Islams grundlæggende partnerskab
Af
Ifølge den velkendte muslimske historiker og ekseget al-Tabari roste Muhammed sig af sine særlige navnes betydning over for sine ledsagere:
Muhammed b. al-Muthanna - Ibn Abi Adi - Abd al-Rahman (dvs. al-Masudi) - Amr b. Murrah - Abu Ubaydah - Abu Musa [al-Ashari]:
Guds Sendebud navngav sig for os på forskellige måder. Han sagde: "Jeg er Muhammed [den lovpriste], Ahmad [den mest prisværdige], al-Muqaffi [efterfølgeren], al-Hashir [den sidste i rækken], Nabi al-Tawbah wa'l-Rahmah [omvendelsens og barmhjertighedens profet]."
(The History of al-Tabari – The Last Years of the Prophet, [State University of New York Press (SUNY), Albany], Bind IX, s. 155-156)
Dette findes også hos al-Bukhari:
Fortalt af Jubair bin Mutim:
Allahs Apostel sagde: "Jeg har fem navne: Jeg er Muhammed og Ahmad; jeg er Al-Mahi, gennem hvem Allah vil udrydde vantro; jeg er Al-Hashir, den første til at genopstå fra de døde, derefter bliver folket genopvakt; og jeg er også Al-Aqib (dvs. der bliver ingen profet efter mig)."
(Sahih al-Bukhari, bind 4, bog 56, nummer 732)
Fortalt af Jubair bin Mutim:
Jeg hørte Allahs Apostel sige: "Jeg har flere navne: Jeg er Muhammed og jeg er Ahmad; og jeg er Al-Mahi, med hvem Gud udsletter kufr (vantro); og jeg er Al-Hashir (samleren), ved hvis fødder (dvs. bag hvem) folk vil blive samlet (på Genopstandelsens Dag); og jeg er Al-Aqib (dvs. som efterfølger de andre profeter i at bringe godt)."
(Sahih al-Bukhari, bind 6, bog 60, nummer 419)
Ved første øjekast synes det temmelig uskyldigt at blive navngivet "den lovpriste" (Muhammed) og "den mest prisværdige" (Ahmad), og betyder måske ikke andet end, at den person, der bærer disse navne, er et prisværdigt og hæderligt individ. Det vil sige - indtil vi undersøger disse navne i lyset af den position og status, som hadith-litteraturen giver Muhammed, og udtalelser fra særlige koraniske vers, der placerer ham på samme niveau som hans gud Allah.
For os har det været vigtigt at citere fra specifikke islamiske referenceværker, for at hjælpe læserne til bedre at se, hvordan både Koranen og islamisk tradition har ophøjet Muhammed til guddommeligt niveau.
Vi begynder med at citere fra en bog af den islamiske reformator Muhammad ibn Abdul-Wahhab, der af salafi-muslimer hyldes som en af de største lærde (A, B, C) [1]. Bogen beskæftiger sig med begrebet tawhid eller islamisk monoteisme, og Abdul-Wahhab skitserer omhyggeligt forskellige ting, som muslimer må tilslutte sig eller undgå, hvis de ønsker at sikre sig, at de virkelig tilbeder Allah alene og ikke krænker deres tro på Allahs absolutte enhed.
Ifølge Abdul-Wahhab er en af de afgørende vigtige ting, at muslimer undgår at bruge det arabiske bindeord wa ("og"), når de taler om Allah sammen med nogen anden eller noget andet. En muslim skal bruge bindeordet thumma ("derefter") eller en anden formulering, der vil undgå at associere Allah med noget. Han gør opmærksom på, at:
En jødisk mand kom til Profeten og sagde: "Sandelig, I (muslimer) begår shirk, for I siger: 'Som Allah vil OG som du vil', og I siger: 'Ved Kabaen!'" Og så befalede Profeten enhver, der ønskede at sværge, at sige: "Ved Kabaens Herre", og at sige: "Som Allah vil, DEREFTER som du vil."
(Al-Nasai. Den blev erklæret sahih [sund, o.a.] af Albanee i as Saheehah, nr. 137, erklæret sahih af Adh-Dhahabee i hans gennemgang af Al Mustadrak og erklæret sahih af Ibn Hajar i Al Isaabah 4/389)
En mand kom til Profeten og han sagde: "Som Allah OG du vil," til hvilket Profeten sagde: "Vil du sætte mig op som en partner ved siden af Allah? Som Allah alene vil."
(Al-Nasai. Erklæret god/autentisk (hasan) af Albanee i as Saheehah, nr. 139)
På autoritet af At-Tufail, Aishas halvbroder, fortælles det, at han sagde:
"Jeg så i en drøm, at jeg mødte et antal jøder, og jeg sagde til dem: 'I er bestemt et godt folk, hvis det ikke var fordi, I hævder, at Uzair [Ezra, o.a.] er Allahs søn.' De svarede: 'Du er også god, hvis det ikke var fordi, du siger: Som Allah vil OG som Muhammed vil.' Så mødte jeg et antal kristne, og jeg sagde til dem: 'I er bestemt et godt folk, hvis det ikke var fordi, I hævder, at Messias (Jesus) er Allahs søn.' De svarede: 'Du er også god, hvis det ikke var fordi, du siger: Som Allah vil OG som Muhammed vil.' Da jeg vågnede, fortalte jeg nogen om dette, så jeg gik til Profeten og gentog det for ham. Han spurgte mig: 'Har du fortalt nogen om dette.' Jeg sagde: 'Ja.' Så gik han på prædikestolen og efter at have lovprist Allah sagde: 'At-Tufail havde en drøm, som han allerede har fortalt til nogle af jer. I plejede at sige noget, som jeg var forhindret i at forbyde jer indtil nu. Fremover sig ikke: Som Allah OG som Muhammed vil, men sig: Hvad Allah alene vil.'"
(Ibn Maja. Albanee nævner den i as Saheehah, nr. 138, Al Haythamee sagde i Majma Az-Zawaaid: Mændene i dens kæde [af videregivere, o.a.] er pålidelige i henhold til Imam Muslims kriterier). Kitab At-Tawheed, af sheik ul-Islam Muhammad ibn Abdul-Wahhab, oversat af: Compilation and Research Department Dar-us-Salam [Dar-us-Salam Publications Riyadh, Saudi-Arabien, 1996], har i kapitel 43: "Som Allah vil og du vil", s. 21-22, *; fremhævelse med store bogstaver er tilføjet)
En berømt muslimsk lærd ved navn Qadi Iyad Ibn Musa al-Yahsubi er en anden lærd, der er enig i, at bindeordet wa bør undgås, når vi taler om Allah sammen med noget andet. Han gør dog en undtagelse i tilfældet den islamiske trosbekendelse!
Qatada sagde: "Allah ophøjede hans berømmelse i denne verden og den næste. Der er ingen taler, intet vidne eller nogen under bøn, der undlader at sige: 'Der er ingen anden gud end Allah OG Muhammed er Allahs Udsending.'"
Abu Said al-Khudri fortalte, at Profeten sagde: "Jibril, fred være med ham, kom til mig og sagde: 'Min Herre og din Herre siger: "Ved du, hvordan jeg har ophøjet din berømmelse?"' Jeg sagde 'Allah og Hans Sendebud ved bedst.' Han sagde: 'Når jeg er nævnt er du nævnt med mig.'"
Ibn Ata citerede en hadith qudsi [dvs. en hadith, hvori Allah taler, o.a.], der lyder: "Jeg fuldendte troen med, at du bliver nævnt sammen med Mig." Og en anden, der siger: "Jeg har gjort omtalen af dig til EN DEL AF omtalen af Mig, så enhver, der nævner Mig, nævner dig."
