Indledning

Det er en ofte gentaget påstand af muslimer, at andre trossamfund altid er blevet behandlet med respekt og værdighed i en ægte islamisk stat. Faktisk, når man gennemlæser islamisk litteratur, er denne påstand bemærkelsesværdig ved sin hyppighed. For eksempel skriver den muslimske forfatter Suzanne Haneef om islams holdning til andre trossamfund:

... islam tillader ikke diskrimination i behandlingen af andre mennesker på basis af religion eller andre kriterier (...) den understreger medmenneskelighed og respekt for slægtskabsbåndene til ikke-muslimer (...) indenfor denne menneskelige familie udgør jøder og kristne, som deler mange holdninger og værdier med muslimer, hvad islam kalder ahl al-Kitab, dvs. Skriftens Folk. Muslimer har derfor et særligt forhold til dem som fælles "Skrifthavere". [1]

Tilsvarende udtaler den tyske konvertit Ahmed von Denffer, i en undersøgelse af kristnes stilling i islam: "Det er således klart, at kristne, set fra det juridiske perspektiv, er berettiget til deres egne regler". [2] Fra hvad han kalder "det samfundsmæssige perspektiv", tager han fat på problemet i sura al-Maida 5:51, som advarer mod at tage jøder og kristne som "venner":

På den anden side kan de kristne i deres egenskab af ahl al-Kitab ikke chikaneres eller forulempes for at være ikke-muslimer. Det er sandt, at Koranen advarer mod at tage jøder og kristne som venner, men det betyder ikke, at de skal forulempes eller skades, fordi de er ikke-muslimer. [3]

Så langt er alt meget positivt, men både Haneef og von Denffer er muslimer bosat i Vesten, der således omgås kristne og henvender sig til et vestligt publikum. Deres tilgang vil derfor være betinget af denne realitet. En noget anden holdning udvises af en muslimsk skribent med base i Saudi-Arabien, en stat, der i høj grad er styret af islamisk lov og som forbyder alle udtryk for religiøs frihed:

I et land regeret af muslimske autoriteter, er en ikke-muslim sikret sin trosfrihed (...). Muslimer er forbudt at tvinge en ikke-muslim til at antage islam, men denne skal betale skat til muslimerne villigt og ydmygt, underkaste sig islamiske love og ikke praktisere sine polyteistiske ritualer åbent. [4] (fremhævelse tilføjet)

I denne artikel vil jeg undersøge aspekter af islams holdning til ikke-muslimer, især angående jizya-skatten, for at finde ud af, om især Haneefs påstand er gyldig. Min vægt vil blive lagt på islamisk lov, da denne i praksis regulerer hverdagens relationer. Da muslimer i Vesten såvel som i den muslimske verden fastholder den guddommelige karakter af sharia-loven, som er baseret primært på Koranen og sunna, og fastholder den islamiske stat med islamisk lov som det ideelle samfund, er det vigtigt at se, hvad det i praksis vil betyde for ikke-muslimer, hvis kalifatet nogensinde blev genetableret og påført Vesten.

1. Værdien af menneskeliv

I Vesten - i det mindste efter forfatningerne, uanset hvor utilstrækkeligt de visse steder kan være udført i praksis - er ligestilling mellem mennesker en grundlæggende forudsætning: "Alle mennesker er lige for loven". Af denne grund er Justitia, retfærdighedens gudinde, ofte afbildet i statuer med bind for øjnene; klasse, religion eller race er irrelevant - loven, i det mindste som mål, gælder ligeligt for alle, og beskytter alle ligeligt.

I islamisk lov, derimod, er dette simpelthen ikke tilfældet. En muslims liv anses for bedre end en ikke-muslims i så høj grad, at mens en ikke-muslim, der har dræbt en muslim, vil blive henrettet, vil det modsatte ikke forekomme. [5] Dette på trods af, at mord normalt er behæftet med dødsstraf i islam, med regelmæssige henrettelser i de fleste muslimske stater. Denne ulighed kan også påvises i de blodpenge, der skal betales for mord eller skade på ikke-muslimer, som er halvdelen af, hvad der skal betales, hvis offeret er muslim. [6] Disse bestemmelser betyder i praksis, at en muslim ikke behøver at frygte for den sædvanlige straf for mord, hvis han dræber en ikke-muslim. Loven giver velovervejet og bevidst ikke beskyttelse til ikke-muslimer, som den gør til muslimer. Islamisk lovs standpunkt er ikke, at menneskeliv er helligt, men at muslimsk liv er det.

2. Værdien af vidnesbyrd

Hvad vi lige har nævnt om Justitia bliver meget relevant, når vi overvejer vidnesbyrd ved en domstol. Haneefs påstande kan umiddelbart drages i tvivl ved at pege på det faktum, at i islam anses en ikke-muslims vidnesbyrd for retten som af ringere værdi end en muslims, en praksis, der er officielt sanktioneret i lande som Pakistan. [7] Dette betyder i praksis, at hvis en muslim på eller anden måde krænker en kristen, enten ved at stjæle fra sidstnævnte, påføre skade eller endda begå voldtægt, må den kristne skaffe mindst et andet kristent vidne for blot at matche muslimens vidnesbyrd, og selv da er forudsætningen i praksis den, at sidstnævnte er et mere troværdigt vidne. Denne regel indebærer også den fornærmende antagelse, at ikke-muslimer af væsen er uærlige og i sig selv upålidelige vidner.

Det er klart, at dette betydeligt skader ikke-muslimer og bliver af praktisk betydning, når vi betragter de hyppige anklager for blasfemi, der bruges af muslimer mod kristne i områder som Pakistan, hvilke normalt har et skjult motiv (ofte personligt eller med forbindelse til stridigheder om jord). Juridiske tilstande som disse giver skruppelløse muslimer den tanke, at der er "fri jagt" på mindretallene. En lignende bestemmelse bringer arverettighederne for muslimers kristne hustruer i fare. [8] Igen, dette giver muligheder for en enkes uærlige muslimske slægtninge.

3. Værdien af menneskelig værdighed

Hvad vi netop har gennemgået bliver meget vigtigt, når vi overvejer spørgsmålet om menneskets værdighed. Det følger næsten naturligt, at hvis en ikke-muslims liv anses for ringere end en muslims, så vil førstnævntes værdighed blive opfattet med samme mangel på agtelse. Voldtægt i de fleste muslimske lande resulterer normalt i henrettelse af gerningsmanden, hvis offeret er muslim. Hvis offeret er en ikke-muslim og gerningsmanden er muslim, er dette ikke tilfældet. [9] En kristen kvindes ære bliver således ikke betragtet som lig med en muslimsk kvindes ære. Denne bestemmelse er ganske rystende.

