143.
12. Fisher, H. A. L., A History of Europe, (Edward Arnold, London, 1936 & 1965), p. 726.
13. Peacock, H. L., A History of Modern Europe, (Heinemann, London, 1971), p. 216.
14. Peacock, A History of Modern Europe, p. 218.
15. Peacock, A History of Modern Europe, pp. 218-219.
16. Peacock, A History of Modern Europe, p. 219.
17. Fisher, A History of Europe, p. 882.
18. Peacock, A History of Modern Europe, p. 219.
19. Fisher, A History of Europe, p. 881.
20. Peacock, A History of Modern Europe, p. 220.
21. Ye’or, Bat, The Decline of Eastern Christianity under Islam, (Associated University Presses, USA, 1996), p. 191.
22. Fisher, A History of Europe, p. 881.
23. http://www.aina.org/martyr.html
24. "I Asheetha udførte Beg Zinger med en styrke på 400 kurdere de mest barbariske grusomheder mod landsbyboerne i Tyari. Assyrerne bar tålmodigt hans tyranni i nogen tid, men besluttede til sidst at sætte en stopper for det og angreb garnisonen. De dræbte tyve af dens folk og belejrede resten i en periode på seks dage. Under et løfte om, at de straks ville overgive sig og evakuere fæstningen, blev de forsynet med vand af assyrerne, men pludselig trodsede de deres belejrere og en ny konflikt fulgte. Midt under disse fornyede fjendtligheder ankom et kompani på 200 kavalarister fra Badr Khan Beg og vendte krigslykken. Assyrerne, overrumplede, blev jaget på vild flugt; ingen pardon blev givet, og mænd, kvinder og børn blev slagtet i én stor massakre. Landsbyen blev stukket i brand, og tre sække med ører blev skåret af de sårede, de døende og de døde, og sendt som trofæ til Badr Khan Beg. Alle overhoveder i Tyari blev dræbt under massakren, foruden tredive præster og tres diakoner, mar Shimoons bror Kasha Sadok og hans nevø Jesse, og mange af hans slægtninge. I oktober måned 1846 drog Badr Khans og Noorallah Begs forenede styrker ind i Tkhooma-distriktet og hærgede på måder, der er for frygtelige til at beskrive. Under invasionen blev 300 hundrede kvinder og lige så mange børn brutalt sat under sværdet i en vilkårlig nedslagtning. Kun to piger, der blev efterladt som døde på marken, undslap, og kunne fortælle den sørgelige historie om denne frygtelige tragedie.
Derefter angreb kurderne mændene, som havde indtaget en meget ugunstig position i en dal, hvor de hurtigt blev omringet af deres fjender, og efter at have kæmpet tappert i to timer, opgav kampen. Mange blev dræbt i forsøget på at undslippe, og så mange som hundrede fanger, hovedsageligt kvinder og børn, blev senere taget fra husene, som derefter blev stukket i brand af kurdere, sammen med træer og hvad der ellers blev dyrket i nabolaget. Disse ulykkelige ofre blev derefter indbragt for Noorallah Beg og guvernørløjtnanten i Jezeerah, mens de sad nær en af kirkerne, og hørte deres skæbne afgjort af de blodtørstige barbarer: 'Gør en ende på dem,' sagde de. Nogle få af pigerne, der var bemærkelsesværdige for deres skønhed, blev skånet, mens resten straks blev grebet og henrettet." (Nestorians and Their Rituals, pp. 370) http://www.aina.org/martyr.html
25. http://www.aina.org/martyr.html
26. Stokes, Europe 1850-1959, p. 205.
27. Peacock, The Making of Modern Europe, p. 232.
28. Peacock, The Making of Modern Europe, p. 195.
29. Fisher, A History of Europe, p. 1040; Stokes, Europe 1850-1959, p. 205.
30. Stokes, Europe 1850-1959, p. 206.
31. Stokes, Europe 1850-1959, pp. 209-210.
32. Stokes, Europe 1850-1959, p. 211.
33. Peacock, The Making of Modern Europe, (4th edition, Heinemann, London, 1971), pp. 267-268.
34. Peacock, The Making of Modern Europe, p. 268
35. Lang, D. M., and Walker, C.J., The Armenians, (Minority Rights Group, London, 1987), p. 7.
36. Lang, and Walker, The Armenians, p. 8.
37. Lang, and Walker, The Armenians, p. 8.
38. Lang, and Walker, The Armenians, pp. 7-8.
Oversættelse: Bombadillo