Jafar ibn Muhammad as-Sadiq: "Ingen nævner dig som Budbringer, uden at han nævner Mig som Herren."
Det faktum, at omtale af Profeten er direkte forbundet med omtale af Allah, viser også, at lydighed mod Profeten er forbundet med lydighed mod Allah og hans navn med Allahs navn. Allah siger: "Adlyd Allah og Udsendingen" (Koranen 2:32) [Qadi Iyads henvisning; burde være 3:32, o.a.] og "Tro på Allah og Hans udsending ..." (Koranen 4:136) Allah slutter dem sammen ved hjælp af bindeordet wa, DER ER BINDEORDET AF PARTNERSKAB. DET ER IKKE TILLADT AT BRUGE DETTE BINDEORD I FORBINDELSE MED ALLAH I NOGET ANDET TILFÆLDE END PROFETENS.
Hudhayfa sagde, at Profeten sagde: "Ingen af jer skal sige: 'Hvad Allah vil OG (wa) den-og-den vil.' Men sig snarere: 'Hvad Allah vil.' Hold så en pause og sig: 'Den-og-den vil.'"
Al-Khattabi sagde: "Profeten har vejledt jer til den rette adfærd ved at sætte Allahs vilje forud for andres vilje. Han valgte 'DEREFTER' (thumma), hvilket indebærer sekvens og ærbødighed i modsætning til 'OG' (wa), HVILKET INDEBÆRER PARTNERSKAB."
Noget lignende er nævnt i en anden hadith. En eller anden talte i overværelse af Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og sagde: "Den, der adlyder Allah OG Hans Sendebud er retledet, og den, der gør oprør mod dem begge (han bandt dem sammen ved hjælp af den dobbelte form) ..." Profeten sagde til ham: "Hvilken dårlig taler, du er! Rejs dig! [Eller han sagde: Forsvind!]"
Abu Sulayman sagde: "Han kunne ikke lide de to navne blive sammenføjet på den måde, FORDI DET INDEBÆRER LIGESTILLING."
(Iyad, Kitab Ash-shifa bi ta'rif huquq al-Mustafa (Helbredelse ved anerkendelsen af Den Udvalgtes rettigheder), oversat af Aisha Abdarrahman Bewley [Madinah Press, Inverness, Skotland, Storbritannien, 3. genoptryk 1991 paperback], s 7-8; fremhævelse med store bogstaver er tilføjet) [8. genoptryk 2011 har titlen Muhammad: Messenger of Allah. Ash-Shifa of Qadi Iyad, o.a.]
Og:
Jafar ibn Muhammas sagde: "... Han [dvs. Allah, o.a.] forbandt hans [Muhammeds, o.a.] navn med Hans eget navn, og hans glæde med Hans glæde. Han gjorde ham til en af de to søjler i tawhid." (Ibid., s. 27)
Endelig:
Ibn Abbas sagde: "Skrevet på døren til Haven er: Jeg er Allah. Der er ingen anden gud end Mig. Muhammed er Allahs Sendebud. Jeg vil ikke straffe nogen, der siger dette." (Ibid., s. 90)
Bemærk, at selv om denne muslimske jurist åbent indrømmede, at bindeordet indebærer partnerskab og dermed lighed, hvilket gør Muhammed til en partner jævnbyrdig med Allah, kunne han åbenbart ikke se, hvordan dette at føje Muhammeds navn til Allah gennem brugen af dette selv samme bindeord gør det til en klar handling af afgudsdyrkelse. Mere specifikt får den islamiske trosbekendelse muslimer til at begå shirk eller den synd at forbinde partnere med Skaberen, hvilket Koranen siger, er den utilgivelige synd (jf. Koranen 4:48, 116).
For mere om den muslimske trosbekendelse se følgende artikler:
Sunni Islam’s Real Shahadah
More on the Shahadah
The Shahadah
The False Shahadah
Muhammed: Medindehaver af verden
Forbavsende nok siges Muhammed at være medejer af planeten, fordi det fortælles i en hadith, at hele jorden tilhører både Allah OG ham:
VI: Fordrivelsen af jøderne fra den arabiske halvø
Umar sagde, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: "Vi vil lade jer blive på dette sted, så længe Allah lader jer blive der."
2996. Det er fortalt, at Abu Hurayra sagde: "Mens vi var i moskeen, kom Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ud og sagde: 'Gå til jøderne.' Vi gik ud indtil vi kom til al-Midras' hus. Han sagde: 'Bliv muslimer, og I vil være sikre. Vid, at jorden tilhører Allah OG Hans Udsending. Jeg vil fordrive jer fra dette land. Enhver af jer, der har noget ejendom, skal sælge den. Men jorden tilhører Allah OG Hans Udsending.'"
(Aisha Bewley, Sahih Collection of al-Bukhari, Chapter 63. Chapters on the Jizya and Truces; fremhævelse med store bogstaver er tilføjet)
Dette forklarer måske, hvorfor Koranen taler om, at Allah tilbagegiver sin udsending plyndringsgods og besiddelser taget fra de forskellige folk:
Hvad Allah gav [nogle engelske oversættelser - langt fra alle - har her "restored" dvs. "tilbagegav", o.a.] sin udsending som bytte fra dem, skulle I hverken drive på heste eller kameler for at få fat i. Allah giver sine udsendinge magt, over hvem Han vil. Allah er i stand til alt. (Koranen 59:6)
Hvad Allah gav [alternativt "tilbagegav", o.a.] sin udsending som bytte fra befolkningen i byerne, tilhører Allah OG Udsendingen, slægtningene, de forældreløse, de fattige og den vejfarende - for at det ikke skal komme i omløb mellem de rige af jer. Tag imod det, som Udsendingen giver jer, og giv afkald på det, som han forbyder jer! Frygt Allah! Allah er streng til at straffe; (Koranen 59:7)
Det giver god mening at tale om at tilbagegive andres ejendom til Muhammed, da alt, hvad mennesker besidder, faktisk tilhører ham, da han er medindehaver af jorden og alt hvad den indeholder.
Og fordi jorden helt og holdent tilhører Muhammed, har hans tilhængere fået tilladelse til at bede hvor som helst, de har lyst:
Fortalt Jabir bin Abdullah:
Profeten sagde: "Jeg har fået fem ting, som ikke blev givet til nogen anden før mig.
1. Allah har gjort mig sejrrig ved ærefrygt, (ved at Han skræmmer mine fjender) på en afstand af en måneds rejse.
2. Jorden er for mig (og mine tilhængere) blevet gjort til et sted for bøn og et redskab til at udføre tayammum [rituel afvaskning ved hjælp af sand eller støv, o.a.], således at enhver af mine tilhængere kan bede overalt, når tidspunktet for en bøn er inde.
3. Byttet er blevet gjort halal (lovligt) for mig, men det var ikke lovligt for nogen anden før mig.
4. Jeg har fået retten til forbøn (på Genopstandelsens Dag).
5. Hver profet plejede at blive sendt udelukkende til sin egen nation, men jeg er blevet sendt til hele menneskeheden.
(Sahih al-Bukhari, bind 1, bog 7, nummer 331)
Muhammeds viden
Som om dette ikke var slemt nok, er der også særlige fortællinger - klassificeret som sunde af sunni-muslimer - der bruger bindeordet wa til at fortælle, at Allah og Muhammed begge ved det samme:
Fortalt af Ibn Abbas:
... Han [Muhammed] befalede dem at tro på Allah og spurgte dem: "Ved I, hvad der menes med tro på Allah?" De sagde: "Allah OG Hans Apostel ved bedst." Han sagde: "At bevidne, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah, den Ene, som ikke har nogen partnere ved sin side, OG at Muhammed er Allahs Apostel; og holde bønner perfekt og betale zakat."