En særlig stødende bestemmelse vedrører den kristne hustru til en muslimsk mand. Deres forskel i religion udelukker deres fælles gravsted. Desuden: Hvis hun er gravid når hun dør, kan fosteret, der betragtes som muslim, ikke blive begravet på en kristen kirkegård. Derfor kan kvinden heller ikke blive begravet dér, og må så begraves på et 'neutralt' sted. [10] Selv i døden bliver kristne nogle gange nægtet værdighed.

4. Værdien af menneskelig ejendom

Retten til forsvar af personlig ejendom betragtes normalt som en grundlæggende frihed, og dens krænkelse ved tyveri er strafbar i alle samfund, igen, uanset den religiøse identitet af tyven eller hans offer. Dette er ikke tilfældet under alle omstændigheder i islamisk lov. Situationen er til tider noget tvetydig, især hvis genstande, der er haram for muslimer, er involveret. [11]

En anden bestemmelse antyder imidlertid, at hvis en muslim stjæler en genstand fra en kristen, som f.eks. et guldkrucifiks, og derefter erklærer, at han gjorde det for at ødelægge denne 'vantro' genstand, kan han undgå at blive retsforfulgt. [12] Der er derfor intet skarpt skåret i islamisk lov, der beskytter kristne undersåtters ejendom, som tilfældet er i de fleste vestlige systemer, der beskytter al ejendom som sådan, uanset folks race eller tro.

5. Religiøs frihed

De fleste vestlige forfatninger i dag garanterer fuldstændig religiøs frihed i anskuelse, praksis og udbredelse. Et menneske er helt frit til at have eller ændre sine anskuelser, eller endda til ikke at have religiøse anskuelser overhovedet. Men i henhold til islamisk lov, er dette ikke tilfældet. Mens et menneske frit kan være muslim, jøde, kristen eller zoroastrianer, kan han ikke have andre religiøse anskuelser, hvilket forbuddet mod hedenskab illustrerer. [13]

Desuden, mens en ikke-muslim kan ændre sin religion til islam eller en anden "Skriftbaseret" tro, vil en muslim, der konverterer fra islam, stå overfor henrettelse. [14] Heraf følger, at kristne har forbud mod at missionere blandt muslimer, mens et lignende omvendt forbud ikke eksisterer for muslimer. Dette påvirker også ægteskaber, for hvis en muslim forlader islam, bliver ægteskabet opløst. Der er mindst ét nyligt eksempel på dette fra Egypten, hvor en liberal muslim blev erklæret frafalden ved en domstol og hans ægteskab blev opløst. Parret blev nødt til at flytte til Vesten, hvilket illustrerer, at bestemmelsen ikke blot er teoretisk. [15]

Mest iøjefaldende: mens efterkrigstiden, især siden 1970'erne, har set en kraftig optrapning af moské-byggeriet i Vesten, har der ikke været nogen tilsvarende udvikling i kristne religiøse bygninger i den muslimske verden, da islamisk lov kun tillader reparation af eksisterende bygninger, men forbyder opførelse af nye. [16] Samme bestemmelse forbyder enhver kristen tilstedeværelse på Den Arabiske Halvø; så vi er vidne til den anomali, at mens saudierne for nylig byggede en kæmpe moské i Rom, er der omvendt ingen mulighed for, at romerske katolikker (eller andre) kan bygge selv det mindste kapel i Saudi-Arabien. Dette er ikke blot et spørgsmål om gensidighed; lokale kristne i den muslimske verdens nationer nægtes også denne ret, hvorimod muslimer frit kan opføre moskeer.

6. Jizya-skatten

Den amerikanske revolution blev udkæmpet på princippet om "ingen beskatning uden repræsentation" ud fra ideen om, at konstitutionel lighed var en forudsætning for den suveræne udøvelse af skatteopkrævning. Det eneste grundlag for forskellige niveauer af beskatning er socio-økonomisk forskel, men selv her er skatten af identisk karakter og opkræves uden hensyn til ens samfundsmæssige oprindelse. Princippet om sondring i progressiv beskatning er evnen til at betale. Den pålagte skat straffer ikke en forretningsmand for hans succes. Afvisning af at betale vil resultere i bøder eller fængsel, men aldrig henrettelse. Desuden giver skatten, han betaler, ham ret til fuld beskyttelse af staten, og dermed fuldt og lige medborgerskab. Målet med denne skat er den samme for alle - at gøre staten i stand til at sikre tryghed og velfærd for alle dens borgere.

Dette er ikke tilfældet med jizya, der er en skat, som kun dhimmien skal betale. Den har sin oprindelse i sura al-Tawba 9:29, hvor den udtrykkeligt er åbenbaret som et tegn på undertvingelse af erobrede ikke-muslimer. [17] Derfor er skatten klart en tribut og et tegn på underkastelse, der på ingen måde svarer til almisseskatten zakat. Yusuf Alis kommentar til jizya-skatten tydeliggør dette:

1281 Jizya: Rodbetydningen er erstatning. Den afledte betydning, som blev den tekniske betydning, var en hovedskat fra dem, der ikke accepterede islam, men var villige til at leve under islams beskyttelse, og således stiltiende var villige til at underkaste sig islams idealer, som de blev håndhævet i den muslimske stat. Den var ikke tilkyttet noget permanent fastsat beløb. Det var i anerkendelse af, at de, hvis religion blev tolereret, på deres side ikke ville gribe ind mod islams forkyndelse og fremskridt. Imam Shafii foreslår en dinar pr. år, hvilket skal forstås som de muslimske staters arabiske gulddinar. Skatten varierede i størrelse, og der var undtagelser for de fattige, for kvinder og børn (efter Abu Hanifa), for slaver, munke og eneboere. Som en skat på raske mænd i den våbenføre alder, var den på en måde en forvandling af militærtjeneste. Men se næste note. (9:29)

1282 An Yadin (bogstaveligt, fra hånden) er blevet fortolket forskelligt. Hånden er symbol på magt og autoritet. Jeg accepterer fortolkningen: "som tegn på villig underkastelse." Jizya var således dels symbolsk og dels en forvandling af militærtjeneste, men eftersom beløbet var ubetydeligt og undtagelserne mange, var dens symbolske karakter dominerede. Se den sidste note. (9:29)

Abul Ala Mawdudi, koranekseget og grundlægger af den pakistanske islamistiske gruppe Jamaat-i-Islami, var helt uden undskyldninger for jizya:

... muslimer bør føle sig stolte over en så human lov som den om jizya. For det er indlysende, at den maksimale frihed, som kan tillades dem, der ikke følger Allahs vej, men vælger at betræde fejlens vej, er, at de tillades at leve det liv, de synes om. [18]

Han tolker Koranens befaling om jihad som havende til formål at undertvinge ikke-muslimer, for at tvinge dem til at betale jizya, som det afgørende symbol på deres underkastelse:

... jøder og kristne (...) skal tvinges til at betale jizya for at sætte en stopper for deres uafhængighed og overhøjhed, så de ikke fortsat skal være herskere og suveræner i landet. Disse beføjelser skal vristes fra dem af den sande tros tilhængere, som skal påtage sig suveræniteten og lede andre mod den Rette Vej. [19]

Konsekvensen af dette er, at ikke-muslimer i en islamisk stat - især i kalifatet (Khilafah) - bør nægtes regeringsposter, da staten eksisterer for muslimerne, som alene er sande borgere, mens ikke-muslimerne blot er erobrede beboere, og dette er, hvad jizya betyder:

Dette er grunden til, at den islamiske stat giver dem beskyttelse, hvis de accepterer at leve som dhimmier ved at betale jizya, men den kan ikke tillade, at de forbliver suveræne herskere på noget sted og skaber forkerte manerer og pålægger dem andre. Da denne tingenes tilstand uundgåeligt skaber kaos og uorden, er det en pligt for de sande muslimer at gøre deres yderste for at sætte en stopper for deres ugudelige styre og bringe dem ind under en retfærdig orden. [20]

Forskelle i beskatning demonstrerer forskelle i medborgerskab. Som et symbol på underkastelse tilkendegiver den, at staten i virkeligheden ikke er den fælles ejendom for alle dens faste indbyggere, men kun for muslimerne. Ikke-muslimerne er erobrede outsidere. Den demonstrerer deres underlegne tilstand. Den straffer dem også for deres vantro på islam. Islamisk lov gør det meget klart, at jizya er straffende karakter. [21] Endvidere skal den opkræves under ydmygelse. [22] Derfor er den på ingen måde sammenlignelig med vestlige skattesystemer. Selv progressiv beskatning er ikke en "straf" for økonomisk succes, og er heller ikke en skat af specifikt ydmygende karakter.

Dette illustrerer, at ikke-muslimer i en islamisk stat i det væsentlige er i en værre situation end fanger på røveløsladelse, da de stadig bliver straffet - de bliver ikke betragtet som "gode, lovlydige borgere", uanset hvor eksemplarisk deres adfærd måtte være, men snarere som kriminelle på dag-orlov. Deres forbrydelse er deres tro. [23] Desuden er deres forbrydelse af den værste art - de fortjener døden. [24] Dette viser den unikke karakter af jizya-skatten - i modsætning til vestlige skatter, giver betalingen ikke lighed og frihed til betaleren, men snarere blot tilladelse til endnu en skatteperiode at leve i; manglende betaling af den resulterer i døden. Dette svarer igen lidt til en fange på prøveløsladelse, der jævnligt skal i kontakt med Kriminalforsorgen for at blive kontrolleret. Dette er noget andet end med en person i Vesten, der nægter at betale sin skat, uanset årsagen; han bliver straffet, men NB ikke med henrettelse, for at bryde loven. Det omvendte er tilfældet med jizya - skatten er i sig selv straffen, og betaleren lever i en permanent tilstand af straf for sin tro, indtil han konverterer. I det væsentlige lever ikke-muslimer under en permanent dødstrussel.

Konklusion

Kun med den vildeste brug af fantasien kan situationen for ikke-muslimer under islamisk lov ses som ligeværdigt medborgerskab, uanset hvad muslimske apologeter hævder. Tilsvarende kan kun et kvantespring af fantasien nogen sinde få én til at tro, at ikke-muslimer vil byde en sådan situation velkommen. Ikke-muslimers ære, værdighed, lighed og endda liv er på ingen måde sikret under islamisk lov. Jizya-skatten i særdeleshed demonstrerer den forfatningsmæssige underlegenhed og ydmygelse ved et sådant retligt arrangement. For ikke-muslimer er det som at vandre permanent under et damoklessværd, der på ethvert tidspunkt er klar til at falde. Hvis muslimer ønsker at få kristne og andre til at betragte en islamisk politisk orden som noget attraktivt, så må deres lærde hellere se at komme i gang med det tunge ijtihad-arbejde, for at revidere de dele af islamisk retspraksis og lovgivning, som er særligt krænkende for ikke-muslimer.

Henvisninger

[1] Haneef, Suzanne, What everyone should know about Islam and Muslims, (Kazi Publications, Lahore, 1979), s. 173.

[2] von Denffer, Ahmed, Christians in the Qur'an and the Sunna, (Islamic Foundation, Leicester, 1979), s. 38.

[3] von Denffer, Christians in the Qur'an and the Sunna, s. 41.

[4] Al-Omar, Abdul Rahman Ben Hammad, The Religion of Truth, (Riyadh, General Presidency of Islamic Researches, 1991), s. 86.

[5] Sahih Al-Bukhari, hadith 9.50
Fortalt af Abu Juhaifa:
Jeg spurgte Ali: "Har du noget guddommeligt litteratur udover hvad der står i Koranen?" Eller som Uyaina engang sagde: "Bortset fra hvad folk har?" Ali sagde: "Ved Ham, som fik kornet til at spalte (spire) og skabte sjælen; vi har intet andet end hvad der er i Koranen og i evnen (gaven) til at forstå Allahs Bog, som Han kan udstyre en mand med, og hvad der er skrevet på dette ark papir." Jeg spurgte: "Hvad er der på dette papir?" Han svarede: "De retlige bestemmelser for diya (blodpenge) og (løsesummen for) frigivelse af fanger, og den dom, at ingen muslim skal dræbes i qisas (lighed i straf - dvs. "øje for øje") for at dræbe en kafir (vantro)."

Sunan Abu-Dawood, hadith 2745
Fortalt af Abdullah ibn Amr ibn al-As:
Allahs Apostel (fred være med ham) sagde: "... En troende må ikke dræbes for en vantro, eller for en forbundsfælle i perioden for forbundet med ham."

[6] 7498
Al-Risala (Maliki-manual)
37.04 BLOD-SATSEN FOR ANDRE END MUSLIMSKE MÆND
Blodpengene for en kvinde skal være halvdelen af dem for en mand. Tilsvarende er blodpengene for en mandlig kristen eller jøde halvdelen af dem for en mandlig muslim, og blodpengene for deres kvinder er halvdelen af dem for deres mænd. Hvad angår en zoroastrianer (Magian), er hans blodpenge otte hundrede dirham. Blodpengene for deres kvinder er halvdelen af dem for deres mænd. Tilsvarende i forbindelse med sår, er kompensationen til ikke-muslimer halvdelen af, hvad der gives til deres muslimske sidestykker.

[7] 4833
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 690-91]
Bog XXI. Om Shahadit, eller vidnesbyrd
Kapitel II. Om accept eller afvisning af vidnesbyrd
Dhimmier [kristne og jøder] kan vidne om hinanden
Vidnesbyrdet af dhimmier (Zimmees) i forhold til hinanden er tilladt, på trods af at de tilhører forskellige religioner. Malik og Shafii har sagt, at deres vidnesbyrd er helt utilladeligt, fordi - da vantro er uretfærdige - det er nødvendigt at være langsom i at tro på noget, de kan fremføre, eftersom Gud sagde (i Koranen): "NÅR EN URETFÆRDIG PERSON FORTÆLLER DIG NOGET, VÆR LANGSOM I AT TRO HAM"; - deraf kommer det, at en vantros vidnesbyrd om en muslim ikke accepteres; en vantro står dermed (i dette) i den samme forlegenhed som en apostat. - Vore doktorers argumenter er på dette punkt dobbelte. - FOR DET FØRSTE er det fortalt om profeten, at han tillod og holdt lovligt vidneudsagn fra nogle kristne om andre fra deres sekt. - FOR DET ANDET er en vantro, der har magt over sig selv og sine mindreårige børn, af den grund kvalificeret til at være vidne med hensyn til sin egen sekt; og fordærvelsen, der udgår fra hans tro, er ikke ødelæggende for denne kvalifikation, fordi han formodes at afholde sig fra alle ting, der er forbudt i hans egen religion, og usandhed er forbudt i enhver religion. Det er anderledes med hensyn til en apostat, da han ikke har nogen magt, hverken over sin egen person, eller over en anden; og det er også anderledes med hensyn til en dhimmi (Zimmee) i forhold til en muslim (Musssulman), fordi en dhimmi ikke har nogen magt over en muslims person. Desuden kan en dhimmi mistænkes for at opfinde løgne mod en muslim, som kommer af hadet, han bærer mod ham, på grund af muslimernes overlegenhed i forhold til ham.

3197
Al-Hedaya bd. I (Hanafi-manual)
[Kvalifikation af et vidne]
Det er nødvendigt, at vidner er (...) muslimer; vantros vidnesbyrd med hensyn til muslimer er ikke lovlige.

[8] 4781
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 649-50]
Bog XX. Om Qadiens [Kazee’ens, dommerens] pligter
Kapitel IV. Om dekreterne af en Qadi i forhold til arv
Sag om enken efter en kristen, der kræver sin arv efter at have antaget troen
Hvis en kristen dør, og hans enke møder frem for Qadien som en muslima, og erklærer, at "hun er blevet således efter sin mands død," og arvingerne erklærer, at hun var blevet det før hans død, må deres erklæring gives tiltro. Ziffer er af den opfattelse, at enkens erklæring skal tiltros; fordi ændringen af hendes religion, som værende en tilstødende omstændighed, skal henvises til den nærmest mulige periode. Vore doktorers argumenter er, at eftersom årsagen til hendes udelukkelse fra arv, baseret på forskellen i tro, eksisterer i det nuværende, skal det derfor betragtes som eksisterende i det daværende, fra argumentet om det nuværende - på samme måde som et argument er afledt af det nuværende, i en sag om strømmen af et vandløb til en mølle; - det vil sige, at hvis - i en tvist mellem udlejer og lejer af en vandmølle - den førstnævnte hævder, at strømmen har løbet fra begyndelsen af lejemålet indtil nu uden afbrydelse, og sidstnævnte benægter dette, så gælder det, at hvis strømmen løber på tidspunktet for striden, skal udlejers påstand gives tiltro, men hvis ikke, skal lejers påstand tiltros. Da desuden et argument, der er udledt af åbenlyse forhold er tilstrækkeligt bevis til at tilsidesætte kravet af en sagsøger, følger det, at det pågældende argument er tilstrækkeligt, på vegne af arvingerne, til at forkaste enkens påstand. - Angående hvad Ziffer indvender, skal det bemærkes, at han tager hensyn til argumentet om åbenlyse forhold for at godtgøre hustruens krav på sin mands ejendom, og et argument af denne art er ikke tilstrækkeligt som bevis til at fastslå en ret, selv om det ville være tilstrækkeligt til at ophæve en sådan.

4782
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 650]
Bog XX. Om Qadiens [Kazee’ens, dommerens] pligter
Kapitel IV. Om dekreterne af en Qadi i forhold til arv
Sag om den kristne enke efter en muslim, der kræver [sin arv] under de samme omstændigheder
Hvis en muslim, hvis kone engang var kristen, skulle dø, og enken møder frem for Qadien som en muslima og erklærer, at hun havde taget imod troen før sin mands død, og arvingerne hævder det modsatte, - også i dette tilfælde skal arvingernes påstand gives tiltro, for ingen hensyn tages, i dette tilfælde, til noget argument afledt af de nuværende omstændigheder, eftersom et sådant argument ikke er i stand til at etablere et krav, og enken her er fordringshaver på sin mands ejendom. Med hensyn til arvingerne, derimod, er de afvisere af fordringen; og sandsynlighed er et argument i deres favør, enkens islamiske tro er en tilstødende omstændighed, og er derfor et argument imod hende.

[9] 7520
Al-Risala (Maliki-manual)
37.27 EN KRISTEN VOLDTÆGTSFORBRYDER
Hvis en kristen voldtager en muslimsk kvinde, skal han dræbes øjeblikkeligt af enhver muslim.
Men en muslim kan ikke blive henrettet på grund af en ikke-troende.

[10] Fiqh-us-Sunnah
Fiqh 4.75a
En ikke-muslimsk kvinde, der dør mens hun bærer et barn af en muslim, skal begraves i en separat grav
Al-Baihaqi fortalte fra Wathilah bin al-Asqa, at han begravede en kristen kvinde, der bar en muslims barn, på en gravplads, der hverken tilhørte muslimer eller kristne. Ahmad støtter denne opfattelse, idet han siger, at kvinden i sin egenskab af vantro, ikke kan blive begravet på et gravsted for muslimer, for disse ville lide på grund af hendes straf. Hun kan heller ikke blive begravet på en kristen kirkegård, fordi hendes foster, som er muslim, ville lide ved deres straf.