(Sahih al-Bukhari, bind 9, bog 91, nummer 371)
Fortalt af Abu Dharr:
Engang var jeg sammen med Profeten i moskeen ved solnedgang. Profeten sagde: "O Abu Dharr! Ved du, hvor solen går ned?" Jeg svarede: "Allah OG Hans Apostel ved bedst." Han sagde: "Den går og knæler nedenunder (Allahs) Trone, og dette siger Allah: '... og solen løber til et hvilested, den har. Dette er Den Mægtiges og Den Videndes bestemmelse.' (Koranen 36:38)
(Sahih al-Bukhari, bind 6, bog 60, nummer 326)
Fortalt af Ali:
... Umar bin al-Khattab sagde: "Sandelig han har forrådt Allah, Hans Apostel og de troende! Tillad mig at hugge hans hals over!" Profeten sagde: "O Umar! Hvad ved du? Måske kiggede Allah på Badr-krigerne og sagde: 'Gør hvad I vil, for jeg har bestemt, at I vil være i Paradis.'" Til dette græd Umar og sagde: "Allah OG Hans Apostel ved bedst."
(Sahih al-Bukhari, bind 8, bog 74, nummer 276)
Og endelig:
Fortalt af Muadh bin Jabal:
Profeten sagde: "O Muadh! Ved du, hvilken ret Allah har fra sine slaver?" Jeg sagde: "Allah OG Hans Apostel ved bedst." Profeten sagde: "At de tilbeder Ham (Allah) Alene og ikke tilbeder nogen sammen med Ham (Allah). Ved du, hvilken ret de har fra Ham?" Jeg svarede: "Allah OG Hans Apostel ved bedst." Profeten sagde: "At Han ikke straffer dem (hvis de gør det)."
(Sahih al-Bukhari, bind 9, bog 93, nummer 470)
Indebærer brugen af dette bindeord i alle de ovennævnte fortællinger ikke, at Muhammed ved, hvad Allah ved, og at han dermed gøres til en ligeværdig partner med Allah i viden? Men ville det ikke klart modsige Koranens udtrykkelige vidnesbyrd om, at Muhammed ikke ved, hvad Allah ved, og er uvidende om det usete?
Sig: "Jeg formår ikke at gøre noget for mig selv, hverken til skade eller til gavn, hvis ikke Allah vil det. Hvis jeg havde haft viden om det skjulte, ville jeg have sørget for en mængde gode ting, og intet ondt ville have ramt mig. Men jeg er kun en advarer og budbringer til folk, der tror." (Koranen 7:188)
Hvis det er således, viser dette så ikke endegyldigt, at de såkaldte sunde fortællinger modsiger Koranen?
Lydighed mod Muhammed som et tegn på guddommeliggørelse
I ovenstående afsnit har vi citeret fra hadith-litteraturen for at vise, hvordan muslimer har krænket deres egen opfattelse af islamisk monoteisme ved at gruppere Allah og Muhammed sammen ved brug af det arabiske bindeord wa, som de lærde siger, udtrykker partnerskab og som derved gør Muhammed til Allahs lige.
Men ikke alle muslimer vil acceptere disse udtalelser fra hadith-litteraturen, da der er et voksende antal muslimer, som afviser haditherne helt og aldeles (1, 2). De kan endda bruge disse samme fortællinger til at bevise, at muslimer har ødelagt den sande religion islam, og i processen endt med at gøre Muhammed til en gud.
Med dette in mente, vil vi gerne fokusere vores opmærksomhed på den muslimske skrift for at vise, at det samme problem findes i Koranen selv. Læseren bedes huske, at vi tidligere citerede Qadi Iyad, der nævnte, at dette at adlyde Muhammed er direkte forbundet med lydighed mod Allah. Qadien [dommer Iyad, o.a.] har i sidste ende fået dette fra Koranen, da den ret ofte bruger bindeordet wa til at knytte lydighed og tro på Allah og Muhammed sammen.
Læseren bedes også bemærke, at alle de følgende citater bruger bindeordet wa ("og"):
Adlyd Allah OG Udsendingen! Måske finder I barmhjertighed! (Koranen 3:132)
Dette er Allahs bud. Allah vil føre dem, der adlyder Ham OG Hans udsending, ind i haver med rindende floder; dér skal de forblive til evig tid. Det er den vældige sejr. Men den, der sætter sig op imod Allah OG Hans udsending og overtræder Hans bud, vil Han føre ind i en ild; dér skal han forblive til evig tid. Han har en forsmædelig straf i vente. (Koranen 4:13-14)
De, der adlyder Allah OG Udsendingen, skal være sammen med dem, som Allah har vist nåde: Profeterne, de sandfærdige, vidnerne og de retfærdige. De er godt selskab! (Koranen 4:69)
Adlyd Allah, adlyd Udsendingen, og vær på vagt! Hvis I vender jer bort, skal I vide, at det kun påhviler Vor udsending at bringe det tydelige budskab! (Koranen 5:92)
Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah OG Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! (Koranen 9:29)
Det eneste, de troende siger, når de bliver kaldt til Allah OG Hans udsending, for at denne kan dømme imellem dem, er: "Vi hører og adlyder!" Dem vil det gå godt. (Koranen 24:51)
Sig: "Adlyd Allah, OG adlyd Udsendingen! Hvis I vender jer bort; - han er kun ansvarlig for, hvad han er blevet pålagt, og I for, hvad I er blevet pålagt. Hvis I adlyder ham, bliver I retledt. Der påhviler kun Udsendingen det tydelige budskab." (Koranen 24:54)
Når Allah OG Hans udsending har truffet beslutning om en sag, tilkommer det ingen troende mand eller kvinde at vælge frit i deres sag. Den, der trodser Allah OG Hans udsending, befinder sig i åbenlys vildfarelse. (Koranen 33:36)
Vi har sendt dig ud som vidne, som forkynder af et godt budskab og som advarer, for at I kan tro på Allah OG Hans udsending og stå Ham bi, ære Ham og lovprise Ham morgen og aften. (Koranen 48:8-9)
Er I betænkelige ved at give frivillig almisse forud for jeres fortrolige samtale? Hvis I ikke har gjort det, og Allah har tilgivet jer, så hold bøn, betal den pligtige almisse og adlyd Allah OG Hans udsending! Allah er fuldt vidende om, hvad I gør. (Koranen 58:13)
Der er mange flere passager, der bruger denne formulering, f.eks. 3:32; 8:1, 20, 24, 46; 9:71; 24:47; 33:33, 66; 47:33; 49:14; 64:12 og nogle flere, som i det følgende vil blive drøftet i mere detaljeret, fordi de afslører yderligere aspekter.
Efter islamisk og koranisk opfattelse, kommer Koranen helt og alene fra Allah; ikke den mindste smule stammer fra Muhammed eller andre menneskelige kilder. Så hvorfor skulle Muhammeds navn overhovedet behøve at blive nævnt, hvis dette er meningen med udtrykket? Det ville ikke føje noget til "adlyd Allah" (i hvad han har befalet jer i Koranen). I dette tilfælde vil denne formulering faktisk kun bringe forvirring til den opfattelse, at Koranen ikke på nogen måde er fra Muhammed, hvilket tyder på, at Allah og Muhammed er noget i retning af medforfattere, der skal adlydes sammen, da de sammen er kilden til Koranen.
Ingen steder i Bibelen finder vi en sådan kombination: "Adlyd Gud og hans profet". Hvis noget helt klart er Guds ord, er der ikke behov for at tilføje navnet på budbringeren i befalingen om lydighed mod Gud og hans ord. Og hvis det ikke er Guds ord, så vil tilføjelsen af budbringerens navn heller ikke gøre det mere autoritativt.