[11] 5556
Al-Hedaya bd. III (Hanafi-manual) [s. 551-52]
Bog XXXVII. Om Ghazb, eller tilegnelse
Sektion. Om tilegnelse af ting, som er uden værdi
En muslim står til ansvar for ødelæggelsen af en dhimmis vin eller svinekød, ...
Hvis en muslim ødelægger vin eller svinekød, der tilhører en dhimmi, skal han kompensere for værdien af samme; hvis han derimod ødelægger vin eller svinekød, der tilhører en muslim, skal der ikke gives erstatning. - Shafii hævder, at der i det første tilfælde heller ikke skal gives erstatning. En lignende uenighed består i tilfældet med en dhimmi, der ødelægger vin eller svinekød tilhørende en dhimmi, eller en dhimmi, der sælger en af disse artikler til en anden, for et sådant salg er lovligt ifølge vore doktorer, - i modsætning til Shafiis opfattelse. Shafiis argument er, at vin og svinekød ikke er artikler af værdi for muslimer, - heller ikke for dhimmier, da disse er afhængige af muslimerne med hensyn til forskrifterne i LOVEN. En erstatning for ejendom er derfor, for ødelæggelsen af disse artikler, ikke pligtskyldig. Vore doktorers argumenter er, at vin og svinekød er værdifuld ejendom for dhimmier; fordi for dem er vin det samme som eddike for muslimerne, og svinekød det samme som fårekød; og vi, som er muslimer, der bliver befalet at overlade dem til sig selv i udøvelsen af deres religion, har derfor ingen ret til at påføre dem en regel. - Da vin og svinekød derfor for dem er ejendom af værdi, følger det, at enhver, der ødelægger disse artikler tilhørende dem, faktisk ødelægger deres ejendom af værdi, i modsætning til tilfældet med ådsler eller blod, fordi disse ikke betragtes som ejendom i henhold til nogen religion eller nogen sekt.

5557
Al-Hedaya bd. III (Hanafi-manual) [s. 552]
Bog XXXVII. Om Ghazb, eller tilegnelse
Sektion. Om tilegnelse af ting, som er uden værdi
... og skal kompensere for det ved en betaling af værdien
Heraf fremgår det, at hvis en muslim ødelægger en dhimmis vin eller svinekød, skal han kompensere for værdien af svinekødet, - og også for værdien af vinen, uanset at det tilhører klassen af lignende, fordi det ikke er lovligt for muslimer at overdrage vin, da dette ville være at ære og respektere den. Det er anderledes, hvor en dhimmi sælger vin til en dhimmi, eller ødelægger vin tilhørende en dhimmi; for i disse tilfælde påhviler det sælgeren at overdrage vinen til køberen, og også ødelæggeren at give en tilsvarende mængde vin til indehaveren som erstatning, eftersom overdragelse af vin ikke er forbudt for dhimmier: - i modsætning til åger, eftersom dette er undtaget fra dhimmiers kontrakter; - eller til tilfældet med en dhimmis slave, som efter at have været muslim bliver apostat; for hvis nogen muslim dræber denne slave, står han ikke i dette tilfælde til regnskab for dhimmien, på trods af at dhimmien betragter slaven som værdifuld ejendom, da vi muslimer er befalet at vise vores afsky for apostater. Det er også anderledes med hensyn til forsætlig undladelse af Tasmeea, eller påkaldelsen, ved slagtning af et dyr, hvor indehaveren anser en sådan undladelse for lovlig, hvis han for eksempel tilhører Shafiis sekt; - med andre ord, hvis en person af Hanifas sekt ødelægger kødet af et dyr, således slagtet af en person fra Shafiis sekt, står hanafitten i dette tilfælde ikke til regnskab for shafiiten, uanset at sidstnævnte mente, ifølge hans grundsætninger, at det dræbte dyr var værdifuld ejendom; fordi myndigheden til at overbevise shafiiten om ulovligheden af hans praksis ligger hos hanafitten, idet det er givet ham at fastslå ulovligheden ved hjælp af fornuft og argumentation.

5561
Al-Hedaya bd. III (Hanafi-manual) [p. 559]
Bog XXXVII. Om Ghazb, eller tilegnelse
Sektion. Om tilegnelse af ting, som er uden værdi
[En person er ansvarlig for ødelæggelsen af musikinstrumenter etc. eller den tilberedte drik tilhørende en muslim, ...]
... og skal kompensere for dem ved at betale deres indre værdi
Efter Hanifas lære, er ødelæggeren, i tilfældet betragtet her, ansvarlig for den værdi, artiklerne har i sig selv, uafhængigt af hvilken underholdning, de bidrager til. Så hvis en kvindelig sanger bliver tilintetgjort, skal hun vurderes blot som en slavepige; og det samme gælder for kampvæddere, akrobatduer, kamphaner eller eunukslaver; med andre ord, hvis nogen af disse bliver ødelagt, skal de vurderes og beregnes efter den sats, de ville have haft, hvis de var uegnede til de ubetydelige og onde formål, til hvilke disse artikler almindeligvis bliver brugt; det samme gælder for fløjter, trommer og andre musikinstrumenter. Det skal bemærkes, at i tilfældet med spild af sikker* eller monissaf**, er ødelæggeren ansvarlig for værdien af artiklen, og ikke for en lignende, fordi det ikke sømmer sig for en muslim at være indehaver af sådanne artikler. Hvis en person derimod ødelægger et krucifiks, der tilhører en kristen, er han ansvarlig for den værdi, det har som et krucifiks, fordi kristne er overladt til udøvelsen af deres egen religiøse tilbedelse.
* en slags berusende drik.
** halvt kogt vin.

[12] 3915
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 90]
Bog VIII. Om Saraka, eller tyveri
Kapitel II. Om tyverier, som giver anledning til amputation, og tyverier, som ikke gør
[Amputation bliver ikke udløst for tyveri af ting af ubetydelig værdi, ...]
... eller et krucifiks eller skakbræt
Amputation bliver ikke udløst ved tyveri af et krucifiks, selv om det er af guld - heller ikke for at stjæle et skakbræt eller skakbrikker af guld, fordi tyven har mulighed for at undskylde sig ved at sige: "Jeg tog dem for at brække og ødelægge dem som ting, der er forbudt." Det er anderledes med hensyn til mønter, der er præget med billedet af en afgud, ved tyveri af hvilke, amputation udløses; for pengene ikke er genstand for tilbedelse, hvilket kunne tillade deres ødelæggelse, og således give tyven mulighed for at undskylde sig. Det er noteret som en udtalelse af Abu Yusuf, at hvis et krucifiks bliver stjålet fra et kristent tilbedelsessted, bliver amputation ikke udløst, men hvis det tages fra et hus, skal tyvens hånd hugges af, for i en sådan situation er det lovlig ejendom og genstand for beskyttelse.