Vores konklusion støttes også af, at ordet "adlyd" i flere tilfælde, f.eks. 5:92, 24:54 osv., er udtrykkeligt gentaget, dvs.: "Adlyd Allah, og adlyd Udsendingen".
Desuden, hvis sidstnævnte fortolkning er korrekt, så måtte man forvente at finde andre steder i Koranen, hvor den kun taler om lydighed mod Muhammed uden overhovedet at nævne Allah udtrykkeligt i formaningen om at adlyde, ligesom det ikke ville være nogen overraskelse at finde befalingen om at adlyde Allah uden at Muhammed bliver nævnt. Og det er faktisk tilfældet. De to (Allah og budbringeren), er næsten altid nævnt sammen, når Koranen kræver lydighed af sine tilhørere, men man kan også finde separate befalinger om kun at adlyde budbringeren, som de næste mange citater viser:
De troende er dem, der tror på Allah OG Hans udsending, og som ikke går, før de har bedt ham om tilladelse, når de gør fælles sag med ham. De, der beder dig om tilladelse, det er dem, der tror på Allah og Hans udsending. Hvis de beder dig om tilladelse til at besørge nogle af deres sager, så giv den, til hvem af dem du vil, og bed Allah om tilgivelse for dem! Allah er tilgivende og barmhjertig. Når Udsendingen kalder blandt jer, skal I ikke tage det for det samme, som når I kalder på hinanden indbyrdes! Allah kender dem af jer, der stjæler sig bort for at søge ly. De, der sætter sig op imod hans befaling, skal tage sig i agt for, at ikke en prøvelse rammer dem, eller en pinefuld straf. (Koranen 24:62-63)
Kun de er sande troende, der venter på Muhammeds tilladelse (altså ikke Allahs tilladelse) - og det er op til Muhammed at give den eller at lade være (så giv den [tilladelsen], til hvem af dem DU vil) - dvs. at ens status som en ægte troende afgøres af, om man adlyder Muhammeds ord eller ikke.
Endnu stærkere er disse vers:
Den, der adlyder Udsendingen, adlyder Allah, og hvis nogen vender sig bort! - Vi har ikke udsendt dig som deres vogter. (Koranen 4:80)
De, der sværger dig troskab, sværger Allah troskab. Allahs hånd ligger over deres hånd. Den, der bryder sin ed, gør det til skade for sig selv. Men den, der holder den pagt, som han har sluttet med Allah, vil Han give en vældig løn. (Koranen 48:10)
Ønsker du at adlyde Allah? Godt, du kan gøre dette ved blot at adlyde udsendingen. Den, der adlyder Muhammed, har allerede adlydt Allah. Ved at adlyde Muhammed, adlyder man Allah. Lydighed mod Muhammed erklæres at være det samme som lydighed mod Allah. Muhammed har, for alle praktiske formål, taget Allahs plads.
Faktisk er hele ens frelse bestemt af ens lydighed og hengivenhed mod Muhammed:
Sig: "Hvis I elsker Allah, så følg mig, og Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder!" Allah er tilgivende og barmhjertig. (Koranen 3:31)
Allah har lovet dem af jer, der tror og gør gode gerninger, at gøre dem til efterfølgere på jorden, ligesom Han gjorde dem, der levede før dem, til efterfølgere; at bestyrke dem i deres religion, som de har til Hans velbehag; og at give dem sikkerhed i stedet for deres tidligere frygt. De tjener Mig og sætter intet ved Min side. De, der herefter er vantro, er de gudløse. Hold bøn, giv almisse og adlyd Udsendingen! Måske finder I barmhjertighed. (Koranen 24:55-56)
Har du ikke set dem, der har fået forbud mod at føre fortrolige samtaler indbyrdes, men som alligevel gør, hvad de har fået forbud mod, og i synd og overtrædelse og oprørskhed mod Udsendingen fører fortrolige samtaler? Når de kommer til dig, hilser de dig på en anden måde, end Allah hilser dig, og de siger ved sig selv: "Hvorfor straffer Allah os ikke for det, vi siger?" De fortjener ikke bedre end Helvede, hvori de skal brænde. Hvilket ulykkeligt endeligt! (Koranen 58:8)
Og bemærk, at her ...
De, der krænker Allah OG Hans udsending, dem forbander Allah i det dennesidige og det hinsidige. Han har beredt dem en forsmædelig straf. [Koranen 33:57)
... bliver muslimer advaret mod at irritere eller forulempe Allah og hans budbringer, mens det i dette næste vers ...
Nogle af dem krænker Profeten og siger: "Han lægger øre til hvad som helst." Sig: "Han lægger øre til det, der er bedst for jer! Han tror på Allah, og han tror de troende, en barmhjertighed for dem af jer, der tror; men de, der krænker Allahs udsending, har en pinefuld straf i vente." (Koranen 9:61)
... alene er Muhammed, der nævnes, uden nogen henvisning til hans gud.
Hvad der gør dette endnu mere bemærkelsesværdigt, er, hvad Muhammed havde at sige med hensyn til eksegesen af følgende citat:
Jøderne siger: "Ezra er Allahs søn!" Og de kristne siger: "Messias er Allahs søn!" Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham. Højlovet være Han, hævet over det, som de sætter ved Hans side! (Koranen 9:30-31)
Angående Koranen 9:31 bemærkede Ibn Kathir, at Muhammed angiveligt sagde, at den måde, hvorpå jøder og kristne guddommeliggjorde deres rabbinere [skriftkloge, o.a.] og munke, var ved at give sidstnævnte deres fuldstændige troskab og lydighed:
<De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn.> [9:31]
Imam Ahmad, At-Tirmidhi og Ibn Jarir At-Tabari registrerede en hadith via flere kæder af videregivere, fra Adi bin Hatim, må Allah være tilfreds med ham, som blev kristen i jahiliyya-tiden [uvidenhedens tid før islam, o.a.]. Da kaldet fra Allahs Sendebud nåede hans område, løb Adi væk til Ash-Sham, og hans søster og flere fra hans folk blev taget til fange. Allahs Sendebud befriede hans søster og gav hende gaver. Så tog hun til sin bror og opfordrede ham til at blive muslim og at tage til Allahs Sendebud. Adi, som var en af sit folks høvdinge (Tai-stammen), og hvis far, Hatim At-Tai, var kendt for sin gavmildhed, tog til Al-Madinah. Da folket annoncerede hans ankomst, gik Adi til Allahs Sendebud med et sølvkors om halsen. Allahs Sendebud reciterede dette Ayah [koranvers, o.a.];
<De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah ...>
Adi kommenterede: "Jeg sagde: 'De tilbad dem ikke.'" Profeten sagde:
((Jo de gjorde. De (rabbinere og munke) forbød det tilladte for dem (kristne og jøder), og tillod det forbudte, og de adlød dem. Dette er, hvordan de tilbad dem.)) ...
<De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah ...>
derved at de kristne og jøder adlød deres munke og rabbinere i hvad de tillod eller forbød for dem ...
(Tafsir Ibn Kathir (Forkortet), sura Al-Araf til slutningen af sura Yunus; forkortet af en gruppe forskere under tilsyn af shaik Safiur Rahman Al-Mubarakpuri. [Darussalam Publishers & Distributors, Riyadh, Houston, New York, London, Lahore, Første udgave: Maj 2000], bind 4, s. 409-410)
Alligevel havde Muhammed ikke noget problem med at kræve denne selv samme slags blind lydighed og troskab af sine egne tilhængere! Hvis dette blindt at underkaste sig rabbinernes og munkenes luner og diktater er en handling af guddommeliggørelse, en handling af tilbedelse, så tilbeder og guddommeliggør muslimer Muhammed, når de giver ham den samme form for troskab; og alligevel gør de det på Muhammeds udtrykkelige og strenge ordrer. Værre endnu, ifølge Muhammed gør de det faktisk på Allahs udtrykkelige ordrer, hvilket betyder, at det er Allah, der kræver, at muslimer forguder og tilbeder Muhammed!