[13] Koranen 9:28
I, der tror! De, der sætter andre ved Allahs side, er urene. Lad dem ikke komme i nærheden af det fredhellige bedehus ...

Sahih Al-Bukhari, hadith 4.393
Said bin Jubair fortalte, at han hørte Ibn Abbas sige:
"Torsdag! Og du ved ikke hvad torsdag er?" Derefter græd Ibn Abbas, så stenene på jorden blev gennemblødt af hans tårer. Til dette spurgte jeg Ibn Abbas: "Hvad er (det for noget med) torsdag?" Han sagde: "Da tilstanden (dvs. helbredet) af Allahs Apostel forværredes, sagde han: 'Bring mig en skulderbladsknogle, så jeg kan skrive noget til dig, hvorefter du aldrig vil fare vild.' Folkene var forvirrede, selv om det var upassende at være forvirrede foran en profet. De sagde: 'Hvad er der galt med ham? Tror du han taler i vildelse? Spørg ham (for at forstå).' Profeten svarede: 'Lad mig være, da jeg er bedre i stand til, hvad I beder mig om at gøre.' Så befalede Profeten dem at gøre tre ting, idet han sagde: 'Fordriv alle hedningerne fra Den Arabiske Halvø, vis respekt for alle fremmede delegerede ved at give dem gaver, som jeg plejede at gøre.'" Under-fortælleren tilføjede: "Den tredje befaling var noget gavnligt, som Ibn Abbas enten ikke nævnte eller som han nævnte, men jeg glemte."

[14] Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 225-26]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel IX. Fra lovene om apostater.
En gennemgang af troen skal fremlægges for en apostat; ...
Når en muslim falder fra troen, skal en gennemgang heraf fremlægges ham på en sådan måde, at hvis hans frafald skulle være opstået pga. religiøse tvivl eller skrupler, kan disse blive fjernet. Grunden til at give ham en gennemgang af troen er, at visse tvivl eller fejl kan være opstået i hans sind, der muligvis kan fjernes ved en sådan gennemgang; og da der kun er to måder, hvorpå apostasiens synd kan ophæves, nemlig tilintetgørelse eller islam, og islam er at foretrække frem for tilintetgørelse, er det bedst at det onde fjernes ved hjælp af en gennemgang af troen; - men alligevel er denne gennemgang af troen ikke obligatorisk* (efter hvad de lærde har bemærket om dette punkt), eftersom et kald til troen allerede har nået den frafaldne.
* Det vil sige, at det er lovligt at dræbe en apostat uden at gøre noget forsøg på at rette op på hans frafald.

4131
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 226-27]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel IX. Fra lovene om apostater.
... som, hvis han ikke omvender sig inden tre dage, skal dræbes, hvad enten han er en fri mand eller en slave
En apostat skal fængsles i tre dage, og hvis han i den tid vender tilbage til troen, er det godt; men hvis ikke, skal han slås ihjel. - Det er noteret i Jama Sagheer, at "en gennemgang af troen skal gives en frafalden, og hvis han afviser troen, skal han slås ihjel;" - og med hensyn til det ovenfor nævnte, at "han skal fængsles i tre dage", indebærer det kun, at hvis han kræver en udsættelse, kan tre dage gives ham, da denne er perioden, der generelt er anerkendt og tilladt med henblik på overvejelse. Det er noteret af Hanifa og Abu Yusuf, at tildelingen af en udsættelse på tre dage er prisværdig, hvad enten den frafaldne kræver den eller ikke; og det er noteret af Shafii, at det påhviler Imamen at udskyde i tre dage, og at det ikke er lovligt for ham at slå den frafaldne ihjel før udløbet af denne tid, da det er mest sandsynligt, at en muslim ikke vil falde fra undtagen pga. tvivl eller fejl, der er opstået i hans sind; derfor er nogen tid nødvendig til overvejelse; og denne er fastsat til tre dage. Vore doktorers argumenter på dette punkt er dobbelte. - For det første siger Allah i Koranen: "Dræb de vantro", uden at nogen tilbageholdenhed i form af en udsættelse på tre dage bliver indrømmet dem, og Profeten har også sagt: "Dræb den mand, der ændrer sin religion", uden at nævne noget om en udsættelse. For det andet er en apostat en vantro fjende, der har modtaget et kald til troen, hvorfor han kan dræbes øjeblikkeligt, uden forsinkelse. En apostat kaldes ved denne lejlighed en vantro fjende, fordi han uden tvivl er således; og han er ikke beskyttet, fordi han ikke har forlangt en beskyttelse; ej heller er han en dhimmi, fordi hovedskat ikke er blevet accepteret fra ham; heraf er det bevist, at han er en vantro fjende*. Det skal bemærkes, at der i disse regler, ikke er forskel mellem en apostat, der er en fri mand, og én, der er slave, fordi de argumenter, de hviler på, gælder for begge beskrivelser.
* Arabisk: Hirbee [harbi], et udtryk, som oversætteren [Hamilton] generelt har gengivet som alien [fremmed], og som gælder for enhver vantro, der ikke er underlagt det muslimske styre.

7512
Al-Risala (Maliki-manual)
37.19 FORBRYDELSER MOD ISLAM
En fritænker (zindiq) skal slås ihjel og hans anger afvises. En fritænker er én, der skjuler sin vantro og foregiver at følge islam. En troldmand skal også slås ihjel, og hans anger skal også afvises. En apostat skal også dræbes, medmindre han angrer. Han er givet tre dages henstand; hvis han undlader at udnytte muligheden for at angre, finder henrettelsen sted. Det samme gælder også for kvindelige apostater.
Hvis en person, der ikke er en frafalden, erkender, at bøn er obligatorisk, men ikke vil udføre den, så skal en sådan person gives mulighed for at vende om på tidspunktet for den næste bøn; hvis han ikke udnytter muligheden for at angre og genoptage tilbedelsen, skal han derefter henrettes. Hvis en muslim nægter at udføre pilgrimsfærden, bør han lades alene, og Allah selv vil afgøre denne sag. Hvis en muslim skulle opgive udførelsen af bønnen, fordi han bestrider at den er obligatorisk, så skal en sådan person behandles som en frafalden - han bør gives tre dage at omvende sig i. Hvis de tre dage går, uden at han omvender sig, skal han derefter henrettes.
Enhver, der fornærmer Allahs Sendebud - fred og Allahs velsignelse være med ham - skal henrettes, og hans anger accepteres ikke.
Hvis nogen dhimmi (ved 'dhimmi' menes en ikke-muslimsk undersåt, der lever i et muslimsk land) forbander Profeten - fred være med ham - eller fornærmer ham, ved at sige noget andet end hvad der allerede gør ham til en vantro, eller fornærmer Den Højeste Gud, ved at sige noget andet end hvad der allerede gør ham til en vantro, skal han henrettes, medmindre han i den forbindelse accepterer islam.
En apostats ejendom skal efter hans henrettelse deles af det muslimske samfund.