Bemærk: Ingen steder i Bibelen finder vi en befaling om at adlyde rabbinere eller munke eller endda profeter på samme måde, som lydighed kræves i forhold til Muhammed i Koranen. Koranen går langt ud over noget som helst, der findes i de jødiske eller kristne skrifter.
Endelig og endnu mere forbavsende, har lydighed mod Muhammed faktisk forrang for tilbedelse af Allah!
Fortalt af Abu Said bin Al-Mualla:
Mens jeg bad i moskeen, kaldte Allahs Apostel på mig, men jeg svarede ham ikke. Senere sagde jeg: "O Allahs Apostel! Jeg bad." Han sagde: "sagde Allah ikke - 'Hør på Allah (ved at adlyde Ham), og på Udsendingen, når han kalder jer ...'?" (8,24)
(Sahih al-Bukhari, bind 6, bog 60, nummer 1)
CXLII: "I, der tror! Hør på Allah OG på Udsendingen, når han kalder jer til den, der giver jer livet! I skal vide, at Allah kommer imellem et menneske og dets hjerte! Til Ham skal I føres engang i samlet flok." (8:24)
4370. Det fortælles, at Said b. al-Mualla sagde: "Jeg bad og Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, passerede og kaldte på mig, men jeg svarede ikke, før jeg var færdig med at bede. Så gik jeg hen til ham og han sagde: 'Hvad holdt dig fra at komme til mig? Siger Allah ikke: "Hør på Allah OG på Udsendingen, når han kalder jer til den, der giver jer livet!" (8:24)?' Så sagde han til mig: 'Jeg vil lære dig en sura, som er den største af suraerne i Koranen, før du går.' Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, var ved at tage afsted, så jeg mindede ham om det."
Dette fortælles fra Abu Said, én af Profetens følgesvende, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han sagde: "Det er: 'Lovet være Allah, alverdens Herre', de syv ofte gentagne [vers, dvs. sura 1: Åbningen, o.a.]."
(Aisha Bewley, The Sahih Collection of al-Bukhari, kapitel 68. Book of Tafsir; fremhævelse med store bogstaver er tilføjet)
Muhammed bruger K. 8:24 til at bevise, at Koranen implicit vidner om, at dette straks at reagere på hans kald er vigtigere end at bede til Gud! Tal om topmålet af arrogance og blasfemi. I stedet for at prise sin ledsager for at tilbede Allah, har Muhammed den frækhed at irettesætte ham for ikke at tilsidesætte sine bønner for at reagere på sin profets kald. En muslims forhold til Muhammed har prioritet over hans forhold til Gud. Hvilken muslim ville vove at sige, at Muhammed ikke forstod meningen med K. 8:24? Hvilken muslim ville ønske at påstå, at Muhammed misbrugte dette vers og syndede mod Gud ved at opføre sig på en arrogant og blasfemisk måde, ved at tilskrive sig selv en position, som Koranen ikke giver ham? Under alle omstændigheder, hvis denne hændelse ikke kan overbevise muslimer om, at Muhammed stillede sig på samme niveau som Gud, eller endda over ham, så kan intet.
For at forhindre en mulig misforståelse, så lad os understrege igen: Vores kritik går ikke ud på, at Koranen indeholder befalingen om at adlyde en Guds profet. Alle religioner indeholder principperne om at adlyde både civile og åndelige autoriteter. Religioner fremmer ikke anarki, men søger at etablere orden i samfundet, og dette kræver nødvendigvis lydighed mod dem, der er i en position af autoritet. Bibelen formaner de troende til at være lydige mod myndighedernes love (Rom 13), selv om det måtte være en hedensk myndighed, og den befaler dem til villigt at følge deres åndelige ledere (Hebr 13:17), for ikke at gøre det vanskeligt for dem at gøre deres pligt. Men denne lydighed mod menneskelige autoriteter, selv åndelige autoriteter, er altid betinget (ApG 5:29), aldrig absolut. Pointen i hele denne diskussion er, at Muhammed i Koranen er sat på samme niveau som Allah, dvs. han er forbundet med Allah gennem et arabisk bindeord (wa), som muslimske kilder - ikke jødiske, kristne eller fjendtlige kilder - indrømmer, indebærer partnerskab og lighed. Muhammed skal således adlydes, ligesom man adlyder Allah. De troendes evige skæbne er betinget af, om de adlyder budbringeren i alle ting. Desuden er Muhammeds viden ligestillet med Allahs. Det er dette aspekt, der udgør guddommeliggørelse - brugen af det bindeord, der gør ham til Allahs ligeværdige partner i lydighed og viden - og derfor er blasfemisk.
Handler religionen islam om at underkaste sig Muhammed?
Vi gemt det bedste (eller værste) til sidst. Muslimer siger ofte, at islam betyder underkastelse/overgivelse, og at en muslim er én, der fuldt ud har underkastet sig/overgivet sig til Allah. Som de følgende vers gør klart:
Hvem anden end en tåbe kan føle uvilje mod Abrahams trosbekendelse? I denne verden udvalgte Vi ham, og i den hinsidige hører han til blandt de retfærdige. Da hans Herre sagde til ham: "Overgiv dig!" sagde han: "Jeg overgiver mig til alverdens Herre." Abraham pålagde sine sønner dette, og det samme gjorde Jakob: "Mine sønner! Allah har valgt religionen for jer, så I må ikke dø uden at have overgivet jer!" Eller var I vidner, da døden kom til Jakob, og han sagde til sine sønner: "Hvad vil I gøre, når jeg er borte?" De sagde: "Vi vil tjene din gud, din og dine fædres, Abrahams, Ismaels og Isaks gud, én gud. Til Ham overgiver vi os." (Koranen 2:130-133)
Men de undlader at fortælle folk, at islam ikke blot er centreret om underkastelse under Allah, men også indebærer, at man fuldt ud underkaster sig Muhammed. Med andre ord, er en sand muslim én, der ikke blot underkaster sig Allah, men også fuldstændigt underkaster sig, eller overgiver hele sin vilje og alle sine beslutninger til Muhammed! Bemærk, omhyggeligt, følgende citat [som gives i to engelske udgaver og en dansk, o.a.]:
But no, by thy Lord! they will not believe till they make thee the judge regarding the disagreement between them, then they shall find in themselves no impediment touching THY verdict, but shall surrender in full submission. (Koranen 4:65, Arberry)
Her er den anden engelske oversættelse:
But no! by your Lord! they do not believe (in reality) until they make you a judge of that which has become a matter of disagreement among them, and then do not find any straitness in their hearts as to what YOU have decided and submit with entire submission. (Koranen 4:65, Shakir)
Og til slut Ellen Wulffs danske:
Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som DU træffer, og før de underkaster sig helt. (Koranen 4:65, Ellen Wulff)
Her får vi at vide klart og tydeligt, at en muslim fuldt ud skal overgive sig til Muhammed med en total underkastelse!
For at muslimer ikke skal beskylde os for at fordreje meningen af dette specifikke citat, følger her, hvordan nogle af islams berømte kommentatorer har fortolket det:
Men nej (fa-la, la er ekstra), ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind ikke finder nogen indvending (heller ikke tvang eller tvivl) mod den afgørelse, som du træffer, og før de underkaster sig helt (din afgørelse i fuld underkastelse, uden protest).