[15] 7410
Al-Risala (Maliki-manual)
32.11 VIRKNINGER AF ÆNDRING AF RELIGION
Hvis den ene af et ægtepar forlader islam, skal - ifølge opfattelsen af andre jurister - et sådant ægteskab opløses uden en skilsmisse ...

[Indskud af den danske oversætter: Ovenstående er ikke et direkte citat, men snarere en sammenfatning. En mere præcis gengivelse vil være:
32.11 Virkninger af ændring af religion
32.11a. Hvis én af dem forlader islam
Hvis den ene af et ægtepar forlader islam, er deres ægteskab ugyldigt, og de bliver automatisk skilt,
(...)
32.11b. En anden opfattelse
selv om en anden opfattelse er, at ægteskabet er ugyldigt, men at ingen egentlig skilsmisse finder sted.
(...)]

[16] 4120
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 219-20]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel VIII. Om jizya, eller hovedskat.
Afsnit. (Blandet, angående dhimmier,)
Opførelsen af vantro tilbedelsessteder i et muslimsk område er ulovlig, men dem, der allerede er grundlagt dér, kan repareres.
Opførelse af kirker eller synagoger i det muslimske territorium er ulovlig, idet dette er forbudt i traditionerne; - men hvis tilbedelsessteder, der oprindeligt tilhørte jøder eller kristne, bliver ødelagt eller går i forfald*, står det dem frit for at reparere dem, - fordi bygninger ikke kan holde evigt, og da Imamen har overladt disse mennesker til udøvelsen af deres egen religion, er det en nødvendig følge, at han har forpligtet sig til ikke at forhindre dem i at genopbygge eller reparere deres kirker og synagoger. Men hvis de forsøger at fjerne disse, og bygge dem på et andet sted end deres tidligere placering, skal Imamen forhindre dem, fordi dette er en reel opførelse; og de steder, de bruger som eremitager, skal ses i det samme lys som deres kirker, hvorfor opførelse af dem også er ulovlig. Det er anderledes med hensyn til sådanne bedesteder, der er i deres boliger, hvilke de ikke har forbud mod at opføre, fordi disse er et tilbehør til beboelsen. Hvad der her er sagt, er reglen med hensyn til byerne, men ikke med hensyn til landsbyer og udsteder; fordi tegnene på islam (såsom offentlig bøn, festivaler, osv.) kommer til syne i byerne, bør dhimmier ikke være tilladt at fejre tegnet på vantro dér overfor dem; men da islams tegn ikke kommer til syne i landsbyer eller udsteder, er der ingen anledning til at forhindre bygning af synagoger og kirker dér. Nogle hævder, at dhimmier i vores land** skal forbydes at bygge kirker eller synagoger, ikke alene i byerne, men også i landsbyer og udsteder; fordi der i landsbyerne i vores land kommer forskellige tegn på islam til syne; og at hvad der findes hos Hanifa, (at forbuddet mod bygning kirker og synagoger er begrænset til byerne, og ikke skal udvides til landsbyer), alene vedrører landsbyerne i Koofa; fordi størstedelen af indbyggerne i disse landsbyer er dhimmier med kun få muslimer iblandt dem, hvorfor tegnene på islam ikke kommer til syne; desuden - i Arabien - har dhimmier forbud mod at bygge kirker eller synagoger både i byer og landsbyer, fordi profeten har sagt: "To religioner kan ikke bekendes sammen på Den Arabiske Halvø."
* Tilfældet angår en by eller et land, erobret af muslimerne, og hvor indbyggerne har ret til deres besiddelser.
** Øvre Persien, forfatterens land.

[17] Koranen, sura al-Tawba
9:29: Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

[Indskud af den danske oversætter: Den autoritative Tafsir Al-Jalalayn lyder her (9:29):
"Fight those of the people who were given the Book who do not believe in Allah and the Last Day - shown by the fact that they did not accept the Prophet, may Allah bless him and grant him peace - and who do not make unlawful what Allah and His Messenger have made unlawful - such things as wine - and do not take as their din the din of Truth, which confirms and abrogate other dins, until they pay the jizya with their own hands - meaning the Jews and the Christians who must pay it in submission or directly with their actual hands - in a state of abasement - humble and subject to the judgement of Islam. The jizya is a poll tax that they are required to pay every year."
Eller på dansk:
"Bekæmp dem blandt de folk, der har fået Skriften, som ikke tror på Allah og Den Yderste Dag - demonstreret ved det forhold, at de ikke accepterede Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred - og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans Udsending forbyder - sådanne ting som vin - og ikke bekender sig til den sande religion, som bekræfter og ophæver andre religioner, indtil de betaler jizya med deres egne hænder - dvs. jøderne og de kristne, som skal betale den i underkastelse eller direkte med deres egne faktiske hænder - i en tilstand af fornedrelse - ydmygt og underlagt islams dom. Jizya er en hovedskat, som de er påbudt at betale hvert år."
Fed tekst er fra Koranen; resten er kommentar.]

[18] Mawdudi, The Meaning of the Qur'an, bd. 2, s. 183.

[19] Mawdudi, S. Abul A'la, The Meaning of the Qur'an, (Islamic Publications Ltd., Lahore, 1993 edition), bd. 2, s. 183.

[20] Mawdudi, The Meaning of the Qur'an, bd. 2, s. 186.