(Tafsir al-Jalalayn; Ellen Wulffs oversættelse af 4:65 med kommentarer tilføjet i parentes)
Og:
Men nej, ved din Herre (svor Allah ved Sig Selv og ved Muhammeds slægt)! Troende vil de ikke være (i hemmelighed eller fortjene at blive kaldt troende) før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind (i deres hjerter) ikke finder nogen indvending mod (ingen tvivl om) den afgørelse, som du træffer (mellem dem) og før de underkaster sig helt (totalt underkaster sig dig).
(Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas; Ellen Wulffs oversættelse af 4:65 med kommentarer tilføjet i parentes)
Følgende sufi-muslimske forfatter skriver:
Da den bedste generation blandt mennesker, der nogensinde har vandret på jorden, blev klar over, at himlenes Herre henvendte sig til dem direkte med sin tidløse tale på det sprog, som de havde mestret bedre end nogen menneskelig nation nogensinde havde mestret et sprog, indså de, at ikke alene havde Allah den Almægtige beskikket den mest værdige af dem som bærer af det endelige Budskab til menneskeheden, men Han havde også gjort troen på denne mest hæderlige, mest fornemme og mest fuldendte Udsending - vores fyrste Muhammed - til en integreret del af troen på Allah selv ved gentagne gange at sige: "Tro på Allah OG Udsendingen."
De hørte også Allah igen og igen befale dem: "Adlyd Allah OG Udsendingen." De indså også, at Allah den Almægtige understregede for dem, at denne Udsending var deres højeste model for adfærd og tro på Allah og Den Yderste Dag. De hørte og forstod også, at det betød, at de skulle følge ham og elske ham, før de kunne hævde at følge og elske Allah.
De forstod endvidere de krævede niveauer for korrekt og sand efterfølgelse af Profeten, af hvilke ens faktiske tro på Allah den Højeste afhang: {Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være (i sandhed), før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem}. Men at gøre Profeten til opmand er ikke nok, det skal ske uden nogen mentale forbehold mod Profeten og hans beslutning: {før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som du træffer}. Selv denne ublandede accept af Profetens dom er ikke nok, skal der være fuld tilslutning af hjerte, sind og sjæl til Profeten: {og før de underkaster sig helt} (4:65)!
(Gibril Fouad Haddad, The Story of Hadith - On Obeying, Following, Imitating, And Loving Prophet Muhammad)
Og for at vise hvad der sker med enhver muslim, der nægter fuldt ud at underkaste sig Muhammed, kommer her kommentarerne fra den berømte sunni-ekseget Ibn Kathir:
Man bliver ikke en troende, medmindre man henvender sig til Udsendingen for domfældelse OG UNDERKASTER SIG HANS AFGØRELSER.
Allah sagde: "Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem ...". Allah sværger ved Sit herlige, mest ærværdige Selv, at ingen skal opnå tro, før han henvender sig til Udsendingen for domfældelse i alle sager. Hvad Udsendingen derefter befaler, er den klare sandhed, man skal underkaste sig indvendigt og udvendigt.
Allah sagde: "... før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som du træffer, og før de underkaster sig helt." Hvilket betyder: De tilslutter sig din dom, og således ikke føler nogen tøven over din afgørelse, og de underkaster sig den indvendigt og udvendigt. De underkaster sig Profetens afgørelse med total underkastelse uden afvisning, benægtelse eller diskussion.
Al-Bukhari noterede, at Urwah sagde: "Az-Zubayr skændtes med en mand om et vandløb, som de begge brugte til overrisling. Allahs Sendebud sagde til Az-Zubayr: 'O Zubayr! Vand (din have) først, og lad så vandet strømme til din nabo.' Ansari-manden blev vred og sagde: 'O Allahs Sendebud! Er det fordi han er din fætter?' Til det skiftede ansigtet på Allahs Sendebud farve (på grund af vrede) og han sagde: 'Vand (din have), O Zubayr, og tilbagehold derefter vandet, indtil det når voldene (omkring palmerne). Lad så vandet løbe ind til din nabo.' Så Allahs Sendebud gav Az-Zubayr hans fulde ret, da Ansari-manden gjorde ham vred. Inden da, havde Allahs Sendebud afsagt en generøs dom, til gavn for Az-Zubayr og Ansari-manden. Az-Zubayr sagde: 'Jeg tror, at følgende vers blev åbenbaret vedrørende denne sag: "Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig (O Muhammed) til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem ..."'."
En anden grund. I sin Tafsir, noterede Al-Hafiz Abu Ishaq Ibrahim bin Abdur-Rahman bin Ibrahim bin Duhaym, at Damrah fortalte, at to mænd bragte deres tvist for Profeten, og han afsagde en kendelse til fordel for den af dem, der havde ret. Den person, der tabte i striden, sagde: "Jeg er ikke enig." Den anden spurgte ham: "Hvad vil du så?" Han sagde: "Lad os gå til Abu Bakr As-Siddiq." De gik til Abu Bakr og den person, der vandt striden, sagde: "Vi gik til Profeten med vores tvist og han afsagde en kendelse i min favør." Abu Bakr sagde: "Så er afgørelsen, hvad Allahs Sendebud sagde." Manden, der tabte striden, afviste stadig afgørelsen og sagde: "Lad os gå til Umar bin Al-Khattab." Da de kom til Umar, sagde den person, der vandt striden: "Vi tog vores tvist til Profeten, og han afgjorde sagen i min favør, men denne mand nægtede at underkaste sig afgørelsen." Umar bin Al-Khattab spurgte den anden mand og han samtykkede. Umar gik til sit hus og kom ud af det holdende sit sværd i vejret. Med sværdet slog han den mand, der afviste Profetens afgørelse, i hovedet og dræbte ham. Derfor åbenbarede Allah: "Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være ..."
(Tafsir Ibn Kathir)
Én af Muhammeds følgesvende bliver således hugget ned med koldt blod for blot at nægte fuldt ud at underkaste sig sin profets afgørelse!
Som om dette ikke var chokerende nok, så befalede Muhammed yderligere muslimer at elske ham lige så meget som de elsker Allah!
Sig: "Hvis jeres fædre og jeres sønner, jeres brødre, jeres hustruer og jeres nærmeste; hvis de rigdomme, I har erhvervet, og handelsvarer, som I frygter at brænde inde med, og boliger, hvori I finder behag - hvis alt dette er jer kærere end Allah OG Hans udsending og kampen for Hans sag, så vent, til Allah kommer med sin befaling!" Allah retleder ikke de gudløse folk. (Koranen 9:24)
Fortalt af Anas:
Profeten sagde: "Den, der har de følgende tre egenskaber, vil besidde troens sødme (glæde):
1. Den, for hvem Allah OG Hans Apostel er kærere end noget andet.
2. Som elsker en person, og han elsker ham, alene for Allahs skyld.
3. Som hader at vende tilbage til ateisme (vantro), som han hader at blive kastet i ilden."
(Sahih al-Bukhari, bind 1, bog 2, nummer 15)
Fortalt af Anas:
Allahs Apostel sagde: "Den, der har de (følgende) tre egenskaber, vil besidde troens sødme (1): Den, for hvem Allah OG Hans Apostel er kærere end noget andet; (2) som elsker en person, og han elsker ham, alene for Allahs skyld; (3) som hader at vende tilbage til ateisme (vantro), som han hader at blive kastet i Ilden."
(Sahih al-Bukhari, bind 9, bog 85, nummer 74)
Muhammed formodes endda at være tættere på troende, end de selv er:
Profeten står de troende nærmere ned dem selv, og hans hustruer er deres mødre. Ifølge Allahs skrift står de blodsbeslægtede hinanden nærmere end de troende og dem, der er udvandret. Dog skal I handle med ret og rimelighed mod alle jeres venner. Det er optegnet i Skriften. (Koranen 33:6)
Sammenlign dette med Bibelens sande profeter, som aldrig fortalte nogen, at de skulle elske dem lige så meget som de elsker Jahve. Dette er i stedet, hvad de befalede:
"Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde ..." (Femte Mosebog 6:4-6)
Nu er det sandt, at Jesus krævede, at hans tilhængere skulle elske ham lige så meget, som de elskede Gud, og forventede at modtage ubetinget kærlighed fra dem:
"Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og dem, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." (Matt 10:37-39)
"Da sagde Jesus til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?" (Matt 16:24-26)
Men grunden til, at han kunne stille et sådant krav, er, at Jesus, i henhold til NT, er Gud!
Men Muhammed er blot en skabning, en almindelig dødelig, og for ham at kræve en sådan kærlighed er blasfemisk og afgudsdyrkende.
Er dette ikke klart bevis på, at religionen islam består af fuld og hel underkastelse under både Allah og Muhammed på lige fod, og ikke kun Allah? Og beviser dette ikke yderligere, at muslimer skal adlyde og ære Muhammed på samme måde og i samme grad, som de adlyder og ærer deres gud Allah, og derved gør Muhammed til Allahs partner og ligestillede?
Konklusion
Med ovenstående som baggrund er det ret åbenbart, at muslimer har anbragt Muhammed på samme niveau som Allah, hvilket gør ham delagtig i guddommelighed.
Det synes klart for os, at navnene Muhammed og Ahmad er profetiske i én forstand, nemlig derved, at disse beskrivende navneord varsler det tidspunkt, hvor hans tilhængere endte med at ophøje ham til niveau af guddommelighed, og lovpriste ham, som man lovpriser en gud.
Og dette selv om Muhammed advarede sine tilhængere mod at over-prise ham, eller lovprise ham, som de kristne lovpriser Herren Jesus,
Fortalt af Umar:
Jeg hørte Profeten sige: "I skal ikke overdrive ved at lovprise mig, som de kristne lovpriser Marias søn, for jeg er kun en Slave. Så kald mig Slave af Allah og Hans Apostel."
(Sahih al-Bukhari, bind 4, bog 55, nummer 654)
Han satte selv de begivenheder i gang, der uundgåeligt førte til, at han blev genstand for en sådan lovprisning, fordi han i sin Koran anbragte visse erklæringer, der ophøjede ham til niveauet af guddommelighed. Så hvis nogen skal bebrejdes for den muslimske guddommeliggørelse og tilbedelse af den islamiske profet, er det Muhammed selv, og han må derfor bære et personligt ansvar for at have ført sine tilhængere til at begå afgudsdyrkelse på grund af deres overdrevne lovprisning af og hengivenhed for ham.
Yderligere læsning
The Deification of Muhammad
Muhammad: A Narcissist
Megalomania of Muhammad
Noter
(1) Ikke alle muslimer har så høje tanker om Muhammad ibn Abdul-Wahhab. I stedet for at se ham som en stor reformator, ser visse muslimer ham faktisk som en stor ødelægger af den islamiske tro. For en liste over grunde til, at disse lærde har en så lav opfattelse af Abdul-Wahhab og hans bevægelse, anbefaler vi følgende artikler:
Book review of Kitab al-Tawhid
Sulayman ibn Abd al-Wahhab
Abu Zahra on Wahhabism
TILLÆG
Mulige indvendinger
De fleste muslimer vil ikke kunne lide vore konklusioner, og vil forsøge at rejse følgende indvending mod vort ovenstående argument om, at dette at "adlyde Allah og Udsendingen" de facto er at forbinde Muhammed med Allah og give ham guddommelig status. De vil måske forsøge at argumentere for, at Muhammed ikke er enestående i denne henseende ved at pege på, at der i Koranen ikke kun er befalingen om at adlyde Muhammed, men at flere af de andre sendebud også kræver lydighed af deres samtidige, jf. Koranen 3:50 (Jesus); 26:108, 110; 71:3-4 (Noa); 26:126, 131 (Hud); 26:144, 150 (Salih); 26:163 (Lot); 26:179 (Shuayb).
Der er flere grunde til, at denne sammenligning ikke giver den ønskede tilbagevisning af vores tese.
- I alle disse passager er lydighed mod sendebudet ikke krævet af Allah/Koranens forfatter, men de er kun beretninger om, hvad disse tidligere sendebud angiveligt sagde til deres publikum. I hvert tilfælde hævdes det, at sendebudet sagde: "Frygt Allah, og adlyd mig." I modsætning hertil er passagerne diskuteret ovenfor Allahs direkte befalinger om at adlyde sendebudet, Muhammed. Ingen af de passager, som omtaler de andre sendebud, har denne særlige form. Dette er den første betydelige forskel mellem disse to sæt af passager.
- Ingen af disse passager indeholder en parallel udtalelse om "Allah OG Udsendingen". Pointen ovenfor var ikke blot, at folk er blevet befalet at adlyde Muhammed, men at Allah og Muhammed er sat på samme niveau ved at blive nævnt ved siden af hinanden to dusin gange gennem brugen af det arabiske bindeord wa ("og"), hvilket indebærer partnerskab, og derfor gør lydighed mod budbringeren synonymt med lydighed mod Allah. Denne strenge parallelitet sætter dem på samme niveau af autoritet. Dette er ikke tilfældet i de passager, der refererer til de andre sendebud. Især er der ikke noget andet sendebud, om hvem det siges: "Adlyd Allah OG dette sendebud". Desuden er i hvert tilfælde verbet, der bruges i forbindelse med Allah ("frygt Allah"), forskelligt fra verbet, der bruges i forbindelse med sendebudet ("og adlyd mig"). For at bringe disse punkter klarere frem, så sammenlign befalingerne om at adlyde Allah OG Hans udsending Muhammed med de følgende eksempler:
... til bekræftelse af det, der allerede foreligger før mig [Jesus] af Toraen, og for at tillade noget af det, der har været jer forbudt. Jeg har bragt jer et tegn fra jeres Herre, så frygt Allah og adlyd mig (fa-ittaqoo Allaha wa-ateeaooni)! (Koranen 3:50)... så frygt Allah, og adlyd mig (fa-ittaqoo Allaha wa-ateeaooni)! (Koranen 26:108; jf. 110, 126, 131, 144, 150, 163, 179)Da Jesus bragte de klare beviser, sagde han: "Jeg er kommet til jer med visdommen og for at forklare jer noget af det, hvorom I er uenige. Frygt Allah og adlyd mig (Fa-ittaqoo Allaha wa-ateeaooni)! ..." (Koranen 43:63)Vi sendte Noah ud til hans folk: "Advar dit folk, før en pinefuld straf kommer over dem!" "Mit folk!" sagde han. "Jeg er en tydelig advarer for jer. Tjen Allah, frygt Ham og adlyd mig (ani oabudoo Allaha wa-ittaqoohu wa-ateeaooni), så vil Han tilgive jer nogle af jeres synder og give jer henstand til en fastsat tidsfrist! Når Allahs frist indtræffer, gives der ingen henstand. Hvis blot I vidste det!" (Koranen 71:1-4)Dette er den anden store forskel mellem disse to sæt af passager.
- Selv om disse passager havde været nøjagtige paralleller i struktur og ordlyd, så ville flere andre tilfælde af shirk næppe kunne føre til den konklusion, at den første ikke var shirk. At mangedoble guderne ville forværre problemet, ikke mindske det.