[21] Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 217-18]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel VIII. Om jizya, eller hovedskat.
I tilfælde af to års restance, opkræves kun skat for ét år
... Hanifas argument på dette punkt er dobbelt. FOR DET FØRSTE er hovedskatten en slags straf påført de vantro for deres stædighed i vantro, (som før nævnt), hvoraf det kommer, at det ikke kan accepteres af den vantro, hvis han sender den i hænderne på et bud, men skal inddrives på en krænkende og ydmygende måde, hvor opkræveren sidder ned og modtager den fra ham stående, (ifølge én tradition, skal opkræveren gribe ham i struben, ryste ham og sige: "Betal din skat, dhimmi!") - Det er derfor indlysende, at hovedskat er en straf; og hvor to straffe kommer sammen, er de slået sammen på samme måde som i Hidd eller fastsat straf [dvs. hudud-straffe fastsat af Allah, o.a.]. FOR DET ANDET er hovedskat en erstatning for tilintetgørelse med hensyn til de vantro, og en erstatning for personlig støtte til [in respect to] muslimer, (som det tidligere blev bemærket); - men det er en erstatning for tilintetgørelse med hensyn til fremtiden, ikke med hensyn til fortiden, fordi de vantro kun kan dømmes til døden i fremtiden som følge af fremtidig krig, og ikke i fortiden. På samme måde, er det også en erstatning for støtte med hensyn til fremtiden, fordi der ikke er behov for støtte i fortiden. ...

Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 215-16]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel VIII. Om jizya, eller hovedskat.
Restance af hovedskat eftergives ved undersåttens død eller konvertering til troen
Hvis en person bliver muslim, og vedkommende står i restance af hovedskat, bliver en sådan restance eftergivet; og på samme måde bliver restance af en dhimmis hovedskat eftergivet ved hans død i en tilstand af vantro. (...) - FOR DET ANDET er hovedskat en slags straf påført de vantro på grund af deres vantro, hvorfor den kaldes jizyat, som er afledt af jizya, hvilket betyder gengældelse; den timelige straf for vantro bliver eftergivet som følge af omvendelse til troen; og efter døden kan den ikke påføres, fordi timelige straffe er indført udelukkende med det formål at fjerne ondt, hvilket fjernes enten af døden eller islam. FOR DET TREDJE er hovedskat en erstatning for at hjælpe muslimerne, og da den pågældende vantro, efter at have antaget troen, bliver i stand til at hjælpe dem i sin egen person, bortfalder hovedskat derfor ved hans overgang til islam. -

[22] 4118
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 217-18]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel VIII. Om jizya, eller hovedskat.
I tilfælde af to års restance, opkræves kun skat for ét år
Hvis en dhimmi skylder hovedskat for to år, bliver den slået sammen - det vil sige at kun skat for ét år inddrives fra ham; - og det er noteret i Jama-Sagheer, at hvis hovedskatten ikke kan inddrives fra en dhimmi før et sådant tidspunkt, hvor et år er gået og et nyt begyndt, kan skatten for det forløbne år ikke opkræves. Dette er Hanifas lære. De to disciple hævder, at skatten for det forløbne år kan opkræves. Men hvis en dhimmi skulle dø nær slutningen af året, så kan skatten for dette år ikke inddrives, ifølge alle vore doktorer; og det samme gælder, hvis han dør i midten af året, (et tilfælde, som allerede er blevet behandlet). Nogle hævder, at ovenstående meningsforskelle også gælder med hensyn til afgift på jord; mens andre hævder, at der ikke er nogen uenighed overhovedet med hensyn til det, men at de ikke er slået sammen, ifølge alle vore doktorer. - De to disciples argument (hvor de afviger) er, at hovedskat er et vederlag, (som før sagt), og hvis vederlagene er talrige, og inddrivelsen praktisk mulig, skal de alle inddrives; og i det pågældende tilfælde er inddrivelse af hovedskat for de to år praktisk mulig, i modsætning til, hvor dhimmien bliver muslim, for i dette tilfælde er inddrivelsen ikke praktisk mulig. Hanifas argument på dette punkt er dobbelt. FOR DET FØRSTE er hovedskatten en slags straf påført de vantro for deres stædighed i vantro, (som før nævnt), hvoraf det kommer, at det ikke kan accepteres af den vantro, hvis han sender den i hænderne på et bud, men skal inddrives på en krænkende og ydmygende måde, hvor opkræveren sidder ned og modtager den fra ham stående, (ifølge én tradition, skal opkræveren gribe ham i struben, ryste ham og sige: "Betal din skat, dhimmi!") - Det er derfor indlysende, at hovedskat er en straf; og hvor to straffe kommer sammen, er de slået sammen på samme måde som i Hidd eller fastsat straf [dvs. hudud-straffe fastsat af Allah, o.a.]. FOR DET ANDET er hovedskat en erstatning for tilintetgørelse med hensyn til de vantro, og en erstatning for personlig støtte til [in respect to] muslimer, (som det tidligere blev bemærket); - men det er en erstatning for tilintetgørelse med hensyn til fremtiden, ikke med hensyn til fortiden, fordi de vantro kun kan dømmes til døden i fremtiden som følge af fremtidig krig, og ikke i fortiden. På samme måde, er det også en erstatning for støtte med hensyn til fremtiden, fordi der ikke er behov for støtte i fortiden. Med hensyn til hvad der er citeret fra Jama Sagheer - (...) "og endnu et år også går" således at det bliver to år, - for det er nævnt der, at hovedskat erlægges i slutningen af året, hvorfor det er forudsat, at endnu et år er gået, for således at give plads for en ophobning af to års skat, hvorefter de to års skat er slået sammen. - Andre igen hævder, at passagen skal tages i bogstavelig forstand, og da hovedskatten af Hanifa anses for at skulle forfalde ved begyndelsen af året, så følger det, at når ét år er passeret og et andet kommer, så finder en ophobning af skatten for to år sted.

[23] 3989
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 141]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel I. Introduktion.
Vantro kan angribes uden provokation.
Sværdets ødelæggelse pådrages af vantro, selv om de måske ikke er den angribende part, som det fremgår af forskellige passager i de hellige skrifter, der generelt opfattes således.

[24] Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 212]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne.
Kapitel VIII. Om jizya, eller hovedskat.
Størrelsen af påført hovedskat
... hovedskat er kun til for at træde i stedet for tilintetgørelse * ...
* Det vil sige er pålagt til gengæld for den barmhjertighed og overbærenhed, der vises af muslimerne, og som en erstatning for den tilintetgørelse, der tilkommer de vantro.

3997
Al-Hedaya bd. II (Hanafi-manual) [s. 145]
Bog IX. Al Seyir, eller grundprincipperne
Kapitel II. Om krigens førelse.
Om hvordan vantro, der nægter enten at antage troen eller at betale afgift, kan blive angrebet.
Hvis de vantro, efter at have modtaget kaldet, hverken tager imod troen eller indvilliger i at betale hovedskat, så påhviler det muslimerne at anråbe Allah om assistance og føre krig imod dem; for Allah er hjælperen af dem, der tjener ham, og ødelæggeren af hans fjender, de vantro; ...

---

Oversættelse: Bombadillo