- Vigtigst - som det allerede er vist i artiklen, "I am ALL the Prophets" - udformer Muhammed regelmæssigt de andre profeters liv efter sig selv, og læser sine egne teologiske synspunkter og egen historie tilbage i deres liv. At se denne parallelitet mellem Koranens beretning om de tidligere profeters tale og Muhammeds budskab, vil derfor kun yderligere belaste ham, ikke undskylde ham. Hvorfor? Fordi de uafhængige beretninger om Noa og Lot i de jødiske skrifter IKKE indeholder sådanne udsagn. Det er derfor endnu et af de tilfælde, hvor Muhammed forsøger at få disse mænd til at ligne sig selv med det formål, at skabe et skin af autenticitet omkring sin egen påstand om at være profet.
Det samme gælder for passagen om Jesus - bortset fra at den opfundne påstand i det tilfælde kommer meget tættere på virkeligheden, fordi Jesus faktisk selv hævdede at være ét med Faderen. Da Jesus er Gud, der har påtaget sig menneskekød, kan han med rette kræve den hengivenhed og lydighed, som Muhammed kun kan tilrane sig:
"Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham." (Joh 5:22-23)Interessant nok, blev denne parallelitet mellem Jesu og Muhammeds krav allerede erkendt af Muhammeds samtidige:
Det fortælles at Omar, må Allah være tilfreds med ham, sagde til Profeten: "En del af din fortrinlighed hos Allah er, at Han har gjort lydighed mod dig til lydighed mod Ham. Allah siger: 'Den, der adlyder Udsendingen, adlyder Allah...' (4:80) og 'Hvis I elsker Allah, så følg mig, og Allah vil elske jer...'" (3:31) Det fortælles, at da dette ayat [vers, o.a.] blev sendt ned, sagde folk: "Muhammed vil have os til at tage ham som en barmhjertighed PÅ SAMME MÅDE SOM KRISTNE GJORDE MED ISA, så Allah åbenbarede: ’Sig: ”Adlyd Allah og Udsendingen!”'" (3:32) (Qadi Iyad, s. 9)Hvis Muhammed ikke er guddommelig - og det er han ikke - så er den måde, hvorpå han sætter sig på niveau med guddommelig autoritet, skandaløs og blasfemisk. Hans samtidige indså dette. Muhammed følte tilsyneladende behov for at få det til at se ud som om, at det ikke forholdt sig således. Derfor lagde han et lignende krav i munden på andre profeter. Dette løste dog ikke problemet men belastede ham kun endnu mere. Efter at dette trick bliver set for, hvad det er, afslører det ham som én af åbenbaringsforfalskerne. Historien fortæller os om flere storhedsvanvittige mennesker og såkaldte guddommeligt inspirerede diktatorer, der har krævet absolut og ubetinget lydighed af deres tilhængere ved at lægge dette krav i munden på Gud, dvs. ved at påstå, at "det er Guds vilje, at I adlyder mig". Kunne det tænkes, at Muhammed er én af dem - blot den mest succesrige af dem alle? Det er op til læserne at veje beviserne og drage deres egne konklusioner.
En muslim kan også nævne Koranen 20:90, hvor Aron tilskynder israelitterne til at følge ham og adlyde hans ordrer. Men selv om ordlyden er lidt anderledes end i de andre vers, nævnt ovenfor, er der i princippet stadig intet nyt og teksten fortæller ikke, at Aron befalede dem til at adlyde Allah OG ham. Foruden dette over gælder alle de ovennævnte bemærkninger også her.
En anden indvending kan rejses ved at pege på denne passage:
I, som tror! Adlyd Allah! Adlyd Udsendingen OG dem blandt jer, der har myndighed! Hvis I strides om noget, så fremlæg det for Allah og Udsendingen, hvis I da tror på Allah og den yderste dag! Dette er bedre og giver det smukkeste udfald. (Koranen 4:59)
Nogle muslimer vil måske hævde, at i den første del af dette vers, er lydighed befalet overfor Allah, overfor udsendingen og overfor folk med myndighed. Ingen ville få den idé ud fra dette vers, at alle mennesker med myndighed derfor er guddommeliggjort i islam. Så hele påstanden om en guddommeliggørelse af Muhammed falder fra hinanden.
Hvis der havde været mange sådanne vers indeholdende denne tredobbelte befaling om at adlyde, og hvis verset var endt efter første halvdel, ville det rigtig nok være i stand til at svække vores tese. Men næsten alle regler og principper har nogle undtagelser. Det ville være dumt at benægte reglen på grund af eksistensen af en undtagelse. Den første del er en undtagelsesvis formulering, sat op imod de to dusin andre, der er blevet diskuteret ovenfor.
Men vigtigere, så ophæver befalingen: "fremlæg det for Allah og Udsendingen", som findes i den anden del af verset, hurtigt igen en sådan hypotetisk svækkelse. Hvis der er konflikter og uenigheder blandt de troende, skal det ikke indbringes for de Ældste (folk i en myndighedsposition), men igen for "Allah og Udsendingen". (I realiteten skal det indbringes for Muhammed, for hvordan skal de kunne indbringe det for Allah? Giver Koranen nogen mulighed for at indbringe noget for Allah med udelukkelse af udsendingen?)
Dette punkt kan ses tydeligere, når vi bemærker forskellen i ordlyden af selve teksten:
... Adlyd Allah! Adlyd Udsendingen og dem blandt jer, der har myndighed! (amanoo ateeaoo Allaha wa ateeaoo al-rasoola wa olee al-amri minkum) … [så den danske gengivelse kunne korrekt have været: "Adlyd Allah og adlyd Udsendingen og dem blandt jer, der har myndighed!" Denne sidste gengivelse bruges i det følgende, o.a.]
Bemærk, at citatet ikke gentager ordet adlyd, når talen er om dem, der har myndighed, hvilket er ganske betydningsfuldt i lyset af, at forfatteren har besluttet at gentage ordet, når talen er om at adlyde Allahs udsending. Det er klart, hvorfor dette blev gjort, da dette vers tager højde for tvister mellem troende, selv mellem almindelige troende og andre troende, som er blevet sat i en myndighedsposition i det muslimske samfund. Deres befalinger kan muligvis bestrides. I dette tilfælde, skal tvisten indbringes for Allah og Muhammed. De to vil sammen have det sidste ord i sagen:
... Hvis I strides om noget, så fremlæg det for Allah OG Udsendingen (ila Allahi WA al-rasooli), hvis I da tror på Allah og den yderste dag! ...
Så selvom der kan være strid om, hvad myndighedspersonerne gør, så forestiller dette vers sig tilsyneladende ikke nogen mulig strid om, hvad Muhammed siger eller gør. Man kan ikke være uenig i det, Muhammed gør, fordi man skal fremlægge sagen for Muhammed. Man kan ikke gå udenom ham ved kun at gå til Allah. Så Muhammed er stadig den højeste myndighed, hvilket de andre ikke er. Dette vers klargør igen uligheden mellem Muhammed og alle andre. Den højeste myndighed af Muhammed sammen med Allah fremhæves igen. I stedet for at vores tese svækkes, bliver den styrket.
Endelig kan dette vers let forstås, når vi konstaterer, at det er en relativt sen "åbenbaring", og at Muhammed erkendte, at hans voksende imperium havde brug for en myndighedsstruktur (hvis ikke umiddelbart, så i hvert fald efter hans død). Mens hans tilhængere var få, kunne han nok håndtere alle deres anliggender direkte, men da der kom muslimske samfund i mange byer, kunne han ikke længere lede dem alene. Så han befaler sine tilhængere at adlyde de mennesker, der har myndighed, og forbinder dette med den etablerede formel: "Adlyd Allah og adlyd Udsendingen". Men som allerede nævnt, den endelige myndighed forbliver hos ham.
Muhammad
Answering Islam Hjemmeside
Oversættelse: Bombadillo